Storkene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning


På det sidste Huus i en lille By stod der en Storkerede. Storkemoderen sad i Reden hos sine fire små Unger, der stak Hovedet frem med det lille sorte Næb, for det var ikke blevet rødt endnu. Et lille Stykke derfra på Tagryggen stod så strunk og stiv Storkefaderen, han havde trukket det ene Been op under sig, for dog at have nogen Uleilighed, idet han stod Skildvagt. Man skulde troe, han var hugget ud af Træ, så stille stod han; "det seer vist nok så fornemt ud, at min Kone har en Skildvagt ved Reden!" tænkte han, "de kan jo ikke vide, at jeg er hendes Mand, de troe vist, jeg er commanderet til at ståe her. Det seer så raskt ud!" og så blev han ved at ståe på det ene Been.

Nede på Gaden legede en heel Flok Børn, og da de såe Storkene, så sang en af de modigste Drenge, og siden de Allesammen, det gamle Vers om Storkene, men de sang det nu, som han kunde huske det:

"Storke, Storke Steie
Flyv hjem til dit Eie!
Din Kone ligger i Reden sin
Med fire store Unger.
Den ene skal hænges,
Den anden skal stænges,
Den tredie skal brændes,
Den fjerde endevendes!"

"Hør dog hvad Drengene synge!" sagde de små Storkeunger, "de sige vi skulle hænges og brændes!"

"Det skal I ikke bryde Eder om!" sagde Storkemoderen; "hør bare ikke efter, så gjør det ikke noget!"

Men Drengene blev ved at synge, og de pegede Fingre af Storkene; kun een Dreng, han hed Peter, sagde, at det var Synd at gjøre Nar af Dyrene, og vilde slet ikke være med. Storkemoderen trøstede også sine Unger; "bryd Jer ikke derom," sagde hun, "see bare, hvor rolig Jer Fader ståer, og det på eet Been!"

"Vi ere så angst!" sagde Ungerne, og trak Hovederne dybt ned i Reden.

Næste Dag, da Børnene kom sammen igjen for at lege, og de så Storkene, begyndte de deres Vise:

"Den ene skal hænges,

Den anden skal brændes! -"

"Skal vi vel hænges og brændes?" spurgte Storkeungerne.

"Nei vist ikke!" sagde Moderen, "I skal lære at flyve, jeg skal nok exercere Jer! så tage vi ud på Engen og gjøre Visit hos Frøerne, de neie i Vandet for os, de synge "koax, koax!" og så spise vi dem op, det kan rigtig blive en Fornøielse!"

"Og hvad så!" spurgte Storke-Ungerne.

"Så samles alle de Storke, her ere i hele Landet, og så begynder Høstmaneuvren, da må man flyve godt, det er af stor Vigtighed, thi den som ikke kan flyve, stikker Generalen ihjel med sit Næb; derfor pas vel på at lære Noget, når Exercitsen begynder!"

"Så blive vi jo dog stængede, som Drengene sagde! og hør, nu synge de det igjen!"

"Hør på mig og ikke på dem," sagde Storkemoderen. "Efter den store Maneuvre flyve vi til de varme Lande, o, så langt herfra, over Bjerge og Skove. Til Ægypten flyve vi, hvor der ere trekantede Steenhuse, der gåe i en Spids op over Skyerne, de kaldes Pyramider og ere ældre end nogen Stork kan tænke sig. Der er en Flod, som løber over, så Landet bliver til Mudder. Man gåer i Mudder og spiser Frøer."

"O!" sagde alle Ungerne.

"Ja! der er så deiligt! man gjør ikke andet end spise hele Dagen, og imens vi har det så godt, er i dette Land ikke et grønt Blad på Træerne; her er så koldt, så Skyerne fryse i Stykker og falde ned i små hvide Lapper!" det var Sneen, hun mente, men hun kunde jo ikke forklare det tydeligere.

"Fryse så også de uartige Drenge i Stykker?" spurgte Storkeungerne.

"Nej, i Stykker fryse de ikke! men de ere nær ved det og måe sidde inde i den mørke Stue og kukkelure; I kan derimod flyve om i fremmed Land, hvor der er Blomster og varmt Solskin!"

Nu var der allerede gået nogen Tid, og Ungerne vare så store, at de kunde ståe op i Reden og see vidt omkring, og Storkefaderen kom flyvende hver Dag med pæne Frøer, små Snoge og alt det Storke-Slikkeri, han kunde finde! O, det såe morsomt ud, hvor han gjorde Kunster for dem. Hovedet lagde han lige om på Halen, Næbbet knebrede han med, som var det en lille Skralde, og så fortalte han dem Historier, allesammen fra Sumpen.

"Hør nu måe I lære at flyve!" sagde en Dag Storkemoderen, og så måtte alle fire Unger ud på Tagryggen, o hvor de dinglede! hvor de balancerede med Vingerne, og vare dog færdig ved at falde ned!

"See nu på mig!" sagde Moderen, "sådan skal I holde Hovedet! sådan skal I sætte Benene! een to! een to! det er det, som skal hjælpe Jer frem i Verden!" så fløi hun et lille Stykke, og Ungerne, de gjorde et lille kluntet Hop, bums! der låe de, for de vare tunge i Livet.

"Jeg vil ikke flyve!" sagde den ene Unge, og krøb op i Reden igjen, "jeg bryder mig ikke om at komme til de varme Lande!"

"Vil du da fryse ihjel her, når det bliver Vinter! skal Drengene komme og hænge og brænde og stænge dig? nu kalder jeg på dem!"

"O nei!" sagde Storkeungen, og så hoppede den igjen på Taget ligesom de Andre, den tredie Dag kunde de ordentlig flyve lidt, og så troede de, at de kunde også sidde og hvile på Luften; det vilde de, men bums! der dumpede de, så måtte de til at røre Vingerne igjen. Nu kom Drengene nede på Gaden og sang deres Vise:

"_Storke, Storke Steie!_"

"Skulle vi ikke flyve ned og hugge deres Øine ud?" sagde Ungerne.

"Nei lad være med det!" sagde Moderen, "hør bare efter mig, det er vigtigere! een, to, tre! nu flyve vi høire om! een to, tre! nu venstre om Skorstenen! - see det var meget godt! det sidste Slag med Vingerne var så nydeligt og rigtigt, at I skal fåe Lov at komme i Sumpen med mig imorgen! der komme flere nette Storkefamilier med deres Børn, lad mig nu see, at mine ere de pæneste, og så at I kneise, det seer godt ud, og det giver Anseelse!"

"Men skal vi da ikke have Hævn over de uartige Drenge?" spurgte Storkeungerne.

"Lad dem skrige hvad de ville! I flyve dog mod Skyerne, komme til Pyramidernes Land, når de måe fryse og ikke have et grønt Blad eller et sødt Æble!"

"Ja hævnes ville vi!" hviskede de til hinanden, og så blev der igjen exerceret.

Af alle Drengene på Gaden var Ingen værre til at synge Spottevisen, end just han, som havde begyndt, og det var en ganske lille Een, han var nok ikke mere end sex Aar; Storkeungerne troede rigtignok, at han var hundrede Aar; for han var jo så meget større end deres Moder og Fader, og hvad vidste de om, hvor gamle Børn og store Mennesker kunne være. Hele deres Hævn skulde gåe ud over den Dreng, han havde jo først begyndt, og han blev altid ved: Storkeungerne vare så irriterede, og alt som de bleve større, vilde de mindre tåle det; Moderen måtte tilsidst love dem, at de nok skulde fåe Hævn, men hun vilde ikke tage den, før på den sidste Dag, de vare i Landet. -

"Vi måe jo først see, hvorledes I bære Jer ad ved den store Maneuvre! komme I galt fra det, så Generalen jager Jer Næbet i Brystet, så have jo Drengene dog Ret, i det mindste på een Måde! lad os nu see!"

"Ja det skal du!" sagde Ungerne, og så gjorde de sig just Umage; de øvede sig hver Dag, og fløi så nydeligt og let, så det var en Lyst.

Nu kom Høsten, alle Storkene begyndte at samles for at flyve bort til de varme Lande, mens vi have Vinter. Det var en Maneuvre! over Skov og Byer måtte de, bare for at see, hvor godt de kunde flyve, det var jo en stor Reise, som forestod. Storkeungerne gjorde deres Ting så nydeligt, at de fik Udmærket Godt med Frø og Slange. Det var den allerbedste Characteer, og Frøen og Slangen kunde de spise, det gjorde de også.

"Nu skulle vi hævnes!" sagde de.

"Ja vist!" sagde Storkemoderen. "Hvad jeg havde udtænkt, det er just det rigtige! jeg veed, hvor den Dam er, hvor alle de små Menneskebørn ligge, til Storken kommer og henter dem til Forældrene. De nydelige små Børn sove og drømme så deiligt, som de aldrig siden komme til at drømme. Alle Forældre ville gjerne have sådant et lille Barn, og alle Børn ville have en Søster eller Broder. Nu ville vi flyve hen til Dammen, hente en til hver af de Børn, som ikke have sjunget den onde Vise og gjort Nar af Storkene, for de Børn skulle slet ingen have!"

"Men han, som begyndte med at synge, den slemme, hæslige Dreng!" skrege de unge Storke, "hvad gjøre vi ved ham?"

"Der ligger i Dammen et lille dødt Barn, det har drømt sig ihjel, det vil vi tage til ham, så må han græde, fordi vi have bragt ham en død lille Broder, men den gode Dreng, ham har I dog ikke glemt, han som sagde: "det er Synd at gjøre Nar af Dyrene!" ham ville vi bringe både en Broder og en Søster, og da den Dreng hed Peter, så skulle I også Allesammen kaldes Peter!"

Og det skete hvad hun sagde, og så hed alle Storkene Peter, og det kaldes de endnu.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.