Svend normand, gådevisen

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Jeg gik mig at spadsere en sildig aftenstund.
Der mødte jeg en kæmpe så hæsselig og grum.
Hans tale den var hård og ond i sinde,
Mig tyktes, at han mig vil overvinde.

"Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig:
Ti spørgsmål dem skal du nu her besvare mig;
Og enten skal du døden modtage,
Eller det skal gå dig vel i dine dage.

Så sig mig, hvad er vel det rundeste hjul
Og hvor fejrer man den fagreste jul?
Og hvad lyser hvidere end svanen?
Og hvad råber højere end tranen?"

"Jo, solen den er vel det rundeste hjul.
I himlen der fejrer man den fagreste jul,
Og månen lyser hvidere end svanen,
Og tordnen råber højere end tranen."

"Og sig mig, hvad lægger vel den stærkeste bro
Hvorunder står fiskene så herlig udi flod?
Og hvad giver jorden sit klæde?
Og hvor finder død mand sit sæde?"

"Ja, isen den lægger vel den stærkeste bro
Hvorunder står fiskene så herlig udi flod,
Og sneen giver jorden sit klæde,
I graven finder død mand sit sæde."

"Og hvad er vel mørkere end natten den grå?
Og hvad slår stærkere end lærkevinger små?
Og hvortil går vejen den brede,
Som menneskene vandrer of med glæde?"

"Jo, tanken er mørkere end natten den grå,
Og hjertet slår stærkere end lærkevinger små.
Til Helvede går vejen den brede,
Som menneskene vandrer af med glæde."

"Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig:
Ti spørgsmål dem har du nu her besvaret mig,
Så du skal ikke døden modtage,
Nej det skal gå dig vel i dine dage.
Så du skal ikke døden modtage,
Nej det skal gå dig vel i dine dage."


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.