Spring til indhold

Takt og Tone/IV. Selskabslivet

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf/9 93-128

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

FJERDE AFSNIT



SELSKABSLIVET

GÆSTFRIHEDSFØLELSE er en af Nordboens smukkeste Egenskaber og er saa nøje sammenflettet med Venskabsfølelsen, at den ene næsten ikke kan tænkes uden den anden for en nordisk Bevidsthed. Men som det gaar med det meste af menneskeligt Samkvem, er Enkelheden i Følelsen gaaet tabt i det civiliserede Livs utallige og forskelligartede Forhold. Gæstfriheden er efterhaanden blevet til en ret indviklet Ting med tusinde Formaal, Forpligtelser og Sidehensyn. Den har dermed skiftet Navn, kaldes Selskabslivet, og giver Plads i sin rummelige Ramme for meget Snobberi, mange Fordomme, megen Opstillethed, men heldigvis dog uden at udelukke det gammeldags Begreb Gæstfrihed, der aldrig vil uddø, saa længe der er Nordboer til.

Hvis De er saa lykkelig at besidde en talrig Kreds af Slægt og Venner og ikke en tilsvarende velforsynet Pengepung, er Selskabelighed noget af et Dilemma. Hvis Deres Kreds er nøje indbyrdes forbunden, og De indser, at De langtfra formaar at faa Alle indbudt, bør De tage under Overvejelse, om det ikke klogest helt at undlade at gøre Selskaber. Dette vækker ikke Anstød, hvorimod De, ved at indbyde Nogle og udelade Andre, risikerer at opvække mere Fornærmelse end Paaskønnelse.

Gensidighed i selskabelige Forpligtelser forudsættes i altfor høj Grad som en ufravigelig Regel, og Mange, især Yngre, gaar ofte og piner sig ved ikke at have faaet indbudt Familier, i hvis Hus de har nydt Gæstfrihed, og hvor det ikke falder de Paagældende ind med en Tanke at vente eller ønske noget Gengæld.

Det er ofte, at Mænd i store Stillinger og med meget Arbejde nok ynder at se Folk hos sig, „føre Hus“, som det hedder og samle en Vennekreds om sig uden derfor at have Lyst til de 5 Aftener om Ugen at styrte tidlig fra Kontoret hjem og klæde sig om og afsted til kedelige Selskaber, hvorfra man træt og anstrengt kommer hjem ud paa Natten.

Naar man ved et par høflige Afslag har faaet Indtrykket af, at dette er Tilfældet, er det mest passende at ophøre at indbyde de Paagældende; men saafremt man ved gentagne Indbydelser faar tilkendegivet, at de alligevel ønsker at se En hos sig, bør man rolig gaa der og omsætte sin Trang til Gengældelse i Smaaopmærksomheder mod Husets Damer og hjertelig Tagen Del i Familiens festlige Anledninger.


MIDDAGSSELSKAB er den almindeligste Form for selskabelige Sammenkomster, som rimeligt er i et Land, hvor Bordets Glæder spiller en saa uhyre Rolle. Det første man skrider til er:

Indbydelseslisten, naar man efter at have nydt Gæstfrihed i sin kreds, bliver klar over, at nu maa der gøres noget.

Det viser sig da som oftest altid, at den urgamle Konflikt er til stede mellem Pligt og Tilbøjelighed. Det er altid dem, der virker mindre opmuntrende, som man trænger mest til at faa indbudt, hvorimod de luftigere Elementer, der strør Festlilighed om sig, sjælden har paabebyrdet En med Forpligtelser.

Det er altsaa her nødvendigt at resignere, dog helst ikke helt. De selskabeligt set nødvendige men maaske ikke helt morsomme Gæster sætter nemlig overordentlig Pris paa at blive indbudt sammen med lidt forfriskende Elementer, som f. Eks. Kunstnere regnes for at være, undertiden med Urette.

Hvis man i sin Kreds har kendte Skuespillere og Malere, Digtere og Journalister, bør man fordele dem jævnt over sin Selskabelighed, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, da de helst vil sammen.

En af Selskabslivets Hovedvanskeligheder er Overskuddet af Damer, ikke mindst de ældre Tanter, Enkefruer m. m. Hvorfor har Vorherre skabt saa faa Mandfolk og tilmed indrettet det saaledes, at disse nødig vil i Selskab, hvorimod alle Damer intet heller vil. Til en vis Grad kan man nok give Herrerne to Damer, men de fleste Mænd føler sig dog lidt fortrykte ved at være i for stor Minoritet.

Det kan derfor foreslaas, at man i Huse, hvor Spindesiden er særlig voldsomt repræsenteret i Vennekredsen, foranstalter en Damemiddag i Ny og Næ i Lighed med Herremiddage. De kan falde overraskende fornøjelige ud, men forhindrer maaske ikke, at Enkefruerne og Frøknerne føler sig brøstholdne, naar de hører om Middage i samme Hus, hvor lykkeligere Medsøstre har været bedt sammen med rigtige Mandfolk.

Omtal ikke for meget til Deres Bekendte Selskaber, hvori de ikke har deltaget eller skal deltage. De vil let blive fornærmede, idet de, ofte med Grund, vil antage, at det Selskab, de er bedt med til, er det mindre fine Sæt. Det drejer sig nemlig for de Fleste ikke om, hvorvidt de har moret sig, men om, hvorvidt de har været sammen med „de Fineste“. Det kan her bemærkes, at der endnu findes nogen Uvilje mod den udenlandske Skik at indbyde nogle faa Standspersoner til Middag og et stort Antal Gæster om Aftenen, men at Formen selvfølgelig har sine praktiske Fordele og ikke indeholder nogen Klassificering af Gæsterne, særlig hvor disse er unge. Men selvfølgelig kan man ikke indbyde ældre Standspersoner til Aften, hvor Andre har været hos En til Middag.

Dette gælder dog ikke særlig festlige Lejligheder, hvor f. Eks. en berømt Udlænding fejres.

En Slagskygge over enhver Selskabsliste er Pligtkontingentet til Familien. I et Hus, hvor begge Ægtefæller er rigeligt forsynet med Søstre, Svigerinder, Kusiner o. l. for ikke at tale om gifte Børn, og disse pligtskyldigst skal med ved alle Lejligheder, naas der praktisk talt meget lidt ved hvert enkelt Selskab. Man kan skride til at afholde Familieselskaber, men de regarderes mindre, skønt de tilvisse koster Værten det samme.

Under Sæsonens selskabelige Højtryk er det saa godt som umuligt at faa samlet de Mennesker, man ved Listens Affattelse mente vilde passe sammen. Derfor er den Kreds, som Vært og Værtinde vil komme til at modtage ved Indgangsdøren med et affabelt Smil, som oftest ganske forskellig fra den, de havde paatænkt.

Naturligvis bør man saa vidt muligt undgaa at bede de Mennesker sammen, som man ved lever i Uvenskab, især i smaa Selskaber. Iøvrigt kan det undertiden gaa overraskende godt, og et saadant tilfældigt Samvær kan lægge Spiren til en Forsoning.

Meddelelsen til Betjeningen fordrer i ikke faa Tilfælde lidt Mod. I meget gæstfrie Huse trættes Husassistenterne let af de mange Selskaber og det stærkt forøgede Arbejde, de medfører, og modtager Meddelelsen om et nyt Foretagende med lidt sure Miner.

Det kan foreslaas at give dem et Ekstra-Vederlag, hvergang der er Selskab i Huset, ansat i Forhold til den lejede Hjælp. Betaling er altid et godt Middel til at klare Humøret.

Pladsforhold. Man bør ikke indbyde Flere end det Antal, der virkelig er plads til ved Bordet. Som Regel sidder Folk ikke bekvemt nok ved et Middagsselskab. Man hører, hvordan Værtinden ved et Middagsbord, hvor der ikke er plads til saa meget som et Knivsblad mellem Gæsterne, i en beklagende Tone siger: „Vi havde bedt Professor N. N.s med Døtre, men desværre kunde de ikke komme.“ Hvorpaa man ser sig om og tænker med Undren paa, hvor Familien N. N. da skulde have været placeret. Sagen er, at istedetfor at have været lettet ved at være sluppet for N. N.s har Værtinden ilet med at indbyde Andre til at sidde paa deres knapt tilmaalte Pladser. Det er undskyldeligt, fordi Maden, Vinene, Cigarerne, Opvartningen, Blomsterregningen, Belysningen, hele det særdeles kostbare og besværlige Apparat maa udnyttes til det yderste i en almindelig Husholdning, naar man engang er ved det. Altsaa, det er forstaaeligt, men ikke helt behageligt for de Indbudne.

Naar man ved en Afvejning af alle disse Forhold skrider til Affattelse af en Indbydelsesliste, maa man sørge for at faa Selskabet saa underholdende som muligt.

Man bør tage et ligeligt Hensyn til at indbyde Folk, der passer sammen, og som man ved gærne vil træffes, og dertil forstaar at bringe nye og muntre Æmner ind i Samtalen. Desuden nogle Udenforstaaende, der formaar at medbringe et friskt Pust.

Raader man i sin Kreds over smukke og elegante Damer, bør man være klar over, at gør en næsten ligesaa blændende virkning som Berømtheder, og man bør ubetinget anvende dem som Dekorationsgenstande.

Indbydelser udstedes paa et bestandig tidligere Tidspunkt, undertiden c. 14 Dage før Datoen. Det er paa den Maade efterhaanden blevet et rent Bogholderi at holde Rede paa Dagenes Anvendelse, og Forglemmelser kan meget let indtræffe.

Hvis man kommer meget ud, bør man paa sit Skrivebord have en Liste over Dagene i Ugen paa samme Maade som Teatrenes Repertoirelister.

I de fleste tilfælde udstedes trykte Indbydelseskort, som, om man vil, kan købes færdige til Udfyldning.

En skriftlig Indbydelse er i de fleste Tilfælde at foretrække for Telefonering. Dels undgaas enhver Misforstaaelse, naar man har Sort paa Hvidt at holde sig til, dels er det nemmere at finde et Paaskud til at svare Nej i et sirligt, beklagende Brev end naar man uventet angribes i Flanken ved en Opringning. Det er ikke Alle givet at have det lynsnare Lyvetalent — man har tværtimod som Regel det barnlige Blik paa Forholdet, at man forlanger, Folk skal tro det, man siger. At lyve skriftligt er lettere, hvis man overhovedet kan bruge saa tungt et Ord om de høflige og af Alle vedtagne Paaskud, der lyder bedre end det ligefremme: Jeg vil ikke.

Men enten De vil eller ikke, opsæt ikke at lade Folk det vide. Hurtighed med Svar er en betydelig Lettelse i Selskabelighedens Besvær. Svar altid omgaaende.

Siger De Nej, da giv ikke mere end een Grund dertil. Flere Aarsager indgyder Mistillid. Har De først sagt Ja, da svigt ikke uden tvingende Nødvendighed.

Naar det ikke gælder et meget stort Selskab, undgaa da helst at benytte trykte Kort, men indbyd hellere gode venner i en personligt skrevet Billet med et par venlige Ord til hver især. Dette lille Udtryk for Venskab giver de Indbudte Lyst til at komme og kan bevirke, at der paa Forhaand skabes den hjertelige Stemning, som er mere værd end al ydre Luksus.

At give tilbords er den Opgave, der foreligger, naar man omsider efter Afslag, Afbud og Erstatningsindbydelser er naaet til en forhaabentlig definitiv Liste. Det er ved en stor Liste eller en, der er belemret med Uvenskaber, et rent Generalstabsarbejde, der maa udføres med overlegen Kløgt for at disponere over de forskellige Enheder, der ofte er stærkt uensartede.

Som Hovedregel gælder, at Værten skal have den fornemste Dame tilbords, eller, hvis ikke noget paabydende i den Retning gør sig gældende, eventuelt en Dame, der besøger Huset for første Gang. Værtinden føres helst ikke ind af den Herre, hvis Frue har Værten tilbords, men hun har ham, hvis ogsaa han er en Gæst, man ønsker at hædre, siddende ved sin højre Side ved Bordet. Saafremt Selskabets Pragtfigur er uden Hustru, har Værtinden selvfølgelig ham tilbords. Eventuelle Døtre anbringes helst med Husets Sønner eller omvendt.

Hvis der i Selskabet findes en Minister eller Gesandt, har Værtinden ham tilbords.

Hvor saadanne formelle Forhold ikke foreligger, maa Værtinden ofte trække af med den mindst omstridte Herre, som ellers er vanskelig at anbringe hos de andre Damer, da der lægges en overraskende Vægt paa, hvem man faar tilbords.

Ved Tilbordsgivning bør man prøve at bringe Afveksling og ikke give en Herre den Dame, som oftere har haft den Glæde. Det sker saa let, naar man synes de passer sammen, men man hører ofte den Klage fremsat: Jeg skal altid have N. N. tilbords her i Huset. Dette er en Klage, der ikke kan rejses af forlovede Par, der ifølge en mærkværdig Skik altid skal have hinanden tilbords. Livet kan saamænd blive langt nok for dem endda.

Ved Fordelingen af Damer og Herrer bør man have for Øje, at de to Paagældende har let ved at finde Samtalestof gennem fælles Interesser.

Ved Placeringen af Parrene omkring Bordet, gælder det som oftest, at Vært og Værtinde sidder vis à vis, enten for Enden af Bordet eller paa Midten af Langsiden.

I Huse, hvor der lægges vægt paa en munter Tone, siges det at være Brug, at Ægtepar altid anbringes paa samme side af Bordet, hvor begge parter kan udfolde sig lidt ugenert uden at være under Kontrol af Ægtefællens Blik.


ANKOMST TIL SELSKAB. Det er en selskabelig Umulighed, at Vært og Værtinde ikke er fuldt færdige ved Gæsternes Ankomst, afventende dem i Modtagelsesværelset, ligesom alt andet i Huset maa være i fuld Orden, før Nogen kommer.

Præcision ved Selskab. Det forventes, at Gæsterne møder nogenlunde til den fastsatte Tid. Naar denne overskrides med et Kvarter, maa der gives motiveret Undskyldning, hvorved det er rart, naar den Paagældende kan finde paa en frisk og ikke altfor ofte brugt Forklaring paa, at det sultne Selskab har været holdt ventende. 20 Minuter over Tiden har værtinden Lov til at lade Gæsterne gaa tilbords, idet Pladsen for den endnu ikke Ankomne holdes aaben, og Borddamen, hvis det er en Herre, der lader vente paa sig, føres ind af en Anden.

Man maa hellere komme 35 Minuter for sent end 25, da man i saa Fald kan faa Værtinden til at tro, at man har taget en halv time fejl af Tiden.

Hvis man af den Oplukkendes forfjamskede Mine og en paafaldende Tomhed i Entreen kan forstaa, at man er kommen en halv Time for tidlig, bør man gaa en Tur i Mellemtiden.

Hvis man af uforudsete og uopsættelige Forretninger eller andre Forhindringer bliver klar over, at man ikke kan naa frem til et Selskab i rette Tid, bør man telefonere derhen i Tide og anmode, om Selskabet vil gaa tilbords.

Tidspunktet for et Middagsselskab varierer for Tiden fra Kl. 6½ til Kl. 8.

Paaklædning. Det er praktisk paa Indbydelserne at angive, hvilken Paaklædning der skal anvendes for Herrernes Vedkommende, da deres Selskabsdragt jo er en Art Uniformering.

Naar Dragten ikke er angivet i Indbydelsen, kan man forespørge telefonisk.

I hvert Tilfælde gælder det, at Husets Herrer er mindst festligt paaklædte. Det sker endda, at en Vært skifter Dragt fra det mere til det mindre elegante, for at berolige Gæster, der underligt nok kan være forpinte over ikke at være i det rette Antræk.

Denne for Kvinder noget uforstaaelige Korrektheds-Optagethed bunder sikkert i, at Mandsdragten i sig selv er saa uskøn, at Korrekthed bliver det eneste forsonende ved den.

Er man imidlertid kommen i et Selskab i en ukorrekt Dragt, bør man ved dette som ved alle andre selskabelige Smaa-Uheld tale saa lidt om det som muligt.

For Damer gælder det, at man ikke altid ved, om en Indbydelse gælder et større eller et Selskab. Man bør derfor bestandig have en Kjole, der i al Tarvelighed er syet saaledes, at den — blot ikke helt højhalset eller med Ærmer til Haandleddet — kan gaa til begge Dele. En god Kniplingskrave og et par lange Handsker gør Udslaget.

Vær hellere for enkelt end for elegant klædt til Anledningen. Malplaceret Pragt virker tarveligst af Alt.

Spar saa lidt som muligt paa Handsker og Fodbeklædning. Naar disse Ting er i Orden, gør det hele Ens Ydre soigneret.

En smuk Frisure gør ogsaa Underværker.

Naar De har klædt Dem paa til Selskab, efterlad da ikke et uordentligt og sjusket Værelse med brugt Vaskestel, Klædningsstykker, der flyder o. l. Ingenting bidrager mere til at give Ens Husassistent ringe Tanker om Ens huslige Værd.

Er det Dem, der har Selskab, hav da altid et Værelse, der er hyggeligt i stand til eventuelt Brug for Gæster.

Ordener. Ved et almindeligt Middagsselskab bruges det saa godt som ikke mere at bære Ordener, ikke engang i smaat Format. Det forbeholdes til større festlige Lejligheder. Kun en Roset i Knaphullet angiver, at den paagældende Medborger er i Besiddelse af det af saa Mange eftertragtede Kendetegn paa Samfundets Anerkendelse.

For Hofmænd og Officerer foreligger der et indviklet Ceremoniel ang. inden- og udenlandske Ordensdekorationer, f. Eks. om, hvorvidt en udenlandsk Orden skal bæres ved Nærværelsen af en Potentat fra det Rige, hvorfra Dekorationen er tildelt, o. s. v. Som en Hovedregel kan det kun angives, at man helst skal være tilbageholdende med at pynte sig med Ordener, og at disse i hvert Fald tager sig meget lidt smagfulde ud for civile Herrer om Formiddagen i Forbindelse med Kjole og Hvidt, som man kun altfor ofte kan se det paa vore hjemlige Breddegrader.

Der bæres kun Ordensroset i Knaphullet, naar man er iført civil Formiddagsdragt.

Titler er noget af det vanskeligste at lære at benytte rigtigt, naar man er Udlænding eller forlægger sin Personlighed fra eet Samfundslag over i et andet. Der er saa mange Snurrigheder. Kammerjunker er f. Eks. en fin Titel og Jægermester ligesaa, hvorimod Benævnelsen „Kammerjæger“ ikke just forbinder Tanken med en hofmæssig Levevej. Og hvem kan forstaa, hvorfor man i Tiltale ikke gærne siger Hr. Minister, men bør sige Ministeren, hvorimod man godt kan sige: Hr. General, og om man vil Hr. Professor. Man kan sige baade Deres Exellence og Exellencen. Men man kan ikke benævne f. Eks. General G. F. Jensen som Hr. Jensen.

Det samme gælder kvindelige Titler. Man kan ikke kalde Grevinde N. N. for Fru N. N. men man skal ikke benytte Titelen meget i en Samtale. Dog bruges den uheldigvis mere her end f. Eks. i Frankrig, hvor en Grevinde kun tiltales som saadan af Betjeningen, men af sin Omgangskreds kaldes Madame. I England kan endog Dronningen og Prinsesserne tiltales som Madam.

Hvis man mener at have en god Ven i en betitlet Dame, skal man kun benytte hendes Titel i Omtale eller udenpaa Breve. I Tiltaleform vil den give hende et Indtryk af Fjernhed, som vil gøre hende ondt og let kan forrykke Forholdet.

Hvert Land har sine Egenheder. I England kan f. Eks. en Baronet ikke benævnes uden sit Fornavn, og dette bruges i Tiltale uden Efternavn sammen med Titelen Sir, f. Eks. Sir Arthur, Sir Charles.

Afbud kan være noget af en Hensynsløshed mod Huset, der har udstedt Indbydelsen og bør derfor kun anvendes, naar der er tvingende Grund dertil saasom virkelig forhindrende Sygdom, pludselig Sorg o. l.

Tretten tilbords. Et Afbud kan især virke som en Katastrofe, naar man ligger og krydser omkring Tallet 13, da den protestantiske Guddom af sine Tilbedere menes at ville ihjelslaa en af dem, der har siddet tilbords med 12 andre, et Forhold der ikke virker saa irriterende paa Katolikernes Skaber, heldigvis for dem.

Undgaa derfor paa vore hjemlige Enemærker at blive 13 tilbords, da De risikerer at føle Dem skyldbevidst, hvis En af dem maatte vandre heden i Aarets Løb.

Det kan være fortvivlende, naar Telefonen i en Influenzaperiode kimer Gang paa Gang for samme Dag at melde Afbud. Man kan nemlig være sikker paa, at det træffer saa uheldigt som muligt. Er der for mange Damer, er det Herrer, der sender Afbud, og er det knapt med Damer, er det dem, der faar et Feberanfald. Og allerværst er det, naar enten Hædersgæsterne, for hvem det hele var lavet, melder Forfald, eller naar det er det forbindende Element, det selskabelige Kit, der skulde holde sammen paa de hinanden ubekendte Gæster.

I sin Nedstemthed begaar man da som oftest den Dumhed at forsøge paa at faa Hullet udfyldt ved i sidste Øjeblik at telefonere til nære venner. De første man henvender sig til, kan naturligvis aldrig, eller er ikke indrettede paa det, og mere og mere febrilsk kimer man videre, og faar tilsidst nogle Mennesker til at give Møde, der er den øvrige Kreds ganske uvedkommende og nærmest er til Besvær. Oven i Købet skal man takke dem varmt for deres Elskværdighed.

Derfor — hvis Uheldet sker, at De faar Afbud samme Dag, gør da ikke fortvivlede Forsøg paa at faa det oprindeligt fastsatte Tal af Gæster udfyldt, men indskrænk roligt Antallet og gør det bedste ud af Situationen.

Ankomst. Søg at anbringe Deres Overtøj, saa det ikke er for vanskeligt at finde, ifald De maatte mene det ønskeligt at forsvinde i god Tid.

At komme ind i en Selskabssal er for generte Mennesker en sand Gru, en Følelse af Ubehag, som Nogle dækker med en friskfyragtig Frejdighed, mens Andre kommer ind med en sky og kejtet Mine. Vært og Værtinde bør helst holde sig i Nærheden af Døren og ikke fordybe sig saa stærkt i samtalende Grupper, at de ikke straks kan modtage de Indtrædende med Venlighed, saa de straks befinder sig vel. Den Nyankomne hilser først paa Husets Frue og dernæst paa de Tilstedeværende efter deres Placering i Rummet, dog med noget Hensyn til at hilse først paa særlig fremragende Tilstedeværende.

Presentation. Vært og Værtinde sørger for — eventuelt bistaaet af deres voksne Børn — at alle Gæsterne bliver forestillede for hverandre, naar de ikke før har truffet hinanden.

Er der Tale om Presentation mellem en Ældre og en Yngre, nævnes den Yngres eller mindre betydelige Persons Navn først, for ligesom at antyde, at man forestiller den Paagældende for den Ældre.

Det samme er Tilfældet ved Presentation mellem en Dame og en Herre.

Hvis Presentationen forsømmes, maa Gæsterne enten anmode derom eller eventuelt selv nævne deres Navn.

I meget store Selskaber, Baller, Fester o. l. er det selvfølgelig ugørligt at gøre Alle bekendte med hinanden.

Da maa de Tilstedeværende selv sørge for af fælles Bekendte at blive forestillede for dem, de ønsker at underholde sig med.

Ved saadanne Lejligheder er det, at en Herre kan gaa hen til en anden Herre og nævne sit Navn, hvorpaa den Anden rækker ham Haanden og ligeledes nævner, hvem han er. Naar en Yngre tiltaler en Ældre, siger han: „Hr. N. N. tillad mig at forestille mig for Dem.“

Denne Fremgangsmaade anvendes af Herrer kun i Nødstilfælde overfor Damer. Man faar hellere en Anden til at forestille sig.

Har man ved en Presentation ikke opfattet Navnet, spørger man ikke om det, men erkyndiger sig hos en Anden.

Det er heldigst at være forestillet for Alle, da enhver Gæst i et Selskab af almindelig Størrelse helst maa have talt med alle Tilstedeværende, selv om det kun er nogle Ord i en fælles Samtale.

Tiden før man gaar tilbords er det mindst tiltalende Tidspunkt ved et Selskab. Det er vanskeligt for Værtinden, trods alle Anmodninger, at faa Gæsterne til at sprede sig og sætte sig ned, og man bør derfor søge at gøre denne afventende Stund saa kort som muligt.

Hvis en Husfrue formaar at skabe en utvungen Stemning i den fatale halve Time, hvor man staar og venter enten paa Maden eller Efternølerne, har hun Værtindetalent. Det er ikke let at sætte Humør i sultne Gæster.

Gaaen tilbords. Værten meddeler stille, hvilke Damer Selskabets Herrer skal have tilbords, medmindre der i Entreen staar en Skaal med smaa Sedler, som man holder stærkt Udkig efter, idet man dog kun søger efter sit eget Navn, uden at bryde sig om de Andres. Der vises kun Glæde, selv om det er en gammel Snerpe man har faaet tildelt. Værten maa i saadanne Tilfælde afholde sig fra deltagende og undskyldende Forklaringer.

Naar der gives Signal til at gaa tilbords, gaar Værten i Spidsen med sin Dame, og hjælper, før han sætter sig, de Indtrædende med at finde deres Plads, saafremt ikke denne, hvad der ved store Selskaber er praktisk, er angivet paa det Kort, hvor Herrens Borddame stod anført.

Gæsternes Plads ved Bordet bør i hvert Fald være angivet ved Kuverten.

Husfruen gaar sidst ind med sin Herre, hvorefter man sætter sig.

Spisebordet og Maden. Det vil altid glæde en Værtinde, hvis Nogen blandt Gæsterne udtaler en Ros over Bordets smagfulde Ordning. Der er her Grund til at lægge Vægt paa at gøre denne Ordning nogenlunde enkel og dog festlig uden alle de Kruseduller af smaa Glas med Violer, haandmalede Menuer, Baandsløjfer, Blomster plantede paa Knappenaale, samt Servietter som langhalsede Svaner, der er betegnende for den næstbedste Smag. Lys og Blomster, Krystal, og — hvis man har det — Sølv er tilstrækkeligt til at gøre selv den enkleste Borddækning elegant.

Det maa anbefales ikke at pryde Bordet med Blomster, der har en bedøvende Duft som f. Eks. Hyacinther og Liljer, da Mange faar Hovedpine deraf. Er det imidlertid sket, bør man som Gæst ikke volde Forstyrrelse ved at udbede sig Blomsterne fjernede.

Tro ikke at De frembringer Virkning af Elegance ved en overvældende Masse af Retter eller Geledder af Vinglas. De opnaar det stik Modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende Rigmand, der ved Hjælp af haandgribelige og let paaviselige Udgifter forsøger at dække over Mangelen paa virkelig Kultur. Dette bliver særlig grelt, naar nogensomhelst Art af Priser bliver omtalt, selv om det blot sker i Form af, at Gæsterne underrettes om, at Rødvinen er fra 1868, for saa ved man, at den er dyr. I virkelig fine Huse serveres kun faa men udsøgte Retter og enkelte gode Vine. God og smuk Frugt er altid Maaltidets bedste Prydelse saa vel dekorativt som gastronomisk set.

Ingen bør tale om Maden, især ikke Vært og Værtinde.

Det maa tilraades at anbringe rigeligt med Vand og Selters paa Spisebordet, da Mange ønsker det enten som Fortynding af Vinen eller som særlig Drik. Paa de fleste Spiseborde savnes der Vand, og man maa skaffe sig det gennem de Opvartende, ofte efter længere Venten. Dette er ikke heldigt.

Tonen ved Bordet bør være munter uden at udvikle sig til at blive larmende. Mens det i Udlandet, særlig i England, helst undgaas at tale over Bordet, er man her mindre formfuld, men det bør dog holdes indenfor rimelige Grænser og helst indskrænkes til kortere Bemærkninger.

Læg Vægt paa altid at tale med Deres Sidemand, ikke alene Den De har tilbords, men ogsaa Den, der sidder ved Deres anden Side, hvilket er et nødvendigt Hensyn til Vært og Værtinde, og hvis De kommer i Samtale med Den, der sidder paa Plads Nr. 2 fra Dem, søg da at inddrage den Mellemsiddende i Samtalen, som ellers vil sidde med en knugende Følelse af Forladthed.

Hvis begge Deres Naboer ved Bordet er optagne af Samtale, er der ikke andet for Dem at gøre end med muntert Udseende at passe Deres Fortæring og søge den første Anledning til at komme ind i en af Samtalerne, hvilket ikke vil vare længe, hvis det er velopdragne Mennesker, De har ved Deres Side.

Herren hælder, første Gang han skænker, et Par Draaber Vin først i sit eget Glas, hvilken Skik skriver sig fra den Tid, hvor man kunde frygte et Stykke Prop i Vinen, dernæst fylder han sin Dames Glas, indtil hun siger Stop. Han kan da forsyne sig selv, hvis ikke Damen paa hans anden Side ogsaa er vansmægtende. En Dame kan ikke godt skænke Vin for sig selv, men maa, som den svage Kvinde, søge Mandens Beskyttelse, i hvilket Tilfælde han gør det med en Undskyldning for sin Uagtsomhed.

At drikke Glas med hinanden. Værten hilser paa sine mandlige Gæster ved at drikke et Glas med dem. Undertiden ogsaa med Damerne, i det mindste nogle af dem, med mindre han overlader denne Høflighedsakt til Værtinden.

En Herre drikker som oftest med sin Borddame og ligeledes med sin Hustrus Bordkavaler.

Den mindre Fornemme eller Yngre kan ikke godt være den opfordrende.

Naar Kongen gør en Bordfælle den Ære at drikke med sig, rejser Vedkommende sig og drikker staaende. Dette bruges ogsaa, omend i aftagende Grad, under mindre hofmæssige Forhold, naar det er en ældre, højt værdsat Bordfælle, særlig en ældre Dame, der opfordrer en Yngre til at drikke med sig. Især gøres det blandt Officerer. I andre Krese rejser man sig som oftest kun halvvejs eller lægger en vis Ærbødighed i sit Udtryk og Blik, maaske afpasset efter det, man har at vente af den Paagældende.

Efter dansk Skik returneres Opfordringen ikke.

Den gamle Vedtægt, at Glasset skulde tømmes, er heldigvis gaaet af Brug, hvorved mange blussende Ansigter efter Bordet undgaas.

I øvrigt er hele Skikken ikke ueffen. Den giver Stemning ved et Festbord og kan undertiden udjævne et Mellemværende ved at vise Den, der opfordres, at det hele var ikke saa slemt ment. Og den gamle Skik opretholder stadig sin Popularitet, fordi det er en Opmærksomhed, der er nem — og billig. I det mindste for Gæsterne.

Tøm ikke gærne Deres Karaffel helt, saaledes at der maa hældes mere Vin paa den.

Vis ikke nogen iøjnefaldende Interesse for Maden. Forsyn Dem tilsyneladende ligegyldigt, selv om De er sulten, hvilket ikke vil klæde Dem at tale om, hverken før eller under Maaltidet.

Forsyn Dem ikke flere Gange af samme Ret, med mindre det er nogenlunde almindeligt ved Bordet, saaledes at De saa at sige rives med af Stemningen, idet det er heldigt, at samtlige Tilstedeværende er færdige nogenlunde samtidigt. Naar man er tilfredsstillet, kan det markeres ved, at man lægger Kniv og Gaffel i ret Linje ud fra sig som Tegn paa, at man ikke ønsker mere.

Undgaa saa vidt muligt at levne og gør Deres Bedste for, at Deres Tallerken ikke har et utiltalende Udseende, naar De er færdig.

Hvis De af Naturen er begavet med en særlig udmærket Appetit, maa De helst berolige den noget ved de beskedne hjemlige Kødgryder, inden De gaar i Selskab, for ikke at falde ud af Ensemblet ved en isoleret Hunger.

Serveringen. Værtinden bør aldrig med et Ord berøre Besværet, der er gaaet forud for det Selskab, der afholdes.

Hun maa heller ikke virke, som om Opvartningen i mindste Maade bekymrer hende. Hun opnaar ikke det mindste ved at vise sig nervøs. Naar en Ret ikke er færdig, kan det ikke nytte, at hun rejser sig og farer ud og veksler bitre Ord med Kogersken, og er der Kludder og Fejltagelser ved Opvartningen, bøder hverken Bebrejdelser eller straffende Blikke derpaa, da det i heldigste Tilfælde kun bidrager til at gøre den Skyldige mere forfjamsket, ligesom det giver Gæsterne et ubehageligt Indtryk af, at hele Maskineriet virker daarligt.

Bedst er det at have saa rigeligt med øvet Opvartning, som man kan, for ikke at have unødig lange Pavser mellem Retterne, og især at have givet fyldestgørende Besked paa Forhaand, for at undgaa unødig indbyrdes Diskussion mellem de Opvartende.

Det maa betragtes som heldigst at begynde Ombydningen med den Dame, der har Værten tilbords, og naar der er to Serveringer, da ved en Dame ved den modsatte Side af Bordet, og de Opvartende bevæger sig tilhøjre, saaledes at Vært og Værtinde tager sidst, hvilken Rækkefølge ogsaa følges med de Vine, der ikke staar paa Bordet, men skænkes omkring.

Ved et Middagsselskab lader Gæsterne, som de ikke kender Lejetjenerne, skønt de idelig har set dem under hele Saisonen. Ved et saadant Gensyn at sige højt: „Goddag, Smith! Hvordan gaar det?“ og derved antyde, at Smith ikke er Tjener i Huset, er ligesaa hjerteløst overfor Værtens Følelser, som at antyde, at en Sovesofa er en Sovesofa. En af Hovedreglerne ved selskabelig Tone er overhovedet at gaa ud fra, at Ens Vært og Værtinde ikke har noget Privatliv, men at alle deres Dage henleves i den samme Glans som i den forhaandenværende Time.

Uheld ved Opvartningen. Hvis der i Selskab lyder et Rabalder af ituslaaet Glas og Porcelæn fra en tilstødende Stue, maa Værtinden, selv om det er ildevarslende, ikke med en Mine lade sig mærke med det, endsige ile ud for at erkyndige sig om, hvad det er. Hun faar det tidsnok at vide. Sker et saadant Uheld i hendes umiddelbare Nærhed, maa hun, tilsyneladende ligegyldig, blot give sine Ordrer angaaende Katastrofens Udslettelse.

Værten og Gæsterne maa ligeledes lade som ingenting.

Naar man ved en Middag eller Souper faar sin Dragt plettet ved Bordfællers Uagtsomhed, maa man beherske sin Ærgrelse og forsikre, at det ikke gør det mindste. Selv om den Opvartende hælder Indholdet af en Sauceskaal ned over Ryggen af en Kjole til flere Hundrede Kr., maa man smilende bevare sin Fatning og sige, mod bedre Vidende, at det gaar af.

Hvis man som Gæst kommer til at vælte en Rødvinskaraffel ud over Dugen eller ituslaar en Glasgenstand, bør man, efter en Undskyldning, gaa nogenlunde let hen over Uheldet og ikke udtømme sig i for mange Beklagelser, der kun gør det vanskeligere for Værtinden at bevare sin ligeglade Mine.

Men fremfor alt — har man haft det Uheld at ituslaa eller ødelægge noget, maa man ikke søge at oprette det ved at sende en lignende Ting som Erstatning den næste Dag.

Dette betragtes ikke som hørende til god Tone.

Skaaltaler er ved at gaa af Mode ved et almindeligt Middagsselskab. I mere gammeldags Kredse bruges dog endnu, at den Herre, der har Værtinden tilbords, har Ret til at kunne udbringe hendes Skaal. Det maa da tilraades ikke at gøre det i altfor blomstrende Udtryk, men helst at holde paa den spøgefulde og kauserende Form.

At de andre Gæster tier stille under Bordtaler følger af sig selv. Ikke heller bør man afbryde Taleren medmindre et vel turneret Tilraab under en animeret Stemning kan hjælpe en stammende Demosthenes paa Gled.

Naar en Dame ser, at hendes Bordkavaler begynder at rulle Brødkugler og ved Adspredthed vise, at han spekulerer paa en Skaaltale, bør hun saa vidt muligt lade ham have Fred og hellige sig til sin anden Nabo saa længe.

Maaltidets Ophør. Værten bør, idet han rejser sig for at ønske Velbekomme, undgaa den klassiske Bemærkning: „Nu har min Kone ikke mere!“ hvilket var det, Gorm den Gamle plejede at sige om sin Hustru Thyra Danebod. Den Skik at gaa Kredsen rundt og med et Velbekomme trykke hinanden i Haanden i alvorsfuld Samdrægtighed, fordi man har spist et Maaltid sammen, er heldigvis ved at uddø og bruges kun i meget gammeldags Huse eller meget langt fra Hovedstaden.

Hvis man endelig vil give sin Erkendtlighed Udtryk, kan man nøjes med at sige Tak for Mad til Værtinden, men ogsaa det er ukendt i mere kosmopolitiske Forhold og forsvinder mere og mere. Værtinden gaar med sin Bordherre under Armen først ind i de tilstødende Stuer, og Selskabet følger parvis efter. Værten med sin Dame sidst. Herrerne bukker let for deres Borddamer, og Selskabet spredes gruppevis.

En Herre bør helst i Aftenens Løb tale lidt med den Dame, han har haft tilbords, da hun ellers vil have en trykkende Fornemmelse af, at han er glad ved at være bleven hende kvit.

Tobaksrygning i Selskab. Den stadig om sig gribende Nydelse af Tobak gør sig selvfølgelig ikke mindst gældende i Selskabslivet, og ved et større Selskab er Luften ofte tyk og blaa af Røg, saa snart Maaltidet er sluttet. Hvor Hensynet til en eller flere bedagede Damer ikke gør sig gældende, ryges der i alle Stuer.

Damer maa nødig træde hindrende i Vejen for Rygning. Naar de har ondt ved at taale den, maa de blive hjemme.

Man kan ikke i Selskab ryge medbragte egne Cigarer, med mindre man af Sundhedshensyn beder om Tilladelse dertil.

Kun i en mere fortrolig Kreds bydes der Cigaretter ved Middagsbordet mellem Retterne.

Ved Bortgangen tænder man den dertil beregnede Cigar. Naar man er saa uheldig at have en Cigartyv til Gæst, der ses at liste sig til at stikke sin Værts Cigarer i Lommen, bør man tie dermed. Men man indbyder ham ikke gærne oftere.

Musik i Selskab er af Mange anset for at være en af Selskabslivets værste Plager. Det kommer af, at der er noget selvmodsigende i at kalde Folk sammen og ved Hjælp af Mad og Vin at bringe dem i en munter og animeret Stemning og derpaa pludselig at forlange af dem, at de skal sidde gravalvorlige og i andagtsfuld Tavshed høre paa en Strygekvartet eller en Duo med saa og saa mange Satser. Der er naturligvis Kredse, der er saa udpræget musikalske, at Eksperimentet altid vil lykkes, men hvor disse højere Væsener er blandet med lavere Aander, bør der aabnes disse en Nødhavn i Form af et isoleret og tillukket Værelse, hvor de kan dyrke Samtalens lavere Kunst, og hvor de plejer at more sig ypperligt, hvilket i Parantes bemærket ogsaa vil indtræffe, hvor denne Sikkerhedsventil ikke findes. Klangen af Musik sammen med Forbudet mod at tale, virker nemlig altid yderlig animerende, og Fristelsen bliver uimodstaaelig. Dette er Synd for de Optrædende, der lægger hele deres Sjæl i Tonerne, for ikke at tale om deres Paarørende, der forarges. Der opstaar derved den Splittelse i Værtens Sind, at han vilde ønske, hans Gæster morede sig noget mindre. Men selvfølgelig bør man kunne tie stille, mens der musiceres.

Heldigst er det dog, selskabeligt set, naar En eller Anden med godt Humør sætter sig hen og spiller eller synger, uden at forlange Tavshed om sig. Det hæver Stemningen og kaster et Skær af Festlighed over Sammenkomsten.

Man kan ikke i et Selskab tage Afsked og bortfjerne sig midt under Udførelsen af et Musikstykke. Det kan være slemt nok, hvis det f. Eks. er en Trio i tre lange Satser eller Beethovens Adelaide, men Velopdragenheden fordrer det afgjort.

Hvis man skal naa et Tog, og de musikalske Elementer er ved at udføre en endeløs Kvartet, mens Bilen tuder, og man sidder paa Naale, maa man saa stille som muligt se at faa fat i Værtinden og efter en Forklaring til hende bortfjerne sig lydløst uden at tage Afsked med Andre.

Naar en fejret udøvende Kunstner er til stede i et Selskab, er det heldigst at betragte ham eller hende som en Gæst som enhver anden og ikke presse ham til at optræde, medmindre en tilfældig Vending i Samtalen gør en Henstilling ganske naturlig.

Hvis den Paagældende derimod selv tilbyder det, tager man med Taknemlighed derimod.

Kortspil er i nogle Perioder et meget yndet Tidsfordriv i Selskabslivet, i andre er det mindre paaagtet. Det er en Adspredelse, der særlig egner sig for de Ældre, for hvem det tidt er meget kærkomment at kunne sætte sig til et Spillebord.

I Huse, hvor der spilles, maa Kort, Bøger, Jettons og alt andet Tilbehør være i fuldstændig Orden paa Forhaand. Værten byder ved et Selskab Kort rundt, men kan ikke selv spille med, saafremt der er Gæster, som ikke spiller. .Det samme gælder Værtinden. Selv om hun med Iver dyrker Kortspil, maa hun ofre sig for at underholde de underlig uensartede selskabelige Elementer, der i stærkt kortspillende Huse bliver tilbage i Dagligstuen, Hustruer, der har bridgedyrkende Mænd, og Herrer, hvis Fruer ikke kan blive færdige med de uendelige Rubbere — disse faa Usalige, der ser i illustrerede Hefter og Albumer og synes, at Timerne aldrig faar Ende.

Før man sætter sig til Spillebordet, afgøres det, hvor højt man spiller. En af de Spillende kan ikke godt foreslaa en højere Sats end den, der er Stemning for, men altid en lavere.

Kortspillere føler sig ofte ilde berørte ved, at Ikke-Spillende stiller sig bag deres Stol for at betragte Chancerne. Det maa derfor tilraades at lade de Spillende i Fred, og i hvert Tilfælde maa Tilskuere afholde sig fra al Art af Raadgivning.

Naar der spilles med Damer, maa deres Samtykke indhentes til, at Herrerne ryger, med mindre Damerne ogsaa tænder Cigaretter.

Hvis De spiller Kort, forsøm da ikke at medbringe alle Arter Smaamønt til Byttepenge.

Selv om De ikke spiller synderlig godt Bridge, og ikke føler stor Lyst dertil i Øjeblikket, vil det blive paaskønnet af Værtinden, at De tager et Kort, hvis De dermed kan forhindre, at Parti gaar i Vasken.

Saa vidt muligt bør Vært og Værtinde forhindre, at der spilles højt i deres Hus. Det er ikke aandsfornemt og kan være højst pinligt for enkelte af Gæsterne.

Afskedstagen. Hvornaar Gæsterne forlader et Selskab, beror paa Stemningen og Husets Traditioner.

Det er hensynsfuldest imod Vært og Værtinde, især naar disse er ældre Folk, ikke at trække det meget længe ud over almindelig Sengetid. Er der voksne Børn, kan disse dog overtage Værtepligterne, især naar det lykkes at faa gennet de tilbageblivende Gæster ind i de Unges Værelser.

Det vanskeligste Spørgsmaal ved Afskedstagen er, hvem man bør give Haanden og sige Farvel til, naar man forlader et Selskab. Selvfølgelig maa man altid med en Tak tage Afsked med Vært og Værtinde, eventuelt i stort Selskab kun med den Ene af dem med en Tak og Hilsen til den Anden, samt med Husets Børn. Dernæst gærne med de Gæster, man i Aftenens Løb er kommen i Berøring med, saavel som dem, der tilfældigvis, ved at staa i Nærheden, ser, at man forsvinder.

Man bør bestræbe sig for ikke at gøre Afskeden langtrukken, men med et Par korte venlige Bemærkninger til hver Enkelt hurtigt forføje sig bort.

Er det første Gang man har været sammen med Folk, i hvem man har fundet Behag, er det venligt ved Afskeden med et Par Ord at udtale, at det har glædet En at have gjort de Paagældendes Bekendtskab.

Man kan forsvinde uden nogensomhelst Afskedstagen, naar det er en stor Fest paa et Hotel eller andet offentligt Sted, hvor der ikke er en personlig Vært eller Værtinde, og som Regel kan man ved en saadan Lejlighed ikke smigre sig med at ville blive savnet.

Er man Gæst ved en større Fest i et privat Hjem, et Bal e. lign., behøver man kun at tage Afsked med Vært og Værtinde.

Med de Kortspillende tager man ikke Afsked. De ynder ikke at blive forstyrret midt i et spændende Spil.

Glemte Genstande. Det maa indprentes Damer ved Bortgangen fra et Selskab at huske sig om angaaende det, de har haft med sig. Der findes næppe et Selskab, hvor man ikke næste Dag er belemret med glemte Handsker, Vifter, Tasker, Sjaler og Boaer, hvilket er til en Del Besvær og Tidsspilde. Herrer glemmer ikke noget. Lad Damerne tage Eksempel heraf.

Følgen hjem. Det er en Uhøflighed af en Dame at lade sig følge hjem af en Herre uden at være sikker paa, at hun har sin Portnøgle med. Det er en pinlig Situation for en Herre at staa paa Gaden med en ung Pige eller en Andens kone ved Totiden om Natten og ikke ane, hvorledes han skal blive af med hende og blot være glad, hvis han i en Razzia i Kvarterets Nattebeværtninger kan finde Natvægteren, hvem han maa give Drikkepenge for at faa den Skønne afleveret.

Heldigvis er det en aftagende Skik, at Herrer behøver at følge Damer hjem, da disse efterhaanden bliver saa uafhængige, at de er vant til at klare sig selv. Som Regel bliver Ledsagelsen kun til en Sporvogn eller til en ledig Bil.


AFTENSELSKAB. Store Soiréer har den fordel, at man kan se Mange paa eengang, og de gør et festligt Indtryk, fordi Damer ved et stort Aftenselskab gør deres Yderste i Retning af Toilette. Det maa dog siges, at Formen, for at falde heldig ud, forudsætter en vis selskabelig Øvelse hos Gæsterne, en Ævne til efter en kort Samtale med den Ene at vende sig til den Næste. Denne Ævne kan desværre ikke siges at være udbredt. Gæsterne ved en saadan Soirée vil i de fleste Kredse vise sig at være mærkelig uøvede. De er lidet oprømte og viser deres Generthed ved ikke at ville indlade sig med Fremmede og ved at stille sig dels i Kroge, dels, hvad der er værre, i Døraabninger, hvorved de spærrer baade for Passage og Udsigt.

Det maa derfor tilraades ved en stor Aftensammenkomst at samle sine Gæster om en Idé, det være sig Koncert, Foredrag, Tableauer, Amatørkomedie etc., hvorved de for en Tid forvandles til Tilskuere, hvilket jo ikke er vanskeligt at klare.

Ved Souper'en, der som oftest ved saadanne Lejligheder er staaende, bør enhver Gæst bestræbe sig for med godt Humør og Elskværdighed at gaa ind som et Led i det store Hele, at hjælpe ikke alene sin Borddame, men ogsaa andre Damer med Serveringen og at betragte Tilfredsstillelsen af sin egen Appetit som et underordnet Moment.

Vært og Værtinde bør ved en staaende Souper ganske give Afkald paa at sidde ned og selv faa noget at spise, men udelukkende hellige sig til at sørge for Gæsternes Velbefindende.

Det maa betones, at megen Mad og Vin ikke er en Nødvendighed ved en stor Soirée, hvorimod der bør sørges for at være særdeles rigeligt med alle Arter af forfriskende Drikke.

Vigtigt er det ogsaa ved Udflytning af Møbler at skaffe gode Pladsforhold og nem Passage. Man bør saaledes aftage Døre, hvor de er i Vejen, og Garderobeforholdene bør behandles med Omsigt. Lys, Planter og Blomster vil altid bidrage til at skabe Fest.

Et bestilt Musik-Ensemble er ved en saadan Lejlighed en udmærket Hjælp, særlig fordi betalt Musik ikke kræver Tavshed.

Det kan ikke negtes, at trods alle Bestræbelser for at gøre en Soirée festlig, er der lave Sjæle, som ikke betragter en saadan Indbydelse som et tilstrækkeligt Vederlag for en ydet Middag med mange Retter Mad og tilhørende Vine. Store Soiréer er som oftest mere yndede af Damer end af Herrer.

Dans. Der er to Arter af Indbydelser til Dans. Den ene og mest yndede er ung Middag med straks paafølgende Dans. Trods Middagen maa der alligevel serveres en Souper senere paa Aftenen.

Den anden Form er en Aftensammenkomst med Souper, hvor Anretning og Arrangement er nogenlunde som ved en Soirée.

Private Baller afholdes paa Grund af Boligernes Knebenhed nuomstunder ofte paa Hoteller og Restauranter. Det er bekvemt men kostbart, og den hyggelige Tone, som karakteriserer Selskabelighed i Hjemmet, bortfalder paa den Maade. Men de Unge ynder denne Form mest.

Vært og Værtinde bør, hvis der ikke er Sønner, anmode et Par unge Herrer om at være en Slags Marskaller til at lede Dansen, forestille og sørge for, at alle Damer kommer til at danse.

De unge Gæster bør lade sig forestille for alle Ældre, der er til Stede.

En Herre kan danse flere Danse med en Dame, men hvis det overskrider Begrebet flere, ventes en Forlovelse.

En ung Dame bør ikke, som det ofte finder Sted, lade en Herre følge sig hjem i en Bil. Hvis hun er ængstelig for at køre alene, maa hun lade et Bud sende efter sig.

Hvis Ballet finder Sted paa et offentligt Etablissement, men efter privat Indbydelse, er det taktløst at gøre private Bestillinger i Restauranten.

Kostumebal afholdes under de samme, maaske dog lidt mere utvungne Former, og efter Indbydelse møder Gæsterne i Fantasidragter. Det maa tilraades, især for Herrer, ikke at gøre disse altfor fantastiske eller fordringsfulde. En spansk Ridderdragt paa et Par mindre velformede Ben har ødelagt mere end een Chance i Livet. En Domino det sikreste.

Børnebal afholdes ganske paa samme Maade som mellem Voksne, kun paa et lidt tidligere Klokkeslet. Forældre bør være lidt forsigtige med at lade deres Børn, især Smaapiger, komme for meget til Børnebal. Det gør dem let fordringsfulde og raffinerede. Man kan endog høre Børn kritisere Traktementet.


FROKOST. En Sammenkomst om Formiddagen er betimelig i to Tilfælde, enten naar det gælder Vildfremmede, f. Eks. Tilrejsende, der staar ganske udenfor Ens Kreds, eller naar man i stor Fortrolighed gerne vil have en Passiar med nære venner.

Ved en Sammenkomst til Frokost beholder Damer Hatten paa, selv om Maaltidet tæller mange Retter Mad.

I London modtager endog ofte selve Værtinden sine Gæster til Lunch iført Hat med vajende Buske af Paradisfugle og Strudsfjer, et umiskendeligt Tegn paa, hvor nødig Damer opgiver Hatten, denne flatterende Ramme om Ansigtet, som forfølges saa stærkt af grumme Teaterdirektører.

Tag aldrig Diamantsmykker eller andre Juveler paa ved en Frokost. Det er lige saa forkasteligt, som naar Herrer iklæder sig Kjole og Hvidt tidlig paa Dagen.

Ved en Frokost er man som oftest samlet højst en Timestid efter Maaltidet, da Hver har Sit at passe midt paa Dagen. Det kan jo ikke negtes, at en Indbydelse til Frokost ofte er et stort Afbræk i Dagens Arbejde.


EFTERMIDDAGSTHE. I alle Storbyer spiller den saakaldte Five-o-clock en kolossal Rolle begrundet paa denne selskabelige Forms Nemhed og ydre Skønhed. Hvad enten det er en sommerlig Havesammenkomst med lysklædte Damer paa Grønsværet mellem Blomster, eller det er oplyste Vinterstuer, hvor de Besøgende passiarer gruppevis ved en Kop The i Skæret af de kulørte Lampeskærme, er Skuet altid smukt og storstadsmæssigt, og koster meget lidt ud over det, der altid er for Haanden i hele Husets Arrangement.

En saadan Sammenkomst med Musik o. l. er en ypperlig Udvej til Afdrag paa selskabelig Gæld i Huse, hvor den pekuniære side af Sagen maa tages i Betragtning.

Husets Døtre eller nærstillede unge Damer paatager sig da som oftest det Hverv at skænke The, forsyne de Besøgende, forestille, følge ud og lignende smaa Værtindehverv. De handler fornuftigt heri. En smuk Thepotte er et højst flatterende kvindeligt Attribut i en ung Piges Haand.

Eftermiddagsthe er hovedsagelig Sammenkomster beregnet paa Damer. Det er nærmest kun Herrer, der er stærkt interesserede i Selskabslivet, der giver Møde ved dem, og saa naturligvis de, der er forelskede og haaber at træffe deres Hjertenskær.


FASTE MODTAGELSESDAGE i Saisonen bruges i store og gæstfrie Huse, hvor det vilde være et Kors for Husfruen daglig at skulle tage imod Visiter. Damer, der er fuldt up to date, lader deres Modtagelsesdag trykke paa deres Visitkort. Paa saadanne Dage er Huset i saa festligt Antræk som muligt med Blomster-Arrangements og Theservering i bedste Orden.

Herrer, der kommer meget i Huset, bør, selv om de nødig vil, et Par Gange i Saisonens Løb give Møde ved saadanne Modtagelsesdage. I hvert Fald vil Værtinden sætte Pris paa denne Høflighed.

En fast Modtagelsesdag hver Uge bliver let vel meget. En Værtinde vil staa sig ved at have en Dag engang om Maaneden i hele Saisonen eller engang om Ugen i een eller to Maaneder. Det bruges i England.

Visiter. De selskabelige Former har altid deres Betydning, for stor for nogle, for ringe for andre. Det Punkt, der trænger sig mest i Forgrunden, er vel Visit-Spørgsmaalet. Med al Respekt for den Ringeagt, hvormed denne Formalitet betragtes som tidsspildende af dem, der staar midt i Livskampen for sig selv og sine, kan man ikke komme helt udenom Visiter, og der er Tilfælde, f. Eks. ved Tilrejsendes Ankomst, hvor det falder ganske af sig selv, at man aflægger dem en Visit, og ved Sygdomstilfælde og Dødsfald ikke mindre. Visiter hører nu en Gang uundgaaeligt med til Samfundslivet, men det er selvfølgelig umuligt at give Vejledning for de utallige særlige Tilfælde, hvor det er passende at aflægge et Besøg, og hvor alene Taktfølelsen kan vise En Vej.

Naar man ønsker at indlede et Omgangsforhold med et Hus, aflægger man en Visit, og en Genvisit maa da finde Sted, før den første Indbydelse udstedes.

Naar en ugift Herre ønsker at blive indbudt i en Familie, kan han udtrykke det ved at aflægge Visit hos Fruen, helst paa hendes Modtagelsesdag. Denne Visit gengældes af Husets Herre, før den første Indbydelse udstedes.

Er man blevet indbudt i et Hus uden i forvejen at have gjort Visit, aflægges en saadan, forinden man giver Møde til Selskabet. En forfærdelig Straf, naar man skal have Bal, og en Skare Ungersvende, man næppe kender af Navn, tropper op, En efter En, og tager Ens Tid.

Afslaar man en første Indbydelse og ikke derefter aflægger nogen Visit, er det et ret talende Udtryk for, at man ikke føler Trang til at komme i vedkommende Familie.

Hvis man lægger vægt paa Formerne, aflægges en Visit en fjorten Dages Tid efter et Selskab. Mellem gode Venner overholdes dette dog heldigvis sjældent. Man nøjes med at gøre dem et Besøg i Ny og Næ, helst paa Fruens Modtagelsesdag.

Ved Selskabssæsonens Begyndelse og Slutning aflægges i formfulde Kredse Visit, især af Herrer, der ikke selv fører Hus, men kommer meget i en Familie.

Ved længere Tids Bortrejse aflægger man før Afrejsen og ved Tilbagekomsten Besøg hos nære Venner og Slægtninge.

Alle Familiebegivenheder medfører Visiter.

Den formelle Visittid regnes fra c. Kl. 2—5, før Middagsmaaltidet, men hos Slægt og nære Venner kan man selvfølgelig aflægge Besøg paa alle Tider. En formel Visit bør ikke vare ud over et Kvarterstid.

De Besøgende, særlig Damer og ældre Herrer, ledsages ved Afskeden helst til Entrédøren. I store Huse, hvor en Tjener opholder sig i Forværelset, følges de kun til Dagligstuens Dør.

Visitdragt er vanskelig at angive, da den er afhængig ikke alene af de vekslende Moder men af de økonomiske Kaar. Det kan kun for Damers Vedkommende siges, at man ved en Visit beholder Overtøjet paa, i hvert Fald Hat og Hansker, der helst maa være hvide, og at man, da det er før Middag, bør være ret enkelt klædt, med et diskret Farvevalg og saa højhalset som Moden tillader det. I daarligt Føre lader man Galoscher og Paraply blive i Entréen.

For yngre Herrer bestaar for Tiden den mest passende Visitdragt i en sort Jaket (ogsaa kaldet cut away) med mørkstribede Benklæder, høj sort Silkehat og kulørt Slips i diskrete Farver. For ældre Herrer er en saakaldt Diplomatfrakke det mest passende.

En Herre affører sig ved en Visit Overfrakken i Entréen og kommer ind med højre Haands Handske i Haanden, medmindre det gælder et Forretningsbesøg. Dette angives ved, at Overfrakken beholdes paa. Spaserestok tages ikke med ind.

Visitkort. Etiketten for Visitkorts Anvendelse er en indviklet Videnskab, som vist kun Diplomater trænger til Bunds i. Men nogle Hovedregler er der jo.

Herrer afgiver i en Familie to Kort, det ene til Husets Herre, det andet til Fruen. Damer lægger derimod kun ét Kort til Fruen. En gift Dame kan aflevere sin Mands Kort ved Døren sammen med sit eget, selv om han ikke er med — hvad han jo nødig er. Fælles Visitkort bruges en Del, saasom Hr. og Fru N. N., Etatsraad H. med Frue o. s. v. Naar en Dame aflægger Visit med sin nylig voksne Datter, kan der paa Kortet staa: Fru Y. med Datter.

Ved Lykønskning sættes for neden paa Kortet p. f. (pour féliciter), ved Bortrejse: p. p. c. (pour prendre congé), ved Taksigelse: p. r. (pour remercier). Ved Dødsfald: p. c. (pour condoler).

Har man mange Forbindelser med Udlændinge, eller rejser man en Del, lader man trykke franske eller engelske Kort. Ligeledes hvis man har fine Fornemmelser. Er man up to date, lader man sætte Mandens Fornavn og ikke sit eget. F. Eks. Madame Viggo Jensen eller Mrs. Viggo Jensen, hvorimod Enhver kan sige sig selv, at Madame Marie Jensen er umuligt. Man maa da hellere holde sig til det hjemlige Fru Marie Jensen.

Har Fruen en Modtagelsesdag, trykkes denne forneden paa Kortet saavel som Adressen.

Naar man personligt afleverer Visitkort, bør hele den højre Side af kortet ombøjes, og sender man en Tjener op fra Vognen, bøjes det højre Hjørne, hvis Ingen er hjemme. Sædvanligvis ombøjes dog kun Hjørnet, ogsaa naar man selv afgiver Kortet, da Folk sjældent er inde i disse indviklede Regler. Kun endnu et: Forsøg at undertrykke en altfor tilfreds Mine ved Budskabet om, at Ingen er hjemme. Det kan blive rapporteret derinde.

Det blotte Ord Visit er nok til at skræmme Mange, men man behøver blot at omskrive det med den hjemlige Glose: Besøg, for straks at føle, at det ikke altid er en tom Formalitet at se til Frænder og venner. Fører Forholdene ikke med sig, at man paa en eller anden Maade træffer sammen, maa man i Ny og Næ besøge hinanden, hvis ikke Venskabet efterhaanden skal dø ud. Og det vil man ofte bittert beklage siden hen.

Tilrejsende udgør en af Selskabslivets største Besværligheder. De vælger saa godt som altid at indtræffe, naar det er En allermest ubelejligt, f. Eks. ved en Hovedrengøring eller Storvask. Der er da ikke andet for end at afbøde Vanskeligheden saa godt man kan, for at kunne modtage de Ankomne med Elskværdighed og godt Humør, idet man bør tænke paa, hvor erkendtlig man har været for venlig Gæstfrihed, naar man selv opholdt sig paa et fremmed Sted.

Hvis Rejsende ikke aflægger et Besøg eller paa anden Maade lader høre fra sig, er man ikke forpligtet til at søge dem eller indbyde dem, da man har Lov at gaa ud fra, at de helst er fri.

Hvis De selv er Rejsende, vær da helst, hvis det ikke gælder nære Forhold, saa beskeden at vente med at søge Bekendte til et Par Dage før Afrejsen, for ikke at paalægge dem Besvær.


HOFFET har sine egne Vedtægter og Former for Samkvem, der ændres mærkværdig langsomt i Sammenligning med det Tempo, der ellers bevæger os fremad.

Tilsigelse. Fra Hoffet udstedes ikke Indbydelser i almindelig Forstand. Man modtager en saakaldt Tilsigelse undertiden trykt men oftest mundtlig ved et højrødt Bud om at give Møde til angiven Tid i den og den Paaklædning, det være sig til Middagstaffel eller til Soirée.

Man giver intet Svar, hvis ikke man er forhindret ved Sygdom, Sorg eller Fraværelse, da alle andre Forhindringer bortfalder, ogsaa tidligere modtagne Indbydelser.

Kongen og Dronningen modtager ikke deres Gæster som en almindelig Vært og Værtinde. De representeres ved Ankomsten af Hofkavalerer, Adjutanter og Hofdamer, som modtager de Indbudne og anviser dem Plads, ved større Festligheder efter Rang, Herrer og Damer hver for sig.

Naar Alle er samlede, kommer de Kongelige ind fra et indre Gemak, først Kongen og Dronningen og efter dem hele Kongefamilien. De taler med de fleste af Forsamlingen, men nøjes undertiden overfor de mere Fremmede med et venligt Haandtryk, og naar denne Akt, som benævnes Kur er overstaaet, begynder Dansen eller Koncerten ved en Soirée. Ved et Middagstaffel underholder de sig en kort Tid med deres Gæster efter Bordet.

Et stort Hofbal aabnes som Regel med en Vals, danset af kongelige Damer og Herrer og dem, der staar dem nærmest.

De Kongelige har hverandre tilbords, saa længe det rækker til med tilsvarende Damer og Herrer. Ellers nyder nogle faa særlig Begunstigede Æren.

Avdiens. Ved Hoffet gøres ikke Visiter i almindelig Forstand. Er man i Aarets Løb blevet tilsagt til Festligheder ved Hove, afgiver man ved Nytaarstid Visitkort paa vedkommende Palæ, Damer til Overhofmesterinden og Hofdamerne, Herrer til baade Damerne og de Kavalerer, man er kommet i Berøring med. Denne Opmærksomhed returneres nogle Dage efter ved Kort bragt af en Tjener.

Fremlagte Lister. Paa Nytaarsdag, ved Fødselsdage, Sygdom og andre Familiebegivenheder er der i Forværelset fremlagt Lister, hvori man skriver sit Navn. Dette sker i stor Udstrækning, da det er et Hengivenhedsbevis, som baade er nemt og billigt.

Hvis en Dame er kendt ved Hoffet, og ønsker Avdiens, sender hun efter Nytaar sit Visitkort til Overhofmesterinden paaskrevet Bogstaverne p. d. a. (Pour demander audience). Hun tilsiges da nogen Tid derefter til en af de Morgenavdienser, ved hvilke Dronningen modtager en Række Damer.

Naar en Dame ønsker særskilt Avdiens hos en af de kongelige Damer, henvender hun sig skriftligt eller mundtligt derom til en af Vedkommendes Hofdamer, gennem hvem Svar da vil modtages.

Naar Avdiensen er tilstaaet, møder man præcis, modtages af den jourhavende Hofdame i en Salon og føres af hende til Døren til Avdiensværelset. Under ingen Omstændigheder kan man selv tage Initiativet til Afsked. Kongelige Personer angiver selv, ved at rejse sig, naar Avdiensen er forbi.

Herrer, der ønsker Avdiens, henvender sig selvfølgelig til en af Kavalererne.

Til offentlig Avdiens hos Kongen kan Enhver indfinde sig, men da det gaar efter Rang eller anden Adkomst, kan det for Manges Vedkommende vare ret længe. Hvis det gælder Ansøgninger, henvises man som oftest til en Adjutant.

De yngre Medlemmer af Kongehuset deltager i Samfunds og Selskabslivet under mere utvungne og almindelige Former.