Tante Dorothea
Tante Dorothea
Den gamle Frøken vilde flytte. Efterretningen løb fra Kjælder til Kvist og hørtes overalt med Forbauselse. Hun var bleven gammel med Huset og hørte til det. Det havde været til Auktion og skiftet Vært tre, fire Gange, men hendes gule Messingplade var bestandig bleven staaende paa Døren tilhøjre i Stuen.
Der saa just ikke venligt ud hos hende: svære, mørkegrønne Gardiner hang ned fra de høje Vinduer; Dagligstuen vendte mod Nord, Blomster kunde ikke trives derinde; først bleve de blege, saa visnede de lidt efter lidt. Møblerne vare solide og kostbare, men faa; de saa paa engang ubrugte og dog gamle ud. Betrækket paa dem var mørkt, Gulvtæppe og Tapeter vare mørke.
Midt i Sofaen sad Frøkenen selv, en middelhøj, gammel Dame med blegt Ansigt; Trækkene vare ikke uskjønne, men de havde noget Strængt og Bestemt, Haardt kunde man næsten sige. I dette Øjeblik var et Udtryk af Raadvildhed dog det fremherskende. Hun saa ud, som var hun kommen i Modsigelse med sig selv og ikke vidste, hvorledes hun skulde forklare eller undskylde det.
I Lænestolen lige overfor havde en graahaaret Herre Plads, en høj, kraftig, alvorlig Personlighed med udprægede Træk og skarpe Øjne, hvis Blik Faa kunde udholde. Den gamle Sagfører var selv stolt af sine Øjne, og dog havde de en væsentlig Fejl: Mørket kunde de gjennemtrænge til dets inderste Kroge, men for Lyset vare de blinde, de kunde ikke se det, og saa troede han, at det ikke var til.
«Det forbauser mig unægtelig,» begyndte han med Vægt, idet han langsomt drejede sin Hat rundt, «af Andre vilde jeg finde det saa rimeligt, men af Dem —»
«Det var en skrækkelig Tid, da jeg laa syg og ene,» forklarede den gamle Dame, «Pleje fik jeg jo nok, men hvilken Pleje. Aa, hvor den Vaagekone havde et gridsk, stygt Ansigt, jeg var næsten bange for hende; ja saa vidt gik det.
Pigen var heller ikke til at stole paa; hun forlod mig tidt, naar jeg mest trængte til hende, og hver Haandsrækning blev givet sløvt og ligegyldigt, for ikke at sige uvilligt. Naar man saadan ligger de lange, lange Nætter, og Døden er En ganske nær, saa — saa tænker man, at meget kunde have været anderledes.»
«Min kjære Frøken Beck, har Præsten været her?»
«Nej, den indvendige Stemme fik Lov til at tale i Fred, og saa bliver den undertiden Anklager i Stedet for Forsvarer.»
«Svækkelse,» Sagføreren rystede misbilligtinde paa Hovedet, «Rester af Sygdommen.»
Den gamle Pige kunde ikke istemme, hun saa urolig og bekymret ud.
«Det gjør mig ondt, at min mangeaarige Ven regner mig for taabelig og fordømmer min Opførsel, maaske vil jeg ogsaa fortryde den.»
«Upaatvivlelig vil De fortryde den, tro mig, lad Dem advare. De er for gammel til at begynde et nyt Liv; idetmindste bør De betænke Dem nøje.»
«Netop, da jeg er saa gammel, er det paa Tide, hvis det nogensinde skal ske.»
«Tør jeg tale, Frøken Beck, et Øjeblik blot, De har jo aldrig været bange for at "se Sandheden i Øjnene, gjør det ogsaa nu. Hvorfor har Deres Familie gjort denne Tilnærmelse efter Sygdommen? For Arvens Skyld, mig forekommer det indlysende. Gammel Godhed er her jo ikke Tale om; De har Intet været for den yngre Slægt og kan ikke fordre Taknemlighed af den. Egennytte maa være Bevæggrunden; jeg fordømmer det slet ikke, men da jeg ser Tingen fra Deres Standpunkt, advarer jeg Dem.»
«Og derfor takker jeg Dem oprigtigt, om jeg end ikke følger Advarselen. Men nu maa De ogsaa høre, hvad der taler for Sagen; det er ikke den ubemidlede Gren af Familien, der har henvendt sig til mig, tværtimod den velstaaende, ja rige.»
«Deres Søsterdatter?»
«Nej, nej, ikke hende, det kunde have været for Fordelens Skyld. Det er min Neveus Kone, en rig Handlendes Datter. De eje en Herregaard nede i Landet og have det rigtig godt. Hun havde hørt om min Sygdom og hvor ensomt jeg levede, og saa skriver hun, at — at min Plads dog egentlig er mellem dem. — Her er Brevet.»
Den uovervindelige Mistillid, der afspejlede sig i Sagførerens Ansigt, blandedes under Læsningen med et bifaldende Udtryk.
«En klog Kone,» sagde han tilsidst, «en Pokkers klog Kone. — Naa ja hvad, maaske gaar det. Lad blot ikke Øjnene blive hjemme, min gode Frøken; De forstaar eller har idetmindste forstaaet at bruge dem. — Saa Farvel, og Lykke paa Rejsen; jeg skal nok tage mig af Deres Sager og skaffe Møblerne et midlertidigt Opholdssted. Vender De tilbage, vil det hverken være Deres gamle Ven uventet eller ukjært.»
Vende tilbage! begynde forfra! aa nej, det kunde hun ikke tænke sig. Kold, mørk, trøstesløs laa en lang Aarrække bagved hende. Forunderlig nedslaaende havde Vennens Yttringer dog virket; den Smule Glæde, den Gnist af Haab, hun havde næret, begyndte at udslukkes. Hun havde ogsaa stirret i Mørket i lange Tider, og fundet en Slags Tilfredsstillelse, en elendig Trøst og Undskyldning i Næstens Fejl, nu faldt det svært at tro paa ham.
Brevet blev læst igjen og igjen; rigtig naturligt faldt Ordene maaske ikke, men de havde dog et Præg af Oprigtighed og Alvor, og hvorfor skulde denne bemidlede Kone henvende sig til hende, naar det ikke var af Godhed og Medlidenhed. Femogfyrre Tusind var ingen Formue nutildags, og et gammelt Menneske kunde let blive en Plage i Familiekredsen.
Med tungt Hjærte pakkede hun ind og gik saa mismodig til Ro, forgjæves paakaldende Søvnen.
Aprilsolen skinnede klart næste Middag, da den gamle Pige rullede hen til Banegaarden. Ventesalen var fuld af Folk, som skulde med Toget; der var gjerne Flere i Følge, glade, livlige eller travle, ivrige Mennesker. Hun satte sig ved et lille afsides Bord, omringet af sine Sager: Vadsæk, Poser, Hattekasse og et anseligt Knippe Paraplyer og Parasoller. Det saa saa gammeldags ud Altsammen, som var der gaaet Menneskealdere henover det. Selv var hun ogsaa underlig gammeldags i Dragt og Lader; hun følte det, og det gjorde hende Ensomheden tungere.
Mon den gamle Ven og hans Familie dog ikke skulde komme? Forgjæves spejdede hun til alle Sider efter et kjendt Ansigt.
Lidt efter fik hun Plads i en tom Kupé; hvor gjerne vilde hun ikke sidde alene! men nej, i sidste Øjeblik reves Døren op, Betjenten nævnede Byens Navn, hvorhen hun skulde, en klar, frisk Stemme gjentog Navnet, og i samme Nu sprang et ganske ungt Menneske ind, svingede med kraftig Arm sin Vadsæk op paa Krogen, hilste høfligt og satte sig lige overfor.
Der var noget ejendommelig Lyst og Glædestraalende ved dette unge Ansigt, noget Godt, Frejdigt, Haabefuldt. Han skulde ud i Verden, og Verden var dejlig, og han vilde vinde den. En splinterny Plaid hang paa Armen, et tildækket Fuglebur stod paa Sædet ved Siden. Af og til løftede han Klædet og fløjtede opmuntrende ned til den lille gule Beboer, saa kiggede han ud af Vinduet, saa lod han Tanken løbe langt ud i Fremtiden, Panden blev saa klar, det gik hurtigere end paa Jernbane. Endelig vendte han sin Opmærksomhed til den gamle Dame; hun lukkede imidlertid hurtigt Øjnene, iagttage vilde hun nok, men ikke samtale.
Der blev ganske stille. Mon hun sov? Hvilket besynderligt gammelt Ansigt, hvilken besynderlig Dragt og Skikkelse!
Den unge Mand trak forsigtig Tegnebogen frem, rev et Stykke Papir ud og gjorde et rask Omrids af sin Rejsefælle; han var næsten færdig, da hun slog Øjet op.
«Tillad!» Haanden laa allerede paa Papiret.
«Aa nej, De maa ikke!» — Hun havde imidlertid erobret den lille Tegning og stirrede nu paa den.
«Ser jeg saaledes ud? Naa ja, man ved det jo ikke selv. — Kold, haard, forstenet. De har truffet mig skarpt, unge Mand,» vedblev hun, ikke uden Bitterhed i Tonen, «men hvad har fremkaldt alle disse Furer og Rynker? Hvad har fremkaldt dem?»
«Jeg beder om Forladelse! Det gjør mig ondt. Det ligner Dem ikke, det ligner virkelig slet ikke.»
«Vist ligner det!»
«Øjnene mangle, De havde lukkede Øjne.»
«Hvad Forskjel gjør det? Hvad udtrykke da Øjnene?
«Sørgmodighed.» Han sagde dette simpelt og ligefremt, idet han samtidig tog Papiret ud af hendes Haand, rev det itu og spredte Stumperne for Vinden. Bevidstheden om at have krænket Nogen var en mægtig Dæmper paa hans Glæde.
«Det er virkelig koldt,» sagde han lidt efter, «vil De ikke benytte denne?» Plaiden blev svøbt om hende. «Og maa jeg saa lukke Vinduet og rulle Gardinet ned, De vilde jo sove.»
Bare han kunde gjøre hende lidt Godt og faa sin Gjæld afbetalt.
Ved en af de mindre Stationer steg et samlet Selskab ind, en ung Herre, to unge Damer, en halvvoksen Pige. De vare meget pyntede og muntre, havde fuldt op af Rejsetøj og kunde næppe faa Plads. Den gamle Dames Pakkenelliker bleve puffede og stødte paa en temmelig foragtelig, næsten lidt fornærmelig Maade.
«Lad mig faa det herhen.» Den unge Mand vendte sig beroligende mod Frøken Beck, «jeg skal nok passe paa Hattekassen og Paraplyerne; Vadsækken kan staa mellem os med Poserne paa, lidt nærmere mig, saadan.»
«Hvad Pokker,» raabte nu den nysindkomne Herre, «Du der, Harald! Jeg troede Dig mindst hundrede Mile borte. Naa ja, man skulde vel egentlig gratulere.»
«Tak. — Hvor komme I fra?»
«Vi have været til Bryllup paa Straalholm og moret os mageløst; Fest paa Fest otte Dage itræk. Men vi maa tale lidt mere om Dig, det er jo forbausende! — Glem mig ikke, naar Du bliver en stor Mand.»
«Hvis jeg virkelig bliver en stor Mand, haaber jeg nok jeg skal glemme,» lød det lidt opbrusende Svar.
«Det lader til, Du husker din Forskrift, Fætter: Fornærmelser i Sand, husk saa ogsaa Velgjerninger i Sten.»
«Men hvad har Du dog der?» En af de unge Damer bøjede sig over Buret. «En Fugl! Skal den med til Italien?»
Paa det drillende Spørgsmaal fulgte et barsk Nej. Han vendte sig imidlertid venligt til den lille Pige.
«Se, Camilla, er det ikke en smuk Fugl? Du skulde blot høre den fløjte.»
«Du maa ikke sige Camilla,» faldt Broderen hurtigt ind, «Dorothea, endelig Dorothea.»
Den gamle Dame, der hidindtil havde lyttet til Samtalen, lænede sig nu helt tilbage i sit Hjørne og trak Sløret for Ansigtet.
«Hvorfor Dorothea? Hun hedder jo Camilla.»
«Hun hedder begge Dele; — aa, det er en kostelig Historie, eller rettere en sørgelig Historie; vi arme Mennesker faa vist et lidet lysteligt Hjem herefter. Moder, der mærker, at Adolph, og vi Andre da ogsaa for den Sags Skyld, kan bruge Penge, har tænkt paa at forøge Familiefonden og i den Hensigt opsporet et gammelt Skræmsel af en Tante og tilbudt hende vort Hus. Barnet skal naturligvis kaldes med hendes dyrebare Navn.»
«Men saa tæm dog din Tunge, Alfred!» Søsteren var kjendelig opbragt. «Dette er for galt!»
«Uh, jeg er saa kjed af det grimme Navn,» klagede den lille Pige.
«Det bliver saarnænd den mindste Ubehagelighed, min Glut,» forsikrede Broderen. — «Men Du ser saa muggen ud, Harald, misunder Du os Arven?»
«Nej, ikke en Skilling vilde jeg have af det onde, haardhjærtede gamle Menneskes Penge.»
«Bevares, hvor Du tager det ivrigt,» Fætteren lo, «maaske har Du allerede forsøgt at presse hende og faaet Afslag?»
«Aldrig!« Det hede unge Blod steg Harald til Hovedet; for ham var dette en ærekrænkende Beskyldning, og saa glemte han rent, at de Andre, trods deres Rigdom, aabent vedkjendte sig at eftertragte hendes.
«Hvad har hun da gjort Dig?»
«Mig? mig har hun Ingenting gjort; men det var dengang, Bedstemoder laa syg hos os, da længtes hun saa meget efter sin Søster, vilde saa gjerne se hende, forklare sig for hende, faa hendes Tilgivelse og dø forsonet. Bedstemoder talte derom tidlig og sent, hun tænkte ikke paa Andet. Saa skrev Moder et langt Brev, og hvad tro I, den onde gamle Heks svarede? — «Jeg har ingen Søster,» det var Alt, hvad der stod i Brevet. Jeg husker, hvor Moder græd, men med Et rejste hun sig, gik ind til Bedstemoder og sagde: «Tante er syg, meget, meget sygere end Du; hun kan ikke komme, ja ikke engang sende et Ord.» Saa klagede og jamrede Bedstemoder jo lidt, men hun var dog beroliget, og Moder sagde til os: «Vorherre tilgive mig, i sig selv er det dog den rene Sandhed.» — Han holdt pludselig inde, i Følelsen af sine Tilhøreres Uimodtagelighed.
«Se, se, ja, Karakter har hun. Det var jo nok stygt, men hun havde da heller ingen Grund til at elske den lille Halvsøster, der tog Kjæresten fra hende. Mærkeligt nok, at Moder kunde faa Bugt med hende; efter hvad jeg har forstaaet, er hun allerede hjemme. — Naa, nu holder Toget endelig. Ja, jeg maa se at faa noget Proviant; vi forsov os imorges, og fik ikke Tid til at nyde Noget. Camilla, Dorothea mener jeg, kan gaa med; til jer Andre skal jeg bringe det ud. Flyt dog alt det Kram afvejen, Harald, man brækker jo Benene!»
«Ønsker De Noget, en lille Forfriskning?» Harald maatte gjentage sit Spørgsmaal to Gange, før Frøken Beck svarede:
«Vand, en Draabe Vand!» Sløret sloges tilside med skjælvende Haand, og det var et blegt Ansigt, der kom tilsyne; kolde, tunge Draaber perlede paa Panden.
«Straks, straks. Her er Vand; støt Dem til mig, De faar jo ondt.»
«Tak, nu er det bedre.»
«Tør jeg ikke hente noget Andet? Bouillon, ikke? et lille Glas Vin da, aa, prøv blot»
Den friske Luft og Vinen hjalp, Farven kom lidt efter lidt tilbage; af og til gik dog en Skjælven gjennem hele Personen, og dybe, hulkeagtige Suk trængte sig frem. De unge Mennesker sladrede imidlertid lystigt og uforbeholdent om Dit og Dat.
«Men det er sandt, Harald, skal din Søster Ikke konfirmeres?»
«Jo, imorgen, derfor blev min Rejse udsat. I overmorgen rejser jeg, om,» — Fætteren saa ham spottelysten lige ind i Øjnene — «om Gud vil.»
«Det vil han saamænd nok. Naa ja, Du er lykkelig, man kunde næsten ønske sig i dit Sted. Ah, der er Byen, saa fik Rejsen dog Ende. Jeg kan se, Vognen holder efter os; — men hvad er det? den nyé Vogn er der ogsaa, og Mama selv; jeg gad dog vidst, hvem hun skal hente?»
Idet Toget standsede, greb Frøken Beck ængstelig Haralds Arm. «De vil jo nok tage Dem lidt af mig, vil De ikke?»
«Jeg skal hjælpe Dem ned. Her er alle Sagerne. — Lev vel.» Med Vadsæk i den ene Haand og Fuglebur i den anden stod han paa Spring til at ile bort.
«Dersom De vilde følge mig til Hotellet?»
«Undskyld, jeg kan ikke godt; min Moder har set paa Uhret, da Toget peb, jeg ved det, og nu ligger hun og tæller Minuterne. — Hejda, Jens Olsen! vil De føre denne Dame til Gjæstgivergaarden og skaffe hende et godt Værelse»
«Et Øjeblik endnu! kan jeg faa Dem i Tale imorgen?»
«Mig? o, ja,» han saa højlig forbauset ud,
«naar De ønsker det, skal jeg komme.»
Et høfligt Buk, saa løb eller rettere fløj han ned ad Gaden, for at indhente det spildte Øjeblik.
Den gamle Dame gik ogsaa rask til, raskere end hun havde gaaet i mange Aar; Karlen med Tøjet havde ondt for at vinde med. Hun gik som En, der tror sig forfulgt, og trak først Vejret, da hun befandt sig ene i den lille, tarvelige Stue i Gjæstgivergaarden og havde drejet Nøglen om.
Du store Gud! Du store Gud!
Tankerne løb rundt, de trængte sig frem fra alle Kanter og overvældede hende.
Idetsamme kjørte en stadselig Wienervogn op for Døren; en lille svær, prægtigklædt Dame med rødmosset Ansigt og spillende Øjne sad i den. Hun talte ivrigt med Værten, der bukkede og bukkede.
Damen var her ikke, forsikrede han, men dersom hun arriverede, skulde Herskabet øjeblikkelig blive underrettet. Han vilde selv gaa til næste Tog, maaske kom hun med det, man kunde jo let blive opholdt. Enhver Bekvemmelighed, hans ringe Hus kunde yde, stod til hendes Tjeneste.
Frøken Beck lyttede aandeløs, det var som en Befrielse, da Vognen endelig rullede bort.
Hvilken forunderlig Dag! hvor sælsomt havde ikke alt stillet sig siden igaar, og nu, hvad nu? — Var dette virkelig hendes Fødeby? den forekom hende saa forandret, saa lille og og trykket. Var det virkelig hende selv, den Samme, der for mer end halvtredsindstyve Aar siden rejste herfra?
Pigen kom nu ind med Theen; hun havde et godt, venligt Ansigt, og den gamle Dame besluttede sig til at spørge hende ud. Hvorledes gik det den og dem og dem? døde, bortflyttede eller døde, paa flere kjendte hun ikke engang Navnene. Pigen blev ganske uhyggelig tilmode ved Forhøret; det gamle Menneske forekom hende som en Gjenganger.
«Ja undskyld,» sagde hun, «jeg har rigtignok lidt travlt.»
«Et endnu; kjender De en Enke her i Byen, Fru Bjørn?»
«Om jeg gjør, o ja,» hun blev pludselig snaksom, «der har min Søster jo gaaet som Lille, gaaet dem tilhaande, mener jeg, for de holde ingen fast Pige. Det er en dejlig Kone, den Frue, og Sønnen er da kommen hjem; en af Karlene havde saamænd set ham ved Stationen, ligefrem, som altid. Han fik jo Guldmedaillen og skal nu rejse for Akademiet, sige de.»
«Var hans Fader ikke Adjunkt?»
«Jo, det tror jeg nok, noget lærd var det da, men Fruen flyttede jo først hertil efter hans Død, saa jeg ved det ikke nøje. Da vare Børnene ganske smaa, og hun havde sin Moder i Huset; de havde nok kun grumme lidt, men Fruen kunde baade male og spille, og det lærte hun fra sig og tjente mange Penge. Børnene skulde jo frem, og saa overanstrængte hun sig maaske, for efter Moderens Død fik hun en svær Sygdom, og har ikke været oppe siden. Ja, syg er hun da egentlig ikke nu, men gaa eller støtte kan hun ikke, Stakkel. Sikken Glæde med Sønnen, og saa at tænke sig, at hun selv har lært ham det første.»
«Men hvoraf lever hun da, hjælper Broderen hende?»
«Broderen? ak nej; han gjør ikke andet, end hvad Konen vil, og det var vist det sidste, hun vilde; men Fruen trænger da heller ikke.
Noget fik hun jo efter Manden, og hun kan godt ligge paa Sofaen og male sine Blomster og Fugle; de ere dejlige, rigtig saa livagtige, for jeg har selv set dem. Hun faar saa mange Bestillinger fra Handelsmænd i Kjøbenhavn, at det er forskrækkeligt. Mapper, Brevpressere, og jeg ved ikke, hvad det er Altsammen; den unge Frøken hjælper nu ogsaa lidt. Ja hun skal da konfirmeres imorgen, om De kjender dem og vil i Kirke.»
«Maaske. — De kan gjerne tage Theen bort, min gode Pige, jeg nyder dog Intet, og saa skal De ikke komme herind igjen.»
Pigen rystede paa Hovedet og skyndte sig ud; den sorte Skikkelse havde i Tusmørket noget Spøgelseagtigt ved sig.
Maanen skinnede fredeligt og venligt ind i Stuen, hvor den gamle Pige gik op og ned, op og ned, uden Hvile.
Døde, døde, alle døde, kun hun tilbage, og hvorfor netop hun, hvis Liv havde været saa fattigt, sørgeligt og unyttigt? hvorfor rejste hun sig fra dette sidste Sygeleje? hvorfor, hvorfor? hvad vilde Vorherre hende? thi at han vilde hende Noget, kunde hun ikke betvivle.
Og Tanken gik langt tilbage i Tiden, lige til Barndommens Dage. Faderens Død mindedes hun kun som en Drøm; Moderens andet Giftermaal var en stor Begivenhed, den lille Søsters fødsel en endnu større. Hvor hun kunde se hende i Vuggen, med det lille røde Ansigt paa den broderede Pude, og sig selv ved Siden, dandsende rundt af Henrykkelse over det nye, levende Legetøj. Moderens Død var den første Sorg; hun var atten Aar dengang, og blev snart Hovedet i Huset; Stedfaderen var en svag Mand, et Rør. Folk smigrede for den rige Pige og fremhævede hende; hun fik store Tanker om sig selv og holdt ikke af Modsigelse; Barnet var hendes Øjesten, men det maatte adlyde. Saa gik der fem, sex Aar, flere Bejlere meldte sig og bleve afviste, dog endelig traf hun sit Valg.
O, det var forunderligt, saaledes at tænke paa, sit forrige Menneske; hun kunde nu gjøre det med samme rolige Medynk, hvormed man tænker paa en Anden.
Den korte Drøm, den kvalfulde Opvaagnen, saaret til Døden af de to Eneste, hun elskede i Verden. Og de sagde hende det rent ud, som var det Ingenting; de vovede at bede om hendes Tilgivelse. — Hvor hun stødte dem fra sig, krænkede dem og umuliggjorde enhver videre Tilnærmelse; derpaa rejste hun bort, elendig og venneløs. Den gamle Sagførers Moder levede dengang, der kom hun i Huset; senere boede hun for sig selv. Og hun rugede over sit Nag, som den Gjerrige over sin Skat, i de lange, glædeløse Aaringer. Mistroisk, kold og streng i sit Væsen, stødte hun Alle fra sig. Almisse gav hun, og i Kirke gik hun, men Kjærlighed fik hverken Gud eller Næsten. — Saa, saa — og det var det Værste at tænke paa, det sorteste Blad i hendes Livs Bog, Alt vilde hun give for at gjøre det usket — kom Brevet om Søsterens Sygdom. Det rev Saaret op igjen og gjorde hende næsten afsindig af Smerte. Ja, havde hun blot været afsindig, men hun var ved sin Fornufts fulde Brug, da hun skrev: Jeg har ingen Søster. Det var, som hviskede en ond Aand i hendes Hjærte: Endelig er din Time kommen, Hævnens Time, benyt den.
Ugen efter saa hun Søsterens Dødsfald i Avisen, og fra det Øjeblik havde hun ingen Ro. Før var Retten dog paa hendes Side — i det mindste troede hun det og pukkede paa den — nu anklagede Samvittigheden hende Nat og Dag. Saa kom endelig hendes egen Sygdom denne Vinter, med Dødens Gru og det forfærdelige, ensomme Sygeleje. Netop da Sundheden var vendt tilbage og med den en uvant Blødhed og inderlig Trang til Forsoning, fik hun Brevet fra Søstersønnens Kone. Det talte til hende, som man taler til den Forurettede, kjælede for hendes Stolthed og gav hende nyt Mod.
Fra den rige Gren, havde hun sagt, de Fattiges Tilnærmelse kunde man snarere betragte med Mistro. Store Gud, hvor beskæmmet stod hun ikke nu! Haralds ærlige Ansigt viste sig for hende, som han, fuld af Harme, udsagde Dommen over den onde, gamle Heks.
Næste Morgen blev Kufferten aabnet, og den bedste Kjole tagen frem. Den gamle Frøken saa hel statelig ud, da hun langsomt skred henad Kirken til. Klokken lød saa klart og højt, saa kaldende, Vinden bar Lyden lige hen imod hende.
Hvor den lille By dog havde noget Fremmed; hun kjendte kun faa Steder igjen, og de vare ligesom svundne ind, blevne lavere og mindre. Der laa Kirken, den var dog uforandret? ja, ganske uforandret! Dørene stode vidt aabne, men Menigheden var endnu ikke kommen; hun listede sig stille ind og tog Plads i en Krog.
Paaskelilier, Primler og Hyacinther smykkede Stolene, Lyset faldt klart og rigt ind af Buevinduerne, Orgelet begyndte netop at spille. Det havde været nyt i hendes Barndom og Byens Stolthed, nu var det gammelt og rustent i Tonen, men hun mærkede det ikke, mægtigt og forunderlig kraftigt rungede det for hendes Øre.
Folk strømmede nu til, Fædre og Mødre med de Unge. Mange havde forgrædte Ansigter, næsten Alle vare gjennemtrængte af Øjeblikkets Højtidelighed. Men hvor bleve hendes af? — hendes! I sit Hjærte kaldte hun dem allerede hendes — der kom de, Harald med Søsteren. Hvor trofast og beskyttende trykkede han ikke hendes Arm op til sig; kun Gud vidste, hvad han lovede i sit Hjærte. Den unge Pige saa saa blid og bly ud, saa yndig i sin Barnlighed, og hvor lignede hun ikke en Anden! Samme gyldenbrune Haar, samme fine, slanke Rejsning, samme frygtsomme og dog dybe Blik. Det svimlede næsten for den gamle Pige, saa levende rejste Fortidens Billeder sig.
Hun huskede en lignende Dag, her i denne Kirke, ikke hendes egen Konfirmationsdag, den havde intet dybt Minde efterladt, men Søsterens; da havde hendes Sjæl ogsaa været bevæget og grebet, fuld af gode Forsætter, og hun havde lovet at elske og støtte det moderløse unge Væsen ved hendes Side hele Livet igjennem. De gamle Mure vare Vidner til Løftet; hvorledes havde hun holdt det? Hvad skulde hun svare Herren, naar han krævede hende til Regnskab? Da det gjaldt, havde hun sluppet Søsteren, ja ikke alene sluppet, men stødt hende bort.
Skolelæreren læste nu Fadervor i Kordøren; Ordene trængte saa sælsomt ind paa hende, de havde ikke været over hendes Læber i al denne Tid, Den enfoldige Bøn var ikke for voksne Folk, havde hun sagt til sig selv, men det var ikke det, det var, fordi hun umuligt kunde bede den uden at forandre sit Liv og bøje sit Sind. Det var Guds Børns Bøn, til dem havde hun ikke hørt, og nu? — o, Herre i Himlen, var det ikke for sent!
Og hun saa paa Frelserens Billede over Alteret, Ingen, Ingen, Ingen trængte til ham som hun; sin Skyld kunde hun erkjende, men aldrig oprette. Han maatte tage den paa sig.
Hvad Præsten sagde, hørte hun ikke, Tankerne prædikede højere end han, dog greb hun et Ord ud af Sammenhængen: Den ellevte Time. Den ellevte Time, der var Lægedom i Lignelsen. «Jeg tror det, Herre! Du skyder ikke til det arme, forvildede Menneske, Du vinker; Du har selv ført mig til denne Stund, her er jeg og begjærer at tjene Dig.»
Og der kom en husvalende Fred over hende; Fortiden var ligesom udslettet og sonet. Den gamle Røst vovede at istemme Slutningssalmen.
Da Frøken Beck kom tilbage til sit Værelse, skrev hun straks til Neveuens Kone; hun var ikke vred paa hende — kunde hun nogensinde mere være vred paa Nogen — og Brevet var høfligt, næsten undskyldende. Derpaa nød hun sit ensomme Middagsmaaltid og tog saa Plads ved Vinduet for at spejde efter Harald. Mon han skulde glemme hende? Time gik efter Time. — Nej, der kom han! Hendes Hjærte bankede, som skulde det springe.
«Her er jeg til Deres Tjeneste.» Trods al Høflighed og Velvillie var der dog et vist Hastværk over ham, som opfordrede hende til at fatte sig i Korthed.
«De maa tage Plads,» bad hun, «vi Gamle skulle have lidt Tid, og hvad jeg har at sige er ikke saa let at faa frem. — De tegnede min ydre Skikkelse med skarpe Streger, unge Mand, De tegnede mit indre Menneske med endnu skarpere Ord; men der var Sandhed i begge Billeder. — Den stakkels gamle Pige, De tog Dem saa kjærligt af, var ingen Anden end Tante Dorothea.»
«Tante Dorothea!» Han sprang op, der var næsten Afsky i Blikket.
«O, ja.» Hun talte til sig selv og rokkede bekymret frem og tilbage. «Jeg har fortjent dette.»
Den ydmyge Tone greb Harald, han vendte sig imod hende. «Hvor kunde De gjøre det, jeg mener dette Sidste med Brevet, hvor kunde De nænne det?»
«Ja, hvor kunde jeg!»
Der blev en Pause, som hun dog afbrød:
«Den forunderlige Maade, hvorpaa jeg igaar blev sat ind i Forholdene, har sparet mig mangen ny Græmmelse og Skuffelse. Nu vil jeg blot se Deres Moder en Gang, saa rejser jeg hjem.»
«Skal det være idag?»
«Ikke dersom det er Dem imod, jeg vil nødig forbitre Glædesdagen.»
»Hvorfor forbitre,» han holdt sig endnu i Afstand og saa ikke rigtigt paa hende, «Moder er ikke saadan, hun vil tage Sagen paa en anden Maade. — Det er bedst, jeg straks fortæller hende det Hele.»
«Dersom jeg nu var lige saa fattig paa Penge,» begyndte Tante Dorothea igjen, «som jeg er fattig paa alt, alt Andet, saa tror jeg, De vilde være mildere imod mig, vilde De ikke?»
«O, Tante! hvem er jeg, at jeg skulde dømme Dem.» Der var Graad i hans Stemme, og han gik hurtig ud.
Det varede ikke mange Minuter, før Harald kom tilbage.
«Moder venter Dem, hun bad mig sige, at hun ventede Dem med Længsel. — Tror De, at De kan gaa? Det er ingen ganske lille Vej herfra, helt paa den anden Side Torvet.»
«Jeg kan godt gaa.» Tante Dorothea bandt Hatten paa med rystende Haand. «Hvad sagde hun?»
«Moder blev glad, rigtig inderlig glad. — Vil De ikke tage min Arm? — Aa jo, De maa endelig, Tante, Stenbroen her er ikke til at spøge med.»
Saa vandrede de da langsomt frem uden at veksle flere Ord. Harald førte og støttede hende med ærbødig Hensynsfuldhed; dog forekom det den gamle Pige, at der var mere umiddelbar Hjærtelighed i hans Væsen mod den Fremmede i Kupeen. Endnu faldt det ham svært at tilgive og glemme.
«Her bo vi.»
Det var et venligt, vel vedligeholdt Hus i Byens Udkant; Poppeltræerne i Haven bagved ragede op over Taget; Violerne duftede helt ud paa Gaden; i Døren stod Konfirmanden og saa efter dem.
«Velkommen, Tante, velkommen,» hun løb dem imøde.
«Hvad hedder Du, Barn?»
«Elise!»
Elise! Søsterens Navn, hendes Stemme og Ansigt; de mellemliggende Aar svandt bort paa en forvirrende Maade, var det ikke hende selv? Tante Dorothea maatte standse et Øjeblik og samle Tankerne, før hun gik ind.
Den muntre, lyse Stue gjorde straks et hjemligt Indtryk; den var smykket med Blomster til Festen, og Kanariefuglen — hendes Rejsefælle — slog sine glade Triller i Buret paa Blomsterbordet. Søsterdatteren, der laa paa Sofaen, strakte Armene ud.
«Jeg kan ikke gaa Dig imøde, Tante! kjære, kjære, gamle Tante!» En hæftig Hulken afbrød Ordene; Tante Dorothea følte varme Taarer paa sin Kind.
«Rul Lænestolen herhen, Harald, saadan,» hun klappede de magre, rynkede Hænder og trykkede dem til sine Læber, «hvorfor kom Du først nu, Tante, først nu?» og Taarerne fik igjen frit Løb, da hun saa paa den affældige Skikkelse.
«O, Barn, Kjære, hvad skal jeg svare? Jeg vil takke Gud, at jeg dog kom.»
«Jeg har tidt tænkt paa at skrive Dig til, Tante, men mente, det kunde ikke nytte; desuden frygtede jeg, Du skulde mistyde mine Bevæggrunde. Maaske var dette Stolthed, maaske burde jeg have skrevet. — Moder fik ikke dit Brev at se, Gud ske Lov; hun døde fuld af Kjærlighed og Anger, idet hun besvor mig gjøre Forældrenes Uret god igjen. Vilde Vorherre nu forunde mig, at jeg kunde. — Og saa, at Du skulde komme idag, netop denne Dag.»
Tante Dorothea sad stille og lod hende tale; hvert Ord var som en Balsam for hendes Sjæl.
Den unge Kone — ja, ung var hun da egentlig ikke med sine to Snese og to Aar — havde et klart, forstandigt, luttret Ansigt, som det var velgjørende at se ind i; hun saa saa kjærlig ud, saa stærk i al sin Skrøbelighed.
«Dersom Du blot kunde komme Dig, Barn,» Tante Dorothea klappede ømt det smukke, brune Haar, der dog allerede var stærkt isprængt med Sølvtraade.
«Jeg kommer mig nok, skal Du se. Bedringen kan vel ikke spores fra Dag til Dag, men fra Aar til Aar. For tre Aar siden var jeg en anderledes Stakkel. — Og selv dengang, o, hvor holdt Gud os ikke oppe, hvor lagde han ikke Velsignelse i vor Smule. — Du skulde have kjendt min Mand, Tante, det var saadan en ædel Mand, give Gud, hans Søn altid maa ligne ham. — Er det ikke en stor, stor Glæde jeg, har af min Dreng? — nu skal han rejse imorgen og blive borte i to Aar; det er jo længe, og han er saa ung og saa livlig og letbevægelig af Sind. En Tid havde jeg mange Bekymringer og urolige Tanker for hans Skyld, men nu har jeg af ganske Sjæl givet ham Gud i Vold og er bleven lettet.»
Hun oprullede nu Fortiden for Tanten; det var et rigt Liv, hun havde ført, rigt paa Sorg og Trængsel, men endnu rigere paa Tro og Kjærlighed. — Og den gamle Pige saa tilbage paa sit eget Liv, hvor tomt og øde havde det ikke været, ubeskrevne Blade, kun afbrudte af enkelte sorte Linier.
«Her er dit Tøj, Tante Dorothea,» Harald kom ganske forpustet ind, «Karlen har bragt det. — Du bliver naturligvis hos os,» tilføjede han hjærteligt, «mit Værelse er til Tjeneste, den sidste Nat kan jeg godt sove paa Sofaen eller hvorsomhelst.»
«Det kan jeg lide, Harald! — han har ordnet det uden at sige et Ord, saa godt kjender han sin Moder.
«Og I ville beholde mig?» Hun saa spørgende paa dem Alle, jeg skal blive?»
«Gud velsigne Dig, Tante, om Du vil. Her er Du hjemme, føler Du det ikke?»
Jo, hun følte det.
En varm Aften midt i Juli saa man en smuk lille Rullevogn kjøre bag om Byen ad Skoven til. Den var Tante Dorotheas første Gave til sin Søsterdatter. Elise trillede den frem; hendes yndige unge Ansigt blussede af Fornøjelse. Moderen sad ganske stille og betaget; i flere Aar havde hun ikke set al denne Herlighed, nu var det saa overvældende; den fri, vide Synskreds, de bølgende Kornmarker, den lille travle Aa med sine saftiggrønne Bredder, de mægtige Bøgekroner, der saa saa foraarslyse ud i Aftensolen. Tante Dorothea gik ved Siden, hun var ogsaa taus, men det Skjær af Fred, Glæde og Taknemlighed, der forklarede hendes Aasyn, sagde mere end Ord. I Haanden holdt hun et Brev, Postbudet lige havde bragt; det kom langvejs fra, men naaede dog Danmark i rette Tid, til Moderens Fødselsdag.