Thors Kamp med Hrugner og Mokkurkalf

by Hans Vilhelm Kaalund

	Thors Kamp med Hrugner og Mokkurkalf.
	Da Jetterne nu hørte
	Om Hrugners Rytterfærd,
	De Mokkurkalf opførte:
	En Mand af Halm og Leer;
5	En Hjerteklump af Hoppen
	De putted' ham i Kroppen,
	Og skarpe Kløer gave ham paa Fingre og paa Tæ'r.
	De slæbte Leer, de heiste
	Med Bjælker og med Steen,
10	Til Goliathen Kneiste
	Paa sine lange Been;
	Vildt under Varulv-Brynet
	Det knitrede og lyned',
	Og Egen sank i Qvag for hans Fod som en Green.
15	I Kamp mod Thor han skulde
	Staae Thussekæmpen bi.
	Hans Næse var tilfulde
	Vel sine Favne ti;
	I Havet, troer jeg, kunde,
20	Til Knæerne han bunde;
	Mod ham, som Hundesteiler, blev' vist Hvalerne deri.
	Snart kneisede som Bjerge
	De grimme Jetter to,
	Og Dybets bitte Dværge
25	Af Hjertet skoggerloe;
	„Eia,” de rååbte alle,
	„Nu faaer vist Thor en Skalle!
	Snart skal i Valhals Sale vi Smaapuslinger boe!
	Da vil vi Solen mynte,
30	Og Tidsler trindt udsaae,
	Og Himlens Kuppel pynte
	Med Taageskyer graae!
	Af Stjerner gjør vi Knapper!
	Og overgivne napper
35	De kjelne Lysets Alfer baade brune og blaae.”
	Knap Bragene forkyndte,
	At Kampens Gud var nær,
	Før hovedkulds de skyndte
	Sig ned i Jorden hver:
40	De smutted' bort som Rotter
	Til Dybets mørke Grotter;
	De kunde neppe trække for Angest deres Veir.
	Med Mjølner paa sin Skulder
	Han kom fra Himlens Hvalv.
45	Ved Tordenkærrens Bulder
	Til Roden Fjeldet skjalv,
	Og Jorden vildt, med Dampe,
	Skjød Pukler op i Krampe;
	Foran den stolte Herre løb hans Fostersøn Tjalf.
50	Da Drengen fæsted' Øiet
	Paa Langhalmsjettens Skrog,
	Udraabte han fornøiet:
	„Ha, est Du rigtig klog!
	Med Skjold Du Brystet dækker —
55	I Muld Dig Thor nedtrækker!”
	Da angest under Benene Thussen Skjoldet tog.
	Men, samme Nu, i Panden
	Ham Thor sin Hammer drev,
	Saa der af hele Manden
60	Ei mindste Stumper blev:
	De fløi til Øst og Vesten,
	Til Syd og Nord, ja næsten
	Jeg tænker, at de ligge som Bjerge der endnu!
	Da styrted' Hrugner skummel
65	Mod Thor, med Slag i Slag —
	Ei høres slig en Tummel
	Igjen før Dommedag —
	Mod Himlen hvirvled' Støvet,
	Og Ørnen sank bedøvet,
70	Fra Skyen ned til Jorden, ved de skrækkelige Brag!
	„Ha, giv Dig, Gud for Helte!”
	Skreg Hrugner, „fly paa Stand!”
	„„Nei,”” raabte Thor, „„før smelte
	Hver Kampesteen ti Vand!
75	Før jage Muus en Løve!
	Men bliv, jeg skal Dig kløve,
	Saa let som Lynet spalter paa Dovrefjeld en Gran!””
	Da saae man i det Høie
	Saa underfuldt et Syn;
80	Det blænded' Jettens Øie
	Som Glimtet af et Lyn:
	Midt i en gylden Lue
	Var Valhals Slot at skue,
	Og Freia stod hos Odin og smilede fra Sky'n.
85	Og høiere sin Hammer
	Opløfted' Asa-Thor:
	Da sank, med Dødens Skrammer,
	Den Kæmpetrold til Jord;
	Men tæt ved Gudens Øie,
90	I Panden paa den Høie,
	Af Hrugners Flintehjerte et mægtigt Stykke foer.
	Og ret som paa sin Ende
	Den lange Jette drat,
	Hans Kæmpeskanker tvende
95	Tog Thor om Halsen fat;
	Med megen Pust og Blæsen
	Faldt Kampens Gud paa Næsen,
	Og strittede forjæves imod den tunge Last.
	Af Harm hans Øie straaled';
100	Hver Gud til Hjælp ham sprang;
	Men Halsen sad, som Staalet
	Klemt i en Smedetang.
	Da saae man — sært det klinger —
	Magn, med den lille Finger,
105	Hans Søn, et Barn, ham frelse; men Bragur Drapet sang.