Tidens naturlære/Telegrafi
Det er ofte gaaet saaledes, at Menneskeslægten har benyttet sig af de Naturorganer, som saa at sige har været lagt paa dens Vugge uden at skønne, hvilken Skat man havde i Eje. Og saa er der Kommet et Punkt i Menneskeslægtens Udvikling, hvor man i andre Henseender har villet udrette noget, der, hvad enten man var sig det bevidst eller ikke, var af lignende Art. Man har da gerne grebet Hjælpemidler, som var af lignende Beskaffenhed som de os naturligt betroede, men i Reglen har man i hvert Fald til en Begyndelse gjort dette paa en klosset og ubehjælpsom Maade.
Som Eksempel kan nævnes: ligesom Mennesker fra første Færd har benyttet den kemiske Energi, der findes i de i Musklerne indeholdte Stoffer, til at frembringe Bevægelser, saaledes kom navnlig i det 18de Aarhundrede Dampmaskinen som en Indretning, hvori den i Kul og Iltluft indeholdte kemiske Energi omdannes til Bevægkraft. Men Maskinen er endnu den Dag i Dag en særdeles tarvelig Indretning i Sammenligning med de menneskelige Muskler. Den leverer kun nogle faa Procent af det Arbejde, den burde levere. Man erkender det; og mangfoldige Bestræbelser i Nutiden gaar ud paa at løfte Tekniken op fra dette barnlige Stade, som i Virkeligheden ikke berettiger til den Stolthed, Mennesket stundom føler over sin kære Dampmaskine.
Paa lignende Maade er det gaaet med Telegraflen, der gaar ud paa at sende Meddelelser paa stor Afstand. Det vilde være rimeligt, om den altid havde taget sine Forbilleder fra den Mønstertelegrafi, der foregaar fra Mund til Øre; og at den derfor blev anlagt som Tid-Skrift — ikke som Bum-Skrift.
Vi træffer da ogsaa i den fjerne Oldtid ret beundringsværdige Bestræbelser i denne Retning; men Planen blev ingenlunde fastholdt; man gik senere igen over til Rum-Skrift. Som et smukt Eksempel paa den første kan nævnes følgende.
En græsk Hærfører ved Navn Æneas har omtrent 360 f. Kr. anvendt følgende Fremgangsmaade for at sende Meddelelser paa stor Afstand. Der opstilles paa hver af de to Stationer et Vanduhr be-staaende af et Kar med Hane og en Svømmer (jfr. S. 46), hvis Stilk bærer forskellige Indskrifter. Naar man vil sende en af disse Meldinger eller Ordre til den anden Station, giver man et Ild-signal, og samtidig aabnes Hanen paa begge Stationer, saa at Vandet begynder at løbe, og Svømmeren altsaa at synke. Naar denne er sunken til den Melding eller Ordre, der skal afgives, gives nyt Ildsignal, Hanerne lukkes, og Meldingen eller Ordren aflæses paa den anden Station.
Denne Fremgangsmaade, som forudsætter samtidige Bevægelser paa de to Stationer (Synkronisme), er jo en virkelig Tid-Skrift, for saa vidt som det er den bestemt afmaalte Tid, der er talende. Trods sin Ufuldkommenhed peger denne sindrige Fremgangsmaade i den rigtige Retning, fremfor den Mængde optiske Telegrafer, som Historien melder om ligefra Trojas Erobring til Chappes optiske Telegraf, der blev vedtagen i det franske Nationalkonvent 1793, og som florerede i et Par Snese Aar efter den Tid. Men alle disse optiske Indretninger forudsætter i Reglen, at man kan se Antal af Fakler eller Formen af Vægtstænger e. l.; kort sagt, den er Rum-Skrift; men navnlig efter at den elektriske Strøm ved Ørsteds Opdagelse af Elektromagnetismen kunde træde i Telegrafiens Tjeneste, bliver den naturlige Vej for Meddelelserne ad elektrisk Vej atter Tid-Skriftens ligesom den os medfødte.
Morsetelegraflen, som er den almindeligste Telegrafi, er rent ud Tid-Skrift. Den bestaar som bekendt i langvarige og kortvarige elektriske Strømme. Vistnok kan Modtagerapparatet være indrettet paa at gøre disse Signaler synlige for Øjet, idet det forvandler Telegraftraadens Strømme til Bum-Skrift, nemlig lader de langvarige frembringe en Streg, de kortvarige en Prik; men selve Principet er Tid-Skrift, og Stregerne og Prikkerne er kun en Oversættelse deraf til Brug for Øjet. I Amerika bruger man forøvrigt ikke mere denne Oversætten. Tværtimod, man indretter Modtagerapparaterne som Sounders, o: Apparater, som giver kraftig Lyd for hvert Signal; og Telegrafisten opskriver da Telegrammet saa at sige efter Apparatets Diktat, hvad der forresten ogsaa ofte sker i Europa, uden at Telegrafisten behøver at læse Papirstrimlen med Øjnene.
Endnu mere fremtræder Telegrafien som fin Tid-Skrift, hvor der i den højere Telegrafis Tjeneste anvendes Synkronismer, to ens Bevægelser paa to forskellige Stationer, altsaa en Fremgangsmaade som den ovenfor omtalte, brugt af Æneas, men langt finere udført.
Til Tilvejebringelsen af Synkronismen kræves for det første, at man har 2 Apparater med en saa ensartet Omdrejning som mulig, f. Eks. to Tonehjul (jfr. S. 93).
Men om end saadanne to Apparater gaar nok saa nøjagtig, og de Stemmegafler, der kommanderer dem, er afstemte saa ens som mulig — absolut ens bliver de dog aldrig, saa at de kan gaa Døgn efter Døgn, uden at det ene Hjul faar en Smule Forspring for det andet. Dette kan derimod opnaas derved, at der for hver Omdrejning af Hjulene paa et bestemt Punkt afgaar en Strømimpuls fra det ene Hjul gennem Telegraftraaden til det andet, og denne Strømimpuls vil bevirke, at dersom det andet Hjul er den allermindste Smule forsinket, vil det blive fremmet, og dersom det er den allermindste Smule for fremmeligt, vil det blive hæmmet.
To saadanne Hjul følges ad, saa længe det skal være, og naar nu hver af dem bærer en Arm, der glider rundt paa en Række Skinner, medens Armen eller Hjulet selv er i Forbindelse med Telegraf traaden, vil en Strøm, som sendes ind i en hvilkensomhelst Skinne paa den ene Station, træde ud af den tilsvarende paa den anden Station.
Herpaa kan grundes mange Slags Telegrafi. Saa-ledes kan hver Skinne betyde et særligt Bogstav, og en eneste Strømimpuls betyder altsaa et helt Bogstav, ganske vist efter den Plads, hvor det træder ud, men i Virkeligheden efter det Tidsøjeblik, da den kommer; thi dette er bestemmende for Pladsen, hvor den træder ud. Det er i Virkeligheden Tids-Skrift omsat til Rumskrift.
En anden Udnyttelse kan bestaa i at fordele 60 Skinner imellem 12 Telegrafister, saa at de hver faar 5 Skinner. Da kan enhver af dem sende 31 forskellige Kombinationer af 5 Impulser (nemlig 1, 2, 3, 4, 5, 1—2, 1—3, 1—4, 1—5, 2—3, osv.) tilstrækkeligt til at give 31 Bogstaver for hver Omdrejning al Hjulet, og disse Bogstaver modtages kun af den Telegrafist, der har de 5 tilsvarende Skinner. Alle de andre 11 bliver af Hjulet ekspederede under den samme Omdrejning, den ene efter den anden, hver til sin Tid. Da nu Hjulet kan løbe en Omgang saa hurtigt, som Telegrafisterne overhovedet formaar at nedtrykke Tasterne i et dertil indrettet Klaviatur, f. Eks. 2 eller 3 Gange i Sekundet, kan dette siges at være en meget minutiøs Anvendelse af Tiden, idet de 12 Par Telegrafister hvert for sig faar korresponderet 2 à 3 Gange i hvert Sekund — altsammen, fordi Tidens nøjagtige Fordeling imellem dem gør dette muligt.
Naar man har ønsket og paa sine Steder iværksat, at faa Tegninger og Haandskrifter sendt med den elektriske Telegraf, saa. har man maattet bøje sig for den elektriske Strøms Natur, der ligesom Bølgerne i Luften i Virkeligheden, kun er indrettet paa Tid-Skrift. — Tænker man sig atter to Hjul eller Valser paa to Stationer bevæge sig synkront, kan Tegningen eller Haandskriften være deponeret paa den ene, saaledes, at en Stift, der læmpelig berører Overfladen, kun afsender elektrisk Strøm, hver Gang den rører ved Skrift eller Tegning. Samtidig frembringer en lignende Stift paa den anden Station et tilsvarende Mærke paa det tilsvarende Sted af den derværende Valse; og naar de to Stifter nu langsomt forskruer sig nedad, medens Valserne gaar, kommer de saa at sige til at overkrasse hele Valserne; og den anden bliver da som den første. — Det Billede, som saaledes faas, er jo ganske vist selv en Rum-Skrift; men Midlet, der er brugt, er dog Tidens rette Ituhakning, og de to Valser er jo netop et Par synkrone Kronografer, saa at Principet i Fremgangsmaaden er ikke til at tage Fejl af, om end det, der tilsigtes, er en Fjernen sig fra det naturlige Princip for Telegrafi.
Derimod er det en Tilbagevenden dertil, ja en ideal Gennemførelse deraf, hvad der sker ved Telefonering. Her omsættes ligefrem Mundens Tidskrift, bestaaende af Fortætninger og Fortyndinger i bestemt afmaalt Rækkefølge, til elektriske Strømme med ganske tilsvarende Forstærkninger og Svækninger af Strømmene; og paa Modtagerstationen omsætter disse Strømme sig til tilsvarende Tiltrækninger af en Jernplade, som ved sine Bevægelser sender Luftfortætninger og Luftfortyndinger ind i Øret ganske med de samme bestemt afmaalte Tidsmellemrum, hvori de udgik af den telefonerendes Mund.—Med Telefonen er Mennesker virkelig naaet til—om just ikke at forbedre den menneskelige Tale — saa dog at give den en Egenskab, som den ikke naturlig besad, nemlig at. forplante sig milevidt; men Maaden, hvorpaa dette er naaet, er ved, ikke at føre den bort fra dens Natur som Tid-Skrift, men tværtimod at fastholde den som saadan, og kun omklæde dens Luftsammentrykninger til tilsvarende elektriske Strømme, magnetiske Tiltrækninger og atter til Luftsammentrykninger.
En anden saa vidt mulig tro Behandling af Talen som Tid-Skrift er foretaget af Edison ved hans Fonograf. Tænker man sig paa Fig. 36 Svinebørsten erstattet af en Stift og flyttet lidt nedad, saa at den kommer til at bevæge sig, ikke op og ned, men frem og tilbage, og tænker man sig endvidere Valsen af Voks, vil Stiften foretage en Mængde Indtryk i Vokset. Den naturlige Tale bliver altsaa deponeret paa Valsen som Fordybninger og Forhøjninger. Begynder man nu forfra, saa at Stiften kommer til at bevæge sig over de samme Fordybninger og Forhojninger, som den selv har frembragt, vil Blæreskindet, hvorpaa den er fæstet, ligeledes gøre de samme Bevægelser, som da Skriften blev nedlagt, og det frembringer nu tilsvarende Fortætninger og Fortyndinger i Luften som dem, Munden oprindelig frembragte. — Herved har den menneskelige Tale uden at forandre Karakter som Tid-Skrift faaet en ny Egenskab, som den. ikke oprindelig havde, nemlig den at kunne blive opbevaret og afleveret ved senere Lejlighed, endog flere Gange. Men det er Tid-Skrift, hvad der bl. a. ses deraf, at det er nødvendigt, at Valsen drejes under Gengivelsen af Talen ganske med samme Hastighed som under Modtagelsen. Ellers bliver den forvansket, f. Eks. Tonerne højere og hurtigere eller dybere og langsommere, eftersom Valsen drejes hurtigt eller langsomt.
Ingeniør Poulsens Telegrafon udfører noget lignende, men her nedlægges Talen ikke som Forhøjninger og Fordybninger, men derimod frembringer Talen ad elektrisk Vej en Række Magnetiseringer langs med en Staaltraad saaledes, at denne saa at sige kommer til at bestaa af et Mylder af Smaamagneter. — Naar saa samme Traad senere trækkes forbi en Elektromagnet, frembringer dens Smaa-magneter tilsvarende elektriske Strømme, som i en Telefon omsættes til Luftbølger.