Tidens naturlære/Tiden og Verdensrummet
Det er udelukkende Lyset, der bringer vort Øje Besked om de fjerne Himmellegemer saavelsom om det meste af det, der sker her paa Jorden. Men Lyset er ikke instantant (øjeblikkeligt), saaledes som Descartes og adskillige andre i det 17de Aar-hundrede mente, navnlig efterat Accademia del Cimento i Firenze havde fundet, at Signalering frem og tilbage med Lysblink en mørk Aften tog lige lang Tid, hvad enten de to signalerende var langt borte fra hinanden eller tæt ved hinanden. Tiden, der medgik, syntes udelukkende at være den, som Eksperimentorerne personlig brugte.
Det er vor Landsmand Ole Rømer (1644—1710), der har Æren af først at have fundet, at Lyset bruger Tid til sin Rejse; og denne Opdagelse blev gjort ved Lysets lange Rejser i Himmelrummet, nemlig fra de S. 39—40 omtalte Formørkelser af Jupitermaanerne.
Da Ole Romer under sit Ophold i Paris paa det derværende Observatorium studerede disse Formørkelsesperioder sammen med Dom. C as s i n i, fandt han nogle Uregelmæssigheder i dem, som han ikke kunde forklare paa anden Maade end derved, at Formørkelsen ikke ses i samme øjeblik, som den indtræffer, men en Tid senere, og at denne Tid beror paa vor Afstand fra den formørkede Maane.
I Fig. 31 forestiller glt g2, g3, g4 Jorden paa forskellige Steder af dennes Bane omkring Solen, d den inderste Jupiter-maane i Færd med at træde ind i Jupiters Skygge. Lad denne Indtrædelse ske en Gang, naar Jorden er i g, og næste Gang, naar Jorden er i g2. Imellem disse to Indtrædelser gaar der omtrent 42½, Time eller 42½ x 60 x 60 = 153000 Sekunder; og i den Tid er Jorden, hvis Hastighed er c. i 4 Mil i Sekundet kommet omtrent 600000 Mil nærmere til, Jupiter. Det Lyssignal, eller rettere Mørkesignal, som afgives ved den anden Indtrædelse i Skyggen har altsaa en saa meget kortere Vej til: os, og vi modtager det derfor ogsaa 15 Sekunder for tidligt. Naar Lyset saaledes paa en 600000 Mil kortere Vej sparer 15 Sekunder, maa det rejse 40000 Mil i Sekundet.
Paa ganske lignende Maade vil det gaa, naar vi først fra g3 har iagttaget Jupitermaanens Udtræden af Skyggen og derefter iagttager den næste Udtræden af samme Maane; naar vi befinder os i g4. Her har vi fjernet os 600000 Mil fra det Sted, hvor vi først iagttog en Udtræden, og Lyset maa nu gøre denne Ekstrarejse, hvorfor anden Udtræden kommer 15 Sekunder for sent.
Den ældre og højt ansete Cassini, som først havde været med paa den smukke Opdagelse, ja endog fremlagt den i det franske Videnskabernes Selskab, faldt imidlertid fra, saa at Ole Rømer maatte kæmpe saavel mod ham som mod mange andre for at hævde den. Han fik dog Medhold af den store Huy-ghens; og godt et halvt Hundrede Aar efter hans Død skulde hans Maaling af Lysets Hastighed blive stadfæstet paa en uventet og glimrende Maade.
Saafremt Jorden virkelig gaar en Gang omkring Solen i et Aar, som Aristark paastod (S. 15), maatte vi paa to Tider med ½ Aars Mellemrum befinde os paa to Steder med ret betydelig Afstand (som vi nu ved c. 40000000 Mil). Man maatte da rimeligvis se en Stjerne, der befinder sig vinkelret ud for Jordbanen, i noget forskellig Retning; men den fint observerende Hippark kunde ikke finde andet, end at de to Sigtelinier til Stjernen gik nøjagtig i samme Retning. De dannede ingen Vinkel med hinanden.
Sagen kan ogsaa udtrykkes saaledes. Dersom man tænkte sig paa nævnte Stjerne og derfra betragtede Solen og Jorden, vilde man vel sagtens se dem i nogen Afstand fra hinanden, da Afstanden jo dog er 20 000000 Mil. Denne Sigteliniernes Held-ning, som altsaa er det samme som den Synsvinkel, hvorunder denne Afstand viser sig set fra Stjernen, kalder man Parallaksen; men Hippark kunde ikke finde, at der var nogen Parallakse.
Tyge Brahe, hvis Iagttagelseskunst endog langt overgik Hipparks, kunde erklære, at Parallaksen ikke kunde være 1 Bueminut; thi i saa Fald vilde han kunne iagttage den; og dette maatte - hvis det virkelig var Jorden, der gik omkring Solen — forudsætte en saa svimlende Afstand af Stjernen, at Tyge Brahe foretrak at lade Jorden staa stille. I de følgende hundrede Aar og mere var mange store Astronomer paa Jagt efter Parallaksen, men de kunde ingen finde.
Da kom Engelskmanden James Bradley, der oprindelig var Diakon, men følte sig stærkt draget til Astronomien og navnlig til at efterforske den ubønhørlige Parallakse, i 1728 til at gøre en mærkelig Opdagelse, som dog enkelte andre ogsaa havde været lidt i Færd med, men ikke kunnet klare.
Sigteretningen forandrede sig ganske vist noget i Aarets Løb, men paa en fejl Maade, saa den kunde ikke skyldes Parallaksen. Forestiller 1, 2, 3, 4 i Fig 32 Jorden paa dens Vej omkring Solen, skulde Sigtelinien til Stjernen fra hvert af de nævnte Steder saa at sige helde lidt ind over Solen. Men dette var ikke Tilfældet. Sigtelinien fra 1 heldede ikke ind imod Papirets Plan, men til højre, saa at man saa Stjernen i 1'. Fra 2 skulde Sigtelinien helde til venstre; men i stedenfor heldede den ind imod Papirets Plan, saa at Stjernen saas i 2'. Fra 3 saas Stjernen til venstre i 3'; fra 4 i 4', altid — fremad paa Himlen i den Retning, hvori Jorden bevægede sig i Rummet. — Denne Afvigelse er bleven kaldt ,,Aberrationen".
Bradley forstod det ikke lige straks; men da han en Dag sejlede over Themsen med Sidevind og lagde Mærke til, at han ved Farten, som Baaden havde, fornam denne Vind som skraa Modvind, kom han i Tanker om, at noget lignende kunde siges om Jorden og Lyset fra Stjernen. Lyset er egentlig Sidelys for os paa vor Bane, men det iagttages paa Grund af Jordens Fart som kommende skraat forfra. Sigtelinien viste sig saaledes at afvige 1/3 af et Bueminut eller 1/I80 af en Grad; og da en Grad igen omtrent er 1/60 af den Linie, hvormed Buen tegnes, bliver Afvigelsen kun omtrent 1/10000. Deraf følger, at Jordens Fart kun er 1/10000 af Lysets, og da Jordens er 4 Mil i Sekundet, er Lysets 40000 — ganske som Ole Rømer havde fundet.
For Stjerner, der ikke stod vinkelret ud fra Jordbanens Plan, gik det noget anderledes til. Befinder en Stjerne sig saaledes i selve Jordbanen, da vil den ikke forskydes, naar vi farer lige imod den eller lige bort fra den. Vi vil f. Eks. fra 2 og fra 4 se den paa dens sande Plads i. 2 og 4. Derimod vil vi fra 1 se den forflyttet til højre i 1 og fra 3 til venstre i 3; kort sagt vi ser den i Aarets Løb gaa frem og tilbage i en ret Linie.
En Stjerne, der befinder sig skraat ud for Jordbanen, vil synes at bevæge sig i en Ellipse, 1", 2", 3", 4", en Mellemting mellem den førstnævnte og sidstnævnte Stjernes Bane.
Alle andre Stjerner i Nærheden gaar ganske paa samme Maade, og Banen har samme Længdeudstrækning for alle, idet den længste Led af Aberrations-banen for alle Himlens Stjerner er 2 Gange 1/3 Bue-minutet. Det er alene Jordens og Lysets Hastighed, der bestemmer den. Stjernernes Afstand er i denne Henseende ligegyldig.
Atter godt Hundrede Aar senere lykkedes det to unge Franskmænd, Fizeau og Foucault ved sindrige Mekanismer at maale Lysets Hastighed under rent jordiske Forhold, den første ved at sende Lyset frem og tilbage paa en Strækning ved Paris, omtrent 1 Mil lang, den sidste blot i en Stue, og de fandt begge Bekræftelse paa Rømers Maaling. Men Lysets Hastighed viser sig altsaa saa stor, at den Tid, Lyset bruger om at gaa fra et Sted paa Jorden til et andet, er lig Nul for alle praktiske Foretagender og ogsaa for alle hidtil udførte videnskabelige. Det vilde jo nemlig løbe hele Jordkloden rundt — hvis vi ellers kunde faa det til at gaa i en saadan Linie — i omtrent 1/8 af et Sekund.
Ligeoverfor de Afstande derimod, som Stjernerne frembyder, er Lysets Afgang og Ankomst ingenlunde samtidig.
Den gennem Aartusinder eftersøgte Parallakse blev endelig 1838 fundet af Bessel i Kønigsberg for Stjernen No. 61 i Svanen, og kort efter blev flere andre Stjerners Parallakse bestemt.
No. 61 gik under Navn af „den flyvende Stjerne", fordi den havde en forholdsvis hurtig Forskydning i Forhold til de øvrige Stjerner. Og dog er dens Fart ikke større end, at den bruger 3—400 Aar om at gaa saa langt, som Maanens Diameter viser sig for os. Bessel sluttede heraf, at No. 61 ikke kunde være af de fjerneste Stjerner, og valgte den derfor, idet han brugte en nær siddende Stjerne som fast Holdepunkt, og maalte Afstandene mellem disse to til forskellige Tider af Aaret. Han forudsatte alt-saa, at den anden Stjerne kunde betragtes som virkelig fast, kun underkastet Aberrationens Virkning, og da den er den samme paa de to Stjerner, som saa at sige ses i samme Retning, maatte den nævnte Afstandsmaaling give Besked om Vandringen af No. 61. Han fandt dens Parallakse saa lille som 1/3 Buesekund, altsaa 1/l80 Bueminut, 1/10800 Grad eller omtrent 1/600000 af Radius, saa at No. 61 er omtrent 600000, nøjagtigere 550900 Gange saa langt borte fra os som Solen. —
Denne Afstand er saa stor, at selv vor Solafstand, der dog er 20000000 Mil, bliver upassende lille til at maale Afstanden med. Fra den Tid har man begyndt at bruge Lysets Vej pr. Aar som Maal-enhed, idet No. 61 i Svanen saaledes befandt sig 83/4 „Lysaar" borte, omtrent ligesaa mange Lysaar, som Solen er Lysminuter borte, medens Maanen kun er l 1/4 Lyssekund borte.
Af de senere maalte Stjerneafstande er den korteste den til Alfa i Centauren, Himlens smukkeste, men fra Danmark usynlige Stjerne paa den sydlige Halvkugle. Den er kun 3½ Lysaar borte. Men ellers gaar Afstandene opefter; f. Eks. Sirius med 21 Lysaar, Kapella med 70 osv. Og dersom det tør antages, at den myldrende Mængde af Mælkevejens fjerne Stjerner gennemgaaende har en lignende Størrelse som de nærmere, og at det kun er paa Grund af deres Afstande, at de viser sig saa smaa, maa det være Stjerner i Mælkevejen, der er 4000 Lysaar borte. Udenfor denne findes endnu større Afstande. Saaledes er en Taageplet, der rimeligvis er en Stjernehob, i Stjernebilledet Andromeda anslaaet til at være 97000 Lysaar borte fra os.
Naar der nu foregaar Forandringer med disse Kloder — og vi kender saadanne, saasom Opblussen og Udslukning eller regelmæssig Variation i Lysstyrke — saa er det, vi ser, ikke hvad der nu foregaar, men som foregik for mange Aar siden — vi ser Fortidens Fænomener fuldbyrdes for vore Øjne, og aner foreløbig intet om, hvorledes disse Kloder nu har det.