Til himlene rækker din miskundhed, Gud

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter B.S. Ingemann, 1847
Komponist J.P.E. Hartmann 1852
Ogg



Til himlene rækker din miskundhed, Gud!
din trofasthed når dine skyer.
Din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

Som himlenes favn er din kærlighed, Gud!
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.

Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud!
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærligheds-vingen bredt ud,
vi skjule os under dens skygge.

Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.