Tillægsbemærkninger om Dysmorphismens sygelige Natur

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Levin & Munksgaards Forlag København


Dysmorphismens sygelige Natur.djvu Dysmorphismens sygelige Natur.djvu/1 3-43

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

CARL JUL. SALOMONSEN

TILLÆGSBEMÆRKNINGER
OM
DYSMORPHISMENS SYGELIGE NATUR

EN NY TYDNING — BOLSCHEVIKKUNST
DADAISTISK POESI — TUNGETALE

De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser-Flagellanter.png


KØBENHAVN

LEVIN & MUNKSGAARDS FORLAG

1920
TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. (IVAR JANTZEN)
CLICHEERNE UDFØRT HOS DIETRICH & FABER
Mine Herrer og Damer!

Tillægs-Bemærkninger har jeg kaldt dette Foredrag for at betegne, at jeg ønsker det betragtet som et Supplement til den lille Bog, jeg udgav for et Aars Tid siden: »Smitsomme Sindslidelser før og nu med særligt Henblik på de nyere Kunstretninger.« Jeg vilde her gjerne i Tilslutning til mit tidligere Arbejde for det første pege på en ny — efter min Mening ganske forfejlet — Tydning af Primitivismen indenfor den såkaldte nye Kunst; men navnlig ønskede jeg at underbygge den i Bogen udtalte Anskuelse gjennem nogle Betragtninger over Parallelbevægelser på Digtekunstens og det religiøse Livs Område — og sluttelig også at føje nogle nye Blade til det lille dysmorphistiske Atlas, som Bogen indeholder. I denne gjorde jeg mig til Talsmand for den Opfattelse, at visse Strømninger indenfor den moderne, såkaldte expressionistiske Kunst, der var særligt karakteriserede ved Fremstilling af Vrængebilleder, og som jeg foreslog at sammenfatte under Navnet Dysmorphisme, skyldtes en doktrinært begrundet Flugt fra Naturen, foretaget med så fanatisk en Voldsomhed, at den skød over Maalet og endte i det psychopathiske. Kunstværkerne fik herved et Stempel, der virkede frastødende, forfærdende og uforståeligt på alle dem, der ikke var klare over, at de her stod lige over for sygelige Aandsprodukter.

Schmidt-Rottluff, Christus. Træsnit. 1918
Picasso. Tegning. 1916.

Jeg skal strax til en Begyndelse forevise tre Kunstværker, der er typiske Repræsentanter for den dysmorphistiske Retning indenfor Expressionismen. Det ene er et Christushoved skåret i Træ af Schmidt-Rottluff, en af Tydsklands mest skattede Graphikere, de to andre er Billeder, der skyldes en af den franske skoles Koryphæer, Picasso. De ser her det ejendommelige Christusbilled: På Næsespidsens Plads en skæv Kubus, Øjnene asymmetriske, det venstre sammenknebet, med en stærkt kontraheret Pupil, der tilmed har Form af en meget langstrakt Rektangel; midt i Panden er endvidere præntet et mægtigt Aarstal: 1918! Det andet Billede stammer fra et Nummer af L'élan, der har ofret hele fire af sine store Kvartsider på Mesterens Tegning; denne forestiller formentlig en Mandsperson, der sidder med Benene — et tykt og et tyndt — over Kors; Billedet er iøvrigt, som De strax ser, så gjennemforvrænget, at det trodser enhver Beskrivelse; Endelig ser De her det tredje Billed: Picassos »Kvindelig Student«, ved hvis Beskrivelse jeg foretrækker nøje at følge Kunstkritikeren Deri, som beskæftiger sig med det i en Afhandling om »det nye Maleri«. Han siger: Først opsøger og finder man »Resterne« af et menneskeligt Hoved, som endnu lader sig erkjende. Midt i »Hovedet« ser man den fra højre til venstre gående »Næseryg« og til venstre for den findes højre Øje; det venstre, lukkede Øje ses rutschet ned i Næsesaddelen; derunder kan man sa maske »opdage« Spor af Mund og andre Ansigtsdele.

Picasso, Kvindelig Student.

Til Tydning af slige dysmorphistiske Arbejder var der, da min Bog udkom, kun opstillet tre Hypotheser: Nogle mente, at Kunstnerne simpelthen førte Publikum bag Lyset (Svindelhypothesen), — andre, at det drejede sig om Psychopathers meningsløse og uskjønne Frembringelser (Sygdomshypothesen); andre endelig — deriblandt Kunsterne selv — mente, at man her stod over for det gammelkjendte Fænomen, at unge Genier, der indvarsler en ny Æra i Kunsten, til en Begyndelse miskjendes af den store Hob. Hvordan gik det ikke Hugo og Bethoven! (Forspringshypothesen).

Jeg gjorde mig som sagt til Talsmand for Sygdomshypothesen; men vandt ikke megen Tilslutning: En hel Række udmærkede Medicinere og blandt dem højt ansete Sindssygelæger og Neurologer tog mer eller mindre bestemt Afstand fra denne Opfattelse; jeg nævner Brünniche, Helweg, Krabbe, K. K. K. Lundsgaard, Oluf Thomsen. På den anden Side havde jeg den Tilfredsstillelse at få Tilslutning fra en psychiatrisk Autoritet som Bror Gadelius, der tilmed som Forfatter af Bogen om Tro og Overtro i svundne Tider og af to mindre Arbejder om »massornas själsliv« just har gjort psychiske Epidemier og psychisk Smitte til Genstand for særlig Granskning — aldeles bortset fra, at han også specielt har beskæftiget sig med Sindssygdommenes Forhold til »diktning och skapande konst«. I et Brev til mig, der er offentliggjort i »Hospitalstidende« for 1919, slutter han sig uforbeholdent til den Anskuelse, at de dysmorphistiske Arbejder er af psychopathisk Oprindelse — selv om han sér anderledes på Aarsagsforholdet end jeg.

Også fra kunstkritisk Side har Sygdomshypothesen vundet Tilslutning. I en Afhandling, som jeg ved Forfatterens Velvilje har havt Lejlighed til at læse i Manuskript, har Martin Minden forfægtet den dysmorphistiske Kunsts sygelige Natur. Han kalder sit Arbejde »Die moderne Kunst an der Grenze und im Bereiche des verrückten«, og går den — efter min Mening noget farlige — Vej at sammenstille en Række expressionistiske Malerier og Tegninger med lige så mange Arbejder af udpræget sindssyge Patienter — 5 Tilfælde af Dementia præcox og 3 af Paranoia. Minden søger nu at eftervise ejendommelige Fællespræg hos de to Grupper: Tankeflugt, stærk Betoning af det sexuelle, Rhytme og Iteration, Enshed i Beskrivelsens Form o. s. v. og han sammenfatter sluttelig sit Resultat som følger: »Die nette Kunst ist … eine Minus-Variation (Verfall) … Die Uebergänge zum Krankhaften treten in stärkster Weise hervor … Es ist eine Kunst der Degeneration, Decadenz … wird bleiben als Symptom kranker Zeiten und Geister«.

Svindelhypothesen er dog sikkert den af de tre Tydninger, der kan glæde sig ved at have de fleste Tilhængere; det er ligefrem forbausende at se, med hvilken Sejhed en Mængde kunstinteresserede Personer fastholder Overbevisningen om, at ikke blot den dysmorphistiske, men hele den expressionistiske Kunst er Bluff og Reklame.




EN NY TYDNING.

De tre ovennævnte Syn på Dysmorphismen var de eneste, jeg kjendte, da jeg skrev min Bog.

Siden da er min Opmærksomhed blevet henledet på en fjerde, helt ny Tydning af den såkaldte »moderne« Kunst. Sir Hercules Read, der er Præsident for Royal anthropological Institute i London, har i et Foredrag, betitlet »Primitive art and its modern development« nylig gjort et Forsøg på at forstå og fortolke de mange gådefulde Kunstværker ud fra anthropologiske Erfaringer. Han mener, at Primitivismen og Naivismen indenfor den moderne Kunst bør opfattes som et virkeligt atavistisk Tilbagefald til Barbariet. Ikke således at forstå, at Read stiller sig afvisende overfor Sygdomshypothesen; — tvertimod! En stor Del af Kunstværkerne skyldes efter hans Mening Sindslidelse, »mental obliquity«. Han kommer imidlertid med Hensyn til dette Spørgsmål ikke ind på Enkeltheder, men nøjes med at henvise til en Afhandling af en af Englands psychiatriske Autoriteter, Theo. B. Hyslop: »Postillusionism and art in the insane«. Hyslop tog dette Spørgsmål op til Bearbejdelse 1910—11, da de »postimpressionistiske« Kunstværker, der så ofte mindede om de Sindssyges Tegninger og Malerier, ihærdigt udskreges som Indledningen til en ny Æra i Kunsten. Han begrænser Undersøgelsen til Patienter, som han har havt Lejlighed til at iagttage indenfor det Sindssygehospitals Mure — såvidt jeg véd selve Bedlam — ved hvilket han var Overlæge, og han gjør Indtryk af at øse af en rig Erfaring, når han behandler Spørgsmålets mange forskjellige Sider; men hans Arbejdes Værdi forringes desværre meget derved, at det ikke er forsynet med Afbildninger. Read fremhæver stærkt Hospitalsmaterialets Fortrinlighed; for det første fordi der blandt denne Art Patienter ikke existerer »anything of the nature of a mutual admiration soeiety«, og for det andet, fordi, som Hyslop udtrykkelig fremhæver, man hos de udpræget sindssyge Kunstnere aldrig træffer den »forsætlige Undertrykkelse af teknisk Dygtighed«, som, når man har med sunde Individer at gjøre, kan lede på Vildspor. Jeg må imidlertid ærligt tilstå, at jeg ikke forstår, hvorledes Read kan tage Hyslops Arbejde til Indtægt for sin Påstand om, at en stor Del af de expressionistiske Kunstværker skyldes Psychopather; jeg synes end ikke, at han gjør noget Forsøg på at overbevise Læseren om, at det forholder sig således. Han går tydeligt nok ud fra det som givet! Det er imidlertid heller ikke den Side af hans Foredrag, der synes mig at frembyde Interesse; denne knytter sig væsentlig til hans originale Tydning af de efter hans Skjøn psychisk normale Kunstneres Forkjærlighed for såkaldt primitivistisk og naivistisk Fremstillingsform. Hans Tanke er denne: I næsten ethvert civiliseret Menneskes Sjæl slumrer Spiren til et Ønske om at vende tilbage til Slægtens primitive Liv, i hvilket man ikke føler Trykket af Kulturens strammende Bånd. Dette Forhold kom tydeligt frem blandt de amerikanske Kolonister, der blev tagne til Fange af Indianerne i de endeløse Kampe i det 17de og 18de Aarhundrede; når de skulde udvexles, »sørgede de over, at de nødsagedes til at ombytte Skovens vilde Frihed med det civiliserede Samfunds besværlige Tvang«. I Belysning af disse og lignende Iagttagelser tyder Read de moderne primitivistiske Kunstneres Trang til at vælge denne ejendommelige Maleform som »Symptom på den Menneskeslægten iboende og uforgængelige Tendens til at vende tilbage til vild Tilstand, når først alle Hindringer er fjernede«.

Jeg tror, at Read her er ganske på Vildspor.

For det første synes det mig, at han drager Primitivismen alt for stærkt i Forgrunden indenfor den expressionistiske Kunst; indenfor denne er Primitivismen kun en enkelt Strømning og tilmed ingen dominerende; ikke Primitivismen, men Dysmorphismen er det, der hyppigst vanskeliggjør Forståelsen af mange såkaldte »moderne« Kunstværker. Desuden er Primitivismen neppe nogen oprindelig, men tværtimod en afledet Bevægelse indenfor Kunsten: I deres doktrinære, fanatiske Iver for at vrænge sig bort fra naturlige Former og Forhold fremkalder de »moderne« gjennem en forsætlig Ubehjælpsomhed Billeder, der har Berøringspunkter med Troglodytens og Vildmandens, med Barnets og »Bondens« naive Fremstillinger; — og nu tager Begejstringen for Bayerns og Sveriges Bondekunst Fart! Dalamålningernas navnløse Ophavsmænd vilde sikkert blive højst forbausede, om de hørte, at en senere Slægt af Kunstmalere lovpriste deres Husflidskunst, fordi dens Mestre så ofte heldigt undgik at »efterligne« Naturen!!

Jeg deler altså ingenlunde Sir Hercules' Syn på Sagen: Han tillægger efter min Mening Primitivismen en altfor stor Rolle indenfor den moderne Kunst, og jeg er overbevist om, at Expressionisterne er nået til Primitivisme og Naivisme ad en helt anden Vej end den, han angiver. Det er atter her Naturflugten — ikke, som Read vil, Kulturflugten — der avler Forkjærlighed for den ubehjælpsomme Barne- og Bondekunst, som selvfølgelig ofte kan være præget af høj kunstnerisk Begavelse.

Når jeg ikke desto mindre her har fremdraget hans efter mit Skjøn hårtrukne og urigtige Tydning, er det, fordi hans Arbejde viser, med hvilken redelig Vilje man fra helt forskjellige Sider søger at yde Bidrag til Forståelsen af de mange ved Meningsløshed og Uskjønhed stødende Arbejder, der findes blandt de beundrede expressionistiske Kunstværker.


»BOLSCHEVIK-KUNST«.

»Bolschevik-Kunst«! Såvel på Prent som Mand og Mand imellem blev dette Ord ofte brugt af »Borgerskabet« om den nye futuristisk-kubistisk-expressionistiske Kunst — nærmest som et Ukvemsord, der skulde betegne dels dens ejendommeligt anarkiske og kaotiske Karakter, dels de nymodens Kunstneres ubændige Omvæltningstrang, deres Ringeagt for det bestående og overleverede. Nægtes kan det jo ikke, at Futuristerne var meget voldsomme i deres Udtryk og Forslag; det var deres Fører Marinetti, der opfordrede til ved Vand og Brand at tilintetgjøre Bibliotheker, Musæer og navnlig Kunstsamlinger med deres mange gammeldags, forældede Statuer og Malerier. — Alt til Ære for den nye Kunst! Et indtil Latterlighed tåbeligt Forslag, der røbede en ganske forbløffende, næsten ubegribelig Mangel på historisk Sands; men rent kunstnerisk set var det jo ingenlunde så dumt og forargeligt, som det kunstelskende Borgerskab vilde gjøre det til. For en Tid og en Slægt, der regner de futuristisk-kubistisk-dysmorphistiske Frembringelser for høj Kunst, har de store gamles Værker selvfølgelig ingen Værdi — ud over den historiske. Har man da til en Begyndelse bidt Hovedet af al historisk Sands og Syn — hvorfor da vise Skånsel overfor Renaissancens forældede Billedkunst. Dette var de 26 unge Italieneres Tankegang, og med den sammenslyngedes nationale Betragtninger og Bestræbelser: Italien havde set Renaissancen fødes; — nu da den havde tabt sin Værdi for vor Tid, skulde det også være Italienere forbeholdt »at rykke den op med Rode af selve Hjemmets Jord«. — Slige Tanker gik gjennem de unge Futuristers Hjerner, når de holdt deres natlige Møder mellem Kl. 12 og 1 i den — altid opvarmede! — 1ste Klasses Ventesal i Firenze, hvor Iltogene fra Rom og Milano mødtes. Theodor Däubler, der ligesom Guillaume Apollinaire stod Futuristerne personligt nær uden dog just at sværge til deres Fane, fortæller livligt om disse Tanker, Møder og Planer, og ikke mindre livligt om de store »Futurist-Aftener« i Teatro Verdi og i Socialistreden Prato. Det var jo ingen ringe national Opgave, de unge havde sat sig: At rykke Renaissancen op med Rode af Italiens Jord! Der måtte skarp Lud til at tvætte Lionardos, Michel Angelos og Rafaels Bedrifter ud af de romanske Hjerner, og der blev brugt skarp Lud ved disse Teatermøder, hvor Kartofler, elektriske Glødelamper, Kastanier, Grøntsager og Frugt føg Futuristerne om Ørene. — Udryddelsen af Renaissancens og andre gamle Tiders Kunstværker blev der vel intet af; men når man læser Däublers Skildring af hans italienske Ungdomsvenners Tankegang, falder der ligesom et forsonende og halvt humoristisk Skær over Forslaget. Og når Alt kommer til Alt: Udryddelse er ikke det værste, der kan times et Menneske og et Maleri. At brændes til Aske på et Kætterbål i Grønningen er alle Dage en værdigere Skæbne for Tizians Venus end at blive hængt op Side om Side med Olaf Rudes dito i en eller anden modernistisk Tribuna!

— — — — Tiderne skifte!

Alt som »de borgerlige Partier« overalt lider Nederlag på Nederlag i Kampen mod Socialdemokratiet, og alt eftersom Lenin Aar efter Aar holder Stillingen i Rusland og gjennemagiterer alle Verdensdele, er Synet på Bolschevismen blevet noget ændret. Den er — hvorledes det end slutteligt går — for Tiden en Stormagt, som det vel er værd at have til. Forbundsfælle, og mange spørger ængsteligt: Skulde den virkelig være Nutiden — Nytiden — Fremtiden?

Det ligger endvidere nær for den, der med Iver søger at trænge ind i de nyere Kunstretningers Væsen at spejde efter parallele Bevægelser på andre af Aandslivets Områder — på Videnskabens, Digtekunstens, Musikens, Politikens, Religionens Område. Skulde slige samstemmende Bevægelser kunne påvises, vilde det være yderst betydningsfuldt; det vilde være en kraftig Støtte for »den nye Kunst« og kunde pege i Retning af, at vi virkelig nu står ligeoverfor en så rodhuggende Omvæltning af hele Aandslivet, at dets nye Former ifølge Sagens Natur kun kunne forstås af en lille, særligt vidtskuende og fremsynet Skare af overlegne Aander. At slige Bevægelser findes indenfor Musik og Digtekunst, skal jeg senere komme tilbage til.

Men nu Politik!? Skulde Bolschevismen måske være Udslag af den samme sjælelige Trang, der siges at være de dysmorphistiske Kunstprodukters Kilde? Jeg har ondt ved at finde en Analogi mellem eller et fælles Grundlag for det kommunistiske Proletar-Diktatur og de nyeste Kunstretninger, som her er på Tale; heller ikke giver Futuristernes eller Expressionisternes Programmer Holdepunkter for en slig Antagelse.

Ikke desto mindre har den tydske Kunsthistoriker Otto Grautoff gjort sig til Talsmand for denne Væsensenhed i sin Bog »Formzertrümmerung und Formaufbau in der bildende Kunst«, Berlin 1919. Men for Grautoff er Bolschevismen ikke længer Blodhunden, Bøddelen, Skældsordet; — det er Hædersnavnet og for den nye Kunst Sejrsmærket, Fremtiden! Den »nye« Kunst er for ham kun et Led i »den uhyre Følelsesstrøm, der nu udgyder sig over Europa, og som vi sammenfatter under Begrebet Bolschevisme, — som vil nedrive alt Bestående og samtidigt i dunkel Længselstrang stræber hen mod en Fornyelse af Menneskeheden«.

Jeg må tilstå, at ikke føler mig overbevist af Grautoffs Fremstilling! Alt hvad der »er oppe i Tiden«, som man siger, rører han sammen i Aktivismens store Hexekedel: På Opdragelsens Område Baden Powells Spejdervæsen, på Pædagogikens Wickersdorf-Bevægelsen, i Politiken Bolschevismen; i Kunsten »Billedstormerne« og Futuristerne. »Billedstormerne« døber han den Gruppe unge tydske Kunstnere, der glatvæk afviser (ablehnen) Malerierne som Kunstværker, der ingen Existensberettigelse har; det interessanteste i Bogen er just den Samling Citater, der belyser disse unge Kunstneres Baseri mod det fra Fædrene nedarvede Maleri. Som en Prøve afskriver jeg Kurella's Udtalelse: »Dasz man diese Ausflüsse eines Ich auf viereckige Leinwandstücke etwa als Brief, als Porträt, als Bekenntniss einem Freunde schenkt, der sie sich aufhebt, wäre noch verständlich: dass man aber noch fremde Leute überredet sie sich hinzubammeln auch noch Geld dafür zu zahlen und damit zusammenzuleben, das ist eine unglaubliche Entartung«. Grautoff forbauses selv over denne »den kommende Generations Foragt for Maleriet«; men han indrangerer den dog sammen med Futuristerne i den store bolschevikiske Følelsesstrøm.

Som sagt, jeg føler mig ikke ved Grautoffs Betragtninger overbevist om, at der findes et virkeligt åndeligt Slægtskab mellem Bolschevisme og Expressionisme — end sige da mellem Bolschevisme og Dysmorphisme!

Otto Freundlich, Tegning. 1918
Otto Freundlich, Tegning. 1918

Snarere kunde man måske på helt andet Hold søge Støtte for Væsens-Slægtskabet mellem Bolschevismen og »den nye Kunst«. Jeg sigter til den Personalunion mellem Sovjet-Rusland og Expressionismen, der repræsenteres af en Række kendte, tildels store Navne i Kunst og Politik: Den kubistiske Maler Petter, hvis Soldater en Gang blev sigtede for at have myrdet Maxim Gorki, er en af de yderligstgående Bolschevikers Ledere; — Otto Freundlich tegner Vignetter til Der rote Hahn's Hefter; — at han er en fuldblods Dysmorphist vil De se af hosstående to Billeder, som jeg har valgt blandt de elleve, der smykker hans Piece om den aktive Kunst; — Lunatscharski, den berømte Grundlægger af Proletkult — Forkortelse af Institut for proletarisk Kultur — der vederlagsfrit spreder de store Forfatteres Værker i Millioner af Exemplarer over Rusland, er en af Bolschevismens Førstemænd; — og når Sovjet-Regimentets Festdage fejres, er det selve Wassily Kandinsky, det absolute Maleris Fader og Mester, der sammen med sine Elever pryder Moskwas Huse med farveprangende Kæmpelærreder.

Men heller ikke denne Samvirken har man, så vidt jeg kan se, Ret til at tyde som et Udtryk for, at Bolschevismen i Politik svarer til Expressionismen i Maler- og Billedhuggerkunst. Hvad der ligger til Grund for det Grautoffske Standpunkt er jo iøvrigt let at se; det er givet ved hans Betegnelse af Bolschevismen som »den uhyre Følelsesstrøm«, der nu udgyder sig over Europa; også Expressionismen er jo en stærkt følelsesbetonet Retning. Men selv om man går ind på den Betragtning, at her er et Berøringspunkt mellem den kunstneriske og politiske Bevægelse, så er der dog intet, der peger i Retning af den Væsensenhed, som Grautoff tager for givet. Hertil kommer desuden det afgjørende Forhold, at det i denne standende Strid ikke er den expressionistiske Kunstretning som Helhed men kun dens dysmorphistiske Strømning og Fløj, hvorom det drejer sig; man kan jo være en programtro »Expressionist« uden at deltage i den systematiserede Vrængebilled-Fabrikation, der nu tiljubles så kraftigt fra mange Sider, og som er ejendommelig for Dysmorphismen, den Retning, der har skabt sådanne Mennesker og Menneskesymboler som det S. 6 afbildede Christushoved med det atrofiske venstre Øje, den skæve Kubus på Næsen og det store Aarstal midt i Panden; — eller som den ejendommelige Skabning S. 6, af hvis to Ben det ene er krøllet, tykt og klovbærende, det andet glat, tyndt og hovbærende; medens de begge står i et umuligt Størrelsesforhold til det Sammensurium af Linier og Flader, som må formodes at være noget i Retning af det gådefulde Væsens Krop og Hoved! Disse Billeder og deres lige er det, hvorom det drejer sig — hele det af Dysmorphisterne ophobede mægtige Stof til en transscendent »ideoplastisk« Teratologi, som kun venter på sin Geoffroy Saint-Hilaire, på en Mand, der har både kunstneriske og psychiatriske Forudsætninger til at foretage det ordnende og tydende Arbejde, der allerede forlængst er gjort indenfor den naturbundne Misfoster-Lære. Disse såkaldte Kunstværker kan hverken hæves eller sænkes eller tolkes ved at knyttes til Bolschevismens Navn; men den videnskabelige Bearbejdelse af dem kan måske give Resultater af Interesse for Psychologi og Kunsthistorie; Dysmorphisterne tager imidlertid svarligen fejl, når de tror, at man kan nå til en virkelig Forståelse af deres Vrængebilleder ad anden Vej end ud fra Erfaringer, indhøstede på Psychopathologiens Område.


DADAISTISK POESI.

Medens der efter mit Skjøn ikke er en sådan Væsens-Sammenhæng mellem Expressionismen og Bolschevismen som den, Grautoff proklamerer, bliver der neppe fra sagkyndig Side — selv har jeg ingen Forstand på Sagen — rejst Tvivl om, at den Bevægelse indenfor Musiken, der betegnes ved Arnold Schönbergs Navn, danner en fuldkommen Parallel til de omstridte Strømninger indenfor de skjønne Kunster, og det samme gjælder om den Retning indenfor Digtekunsten, som er vel kjendt fra »Sturm«-Publikationerne, og som har sat sin mest ejendommelige Blomst i den dadaistiske Poesi. At slige Søsterbevægelser indenfor andre Kunstarter i høj Grad kan bidrage til at støtte den dysmorphistiske Kunst, har jeg alt omtalt; men på den anden Side kan en Digtekunst, der stammer fra Expressionisternes Lejr og har tydelige Berøringspunkter med Dysmorphismen, bære et så uomstødeligt Præg af at være Galmandsværk, at den ligefrem åbner Befolkningens Øjne også for Vrængemaleriernes psychopathiske Karaktér.

Og en sådan Kunst findes!

Man må her ikke lade sig vildlede af, at en Del yngre Lyrikere i de forskjellige Lande er Beundrere af den expressionistiske Kunst og ved alle Lejligheder — i Tidsskrifter og Blade, ved Aftenforestillinger o.s. v. — slår Følge med de modernistiske Kunstnere; deres Digte bliver ikke »expressionistiske«, fordi de på en Expressionistaften eller en Sturm-Abend står på Plakat sammen med en Lysbilledforevisning af kubistiske Malerier samt en Bække Schönbergske Kompositioner.

Der findes imidlertid en Poesi, med ganske særlige formelle Ejendommeligheder, der af Expressionisterne selv betegnes som Paralleler til visse Fremtoninger på Maleriets Område. Heinar Schilling udtaler således i sin lille Bog »Die schöne neue Kunst« 1918, at Lothar Schreyers sære, »i højeste Grad sønderrevne Ordtechnik« er et Udslag af ganske den samme psychologiske Proces, der førte Picasso til de Billeder, »i hvilke der ikke længer kunde være Tale om nogen sandseligt iagttagelig Form«. Som Exempel på denne »sønderrevne« Ordkunst citerer jeg et Par Repliker af Schreyers lille Drama »Nacht«:

Drengen siger:

Schauer
  Sein
Werden
  Rätsel
Fremd
  Offenbar.

hvortil

Pigen svarer:

Einsam
  All
Trennung
  Eins
Leere
  Fülle.

Hvis Schilling har Ret i, at denne Tale kan sammenstilles med Picassos kubistiske Fixérbilleder, så gives der, såvidt jeg kan se, også en Poesi, der på litterært Område er et nøjagtigt Sidestykke til Dysmorphismen i dens Helhed — en cubisme littéraire; som Frédéric Lefèvre døbte den i et af de Breve om »ung fransk Digtekunst«, som han sendte den »charmante lille« Dame aux violettes i Aaret 1917.

Det er iøvrigt ejendommeligt at se, at såsnart i sin Tid de futuristisk-dysmorphistiske Kunstprodukter begyndte at vække Opmærksomhed i videre Krese, prøvede nogle af vore vittigste Visemagere på at skrive Digte, der i Litteraturen skulde repræsentere samme Stil og Retning som Dysmorphisternes Arbejder på »de skjønne Kunster«s Område: Sganarel sendte i Anledning af Per Kroghs Udstilling sine vittige lyriske Vers til »Politiken«. »Politiken«s udmærkede Tegner Axel Andreasen skrev de muntre »expressionistiske Børnerim«, der Aften efter Aften glædede »Edderkoppen«s Gjæster og gjorde Lykke ved de medicinske Studenters »Dysmorfestaften« ifjor; Peter Simple skrev sit klassiske Digt »Futurisme«: »Smil ikke så aflangt du grønne Ansjos«, hvis sidste Vers indledes med de truende Ord:

Men vil Du stege Din høje Hat
Nuvel, da skal Vindfløjen falme;
Thi den, der har Børn med sin Hustrus Mand,
Får ingen Agurk på sin Palme.

Der er både Vid og Vellyd i disse Vers, og de vakte

fortjent Bifald, da de kom frem; men de taber i Interesse, når man stifter Bekjendtskab med de virkelige, alvorligt mente »expressionistiske« Digte, som de jo skulde karikere, thi mange af disse sidstnævnte Aandsprodukter må på Grund af deres uforligneligt latterlige Tåbelighed siges at være inkarikable. Nogle Exempler hentede fra Expressionismens yngste Udløber Dadaismen, der som bekendt har sit Hovedkvarter i Zürich, vil oplyse Sagen.

Picabia, Berømt Dandserinde ombord på en transatlantisk Damper.

Til at begynde med vælger jeg et Vers, hvis Forfatter er et af den expressionistiske Malerkunsts bekjendte Navne: Francis Picabia. Jeg har i min forrige Bog afbildet et af hans bekendte Malerier som Exempel på kubistiske Fixérbilleder; dets Titel var »berømt Dandserinde ombord på en transatlantisk Damper«. Jeg (og de fleste) kan ikke finde nogen Dandserinde på Maleriet. Dr. Oluf Thomsen derimod ser hende »fremstillet længst til venstre i Billedet promenerende på Dækket«. Maleren Albert Repholtz — der i hårde Ord bebrejder mig min Mangel på Forståelse af Picabias Arbejde — kan lige så lidt som jeg se den promenerende Skjønhed; men »i et sært formet gråligt Felt til venstre for Billedets Midte« »skimter« han »noget som Underkanten af nogle Balletskjørter og et Par Kvindelægge«, og han tilføjer, at »måske kan andre Dele« af den unge Dame være »anbragte andetsteds i Billedet«. Men hvad enten nu Dandserinden er der eller hun ikke er der, eller hun er repræsenteret af spredte Legemsdele og Dessous — Picabia har utvivlsomt foretaget en eller flere Amerikarejser, og på en af disse er hans Interesse blevet vakt for amerikansk Spyt; dette har inspireret ham til følgende Hymne i Tidsskriftet Dada's tredje Hæfte.

SALIVE AMÉRICAINE.

L'estomac domino mécanique
des bedaines brouillard
havarde au pas de course poussière
et subit la sécheresse du sherry en ballon.
Un radis fantastique se cabre
en tesson de bouteille
auprès de la truite téléphone.
Sur un carnet de poche Zanzibar
le nu vient sans moyens de transport.
Cela me rapelle les nœuds de eravates
seuls en Wagon.
L'escalier tousse avec le bee de gaz
mes frères!

Det lyder i ordret Oversættelse således.

AMERIKANSK SPYT.

Maven [som] en mekanisk domino
[i] de tykke Buge Taage
sludrer i Ilmarsch Støv
og lider af Sherryens Tørhed i Kugleflaske.
lån fantastisk Reddike stejler
i Form af et Flaskeskår
ved Siden af Forellen, der er en Telefon.
I en Lommebog [fra?] Zanzibar
kommer det nøgne uden Transportmidler.
Dette minder mig om Slipsesløjfer alene i en Kupé
Trappen hoster tilligemed Gasblusset mine Brødre!

Jeg tilføjer her strax efter det franske et tydsk

Prosadigt af Walter Serner, hentet fra en Anthologie Dada. »Letzte Lockerung Manifest« er dets Titel, og dets første Afsnit lyder:

LETZTE LOCKERUNG MANIFEST.

Um einen Feuerball rast eine Kotkugel, auf der Damenseidenstrümpfe verkauft und Gauguins geschätzt werden. Ein fürwahr überaus betrüblicher Aspekt, der aber immerhin ein wenig unterschiedlieh ist: Seidenstrümpfe können be—griffen werden, Gauguins nicht. (Bernheim als prestigieuser Biologe zu imaginieren.) Die tausend Kleingehirn-Rastas embêtanester Observanz, welehe erigierten Bourgeois-Zeigefingern Feuilletonspalten servieren (o pastoses Gepinkel!), um Geldflüsse zu lockern, haben dieserhalb Verwahrlosungen angerichtet, die noch heute manche Dame zu kurz kommen lassen. (Man reflektiere drei Minuten über die Psychose schlecht behandelter Optik: klinisches Symptom, primär: Unterschätzung der Seidenstrümpfe; sekundär: Verdauungsbesehwerden.)

I ordret Oversættelse:

SIDSTE LØSNELSE MANIFEST.

Rundt om en Ildkugle farer en Skarnklode, på hvilken Damesilkestrømper sælges og Gauguin'er skattes. En i Sandhed overmåde bedrøvelig Aspekt, der dog alletider er en Smule forskelligartet: Silkestrømper kan be—gribes, Gauguin'er ikke (Bernheim at imaginere som Biolog med Prestige) De truende Lillehjerne-Rastas[1] af kedsommeligste Observants, som serverer Feuilletonspalter (o farvemætte Pisseri!) for erigerede Bourgeois-Pegefingre, for at løsne Pengestrømme, har i den Anledning anrettet Forkvaklinger, som endnu den Dag idag lader mangen Dame komme til kort. (Man reflektere i tre Minuter over slet behandlet Optiks Psychose; klinisk Symptom primært: Undervurdering af Silkestrømper; sekundært: Fordøjelsesbesværligheder.)

Som tredie Exempel citerer jeg en Replik hentet fra et af Tristan Tsara forfattet lille Drama fra 1916 betitlet La première aventure céleste de M. Antipyrine.

Hr. Antipyrine siger:

porte close sans fraternité nous sommes amères fel
vire rendre scolopendre de la tour Eiffel
immense panse pense et pense pense
mécanisme sans douleur 179858555 iého bibo fibi aha
mon Dieu o mon Dieu le long du canal
la fièvre puerpérale dentelles et SO2H4

På dansk[2]:

Lukket Dør [eller hold Døren lukket] uden Broderskab vi er bitre [som] Galde [?]
I Udsigt gengive Skolopender fra Eiffeltårnet
vældig Vom tænker og tænker tænker
smertefri Mekanisme 179858555
iého bibo fibi aha
min Gud aa min Gud langs med Kanalen
Barselfeberen Kniplinger og SO2H4.

Jeg må udtrykkeligt fremhæve, at disse Exempler er typiske for denne expressionistiske Poesi, — ikke Undtagelser; jeg kunde blive ved Side op Side ned med slige Citater.

Jeg vedføjer for Fuldstændigheds Skyld et af de sex farvede Træsnit, med hvilke Marcel Janco har smykket Bogen, og skal samtidigt indskyde den Bemærkning, at det Billedmateriale, som de mig bekjendte dadaistiske Publikationer bringer, ikke væsentlig adskiller sig fra det almindelige expressionistiske; jeg kan i så Henseende henvise til Tidsskriftet »Dada«s 2det Hefte Decb. 1917 og Hefte 4—5 1919, hvor man vil finde de andetsteds fra kendte gode expressionistiske Navne: Kandinsky, Picabia, Klee og mange flere repræsenterede. En ualmindeligt fremtrædende Rolle synes mig dog en vis Art dekorative — undertiden meget smukke — Træsnit at spille, af den her (S. 26) afbildede Type; de virker imidlertid noget trættende ved den hyppige Anvendelse, navnlig når de benyttes til at gjennemillustrere en hel Digtsamling. Specifik for Dadaismen er vistnok en højst mærkelig Billedtype, som er lettere at gjengive end at beskrive, og for hvilken De her (S. 26 nederst) ser en Repræsentant; man overdriver neppe, når man betegner dem som uforstaelige for almindelige Dødelige.

Marcel Janco, Træsnit til et Drama af Tristan Tzara.

Selv om man ikke ad anden Vej kendte Dadaisternes Samhørighed med og Beundring for de dysmorphistiske Mestre, vilde man strax blive slået af det åndelige Slægtskab mellem disse Billeder og Mouvement Dada's Vers: Der er over de citerede Digte ret som en Klang af spinatgrønne kvadratiske Heste, af Mandsprofiler med ægyptiske en-face-Øjne i Tindingeregionen og af hellige Droskekuske ad modum Chagall; — det er, som var de bestemte til at reciteres i Vidunderhulen af Giersings Aladdin. Jeg tillader mig for at lette Sammenligningen at afbilde to af de her nævnte Personer: Droskekusken og Aladdin.

H. Arp, Træsnit til en Digtsamling af Tristan Tzara.

Som sagt: Analogien med de dysmorphistiske Arbejder er slående, og jeg formoder, at alle de, der er begejstrede for Dysmorphisternes Kunst, også vil føle sig åndeligt vederkvægede ved Læsningen af denne Lyrik.

Picabia, Tegning. 1919.

Så meget er vist, at Alt hvad der fra Medicineres og Kunstneres Side er sagt til Støtte for og til Anbefaling af de expressionistiske Vrængebilleder, lader sig også sige til Fordel for den dadaistiske Poesi. Overlæge Helweg kan med olympisk Ligegyldighed for hele Problemet sige: Ja, jeg forstår det ikke, og De forstår det ikke; »men Digteren må vel have haft en for Dem og mig ubegribelig Grund til at digte, som han gjør«. — Min kjære Ven K. K. K. Lundsgaard kan sige som til Nationaltidendes Interviewer: Jeg interesserer mig ganske overordentlig for disse Fænomener, og de vil sikkert sætte dybe og betydningsfulde Spor i Digtekunstens Udviklingshistorie. — Hr. Leo Svane kan sige, at Grunden til, at jeg og mine lige ikke kan henrykkes af af sådanne Digte som de ovenfor citerede, er den at vi fuldkomment mangler æsthetisk Følelse; sålidt som man kan forklare en for musikalsk Sands aldeles blottet Person, at Schuberts Sange er skjønne, sålidt kan man overbevise en Person, hvem Naturen helt har nægtet æsthetisk Følelse, om Skjønheden af de ovenfor citerede Linier angående det amerikanske Spyt, den slet behandlede Optiks Psychose samt Barselfeberen. Og Dr. Krabbe, han kan på sin Side fremhæve, at sådanne Retninger indenfor Poesien »har deres Betydning i Kunstens Udvikling«, og at »efter en vis Tids Tilvænning og Forklaring« vil også det store Publikum kunne nyde dem.

Marc Chagall, Den hellige Droskekusk.

Og måske har Dr. Krabbe Ret!

Giersing, Aladdin i Vidunderhulen.

Måske drejer det sig kun om at give Tid, så vil denne modernistiske Poesis Skjønhed gå op for os alle eller i hvert Fald for vore Efterkommere. Man har jo på dette Omrade oplevet det mærkeligste: Goethes lille Digt Was ich irrte, was ich strebte o. s. v., der står som Motto på Oehlenschlägers Ungdomsdigte, blev ved sin Fremkomst reduceret in absurdum af en forarget Kritiker — jeg mindes ikke hans Navn —; nu finder vi disse Småvers fulde af Aand og Ynde. Måske vil allerede efter en halv Snes Aars »Tilvænning og Forklaring« Slutningslinierne i Walter Serners ovenfor citerede Manifest give Gjenklang i unge tydske Pigers Sind:

Eine Vizekönigin ist ein Fauteuil. Weltanschauungen sind Vokabelmischungen. Ein Hund ist eine Hängematte. L'art est mort. Vive Dada!

Og måske vil franske Ynglinges Hjerter banke højt af Skjønhedsglæde, når de — efter behørig »Tilvænning« — nynner Slutningsstroferne i et af Ribemont Dessaignes nyeste Digte (Novb. 1919):

J'ai eu le genou mangé par un pélican et le foie lèché par des oìseaux-mouches
Mozambique
Votre nombril sent la ballade de Chopin.

det er udlagt:

Jeg har fået mit Knæ spist af en Pelikan og min Lever slikket af Flue-Fugle
Mozambik
Eders Navle lugter af Chopins Ballade.

Måske! — men jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, at Forspringshypothesen klarer Sagen; vi står atter overfor Spørgsmålet: Svindel eller Sygdom? Kjendte man ikke Dysmorphist-Bevægelsen, vilde man ikke et Øjeblik være i Tvivl; man vilde betragte slige Vers som nogle lystige Spasmageres muntre Forsøg på at føre Filistrene bag Lyset; men når man sér, hvad der på de skjønne Vrængekunsters Område nu for Tiden bydes under ansete Kunstneres Beskyttelse og Lovord, så tør man ikke uden videre afvise den Tydning, at man her har med Psychopathers alvorligt mente kunstneriske Bestræbelser at gjøre. Skulde dette være Tilfælde, da er denne Bevægelses Aarsagsforhold og Pathogenese ingenlunde så let forståelig som Dysmorphismens, og den fortjener i høj Grad psychiatrisk Undersøgelse. Måske fortjener den også en særlig Betegnelse. Så sent som 1904 fandt Síkorski det nødvendigt at opstille et hidtil upaaagtet, klinisk Sindssygdomsbillede på Grundlag af russiske Psychopathers (Tibeau-Brignol, Simonowitsch, Lukaschewitsch, Martinow, Lednew) videnskabelige litterære Arbejder. ̈́Idiophrenia paranoides kaldte han Sygdommen; om den kan, og i hvor stor Udstrækning den kan paralleliseres med den Psychopathi, af hvilken de ovenfor citerede expressionistiske Poesier er et Udslag, drister jeg mig ikke til at udtale mig om. At Sikorski allerede for 15 Aar siden var klar over, at på dette Punkt et interessant psychiatrisk Problem med Tiden vilde komme til at foreligge, fremgår af Slutningsordene i hans Afhandling: »Eine nicht geringe Bedeutung muss auch dieser Krankheit beigelegt werden wegen ihrer nahen Verwandtschaft mit den neuen Strömungen in der Literatur und der Kunst, die als Decadenz und Symbolismus bekannt sind. Ein erfolgreiches Studium dieser degenerativen Strömungen, die immer mehr an Boden gewinnen, ist nur unter Bezugnahme der ins Gebiet der Psychiatrie gehörenden Vorbilder möglich«.

Måske vil mange af den dysmorphistiske Billedkunsts Venner også høste Skønhedsglæde ved Læsningen af den dadaistiske Poesi; men denne vil i det Hele og Store komme til at spille en anden og vigtigere Rolle. Den vil virke i Folkeoplysningens Tjeneste: Ved sin udpræget vanvittige Karaktér vil den virke skræmmende og vækkende på kunstelskende Krese og bringe dem til at forstå, hvor Expressionisternes malede og modellerede Misdannelser høre hen. Jo mere man låner Øre til Dadaisternes Sang og Tale, desto hurtigere vil man indse, at den dysmorphistiske Billedkunst er et Vanskud på Kunstens Træ, en sygelig Fremtoning.

TUNGETALE.

I en lille Artikel i »Tilskueren« for 1919 siger Dr. Oluf Thomsen mig en Kompliment for min Lærdom på de epidemiske Psychosers Område; men han tilføjer lidt spydigt, at det meste af, hvad jeg skriver desangående intet har med den omstridte Sag at gjøre. Han har heri ganske Uret; thi jo flere videnskabelige, religiøse, kunstneriske, politiske Udskejelser der kan påvises som Paralleler til Dysmorphismen på Maleriets og Skulpturens Område, og jo flere af dem Videnskaben allerede har stemplet som sygelige — desto sandsynligere bliver Rigtigheden af min Tydning. Men selvfølgeligt: De, der ikke vil se Flagellanttog, Børnekorstog og Tarantisme under Synspunktet af noget psychisk abnormt, vil heller ikke kunne gå ind på at betragte Dysmorphismen som et sygeligt Phænomen.

Imidlertid kan en Sammenstilling af analoge Sjælstilstande — hvad enten man indregistrerer dem på den ene eller den anden Side af den vage Grænse mellem Sundhed og Sygdom — kun bidrage til at vejlede Publikum til det rette Syn på og Forståelse af de dysmorphistiske Aandsprodukter, og jeg skal derfor her nærmere omtale en ejendommelig Fremtoning, på hvilken en af mine norske Anmeldere, der vistnok i Hovedsagen deler mit Syn, Dr. F. G. Gade med Rette har henledet min Opmærksomhed; jeg må tilstå, at jeg helt havde glemt den, hvad der er så meget uheldigere, som just den frembyder et slående Analogon til den dysmorphistiske Kunstbegejstring. Det er den såkaldte Tungetale. Glossolalien, hvorom det drejer sig. Ikke Pintsemiraklets så meget omstridte Talen »i andre Tungemål«, som nævnes i Apostlenes Gjerninger; men den gode, gamle, ægte »korinthiske« Tungetale, som den ældste kristne Menighed tog i Arv fra Hedenskahen og gav i Arv til Montanister, Camisarder, Irvingianere og mange llere; — den som Paulus skriver om i det første Brev til Korinthierne XIV med ydmyg Tak til Gud for Nådegaven, men tillige med klog Ængstelse for de Farer, den rummer: »Jeg takker Gud for, at jeg mere end I taler i Tunger. Men i en Menighed vil jeg heller tale ti Ord med min Fornuft, for at jeg ogsa kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger« (XIV 18—19). »Dersom nogen taler i Tunger, da være det to eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!« (XIV 27—28). De ser, med hvilken Skepsis og Varsomhed Paulus omgjærder Tungetalen!

Denne er jo just i de sidste Aar atter kommet i Forgrunden gjennem Pintsebevægelsen. For »Pintsefolket«, de »pintsevakte« har Tungetalen særlig Betydning som Vidnesbyrd, som Vidnesbyrd om, at de »har modtaget den Helligånd«, at de — som de siger — ikke »kun er døbte med Johannes' Dåb« men »i Ild og Aand«.

Selv har jeg endnu aldrig hørt Tungetale, og nogen videnskabelig fonografisk Bearbejdelse af Tungetalen findes neppe; af let forståelige Grunde; vor lærdeste Fonetiker véd i hvert Fald intet derom; heller ikke har jeg kunnet opspore Tungetale, nedskreven således som den lyder. At det ikke drejer sig om et bestemt kendt Sprog. kan anses for sikkert. Der går vel Rygter om, at Tungetalere pludseligt har givet sig til at tale et eller andet fremmed Sprog — Spansk, Kinesisk, Finsk, Hebraisk — som de aldrig har lært eller hørt tale; pålidelige Iagttagelser herom foreligger imidlertid ikke; Tungetalen er sikkert kun en Række af Lyde eller Stavelser, der for normale Menneskers Øren ikke giver nogen som helst Mening. Dette bekræftes ogsa af et ejendommeligt Aktstykke, som De her ser afbildet, og som

Tungetale, nedskrevet af en pintsevakt Mand.

er foræret mig af Fru Anna Larsen Bjørner, hvem jeg også skylder Tak for Lån af Litteratur og for Oplysninger af forskellig Art om Tungetale. Det drejer sig om et Papir, på hvilket Tungetale er nedskrevet med særlige Tegn af en pintsevakt Mand, der havde fået Tungetalegaven i 1906 under den store Vækkelse i los Angelos, og som angav, at han senere som særlig Nådegave af Gud havde faaet Evnen til at nedskrive sit Tungetalesprog. Han forstår selv hverken det Sprog, han taler, eller hvad han skriver »drevet af den Helligånd«, men har ikke desto mindre »stor Opbyggelse« deraf. Jeg har anmodet Vilhelm Thomsen om godhedsfuldt at undersøge det nedskrevne, af hvilket De her (S. 33) ser et Brudstykke afbildet i noget større Format, og han har erklæret, at der her ikke foreligger noget kjendt Alphabet. Vi står da utvivlsomt her ligeoverfor en sygelig Fremtoning: Den glossolale Extase, der synes at kunne forekomme hos Personer, der — i hvert Fald for en overfladisk Undersøgelse — ingen andre nervøse Symptomer frembyder; En glossolal Dame meddeler mig, at hun aldrig havde talt med Tunger, førend hun en Gang lå i en hed Bøn; under denne indfandt Tungetalen sig ganske naturligt i Fortsættelse af Bønnen. En anden

Tungetale, nedskrevet af en pintsevakt Mand.

angiver, at hun ganske uden prodromale Symptomer undertiden dog efter at der er gået »som et elektrisk stød« gjennemn hendes Legeme, kan begynde at tale i Tunger, bedst som hun sidder i Stuen alene med sit Handarbejde. Læser man Mrs. Woodworth-Etters udførlige Beretning om hendes sejrrige Missionstog gjennem Landene, finder man atter og atter meddelt, at i nogle af Møderne Deltagerne talte i Tunger, som var det den naturligste Ting af Verden. Men ingenlunde altid nås Tungetale-Evnen så let! P. Paul har i Tidsskriftet »Die Heiligung« for 1907 givet en nøjagtig og detailleret Beskrivelse af de talrige nervøse Symptomer; under hvilke han selv og en troende Kvinde i Løbet af længere Tid, lidt efter lidt opnåede Evnen til at tale med Tunger. Der var uvilkårlige Bevægelser af Underkæbe, Tunge og Læber, globulus hystericus, Kulderystelser, Sittren af Hænder og Arme, uvilkårlige Svingninger af hele Legemet, Henrykkelsesfølelse, Hørelseshallucinationer (»himmelsk Musik«) Afmagtsfornemmelse, Hensynken i en Ubevægeligheds- — undertiden ogsa Bevidstløsheds-Tilstand af Timers Varighed o. s. fr.

Men hvad enten Glossolalien indfinder sig med eller tiden nervøse Symptomer af anden Art, så er den et psyschopathisk Fænomen. Ligeoverfor dette Selskabs Medlemmer er det overflødigt, men af Hensyn til eventuelle andre Læsere af mit Foredrag er det måske hensigtsmæssigt at gjøre opmærksom pä, at der intet »nedsættende« eller hånende er i Betegnelsen af den glossolale Extase som sygelig, lige så lidt som der heri ligger nogen Miskjendelse af dens Betydning, dens rent personlige Betydning for de Troendes Skare. For mangen en Mand eller Kvinde er Tungetalen maske — just som den formentlige Nådegave — det, der mere end noget andet bidrager til at gjøre dem Livet i denne forbandede Verden lykkeligt eller blot tåleligt: men Retten til at betegne denne pneumatiske Extase som psychopathisk må vi hævde! Og Psychiatrikerne vil måske heller ikke være altfor gesvindte til at afvise Glossolalien som en dem uvedkommende physiologisk Proces, da dens Modstykke, Djævlebesættelsen forlængst er anerkjendt som en sygelig Fremtoning. Jeg kjender ikke nok til den mægtige Glossolali-Litteratur til at kunne angive, når denne Analogi mellem Tungetale og Djævlebesættelse først blev anerkjendt fra theologisk Side; men Forfattere fra Midten af forrige Aarhundrede — f. Ex. Olshausen, David Schulz og Hilgenfeld — gjør udtrykkeligt opmærksom pa dette Forhold: I det ene Tilfælde er det onde Aander eller deres Archont, selve Den Onde, der »besætter« Patienten og hos ham fremkalder en Række hæslige og pinefulde Symptomer; i det andet Tilfælde er det den Helligånd, der tager Mennesket i Besiddelse og skænker ham den »til den stærkeste Enthusiasme forhøjede« religiøse Lykkefølelse, som de pintsevakte altid taler og skriver om. På dette Punkt kan Pathologen og Theologen sikkert slå Følge, hvor forskjelligt end den troendes og den vantros Grundsyn er på Forholdet. Charcot og Richer, de to berømte Forfattere af »les démoniaques dans l'art« (1889) vilde sikkert billige denne Opfattelse af Glossolalien, og jeg kan ikke tro, at Djævlebesættelsen under Psychiatriens Fremskridt i de sidste 30 Aar er blevet flyttet indenfor det menneskelige Sjælelivs »physiologiske Variationsbredde«.

Gade har sikkert Ret i, at Glossolalien er et af de psychopathiske Fænomener, der bør kjendes og nævnes som Parallel til den modernistiske Kunstnerhysteri, og som kan hjælpe os til Forståelse af Dysmorphismens Væsen.




Sluttelig kun nogle Ord i Tilknytning til Glossolalien! Den moderne Lyrik er jo ofte såre dunkel og tungt tilegnelig både for unge og gamle, til Tider ligefrem uforståelig; jeg nævner exempelvis Mestre som Mallarmé i Frankrig, Stephan George i Tyskland, Sophus Clausen i Danmark. En Nutidslyriker, der kan give en Hjerne fra Fyrrerne nok at bestille, er også Christian Morgenstern. Da jeg nylig gjennembladede en af hans Bøger, stødte på Digtet

DAS GROSZE LALULA.

Kroklokwafzi? Semememi!
Seiokrontro — prafriplo:
Bifzi, bafzi; hulalemi:
quasti basti bo …
Lalu lalu lalu lalu la!

Hontraruru miromente
zasku zes rü rü?

Entepente, leiolente
klekwapufzi lü?
Lalu lalu lalu lalu la!

Simarar kos malzipempu
silzuzankunkrei (;)!
Marjomar dos: Quempu Lempu
Siri Suri Sei []!
Lalu lalu lalu lalu la!

Det er sikkert en Spøg. Den for tidligt afdøde unge Digter var jo en stor Spasmager; det er sikkert en Spøg, en Lyd-Spøg, en Vellyd-Spøg, om man vil: ligesom hans Fiskens natlige Sang er en Spøg. Den lyder, således som Billedet viser:


‿ ‿
­— — —
‿ ‿ ‿ ‿
­­— — —
‿ ‿ ‿ ‿
­— — —
‿ ‿ ‿ ‿
­— — —
‿ ‿ ‿ ‿
­­— — —
‿ ‿

Eller — for at tage et vel kjendt Exempel fra vor egen Litteratur, ligesom sidste Vers i Jens Baggesens muntre Tranquebarvise; efterat han i næstsidste Vers har lovprist Billardspillet på Kjærlighedens Bekostning, slutter han Sangen med disse Ord:

Ski-olski, dolski, o-podol-ski!
  Podolski-o-sio, podol, skio:
Basiopo, dolski-o-basi!

  Op emmebasi o podol skio!
Lemme basio podolski, lemme,
Klemme basio podolski, klemme —
    Ba-sio-po!

Men bedst som jeg sad og grublede over Morgensterns mystiske Stropher, faldt det mig ind: Sæt, at det var Digterens Alvor, — hans ramme Alvor! Sæt at han var blevet glossolal! At det var Verdensånden, der gjennem hans forkrænkelige og afmægtige Legeme talte umiddelbart til os! Hvis det skulde forholde sig således, så tror jeg nok, at det — efter Theologernes Sigende — højere og bedre Charisma blev mig givet, at kunne tyde det ukjendte Tungemål. Og ud af das grosse Lalula vilde jeg da læse et Forsvar for den »nye« Kunst, og jeg vilde oversætte det ved de fire Linier, som Christian Morgenstern selv har sat som Motto foran sine Galgenlieder:

Lasz die Moleküle rasen,
was sie auch zusammenknobeln!
Lasz das Tüfteln, lasz das Hobeln,
heilig halte die Ekstasen.

Lad Molekylerne rase og hold Extaserne hellige! Således som jeg forstår disse Ord, kan de tjene som et Forsvarsprogram for den moderne Vrænge-Kunst, — det eneste værdige, det eneste mulige Forsvarsprogram; forståeligt for Venner og Fjender, frit for de Fanatismens Laster, der præger så mange af de »moderne« Kunstneres dumme Forsvar for Dysmorphismen. »Lad Molekylerne rase!« Ja det er lige hårdt nok for en Mand, der i over et halvt Aarhundrede som Patholog og som Læge har beskæftiget sig med at studere og bekæmpe Molekylernes Rasen at skulle stå taus og uvirksom og se til. Men er man først klar over, at det ved Retningen i Malerkunst og Poesi som Dysmorphismen og Dadaismen drejer sig om en virkelig sygelig Rasen, en Rabies, så er det maske bedst at lade den rase — des hurtigere raser den ud. Vi skal snart høre, at det går ynkeligt tilbage for Maleriets Dysmorphister i de skjønne Kunsters Hovedkvarter, Paris. Og hvad det næste Punkt angår: »Hold Extaserne hellige!«, da forstår måske Digteren og Pathologen det hver på sin Måde. Jeg forstår det som en spinozistisk Formaning til først og fremmest at søge at forstå den enkelte Extase gjennem videnskabelig Undersøgelse: til ikke at lade sig forarge af dens Dårskab, hidse af dens Skadelighed, vildlede af dens Latterlighed, dåre af dens Skjønhed, narre af dens Mystik, forbløffe af dens Magt men studere den også gjennem Sammenligning med andre analoge, måske letfatteligere, Fremtoninger på Aandslivets Område, således som jeg her f. Ex. har gjort det med Glossolalien. Tungetalerens Ord er, hvad enten de udsiges eller nedskrives, ganske blottede for Mening, ganske lige så uhjælpeligt meningsløse som den Picassos kvindelige Student, jeg før foreviste; men til Trods derfor »holder vi hans Extase hellig«, d. v. s. vi tror ham foreløbigt på hans Ord, når han forsikkrer os om, at de for ham selv uforståelige Stavelser og Skrifttegn er ham til Trøst og Husvalelse, vi mærker os Kendsgjerningen og søger derpå ad alle Veje — gjennem psychologisk Analyse og neurologisk Undersøgelse ikke mindre end gjennem sammenlignende religionshistoriske Studier og gjennem Forsøg på ad autosuggestiv Vej, om også kun momentant, at sætte os ind i den glossolales Sindsstemning og Tankegang — vi søger, siger jeg, at anvise Tungetalen dens »Plads i Systemet«; idet vi selvfølgelig stadigt har Opmærksomheden henvendt på Muligheden af Simulation og Psychose. Thi Helligholdelsen berøver os ikke Retten til at betragte Glossolalien som en sygelig Fremtoning.

Og på samme Måde må vi have Ret til at undersøge, om ikke mange af de Gåder, der er knyttede til Dysmorphisternes Digte- og Malerkunst, bedst og simplest løses, når man betragter Kunstværkerne som Udtryk for sygelige Sindstilstande.

Så meget er i hvert Fald vist: Vi bør hverken af de ældre Maleres mildest talt ufattelige Svaghed og Taushed, eller af de unge Kunstneres Sigtelser og Ukvemsord, ja end ikke af Psychiatrikernes Doctrinarisme lade os forlede til på Forhånd at betragte de dysmorphistiske Aandsprodukter, som Udslag af et normalt Sjæleliv.

Og mærkelig doktrinært synes mig f. Ex. Dr. Helweg at være optrådt i denne Sag i Modsætning til Dr. Einar Brünniche: denne tager vel ligesom hans to Special- Kolleger, Helweg og Krabbe, Afstand fra mig og mener, at jeg altfor hastigt har besvaret Spørgsmålet om Dysmorphismens sygelige Natur bekræftende; men han indrømmer dog Berettigelsen, ja Naturligheden af et sådant Spørgsmål overfor en Kunstretning, der »giver sig så barokke Udslag«. Doktrinært synes jeg ogsa, at Overlæge Helweg stiller sig med Hensyn til Spørgsmålet om, hvorvidt Koprophagien kan siges at være foreneligt med et normalt Sjæleliv; men herpa bliver det for vidtløftigt at komme ind i denne Sammenhæng.

Derimod må jeg have Lov lil at protestere imod, at mit Forslag om at finde et passende Ord til at betegne det brede forviskede Grænsegebet mellem sindssygt i snevrere Forstand og sindssundt kaldes for et »Tilbagetog«, en »Retraitestilling«: det hele drejer sig her om et terminologisk Spørgsmål. Når Psychiatrikerne er enige om, at på »Sindssygen«s Område hører kun de Personer hjemme, der har en »kendt«  Sindssygdomsform, en »bestemt« Sindssygdom, en Sindssygdom »i snevrere Forstand«, så vilde det være heldigt at have et godt og betegnende Navn for alle de mange psychopathiske Tilstande og Psychopather, som vi altså ikke tør kalde »sindssyge«, men som er så syge på Sjælen, ligger så langt udenfor den »physiologiske Variationsbredde«, at vi under ingen Omstændigheder kan optage dem i de normale Menneskers Lejr.

Et sådant Grænsegebet findes jo faktisk, og hvis nogen vilde forsøge at afskaffe det, vilde det nuværende Tidspunkt være såre uheldigt valgt; thi vor Klode har vist aldrig nogensinde huset så mange Mellemformer mellem Sindssygdom og Sindssundhed som just nu efter Verdenskrigen, under hvilken Soldaternes Sindssygdomme både i videre og i snevrere Forstand har været Gjenstand for en særligt storstilet og systematisk Undersøgelse. I sin Bog om Krigspsychoserne skriver Jean Lépine: Endnu har jeg ingensinde gjennem så stort et Antal Exempler kunnet studere Mellemtilstanden mellem Fornuft og Galskab (entre la raison et la folie), den uhyre og vagt begrænsede Zone, i hvilken Hjernevirksomheden er forstyrret, uden at Fremtiden er ubodeligt kompromitteret; og han slutter Indledningen til sin Bog med disse Ord: »Vi skal nu se Krigens Ofre defilere forbi, Mænd med såret Hjerne, overanstrængte og trætte, hvis Psychologi, om den skulde beskrives, snarere vilde kræve en Kunstners end en Læges Pen, thi de er for største Delen vedblevet med at tænke, at lide, at drømme efter den menneskelige Naturs normale Regler«. I denne Gruppe vil man i hvert Fald ikke kunne nægte Dysmorphister og Dadaister Hjemstedsret. Lad være at de tænker, lider og drømmer som sunde Mennesker; — de maler og de digter som sindssyge!

Nu synes jeg forresten, at Øjeblikket er kommet for De Fjorten kunstkritiske Spidser her hjemme til atter at gribe ind. Efterretningerne fra Paris lyder meget ugunstigt for Dysmorphismen:

En Korrespondance fra Paris til det sydsvenske Dagblad om Forårets Kunstudstillinger i 1919 indledes med følgende Ord: »Man kan roligt sige, at Krigen har dræbt Bolschevikkunsten. Herovre har nu Kubist- og Futuristprofessorerne aldrig haft noget Marked; deres Produkter var beregnede på Export til Lande, hvor alt nyt fra Paris beundredes; deres Theorier er nu glemte, og i en Sal i Hôtel des ventes, hvor kun Ragelse er til Udsalg, bortsælges undertiden metervis Resterne af det, som engang på Independenternes Salon slog Publikum med Forfærdelse — til fattige Kunstnere, som ikke har Raad til at kjøbe de nye og dyre Lærreder men må nøjes med at male på gamle«.

Denne Meddelelse om, at den futuristisk-kubistiske Farsot i Paris er ebbet ud, bekræftes fra mange Sider, ikke blot af Journalister men også af Kunstnere og Kunsthistorikere. I Anledning af Hr. Thorkild Henningsens Udstilling af moderne fransk Malerkunst skriver således Vilhelm Wanscher: »Det viser sig, at Kunstnerne er vendte tilbage fra Kubismens Experimenter til den mere naturlige Malemåde«.

I en Artikel betitlet »Le Blanc et le Noir« i Tidsskriftet »La renaissance de l'art francaise« sammenstiller Arsène Alexandre på en drastisk Måde sex af de for Tiden så beundrede Negerskulpturer med sex af den hvide Races Mesterværker; — han lovpriser derefter den moderne Kunsthandler, der ikke som hin Lafontaineske Figur, er en Galmand, der sælger Visdom, men som tvertimod er en Vismand, der sælger Galskab — og tilmed tager den godt betalt under denne »joli mouvement de déliquesence, dont nous voyons aujourd' hui l'aboutissement«; — aboutissement! — det dobbelttydige Ord er vel valgt! — Sigurd Schulz citerer i »Ill. Tidende« selve Salto som skriver: »Naturalismen holder igjen sit indtog; men nu pa kunstnerisk sikkert Grundlag«; og Rygtet om Naturflugtens sørgelige Fiasco er nået til Tydskland: »Man sagt, Picasso male heute wie Ingres«; det er Hausensteins Ord i hans Bog om Expressionismen fra 1919! Endnu et Vidnesbyrd fra Expressionisternes egen Lejr skal jeg nævne: Gösta Sandels, den unge svenske Kunstner, der fik et så

»Hvidt og Sort«, sammenstillet af Arsène Alexandre.

sørgeligt Endeligt i Spanien, og som selv tilhørte de modernes venstre Fløj, skriver kort før sin Død efter et Foraarsbesøg i Paris til sin Ven og Mæcen Konrad Pinæus, at han »har den uppfatningen, at en återgång till naturalismen (med modification) er i görningen,« og han tilføjer de betegnende Ord: »Efter alla dessa konvulsioner undrar man inte på, at enda räddningen för många är moder jord«. Efter slige Vidnesbyrd fra fransk, tydsk, svensk og dansk Side er der neppe Grund til at tvivle om, at disse Kunstens »Konvulsionære« allerede har ophørt at spille en nævneværdig Rolle i den parisiske Kunstverden — hvor lystigt de end trives og huserer i andre Lande.

Derfor burde nu De Fjorten — eventuelt med Bistand af Foreningen for moderne Kunst — gjennem et eller andet Telegrambureau sende en fransk Oversættelse af deres Manifest til Pariserbladene for at dæmme op mod den atter fremtrængende ancienne peinture. Det mærkelige Aktstykke med den intetsigende Text og de meget sigende Underskrifter, gjennem hvilke højt ansete Repræsentanter for Kunstakademi, Universitet, Kunsthistorie og Musæumsvæsen stillede Dysmorphisterne og deres Værker under »Autoriteternes« mægtige og intimiderende Protektion, bør foreligge på et Verdenssprog!

Men der må iles dermed! Ellers vil altfor snart Vilhelm Wanschers' uhyggelige Spådom fra »Politiken«s Kronik gå i Opfyldelse: »Efterhaanden« vil »Værdighed og Skønhed atter (!) blive Værdier, vi regner med i Kunsten

Der må iles dermed! Det yngste franske Kunstnerkuld er allerede begyndt — ligesom fordum deres verdensberømte photographistiske Ahner, Klassikerne og Romantikerne — at interessere sig for Studiet af Naturen. Ak ja: Naturen!

Hun kommer dog igjen den Hex,
til vi fra Jorden flytte!

Det var disse supplerende Bemærkninger og Billeder — eller måske snarere Billeder og Bemærkninger, som jeg gjerne vilde knytte til min Bog om Dysmorphismen.




  1. Forkortelse af »rastaquouère« ɔ: parvenu, chevalier d'industrie.
  2. Jeg takker mine Kolleger Professorerne Sandfeld og Sarauw for elskværdig Hjælpe med Oversættelsen af disse sære Poesier.