Trosartikler (Metodistiske)
Artikel I - Om troen på den Hellige Treenighed Der er kun en levende og sand Gud, evig, uden legeme eller legemsdele, af uendelig magt, visdom og godhed; skaberen og opretholderen af alle ting, både de synlige og usynlige. Og i enheden af denne guddom er der tre personer, af samme væsen, magt og evighed -Faderen, Sønnen og Helligånden.
Artikel II - Om Ordet, eller Guds Søn, der blev sandt Menneske Sønnen, som er Ordet fra Faderen, den sande og evige Gud, af samme væsen som Faderen, tog menneskeskikkelse i den hellige jomfrus liv, således at to hele og perfekte naturer, det vil sige, guddommen og manddommen, blev sluttet sammen i én person, for aldrig at blive opdelt; hvorfor det er én Kristus, sand Gud og helt menneske, der virkelig led, blev korsfæstet, døde og blev begravet, for at forsone sin Fader med os, og for at være et offer, ikke kun for den oprindelige skyld, men også for menneskets personlige synder.
Artikel III- Om Kristi opstandelse Kristus er virkelig opstået fra de døde, og iklædte sig igen sit legeme, med alle de ting, der henhører til menneskets natur, hvorefter han for op til himlen, og sidder der indtil han vender tilbage for at dømme alle mennesker på den yderste dag.
Artikel IV - Om Helligånden Helligånden, der kommer fra Faderen og Sønnen, er af samme væsen, majestæt og herlighed som Faderen og Sønnen, sand og evig Gud.
Artikel V - Om tilstrækkeligheden af de hellige skrifter for Frelsen Den Hellige Skrift indeholder alle ting, der er nødvendige for frelse; derfor skal det, der overhovedet ikke læse deri og ej heller kan bevises derved, ikke kræves af noget menneske, så det skal tros på som en trosartikel, eller regnes påkrævet eller nødvendigt for frelse. Under navnet Den Hellige Skrift anerkender vi de kanoniske bøger i Det gamle og Det nye Testamente, hvis myndighed aldrig er blevet betvivlet i kirken. Navnene på de kanoniske bøger er:
De fem Mosebøger, Josua, Dommerne, Ruth, de to Samuelsbøger, de to Kongebøger, de to Krønikebøger, Ezras bog, Nehemias bog, Esters bog, Jobs bog, Salmerne, Ordsprogene, Prædikerens bog, Solomos højsang, de fire store profeter, de tolv små profeter.
Alle bøgerne i Det Nye Testamente, som de er almindeligt anerkendt, anerkender vi og regner for kanoniske.
Artikel VI - Om Det Gamle Testamente Det Gamle Testamente er ikke i strid med den nye, for både i Det gamle og Det nye Testamente tilbydes menneskeheden evigt liv ved Kristus, der er den eneste Mægler mellem Gud og mennesket, som værende både Gud og menneske. Derfor skal de ikke høres, som hævder, at de gamle fædre kun så forbigående løfter. Selv om loven givet fra Gud ved Moses som vedkommende, skal ceremonier og ritualer ikke binder de kristne, ej heller behøver de civile forskrifter heri nødvendigvis blive indarbejdet i verdslig lovgivning; ingen kristne er dog fri for lydighed mod bud som kaldes moralske.
Artikel VII - Om Original eller Arvet Synd Arvesynd består ikke i efterfølgelse af Adam (som pelagianerne forgæves hævder), men det er en korruption af ethvert menneskes natur, som nedarves ved naturlig undfangelse hos Adams efterkommere, hvor mennesket er meget langt væk fra den originale retfærdighed, og af sin egen natur hælder til det onde, og forsat er det [Jesus er ikke undfanget på naturlig vis og er derfor ikke besmittet af arvesynden].
Artikel VIII - Om den Fri vilje Menneskets tilstand efter Adams fald er sådan, at han ikke kan omvende og forberede sig, ved sin egen naturlige styrke og gerninger, til tro på og påkaldelse af Gud, hvorfor vi ikke er i stand til at gøre gode gerninger, behagelige og acceptable for Gud , uden Guds nåde til os ved Kristus, der forekommer os [er kommet os i forkøbet], så vi kan have en god vilje, og som arbejde sammen med os, når vi har dem gode vilje.
Artikel IX - Om menneskets retfærdiggørelse Vi er kun regnet retfærdige for Gud pga. vor Herre og Frelser Jesu Kristi fortjeneste, ved troen [alene], og ikke pga. vore egne gerninger eller fortjenester. Derfor er, det at vi retfærdiggøres ved troen alene, en meget fuldkommen lære, som er fyldt med megen trøst.
Artikel X - Om Gode Gerninger Selv om gode gerninger, som er frugten af tro, og følge af retfærdiggørelsen, ikke kan fjerne vores synder, og modstå påtrængenheden af Guds dom, er de dog glædelige og acceptable for Gud i Kristus, og udspringer af en ægte og levende tro, endog så meget at på dem kan en levende tro kendes lige så tydeligt, som et træ er kendes på sin frugt.
Artikel XI - Om Supererogative Gerninger Frivillige gerninger - højerer, udover eller ved siden af Guds befalinger - som de kalder supererogative gerninger, kan ikke undervises uden arrogance og manglende pietet. For ved dem erklærer mennesker, at de ikke kun gør så meget for Gud som de er forpligtet til at gøre, men at de gør mere for hans skyld end af bunden pligt er nødvendig; eftersom Kristus siger klart: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere[, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre (Luk. 17,10)].«
Artikel XII - Om Synd Efter Retfærdigggørelsen Ikke enhver synd der med vilje begås efter retfærdiggørelsen er synd mod Helligånden og [dermed] utilgivelig. Derfor skal tilsigelsen af syndsforladelse ikke nægtes den, som falder i synd efter retfærdiggørelsem. Efter vi har modtaget Helligånden, kan vi forlade den givne nåde og falde i synd, og ved Guds nåde, rejse os igen og ændre vores liv. Og derfor skal de fordømmes, der siger, de kan ikke mere kan synde, så længe de lever her, eller nægter tilgivelsens mulighed for som virkelig angrer.
Artikel XIII - Om Kirken Den synlige kirke i Kristus er en menighed af troende mennesker, hvor Guds det rene ord prædikes, og sakramenterne behørigt forvaltes efter Kristi forordning, i alle de ting, som af nødvendighed er redskaber herfor [usikker oversættelse].
Artikel XIV - Om skærsilden Den Romerske lære om skærsilden, aflad samt tilbedelse og ophøjelse, såvel af billeder som af relikvier, og også påkaldelse af helgener, er et forfængeligt påhit, der forgæves er opfundet, og den har ingen begrundelse i Guds ord, men er i strid med hermed.
Artikel XV - Om at tale et sprog i menigheden som folk forstår Det er klart frastødende mod Guds ord, og praksis i den enkle kirke, at have offentlig bøn i kirken, eller forvalte sakramenter i en sprog, der ikke forstås af menigheden [; vedrørende den latine messe, ikke tungetale ved Helligånden].
Artikel XVI - Om Sakramenter Sakramenter forordnet af Kristus er ikke kun mærkater eller udtryk for kristne menneskers praksis, men de er sikre tegn på nåden og Guds gode vilje over for os, ved hvilke han arbejder usynligt i os, og ikke blot fremskynder, men også styrke og bekræfter vores tro på ham.
Der er to Sakramenter ordineret af Kristus vor Herre i Evangeliet; det vil sige, Dåb og Herrens Nadver.
Disse fem, der normalt kaldes sakramenter, det vil sige, konfirmation, bodsøvelse, ordener, ægteskab, og den sidste olie, skal ikke regnes for evangeliske sakramenter, og de er delvis vokset ud af korrupte efterfølgelse af apostlene, og dels er forhold i livet, der er tilladt i Skriften, men dog ikke har samme karakter som Dåb og Herrens Nadver, fordi de ikke har nogen synlige tegn eller ceremonier forordnet af Gud.
Sakramenter blev ikke forordnet af Kristus at være til beskuelse, eller blot for at fbææres rundt, men for at vi lydigt skulle bruge dem. Og på den måde er set kun dem, der værdigt modtage dem, der får en fyldestgørende virkning eller værk, men de, der modtager dem uværdigt, bringer sig selv fordømmelse, som St. Paulus siger.
Artikel XVII - Om Dåben Dåben er ikke blot et praksistegn og et forskelsmærke, hvorved de kristne adskiller sig fra andre, der ikke er døbt, men det er også et tegn på genfødelse eller det nye fødslen. Dåb af små børn, skal bevares i kirken.
Artikel XVIII -Om nadveren Herrens nadver er ikke kun et tegn på den kærlighed, som kristne burde have indbyrdes, den ene til den anden, men snarere et sakrament på vores benådning ved Kristi død; så meget så, at for den som på rette vis, værdigt og med tro modtage den, er brødet, som vi bryder, en deltagelse i Kristi legeme , og ligeledes er velsignelselsens bæger er en deltagelse i Kristi blod [Ved at dele brødet tages del i menighedsfællesskabet og gennem indtagelsen af brødet og vinen tages del i Jesu lidelse og død og nåden modtages].
Transubstantiation, eller en forvandling af brødets og vinens substans i Vorherres Nadver, kan ikke bevises ved den Hellige Skrift, men er i modstrid med skriftens klare ord, borttager sakramentets sande natur, og har givet anledning til megen overtro.
Kristus legeme gives, tages, og spises i Nadveren, kun på en himmelsk og åndelig måde. Og midlet hvorigennem Kristi legeme modtages og spises i Nadveren er tro.
Sakramentet Herrens Nadver blev efter Kristi forordning ikke reserveret, båret rundt, løftet op eller tilbedt.
Artikel XIX - Om begge skikkelser Herrens bæger skal ikke nægtes til lægpersoner, for begge dele af Herrens Nadver bør efter Kristi bekendtgørelse og bud gives til alle kristne ligeligt.
Artikel XX - Om Kristi eneste Sonoffer, Fuldbragt på Korset Kristi sonoffer, én gang [for alle] fuldbragt, er den fuldendte benådning, betaling og dækning for alle verdens synder, både arvede og personlige; og der er ingen andre dækning for synd, end dette alene. Derfor er offeret i messerne, i hvilke det almindeligvis hævdes, at præsten ofrer Kristus for at de raske og de døde, kan få eftergivelse af smerter eller skyld, en blasfemisk fabel og et farligt bedrag.
Artikel XXI - Om præsters ægteskab Kristus præster er ikke befalet ved Guds lov til enten at tilsværge singlelivet tilstand, eller at afholde sig fra ægteskab, og derfor er det lovligt for dem, som for alle andre kristne, til at gifte sig efter eget skøn, for de skal dømme selv for bedst at tjene til gudsfrygt.
Artikel XXII - Om visse af kirkens ritualer og ceremonier Det er ikke nødvendigt at ritualer og ceremonier alle steder er de samme, eller ensartede, for de har altid været forskellige, og kan ændres i henhold til landes, tiders, og menneskelige formers forskellighed, dog således at intet er forordnet mod Guds Ord. Den, der ved sin private dømmekraft, villigt og overlagt åbent bryder ritualer og ceremonier tilhørende den kirke, som han tilhører, og som ikke strider mod Guds ord, og som er forordnet og godkendt af fælles myndighed, burde bebrejdedes åbenlyst, så andre kan vare sig for at gøre det samme, som en at forbryder sig imod kirkens almindelige orden, og sårer svage brødres samvittighed.
Hver enkelt kirke må fastsætte, ændre eller afskaffe ritualer og ceremonier, så alle disse ting kan gøres til understøttelse.
Artikel XXIII - Om Danske øvrigheder Dronningen, Regeringen, Folketinget, regions- og kommuneråd, politi og domstole er, som folkets delegerede, Danmarks styring, i henhold til magtens tredeling jævnfør Grundloven. Og den danske stat er en suveræn og uafhængig nation, og bør ikke være underlagt nogen fremmed magt.
Artikel XXIV - Om Kristnes mænds ejendom Kristnes rigdomme og varer er ikke fælleseje, ej heller retten til, ejerskabet over og besiddelse af heraf, som nogle falsk påstår. Uanset dette, bør ethvert menneske af de ting, som han ejer, frivilligt give almisse til de fattige, efter sin evne.
Artikel XXV - Om en kristen Man's ed Som vi bekender at forfængelig og ugennemtænkt sværgen er forbudt kristne mennesker ved Vorherre Jesus Kristus og Jakob hans apostel, så vurderer vi, at den kristne religion ikke forbyder, men at en mand må aflægge ed når en embedsmand forlanger det, med grund i tro og god gerning, så det sker efter profetens undervisning, i retfærdighed, dom, og sandhed.
[Følgende artikel fra Methodist Protestant Discipline er placeret her ved Uniting konferencen (1939).]
Om Helliggørelse Helliggørelse er, den fornyelse af vores faldne karakter ved Helligånden, der modtages gennem troen på Jesus Kristus, hvis forsoningsblod renser fra al synd, hvor vi ikke kun befries fra syndeskyld, men får bortvasket dens forurening, bliver frelst fra dens magt, og ved nåden bliver i stand til at elske Gud af hele vores hjerte, og til uden bebrejdelse at vandre efter hans hellige befalinger.
[Følgende bestemmelse blev vedtaget af Uniting konferencen (1939). Denne erklæring har til formål at fortolke trosartikel XXIII for vores kirker i fremmede lande. Denne udføres efter lokal lovgivning, ikke jævnfør USAs forfatningen. (Se Judicial Council Decisions 41, 176, and Decision 6, Interim Judicial Council.)]
Om den kristnes pligt til Civil Myndighed Det er en pligt for alle kristne, og især for alle kristne præster, at iagttage og overholde love og befalinger fra regeringen eller øvrigheden i det land, hvor de er statsborgere, undersåtter, eller i hvilket de bor, og til at benytte alle prisværdige midler til at tilskynde til og tilslutte sig lydighed mod de stedseværende myndigheder.
| Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave. | |||
| Originalteksten: |
| ||
| Oversættelsen: |
| ||
