Udvalg af Kiøbenhavns Aften-Post

by Emanuel Balling

Kiøbenhavns Aften-Post, 1772, no. 7, spalte 133-136

En Vægters Dag-Bog

Den 1ste April var jeg den ordentlige Tid paa min Aften-Post. Her passerede intet, førend Klokken halvgaaen 12. Da kom et par Svingfyre til mig, dog i al Stilhed, og stak mig hver en Pies i Næven, og spurgte, om jeg vidste nogle Anstalter. Jeg forstod nok dette Mørkheds Sprog og Talemaade, og sagde, jo, mine Herrer, her strax ved. Jeg gav da tree smaa Pik med Skaftet af min Morgenstierne, det er Signalet, og strax bleve de indladte; naar de gik ud igien, skal jeg ey kunde sige, thi jeg slummede hen over den ene Pies. Det var meget koldt den Nat. - Den 2den dit. Klokken 1 blev der raabt Gevalt i den anden Ende af Gaden; men jeg gav mig til at raabe Eet, følgelig kunden ingen giøre mig noget. Jeg hørte nok, de bandte Vægteren, men jeg vidste nok, hvem der sloges. Manden kommer altid sildig og fuld hiem. - Den 3dte dito. Var en stor Storm. Om den slukte Lygterne, eller der var ingen Tran i dem, er mig ligemeget. Nok at de gik ud en Time for Tiden. - Den 4de dito. Klokken 2. Efterat jeg en Times Tid havde været i min sædvanlige Kielder, saae jeg et forunderligt Skin høyt oppe i Luften. Vi Vægtere seer mange forunderlige Ting i Luften og paa Jorden om Natten. Jeg tænkte i Førstningen det havde været en nye Komet; men strax ved gnistrede det, ligesom naar Dragerne kaster Penge ned. Jeg stod halvtumlende og betragtede dette Syn længe, imidlertid faldt Verset mig ind, naar jeg raabet Eet. Da jeg havde været noget i Luften, blev jeg vaer, at det var Stierne-Kigernes Lys paa runde Taarn, og at Stierne-Kigeren slog Ild til en Pibe-Tobak. En anden mindre agtpaagivende kunde næste Morgen have inbildt heele Byen et Vaertegn paa Himmelen; men jeg farer ey med Usandhed. - Den 5te dito. Søndag Nat er altid den uroeligste. 3 a 4 Slagsmaale skildte jeg ad, og trak 4 paa Raadstuen, saasom de satte sig til Modværge. En undrente mig dog, men jeg beholdte hans Hat, hvorom Pullen var et ret glimrende Spænde af uægte Steene indfattet i Tin, og saasom han neppe melder sig om sin Hat, solgte jeg den til en Marskandiser for 24 Sk. - Den 6te dito. Mandag Nat er ligesaa uroelig som Søndag Nat. Kunde disse Friemandage blive afskaffede, kunde vi stakkels Vægtere dog faae en lille Luur imellem Raabene, den Nat, saavel som de andre Nætter. Men formedelst det Hverver-Huus i mit Distrikt maa jeg have et vaaget Øye heele Natten. Her er altid Klammerie, Galen, Sværmen og Banden. En trak jeg denne Nat paa Raadstuen. - Den 7de dito, roeligt heele Natten. - Den 8de dito, raabte mine Kammerader Brand, jeg raabte med per Kompagnie; men ingen af os vidste, hvor Ilden var. Jeg troer ey heller der var nogen. - Den 9de dito, peeb min Kammerad i næste Gade; men saasom det ey var min Leylighed, at dandse efter andres Piber, blev jeg paa min Post. Han kom ey heller da jeg peeb sidst. Den 10de dito raabte de atter Brand; men da jeg ingen Lygte kunde see paa Taarnet, raabte jeg ey, fordi man blev vreede sidst. - 11te dito brændte Nordlysene meget stærk, som vist betyder et skarp Foraar. - Den 12te dito. Var Søndag Nat, altsaa uroelig; nogle unge Knøse fandt forgot Klokken henved 12, at ringe paa Gotfolkes Dørre, men jeg ringede for deres Ører med min Mund; thi de undløb min Morgenstierne, saa det havde Skik. Henne i Gaden blev Slagsmaal, jeg kunde ey styre tilfreds; men inden mine Kammerader kom, laae jeg i Rendesten. Min Kabutz faldt af, og har ey faaet den siden. Uden Tvivl har den Fyr taget den, som jeg tog Hatten fra; thi mig syntes han var i Flokken. Klokken over 1, bragte jeg en paa Raadstuen. Han havde hverken hvid eller Skilling. Man kastede ham op af en Kielder, og, saasom han giorde sig unyttig uden for, maatte han følge med mig. Kieldermanden er min gode Ven. - Den 13de dito Friemandag, og følgelig en uroelig og ufrie Nat for mig. Her var atter Allarm i Hverver-Hullet. Jeg stod bestandig uden for, om de kastede nogen ud, som jeg kunde annamme. Her var en grumme Allarm; det er en pokkers Tøs, der er. Jeg skal en anden Gang bede Politiet, at feye ud. Jeg veed ey, hvor de tør giøre saadan Allarm, da Politiet nu maa gaae frit ind. Dog, jeg er ingen Statsmand, og forstaaer mig ey derpaa. - Den 14de og 15de dito havde jeg to rolige Nætter undtagen af Kattene, en af dem traf jeg dog, som var broget; men en graa undløb; gid Fanden troe de graa Katte. Jeg har endnu aldrig truffet en graa Kat. - Den 16de dito. Klokken mod 12, kom atter en Springfyr, som spurgte om Anstalter. Fy, skamme Jer, sagde jeg, det er jo Skiertorsdags Nat. Men de stak mig hver en Rigsort i Næven. Dog, de bleve mig to dyre Rigsorter; thi saasom det var koldt om Natten, og jeg fik noget at varme mig paa, faldt jeg i Søvn; men Qvarteer-Commissaren fandt mig sovende. Jeg blev strax afløst, og maatte i Vægter-Vagten. - Den 17de dito raabte jeg ey selv, saasom jeg sad i Forvaring, og ventede paa min Dom. - Den 18de dito gad jeg ey heller raabt selv, saasom jeg om Dagen havde gaaet i den Spanske-Kappe; og log derfor Reserve-Vægteren raabe for mig, hvorfor jeg maatte give ham Betaling. Der var altsaa kun liden Lykke ved de toe Rigsorter. Jeg skal aldrig meere tage Penge en Skiertorsdags Nat. - den 19de og 20de dito, havde jeg to uroelige Nætter. Det er ret ligesom Nætterne skal være ugudelige, naar Dagene har været hellige. Alting skal og sværmes op, og det skulde fortryde mange, om de skulde beholde en Skilling til næste Søgndag. Disse Nat-Ravne, der flyver om i Mørket, er værre end Spøgelser; thi dem kan man dog korse fra sig. I et vist Huus i min Gade havde de god Søgning, og Kielderen hvor de smukke malede Paaske-Æg staaer, havde og temmelig Næring. Jeg siger endnu engang, at jeg ey veed, hvor de tør holde saadant Huus, da dog Politiet nu maa gaae i alle Huuse, Kieldere og Kipper. Hververne fik i disse to Nætter 7 Rekrytter, den aattende løb fra dem; jeg kunde nok have fanget ham, men det var en ung Burs og da jeg kiendte hans Mester, lod jeg ham løbe. 5 bragte jeg og paa Raadstuen i disse to Nætter; thi uagtet de gave mig Stik-Penge, maatte de dog smukt følge med. De bandte mig vel fælt derfor; men det loe jeg kun af. Jeg har jo lov at tage Stik-Penge, og dog alligevel forrette mit Embede, som en ærlig Mand. Dette kunde jo og tillades alle andre Betientere i andre Embeder, saa bleve ey saa mange meensvorne, og saa hørte ingen ilde for at tage Stik-Penge; men de var allene nogle Taasser, som gave dem. - Den 21de dito var og temmelig uroelig; thi mange vil dog ikke lade deres Rettighed fare om Aften og Natten med Sviir, skiønt den 3die Helligdag er afskaffet. - Den 22de dito ganske roeligt. Jeg tænker de sove ud, eller havde ingen fleere Penge at svire for. - Den 23de dito havde jeg en Bradullie med et par som Gaden var for snæver, og havde det ikke været dem, det var, havde jeg trukket dem paa Raadstuen; men det kan altid finde sig, naar man blive ædrue. - Den 24de og 25de dito roeligt, undtagen den sidste Nat i Hverver-Hullet. Jeg troer, de har faaet to Mameseller, og vidste jeg det til visse, skulde jeg give dem an for Politiet; thi de maa kun have en og hun skal være Pige; NB: om hun vil være det. - Den 26de dito atter uroeligt. Her støyede en Deel unge Mennesker omkring paa Gaderne temmelig langt ud paa Aftenen. Knøsene havde alle hvide Strømper og Handsker, et hvidt Tørklæde hang og somme ud af Lommen. Tøsene havde alle Husar Huer og Vifter i Haanden, dog havde de en temmelig tung og tvungen Gang i deres usædvanlige Prydelse. Jeg skulde aldrig troe disse unge Omsværmere vare Confirmations Børn; thi i den Kirke, hvor jeg om Dagen havde Vagt, hørte jeg Præsterne formanede dem til Skikkelighed, Sædelighed og al Ærbarhed og Gudsfrygt; men saadant er, desverre! snart glemt. Nogle af de sædvanlige Natfugle sværmede og denne Nat omkring over Midnat, dog giorde ingen Allarm. - 27de dito var frie Mandag, altsaa for mig en ufrie Nat. 2 trak jeg paa Raadstuen, men en undløb mig ved Hiørnet af Nyegade og Skovbodgaden. Gid han faae en Ulykke, saa sandt han giorde mig troeskyldig, at jeg ey skulde holde paa ham. - Den 28de dito. Den store Executions Dag havde vist nok foraarsaget ikke mindre Natte-Allarm, end den 17de Janaurii, havde der ey blevet sat saa mange Patroller og Vagter i Gader og Stræder. Jeg mærkede ey til videre Allarm, end nolg drak tæt; thi om Morgenen, jeg gik af Vagt, fandt jeg 3 liggende i Rendesteenen. Jeg lod dem sove væk. - Den 29de dito var temmelig roelig, dog raabte de Brand, men langt borte, hvorfore jeg taug. - Den 30de gandske roelig. Jeg hialp en skikkelig Mand i al Stilhed af Rendesteenen, og ledsagede ham til hans Huus. Han var ellers meget andægtig, og spurgte skiønt noget stammende, om det var Søndag i Morgen. Jeg vil saa mænd, sagde han i Fropræken. Han hikkede.

Kiøbenhavns Aften-Post, 1773, no. 2, spalte 14-15

Tilskueren

Forleden Søndag førte min Nysgierrighed mig ind paa en af de saa kaldede Dandseboder – der holdt de ret hellig Aften og lod Fiolen sørge. - Dands i sig selv er uskyldig, og en Opfindelse som giør den menneskelige Vittighed stor Ære. Den Overeenstemmelse mellem Lemmernes Bevægelse, og i Musikkens Lyd, er virkelig artig og behagelig, og tillige naar den anbringes ret, virkelig kunstig. Aldrig kan jeg troe, at Cicero har meent sit nemo saltat sobrius, om den kunstige, den harmoniske Dands – thi dertil var han alt for fornuftig en Mand, og Kunsten alt for ædel. Om der har været Dandseboder til i hans Tid veed jeg ikke, men i det mindste maae man troe det, om ikke just af den Indretning som nu omstunder. - Spillehuse og Skiøger har der jo været til! hvorfore ikke ogsaa Dandseboder? - Men, at komme til min Hensigt. - Jeg gik ind, lokket af en Slags Nysgierrighed, for at see Maaden og Omgangen der. - En Hoben unge Mennesker hoppede omkring (thi andet kan jeg ikke kalde det, og troer derfor, at det bedre hedder Hoppe end Dandsebod). Den eene stræbte at overgaae den anden i Viid og Fliid – Men det første bestod i at trampe med Fødderne, for ret at døve Musikken, og det andet i at rette hinanden, naar de tog Feyl af Touren, som de kaldte det, med de herligste Eeder og smukkeste Udtryk – Hist i en Krog sad 2 unge Fættere, ved et Bord med en varm Bolle Punsch og en smuk Jomfrue, om jeg tænker ret, ved hver Side – de drak Jomfruernes, deres egen og heele Kompagniets Sundhed. Jeg tænkte: Disse Folk kan ret siges at drikke dres Sundhed. En ung vittig Herre bød mig en Stoel at sidde paa ved Siden af en smuk Husar-Hue – Jeg takker, sagde jeg, her er for varmt, thi det var ved Kakkelovnen. - Verten, en meget smuk og artig Mand, spurgte mig paa det høfligste, om jeg behagede Punsch eller Viin . . . maae jeg bede om en Flaske Øl . . . Ane! Øl! - Ane kom, hun var ikke nær saa venlig mod mig som mod de andre . . . Man kan ikke alle Tider være i lige god Line. - En Menuet vidskede en Lille mig i Øret – Ney, tak! jeg dandser aldrig – Snak! saadan sige alle de, der kan bedst – jeg forsikrer . . . aldrig dandse, raabte hun med Latter, og vil dog paa Dandseboden. Jeg er alt for beskeden til at sige hende imod og vilde gaae min Vey – i det samme aabnedes en Dør og jeg saae der et nyt Optog – En Hoben Mennesker stod omkring et Bord, og Een stod som Præses for Midten af Bordet – Kan man vel troe, at jeg indbildte mig, at det var en Professor Anatomiæ? der holdt Kollegium. Jeg gik, eller rettere at sige, sneeg mig derind, og saa – hvad? et endnu større Beviis paa menneskelig Daarlighed – Jeg mærkede, at jeg ikke just havde taget saa meget Feyl, thi den god Mand anatomerede og pillede virkelig de fleste saa reent og net af, at jeg forundrede mig over hans Færdighed, og det med saadan en Gravitet, som en grundlærd Professor, dog troer jeg at han var Licentiat. - Jeg kunde ikke komme Bordet nær for Mængden, men af den stærke Torden og Lynild som begyndte at buldre og blinke saa stærk, mærkede jeg nok at der var tyk Luft paa Lykkens Himmel, og at det trak op tl et forskrækkeligt Uveyr – Torden slog ogsaa virkelig need et Par Gange, thi der vankede nogle erbarmelige Næsestyvere og Ørefigen for et Par eenfoldige Karle; som, saavidt jeg kunde forstaae, vilde forsøge Lykken, men havde ingen flere Penge. - Af Frygt for at den skulde ramme mig med, skyndte jeg mig fra dette Huus, som var ret Scenen for den forlorne Søn.

Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 6, spalte 44-45

Gade-Post

Kanefarten lover ikke megen Fornøielse i Aar, det klager Hyrekudsken for, det græder saa mangen brav Jomfrue over og maaske Madame med; hvortil nu de nye Topper, nye Kanehuer, de nye Forgyldninger paa Kanerne, og Husarhuerne? Bielde kime vel nede ved Høibroe, men hvilket Menneske af en fiin Smag og en høi Tænkemaade kunde overtale sig at lade sig slæbe over de blotte Broestene. O! hvor maa det synge for Vedkommendes Ørne i Torbek, Lyngbye og andre Lyststeder! her sulkes i Kamrene, her smeldes med Piskene forgiæves, man pynter Kanen, pudser Kanetøiet, forskaffer sig Kanehabitter, snakker om Forlystelserne, raaber og beder om Snee, bestemmer Fornøielserne, aftaler Tractementerne, deler sig i Selskaber, udvælger visse Compagnioner, kort: giør alle muelige Foranstaltninger, og det bedragelige Haab opholder dog alle Ønsker. Dog jeg har dog seet nogle i Aar ikke ønsket forgieves. Forleden mødte jeg en stor Ræveskinds foret Pels med en foret Hue oven paa, inden for sad et lille ungt Liv og gispede, som en Svale-Unge, stak Rebet ud af det øverste Stokverk, og frøs med saa megen sand Fornøjelse, at jeg var færdig at græde af Latter over dette Syn. Til al Fortræd fik Hesten Nøkker, og behagede at forkorte Touren til Østerport. Det er sandt, det var Malise af en Hest; men hvad var nu at giøre? En Karl, som Holgerdanskes Vaabendrager, stod bag paa Kanen, brugte alle sine Kræfter baade med Mund, Piske og Støvler, men Hesten var Hest og den blev Hest. Nær havde han kast den Spædlemmede af Kanen, da han oplod sin Helterøst, og tog en Eed til Hielp, som den bægede Vittighed havde opfunden i Timians eller Balsomgaden; men endnu vilde Hesten ikke staae. Frosten og den skarpe Vind giorte en skrekkelig Gevalt paa Tippen af det kiære Pigebarns Næse, hun maatte derfor ganske tage den til sig, saa den blev saa usynlig, at Officeren, som havde Vagt, havde Ondt ved at finde Adgang til Nymphens Ansigt, for at sige hende de meest rørende Bevægelser. Kanehuen var troe, thi hverken røbede den de store blaa Øine, eller de smilende Kindhuller, eller de kulsorte Øienbryne, som jeg opdagede ved en anden Leilighed; thi imedens hendes Chapeau stod og philosopherede over sin Hestes Stivhed, og saa hvad Klokken var paa sit Uhr, foer Hesten af med den Skiønne ud af Porten forbi alle Vagter, og med megen Hæder og Tugt lagde hende af ved de Fattiges Kirkegaard, hvor hun maaskee endnu var bleven liggende, om ikke jeg var kommen hende til Hielp, og salveret hende ind til Staden under et mere stadigt Geleide; thi hendes Cavaleer var rent os forbi, for at faae sin Hest og sin Kane fat. Imidlertid var jeg avanceret ind i Byen med mit Bytte, og havde preiet Hiørnet af Viingaardsstrædet, da hun betakkede mig, og dreiede allene om i Reverensgaden.

Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 8, spalte 61-62

Huus-Post

Mine Læsere skulde vel mindst troe, at jeg har været i Julestue i Vinter. Jo! saa mænd har jeg saa, og det hos en Mand af smuk Næring i Fiolstrædet. Denne gode gamle Skik synes mig endnu vel om. Konen i Huset er min salig Kones Halvsyster, og det kunde ikke smage, uden jeg maatte være med til denne bestemte Fornøjelse. Sandt at sige, saa fandt jeg mig ret vel ved Gildet; thi det var alle mine gode Venner og Bekiendtere, som vare indbudne. Der var Christen Blyetækkers Jomfru Datter, og Sr. Larsen, Mestersvend hos Skoemageren i Kristenbernikovstrædet, den ærbare Jomfru hos Franskbageren, Underkommissaren og hans Kiæreste, Visitøren uden for Porten og hans Kiæreste, Møllersvenden fra Veirmøllen og Møllerens Datter, Kollektørens Fuldmægtig nede fra de smaa Gader, Jomfruen med de høihælede Skoe, og Mammesellen, som snerper Munden hver gang hun skal lee: Stakkel, hun har sorte Tænder, Madamen med den korte Næse, og den lille Perykmagersvend med de nette Been, foruden en Deel andre smukke Folk. Alting gik meget uskyldigt til; man opfandt Lege, man delede Fruens Penge ud, giemte Ringe, og dandsede i Kloster. Møllersvenden maatte agere Julebuk, og Underkommissaren det underlige Dyr i vor Herres Have. Perykmagersvenden var det lystige Raad, og Visitøren gik Blindebuk. Jeg havde ret mine evige Løier som Tilskuer af disse Lystigheder. Skulde jeg fortælle al det alvorlige Spøg, som blandede sig derimellem, nu med gesvindte Kys paa Haand og Mund, nu med trofaste Favnetag, nu med fordægte Blink, Smiil og Mundtegn, da forslog ikke 10 Aftenposter dertil. Sandt at sige, jeg blev ret i Lysten for et Julekys. Hvad vil I give mig, mine Venner, sagde jeg, saa skal jeg sige eder en meget smuk Leeg. Alle bleve glade, og bad mig sige den. Ja, sagde jeg, enhver af Fruentimrene forære mig et Kys, det er dog Juul I hvad vi giør. Smaa Ting, sagdev Madamen med den korte Næse, og gav mig det første. Skal jeg sige min Sandhed, var jeg glad ved, at det var det første; thi havde hun bleven den sidste, havde jeg nok aldrig bedet om Kys mere. Men jeg havde Øie paa den lille Blyetækkerjomfru; hendes nydelige lille Mund synes ret at lokke et Kys fra Alvorligheden selv. Vi ere alle Mennesker. Naa! derpaa kom Turen til Jomfruen, som snerper Munden sammen: den Dyst fik jeg overstaaet. Endelig kom alle de andre, og tilsidst Blyetækkerens Datter. Jeg fik ligesom et nyt Liv, blev opvakt, og vilde nu ret giøre mig til gode med min Gave; men hun spilte alt mit Haab. Et Kys! Jeg kysse en Huuspost, som fortæller alle vore Løier i Aviserne? Ja! pyt! see om jeg giorde det. Der stod jeg en Kiøn. Ikke desmindre gav jeg Julelegen op, og lovede ved mig selv, af lutter Harme, at fortælle i Aftenposten Jfr. Blyetækkers Egensindighed.

Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 19, spalte 148-150

Huus-Post

Kom Moer! og tag Drengen med dig, saa vil vi gaae paa Viinkielderen; det er 7 Aar siden vi havde en glad Dag. Jeg troer ikke vi har smagt Viin i vor Mund siden lille Peer var i Kirke. Kom! nu gesvindt og tag Kaaben paa dig, saa gaae vi ned i Kielderen her henne paa Hiørnet. (Det er en Matros, som havde vundet en Toskillings Terne i Tallotteriet, og af lutter Glæde vilde holde sig lystig den Dag han hentede Gevinsten. Konen er færdig, og lille Peer med, og nu tridse de af) – Hvor mange Penge vandt vi nu Faer? - Ih vi vandt . . lad mig see, først 3 Udtræk, det var 2 Slettedaler paa 12 Sk. nær, saa 3 Amber. - 3 Amber Faer! du havde jo kun een Seddel, kunde du da vinde meer end een Amber? - Jeg troer du er gal Kone! naar jeg vinder en Terne, saa vinder jeg jo og 3 Amber, det maa jeg forstaae. Jeg er ligesaa klog paa Tallotteriet som Kollektøren, han skal ikke saa let naare mig. Seer du, 3 Amber det er nu . . lad mig . . ja som jeg siger, det er 25 Rdlr og en Rixort. - Hvor meget var nu det tilsammen Faer? - Hvor meget det var? det kan jeg let sige dig, 25 Daler og 3 Daler det er 27 . . hvad siger jeg, det er . . 28 Daler, og en Rixort og 12 Sk. er først 2 Mk., og saa er der 4 Sk. tilovers. - Aldrig har vi eiet saa mange Penge Faer! paa eengang. Nu leve vi længe godt, og nu giver du mig vel 4 Daler at løse min Poppelins Kiole ind med paa Assistentshuset. - Ja det kan vi altid tale om. Men mener du det forslaaer, nei Humlen er tilbagte Malene! Du skal vide Ternen, hvor mange Daler mener du ikke den giør! først 100 Slettedaler, saa 50 Slettedaler, saa 15 Daler, og saa 1 Daler mindre end 24 Sk. Læg nu det sammen, og hvor mege4t mener du ikke det giør! - Gud Fader bevare mig naadeligen vel! Vi kan jo aldrig øde de Penge; det maa jo giøre over Tusinde! - Nei Faen heller! men jeg skal sige dig hvor meget det giør tilsammen: 100 Slettedaler er 5 Snese Daler, og saa halvtredie Snees det er halvottende, og saa 1 Snees det er halvniende, og saa de 8 Daler og 2 Mk. 4 Sk. . . 2 Mk. 4 Sk. og 2 Mk. 8 Sk. det er 1 Daler 12 Sk. Der har vi 1 Daler, den lægger jeg til de 8, saa bliver 9 Daler, og naar jeg nu lægger disse 9 Daler til de halvottende, saa er det i alt 8 hele Snese Daler mindre end 3 Mk. 4 Sk. Saadan skal du regne. - Ja den der har lært noget, den kan noget; men saa nær vare vi jo dog de 10 Snese, Faer, og 10 Snese er jo 1000. - Kom nu og lad os gaae her ned, her har vi Kielderen; dog, du kan først springe over til Bagerens efter en Kringle til Peer, saa gaaer jeg ned med Drengen og bestiller Vinen; vil du tage for 1 Sk. med til dig selv, saa kan du. - Og een til dig Faer! - Ja men, det kan du ogsaa. (Kringlerne bleve hentede, og nu vare de alle tre i Kielderen.) - Sød Viin Monsør! med spansk Polsk i, eller spansk Bitter, hvad Faen det hedder. En heel Pot! Sæt dig ned Moer. Kom Peer, skal du sidde her hos mig. (Vinen stod paa Bordet, og 2 Glas.) Der er Penge for Vinen Monsør, vær saa god og tag saa meget I skal have, og giv mig Resten i Sølv. (Han skienker) Naa Moer! Tallotteriets Skaal! gid det maa straae til Verdens Ende! - Ja vor Herre høre det, Faer. (De drak, og lille Peer drak med) – Du skal drikke reent ud Moer; smager det dig ikke? - Jo marre smager det; men jeg tør nok ikke drikke saa meget af gangen. (Hun drak Resten, og Faer skienkede paa ny i.) - Naa det skal være Kollektørens og Direktørens Skaal. - Ja det forstaaer sig Faer! Huen under Armen Dreng! Gud velsigne dem alle, og lade det lykkes og trives for dem alt hvad de eie og have; faae den Ufærd, der skal fortryde det. (De drak, og lille Peer med.) Drik ud, drik ud Moer; den Skaal er nok værd at drikke reent ud. - Du har Ret i det Faer. (Hun drak, og Faer skienkede paa ny i.) - Naa, det skal være hans Skaal, som dreiede Maskinen. - Og Drengens med Faer, som trak Nummerne. - Ja det er og sandt! Havde han ikke trukket disse Tal, havde vi ikke sat her og giort os tilgode, og med disse gode Skillinger i vor Lomme. - Lad os da drikke hans Skaal endnu engang Faer. Det er en Deilig Viin. Jeg bliver ret saa varm om Hiertet. Drik Peer. (De skienkede og drak, og Flasken blev tom.) - Skal vi have een endnu Moer? - Nei det gaaer aldrig godt; men saa meget er det, saadan en Dag faae vi nok aldrig mere. - Kammerat! en Flaske endnu. - Gaaer det bare godt Faer. - Godt! det maa jeg forstaae, har du ikke hørt, Viin fryder Hiertet? - Jo det kan jeg mærke. Det er længe siden jeg var saa glad som i Dag. (Den anden Flaske kom ind) – Hør Monsør! jeg tiener Kongen for en Karl, og I tiener Viintapperen for Svend; hver er god for sig, det er en reen Sag. Men det er ligemeget derom, hvad vil I give mig for denne Dreng? - Jeg vil intet sælge ham Faer. - Lad mig derom Kone. - (Viintappersvenden) Der kunde kanske blive en Vintapper af ham. - Viintapper? nei høiere op Monsør. - Har du ikke lovet mig, Faer, han skulde blive Qvarteermester. - Qvarteermester! ja Moer, det var førend jeg vandt Ternen, men det har jeg nu ikke nødig; han har Hoved til andet. Drik engang Peer! Enten skal han være Præst eller Borgemester. Endnu kan han blive til hvad det skal; men faaer jeg ham først op, hvor de Store sidde, saa . . Naa Moer! vi skal have Flasken tømt, og saa gaae vi hiem og drømme om nogle andre Tal; thi faaer jeg en Terne endnu, slaaer jeg mig fra Baadsmanderiet.