Vækkeren
[1]
Der er intet bestandigt under Solen. Selv de beste Indretninger og Anordninger forfalde efterhaanden ved Tidens Længde. Misbrug indsnige sig, Uretfærdigheder begaaes; naar det er en Mand, der har Penge og Venner, saa kan det let blive ustraffet: Naar en først kommer got fra at snyde og undertrykke sine Medborgere og Mennesker, saa kommer der snart fleere og fleere.
Alle oplyste Folk ere eenige om, at der overalt i Verden er mange Ting, som trænge til Forbedring. Men Forbedringen maa foretages med Alvorlighed, med Kraft, med Eenighed. Derfor maa meenig Mand oplyses om hans Pligter, men ogsaa om hans Rettigheder. Enhver Mand i Landet maa vide hvorfor Regjering er til, og hvad Regiereng er. Enhver maa lyde Orden, men ogsaa nyde Frihed. Der maa være Lov til, men Loven maa grundes paa Billighed. Folkets Vil-
[2]
lie maa være agtet høit. Ingen maa troe, at de mange tusinde er til kuns ofr at mæske nogle faa. Ingen maa blot tænke paa sin egen Fordeel, nei! alle som een Mand forsvare Ret og Frihed, alle som een Mand antage sig enhver Medborgers Sag.
Det er vel enhver fornuftig Mands Tanker iblant Mængden, men mange tænke dog kun sjelden herpaa, og disse Tanker maa bestandig være i Hovedet: Mange lade sig foresnakke af Krybere og Smigrere, som præke blind Troe og slavisk Lydighed.
Derfor kommer dette Blad ud. Dets Hensigt er at vække alle og enhver til at tænke paa Fædrenelandets Vel. Derfor skal det hedde Vækkeren.
Medbrødre! Medborgere! I, som ikke have Tid at læse store Bøger, det er for Eder, jeg skriver. I kunne nok spare et Korteers Tid til at læse om Dagen.
Det er bedre og nyttigere end saa mangen anden Bestilling.
Naar meenig Mand først bliver oplyst, saa skal der ingen mere undertrykke ham. Saa skal han lee ad de Skurker, som vilde indbilde ham, at Folkene ere som andet Qvæg, der skal lade sig drive, malke, slagte med, naar de høje Her-
[3]
rer faae Lyst. Saa skal han indsee, at alle Mennesker ere af Naturen og efter Guds Anordning fri, og have lige Ret til at leve et lykkelig Liv paa Jorden, Ret at bruge deres Kræfter til alt det, hvormed de ikke gjøre andre Skade. Saa skal han blive overtydet om, at de Skatter, der maa betales, ikke gives derfor, at enkelte skulle leve i Pragt og Overflod, men for at blive anvendte til almindeligt Beste og det med saadan en Orden og Nøjagtighed, at der kan aflægges Regnskab for det. Naar da en Misbrug finder Sted, en Uretfærdighed begaaes, saa skal enhver tale højt og frit, og det Onde skal blive bortryddet. Kort sagt, naar først meenig Mand er oplyst og klog, saa kan et Land blive lykkeligt, og vinde Roes og Ære.
Vi ville nu kortelig i dette Blad gjennemsee de Ting, som meest trænge til Forbedring.
For det første ville vi betragte i dette No. den alt for store Uliighed, der herkser blant. Menneskene.
Vi vide meget vel, mine Medborgere! at det eene Menneske aldrig kan være det andet liig i Styrke, Skjønhed, Forstand og Dyd.
Vi vide ogsaa ret godt, at der maa være Øvrighed til, og at den maa være respecteret, saalænge den gjør Ret og Skjel: (men naar den ikke gjør
[4]
det, saa er den ikke Øvrighed, og fortjener altsaa ikke Lydighed eller Agtelse). -
Vi vide ogsaa, mine kiære Medborgere! at Liighed ikke bestaaer deri, at alle ere lige rige, lige mægtige eller leve lige godt.
Liighed bestaaer deri, 1) at alle have lige Ret til at faae deres Forstand, deres Duelighed, deres Mod og øvrige Dyder paaskjønnede.
2) At alle have lige Ret til at forskaffe sig saa megen Klogskab og Duelighed, som muligt er.
3) At alle have lige Ret til at gjøre alt det, hvorved de ej fornærme andre. (Dette er det, som kaldes Frihed).
4) At Loven er lige for alle; Forbrydelser bør straffes lige strængt enten det er en Høj eller Lav, som begaaer dem. Alle maa nyde samme Beskyttelse. Alle bør behandles med lige Agtelse. - Naar en stor Mand snyder Landet en Snees Tusinde fra, og en anden ringe Betjent stjæler et Par Hundrede, naar da den Store bliver straffet lemfældig og den Lille strængt, saa er der ikke den Liighed, som der bør og maa være.
5) Staten skal og maa være saaledes indrettet, at alle have lige Adgang til at erhverve sig taaleligt Udkomme. - Naar det er saaledes indrettet, at nogle leve i alt for umaadelig Pragt
[5]
og Ødselhed, medens andre maa sulte og tørste, saa er det ikke, som det bør være. Det skal og maae forbedres.
6) Enhver, som er duelig, maae være antagelig til Embeder og Bestillinger, uden mindste Hensyn paa hans Fødsel eller andre Ting. - Ethvert Slags Fortrin grundet paa Fødsel eller Arverettighed er uretfærdigt, og gjælder intet, naar man skal tale efter den naturlige Billigheds Love.
Jeg kunde endnu tilføje meget om denne Materie; Men jeg vil gjemme det til følgende Blade. -
Mine Medborgere! af dette Blad kunne I dømme om dem, der skulle følge. Jeg elsker Eder, jeg elsker Fædrenelandet. Dette er Aarsagen, hvorfor jeg søger at opvække Eder til Eftertanke over Fædrenelandets Vel, som ogsaa er Eders Vel, og over de beste Midler at befordre det.
Alle Love, alle Indretninger bør ikke have andet Øjemeed, end det almindelige Beste; de maae stemme overeens med Folkets almindelige Villje.
Loven maa nøje bestemme de Regjerendes Rettigheder, men ogsaa deres Pligter. Den maa nøje bestemme de Adlydendes Pligter, men tillige ligesaa nøjagtigen beskrive deres Rettigheder.
[6]
Loven maa ikke aleene sige, hvad Folkets Rettigheder ere, men ogsaa fastsætte saadanne Indretninger, at man kan være vis paa, at Rettighederne bliver overholdte.
Dette kan ikke vel skee, uden den strængeste offentlige Ansvarlighed. Den bestaaer deri, at enhver, der har noget at byde, befale eller bestille, maa have nogen over sig, som han er Ansvar og Regnskab skyldig.
Disse ere nogle af de vigtigste Regler, man maa iagttage, naar et Land skal være eller blive lykkeligt. - Desuden maae Lovene være saa korte og tydelige, at hver Mand kan kjende dem og forstaae dem. Intet er mere trykkende, end naar et Land belæsses med en saa uhyre Mængde af Befalinger, der modsige hinanden, at ingen er i Stand til, uden ved en Jurists Hjelp, at vide hvad han maa gjøre eller lade. Derved kommer et Land under Lovtrækkeres Herredømme, og det er den allerværste Undertrykkelse.
Det var heller ikke Ret, om man i et Land forlangte en Lov efterlevet, naar den ikke var bekiendtgiort. Allermeest Uret var det, naar det i Loven selv var bestemt, at den skulde bekjendtgjøres.
Naar Loven er overeensstemmende med Folkets Bedste, saa vil den nok blive adlydt.
[7]
Det kommer da kun an paa, at Folket bliver oplyst, og indseer hvad dets Bedste er. Det indseer sandelig meenig Mand langt bedre, end mange troe.
Overtrædelser og Straffe ville blive meget sjeldnere, naar Loven stemte overeens med Folkets almindelige Villje. Dersom desuagtet en eller anden gjorde sig oprørsk, vilde snart den almindelige Overeensstemmelse tvinge dem til Orden. - Men naar Lovene ere uretfærdige, ubillige, uforstaaelige, saa har Folket Ret at være misfornøjede med dem. Saa hjelpe alle Tvangsmidler, al Corporalsvæsen, alle Bajonetter slet inet. Derved kan aldrig Orden og Lyksalighed tilvejebringes mellem et frit Folk, som føler sine Rettigheder og sit Værd.
I, mine agtværdige og nyttige Medborgere! I, som saamangen stolt Dumrian foragter, skjønt I føde og nære ham og alle hans Lige, lader Eder ikke afskrække, fra at blive stedse meer kloge og oplyste. I ere Landets Styrke, Folkets Kiærne! Man kalder Eder de ringere Stænder. I maae for Guds Skyld ikke troe, at det Ord ringere vil sige: at I have ringere Værdie som Mennesker og Borgere. Nej! som Mennesker og Borgere ere vi alle, alle lige. Den
[8]
eneste Forskiel, der efter Retfærdigheds Love er til, bestaaer heri: Nogle skulle sætte Lovene i Udøvelse, andre skulle lyde dem. Det er naturligt, at de, der skulle sætte Lovene i Udøvelse, maa være agtede og ærede imedens og naar de gjøre det.
[9]
Vi talte sidst om, at de, der sætte Lovene i Udøvelse, maae være agtede og ærede, imedens og naar de gjøre det. Dette er meget naturligt; thi Lovene bør jo være den almindelige Villje. Det sømmer sig altsaa ikke for en Enkelt eller nogle Enkelte at sætte sig op imod Folkets almindelige Villie.
Men sæt det Tilfælde, at Loven var ubillig og trykkende, at Øvrigheden var uretfærdig, og fornærmede Borgerne, som den er indsat til at beskytte? - Hvad skulde man sige herom=
Den almindelige Villie maa jo være det almindelige Beste. Det kan ikke bestaae med det almindelige Beste, at nogen Enkelt fornærmes. Thi det er jo ikke blot den Enkeltes Person, der lider; det er jo det heele Folks Rettigheder, der fornærmes; det heele Folks Frihed og Sikkerhed kommer i Fare, enhver anden er jo udsat for det samme. En saadan Uretfærdighed kan altsaa ikke være Folkets almindelige Villje, siden det ikke er
[10]
det almindelige Beste. En saadan uretfærdig Lov eller Øvrighed er ikke Lov og ikke Øvrighed.
Men heraf følge ikke, at den fornærmede strax har Ret til at staae imod med Magt.
Først i det alleryderste Tilfælde, naar alle mildere Midler ere anvendte forgiæves, har den Fornærmede eller Undertrykte Ret til Modstand; alle Medborgerne have Ret at tage den Fornærmedes Partie ja det er deres Pligt efter modent Overlæg at gjøre det.
Saaledes er det Folkets Pligt at vise al muelig Føjelighed og Mildhed mod Øvrigheden, selv naar den er uretfærdig. Men det forstaaer sig, man maa ikke derfor glemme at holde Hævd over sin Ret, sin Frihed og sit Borgerværd.
Men dobbelt saa meget er det Øvrighedens Pligt at vise Agtelse og Eftergivenhed mod Folket. Thi hvad er Øvrigheden vel? - Folkets Herre! Nei, ved Himlen, nej! Lad den først fremvise det Patent, den har derpaa! - Og sæt den kunde gjøre det, er det gyldigt? Kan nogensinde et Menneske bortgive sin fri Villie? Have vi ikke faaet den af Gud og Naturen, og kan vi svage Mennesker omgjøre Guds og Naturens Orden? - Jeg sætter f.E. een slutter en Contrakt med en anden, at han ikke vil spise eller drikke uden hans Tilladelse: denne forbyder ham altid al Spise og Drikken; bør den Contrakt holdes? Vilde det
[11]
ikke være latterlig at paastaae, den var gyldig? - Men lige saalidt som jeg kan bortgive min Ret til at spise og drikke, ligesaa lidt kan jeg bortgive min Ret til at være fri og lykkelig: Denne Ret kan jeg ikke udøve uden at have fri Villje. Altsaa, mine Medborgere! eders Tid, eders Arbeide kunne I bortgive til et andet Menneske, men aldrig kunne I bortgive Eders Friehed. En Tjenestetyendene, en Daglønner have en Herre for saavidt de ere Tjenestetyende og Daglønnere: men for saa vidt de ere Mennesker og Borgere have de intet andet Menneske til Herre. Som Mennesker have de Gud til Herre, som Borgere Loven.
Hvad er da Øvrigheden? - Den er Lovens Udøver, Lovens Fortolker.
Ethvert enkelt Medlem af Folket er Lovens Tjener. Men det heele Folk eller de, som staae i dets Sted, er Lovens Herre. Naar f. E. det heele er nisfornøjet med en Lov, saa kan og bør den ikke være Lov.
Loven kan aldrig være grov og hidsig, den bør aldrig tale Lidenskabernes hæftige Sprog. Dens Tone er Sandhedens og Visdommens alvorlige og dog milde Tone.
En Øvrighed bør derfor altid tale roligt og beskedent til Folket, thi han taler jo i Lovens Navn. Det vilde være beklageligt og højst skadeligt for Borgervel og Orden, om en Embedsmand
[12]
forglemte sin Pligt, saavidt at han udskjældte nogen Borger, var han endog nok saa ringe. Slaae paa de Hunde! er et Udtryk, som kan passere i Tyrkiet, men vilde være høist urigtigt imellem Europas fornuftige Folk.
Vi kunne alle tilhobe fejle. Lader os derfor alle tilhobe behandle hinanden, naar vi fejle, med Eftergivenhed og Broderlighed. Dette er baade Folkets og Øvrighedens Pligt.
Rolig Overtydning virker stærkt, virker bestandigt. Grovhed derimod, Frækhed, Voldsomhed virker kun for det eene Sted eller Øjeblik.
Sandhed indpræntes kun ved Fornuft, ikke ved Næver, ikke heller ved Bajonetter.
Var denne Regel vel indpræntet baade i Øvrighedens og Folkets Sind, saa vilde man i mange Lande sjeldnere see det sørgelige Syn af Tvang, Voldsomhed og Uorden midt i Fredstider.
Disse Sandheder ere sagte i Almindelighed. Hverken her eller noget andet Sted har Forfatteren af dette Blad sigtet til enkelt Optrin eller enkelt Mand. - Det skulde bedrøve ham inderlig, om – hvilket han ikke troer – nogen af disse Sandheder ikke skulde være almindeligen bekjendt og antagen i hans Fædreneland. - Men skade kan det ikke, at Sandheder igjentages som ere saa vigtige og nyttige.
[13]
Lader os nu betragte, mine elskede Medborgere! en meget beklagelig, men desværre! sand Ting, Mangelen af Kjærlighed mellem de forskjellige Stænder.
Menneskene ville leve meget bedre sammen, naar de kjendte hinanden.
Vores forskjellige Stænder adskille sig alt for meget fra hinanden. Enhver troer at burde undflye Omgang med dem, han indbilder sig at være ringere, end han er. Deraf opkommer naturligen en forskjellig Maade at udtrykke sig paa, et forskjelligt udvortes Væsen o. s. v.
Mange tage disse udvortes Ting i Steden for det Væsentlige. De indbilde sig, at meenig Mand i et og alt har meget ringere Forstand, end de saakaldte højere Stænder.
De tage fejl, meget fejl. Det kommer af, at de ikke kjende andre end Folk af deres Stand, deres Tænkemaade og deres Kundskaber.
Den meenige Mand og især den lavere Middelstand har langt fleere sunde Tanker, langt meere naturlig Skarpsindighed, langt meere Erfaring og Klogskab, end man i Almindelighed tænker, meere end den selv troer.
Dens Forstand er meget mindre forstemt og fordærvet ved Ordkløverier og Spidsfindigheder. De vigtigste og nyttigste Sandheder i alle Fag,
[14]
særdeles i det Politiske, ere højst simple og fattelige. Enhver af Eder, mine Medborgere! indseer, for Ex. at Menneskene have Ret til at være lykkelige og frie. Og paa denne Sætning maa jo al Politik bygges, naar den skal stemme overeens med Ret og Sandhed.
Meenig Mand omgaaes langt mere med Naturen, end de Store. Hans Sjæl faaer derved tit et meget rigtigere, friere og ædlere Sving. Han vænnes ikke saameget til at sætte Priis paa Smaating, Snurrepiberier, falsk Ære og andet Forfængelighedens Leegetøj.
Endeligen, den meenige Mand har meere Menneskekundskab, end mangen blant de højere Stænder. Han omgaaes friere, aabenhjertigere, jævnere med sine Medbrødre og Medborgere, end de Store. De Store seer intet uden evige Masker, de Lavere see Hjerterne.
Uagtet alt dette, vil jeg ikke nægte, at jo mange af de ringere Stænder, desværre! fordærve deres naturligere Hjertes- og Forstands-Godhed ved en daarlig Lyst til at efterabe de Højere, ved frygtsom og uanstændig Kryben for disse, og fremfor alt ved den falske Tanke, nogle blant Eder, mine elskede Medborgere! have: ”at meenig Mand ikke kan og ikke bør befatte sig med Ting uden for hans Haandtering eller Næringsvei.”
[15]
Hvor grundfalsk denne sidste Tanke er, haaber jeg alt, at mine Læsere have indseet ved at læse mit første Nummer. Jeg vil her endnu fremsætte et kort Malerie af et oplyst og uoplyst Folk. Man dømme mellem begge!
Lader os antage en stor Stad (ligemeget hvor) hvis Indbyggere vare meget talrige og af meget forskjellig Stand, Rigdom o. s. v.
Naar Mængden i en saadan Stad var uoplyste, hvor megen Ulykke og Uorden vilde der ikke let kunne opstaa?
Opløb vilde tit kunne forurolige Borgerne; Ukjærlighed mellem de forskjellige Stænder vilde tage Overhaand; Usædelighed og Frækhed paa Folkets Side, og Tvang, Haardhed og Voldsomhed fra Øvrighedens Side vilde hver Dag faae ny Tilvæxt og ny Føde. Ret, Frihed og Orden vilde stedse meere og meere forsvinde. Forgjæves vilde tilsidst Viisdommens egen Tale være. Folket vilde ingen Tillid have til Øvrighedens Ord, vare de end nok saa viise og retfærdige: Øvrigheden vilde ikke kunne kjende Folkets Tænkemaade, vilde forfejle den rigtige Maade at tage Tingene paa, vilde tilsidst nægte selv de billigste Fordringer og Ønsker. Jeg behøver ikke at fuldføre dette Malerie. Enhver indseer alt de skrækkelige Følger af Mangel paa almindelig Oplysning.
Naar derimod de Fleeste i en saadan Stad vare oplyste Borgere, hvormegen Frihed, Orden og Lyksalighed vilde der ikke kunne herske i den? Hvor mange Midler vilde der ikke være til at udrydde enhver Uorden? f. Ex. kunde lade Borgerne i en saadan Stad vælge sig selv et Raad,
[16]
som kunde bestyre Byens fælleds Sager, og som hvert Aar eller hvert Qvartal kunde aflægge heele det oplyste og veltænkende Folk et fuldstændigt Regnskab over alle Ting.
Hvilken endnu større Lyksalighed, naar man tænker sig et heelt Land i en saadan Forfatning! Det er hellig Borgerpligt at bidrage til denne velgjørende Oplysnings Udbredelse. Jeg føler denne Pligt, og jeg vil søge at opfylde den. Jeg foragter og trodser al det Fjendskab, jeg maaskee kunde paadrage mig af ildesindede Mennesker og slette Borgere. Min Hensigt er, at udbrede saamegen Fornuft, saa megen Kjærlighed til Frihed og Ret, saa megen Broderlighed mellem mine Landsmænd som jeg formaaer. Jeg kjender vor Regiering og dens Aand alt for nøje til, at jeg ej skulde være overbeviist om, hvormeget den ynder og billiger en saadan Hensigt. Men jeg overdynger den ei med Smiger, som saa mange have for Skik; jeg taler ligefrem og forstaaer ei ussel Krybekonst; mit Valgsprog er det samme som min Konges: Kjærlighed til Fædrenelandet!
[17]
Det evige vise og gode Væsen, Gud, som skabte Verden, har bestemt Menneske til selv at blive lyksalige og gjøre andre saa lyksalige, som muligt.
Derfor har han med enhver god Handling forbundet Belønninger, som bestaae i de lyksalige Følger, som deraf, seent eller tidligt, maae opstaae.
Ligeledes er enhver ond Handling forbundet med sin naturlige Straf.
Der gives altsaa en naturlig straffende og belønnende Retfærdighed.
Dens Grundregel kan udtrykkes med disse Ord: Gjør ej mod en anden hvad du ej selv vil hændes og have.
Vi have bestemt hvad Retfærdighed er. Lader os nu see, hvad vi skulle forstaae ved Frihed.
[18]
Dersom Mennesket er af Gud bestemt til at vorde lykkelig, saa kan det ikke være andet, end at han ogsaa maa være berettiget til at gjøre alt det, hvorved han, uden at fornærme andres Rettigheder, befordrer sin og andres Lyksalighed.
Dette er den naturlige Frihed. Den er Menneskets helligste Rettighed.
Alle Mennesker ere bestemte til at vorde lykkelige. Alle have altsaa lige Rettighed til at blive det.
Alle Mennesker ere bestemte til at gjøre hinanden saa lykkelige, som muligt. Alle have altsaa liige Pligter at efterkomme.
Denne Liighed i Rettigheder og Pligter er udførligere beskrevet i No. 1. Didhen vil jeg henvise mine Læsere.
Enhver indseer, at disse ovenfor udviklede Sætninger flyde saa ligefrem af Guds og Naturens Orden, at intet Menneske med sund Fornuft noget Øjeblik kan tvivle paa dem.
[19]
Det er beklageligt, at der desuagtet gives Mennesker, som ere taabelige eller ondskabsfulde nok til at ville nægte saa klare Sandheder. Det er sørgeligt, at de fleeste Mænd, der stiftede Stater og Regjeringer, ikke troede, at naturlig Retfærdighed, Frihed og Lighed kunde være til i en Stat.
Disse Folk studerede ikke Naturen nok. De indbildte sig, at det tilkom dem efter deres Tykke at bestemme, hvad Retfærdighed og hvad Menneskers Rettigheder vare, istedenfor at de blot skulle søgt Forklaringen herover i Naturens evige Love, fortolket og udtydet den.
Heraf opkom en vilkaarlig Retfærdighed, der ikke grundede sig paa de evige Naturlove, men ofte paa Lovgiverens Indfald og Kapriser, og endnu oftere paa de Mægtiges Fordeel, Herskesyge og andre uædle og lastværdige Lidenskaber.
Naar man betragter, hvorledes de fleeste Stater opkom, nemlig ved voldsom Erobring eller snedig Undertvingelse, saa kan man ikke forundre sig over, at den naturlige Retfærdighed saa lidet er bleven agtet. Snarere maa Verden takke det bestyrende Forsyns Godhed og Viisdom for at dog i det mindste Begrebet om Ret ikke er uddødt.
[20]
Medens man saaledes maa beklage henfarne Tiders sørgelige Fejltrin i Lovenes Bestemmelse, kunne især vi Danske ikke andet end glæde os ved at see Menneskets naturlige Rettigheder daglig meer og meer indseete, erkjendte og ved Love beskjærmede, saa at det glade Haab daglig tiltager, engang at see alle vort Fædrelands Love i heele dets Forfatning bragt i saa nøje Overeensstemmelse med Naturen, som muligt er.
Disse Sætninger om Menneskets Rettigheder ere ikke blot tørre ufrugtbare Spekulationer. De have den største, ufejlbarste Nytte i Anvendelsen. Jeg vil fremsætte et Exempel.
Af Sætningerne om Menneskets Rettigheder (see No. 1 Side 4 og 5) flyder ogsaa denne:
”Enhver Borger i Staten har Ret til at ernære sig paa hvad lovlig Maade, han kan og vil.”
Denne Sætnings Iagttagelse vilde have forhindret mange Uretfærdigheder, Undertrykkelser og deraf flydende Elendigheder og Forarmelse for heele Lande og Riger.
F. E. Stavnsbaandet, som i saa mange Aar trykkede Danmarks Bondestand, og betog den al Lyst til Fliid, alt Haab om Hæld, vilde aldrig have bleven paatvunget eller paalistet frie dan-
[21]
ske Mænd, om hiin ovennævnte Sætning havde været antaget som Lov.
Heller ikke kunde de for almindelig Vindskibeligheds og Velstands Udbredelse saa skadelige Laug være blevne indførte, naar vore Forfædre havde erkiendt denne Sandhed.
Man søger kun forgjæves at forsvare alle deslige tvingende Indretninger (hvorhen ogsaa alleslags Fabriksmonopolier og Handelsprivilegier høre) med den Rigdom og Glands, enkelte Huuse og enkelte Byer derved opnaae. Thi Rigdommene og Overflødigheden bør være udspredte i et jævnt Forhold mellem alle Statens Borgere og i alle Egne.
Desværre kunne endog skarpsynede Øyne blendes ved at see de fleeste Hovedstæders blomstrende Handel, Fabriksflid o. s. v.; men seer man ud over det heele Land, da øjner man snart de skadelige Følger af at sammendynge al Virksomhed i en snæver Kreds, og ved ubillige Privilegier og andre slige tvingende Indretninger at opofre den større Deels Velstand for den mindre Deels Egennytte.
Ligesaa vigtig en Sandhed, som den om almindelig Næringsfrihed, er den Sætning om Skatter og andre Byrders lige Fordeeling.
Ogsaa denne Sandhed er en aabenbar Følge af den Lære om Menneskerettighederne.
[22]
Alle Statens Borgere ere forbundne til at bidrage til de Omkostninger, Statens Nødtørft udkræver. Den betrygger jo enhver Sit, og skjænker hver Borger sin Beskyttelse for hans Frihed og Ejendomme. Men uagtet i en vel indrettet og ordentlig Stat alle ere hinanden lige i Rettigheder, saa kan dog aldrig en fuldkommen Lighed i Ejendomme finde Sted. Der ere altsaa nogle, for hvilke Staten betrygger lidet, andre, for hvilke den betrygger meget. Det er øjensynligt, at de sidste, de Rige, skylde Staten meest og maae, efter Billigheds evige Love, bære meere af de offentlige Byrder, end de Fattige.
Dette tilstaaer enhver, men det er endnu ikke nok. Man kunde herefter synes, at Skatterne burde bestemmes i Forhold til Formue, Indkomster og Næring, saaledes, at naar for Ex. den, der havde 10,000 Rdlr. i Formue, gav 100 Rdlr, saa maatte den, der havde 100 i Formue, give 1. Det samme udstrækker man og over Indkomster og Næring.
Men dette er endnu ikke ligelig Fordeeling. Her ere nogle Bemærkning over disse Ting, som Eders egen Erfaring, mine Medborgere! vil stadfæste.
1) Den, der ejer 10,000, kan lettere undvære 100, end den, der har 100, kan undvære 1. Hiin
[23]
giver noget bort af sit Overflødige, denne af sit Nødvendige. Det er urigtigt, om man vilde betage nogen Borger det mindste af det; der er ham uundværligt til hans Udkomme. Den Riige kan ikke blot staae ved at give lige saa meget i Forhold, som den Fattige, han bør endog give meere. Naar den, der har 100 Rdlr. giver 1, saa kan man med Billighed fordre ikke blot 10 men 20 af den, der har 1000, og ikke blot 100, men 300 af den, der har 10,000 og saaledes videre opad.
(Hertil maa endnu føjes Nytten og Nødvendigheden af, at Rigdomme ingensteds opdynges alt for stærkt, men tvertimod holdes jævnt fordeelte.)
2) Ihenseende til Paalæg paa Indkomster, er det højstnødvendigt, at adskille nøje de forskjellige Slags Indkomster fra hinanden. Der gives f. E. Lønninger for Embeder og Tjenester: At tilbagekræve noget af disse under Navn af Skat, synes at være ligesaa skadeligt for Staten, som ubillig mod de lønnede Statens Tjenere. Kan man ikke ligesaa godt reent ud sige: I skulle ej have meere, end det og det? - Og er det ikke rimeligt, at Embedsmændene paa een eller anden mindre lovlig Maade ere nødte til at godtgjøre sig dette Tab?
[24]
3) I at lægge Skat paa Næringer har man ofte fulgt urigtige Grundsætninger. Det er øjensynligt, at de nærende Stænder ikke bør betale Skatter af de Materialier, som de frembringe, forarbejde eller forhandle: Det er kun den reene Profit, Overskuddet efter alle nødvendige Omkostningers Fradragelse, som er Borgerens Eget, kun deraf kan han betale Skat, kun derefter maa den bestemmes, naar den ikke skal falde trykkende og uliige.
Ligeledes handlede man nok ogsaa fejl, naar man f. E. vilde give een eller anden enkelt Mand eller enkelt Selskab imod bestemte Afgivter saadanne Privilegier, hvorved de andre Medborgeres indskrænkes i deres retmæssige Næringsfrihed.
Overhovedet, hvor meget man end kan synes at vinde ved Paalæg og Skatte, er det dog vist, at det til Enden ikke vindes, men tabes uendelig meget, ifald man ved at fordeele og ligne disse Paalæg og Skatte ikke paa det nøjagtigste retter sig efter Naturens Love og Anviisning.
I næste Blad meere og nøjere om denne vigtige Sag.