Valfart/1/8
Alpetinderne med Sne i Haaret,
Alpetinderne som rødmende Sæterpiger med hvide
Nathuer, erindrede Silvio om den franske Hærs
umaadelige Besvær, da General Bonaparte for
første Gang førte sine Tropper over de
vinterlige Kamme og ene drømte om sin fjærne
Josefine. Den ensomme Silvio havde med
graadig Hu læst de Breve, som den ubekendte
General Bonaparte tilsendte Josefine, da han
havde efterladt sin skønne, ustadige Veninde i
Paris og som syvogtyveaarig Feltherre foretog
sit allerførste Felttog. Det var før
Alpebestigningen og Sejrene i Italien; alle hans Tanker
var blevne tilbage i den store Hovedstad, og
hans Hjærte, fuldt af Graad og Mismod, var
ikke der, hvor han slæbte sin Fod.
»Jeg selv lever ikke i dette Telt« — skrev den ubekendte General — »eller i denne Lejr, disse Raadslagninger, hvor jeg og jeg og jeg hvert Minut maa træffe Afgørelser, der ikke angaar mig. Det forundrer mig bestandig, at Frankrigs Frelse kan afhænge deraf. Jeg savner indtil Fortærelse Aftnerne i Paris, og naar jeg underskriver den alvorligste Beslutning, er mine Tanker hundrede Mile borte.«
I graa Ligegyldighed for alt ydre lod han sine Soldater slæbe Kanonerne over Bjærgene, og bestandig med den skønne Josefine i Hjærtet, bestandig skrivende til den skønne Josefine vandt han Slagene ved Lodi og Marengo.
»Om hun ikke havde indgydt ham denne Ligegyldighed for Medgang eller Undergang,« tænkte Silvio, — »vilde han da have vundet Slagene ved Lodi og Marengo? Og hvis han havde tænkt mere paa Sejrene og Fjenderne end paa Fru Josefine, mon da jeg, Silvio, vilde have tænkt en Time paa Napoleon Bonaparte? Men han var et Menneske, som ogsaa jeg, et stakkels, søndersplittet Menneske, der var nødt til at slæbe sit Legeme ad lange, tomme Veje, over sjælløse Forhindringer, som han saa dybt hadede, at han maatte overvinde dem. Om han havde været noget andet — noget større maaske, et Slags Basun for Nationens Heltemod — jeg vilde i mit allerinderste Jeg have ringeagtet ham. Men jeg skænker ham som frit Menneske min Beundring, fordi han i intet var mindre Menneske end jeg, fordi han, slæbende som en Soldat paa mine egne Svagheder, dog naaede det højeste. Og derfor kan jeg taale hans uopnaaede Storhed, derfor kan jeg glædes over ham: fordi mit Mod, min Vilje, mine Planer i deres Udspring ikke er ringere end hans. Fordi ogsaa jeg er hans oprindelig jævnbyrdige.«