Valfart/2/7
Et af Tiden tilkradset Pergament, en
temmelig gammel Dame, men en Slægtning af
Célimène, kom en graa Morgen til Florens
med Hovedet endnu fortumlet af al den Larm,
der fandtes paa alle Banelinier lige fra Paris.
Og der blev pludselig ikke til at være i Florens.
Hun købte en Høne i Fællig med Silvio og spiste den med ham i en Vinstue. Og hun fortalte ham hyggelig det nyeste fra Paris, om Fester og om unge Mænd, der var foretrukne af den lille Célimène. Og den næste Aften gjorde de det samme og ligeledes den tredje Aften, imens hun stadig fortalte om Paris og om Célimène og Tilbedere af den lille Célimène.
Silvio skrev til Célimène, at han rejste til Siena. Og han pakkede atter sin Kuffert og tænkte paa at drage ikke blot til det nære Siena, men lige ned til Sicilien for at møde sin Skæbne. Den lille Célimène, som troede, at Siena laa ved Havet, skrev til ham paa selve Afrejsens Dag, at hun var led og ked af Paris og allermest kunde ønske at spasere med ham langs »Sienas Strand« — hvis det blot havde været muligt. Og hun mente, at de der — ved Sienas Strand (à la mer de Sienne) — nok skulde være blevne enige: de skulde begge tale rigtig ondt om Kærligheden.
»Allerhelst til Sicilien! Allerhelst til Sicilien!« lød det inden i Silvio, da han sad i Toget efter at have kastet et sidste Blik paa nogle af de ældste Broer i Florens, og efter at han havde givet et sidste Haandtryk til den temmelig gamle Dame, der endnu i Afskedsøjeblikket med en behændig Hentydning fik hans Pariserhjærte til at bløde.
»Allerhelst til Sicilien,« tænkte Brobyggeren Silvio. Han sad og tegnede efter Hukommelsen den gamle Bro i Florens, og da Broen var færdig, fandt han paa at tegne en ildspyende Torpedo under Broen, og da Torpedoen var færdig, fandt han paa at skrive nogle Linier ved Siden af:
Jeg skrev en Dag en Petition,
en Bøn om gunstig Protektion:
jeg vilde ta'e det, som det blev.
Gud give, jeg det aldrig skrev!
Vil du med, saa hæng paa.
Jeg skrev en Gang et Frierbrev,
et Elskovs Evangelium.
Gud give, jeg det aldrig skrev!
Den hovne Tøs blev dobbelt dum.
Vil du med, saa hæng paa.
Den gode Lykke mødte mig.
Hun bad mig at benytte sig.
Jeg gad ej strax; og da jeg skrev
en anden Dag, hun udeblev.
Vil du med, saa hæng paa.
Saa skrev jeg Himlens Gud et Brev.
Og det fortrød jeg ej, jeg skrev.
Thi Brevet blev tilbagesendt
med Svar: Adresse ubekendt!
Vil du med —
Det skulde hænde Silvio, at de samme
to Arbejderførere, som for en Maaned siden
havde rejst med ham fra Genova til Florens,
atter var med ham i en Kupé fra Florens til
Siena. Og han havde der den gode Lejlighed
til at spørge dem om Vej til Sicilien og videre
frem — hvis han ellers vilde.
Deres Ansigter beskæftigede ham. Han havde i et Arbejderblad set deres Portrætter. Og den ene af dem bar den italienske Titel »professore«. Hans magre Ansigt havde omkring Læberne det samme tyndslidte Smil som falmede Primadonnaer, men et bittert Smil, som han selv mindst vilde tilgive, at man tog fejl af. Han ser ud, som om han kunde gaa igennem Staal . . . .
Den anden var en Mand med meget og mørkt Skæg, et paa én Gang blødt og voldsomt Ansigt — altfor rigelig Kærne, altfor lidt Skal. En af det simple Folks egne og sikre Tillidsmænd — den svajende Fusentast, Manden med Begejstringen.
Men den ubestemte Titel »Professor«, der var knyttet til den førstes Navn, fik Silvio til at bemærke ham mest.
Han ser ud, som han kunde gaa gennem Staal . . . . Og saa er den Mand tilmed en studeret; ikke Følelsesmennesket, der svæver for Vindene, men Teoretikeren. Ikke Begejstringen, men Forbitrelsen. Ikke Blodet, men Bogstaven. Og hvor meget længere fører ikke et Raseri i Blæk, og hvor meget giftigere er det ikke end et Raseri i Blod!
Thi der er dette ved en saadan Teoretiker, at her hører Mennesket og Barmhjærtigheden op, og her begynder Guddommen i dens Medynksløshed, Matematiken i dens Ubønhørlighed. Hvis han byder: hug ned! da bruger han ikke Menneskehænder, der hastig sløves, men Maskinen . . . . den bliver ikke træt.
Hug ned! hug ned! Spræng de gamle Broer i Luften, spræng de pralende Huse, der er byggede paa Tomhed og Spindelvæv.
Silvio var i Dag for Alvor oplagt til at se paa et saadant Ansigt og til at sprænge Broer hellere end til at bygge dem. Han havde Lyst til at sige til Manden med det tyndslidte Smil: »Vis mig, hvor vi skal begynde; saa skal jeg lægge en Mine.« Og han tænkte:
Manden med det magre Ansigt bøjer sig kun for én Ting: for Kendsgærninger. Men at høre ham i en tarvelig Sal ved et Møde af tunge, fattige Arbejdere eller høre ham rase foran den forsamlede Rigsdag — alle Kendsgærninger smuldrer han til Snus med sin ubarmhjærtig tilbagevendende Logik. Han har uimodsigelig Ret. Alle Livets Melodier tager han fra én. Nej, her skal I høre Musik — siger han med sit tynde Smil — Menneskeheden er kun et stort Forbund af udsultede Tarmkanaler . . . hør Tarmenes Musik.
Silvio vender langsomt og ligegyldig Ansigtet bort fra »Professeren«, og hans Følelser slaar pludselig om: Smil længe nok, du Nødtørft-Profet med dit Marekat-Smil. Jeg giver ikke en Pibe Tobak for al din tungerappe Logik. Nej, lær Menneskene at være Helte og Guder i Pjalter. De simple Folk er ikke dummere end jeg. Og de lader sig kun føre af den, der kan tale, saa de skiftevis brænder og fryser derved. Du samler dem til Had ved den dyriske Nødvendigheds Infami — et Oprør af Tarmkanaler! Men lær dem at ære den skønne Nødvendighed. Thi de simple Folk — »den hellige Almue« — kan nøjes med lidt (de er i Vanen), men de vandrer gærne til Verdens Ende for at høre en Melodi. Medlidenhed, Menneskeret, Broderskab, den blanke Selvopofrelse, høj som Alperne og dyb som Middelhavet — det er Musik. Blæs Marseillaisen, blæs, hvad I vil. Men før jeg anden Gang skal høre paa dine Tal og Cifre og lade mit menneskekære Hjærte fordærve, langt hellere vil jeg strax paa et eller andet Sicilien forbløde til Fordel for en bedre Retfærdighed i Verden. Det tyvende Aarhundredes Sol skal aldrig komme til at lyse paa dig og dine Lige.