Valfart/4/1
Den, der er vendt tilbage fra en
Hvalfangst i Nordhavet eller fra en Omflakken
mellem ældgamle Stæder i Sydens Sol: med
Isbjørneskind og Hvaltænder eller med Kaméer
og Antikviteter i sin Bagage; med Rejseluft i
Klæderne og med noget fremmed i sin Tale,
noget fremmed i sin Smilen — den, der
vejrbidt eller sommerbrændt er hjemvendt til den
første lune Stue, hyggelige Arne, hvor han
paa Udrejsen dvælede nogle Dage som ved
en sidste Station — han kan fortælle, han er
forunderlig. Og den unge danske, som, efter
et Aars Flakken om i Italien, med direkte
Tog fra Nizza var ankommen til Paris og nu
en Aften som i gamle Dage befandt sig i de
kendte Stuer hos en bosat, nordisk
Videnskabsmand, havde foruden Værten to
nysgærrige, unge Piger fra Danmark til at høre
paa sig — frygtsomme, forhippede og
lattermilde. Hans Skæg var blevet noget
anderledes end i Fjor og hans Sprog mere monotont
med besynderlige Dialektbetoninger af og til. Og de to lyttede med den ubevidste Respekt,
som alle, før de har været i Rom, føler for
den, der har set Kolossæum.
De var Søskende.
Den ene havde flygtig truffet ham forrige Aar. Hun studerede Musik i Paris. Den anden havde blot været her et Par Maaneder og kendte ham kun af Søsterens Omtale og af et Portræt, hvor Skægget som sagt var anderledes end det, han nu trak i.
De bange, unge Piger fandt ham den ene Aften helt morsom og mærkelig: denne solbrændte Mand, dette Portræt, som var bleven virkeligt.
Og de sad der saa pynteligt ved Siden af hinanden henne i Værelsets mørke Baggrund, og de klagede ham deres Sorger som to indespærrede Fugle, der flagrede mod Gitret i Længsel efter Befrielse.
For at den spillende Søster ikke skulde være altfor overladt til sig selv i det slemme Paris, havde Forældrene sendt den ikke spillende ned til hende. Det var ingenlunde det værste. Men for at ikke de to Søstre i Forening skulde opfinde noget skæbnesvangert, havde man anbragt dem i et Pensionat, hvor der vaagedes mer end moderligt over Staklerne. De var som kædede sammen med en usynlig Lænke og maatte aldrig skilles ad. Naar den musikalske var til Timer i Konservatoriet, maatte den umusikalske sidde hos og høre paa disse uendelige Øvelser. Det var endda ikke det værste.
Men i Følge et højtideligt Løfte, de havde aflagt til deres Forældre, maatte de ikke uden alvorlig Ledsagelse betræde den store, skandinaviske Kafé skraas for Theatre français; hver Aften Klokken sex, Absintens Time, kredsede deres Tanker og deres Skridt om den som Evas om Træet med den forbudne Frugt.
. . . Det allerværste var, at de sad her saa friske, henrivende netop i deres Indestængthed, saa man for lutter Glæde ikke kunde beklage de to Stakler, og man priste deres udmærket forstandige Moder, som havde lænket dem til hinanden ved usynlige Kæder. Thi fandtes ikke saadanne nye Sjæle, der gror i Skyggen, for hvem skulde da den hjemvendende fortælle sine Æventyr fra Solens Lande og vise sine Skind af fældede Leoparder?
Andre har maaske set noget større og bedre. Men Silvio nøjedes med at fortælle, hvad han selv havde set. Han havde været i katolske Lande og elsket en Niece af en Kardinal, og hun lignede Michelangelos Madonna i Rom, saa han mange Gange selv troede, at han havde elsket Pavens Madonna.