Valfart/4/11

by Sophus Claussen

Fortællersken

Hvem hun end er, saa har jeg aldrig før mødt hendes Lige, tænkte jeg som en lykkeberuset Tvivler.

Jeg sad ved hendes Side i Sollyset, i en Sporvogn. Rasktravende Heste førte os gennem Genova tilbage til Hotellet. Den massive Svejtserinde — Moderen, der forgæves ventede og savnede sin Søn — var billigvis bleven hungrig og træt af at være den eneste Skygge mellem Kirkegaardens ranke Cypresser. Vi forstod, at hun længtes efter sin Frokost, og vi skyndte os at føje hende.

Altsaa sad vi snart alle tre ved Frokost­bordet i Albergo Cavour.

Jeg har i Syden ofte savnet grønne, tung­sindige Foraars-Enge at se paa ved et lykkeligt Maaltid, naar Hjærtet begyndte at leve. I Hotellet var kun de kyske Mure, lutter ube­skrevne Flader, sommerlig hvide, forgyldte af Sol med broncerede Skygger. Men Signora Clara begyndte at tale og fortælle — snart straalende af klog, modig Glæde, snart pludselig formørket af en Erindring om udstandne Sorger, et flygtigt Ord, et Minde, som uventet oprev hende. Og at følge hendes Ansigt var en Sødme som at se over duggede Foraarsenge. Hun talte som faa, jeg havde hørt, talte, som en Mester i Violin og Bue vilde foredrage. Hendes egne Ord drev hende, hun blussede op, levede og brød atter ud i en saa sandfærdig Klage, at jeg for at be­herske min Bevægelse stundum maatte gribe mit Glas og løfte det beundrende imod hende. Hun fattede om sit eget Glas, men standsede Haanden, og da saa hun paa mig, som om hun vilde sige:

»Drik ikke med mig i Vin! Drik mig til med dine Øjne alene.«

Svejtserinden spiste tavs og tapper, som Garden, der dør, men giver sig ikke. Jeg derimod spiste svælgende hvert Ord fra Signora Claras Læber og syntes, at denne For­tælling for første Gang aabnede mig Italien og Rom. Det var ved den Frokost omtrent min eneste Føde.

Fru Clara havde før Maaltidet i Hast ombyttet sin lyse Kjole med en mørk, som for mig gjorde hendes Alvor alvorligere og hendes Glæde end mere stærk, overraskende.

Hun fortalte mangt og meget om Rom og sin Barndom, sin strenge, gejstlige Far­broder, der opdrog hende og hendes unge Broder. Hun fortalte om sin Fader — il buono papa — den allerlystigste og mest originale Mand, som tilbragte sit Liv paa Rejser, og som altid var lige stik imod Verden, men særlig mod sin klerikale Broder. Naar han besøgte Rom, tog han gærne sin lille Datter med paa Køreture og Udflugter, viste hende Byen og de elegante Kaféer. Kardinalen sagde til ham, at han fordærvede sit Pigebarn. Men Faderen lo: »Ved du hvad, Bror; der bliver aldrig en Nonne af Clara.«

Hun smilte let og hældte Vin i sit Glas.

»Hvor jeg holdt af den Fader. Naar jeg var med Papa paa Kafé, fik jeg mit Glas skænket fuldt med Vin . . . til Hverdag hos min rige, gejstlige Onkel skulde Vinen altid blandes med Vand; thi Vand er det tjenligste for smaa Katoliker. Ma io« — hun gav sig sig til at læspe som en lille, forslagen Skole­pige — »Men jeg, jeg vidste, at Tjenerskabet lystrede mig meget mere end Onkel, og jeg betalede, at de skulde bringe mig den Vin op paa mit Værelse, som jeg ønskede. Jeg re­gerede Huset fra øverst til nederst med uind­skrænket Magt. De kaldte mig den lille Kar­dinal. Dog, det er ikke nær saa morsomt at skænke i sit Glas selv som at køre ud med sin Fader og faa ham til at skænke for sig. Og allerbedst som vi sad i en Kafé, hvor der kun kom de fornemste Signori, hentede Papa Droskekusken: »Jeg maa give ham et Glas Vin; han har et udmærket Ansigt.« Han ødelagde Droskekuskene, som han ødelagde sin lille, forkælede Datter. Og jeg lo (ed io da ridere!). Aldrig havde jeg set de stive, hovmodige Signori i Rom drikke med en Droskekusk. De kan tænke Dem, at jeg be­undrede Papa.«

»Nu skal De høre,« sagde Fru Clara og standsede lidt, som for at snappe efter Vejret og bortjage Tanker, der var for sørgelige. »Min Moder . . . min Moder var død ung, da min lille Broder endnu var i den spæde Alder. Derfor blev vi opdragne hos min Onkel — Fader holdt jo mest af at rejse. Den stakkels, gejstlige Onkel, som ikke selv kunde tage til Ægte og faa Børn paa kristen Vis, holdt saa meget af os smaa Gryder, min lillebitte Broder og mig. Hver Aften, naar jeg havde sagt Godnat, kom han listende til min Dør for at høre, om jeg ogsaa bad min Aftenbøn. »Fader vor, du, som er i Himlen,« bad jeg med høj Stemme. Men somme Tider, naar jeg var vred paa Onkel og vilde drille ham, bad jeg slet ikke. Han troede da, at jeg sov og kom ind i Værelset for at se, om jeg laa rigtig med Armene korsvis over Brystet og Hænderne paa hver sin Skulder, som en god, lille Katolik. Hvis jeg da var vaagen, skyndte jeg mig at lægge Armene forkert og lukkede Øjnene. Han nærmede sig, tog for­sigtigt mine Hænder og lagde en paa hver sin Skulder, kyssede mig paa Panden og gik atter ud af Døren . . . .

»Den strenge Onkel holdt nok af os. Men Papa var dog Papa. Jeg fandt ingen Helt i Verdenshistorien, jeg tilbad som den venlige, originale Signore, der skænkede Vin til Droskekusken. Og da jeg var tretten Aar gammel, hørte vi, at han var død i Monaco — hvor han havde tabt næsten al sin Formue. Jeg blev saa fortvivlet over at miste ham, at jeg laa syg i tre Maaneder og ikke vidste af mig selv. Og i to Aar tænkte jeg kun paa Bønnebøger, Klostre og Selvfornægtelse. Min Onkel vilde gøre mig til Nonne, et Lys i Kristenheden, med Tiden Forstanderinde for et helligt Søsterskab. En uhyre Ærgærrighed fyldte min lille, forfængelige Krop . . .«

Der lagde sig et grublende Mørke, en fanatisk Eftertænksomhed over Fru Claras fine Bryn. Saa smilte hun og gav sig til at tale med munter, flydende Hast.

»Men da jeg blev femten Aar, paa Vej til sexten, var det forbi med den lille, hellige Clara. Det var kun, naar min Onkel saa paa mig, at jeg slog Kors og sænkede Panden. Jeg tænkte nu blot paa at danse, spille Klaver; jeg var sat sammen af eneste Spilopper. Jeg havde stadig igen paa mit Værelse en Flaske Vin af den kostbareste fra Kælderen for at kunne byde til mine jævnaldrende Veninder, der kom i Besøg, naar Onkel var ude. Jeg gjorde Honnør som Frue i Huset, vi drak hver et lille Glas som forsigtige Damer og førte en lang Passiar (chiacchierio), hvor vi lo ligesom de voxne Damer i Rom ad slet Ingen­ting. Jeg spillede Klaver for dem. Vi var tre eller fire Veninder, som mange Nætter stjal os hjemmefra og samledes skiftevis hos den ene eller anden blot for at sidde og se paa hverandre, le og føre værdige Samtaler. Vi tiltalte hverandre med vore virkelige Titler — (Ja, jeg var kun Signorina!) — og vi drillede højmodigt hverandre med unge Mænd, som vi knapt havde talt med. Saa blev jeg halv syttende Aar.

En Aften var jeg bedt ud til en Familje, der ellers ikke hørte til vort Selskab. De var ikke Romere, de var fra Milano; men de var rare og brave og holdt saa meget af mig. De bad mig spille lidt for dem; alle roste og beundrede mig, og jeg — jeg spillede. Der var kun Milanesere til Stede og imellem dem en ung Sekondløjtnant — aa saa smuk, saa smuk, syntes jeg, som en af Himlens Engle. Han sad uafbrudt ved Klaveret og saa paa mig og paa mine Fingre . . . og jeg, jeg spillede (ed io sonava). Han viste mig stor Ærbødighed og sagde til mig næsten bedrøvet, at jeg var saa let og saa glad og saa gratiøs, »som et Syn fra Paradiset«. Og jeg, jeg lo og sagde, at jeg fandt ham »saa smuk som en af Himlens Engle«. Saadan blev vi ved at lovprise hinanden i Ord, som forekom os yderst dybsindige. Og jeg spillede og lo (ed io da sonare ed io da ridere!). Og vi bøjede til Afsked Hovederne dybt for hinanden.

Men da jeg kom hjem, skrev jeg samme Nat et Brev paa fire Sider, hvori jeg erklærede ham min uendelige Kærlighed og bad ham møde mig udenfor Murene paa et bestemt angivet Sted. Jeg begreb jo, at jeg som Kar­dinalens Niece maatte gøre det første Skridt. »Men hvad tænker du dog paa?« sagde mine Veninder til mig. »Hvad jeg tænker paa? Jeg vil gifte mig med ham,« sagde jeg. Om jeg var forrykt: at ville gifte mig med en fattig Sekondløjtnant fra Milano! »Han har et udmærket Ansigt,« sagde jeg, idet jeg mindedes min kære, afdøde Faders Ord.

Jeg kom kørende i min Onkels Vogn til Stævnemødet. Carlo var der allerede. »Elskede, dejlige Signorina,« sagde han. »Hvad vil De mig? Jeg er kun en fattig Officer. Og hvad vil det nytte mig, at jeg gaar til Deres Onkel og beder om Dem?« — »Det vil slet ikke nytte, Signore,« sagde jeg; »vi flygter til Svejts og gifter os.« — »Yndige Signorina,« sagde han, »men jeg er en fattig Mand, og kan De ogsaa leve som en fattig Officers Kone?« — »Lad mig om det! Jeg sørger for det fornødne,« sagde jeg.

Jeg bestemte Dagen, Timen for Flugten, pakkede mine Kufferter; og da jeg vidste, det ikke nyttede at bede Onkel om Arven efter min Fader, gik jeg hen til hans Bankier med en Vexel, jeg selv havde skrevet i Onklens Navn. Den lød paa tre tusind Francs. Jeg tænkte: bliver min Onkel vred, kan han tage sig betalt i min Fædrenearv.

Da jeg ofte var kommen hos Bankieren, og alle forgudede mig, fattede ingen Mistanke, og jeg fik Pengene.

Jeg kørte til Jærnbanen, havde lige købt Billet, da én af min Onkels Tjenere indfandt sig for at standse mig. Jeg lovede at gaa med ham, men jeg havde en Smule Haandbagage, og jeg bad ham holde den for mig et Øjeblik, mens jeg hentede noget, jeg havde glemt paa Perronen. Jeg slap ud, smuttede ind i en Vogn; Toget gik i det samme og farvel, Roma! Jeg kom til Florens uden Nat­linned og Toilettesager og to Dage derefter til Svejts.

Aa, hvis blot min Fader havde levet. Han havde forstaaet mig.

»Der bliver aldrig nogen Nonne af Clara,« sagde den gode Papa.

Min Onkel satte Politi og Diplomati i Bevægelse; men jeg var hinsides Grænsen, og de vilde ikke udlevere mig. Saa skrev han Breve til mig, at jeg havde gjort ham hans Livs dybeste Sorg, men at han endnu vilde tilgive mig alt, naar jeg strax vendte tilbage. Om jeg endda havde kastet mine Øjne paa en ung Romer, kunde han forstaa mig, skrev han, men at jeg — Clara — vilde nedlade mig til en saadan »Bonde fra Milano!« Jeg strøede hans Breve i smaa Stykker som Sommer­fugle ud over de svejtsiske Alper. Skønt jeg knapt vidste, hvad Kærlighed var, elskede jeg denne »Bonde fra Milano.« Og vi boede i tre Uger som forlovede i et Svejtserhotel, uden han tænkte paa at misbruge den Tillid, Kardinalens lille Clara havde vist ham. Hver Dag fore­tog vi Køreture over Grænsen ind i Italien. Alle Toldbetjente kendte mig.

»Har Herskabet noget at fortolde?«

Jeg pegede paa mig selv.

»Ja, der er mig« — sono io — sagde jeg.

Saa snart de saa vor Vogn, kom det samlede Toldopsyn altid til Stede.

»Har De noget at fortolde?«

»Sono io! sono io,« sagde jeg med fryde­fuld Stemme. Og Toldopsynet lo og lod os køre. Naar man er sytten Aar, ophæver man alle Grænser, selv Toldgrænserne. Sono io, sono io! Ja mig — mig! . . .«

Fru Clara lo stærkt, kom til at hoste og maatte pludselig holde sig for Hjærtet. Jeg forstod ikke, hvorfor hun vendte Ansigtet bort. »Aa, det er kun min Hjærtebanken,« sagde hun paa vore ængstelige Spørgsmaal.

Jeg knælede ned med hendes Haand i min, bedrøvet over, at jeg ikke kunde bringe hende Lindring, paatage mig hendes Smærte. Hun trykkede svagt min Haand med et Smil, som vilde hun sige: »Vær ikke bedrøvet. Det Blik, hvormed du ser paa mig, er mig Læge­dom nok.« Saa aandede hun atter et Par Gange dybt og langsomt, begyndte at smile og var pludselig helt rask.

»Dér ser De, hvad der kommer ud af at slaa sig for Brystet og sige: sono io« — smilte hun. »Min Broder, der forstod at omgaas min Onkel langt snedigere end jeg, har tit sagt: Du er dum, Clara! du er dum, Clara! Min Broder gjorde ogsaa, hvad han selv vilde, men i al Hemmelighed. At høre ham tale Onkel efter Munden: »ja, Onkel! jo. Onkel!« — »som du vil, kære Onkel« — kunde faa Haarene til at rejse sig paa et syndigt Hovede og vække de døde op af Gravene« — Fru Clara smilte.

»Ma io — men jeg kunde ikke hykle som den forslagne Knægt. Umuligt, umuligt!« — Fru Clara lo ad sin egen Stridighed. — »Efter at Carlo og jeg havde boet tre Uger i Svejts, maatte Onkel samtykke i, at vi blev viede i Milano. Da min Onkel døde for to Aar siden, efterlod han hele sin Formue til min Broder. Den kære, gode Broder, den eneste, jeg nu har tilbage. Han gav mig dog altid de bedste Raad: Du er dum, Clara, at du ikke kan forsone dig med Onkel! — Umu­ligt, umuligt! Det var for at forsone mig med ham, at jeg en Gang, efter at jeg var bleven gift, boede hos ham i Rom et helt Aar, og naar min Mand kom i Besøg, maatte vi finde os i at mødes paa et Hotel!

Min Mand ! . . . Jeg glemmer aldrig vor Bryllupsrejse gennem Italiens Byer. — Carlo var skinsyg som en Sultan. En Gang kom han med en Hammer og sømmede Vinduerne til i vort Hjem i Milano, fordi han mente, at jeg lænede mig for meget ud, og fordi to unge Herrer i Nabolaget interesserede sig for mig. Jeg husker ogsaa en Aften i Milano. Midt i et stort Selskab af de mest dannede Signori med deres dydige Damer fandt en Herre paa at fortælle en skandaløs Historie om to Jøder, der havde en og samme Elsker­inde, som væddede med dem om, at det skulde lykkes hende trods al deres Paapasselighed at modtage en tredje Elsker (hvad hun ogsaa udførte paa den mest uforfærdede Maade, mens Jøderne sov). Alle de højtdannede Damer og Herrer lo. Jeg selv lo med. Og der blev fortalt værre Ting. Det var, som om Milaneserne i Aften var blevne forrykte. Bleg af Forbitrelse kom Carlo og bad mig køre med ham hjem. »Clara, jeg vil ikke taale, at du skal høre paa den skamløse Snak.« Han tog alene hjem i Vrede, og jeg angrede hele Aftenen, at jeg ikke havde føjet ham.

Stakkels Carlo, som var saa skinsyg, han havde den Fejl, at han ikke kunde modstaa Kvinder. Han var mig utro med alle Slags Skønheder i Torino og Venezia, ja, tilsidst ogsaa i Milano, hvor vi boede. Men hvis jeg havde holdt af andre end ham, vilde han have taget sin Død over det. Naar jeg bebrejdede ham hans Flygtighed, tilstod han gærne, og han spøgte: »Ja, søde Clara, en Kaprice, ser du, slet ikke andet. Dig elsker jeg, lille Claruccia, og jeg taaler ikke Plet eller Skygge paa dig. Men de andre maa jeg have, fordi jeg foragter dem, foragter dem altfor stærkt, ser du.« — Det blev nok hans Ulykke, at der var for mange Kvinder, han foragtede. Hans stakkels Hoved kunde ikke taale dette Forhold mellem Kær­lighed og Foragt . . .«

Alt dette fortalte Signora Clara bedre, end jeg kan genfortælle. Nu standsede hun atter, snappede efter Vejret og tog sig for Brystet, som om hun frygtede, at Hjærteondet skulde vende tilbage. Saa rejste hun sig — thi Maaltidet var forbi — og bad om at maatte støtte sig ved min Arm. Svejtserinden skyndte sig til Vinduet for at spejde efter sin Søn. Selv stod jeg hos Fru Clara en Stund og stirrede ud. Hendes snorrette Bryn, blege Ansigt, røde Mund fyldte mig med den kæk­keste Farvejubel.

---