Valfart/4/7
Min Mand — il mio marito. Børnene
— i bimbi. Den lille Pige — la piccina. Jeg
hørte hende gentage disse Ord. Og pludselig
fik hendes Stemme en bristefærdig Klingen.
Hendes Kinder blev svulne af Graad, og hendes
Øjne knebes til, som om en gram Sorg sønder
rev hende indvendig fra, som havde en sort,
uhyre Rovfugl taget Bolig i denne fine
Kvindeham og vilde sprænge sit altfor snævre Hylster.
Den ældre Dame mæler nogle kølige, trøstende Ord om ikke at fortvivle overfor det uoprettelige.
Den unge Frue vender Hovedet bort fra hende og pudser larmende sin Næse. I det samme saa hun mig, som ganske glemte at skjule min Deltagelse, mens jeg bevæget smilende førte mit Glas til Læberne. Denne ærbødige Beundring fik hende selv til at smile. Duggen tørres bort fra hendes Øjne. Hun vender mig resolut Ryggen og siger strax i en lettere Tone.
»Det er jo virkelig en trist Historie, kære Signora. — Paa en eneste Vinter . . . ! Hun var saa yndig, min lille Pige, og saa klog, skønt hun ikke var fire Aar. Ja, at jeg i Grunden ikke blev gal sammen med min Mand! Jeg er kun fireogtyve Aar, har ikke Forældre. Min Onkel, den gejstlige Mand, testamenterede al sin Formue til min yngre Broder og lagde sig til at dø af Ærgrelse, fordi jeg havde giftet mig med en fattig Officer fra Milano. Og saa gaar den Officer tilmed hen og taber Fornuftens Brug. Jeg har kun min kære, eneste Broder, men han er saa purung — giovane giovane — og jeg fortænker ham ikke i, at han finder det morsommere hos de smukke Damer i Rom og Paris end hos sin stakkels, trøstesløse Søster.« — Hun smilte pludselig, og hendes Smil fyldte hele Stuen med Spøg og Munterhed. — »Ja, og saa har jeg min Svigerinde, min Mands Søster, som hedder Angelica. En meget rettroende Frøken, som aldrig forsømmer en Messe og altid beder; Fader vor, du, som er i Himlen, gid tre hundrede og femogtresindstyve Ulykker maa ramme Clara (la Clara) Hellige, fromme Madonna, gid Clara (la Clara) maa dø, inden Aaret er omme! — Jeg har grædt saa meget se, se . . .«
Hun rev pludselig Sløret op.
»Jeg er bleven aldeles syg af at græde. Og jeg har faaet de stygge, gule Pletter paa Kinderne . . . Kan man ikke se dem? Jo, jo, Se kun her, Signora! — Lægen mente, at jeg maatte ned til Havet, adsprede mig, tage Bade.«
Jeg har siden faaet at vide, at Signora Clara tænkte:
»Hvad er det for en ung Mand? Han smiler saa kønt. Hans Smil trøster mig.«
Det var en lille Særegenhed, som efter min Mening altid røber en Italienerinde, hvad enten hun er Barn af Folket eller Niece af en Gejstlig: midt i Taarerne, hver Gang hun pudsede Næsen og aftørrede denne altfor sandfærdige Graad, som gjorde Ansigtet ukendeligt, kunde hun tilfældig komme til at se paa mig. Og strax tørrede Duggen bort fra hendes Øjenhaar.
Hvor jeg husker denne Middag, og —
da vi havde rejst os fra Bordet — denne
Solnedgang i Genova!
Svejtserinden paa Hotellets Trappe, besvarende min Hilsen med en umærkelig Hoved bøjning, og den sortslørede fra Milano, som svarede med et dybt og livfuldt Nik, saa at jeg uden for Døren standsede fortumlet og atter ikke kunde begribe, at jeg skulde træffe en slig Grande-Dame i Selskab med denne Svejtserkone. Svejtserinden og hendes unge Ledsagerinde promenerende langsomt paa Zigzagvejen op til Kastellet, som knejser paa en Tinde lige ovenover Jærnbanestationen! Svejtserinden bestandig søgende sin Søn. Og den unge Dame, der fulgte hende, ligesom tøvende.
Mens Solen gik ned over Genova, var der paa min Himmel opgaaet en ny, sød og smilende Maane. Hun syntes at gaa lang sommere som for at oppebie mig. Hun stod der i Solnedgangen med den aabne, klare Pande og Brynenes mørke, fine Linie under det stramme Slør — saa uskyldig oplagt til Livet, saa beredt til en indtagende Spøg med Mennesker, der var dannede og unge af Hjærte som hun selv.
Den tjenstfærdige Opvarter i Hotellet
»Albergo Cavour« — ung og listig smilende,
en sand Henrik fra Holberg — sagde til mig,
da han den næste Morgen efter Befaling bragte
min Regning:
»De skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« — il campo santo.
»Hvor er de to Damer, som boede her paa Hotellet?« spurgte jeg helt tilfældig.
Og med den mest belevne Alvor svarede Henrik:
»Paa Campo Santo.«
Jeg forsømte det første Tog for at tage med det næste. Det smaaregnede, mens jeg flakkede om i det graa Genova. Graa Luft, Byger af Blæst og fin Regn . . .
Jeg kunde ikke bekvemme mig til at rejse hjem til det lille Rapallo, hvor jeg i to Maaneder havde boet ensom og lidet lykkelig.
»Du skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« (il campo santo), gentog jeg for mig selv.
Jeg kunde ikke bestemme mig.
Thi jeg var meget angerfuld over min Opførsel paa Spasereturen i Aftes, da mit Hjærte og mine Skridt blev ved at kredse om den sortslørede Signora fra Milano, indtil den sortslørede og hendes uundgaaelige Svejtserinde omsider havde slaaet sig ned foran den store Kafé paa Jærnbanepladsen. Dumdristig havde jeg bemægtiget mig Nabobordet, mens jeg gjorde en Mængde Undskyldninger for min Adfærd — indtil Svejtserinden med en sur Grimace erklærede, at jeg jo ogsaa havde Ret til at trække frisk Luft, og indtil den unge Signora fra Milano, som kølede sig med sin Vifte og pustede paa sin fine Næse, pludselig slog Viften sammen med den mest fornøjede Latter: »Den Herre faar mig virkelig til at le« (ma questo signore mi fa ridere).
»Jeg bliver ikke længe,« undskyldte jeg atter. »Om tre Kvarter gaar Toget til Rapallo.«
Al hendes Højtidelighed var borte. Hun saa ud som en lille, velopdragen Skolepige, der sættes paa for haard Prøve.
»Mi fa ridere. Men den Herre er virkelig original« (ma questo signore è un originale).
Og da jeg vistnok saa meget nedslaaet ud, piplede det velvilligste, og strax efter det mest ubarmhjærtige Smil hende ud af Ansigtet.
»Hvad var det for en By, De nævnte?« Hun gjorde Munden stor og Mælet rigtig tykt — »Rapollo?«
Det var saa aabenbart, at jeg havde et Væsen, som hun ikke var vant til fra Milano, Norditaliens elegante Hovedstad. Og jeg fandt ikke andet at svare end at nævne hende mit eget Navn og fortælle hende, at jeg var fremmed — hvad der gjorde hende alvorlig, men uden at hun øvede Gengæld. Og pludselig lo hun igen: Mi fa ridere, mi fa ridere! Og da Opvarteren havde bragt Kaffe til de to Damer, blev hun overvættes lystig, og henvendt til Svejtserinden spottede hun med pudsige Tonefald Genovesernes Maal og deres Mangel paa Levemaade, disse Bønder og Skippere, disse Zuluer (questi zulù) — saa at jeg selv ikke rigtig vidste, om jeg maaske var en af de Zuluer. Hun fandt Genova ækel-ækel og vilde, jo før jo heller, rejse til et Badested, til Nervi, hvor hun havde boet for to Aar siden . . . eller til — hendes hele Person blev pludselig til et eneste Smil — til Rapollo (med o). Hun spurgte mig derpaa i en meget alvorlig Tone, om Søbadene ved Rapallo var gode; og før jeg fik givet Besked, rejste hun sig op og sagde, at det var sent, og at hun vilde begive sig til Hotellet, hvis Svejtserinden vilde følge hende. Det blev mig naadigst tilladt at gelejde Damerne til Hotellets Dør, og paa Trappens nederste Afsats vendte hun sig om og rakte mig uventet, paa en næsten festlig Maade, sin Haand til Godnat. Jeg var bleven staaende alene og uvis med Hatten i Haanden . . .
Aa hvor jeg angrede!