Valfart/4/9
Denne Ro og Uskyld! Det var, som
om en varm Damp med ét slog sammen om
mit Hjærte og nu langsomt fyldte alt mit Blod
med Lykke. Jeg elskede Fru Clara.
»Ja, hvilket Træf, Signore!«
Dette barnagtige, skæbneforfulgte, dette sorgløse og altid oplagte, dette storslaaede og letsindige Folkefærd — det kender ikke til Ironi:
»Ja, hvilket Træf, Signore!«
Det kan leve af en Haandfuld Bønner; det kan i Modgang skrumpe ind til Snus og Ingenting, sidde fastende ved den kolde Arne, uden Kød og uden Vin. Og for den første Smule Solskin svulmer Modet, blusser dets Blod, og dets sejrrige Forventning gennemtrænger alle Verdensrummets blaa Dybder.
Hvorfor giver vi nordiske Mennesker os til at le, naar det indtræffer, som vi allermest ønskede. Vi siger med en spydig Mine: »Men hvilket Lykketræf!« — fordi vi saa latterlig godt ved, hvor meget vi selv har hjulpet paa Skæbnen, og hvor ydmygt og usseligt vi har tilstræbt det.
Men Fru Clara lo ikke. Hun sagde med sit klareste Ansigt:
»Ja, hvilket Træf, Signore!«
Thi det er jo dog det aller sjældneste Træf, at hvad vi netop vilde, det sker. Saa er Tingene igen i den rette Gænge, Mennesket faar sin Vilje, Verden ligger aaben og ubegrænset.