Vor Gjenboerske
Vor Gjenboerske
Da Fader, for endel Aar siden, blev forlagt hertil Byen, tilfaldt det mig, som ældste Datter, at ledsage ham og indrette det nye Hjem, medens Moder og Børnene endnu opholdt sig i det gamle. Fader, der nærede en ligesaa uindskrænket som ubegrundet Tillid til min Dygtighed, overlod mig det Hele, og der stod jeg en skjøn Morgen raadvild og hjælpeløs i det store Hus, mellem Maatter, Høbaand og halvafdækkede Møbler. Værelserne vare store og skinnede af Nyhed; en blandet Maler-, Klister- og Høvlspaanlugt opfyldte hvert Rum. I en Fart kom alle Vinduer op.
Det var en smuk Majmorgen; den rene, næsten lidt skarpe Luft strømmede oplivende ind til mig. Stilheden i den lange Gade afbrødes kun af en gammel Brødkones adstadige Trin; Vinden løftede det hvide Klæde paa hendes Kurv og lod det skinne i Solen.
Ligeoverfor laa et lille enetages Sted med Gaard paa den ene Side og Have paa den anden. Maanedsroser og Primler blomstrede bag de spejlblanke Ruder, en frodig Vedbend slyngede sig om Vinduesposten, Sidskenen i det grønne Bur sang af fuld Hals, et Strikketøj laa paa Bordet ved Siden af Sykurven. Jeg husker tydeligt det Indtryk Gjenbohuset gjorde af at være et rigtigt Hjem, en Bolig for Fred og Hygge. Hvilken Modsætning dannede det ikke til al den Forvirring herinde hos os; selv Gaarden med den højtidelige Post og det store pyntelige Duehus saa saa ordentlig og ryddelig ud, at det var en Lyst. I Haven prangede Pintselilier og Pæoner; Bedene var smukt afstukne, Gangene nyrevne; helt henne i Baggrunden skimtede man et Par Bikuber. En Spade med grønmalet Skaft stod paaskraa støttet op til et lille blomstrende Frugttræ; den var bestemt lige sat der, det saa saa levende ud. Hvem havde sat den? hvad var det for en god Fe, som herskede derinde?
Næppe havde jeg gjort dette Spørgsmaal, før det blev besvaret, dog anderledes end jeg havde ventet. Istedetfor en yndig ung Fe, kom en temmelig uskjøn, aldrende Pige til Syne i Døren; et vist Selvstændigheds- og Uafhængighedspræg betegnede hende som den lille Verdens Herskerinde. Hun havde en Kurv paa Armen og strøede, med rund Haand, Korn til Duerne. Da den første Skuffelse var ovre, kunde jeg ikke andet end betragte hende med Fornøjelse, saa ublandet en Tilfredshed lyste ud af det ærlige, kantede Ansigt. Hun bar en blaa og hvidstribet Bomuldskjole, der sluttede glat om den ret tækkelige Figur, et skinnende hvidt Lærredsforklæde og en agtbar, velpibet Kappe med stor, hvid Sløjfe under Hagen. Da Kurven var tømt, foldede hun Hænderne over Hanken og saa sig om; det var, som takkede hun for den skjønne Morgen. Omsider faldt Blikket paa mig; vi hilste samtidig; den gamle Pige tog et Par raske Trin over Gaarden, skraaede derpaa over Gaden og stod for mig.
«Med Forlov, er det Majorens Datter? — jeg tænkte det nok. — Aa, undskyld, men jeg vilde bare sige Dem, at da Vandet i Deres Brønd ikke er godt, kan De hente hos mig. Det er godt nok til sit Brug, lad mig ikke mistrøste, blødt Vand er dejligt til sit Brug, men ikke til at drikke. Mit er nu det klareste Kildevand, rigtig en Guds Velsignelse, og saa koldt som Is er det. — Nej, Frøkenen maa rigtignok ikke takke, for det ved da Enhver, at det ikke kan skade mig; jo mere man poster, desto rigeligere flyder det. — Saa er der ogsaa en Laage i min Gaard, jeg vil bede Dem benytte. Den fører ud til Markerne, og derfra til Spadserevejen; saa er man fri for at gaa Gaden ned; mer end En er glad ved den Laage. — Aa Frøken, det var ogsaa Noget at takke for, ti bare stille. — Ja, nu ved De hvor Jomfru Birgitte Lund boer, dersom De vil hende Et eller Andet; jeg har været længe her i Byen og kunde dog maaske raade.» Hun fjernede sig med et Nik.
Saadan begyndte Bekjendtskabet med vor Gjenboerske.
Henad Middag hørte jeg en lystig Støjen udenfor det lille Hus, og saa da, til min Forundring, tre vilde Drenge storme ind. De var øjensynlig husvante, thi Kaskjetterne kastedes op paa Knager i Entreen og Tornystrene spændtes af. Senere tumlede de i Haven; de Mindste havde travlt med at indrette en Gynge mellem to Træer, den Største — en brunøjet Dreng med smukke, mørke Krøller — hjalp Jomfru Lund med at stænge Ærter. Tilsidst spiste de, i største Gemytlighed, Aftensmad i Lysthuset. Den gamle Pige smurte Smørrebrød med rap Haand; naar den Sidste havde faaet, vilde den Første have et Stykke igjen, og saaledes blev det ved.
Der var høj Kjælder i vor Gaard, og man saa derfor fra Dagligstuen, der laa i Stueetagen, lige ind i Gjenbohuset; Jomfru Lund levede sit Liv, saa at sige, for vore Øjne. Altid flittig, altid glad; det var formelig opbyggeligt. Jeg bluedes tidt i en ledig Stund ved at se paa den ivrige Haand, der syslede saa travlt, nu ude, nu inde, snart med Naal og snart med Strikkepinde; selv Mørkningsstunden blev benyttet. Hver Formiddag gjennemlæste hun Avisen grundigt fra Ende til anden med alvorsfuldt Udtryk og Briller paa Næsen. Det var et Pligtarbejde ; man maatte jo følge med Tiden og Begivenhederne. Idet Bladet lagdes bort, fik det gjerne et lille glattende Klap, og hun trak Vejret lettet, nu var det overstaaet. Al anden Gjerning udførte hun med en egen Kvikhed og Lyst, og saa forekom det mig altid, som sværmede der fornøjelige Tanker og Minder om hende i hendes Ensomhed.
Vi talte kun sjældent sammen, og da aldrig mere end et Par Ord, men vi holdt Alle af hende; selv Fader erklærede, at han rigtig godt kunde lide det gamle Menneske, der altid saa saa fornøjelig ud.
Henad Somren blev jeg meget syg; det begyndte som Forkjølelse, men gik over til Betændelse; jeg kunde Intet nyde med Undtagelse af et Par Draaber koldt Vand af og til.
«Det er lige fra Posten,» sagde Moder gjerne, idet hun løftede mit Hoved og holdt Glasset hen til mig, «den gode Jomfru Lund har selv bragt det.»
Dette fornøjede mig altid og satte Smag paa Vandet.
«Vilde Julie ikke have godt af lidt Hyldesirup?» Moder viste Lægen et Glas med en klar, gul Saft.
«Hyldesirup!» han gjorde en afvisende Grimace.
«Den er lavet med Honning og skal være saa velgjørende.»
Den gamle Doktors alvorlige Mine blev pludselig oprømt, næsten skalkagtig.
«Med Honning? ah! Jomfru Birgitte har altsaa været her, hun fusker mig bestandig i Faget og faar Æren for mine Kure. Naa, ja, ja da, brug det i Guds Navn, skade kan det aldrig. — Det er et sært Menneske, den Jomfru Birgitte,» vedblev han smaaleende, «vil man gjøre hende glad, skal man blot bede hende om en Tjeneste, straks lyse Øjnene, og der kommer et Liv i hende, saa det er forskrækkeligt; jeg har prøvet det mange, mange Gange. Om Dueslaget vil jeg nu slet ikke tale; hele Byens Patienter stille Fordringer til det, og det fyldestgjør dem alle. — Ja, jeg vilde ønske, at vi vare saa vidt.»
Det varede ikke længe, før vi kom saa vidt; om det var Hyldesiruppens Skyld, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det. Først Duesuppe, et Par Dage senere Duesteg; der laa smukke Blomster paa Bakken fra den lille Have. Endelig kom hun selv med et rigtigt Søndagsansigt og Strikketøj i Haanden.
«Naa, De ser jo godt ud, lille Frøken! — Gud velsigne Dem, mit søde Barn, bliv bare liggende, saadan. — Jeg tog Arbejde med, ikke' fordi jeg vil sidde her længe, men fordi De maaske ellers, naar jeg sad ledig hen, kunde synes, at De burde underholde mig, og det har De ikke godt af endnu. — Sikken et rart, venligt Kammer De har, og Gud ske Tak, at Gardinet er kommet op; det gjorde mig rigtig saa ondt, disse dejlige Sommerdage, at se paa det nedrullede Gardin. Ja, nu imorgen skal De jo lidt op?» — hun tog Plads, «hvis jeg forstyrrer, saa siger De det.»
«De kan aldrig forstyrre, Jomfru Birgitte, Deres Nærværelse virker mere beroligende end alle Pulvere. Jeg vilde blot ønske, De vilde fortælle mig Noget.»
«Hvad skulde det være, Frøken?» hun lo, «De er vist for længe siden vokset fra mine Historier.»
«Jeg vilde helst høre Lidt om Dem selv.»
«Om mig selv?» Jomfru Birgitte saa forundret op, «er det Deres Alvor?»
«O, ja! De gjør mig en stor, stor Glæde, hvis De vil fortælle.»
«Jeg skal prøve om jeg kan, men De maa ikke tro mit Liv indeholder mærkelige Ting, jeg mener hvad Andre kalde mærkelige Ting, for mig selv har det jo været forunderligt nok.»
Hun taug et Øjeblik, nikkede gjentagne Gange, som gjennemgik hun Fortiden, og begyndte :
«Fader var Politibetjent; han døde, da jeg var Barn, men jeg husker ham dog tydeligt, en lille, ivrig Mand, der var sin Gjerning hengiven med Liv og Sjæl. Det var ingen rar Gjerning, sagde Moder rigtignok sommetider, naar han havde saa travlt med at opspore en eller anden Stakkel, at han næppe gav sig Tid til at spise eller sove, men Fader mente selv, det netop var en ærefuld Gjerning at beskytte de Gode mod de Onde, og det kunde jo ogsaa være sandt. Fik han saa fat i saadan et elendigt Menneske, var han rigtig oprømt og glad, og fortalte, at Justitsraaden, det var Byfogden, kaldte ham sin højre Haand. Mod os hjemme var han altid god og kjærlig, men naar jeg mødte ham paa Gaden i Uniformsfrakken med Stokken i Haanden — i Funktion som han kaldte det — kunde jeg næppe kjende ham, saa bister saa han ud, det var ikke den samme Fader, der legede med os om Aftenen. Jeg kan se ham for mine Øjne med lille Søster paa Ryggen; det Barn var nu hans Øjesten, og en yndig lille En var hun ogsaa, altid mild og glad. Moder skrantede tidt og havde mindst ventet, at den raske Mand skulde gaa forud. Der sad hun med to uforsørgede Børn og sit svage Helbred, det saa mørkt ud. Justitsraaden viste sig grumme honnet, men hvad kunde det nytte i Tiden. Saa kom der Brev fra Slægtninge, at de vilde tage det ene af Børnene. Det var en Skovriderfamilie, pæne, fine Folk, der altid toge ind til os, naar der var Marked eller Komedie i Byen. De brugte jo rigtignok Huset kun som Aftrædelsessted, men vi satte det Bedste for dem, og de vare meget venlige.
De kan tro, Frøken, jeg gik i stor Skræk, en af os vilde de have, hvor rimeligt, at de toge mig og lod den Mindste blive hos Moder. Og saa græd jeg næsten Øjnene ud, for min Moder elskede jeg jo højest i Verden. Hun var nu ogsaa en sjælden Kone, og over sin Stand i alle Maader.
Dagen før de skulde komme, sad jeg sammenkrøben i en Krog, medens Moder talte med en Naboerske.
«Herren maa vide,» sagde hun, «hvem af Børnene jeg beholder.»
«Aa,» svarede Konen, «den Ting er da klar; at saadanne Folk se paa det Ydre ved man jo nok, og Martha er da ligesaa kjøn, som Birgitte er grim.»
Det blev sagt dæmpet, men jeg hørte dog hvert Ord. Moder mærkede det, og da Konen var gaaet, kaldte hun mig hen til sig og spurgte:
«Gjorde det Dig ondt, Birgitte?»
«Aa nej, Moder, jeg vilde gjerne være endnu meget, meget grimmere, bare jeg fik Lov til at blive.»
Saa klappede Moder min koparrede Kind, strøg mit stakkels rødstridtede Haar tilbage — jo det har været rødagtigt, Frøken, men blev tidlig graat — og sagde, at Vor Herre saa paa Hjærtet, og at Skjønhed var en farlig Gave. Den Grimme vilde nok finde Venner, naar hun bare fortjente dem, og da vilde hun aldrig miste dem, for det vilde være ægte Venner. Og hun sagde, at Skjønhed desuden var en flygtig Gjæst, men fra mig kunde Aarene Intet tage, de vilde snarere give. — Det havde vist længe ligget Moder paa Sinde, saa inderlig talte hun; jeg gjemte Ordene, skjøndt jeg egentlig ikke forstod dem.
Men næste Dag, da Skovriderens kom, gik det som Konen havde spaaet, de valgte straks, uden ringeste Betænkning, den Lille. En Smule flov blev jeg herover, men Glæden var det Overvejende. Jeg listede dog hen til Spejlstumpen i Sovekamret og saa paa mig selv; grim fandt jeg mig ikke, snarere ganske pæn, i den nye Sørgesirtses Dragt. Martha blev snart gode Venner med de Fremmede; hun var nu saadan en venlig lille Sjæl, der sluttede sig til Alle; saa indsaa hun jo heller ikke, hvad det egentlig gik ud paa.
Moder og jeg græd rigtig den Aften; der var saa tomt og trist i Huset; det var, som havde vi mistet Fader for anden Gang.
Morgenen efter kom en Bekjendt ind til os; hun var ogsaa Enke, men sad i gode Kaar og havde kun et eneste Barn. Det var en velklædt, anselig Kone med mange Fregner i Ansigtet, men smukke, kloge Øjne. Hun havde et lille Kukkenbageri, der betalte sig godt; saa gik hun ogsaa omkring og hjalp Folk ved Bryllupper, Barnedaab og andre store Gilder.
«Se, her er en Skaal Kraftsuppe, Madam Lund,» sagde hun venligt, «jeg tænker De har den nødig, og saa vil jeg spørge, om De kan laane mig Birgitte et Par Timer hver Dag; jeg trænger til en Haandsrækning, og Pigebarnet har godt af at lære Noget. Jeg skal forskylde hende i Forhold til det hun udretter, det lille Skind.»
Moder tog glad mod Tilbudet, og jeg fulgte straks hjem med Madammen, stor og vigtig i min egne Tanker. Læretiden var drøj, men da jeg gjorde mig Umage, kom jeg efter det, og Madam Holm overraskede mig en Søndag morgen med en Tokrone og den Bemærkning, at hvis Birgitte gik saadan frem, skulde hun snart faa det rette Greb.
Aldrig har jeg været saa glad over Penge, som jeg var over den Tokrone, Frøken; jeg fløj saamænd hjem. Moder vilde gjemme den til mig, men det vilde jeg ikke vide af; hun skulde have Kjød for den, paastod jeg, og saa blev der da ogsaa kjøbt et dejlig fedt Stykke Oksekjød. Jeg fik min meste Bespisning hos Madam Holm, og saa syntes Moder hun kunde lade sig nøje med hvad det skulde være, skjøndt hun trængte haardt til noget Nærende. Det var min store Sorg dengang, og naar jeg sad ved Madamens velopdækkede Bord, og hun sagde saa mildt: «Tag bare for Dig, Birgitte, det er Dig saa vel undt, se paa Niels, hvordan han kan,» kunde jeg tidt faa Taarer i Øjnene ved at tænke paa Moders Maaltid. Efter Faders Død havde hun lært at naadle og faaet Arbejde hos en Skomager, men Indtægten var kun lille, dog hun forstod de to Kunster, at holde sammen og at undvære, og saa gik det jo. Sommetider, naar Madam Holm fik Levninger fra de store Selskaber, delte hun med Moder; det var lykkelige Dage. Ved Slagtetid sendte Skovriderens gjerne Lidt af Alleslags ind til os. De gav os saamænd ogsaa et Læs Grenebrænde, og det var en stor Hjælp. Martha sad paa Sædet hos Kudsken, der bragte det; hun var vokset godt, saa rask og glad ud, og holdt af os som før.
Om Aftenen lærte Moder mig hvad hun selv kunde, men vi vare begge trætte, og det førte ikke til noget Videre. Da jeg blev ældre, læste Skolelærerens Datter en Time med mig hver Dag; det var en stor Godhed, og hun fik da ogsaa nogen Fornøjelse af mig. Efterhaanden som jeg blev større og flinkere, tog Madam Holm mig med i sine Huse. Fremmede syntes ikke om mig, følte jeg, men havde de brugt mig et Par Gange, sagde de, at den Lille var til at stole paa, mærkede de nok; og saa fik jeg Ros, fordi jeg var paalidelig og gjorde Tingene fra Grunden. Det fortjente nu ingen Ros, for gjør man sin Gjerning af al Flid, lykkes den, og man faar den kjær, saa Arbejdet bliver en Glæde, hvorimod det er en Byrde og Plage for Sjusken hele Livet igjennem. Jeg syede nu ogsaa fin Linnedsyning og tjente ikke saa ganske lidt; det gik frem for os. Med andre Børn havde jeg ikke stort at skaffe; de kaldte mig Rødtoppen og Kogekonen eller det lille Uglebillede, og drillede mig det Bedste de kunde. Børn har sommetider en underlig Lyst til at pine hverandre. Jeg tog det alvorligere, end det fortjente, og holdt mig fra dem, men da jeg var en glad Natur, blev jeg ikke mismodig eller bitter, bare lidt gammelagtig, som dem jeg omgikkes.
Da jeg var toogtyve Aar døde Moder; hun havde været grumme svag den sidste Maaned og sov stille hen. Det var bedst saadan, sagde Folk, hun var dog en skrøbelig Stakkel, men jeg kunde ikke sige det, for hun havde været mit Alt. Men en stor, stor Trøst var det, at hun havde havt bedre Dage paa det Sidste. Hver Gang jeg tænker paa, hvor pænt og godt hun fik det efterhaanden, takker jeg Vor Herre.
Mens Moder laa syg, besøgte Martha os; ret en yndig, sekstenaars Pige var hun dengang, og mild som en Engel. Hun græd ogsaa sine bitre Taarer over Tabet, men hendes Sorg fortog sig hurtigere end min, naturligvis.
Først tænkte jeg at blive i det gamle Hjem, og ernære mig som før, men de mente Alle jeg var for ung, og saa tog jeg da en Husjomfruplads hos Justitsraadens. Der var nok at tage vare i det store Hus; i Begyndelsen var det næsten over mine Kræfter, men Vanen gjør meget. Lønnen var god, og Omgangen ogsaa god, paa sin Vis; de vare rigtig høflige Allesammen, men holdt sig i Afstand, som jo var rimeligt. Fruens Broderkone, der engang besøgte os med sine to Smaapiger, var nu i en anden Smag. Det var den yndigste, venligste Dame jeg har set, men hun var saa grumme ung og forstod sig ikke synderligt paa nogen Ting, saa jeg maatte hjælpe hende med alle Dele. Hun kunde saamænd gjøre saadan Nar af sig selv, og le af sin Ubehjælpsomhed, at det var umuligt ikke at le med.
«De er min Trøst, Jomfru Birgitte,» sagde hun og klappede mig venligt, «gid De vilde tage til os, sætte lidt Skik paa Huset og lære mig til.» Men jeg rystede paa Hovedet, og Byfogden truede med Fingeren:
«Ikke fralokke Nogen deres Tyende, Anna, husk Du er paa Lovens Enemærker.» —
Al min Fritid tilbragte jeg i Madam Holms Hus; det var ligesom mit Hjem. Hendes Søn var nylig vendt tilbage fra sine Rejser og havde forpagtet Dampmøllen udenfor Byen. — jeg har nok ikke talt om Niels før? — da vi vare Børn havde vi ogsaa kun lidt med hinanden at gjøre, skjøndt han altid var god imod mig; anderledes kunde han nu ikke være, saadan var hans Natur. Det var rigtig et kjønt Menneske, Frøken, høj og rank med saadan et opvakt, livligt Ansigt; Mage til Øjne har jeg aldrig set, saa dejlige og gode, og dygtig var han, og godt oplært, efter sin Stilling. Det kan nok være, Moderen var stolt af ham og holdt af at tale om sin Søn. Folk lo deraf, men jeg hørte gjerne paa hende. Om Aftenen, efter Thetid, var jeg for det meste min egen, naar vi ikke havde Fremmede; jeg gik da med Arbejdet hen til Holms, og altid var jeg hjærtelig velkommen. Niels læste højt for sin Moder og mig; vi fik saamænd alle Ingemanns historiske Romaner ud den Vinter. Da Foraaret først kom, gik vi gjerne en lille Tur: Madam Holm og jeg fulgtes ad, og saa skraaede Niels fra Møllen, hvor han stod paa Udkig, ned til os. De Ture glemmer jeg aldrig, om jeg saa levede i tusinde Aar; saadan en Sommer har det nu heller ikke været siden. Vi gik gjerne ad Markstien til Skovkrattet, og gjennem det ud til Skraaningen ved Stranden, hvor der stod et stort gammelt. Egetræ. Vandet var forskjelligt hver Aften, men skjønt var det altid at se paa, og oplivende for Sindet. Naar vi vendte tilbage, begyndte det at skumre, og der var en Fred over Markerne, saa vi taug eller talte sagte, for ikke at forstyrre den. Madam Holm havde Strikketøj med og gik ganske smaat, saa vi Andre kom i Forvejen og maatte standse for at vente paa hende. — Men jeg er vist for vidtløftig, Frøken? — jo, jeg kan selv mærke det. —
Det var glade Dage, og jeg nød dem i fuldt Maal, uden at gruble over, hvad det egentlig var, der gjorde mig saa lykkelig. Netop paa den Tid kom der Brev fra Fruens Broderkone, at de maatte forbarme sig og overlade mig til hende. Mandens Fader, der jo ogsaa var min Frues Fader, var rigtig daarlig, og Husjomfruen skrantede. «Jomfru Birgitte kommer nok, hvis Du blot tillader det,» endte Brevet, men Jomfru Birgitte havde ingen Lyst til at tage fra Byen, og blev hvor hun var. Fruen var meget glad herover; hun gjorde sig Samvittighed af at hindre min Rejse, men vilde helst beholde mig.
De har vel nok gjættet, Frøken, at jeg holdt af Niels? det var kommet saadan lidt efter lidt, uden at jeg vidste af det, og derfor havde jeg heller ikke værget mig derimod, som jeg ellers burde, for det var jo utroligt, at saadan et Menneske vilde kaste sine Øjne paa mig Stakkel.
Engang, da jeg spøgte med min Grimhed, indvendte han varmt: «Du har dit eget Ansigt, Birgitte, og holder man først af Dig, synes man ogsaa om det.»
Han sagde dette i sin Hjærtensgodhed, men jeg lagde mere deri, og det fyldte mig med Glæde.
Hans Moder lod nu ogsaa Vink falde om, hvor lidt Skjønhed betød, og hvad for en Velsignelse et Par gode, flinke Hænder var i et Hus. Jeg kunde nok mærke, at vor Forening var hendes Ønske.
Saa begyndte Niels at drøfte sine Fremtidsplaner med mig. Det var gjerne paa Spadsereturene, naar vi vare saa langt forud, at Moderen ikke kunde høre os. Saa og saa meget tjente han, saa og saa meget havde han i Sparekassen, saa og saa meget fordrede den gamle Møller for at fortrække og overlade ham det Hele.
«Ser det ikke lovende ud, Birgitte?» og han saa mig fornøjet lige ind i Ansigtet; skjøndt han kun saa fornøjet og venligt, ikke kjærligt, byggede jeg dog Slotte i Luften, alt hvad jeg kunde.
En Aften, det var allerede henad Efteraaret, mødte jeg ham udenfor Døren; han vendte straks om og fulgte med ind. «Ser man det,» sagde hans Moder smaaleende, «før havde Niels saa forskrækkelig travlt, men nu kan han nok faa Stunder til at blive.»
Jeg vilde vende mig bort, men Niels blinkede til mig; han gjorde det ganske ligefremt og trohjærtet, men jeg udlagde det alligevel paa min Vis.
Hvor den Aften blev af ved jeg ikke; Himlen var fuld af Stjerner, og det var en dejlig, stille Luft, da vi kom udenfor. Niels fulgte mig hjem, efter Sædvane.
«Hør, Birgitte, der er Noget jeg vilde sige,» — han standsede; du gode Gud, hvor mit Hjærte slog.
«Jeg har længe tænkt paa at tale med Dig derom,» begyndte han igjen, «men nu synes jeg det maa blive Alvor. — Der er — der er En jeg holder af; gamle Moder tror sig saa klog, hun gjætter paa Dig, ja, det er da godt, Du er fornuftigere.»
Det var et dybt, dybt Fald jeg gjorde ved hans Ord, helt fra Lykkens Top, for der havde jeg staaet de sidste Øjeblikke. Det svimlede, men forfærdet og fortumlet, som jeg var, samlede jeg mig dog om én Tanke, han maatte ikke mærke, ikke ane, hvad der foregik i min Sjæl.
«Birgitte,» han tog min Haand, «jeg tror Du ved hvem det er, jeg haaber det har dit Bifald.»
«O, ja naturligvis.» Jeg vidste ikke selv hvad jeg sagde.
«Men Du finder maaske, at hun er for ung endnu?»
«Aa, nej, hvorfor det.» Jeg havde ikke fjerneste Ide om hvem han mente.
«Tak, Tak, Du gjør mig saa lykkelig. Med Herrens Hjælp skal jeg ogsaa blive hende en god, trofast Mand alle Livets Dage. — Aa, nu ere vi allerede ved Huset! gaa engang rundt endnu, Birgitte, jeg trænger til at tale med Dig.»
«Ikke iaften, Niels, jeg tør ikke.»
Saa stod jeg da i mit lille afsides Kammer, og Smerten fik frit Løb, men den blev ikke mildere. Jeg var rent forvirret og syndig i det Øjeblik, ja saa syndig, Frøken, at jeg gik hen til Spejlet og spottede mit stakkels ophovnede, forgrædte Ansigt. Men, da jeg først havde gjort det, blev jeg bange for mig selv, faldt paa Knæ og bad Gud ikke tage sin Haand rent fra mig. Og det hjalp, bare vi huske paa Vor Herre, er han os nær med sin Naade. Sundhed og gode Evner havde han givet mig, var det hans Skyld, at jeg taabeligt havde fyldt mit Sind med bedragelige Drømme.
Saa kom jeg da, lidt efter lidt, til Samling og gik alle de Ord, Niels havde talt, igjennem i Tankerne, og det faldt som Skjæl fra mine Øjne. Det var Martha han elskede, Martha, min egen Søster. De sjældne Gange hun kom til Byen, havde hun jo altid været hos dem, det var saa rimeligt.
En bedre Brudgom kunde Moder i sin Himmel ikke ønske hende. Gud velsigne dem, sagde jeg, Gud velsigne og bevare dem! men Sorgen havde dog Magten i mit Sind.
Haabet havde slaaet altfor dybe Bødder, jeg var som knust; hvor skulde jeg tage Kraften fra til at se ham igjen? kunde jeg udholde det? —
Næste Morgen ved Thebordet viste Fruen mig et Brev. «Igjen en Jeremiade fra min Svigerinde,» sagde hun, «Husjomfruen er bragt paa Hospitalet; selv er hun upasselig, Huset er i den grueligste Forvirring. — Hvad kan jeg gjøre derved, det er dog virkelig barnagtigt.»
Justitsraaden saa op fra sin Avis, «hun har da Grund til Klage, skulde jeg mene. Gid man kunde hjælpe hende.» Hans Blik faldt paa mig, der laa en Opfordring i det.
«Det bliver dog bedst jeg rejser, Frue,» sagde jeg ivrigt. Det var som en Befrielse, bort, bort, jo før jo heller.
Fruen gjorde nogle svage Indvendinger, paa sin værdige Vis; hun var dygtig ærgerlig, men jeg lod, som jeg ikke mærkede det.
Det blev en travl Dag; Fragtvognen, der skulde bringe mig til Dampskibet, gik allerede næste Morgen; jeg havde fuldtop at ordne i Huset, og maatte jo ogsaa tænke lidt paa mit Tøj. I Mørkningen gik Niels forbi; han var altsaa ude; jeg greb Lejligheden til at sige hans Moder Farvel. Hun var slet ikke tilfreds med Bestemmelsen og smaabrummede, paa sin velmente Maade.
«Bliv lidt, Birgitte, Du kan da umulig gaa, før Niels kommer. — Det skal dog forlange mig, hvad han vil sige til den hovedkulds Rejse. Sæt Dig ned, Barn, han er her om et Minut,»
«Tak, Madam Holm, jeg tør ikke vente. — Gud velsigne Dem for al Deres store Godhed imod mig. Farvel, lev vel og hils Niels.»
Rimen laa henover Markerne, da jeg kjørte ud af Byen næste Morgen; Taagen skjulte Krattet og de kjendte Steder for mine Blikke; saa nedtrykt har jeg ikke været, hverken før eller siden.
«Haloj, holdt!»
Fragtmanden standsede Hestene; Niels sprang nedad Møllestien henad Vognen til.
«Saa Du vilde rejse, uden at sige mig Farvel, vilde Du virkelig? havde Du Hjærte til det ?»
«Du var jo ikke hjemme, Niels.»
«Ja, men alligevel! — nej, saa holder jeg rigtignok mere af Dig, for det kunde jeg da aldrig have gjort. — Farvel, Birgitte, og kom snart igjen, lad dem ikke fange Dig derovre, kom snart igjen!»
Og det gode, kjærlige Menneske rystede næsten min Haand af Led.
Den Afsked gjorde godt lige ind i Sjælen; jeg havde ogsaa min Plads i hans Hjærte, følte jeg, lille var den maaske, men den var min. Og Taarerne listede sig frem en efter en, men det var ikke saadanne bitre, trøstesløse Taarer mere. Og jeg bad Gud Herren om Kraft til at tjene ham, hvor han saa satte mig, at mit ensomme Liv altid maatte føres til hans Ære.
Hvordan jeg blev modtaget af den unge Frue kan jeg ikke beskrive; det var næsten, som havde jeg været en Engel fra Himlen. Dørene stode aabne allevegne, da jeg kom; der var ingen Folk at se, jeg kunde saamænd have stjaalet baade Uhre og Sølvtøj. Endelig traf jeg Fruen paa Sofaen i en lille Hjørnestue; hun havde indbunden Hals og saa rigtig daarlig ud; det mindste Barn laa i hendes Arm.
«Alt staar saa galt til, som vel muligt,» sagde hun, og det var et sandt Ord. I Førstningen vidste jeg hverken ud eller ind. Pigen var en skjødesløs En, grisset at se til og tvær ovenikjøbet. Hos Justitsraadens gik nu Alt efter en Snor, saa det var rigtignok en Forandring. Hvor skulde man begynde? — det lille Barn skreg netop, saa begyndte jeg da med det. Det var rent og pænt, for Fruen bestilte ikke Andet, hele Dagen, end klæde det af og paa, men Mælken i Staklens Flaske var sur, ja den gamle Mælk sad saamænd op ad Kanterne; det forstod Moderen nu ikke. Hvor det var en ussel lille Skabning, men han havde saadanne klare Øjne, akkurat som to Stjerner, og jeg fik ham straks kjær. De andre Børn kom nu ind fra Haven; den Ene var falden i en Grøft og den Anden havde trukket hende op; de vare drivvaade begge to. Saa skulde de omklædes, men Tøjet var ikke i Orden; Pigen skjændte, Børnene græd, Fruen lo og græd paa engang.»
«Saadan et Liv have vi ført lige siden Husjomfruen blev syg,» sagde hun, «det skal jeg aldrig glemme Dem, Jomfru Birgitte, at De vilde komme.»
Lidt efter lidt kom der Orden i Tingene, men det holdt haardt at faa Pigen til at lystre; hun var nu vant til at sjuske af; den forrige Jomfru havde ikke været af de akkurateste, kunde jeg nok mærke. Kapitajnens Oppasser var derimod flink og hjalp mig godt. Der var fuldt op at holde Hænder i, fra tidlig Morgen til Sengetid, og Tankerne maatte jeg ogsaa bruge især i Begyndelsen, inden det Hele kom i Gang. Men det var nu netop, hvad jeg trængte til, for den bedste Lægedom mod Sorgen er Arbejdet. Naar jeg om Aftenen lagde mig til Ro, var jeg træt og sov straks ind.
At tænke paa Andre og sørge for dem fører altid Velsignelse med sig, naar man da gjør det oprigtigt af bedste Evne; her blev jeg nu paaskjønnet langt over Fortjeneste. Fruen kunde saamænd ikke have gjort mere af mig, om jeg havde været hendes kjødelige Søster. Kapitajnen var ogsaa en godhjærtet Herre, som det var let at gjøre tilpas. Første Dag hørte jeg ham rigtignok sige: «uha, lille Kone, din Skat er jo næsten et Fugleskræmsel,« men det var nu ikke bestemt for mine Øren, dog ondt gjorde det alligevel.
Kapitajnens Fader, den gamle Agent, havde sine Værelser paa den anden Side af Huset. Det var en lille, mager Herre med skarpe Træk og skarpe Øjne; han var ganske skaldet og bar sort Kalot. Gigten havde huseret slemt med ham og berøvet ham sin Førlighed; han sad altid opstillet i en høj Lænestol med Fødderne paa en Gyngeskammel og et Bord foran sig. Snustobaksdaasen blev flittig brugt, og han var i Vane med at klappe Laaget, naar han talte. Morgen og Aften kom en Mand og klædte ham paa eller af; Familien ønskede, han skulde holde Tjener, men det vilde han nu ikke, maaske netop fordi de ønskede det, for saadan var han. Omsorgen for Agenten faldt nu mest paa mig, og det var det Besværligste ved min Stilling. Der var ingen Ro paa ham, og altid skulde jeg staa paa Pinde. Han havde en lille Sølvklokke paa sit Bord, og den maatte jeg lystre, hvad jeg saa havde for. Er man ikke vant til at kaldes af paa denne Maade, har den noget Opirrende, idetmindste havde den det for mig. Han ringede nu ogsaa saa hastigt og myndigt; det var rigtig et utaalmodigt, pirreligt Sind, der fik Luft. Aviserne maatte jeg læse for ham hver Eftermiddag og, hvad der var langt værre, høre paa alle hans Anker og Klager over Familien. Det var et helt Synderegister over hver især, og sagde jeg ham imod og forsvarede efter min Overbevisning, blev det ti Gange værre. Jeg havde tidt Lyst til at vende Bladet, og male op for det gamle Menneske Alt, hvad der var at udsætte paa ham selv, men det passede sig jo ikke i mine Forhold, naturligvis. Han havde da ogsaa sine gode Sider, og mod mig blev han grumme artig, efterhaanden som han lærte mig at kjende.
Ud paa Vinteren døde den forrige Jomfru, og saa blev det afgjort med Justitsraadens, at jeg kunde blive. Jeg var godt tilfreds i alle Maader. Børnene holdt jeg af, især var den Mindste, Axel, min Glæde; han kom sig hver Dag, og det mente jeg at have Del i. Det lille Skind strakte saamænd Armene ud, bare han saa et Glimt af min Kjole i Døren, ja han rakte efter mig, om han saa sad paa Moderens Arm.
Fra Hjemmet fik jeg jevnlig Brev; Niels og Martha vare nu forlovede. Min Søster skrev saa lyksaligt og forhaabningsfuldt; jeg svarede hende, saa godt jeg kunde, i samme Aand. — De undrer Dem vist, Frøken, at jeg ikke rigtig kunde forvinde det og glæde mig med dem. Gud skal vide, jeg kæmpede dog ærligt. De vilde nu endelig have mig over til Brylluppet, men det afslog jeg, for det havde oversteget mine Kræfter. Kapitajnens kunde ikke undvære mig, skrev jeg blot, og det var den rene Sandhed. Men hvad gjør Niels, skriver han ikke lige til min Madmoder og beder hende saa indtrængende lade mig rejse. Det var kjærligt af ham, men min Beslutning stod alligevel fast. Fruen vidste ikke, hvordan hun skulde takke, fordi jeg blev, men den Tak pinte mig bare, som ufortjent Tak da altid gjør.
Og Aarene gik; efterhaanden formaaede jeg Fruen til at tage sig af mange Ting, som en Kone bør tage sig af. Regnskabet slap hun nu ikke for at se igjennem hver Uge, hvor haardt hun end vægrede sig.
«Der er saadan Velsignelse i Pengene, siden De er kommen,» sagde hun, «ja selv i Smør og Brød er der mere Forslag, skjøndt Maden er bedre tillavet. Regnskabet er i skjønneste Orden; plag mig ikke, Jomfru Birgitte!»
Men hun maatte alligevel, og tilsidst fik hun Interesse for Husførelsen og begyndte at blive flink.
Hver Sommer fik jeg Indbydelse fra Niels og Martha; de havde nu faaet en lille Dreng, jeg endelig maatte se, det dejligste Barn. Jeg undskyldte mig imidlertid; ja, nu kan jeg ikke selv forstaa, hvor jeg kunde.
Kapitajnens ældste Søster kom tidt til os; hun var gift med en Herremand i Nærheden, og lignede min forrige Frue paa et Haar. Det var en alvorlig, lidt stiv Dame, dog mod mig var hun altid venlig; jeg siger altid, men mener de første otte, ni Aar; senere forandrede hendes Opførsel sig. Først vilde jeg ikke rigtig tro det, jeg havde jo Intet gjort, der kunde sætte mig ned i hendes Øjne; det maatte være Indbildning. Men det var ikke Indbildning; næste Gang vi saas, var hun kold og uvenlig, ja, rigtig overmodig. Jeg havde altid holdt mig beskeden, hvor venlige de saa vare, og derfor krænkede det mig dobbelt. Saa sagde jeg det da engang til min egen Frue, men hun lo blot.
«Min Svigerinde er en gammel Tosse, Jomfru Birgitte, det er det Hele.»
Paa den Tid blev Agentens Helbred bedre; en ny Læge havde taget ham i Kur, og de varme Bade hjalp. Jeg maatte altid støtte ham, da han først begyndte at gaa; de Andre forstode det ikke rigtigt, sagde han, dog det var nu bare et Paafund. Det var ingen Morskab, og min Tid var desuden knap, men undslaa mig kunde jeg jo ikke.
En Aften, da jeg gik gjennem Gangen, løde høje Stemmer fra den gamle Herres Værelse. Det var nu ikke noget Nyt, og jeg tænkte ikke videre derover; Fruen fra Herregaarden var der, og hun og Faderen kunde aldrig komme ud af det med hinanden. — Jeg klædte Børnene af, der var nu seks, og tog, som jeg plejede, den Mindste paa Armen, for at han kunde sige Godnat til sin Bedstefader; det var Noget Agenten ønskede og havde forlangt.
Fruen kom mig imøde i den forreste Stue; hun var forgrædt og saa ikke op.
«Giv mig mit Barn, sagde hun blot, og tog den Lille fra mig. Jeg stod som lynslagen, for saadan havde hun endnu aldrig været. I detsamme kom Svigerinden og maalte mig med et Par opbragte Øjne; derpaa nejede hun og traadte tilside. Det lyder nu som Ingenting, Frøken, men De skulde have set, hvordan hun gjorde det, rigtig saa haanligt. Mit Blod kogte, for dette havde jeg ikke fortjent af dem.
Agenten sad i Lænestolen og gned sine Hænder; han saa ophidset, men dog triumferende ud. Formodentlig har min Mine været krænket, for han raabte straks: «Bryd Dem aldrig derom, Jomfru Birgitte, bryd Dem aldrig derom; vi kunne le ad dem, ja vi kunne. Den Gamle er ikke saa aflægs, som de ville gjøre ham til, han har nok Lyst til at raade selv, engang igjen.»
Jeg stirrede paa ham, for jeg forstod ikke et Ord.
«Min Datter vil nu gjøre det til en Forbrydelse af Dem,» vedblev han. «hun siger, De har lagt an derpaa i lang Tid. — Det var ogsaa en Ulykke, selv om det var sandt. — Naa, vil De saa være min Kone og flytte med mig herfra?»
Han spurgte spøgende, som var det kun for en Forms Skyld. Jeg stod ganske stille, næsten forstenet, men Øjeblikket efter vendte jeg mig mod den stakkels affældige Skabning, der paa Gravens Rand vilde bygge sig et nyt Hjem, og sagde ham min Mening.
Nej, hvor han blev vred! det arme Menneske bebrejdede mig endogsaa, at jeg havde været saa omhyggelig, og derved givet ham Grund til at tro, jeg kunde lide ham; nu vilde han aldrig se mig for sine Øjne, aldrig.
Saa gik jeg da tilbage til Børnenes Kammer. Fruen sad og vuggede den Lille og trøstede ham, for han græd.
«De skal ikke umage Dem,» sagde hun, saa koldt hun kunde, «jeg bliver selv herinde.»
«Jeg forstaar Dem ikke, Frue; jo, De maa høre mig. — Hvor kan det bebrejdes mig, at Deres Svigerfader gjør sig til Nar paa sine gamle Dage.»
Hun saa op, forundret og spørgende. «Fruen troede maaske, at jeg vilde have ham?»
«De vil altsaa ikke,» hun sprang op og omfavnede mig i sin Henrykkelse, «Gud velsigne Dem, Jomfru Birgitte! har jeg ikke ogsaa altid forsvaret Dem og lét ad Tingen, men nu idag, Svigerfader selv sagde det, mente jeg Alt var afgjort. — Christian, hun vil ikke, min fortræffelige gamle Birgitte vil ikke.»
Kapitajnen kom nu ind, rystede min Haand og takkede mig; det var virkelig latterligt, det Hele.
«Petrea er vist ikke kjørt endnu,» sagde han, «jeg maa se at faa fat paa hende,» og saa foer han ud af Huset.
Et Øjeblik efter kom han med Søsteren, hendes Ansigt straalede saamænd.
«Jeg har gjort Dem Uret,» sagde hun, og trykkede min Haand den ene Gang efter den anden, «stor Uret.» — Det havde hun ogsaa, og jeg stod lidt tilbageholdende, skjøndt jeg ikke bar Nag.
«Nej, hvor de vare glade! det var jo heller ingen Spøg, om den rige Agent havde giftet sig igjen, og var Valget saa endda faldet paa en fin Dame, men paa saadan et simpelt, tarveligt Menneske.
«Hvad vil De nu gjøre,» spurgte den fremmede Frue, «jeg er villig til at staa Dem bi med Raad og Daad.»
«Ja, her kan jeg jo ikke blive, dog mit Brød finder jeg vel nok, med Guds Hjælp.»
Da jeg sagde dette, begyndte min egen velsignede Frue at græde.
«Jeg vil selv opvarte Svigerfader,» sagde hun, «men min bedste Veninde maa ikke forlade mig.»
Saadanne Ord gjøre godt for lang Tid, men blive kunde jeg ikke alligevel; Agenten vilde heller aldrig have taalt det.
«Nu har jeg det,» raabte Herrens Søster lige med ét, og saa foreslog hun mig at tage her til Byen og holde Hus for hendes Drenge, der skulde i Latinskolen.
«Saa ere de i gode Hænder, og vi kunne være rolige for dem. De kan jo faa Deres Axel med,» tilføjede hun smilende.
Jeg tog mig Betænkningstid, Frøken, for det var jo et alvorligt Skridt, som maatte overvejes ; saadan en Grundforandring i hele min Levevis. Enden blev dog, at jeg gik ind paa Forslaget. Betalingen var rundelig; selv kunde jeg ogsaa tjene Noget, det skulde nok gaa. Nu havde jeg været saa længe i Familien, og var saadan groet fast i den, at jeg ikke rigtig kunde tænke mig at begynde forfra hos nye Mennesker; dette var langt uafhængigere og bedre, og jeg troede nok, jeg var det voksen. Efter Ferien skulde det nye Liv begynde; vi vare midt i Juli, jeg havde fem Uger til min Raadighed.
«Saa kan De endelig engang besøge Deres Søster,» sagde min Frue, «det kan jeg unde Dem.»
Ja, dertil vilde jeg benytte Fritiden; Længslen efter at se Marthe og hendes Hjem var vokset mægtigt de sidste Aar. Og alligevel var jeg underlig tilmode, urolig, næsten bange; det var saa skrækkeligt, hvis deres Lykke skulde volde mig Smerte, det var saa syndigt. Jeg kunde ikke faa den Frygt af mit Sind, skjøndt jeg bad Vor Herre hjælpe mig.
Saa tog jeg da Afsked med mit Herskab og alle de velsignede Børn; der var saamænd ikke et Øje tørt, da jeg rejste.
Jeg havde skrevet til Martha, at jeg kom, men ikke bestemt Dagen. Fragtmanden holdt i den lille Kro, tæt ved Landingsstedet, som han plejede. Hans graa Haar vare blevne hvide, ellers var han uforandret.
Det var en varm Dag, men det blæste, den blaa Luft var som oversaaet med hvide, smaa krusede Skyer. Nu kunde jeg se Byen og Møllen; Træerne i Haven vare skudte godt ivejret, og hvor det nye Vaaningshus saa kjønt og anseligt ud.
«Skal jeg holde her, Jomfru?»
«Tak, Peer, ja.»
Lænkehunden tog nu paa at gjø, og en Mand kom tilsyne i Døren, en høj, temmelig svær Mand i Møllerdragt. Han tog et Par lange Trin hen til Vognen.
«Birgitte, Gud velsigne Dig, velkommen!»
Det var Niels. — Straks blev jeg lidt skuffet, for det var ham, og det var dog ikke ham, ikke det Billede jeg havde gjemt; men i næste Øjeblik takkede jeg Gud af hele min Sjæl, for nu var al Frygt og Sorg forvundet, og det, der havde knuget mig i de mange Aar, var ligesom bortblæst. — De forstaar mig vist slet ikke, Frøken, og jeg forstod da heller ikke rigtig mig selv, men en Guds Velsignelse var det, at jeg kunde give ham den ene Haand og Martha den anden, og holde lige meget af dem begge.
Min Søster var en buttet, rødmusset Kone, kjøn og vakker at se til, men dog ikke som den unge Pige, jeg havde forladt. Drengen var dejlig; han lignede rigtig sin Fader fra før af. Den Mindste laa endnu i Vuggen. «Det er en Pige,» sagde Niels «hun hedder Birgitte efter Dig.»
Saa lagde jeg da Rejsetøjet i det pæne lille Gjæstekammer, der var gjort istand til mig. De fandt, jeg havde taget mig saadan op, og det var jo nok muligt, for Koparrene vare ikke saa kjendelige, og Haaret var strøget op under Kappen; jeg gik saamænd allerede med Kappe dengang.
«Det klæder Dig at blive gammel,» sagde Niels, og mønstrede mig saa bifaldende, at jeg maatte le, men jeg tænkte dog paa Moders Ord om de Grimme.
De kan nu ikke forestille Dem, Frøken, hvad det var for en Tid, saa dejlig; det var ligesom mit Ungdomssind vendte tilbage. Hjærtet var saa fyldt af Glæde, at jeg sommetider maatte forlade Stuen, bare for at takke Vor Herre i Enrum for saadan han havde gjort det for mig, indvendig og udvendig. Det var nu ogsaa forskrækkeligt, hvor de gjorde af mig, og underligt for En, der altid havde opvartet Andre, selv at blive opvartet. De læste saamænd Ønskerne ud af mine Øjne.
Og vi gik de gamle Veje over Markerne gjennem Krattet ud til det store Træ, Moster Birgittes Træ kaldte de det. Martha havde Kirsebær med, og vi satte os ned paa Mosset, saa ud over det blikstille, perlemorskinnende Vand og talte om hans afdøde Moder og de gamle Dage, men min Hemmelighed kjendte kun Gud. —
Rigtig opfrisket og vederkvæget forlod jeg dem; jeg var virkelig blevet et nyt Menneske, som man siger. Næste Aar skulde jeg komme igjen, og da tage lille Henrik med tilbage; den Dreng havde et godt Nemme og Lyst til Bøgerne, han skulde studere.
Saa flyttede jeg da ind i mit lille Hus her. Kapitajnens Søster sendte mig mange gode Møbler og andre nyttige Ting: selv kjøbte jeg det Manglende; jeg havde en ordentlig lille Spareskilling og behøvede ikke at knibe. Mel, Gryn og Ærter havde Niels forsynet mig med til Overflod, og jeg slap ikke for at tage baade Dækketøj og Lagener af min Søster; det var hjemmespundne, gode, stærke Sager. Fruen, jeg mener min egen Frue, sørgede nu for hvad der kunde pynte: Kobberstykker, et lille Maleri, Bordtæppe og Gardiner. Vi fik det rigtig yndigt.
Naa, det var en Fornøjelse at indrette sit eget Hjem; jeg var saa sjæleglad over selv at kunne sige hvor Skabet skulde staa, at jeg nok mærkede, jeg ikke havde passet til at blive gift. Det var underligt, saadan at styre selv, uden at spørge noget Menneske, men bare sin egen Fornuft. Agentens Klokke tænkte jeg tidt paa, den havde jeg nu aldrig kunnet forsone mig med.
Med Drengene gik det rigtig godt; jeg har altid holdt af Børn og derfor kunnet omgaas dem. Axel var nu ogsaa en sjælden Dreng, og Henrik var jo ligesom min egen, da han først kom. De vare flittige og dygtige alle Fire. Rektoren sagde saamænd engang til mig: «De har Æren, Jomfru Birgitte, for en glad Flid smitter,» men det var nu saadan halv Spøg, naturligvis. Sommetider kunde der jo ogsaa være Et og Andet ivejen med mine Smaafolk, men jeg gav aldrig efter i Utide, og saa jevnede det sig. Forældrene vare godt tilfredse med Forplejning og Alt. Det er saa lønnende at lave Mad til Drenge, Frøken; det kan ret fryde et gammelt Menneske at se paa den friske, velsignede Appetit. — Haven og Duerne passede vi i Fællesskab, og til Ferierne glædede vi os lige meget. De smaa Ferier tilbragte jeg altid hos Axels Forældre — Agenten var nu død — Sommerferierne paa Møllen.
Der var rigtig Velsignelse i mine Indtægter; hvert Aar lagde jeg en Sum op, og kunde snart kjøbe Stedet; ja, Noget havde jeg jo fra Fortiden; Synaalen indbragte heller ikke saa lidt. Jeg kunde jo gjerne have taget det mageligere, men hvorfor skulde jeg; jo flittigere jeg var, desto hurtigere fløj Tiden fra den ene August til den anden.
Axel blev Student, Henrik og de Andre bleve Studenter, men de havde mindre Brødre, der løste dem af, og saaledes blev det ved, men nu har jeg ogsaa min sidste Søstersøn, om Frøkenen har lagt Mærke til ham, den Mørke med Krøllerne; ja han bliver saamænd fjorten Aar til Juletid. Henrik er allerede Præst og gift; ret en Gudsmand er han. Jeg skal ogsaa føre Hus for hans Drenge, siger han, men hvem tør se saa langt frem i Tiden. Min Axel forandrede sig, og blev Officer; han lod sit Liv for Fædrelandet, Gud signe hans Minde!
Folk her i Byen vare straks grumme venlige imod mig; de vilde endogsaa bede mig med til deres Selskaber, men det havde jeg nu ikke Opdragelse til, og det sagde jeg dem rent ud. Komme sammen med Folk i Pynteklæder og tale fint med dem forstod jeg ikke, men vilde de mig Noget for Alvor, vidste de, hvor jeg boede, og kunde komme eller sende Bud.
Se, nu er jeg færdig, Frøken; bare jeg ikke har trættet Dem; men saadan gaar det, løser man først Tungebaandet paa et snakkesaligt, gammelt Menneske, er det som et Væld.»
«De burde fortælle endnu mere, Jomfru Birgitte, De burde fortælle, hvor langt et kjærligt Hjærte og en hjælpsom Haand kan række, selv om de kun raade over Lidt.»
Hun bøjede Hovedet. «Vor Herre har været god imod mig, Frøken, jeg elsker min Næste.»
Saa rullede den gamle Pige sit Strikketøj sammen, klappede kjærligt min Haand og gik, men fra den Dag af forekom Gjenbohuset mig endnu venligere og hjemligere end før.