Vor Tids Muhamed/IV
I September 1849 blev Utah optaget som et Territorium i Unionen og Brigham Young blev, af de Forende Staters daværende Præsident Fillmore, ansat som Territoriets Guvernør og Superintendent for den derrærende Indianerstamme. Derved fik Mormonerne Ret til at sende en Repræsentant til Kongressen og vælge deres egen lovgivende Forsamling samt til at besætte flere underordnede Embeder, som alle lønnes af de Forende Staters Regjering. Guvernøren, Sekretairen og de højere Dommere blive derimod udnævnte i Washington. Da imidlertid den territoriale Regjeringsform kun er at betragte som en Stats Umyndighedsperiode, have Mormonerne lige siden 1849 søgt om at blive optaget i Unionen som en „fri, uafhængig Stat,“ under Navn af „Deseret.“ Denne vedholdende Petitionering grunder sig forresten ingenlunde paa deres særlige Loyalitet eller Kjærlighed til Unionen, kun paa deres Trang til at raade sig selv og udføre deres egne ulovlige Handlinger uden at behøve at frygte for fremmed Indblanding. En Republik med Valgsproget. „Frihed og Lighed“, og sex a syv Millioner Slaver, kunde ellers tage sig løierlig nok ud, men Mormonstaten „Deseret“ med en „Prophet“ til Guvernør vilde dog være en værre Satire — en af de største „Humbugs“ Amerika nogensinde kunde vente at præstere.
I kirkelig eller religiøs Henseende — og dette er jo Mormonismens Kjærne — regjeres Utah af et fuldkommen despotisk Hierarchi. Brigham Young er Kirkens Overhoved med Titel af Prophet, Seer etc. Hans Magt er ubegrændset, thi han er den Almægtiges Repræsentant paa Jorden. Han i Forening med to saakalde Raadgivere danner Kirkens høieste Præsidentskab. Næst i Rangen følge de „tolv Apostle“ med deres Præsident i Spidsen. Apostlerne ere et Slags Gesandter, der staa til Prophetens Raadighed, som hans Repræsentanter i fremmede Lande eller afsidesliggende Dele af hans eget Rige. Dernæst kommer en utallig Skare „Ypperstepræster“, „Bishopper,“ „Halvfjerdsindstyve“ og „Ældster“ med deres Organisationer og Præsidenter. Disse udgjøre det højere eller melchisedekske Præstedømme“, Det mindre eller „Aaronske Præstedømme“ bestaar af „Præster“ „Lærere“ „Diaconer“ og indbefatter saagodtsom hele Resten af Mormonkirkens mandlige Befolkning.
Skjøndt der er faa Mennesker i Mormonsamfundet, som ikke ere „ordinerede“ til et af de ovennævnte Embeder, saa er dog hele den styrende og udøvende Magt i Mormonhierarchiet i Hænderne paa meget Faa.
Saltsøstaden er saaledes inddelt i tyve eller flere Distrikter, og for hvert af disse er der ansat en „Bishop“ som med sine to Raadgivere hersker med samme Myndighed i sit Distrikt, som Brigham over hele Kirken. Enhver By, ethvert Settlement i Utah bestyres af Biskopper, hvis Pligt det er, ikke alene at prædike „det evige Evangelium“ men i Særdeleshed at indkræve Kirketienden samt føre Kontrol over Kirkens baade aandelige og timelige Midler og Eiendomme i det respektive Bispedømme.
Bisperne staa umiddelbart under Brigham Youngs Ledelse og udvælges med Hensyn til deres ubetingede Paalidelighed og Lydighed mod ham. Fra Profeten modtage de deres Instruktioner, til ham indsende de deres Rapporter, og lig ham forene de i sig baade en politisk og kirkelig Myndighed.
Dettte er Mormonernes ydre Statsstyrelse, men som alle andre Despoter har Profeten ogsaa sit hemmelige Politi eller sin private, villieløse Morderbande, som i Smag med den øvrige Hellighed kaldes „Daniter“ eller ødelæggende Engle — Porter Rootwell og Bill Hickman ere blevne vankundige i Mormonismens Kommunalhistorie som disse Banders Høvdinger. — Det Frygtelige ved Systemet er, at det er gjennemtrængt af et intet undgaaende Spioner-Uvæsen, det ligesom en giftig Øgle snoer sig og næres i enhver Familie; thi den Skade, Samfundet i sin Helhed lider af, strækker sig naturligvis ogsaa ind Familiekredsen — Yankeerne, som havde en usædvanlig Færdighed i at bedømme Tingene af deres Overflade og efter deres umiddelbare materielle Interesser, have undertiden været ifærd med at forgude B. Y. paa Grund af de store materielle Fremskridt Utah har gjort under hans Bestyrelse. — Hans administrative Duelighed er bleven fremhævet som noget enestaaende, der vel kunde veie op mod det borgerlige og aandelige Slaveri, hvori han har nedsænket sit Folk. Men Tusinder af andre Mænd kunde have gjort det Samme og frembragt de samme Resultater, havde de været i Brigham Youngs Sted og i Besiddelse af hans Begjærlighed og frække Samvittighedsløshed. — Brigham høster Æren, men de stakkels enfoldige Mennesker, der i deres Fattigdom og Nød ikke alene have forvandlet en Bjergørk til et right og frugtbart Land, men ogsaa en fattig uvidende Yankee til Millionær, tænker man kun lidet paa.
Vi vide allerede tildels hvorledes Mormonismen optræder i Danmark, og skulle nu i Korthed gaa over til at berette, hvorledes den optræder i sit eget Hjem. — En Nyankommers første Besøg maa naturligvis gjælde „Tabernaklet“. Vi kom derhen og traf, foruden en stor Forsamling af „Hellige“, ogsaa deres to Propheter Brigham Young og Heber C. Kimball. Efter afholdt Bøn og Sang, som var ledsaget af et stort Musikkorps, fremstod Apostlenes Præsident Orson Hyde for at afhandle Dagens religiøse Spørgsmaal. Han begyndte med den for os temmelig overraskende Bemærkning, at „Folket i Utah havde forskjellige Begreber om Gud“, og at „de syntes at være i Uvished om, hvem der var deres Gud“ etc. — Derefter henviste han til adskillige Bibelsteder, hvor Benævnelsen „Gud“ og „Guder“ tillægges Moses o. A. Hans Prædiken gik hele Tiden ud paa, at overføre Guddommen paa noget synligt, nærværende, men uagtet Broder Hyde er en øvet og dygtig Taler, som tilfulde forstod at behandle sit Æmne, saa forlod han dog omtrent paa samme Standpunkt, som da han begyndte, og overlod det til enhver at drage Slutninger. — Dog vi vare ikke fordømte til lang Uvished i denne vigtige Sag, thi strax efter Orson Hyde fremstod en Ældste, Wheelock, der med en elendig Sycophants hele Exaltation udraabte: „Brigham Young er min Gud; — han er god nok for mig, og jeg ønsker ingen Anden!“ —
Det var rigtignok en ny Underretning for os Nykommere. Vi havde vel hørt Tale om, at Brigham havde havt en Aabenbaring (som siges at være den Eneste, han nogensinde har ladet forkynde), hvori det hed: „Adam — er vor Fader og vor Gud; — den eneste Gud, som vi have noget at gjøre med!“ — men Wheelocks Udtalelse var dog for rasende. Propheten, som hørte den, vilde sikkert tage til Gjenmæle og fortælle ham noget andet — Brigham kom ganske rigtig til at tale samme Dag. Efter en Del uvigtigere Bemærkninger nærmede han sig endelig det samme Emne, Hyde og Wheelock havde gjennempløiet, idet han først satiriserede over og latterliggjorde den „orthodoxe Kirke“ fordi den troer paa „en treenig Gud“, og derpaa sluttede med følgende Resultat: „Hvor meget mere fornuftigt er det ikke“, sagde han, „for et Folk, at tro paa en retskaffen Mand, som de have Tillid til og daglig kunne raadføre sig med!“ — Jo! vi kunde nok mærke, at her var den „guddommelige Aabenbarelses umiddelbare Kildevæld“, saadan som de nye Dogmer her vældede ud. —
Brigham befatter sig iøvrigt kun lidt med de ab strakte religiøse Spørgsmaal. Det praktiske Liv derimod, det har han Smag for, og medens han lærer Brødrene at plante Kaal og Kartofler, fortæller han Søstrene, hvorledes de skulle bære sig ad med at malke Køerne, bage Brød og kjærne Smør osv. Brigham er forresten meget snu og udøver sit Despoti saa beregnende, at Folket har ingen Ide om, at det er ham, som er deres ueftergivende Skattekræver. — Det er ikke Brighams Haand, som knuser Druen for at udpresse dens Saft, men i ethvert Fald er man sikker paa at finde Vinen i Brighams Kjælder.
Ved et af vore senere Besøg i Tabernaklet overraskedes vi paa en behagelig Maade af Apostelen Lorenzo Snow, som holdt en Tale, der navnlig syntes fremkaldt ved de nærværende og iøinefaldende Omstændigheder, fremkaldte ved den sidste uheldige Haandkarre-Emigration. Han raadede nemlig „de Hellige“ og „Brødrene i Zion“ ikke at „vende Ryg eller se til en anden Side“, naar de mødte en af de nysankomne og nu hjælpeløse Emigranter fra Europa, thi i sin Tid havde Missionærerne dog modtaget disse Fattiges Gjæstfrihed og burde nu i det Hele taget udvise en mere virksom Sympathi og Deltagelse, som det sømmede sig et helligt Folk etc. Denne Tale var for os et lille Lysglimt paa den mørke Mormon-Himmel; men det slukkedes som et Stjerneskud; thi saasnart Apostelen havde endt, fremstod der en anden „Authoritet“, hvis Navn jeg ikke mere erindrer, og erklærede i en meget bydende Tone, at der fandtes intet saadant i Mormonismen som Sympathi! Der kjendtes kun „Pligter og Lydighed!“ Manden havde forresten Ret.
Efterhaanden som vi oftere besøgte Tabernaklet kom vi til at indse, at skjøndt det altid er godt fyldt med Mennesker, som kalde sig Hellige, saa er det dog i aandelig Henseende et tomt Øde, hvori Christi Aand og Lære ikke kan have Bolig. Vi indsaa ogsaa, at Mormonlæren var et uheldigt Sammensurium, der lig et aandeligt Kaos svæver ubehjælpsomt mellem tvende modsatte Punkter, nemlig mellem den Kristne Kirkes Tro og Bibelen, som her kaldes „de gamle Traditioner“ — og mellem den nye Prophets Aabenbaringer. Det Spørgsmaal, som Mormonismen ikke kan afgjøre er, om den amerikanske Dreng med Guldpladerne er at foretrække for Historien om Jesu Barnet i Bethlehem.
I ethvert af Byens Distrikter er der ogsaa et Forsamlingshus — hvor Enhver har Ret til at staa frem og give sine indre Følelser Luft, ellers ledes Møderne af Distriktets Bishop. Bishop Woolis Forsamlingshus var det mest ansete i Byen, thi Brigham med flere ansete Mormonfamilier høre dertil, og der aflagde vi vort første Besøg i Forsamlingshusene. Noget fik vi ud af Besøget, nemlig et Bevis for den Paastand, at Mormonkirken er i Besiddelse af alle de aandelige Naadegaver, som den første kristne Kirke; thi der var en Dame som stod frem for Forsamlingen og begyndte at tale i fremmed „Tungemaal“. Hun viste intet Tegn paa ualmindelig, aandelig Bevægelse og syntes ar være meget rolig, men det var ikke muligt at forstaa et Ord, af hvad hun sagde. — Da hun taug, stod Bispen frem og spurgte, om der var Nogen, som forstod at „udlægge Tungemaalet?“ Nei, der var Ingen, som havde modtaget „Udlæggelsesgaven“, og saa sagde Bispen, at skjøndt heller ikke han havde forstaaet det „Tungemaal“ vedkommende „Søster“ talte i, saa forstud han saa meget deraf, at han vidste „hun havde prist Gud i et fremmed Tungemaal!“ — Det er dog paa en mærkelig Maade, Gud uddeler sine Gaver blandt dette Folk, thi en Gave til at tale i Tunger, som Ingen forstaaer, skulde man anse for en Kuriositet, som Vorherre ikke vilde befatte sig med. Samme Aften fremstod der ogsaa en gammel, hvidhaaret Broder, som fuld af Aanden, fortalte om store Syner og Aabenbaringer, som Herren havde vist ham. Han havde „set Zion beleiret af Hedningernes Hærskarer“ og set, hvorledes deres Gevær og Kanonkugler faldt harmløse til Jorden“, endelig havde han seet „en af Israels Krigere jage Tusinde Hedninger paa Flugten ligesom i gamle Dage“.
Det tredie Distrikt i Byen udgjør det saakaldte danske Distrikt. Bispen der var en gammel fattig Amerikaner ved Navn Hill, som var gift med to unge kraftige Englænderinder, der vare naturlige Søstre. Hans første Raadgiver var en gammel Bekjendt, Jensen — eller Pottemager Jensen — som han kaldtes, fra Hørsholm i Danmark. Jensen var en hæderlig Mand og meget anset af den danske Befolkning i Salt Lake City. — Hans Væsen var sindigt og betænksomt og hans Hus stod som et behageligt Fristed hvor dansk Hjertelag og dansk Gjæstfrihed endnu holdt sig, trods den skarpe Intolerance som er uadskillelig fra Mormonismen. Jensen levede af Pottemageriet og gjorde gode Forretninger.
En anden Bekjendt, Jernstøber Jensen fra Aalborg, som ellers dengang boede i den nordlige Del af Dalen i en By ved Navn „Boxelder“, var netop kommen til Byen og saa skulde han holde Foredrag for de Danske om Flerkoneriet. Emnet kjendte han idetmindste praktisk, thi han havde ikke mindre end fire Koner at begynde med. At Bibelen maatte frem, og Abraham, Isak og Jakob tjene som Mønster følger af sig selv, men forresten søgte Jensen — ligesom Mormonerne i det Hele taget — helst sine Argumenter i Naturen og sammenligende f. Ex. en Mand, der kun havde en Kone, med „en Hane, der kun havde en Høne“. „Eller!“ — spurgte han triumpherende — „hvad vilde J tænke om en Mand, som i Dag planter og tilsaaer sin Ager, og i Morgen begynder at pløie og harve den igjen?“ Beviset var slaaende; Jensen og Flerkoneriet kunde ikke moddisputeres; Enhver, som ikke troede paa og levede efter dem begge, blev efter Fortjeneste stillet ikke saa ganske lidt lavere end dem, der „gaa paa Fire“.
Under et andet Besøg hos vore danske Venner i 3die Distrikt fik vi et slaaende Bevis paa, hvorlidenAnseelse Bibelen staaer i hos de Hellige. En ung dansk Broder holdt nemlig et Foredrag, der efter gammel Skik gik i god bibelsk Aand. Men det stakkels Menneske var neppe færdig med sin Prædiken, førend han paa den mest bittre, irettesættende Maade blev paamindet om, at naar han vilde præke, maatte han komme „med rent Mel i Posen, og ikke med den gamle Surdeig“.
Ved private Samtaler med Bekjendte, der i flere Aar havde boet i Utah og følgelig gjennemgaaet den hemmelige Mormonisme eller saakaldte Endowment, udfandt jeg ogsaa, at deres Begreber om Bibelen havde undergaaet en hel Omvæltning. Kristus blev kun vurderet lig med Moses, Joseph Smith eller Brigham. — Bibelens Fortællinger om Herrens Straffedomme paa Korah, Judas, Annanias og Saphira etc. forklarede de paa den Maade, at den Almægtige dertil havde bedet jo Iyder smukkere — som existerede baade i den mosaiske og kristne Kirke ligesom de „ødelæggende Engle“ eller „Daniterne“ blandt Mormonerne.
I Overeensstemmelse hermed troer og lærer Mormonerne, at der gives visse Synder i Zion, som kun kunne afsones ved Blodsudgydelse, Blood Atonement. Hermed ikke Synder eller Forbrydelser mod de borgerlige Love, men Synder mod Mormonkirken og Præstedømmets Anordninger. Jeg har selv hørt ældre Mødre i Salt Lake City sige, at de ikke vilde tage i Betænkning at udøve denne Bloddom paa deres eget Afkom, hvis dette frafaldt eller fornægtede Troen, da dette saa var den enste Vei til Frelse for dem.
Den ubegrændsede Magt og Indflydelse Brigham udøver paa Mormonfolket bliver forstaaelig, naar man i Forbindelse med hans altomfattende „guddommelige Myndighed“, tager de uhyre Indtægter, der staa til hans Raadighed i Betragtning. — Foruden de Landeiendomme, som han har forstaaet at tage i privat Besiddelse overalt i Territoriet, modtager han og raader over alle Kirkens Indtægter. Disse kunne inddeles paa følgende Maade:
1. „Det vedvarende Emigrationsfund“, som tildels fremkommer ved frivillige Gaver til Kirken, der siden laaner dem til fattige Mormoner, som ønske at reise fra Europa til Saltsøstaden. 2. „Tempelfundet“, som ogsaa bestaaer af frivillige Gaver fra „de Hellige“ overalt paa Jorden, (jeg kjender en Dansk, som alene gav 1800 Kr. til dette Fund). 3. „Tienden“, som igjen maa deles i a. Tiendedelen af al Fiendom som i Salgstilfælde ansættes i Kontanter; (i 1857 ydede Danmark til dette Fund 20,000 Kr.). b. Tiendedelen af det som frembringes ved Agerdyrkning, Kreaturhold og lign., samt af hvad der frembringes ved Industri eller vindes ved Handelsforretninger. c. Tiendeparten af Tiden, ↄ: hver tiende Dags Arbeide eller dens Værdi, af dem, som ernære sig ved Dagsarbeide eller som Tjenestetyende, eller som Intet have at bestille. Disse Sidste tillades det at afbetale deres Skat til Kirken ved at hjælpe til at udføre Kirkens offentlige Arbeider, saasom Opførelsen af Forsamlingshuse, Tiendehuse og Templer, Kanaler, Veianlæg, Befæstninger og lign. Derfor udføres en uhyre Mængde Arbeider i Salt Lake paa Foretagender af tilsyneladende ingen eller liden Nytte, undtagen den, at de holde Folket i Arbeide, saa som: den tolv Fod høie og fra 2½ til 6 Fod tykke Jordvold med Bastioner og Skydehuller, som skulde omfatte Saltsøstaden og var beregnet til at indeslutte et Areal af 6 engelske Kvadratmile. Ligeledes den henved 8 Mil lange Kanal, som blev gravet mellem Byen og „Cottonwood River“, hvorpaa Sten til det nye Tempel skulde transporters paa Kanalbaade istedetfor, som nu skeer, over Land.
Hvorledes Brigham Young, som Mormonsamfundets lovlige Repræsentant og Befuldmægtigede (Trustee in trust), fører Regnskab og gjør rede for sin Forvaltning af Kirkens Affærer sees af Følgende som meddeles fra paalidelig Kilde. I 1852 ordnede han sin lille Underballance til Kirken, stor $200,000, ved at lade sin Bogfører anføre $200,000 for „udført Tjenste“ af Brigham Young, og i 1867 afgjorde han sin Gjæld til Kirken — stor $967,000 paa lignede Maade. — Der behøves virkelig intet Mirakel for at blive en „stor Mand“, naar man har saadanne Hjælpekilder i et Land, hvor Forbrydelsen kun regnes som saadan, ifald Forbryderen er en Stymper, som mangler de fornødne Kontanter.
Ligesaa lidt som Kirken i det Hele taget er den Enkelte saa ganske sikker paa sin private Fiendom i Utah. — Joseph Smith søgte allerede at indføre en Slags Communisme under Navn af „Enocks Orden“ blandt Mormonerne for at binde dem fastere sammen, men Planen mødte Modstand og kom ikke til Udførelse i hans Tid. I de sidste Aar har Brigham Young bragt „Enocks Ordenen“ paa Tapetet igjen og netop dette Emne udgjør for næværende Tid Dagens brændende Spørgsmaal i Utah. Enhver, som gaaer ind i Enocks Ordenen, maa ved lovligt stilede Dokumenter overføre hele sin Fiendom til Brigham Young, som „Trustee in trust“ for „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige“. Derved faaer han naturligvis Raadighed over alle Landeiendomme og kan, hvis Besidderne skulde blive kjede af Brigham Youngs faderlige Regimente og faa Lyst til at forlade hans Rige, lade dem gaa nøgne og tomhændede — Brigham, som længe har levet i Luxus og Overflod, kjender nøie Menneskenes Svagheder overfor „Verden og alt Det, som er i Verden“. Naar han fortæller de „Trofaste“, at naar vi „tøirer Kalven, løber Koen ikke bort!“ — saa smile de hjertelig ad hans Vittighed og fryde sig ved Tanken om, hvorledes de vantro „Apostater“ ville komme i Knibe. At de samtidig sælge og bortskjænke deres egen og deres Børns Frihed falder aldrig de stakkels vildledte Taaber ind.
Selv mod de Trofaste opfører Kirken og Propheten sig undertiden ikke saa ganske ærligt i Pengesager, som Læseren vil se af nogle faa Exempler:
I 1852 emigrerede eu Dame ved Navn du Fresne, fra Den Jersen til Utah. Ved sin Afreise havde hun flere Penge end nødvendigt for Reisen og tilbød derfor Kirken et Laan paa 2500 Dollars i 6 Maaneder. Pengene bleve modtagne med Taknemlighed, og G. W. Richards, Kirkens Agent i Liverpool, England, gav hende til Gjengjæld et Gjældsbevis eller en Vexel paa Brigham Young for nævnte Sum. Ved sin Ankomst til Saltsøstaden præsenterede den gamle Dame Vexelen i den Tro, at Pengene vilde blive hende tilbagebetalte med lige saa stor Beredvillighed, som hun havde udlaant dem, men deri blev hun bitterlig skuffet, — Vexelen blev hverken anerkjendt eller betalt og, da hun forlangte en Forklaring, underrettede man hende om, at hun kunde faa en Bylod med et gammelt Hus paa; var hun ikke tilfreds med det, saa fik hun Ingenting. Madamen gjorde Indvendinger, og man lo ad hende; hun argumenterede og mødtes med Magtsprog; hun blev vred, og saa smed man hende ud af Døren. — Hun forlod Saltsøstaden og reiste til Kalifornien uden en eneste Skilling eller Haab om at faa sit Tab erstattet.
Ved Apostelen John Taylors personlige Indflydelse, bleve nogle velhavende Englændere bevægede til at sammenskyde en Kapital af 100,000 Dollar til Indkjøb af Maskiner etc. for eventuelle Klæde- og Sukker-Fabriker i Saltsøstaden. De troede Apostelens Løfter og glimrende Fremstillinger om Fremgang og Profit, ikke alene fordi de ansaa ham for at være en ærlig Mand, men først og Fremmest fordi han var en af deres egne hellige Apostle. De sangvinske og lettroende „Hellige“ kjøbte Maskiner, Faar, Sukkerro-Frø m. m. og reiste afsted med det; men ved Ankomsten til St. Louis fik dog en af dem Øinene op for John Taylors sande Karakter og Hensigter. Han forlod Mormonismen og reiste tilbage til sin Forretning i Liverpool, medens hans forrige Compagnoner forsatte Reisen til Saltsøstaden, hvor B. Y. uden videre tog Maskinerne og Resten i Besiddelse.
M. Delamere, et af Ofrene, maatte plyndret og ruineret tilsidst ernære sig ved at arbeide i en Smedie; — Coward, et andet, maatte ernære sig ved at hugge Brænde oppe paa Bjergene, indtil hans Helbred var ruineret, og Russell, det tredie Offer, døde saa hurtigt, at Kirken endnu fandt sin Fordel ved at udnævne sig selv til Administrator og tage hans Bo i stedsevarende Besiddelse. En af Brigham Youngs Missionærer i England ved Navn Cyrus Wheelock, havde laant en større Sum Penge at en Hr. Lee fra Lancastershire i England, med Løfte om at betale dem tilbage efter Hjemkomsten til Zion. Da nu Lee lykkelig var hjemkommet med Herrens Hellige „for at sidde under sit eget Figentræ“ etc., henvendte han sig til den før saa elskelige „Zions Broder“, „Herrens Tjener“ etc. for at faa sine Penge igjen. Men Wheelock mødte ham kun med følgende karakteristiske, isnende Svar: „Pengene har jeg givet de fattige Hellige. Jeg betaler dem ikke tilbage og hvad kan De vel gjøre i den Anledning?“ Lee gik naturligvis som alle andre Narre til Brigham Young, for at denne ufeilbare Dommer, der ikke lader nogen „Synder ustraffet“, skulde skaffe ham hans Penge igjen, men istedetfor disse modtog han følgende Kjendelse fra Propheten: „Om en Ældste laaner Penge af Dem, og De finder, at han er paa Vei til at forlade Troen, saa kan De klemme Skruerne sammen om ham. Men saalænge han er beredt til at prædike Evangeliet uden Pung eller Taske, saa kommer det ikke Dem ved, hvorledes han anvender de Penge, han laaner af dem. Herren ønsker Penge for at anvende dem, lad dem gaa og bryd Den ikke om, hvorledes han anvender dem. Dersom De klager over denne Ældste vil det blive til deres egen Fordømmelse. Pengene vare ikke deres, men den Almægtige gav dem i deres Hænder, for at se hvad De vilde gjøre med dem“.
I Virkeligheden er selve Mormon-Læren blottet for al kristelig Moral, den har kun det ene og store Bud: „blind, ubetinget Lydighed“ mod Propheten og Kirkens Ledere; dens Tro og Gjerninger, som den kristne Lære forudsætter, have Intet med hinanden at gjøre, som man ser af følgende Tale som Brigham Young holdt om sin Forgjænger Joseph Smith: „Den Lære“, siger Propheten“, som han forkyndte, er alt, hvad jeg ved om Sagen. Fremfør noget mod den, om I kunne — jeg bryder mig ikke det Ringeste om han i andre Ting har handlet som en Djævel. Han har fremsat en Lære som vil frelse os, naar vi blive i den. Han maa gjerne have drukket sig fuld hver eneste Dag i sit hele Liv, sover hos sin Næstes Hustru hver eneste Nat, kjørt Væddeløb og spillet Hazard. Jeg bryder mig aldeles ikke derom, thi jeg indbefatter aldrig noget Menneske i min Tro. Den Lære, han har frembragt, vil frelse Eder og mig og den ganske Verden. — Hvis I kunne finde Feil ved den, saa gjør det!“ Se „Deseret News“, 18de Dec. 1856. Dette var i Sandhed opmuntrende at høre fra „Herrens Salvede“ om hans Forgjænger Joseph Smith, hvem Herren havde opreist i disse sidste Dage, for at gjenoprette sit Rige og sin Kirke paa Jorden. Kristendommen maa være gaaet stormende fremad i Liberalitet, siden Frelserens og Apostlenes Dage, thi dengang troede man, at „Gud var hellig“ saa at intet Urent kunde indkomme i hans Rige, og at den hellige Aand ikke boede i urene Templer —, „ville I ikke tro paa mit Ord, saa tro paa mig formedelst mine Gjerninger!“ — sagde Kristus. — Men den nye Prophet kan gjerne „sove hos sin Næstes Hustru“, „drikke sig fuld hver Dag“, „spille Hazard“ etc. Hvad kommer det os ved? „Hvem kan sige Noget mod hans Lære?“ spørger Brigham triumferende. Vi ville i al Ydmyghed anføre Bibelens Svar derpaa: „Kan man og sanke Druer af Torne eller Figen af Tidsler? Kan den samme Kilde give baade sødt og bittert Vand?“
Saaledes i Korthed fandt jeg Mormonismen i Utah; saaledes leder den i moralsk Henseende dette Folk, hvis Flid og Udholdenhed man maa beundre, paa samme Tid, som man beklager den Skjæbne, de altfor ubetænksomt gaa i Møde.
Det var min Bestemmelse, at forlade Utah i Selskab med nogle Landsmænd og gaa til Kalifornien tidlig i Foraaret; men paa Grund af de frygtelige Trudsler, som bestandig udstødtes i Tabernaklet og Forsamlingshusene mod „Apostater og Hedningerne“ for siden som et Eko at gaa fra Mund til Mund blandt Folket, blev vor Bestemmelse forandret og vi besluttede os til at reise tilbage til de østlige Stater i Selskab med de større Kompagnier, som samledes i Saltsøstaden og organiserede sig for fælles Sikkerhed.
De For. Staters Dommer Drummond var allerede reist fra Utah i Mai og General Burr med Resten af de For. Staters Embedsmænd og en Mængde „Frafaldne og Hedninge“ afgik i April. Altsaa forskaffede jeg mig og Familie Passage med et Kjøbmandstræn tilhørende en Hr. Fernandes fra Weston, Missouri, som bestod af 18 Vogne, hver især forspændte med 8 Oxer. Den 18de April 1857 forlod vi den store Saltsøstad efter 4 Maaneders Ophold i den, og den følgende Dag sloge vi atter Leir mellem Big and Little mountains. Her stødte vi sammen med et større Selskab Emigranter, der ligesom vi havde faaet nok af det forjættede Land, og hvis Hjerter allerede lig den ny Vaar syntes at aande nyt Liv og nyt Haab. Fra Toppen af det store Bjerg, som vi naaede den følgende Dag, saa vi det sidste Glimt af Zion og alle dets Herligheder, og droge nu atter afsted mellem disse uhyre Bjergmasser, hvis snedækkede Toppe synes at kappes om at naa Himlen. Lusten var tynd og kold; thi skjøndt Sneen var smeltet paa Bjergets vestlige Side, laa den endnu paa den østlige Side i store Masser, som vi kun kunde overstige tidlig om Morgenen, medens Sneens Isskorpe kan bære de store og tungtbelæssede Vogne. Det tager os to Dage, at komme over det store Bjerg. 12 eller 15 Par Oxer have ofte nok med at trække en af Vognene op ad Bjerget og nedad er det endnu værre; thi brækker Isskorpen og Vognen synker ned, saa staa vi fast, eller den svære Vogn kan begynde at glide af sig selv, og saa Gud hjælpe Alt, hvad det kommer den i Veien. Naar Nedtouren er overstaaet føler man sig let om Hjertet og undrer sig over, „at det dog gik saa heldig!“ — Den ene Time kunne vi saaledes drage afsted mellem kolde Snemasser oppe paa Bjergene og i den næste komme ned i en snever Dal, hvor Træer, Blomster og Græs sprede Ynde og Vellugt. Den 27de Juli naaede vi endelig Byen Leavenworth i Kansas, beredte til atter at begynde Livet paany og med det inderlige Ønske, atter engang at se de yndige, frodige danske Øer.