Vor Tids Muhamed/VI
„Samvittighed og Troesfrihed“ har stedse været Mormonernes Ramaskrig, naar de optraadte blandt anderledes Troende og fremmede Nationer. Bestandig har deres Angreb været rettede mod ethvert andet Kirkesamfund paa Grund af den „ukristelige“ Intolerance, hvormed disse nuomstunder møde Brighams Apostle. — Lad os nu for et Øieblik se, hvorledes man udøver kristelig Tolerance i „Zion“ og hvor stor Samvittigheds- og Troesfrihed, der findes blandt de sidste Dages Hellige. Propheten Morris og hans Tilhængeres Skjæbne afgiver i denne Henseende en ualmindelig tydelig og talende Illustration.
I 1862 fremstod der nemlig i Utah en ny Prophet ved Navn Joseph Morris. Han paastod, at Herren havde sendt ham forat „forløse Israel“, der var sunket ned i Synd og Ugudelighed under Brigham Youngs Regimente. De talrige Tilhængere, Morris efterhaanden vandt, samlede han til en Koloni ved det saakaldte Kingston Fort ved Weber Floden, omtrent 35 Mile nord for Salt Lake City. Her oprettede han et nyt Zion, hvis Medlemmer stod under visse særegne Bestemmelser, som f. Ex. Fællesskab i Formue osv. Folk strømmede til ham fra alle Utahs Egne og bevidnede, at de vare kjede af Brigham Youngs Regjering.
I sin Koloni vedblev Morris at modtage en Mængde Aabenbarelser deriblandt en til Brigham Young, som Herren advarer, truer, irettesætter osv, men den ny Profets vigtigste Aabenbaring bestod dog især i, at Kristi Tilkommelse for at regjere paa Jorden var umiddelbart forhaanden. Blandt en Mængde andre forrykte Ideer havde han ogsaa den, at han og de fornemste af hans Tilhængere tidligere under forskjellige Navne have levet paa Jorden som „Enok“, „Elias“, „Ester“ etc. Ikke mindre end 6 Sekretærer, 3 engelske og 3 danske, beskjæftigede han med Nedskrivelsen af sine Aabenbaringer.
Men da den ene Uge hengik efter den anden, og Kristus ikke kom til Jorden, saa opstod der Splittelse blandt de „Udvalgte“ ved Weber Floden. Endel Apostater vilde forlade Kolonien, men nu kom Spørgsmaalet om Eindommens Fordeling paatværs. Enden blev, at de „Frafaldne“ søgte at tage sig selv tilrette, og derefter bleve 3 af dem arresterede af Morris siterne. De Fængsledes Familier og Venner henvendte sig til Øvrigheden i Weber Distrikt for at bevirke deres Frigivelse, og da vedkommende Øvrighed intet kunde udrette, gik de til Brigham Young og fra ham til de For. Staters Dommer i Utah, som hed Kinnen og var bekjendt for sit venskabelige Sindelag mod Mormonerne. Dommeren udstedte da en habeas corpus act, eller en Befaling til at frigive Fangerne og sendte Territoriets Marschal med den til Morris; men Marschallen maatte gaa hjem igjen med uforrettet Sag. Kort efter udstedte Domineren en ny Befaling, der havde lige saa ringe Virkning hos de vildfarne, fanatiske Morrisiter, der trøstig ventede, at Herren skulde komme ned fra Himlen med „sine mange Tusinde“ for aldeles at tilintetgjøre deres Fjender. Denne Modstand gjorde Kinnen vred, og han rekvirerede en tilstrækkelig Militærstyrke, som skulde ledsage Marshallen derned 3die Gang, og, om fornødent gjordes, at udføre Befalingen med Magt.
Den 13de Juni, tidligt om Morgenen, ankom Troppeafdelingen til Weber Floden og indtog deres Stilling paa en Høi, som beherskede Morristernes Leir. Med en af Morristernes Hyrdedrenge afsendtes da følgende Proklamation:
- „Marshallens Hovedkvarter,
- Weber Floden, 13de Juni 1862.
Til Joseph Morris, John Banks, Richard Cook, J Parson og John Klemgaard!
Eftersom I tilforn have ringeagtet og modsat Eder Territoriets Love og dets beskikkede Embedsmænd; eftersom visse Lovdekreter ere udstedte mod Eder af Domstolene i det tredie Retsdistrikt og en tilstrækkelig Militærstyrke sendt for at opretholde Lovens Autoritet, saa befale vi Eder herved strax og uden Modstand at overgive Eder selv og Eders Fanger i vore Hænder. Dersom vi ikke faa Svar 30 Minuter efter, at I have modtaget dette Dokument, vil Eders Arrest blive udført med Magt. Skulde I sætte Eders Liv i Fare ved Forkastelsen af dette Forslag, lad da Eders Kvinder og Børn samt enhver anden fredelig stemt Person ufortøvet begive sig bort fra Eders Leir. Hos os skulle de finde Beskyttelse.
- K. W. Lawrence, Marshall, U. T.
- R. T. Burton, Theodore Mc. Kean, Deputerede.“
Da Morristerne modtoge dette Dokument, blev Spørgsmaalet om, hvad de skulde gjøre. Profeten svarede, at han vilde gaa og „adspørge Herren“, paa samme Tid samlede Folket sig i Forsamlingslokalet, og efterat de her havde holdt en kort Bøn, traadte Profeten ind med en skreven Aabenbaring i Haanden. I denne Aabenbaring, som blev oplæst af John Parsons, sagde Herren, at han havde bragt Soldaterne mod sine Udvalgte, Morrisiterne, for at disse ved deres Fjenders fuldkomne Tilintetgjørelse skulde kjende hand Magt; de Udvalgte skulde nu triumfere over deres Fjender, uden at et Haar skulde krummes paa deres Hoveder.
Derpaa fremstod Richard Cook og forelagde Folket det Spørgsmaal, om det var bedst at adlyde Marshallen eller Herrens Aabenbaring? Man raadslog; men 30 Minuter ere snart forløbne, og førend de stakkels misledede Mennesker fik taget nogen Beslutning, lød der et Skud, en Kanonkugle slog ned i Forsamlingshuset, dræbte to Kvinder og rev Underkjæben af en lille Pige. Skud fulgte paa Skud, og Marshallens Tropper nærmede sig mere og mere Leiren, hvor nu den frygteligste Forvirring herskede. I Skrækkens første Rus søgte Enhver at redde sig, som han bedst kunde, men da Besindigheden kom tilbage, bragte Morrissiterne hurtigt deres Koner og Børn i Sikkerhed og forsvarede sig derpaa med Vaaben i Hænde i tre Dage med temmelig Tapperhed.
Morris modtog Aabenbaringer en gros: „Mørkets Hærskarer, som stred mod Lammet og dets Hærskarer“ vare for Tiden altfor egenmægtig, Guds eget Folks Vantro og Overtrædelse var for stor, og disse Omstændigheder forsinkede Kristi Ankomst etc Folket fastede, bad og iførte sig rene, vide Klæder og stode i fuld Forventning om at se Kristus i Magt og Herlighed komme ned fra Himlen for at udfri dem.
Efter 3 Dages forgjæves Venten besluttede de endelig at overgive sig til Marshallen og heisede i den Anledning et hvidt Flag. Oberst Burton nærmede sig derpaa tilsyneladende forsigtigt Leiren med en Afdeling Soldater og hvad der videre skete, fortælles af et edsvoret Øievidne, Alexander Dow, paa følgende Maade:.....„Robert Burton og Judson I Stoddard ret ind blandt Morrisiterne; Burton var meget opfarende og raabte vredt: „Hvor er Manden? jeg kjender ham ikke!“ — Stoddard pegede paa Morris og svarede: „Det er ham.“ Burton, som var tilhest, foer henimod Morris og befalede ham at overgive sig. „Nei, aldrig, aldrig!“ — svarede Morris og udtrykte sig med, at han ønskede at tale til Folket. „Det maa ske fordømt hurtigt“, raabte Burton. — „Brødre!“ — begyndte Morris — „jeg har lært Eder sande Principer....“ Disse Ord vare næppe ude af hans Mund, førend Burton affyrede sin Revolver. — Skuddet traf Morris i Nakken og den ene Skulder — „Der er Eders Prophet!“ raabte Burton og affyrede med det samme et andet Skud, sigende: „Hvad tænke I nu om Eders Prophet?“ — Derpaa vendte han sin Hest omkring og skjød Banks, som stod i fem eller 6 Skridts Afstand. Da Banks faldt kom James Bowmans Hustru løbende og udbrød høit: O! Du blodtørstige Usling!“ — „Ingen skal sige mig det og leve!“ — raabte Burton igjen og skjød hende. En dansk Kone løb grædende op til Morris og forsøgte at hjælpe ham; Burton dræbte ogsaa hende ved en Pistolskud. Han kunde meget let have taget Morris og Banks tilfange, om dette havde været hans Hensigt“.
- Alexander Dow.
- Beediget for mig den 18de April 1863.
- Charles B. Waite.
- Dommer, Utah Territorium.
Under Beleiringen faldt to af Burtons Soldater. — Morristerne havde 6 Dræbte og 3 Saarede. Den første Kanonkugle dræbte som sagt to Kvinder og saarede en ung Pige, et andet Skud dræbte en Kone og hendes Barn. Prophetens Svigermoder blev dræbt i sin Hytte o. s. v. De fangne Morrisiter bleve førte til Salt Lake City og stillede i Forhør for den omtalte Dommer Kinney. Femten af dem bleve i Fællesskab anklagede for Mord og sexogtredsindstyve for Oprør mod den lovlig bestaaende Øvrighed. Der var ikke Tale om individuel Proces, to Anklager og to Domme — for en og firsindstyve Mennesker!
De Femten dømtes til fra 6 til 16 Aars Tugthus, hvilket i Utah var ensbetydende med at arbeide i Lænker paa Brighams Veianlæg, under Opsyn af Brighams Svoger. De sex og tredsindstyve bleve mulkterede med 100 Dollars hver, hvilket forresten var mere end nogen af dem eiede eller kunde tilveiebringe.
Da disse Scener foregik, var Brigham enevældig i Utah, uagtet han ikke mere var Guvernør. Med Undtagelse af Overdommerembedet, var hele den exekutive Magt i Mormonernes Hænder, og Kinney var saalangt fra at gjøre dem Vanskeligheder, at han tværtimod altid stod rede til at være Haandlanger og udføre Brigham Youngs Ønsker — som netop skete i nærværende Tilfælde.
Imidlertid ankom Utahs ny Guvernør, S. S. Harding, tilligemed en ny Overdommer og en betydelig Militærstyrke under den berømte General Conors Kommando. Og disse Herrers Humanitet havde de dømte, jagede og forfulgte Morrisiter at takke for deres Frihed, som de kort efter alle modtoge, samt den timelige Hjælp, som blev dem ydet fra Regjeringens Side og snart gjorde deres Skjæbne mere taalelig
Det gik imidlertid ikke saa let; thi Brigham havde bestemt de stakkels Morrisiters fuldstændige Underkuelse og Tilintetgjørelse. Guvernør Harding — efter at have fortalt om den Nød og Elendighed som end ogsaa herskede blandt de ikke dømte Morrisiter siger derom : „......Strax efter min Ankomst til Territoriet kom mange af disse stakkels Mennesker til mig med bebreidende Taarer i deres Øine, som om jeg havde tilstedet at denne Ulykke var kommet over dem. Mange af dem var fra Danmark, og de stakkels Sjæle syntes at tro, at en Guvernør maatte være en Person, med samme Rettigheder og Magtfylde, som en Konge i deres eget Fædreland!“
En Petition blev sat i Omløb for Morrisiternes Benaadning og underskrevet af de to Dommere, de For. Staters Militær, samt i det Hele taget af alle Gentiles[1], men ikke af en eneste Mormon med Undtagelse mærkværdigt nok — af den berygtede Danit Høvding Bill Hickman.
Desangaaende skriver Guvernør Harding i et Brev fra Miland, Indiana, den 23de Dec. 1871: „.... Den 3die Marts 1863 blev der afholdt et stort Massemøde under Brigham Youngs Ledelse, hvor jeg og de to Dommere, Waite og Drake bleve opfordrede til at forlade Territoriet øieblikkelig. — Om Aftenen den 6te kom Bill Hickman til mit Hus og blev der til langt ud paa Natten. Han forsikkrede mig, at han var imod — ja fordømte — Massemødets Forhandlinger, samt at han personlig var venlig sindet imod mid etc. Jeg havde naturligvis ikke stor Tro til hvad han sagde, da jeg vidste, at Hickman var en høitstaaende Mormon, mod hvem jeg aldrig havde hørt et Ord fra nogen af Kirkens Ledere. Han udtalte sig særdeles skarpt angaaende den Grusomhed man havde udvist mod Morrisiterne, men, skjøndt hans Humanitet naturligvis glædede mig, kunde jeg dog ikke rime disse Udtalelser sammen med, hvad jeg havde hørt om hans forrige, blodige Bedrifter. Han gav mig en Skildring af sit Liv og syntes ikke særdeles stolt af sin Titel som „Danitkaptain“ og udtalte sig ellers ikke om Daniternes Virksomhed. Jeg spurgte, hvorledes han turde vove at udtale slige Meninger stik imod Brigham Youngs Ønske. Ved Udtrykket „vove“ syntes Blodet at stige ham til Hovedet; han standsede mig i Talen, reiste sig op og sagde: „Guvernør! De spørger om, hvorledes jeg tør vove at gjøre noget, som ikke behager Brigham Young? Jeg Kjender Brigham Young og hans Harestier (Rabbits-Tracks!) Jeg frygte Brigham Young! Guvernør — Brigham Young har større Grund til at frygte Bill Hickman, end Bill Hickman har til at frygte Brigham Young!“—„Jeg har aldrig set et Ansigt, „siger Guvernøren, „der udtrykte mere Trods og Foragt.“....„De dømte Morrisiter's Koner og Mødre kom til mig i Dusinvis og bad mig paa deres Knæ med Taarer i Øinene at vise Barmhjertighed mod deres Mænd og Sønner. Ondskabsfulde Trusler udstødtes mod mig paa samme Tid fra Mormonernes Side, hvis jeg viste dem nogen Gunst. Bishop Wollen, kom og forsøgte at skræmme mig med den Bemærkning, at han vilde ikke“ svare for min personlige Sikkerhed, hvis jeg benaadede disse Mænd.“
„Endelig blev Benaadnings-Petitionen præsenteret for mig; det skete temmelig silde om Aftenen, saa den kunde ikke sættes i Kraft for næste Dag. Da jeg var gaaet i Seng og netop falden i Søvn, hørte vi en Stemme udenfor, som kaldte paa Guvernøren. Min Søn gik ned ad Trappen med den stedse uundværlige Revolver i Haanden og spurgte hvem det var? „Bill Hickman!“ lød svaret — „lad mig komme ind!“ — Ved sin Indtrædelse spurgte han: „Guvernør! tænkte De ikke, at Brigham Young havde sendt Bud efter Dem, da de hørte min Røst, var De ikke bange?“ — „Aa, nei, ikke stort“, sarede jeg. „Guvernør!“ raabte han, og trykkede min Haand, „jeg kan stole paa Dem og De kan stole paa mig!“ Han fortalte nu, at han havde ligget vaagen om Natten og tænkt paa Benaadnings-Ansøgningen, tilsidst var han staaet op og redet 14 Mile, for at komme hen til mig og selv underskrive den. Han spurgte, om nogen Mormon havde underskrevet den. Da jeg dertil svarede „Nei“, bad han om Dokumentet, tog derpaa en Pen og skrev tversover med store Bogstaver, der lignede Hancocks paa Uafhængigheds-Erklæringen: „Bill Hickman“. „Der!“ sagde han med megen Selvtilfredshed og skjød Papiret til Side, „nu kan han gjøre hvad han lyster ved det“. Der er dog en Mormon, som tør gjøre efter sit eget Hoved tiltrods for ham“.[2] Dagen efter udstedte Guvernøren Benaadningsordren, og de dømte Morrisiter bleve igjen forenede med deres hjemløse Familier; men hverken Guvernøren eller Morrisiterne havde sluppet saa let derfra, hvis ikke General Connors Soldater og nogle Mørser, som fra „Fort Douglas“ kunde bestryge Prophetens Løvehus — havde holdt Propheten i Tøilerne“.
Ovenanførte Facta give som sagt et klart og tydeligt Billede af Mormonernes Troes- og Samvittigheds-Frihed. Brigham Young havde ingen videre Grund til at frygte en fanatisk Enthousiast lig Joseph Morris. Denne levede med sine Tilhængere, i Troen paa Christi snarlige Tilkommelse og havde derfor opgivet al Næringssorg for Fremtiden; de saaede ikke og høstede ikke; følgelig vilde det lille Forraad, som de havde bragt med sig til Leiren, snart være blevet fortæret, og Bevægelsen havde da sandsynligvis endt med det Samme. Men Mormonismen tørstede efter Blod; og Brigham taaler ingen Rivaler i sit prophetiske Embede. Han er meget tolerant med Hensyn til, hvilke usynlige Guder hans Undersaatter tro paa og tilbede; men ve den Ulykkelige, som troer paa en anden Prophet! Allah er stor!“ sagde Muhamed! „Propheten er større!“ siger Brigham Young.