Vore varme Sommerdage i Aar, og deres Nytte

by Niels Prahl

[Kiøbenhavns Allehaande, nr. 23]

Vore varme Sommerdage i Aar, og deres Nytte.

I nogle Aar har vi ikke havt saa varme Sommerdage som i dette. De forekommer endog mange besværlige; men Nytten af dem holder altid skadesløs for de Besværligheder, som man maae udstaae af den stærke Hede. Ikke uden at oprøres af en hemmelig Fortredelighed og Uvillie maae man ofte høre Klager over den sterke Hede af visse Personer, som enten formedelst en forkielet Qvindagtighed eller kræsen og vellystig Levemaade har faaet tykke og fede Legemer at slæbe paa; ja de kan endog blive fortrædelige og paa en skrekkelig Maade forbittres, naar Sommerheden stiger noget over den sædvanlige Grad. De kan da ikke fremføre et eneste venligt Ord, eller giøre en behagelig Miine; fulde af Sveed puster de og trækker tungt deres Aandre, knurrer over Veyret, ja tør vel endog indbilde sig, at saadan sterk Hede er en Straf for Menneskenes Synder. Deres Utaalmodighed bliver endnu større, ifald man vover at forestille dem, at det er et Kiendetegn paa et stadigt Gemyt, veltilfreds og taalig at finde sig udi og giennemgaae nogle Uleyligheder, som nu ikke kan forhindres eller blive anderledes, og at vi uden saadan streng Heede skulde miste mange Fordele. Det er altid viiseligt, med et roligt Sind ikke allene at beqvemme sig til og finde sig i de Ting, som ikke staaer i vor Magt at forandre, men endog paa en menneskelig Maade at betragte hele Naturen, indtil man er bleven overbeviist om, at alting har sine værdige Hensigter og Øyemeed, at den ofte udsetter os for megen Uleylighed, just for dermed at skaffe os langt større Fordele og Forlystelser. Dersom man blev tilvant at tænke saaledes, saa skulde man i alle Omstændigheder finde sig fornøyet. At have saadan Tænkemaade, er net op at befinde sig i den Stilling, hvortil den viise Skaber har bestemt os, og i alle Tilfælde at nyde den Lykke, som vi ere beqvemme til at imodtage. Vi ville anvende dette paa de Besværligheder, som vi ere underkastede i de meget varme og ret heede Sommerdage.

Det er sandt, naar det er koldt om Vinteren, kan man leyre sig omkring den velgiørende Kakkeloven, og skaffe sig saa maadelig en Varme, som man selv vil. Men saa let som vi kan undflye Kulden, kan vi ikke undflye Virkningerne af Solens heede Straaler, naar Luften er brændende, Jorden ligesom gloende, og Heeden udbreder sig i alle Husets Værelser. Der indfalder Dage, da alting syntes at forsmægte af Solens Heede, ja da de koldeste Stæder selv ere os ikke mere nogen behagelig Tilflugt. De grønne Marker faaer en skimrende Farve af et sterkt Lys, saa man neppe kan taale at see paa dem; Jordens Overflade bliver opløst i et Støv, som falder besværligt baade for Øynene og Aandedrættet; Planternes Vædsker tørres; Træerne hænger med deres vanmægtige og slappe Blade; Tørken udbreder sig over alle Vexter; Dyrene vansmægte og søger Skiul dybt inde i de mørkeste Busker i Skoven; alle Lemmers Munterhed forsvinder; Kraften til Forretninger mattes og svækkes; den Reysende bliver under de udtærende Straaler overfalden af en aldrig før fundet Svaghed. Naturen synes at tabe sit Liv, og at stride mod Dødens første Angreb. Dette er en Afmalning paa de Besværligheder, som Sommerheeden foraarsager, hvorover man hører nogle Mennesker saa bedrøvelig at klage. Men uden engang at sige, at det er en Barnagtig Kielenskab og Ubillighed at forlange, at alle vore Sandser skal bestandig opfyldes med lige behagelige Fornemmelser; skulde vi da vel uden en høy Grad af Sommerens Heede see Frugterne paa vore Marker og i vore Hauger at komme til deres fuldkomne Moedhed, som de dog maae have, om de skal tiene til vor Næring og Vederqvægelse? Dette kunde være nok, om vi aldrig havde andre Beviser for Sommervarmens Nødvendighed. Hvor gierne skulde vi ikke taale Sommerheeden, som en af de største Naturens Velgierninger, da den tørrer Kornets fugtige Kierne, at vi kan faae Brød, og at ey Hungeren, som en bevæbnet Mand skal overfalde vore Stæder og Byer? Den sterke Sommerheede trænger dybt ned i Jorden, paa det at de Vexter, som moednes sildigere, kan faae Varme nok til sin Vext, Høsten blive mere behagelig, og Vinteren mindre ubehagelig. Uden saadan Sommerheede skulde de Rødder, som stikker dybt, blive døde, og Guldet, som vor Stolthed og Forfængelighed elsker saa høyt, skulde i Biergenes Indvolde ikke kunde voxe. Men det er ikke allene for os, men endog for andre Skabninger, at Jordens Indretninger ere giorte. Hvor mange Dyr og Orme lever ikke dybt i Jorden, hvilke, da de ere skabte af Viisdommen, ere skabte til gode Hensigter, og derfor maae vedligeholdes, men skulde forgaae uden deres Boliger bleve saaledes giennemvarmede!

Skulde det ved saadanne Betragtninger nu ikke være en Aarsag til stor Fornøyelse for en ædel Siel, at taale nogle Uleyligheder af Heeden, da saa utallige levende Skabninger just ved den vederqvæges og vedligeholdes? Og hvo kan giøre sig disse Betragtninger, uden at erindre sig Skaberens ubegribelige Godhed, der for alt vaager over sine Skabninger, som det egennyttige Menneske agter ringe? Hvilken høy Tanke foranlediger samme om Forsynet, og hvilken eftertrykkelig Paamindelse for Mennesket, at betroe sig det i alle Livets Tilfælde!

(Slutningen følger)

[Kiøbenhavns Allehaande, no. 24]

Slutningen om vore varme Sommerdage i Aar, og deres Nytte (See No. 23)

Hvor mild og venlig er ikke Naturen sindet imod os i alle dens Indretninger! De Uleyligheder, som vor Følelse lider af Hedens Strænghed, erstatter den tredobbelt ved alt det Indtagende for Smagen, i det at den ved Solens Varme koger Træefrugternes sure Vædsker til mangfoldig Slags Sødhed, som stiller vor Tørst og vederqvæger vor Tunge, ja i Viinbiergene tillaver os en Drik, som ikke allene forfrisker vor Gane, men endog opliver vort Hierte selv med Glæde midt i Bedrøvelsens Timer. Ja den milde Natur gaaer endnu videre i dens usporlige Omhue for vore Forlystelser, for at overtyde os om, at vi handler meget ubilligt imod dem, naar vi beklager os over Sommerens sterke Heede. Ikke engang alle Timer om Dagen er Solens Heede lige sterk; og naar vore Lemmer ere udmattede af Heeden, hvor mild forekommer os ikke da den afvexlende Følelse af Kølingen? Aftenen, Natten og Morgenen, erstatter med deres milde Køling vor Følelse alle de Besværligheder, som den leed om Middagen. Vindene og Regnen giver os atter de behageligste Forfriskninger. Skulde vi vel nyde Kølingens oplivende Fornemmelse, uden i Forveyen at have udstaaet Heeden? Er det Indtagende af denne Følelse ikke værdt, at man gierne lider noget for den?

Men hvilken Yndighed og Behagelighed pynter Haver og Marken sig, naar den sterke Heede har opløst sig i et Tordenveyr, og Skyerne har givet den tørre Jord at drikke af sine Vande! De mørke Skyer fordeler sig, bliver bestraalede af et skinnende Lys, og efterhaanden fordrevne; en smilende Klarhed, som glæder og forlyster, udbreder sig over hele Himmelen; en skiøn Regnbue udspænder sig over Horizonten, den malerske Farve spiller i den lifligste Glands, og sees igien i Flodens klare Vand; den afkølede Luft drypper endnu af nogen Regndyst; Biergtoppene og de vederqvægende Marker glimrer rundt omkring af det Vaade fra Skyerne. Græs, Blade og Blomster, der syntes at visne, og hængte i en sørgelig Mathed, ja hele Naturen føler den velgiørende Forfriskning, og alle Vexter reyser sig i Veyret; de grønne Marker indtager nu mere i deres forhøyede grønne Prydelse; Skovene fornyer deres Glæde igien; Hiordene bræger og springer af Vellyst i Vangene; Vandringsmanden forlader det Træe, under hvilket han skiulte sig for Heeden og Tordenen, og fortsetter sin Reyse. Den styrkede Landmand iler igien til sit Arbeyde; de Smukke gaaer atter ud i de oplivede Hauger; alting lever paa nye; alting forlystes ved Kølingens Behagelighed, og alle Urter udgyder Rigdomme af den sødeste Lugt.