Vorherre og St. Peder
VORHERRE OG ST. PEDER.
I.
Det var dengang Vorherre og St. Peder vandrede om paa Jorden.
Engang, da de havde gaaet baade langt og længe, kom de en Lørdag Aften til et Sogn, hvor der var en Præst, som levede et vildt og syndefuldt Liv, men for Resten ikke var saa daarlig til at prædike.
Vorherre og St. Peder, som ikke kendte et eneste Menneske i hele Sognet, gik til Kroen og bad om Husly. Kromanden tog godt imod dem og lovede at huse dem Natten over, hvis de vilde nøjes med at ligge paa Bænken i Skænkestuen. Vorherre og St. Peder takkede og sagde, at det var de vel tilfreds med.
De lagde sig og faldt straks i Søvn, men midt om Natten vaagnede de ved et stort Spektakel. Det var fire halvfulde Fyre, der var kommen rejsende og holdt et saadant Styr, at de vækkede hvert eneste Menneske i Huset; de sad i flere Timer i Skænkestuen, spillede Kort, drak og bandede. Vorherre og St. Peder fik ikke et Blund i Øjnene i al den Tid, saa man kan nok vide, de vilde ikke have ondt ved at kende disse rejsende igen, hvis de skulde træffe paa dem andre Steder.
Om Morgenen stod de fattige Vandringsmænd op i god Tid, takkede Værten og begav sig afsted. Men de havde ikke gaaet langt, før de mødte Folk paa Vej til Kirke og hørte Klokkerne ringe sammen. De besluttede da, at de ogsaa vilde gaa i Kirke.
De kom ind i Kirken, fik en god Plads og sang Indgangssalmen med stor Andagt. Men lige saa snart Præsten viste sig for Alteret, rejste St. Peder sig og gik ud af Kirken. Han smækkede Døren til Kirkestolen i med et Brag og traadte saa haardt i Gulvet, da han gik, som om han vilde have, Præsten og hele Menigheden skulde lægge Mærke til, at han vilde ikke blive i Kirken. Derpaa gik han ud og satte sig paa Kirkegaardsdiget saa langt borte, at han hverken kunde høre Sang eller Prædiken inde fra Kirken.
Men Vorherre blev siddende og hørte paa Gudstjenesten, saalænge den varede.
Da han kom ud, saa han St. Peder sidde henne paa Kirkegaardsdiget og se fornærmet ud.
„Du vilde ikke høre paa Prædiken, St. Peder?“ sagde Vorherre nok saa venligt.
St. Peder sagde ingenting. Han satte et Ansigt op, som om han vilde sige: „Kom mig ikke nær! Jeg gider ikke røre ved dig med en Ildtang!“
Vorherre lod stadig, som om han ingenting forstod, og spurgte igen St. Peder, hvorfor han ikke var bleven og havde hørt den kønne Prædiken. „Det er ikke hver Dag, man faar saadan en Præst at høre,“ sagde Vorherre.
„Det kommer an paa, hvilke Fordringer man stiller,“ sagde St. Peder og talte lige ud i Luften.
Vorherre mærkede nok, at St. Peder ikke regnede ham for mere end det Støv, han traadte i paa Landevejen, for han sad og dinglede med Benene, saa op i Luften og fløjtede. Vorherre blev helt ulykkelig over at være saa foragtet.
„Du kan spørge, hvem du vil af Kirkegængerne, om det ikke var en god Prædiken,“ sagde Vorherre.
Nu brast St. Peders Taalmodighed; han sprang ned af Diget og saa Vorherre lige ind i Øjnene.
„Vil du nu bare lade være med at skabe dig,“ sagde han. „Du saa saamænd lige saa godt som jeg, hvem Præsten var.“
„Ja, det nægter jeg jo heller ikke,“ sagde Vorherre.
„Tænkte jeg det ikke nok,“ sagde St. Peder. „Du saa godt, at han var en af dem, der var inde paa Kroen at holde Nattesjov. Du har lige saa vel som jeg set ham med Kort i Haanden og Krus for Munden, og du ved knap, om han har sovet Rusen ud. Og alligevel kan du sidde i Timevis og høre ham prædike. Men saadan noget finder jeg mig ikke i.“
Og St. Peder vendte sig om og gik bort fra Kirken. Vorherre svarede ingenting, men gik ganske stilfærdig bag efter ham.
Saadan gik de nu baade langt og længe hen ad den støvede Landevej, og Solen bagte, saadan som den kan bage, naar man gaar hjem fra Kirke en Søndag Middag.
St. Peder blev tørstig og længtes ganske forskrækkeligt efter en Drik Vand. Han vidste godt, at han bare behøvede at vende sig om til Vorherre, saa vilde han nok føre ham til en Kilde; men han syntes, han kunde ikke have noget at gøre med saadan en Synder.
De gik og gik, og Solen brændte og brændte.
Endelig saa St. Peder tilbage, og der kom Vorherre gaaende bag ved ham, ydmyg, med bøjet Hoved, som om han var helt knust.
„Nu fortryder han det,“ tænkte St. Peder. „Han vilde nok blive glad, om jeg gav ham et Par venlige Ord.“
Han standsede og vendte sig til Vorherre. „Naar du saa endda bare duede til at skaffe os en Drik Vand,“ sagde han.
Ikke saa snart havde Vorherre hørt hans Ord, før han drejede af og gik ind i Skoven, og straks efter vinkede han ad St. Peder og viste ham en Kilde, der vældede frem af Jorden lige neden for en Klippevæg.
St. Peder kastede sig ned paa Jorden, øste med begge Hænder og drak.
„Er det godt Vand?“ spurgte Vorherre.
„Ja, det skal jeg love for, det er,“ sagde St. Peder.
Vorherre stak sin Vandringsstav ned i Kilden. Vandet delte sig, og St. Peder saa, at den friske, klare Strøm vældede ud af et halvforraadnet Dødningehoved, der laa paa Bunden. Men han blev ved at drikke.
„Ser du ikke Dødningehovedet?“ sagde Vorherre. „Er det ikke et væmmeligt Syn?“
„Hvad gør det, naar Vandet er saa friskt og rent?“ sagde St. Peder.
„Ser du ikke, at Dødningehovedet er ormstukket og overtrukket med grønt Slim?“
„Jeg skulde mene, at den, der har vandret saa længe omkring med Tiggerstav og Pose som jeg, nok forstaar sig paa rent Vand,“ sagde St. Peder. „Lad det Bæst dernede grine, saa galt han vil: Vandet er rent og godt!“ Og han blev ved at drikke, til hans Tørst var slukket.
„Ak, St. Peder, St. Peder,“ sagde Vorherre. „At Vand kan være rent, selv om det rinder ud af et Dødningehoved, det indser du, men du forstaar ikke, at Guds Ord er saa helligt og ukrænkeligt, at det bevarer sin Herlighed, selv naar det lyder fra en Synders Mund.“
II.
Det var dengang Vorherre og St. Peder lige var kommen tilbage til Paradiset, efterat de havde vandret omkring paa Jorden og lidt Nød og Genvordighed igennem mange og lange Aar.
Det kan nok være, St. Peder var glad. Det var rigtignok noget andet at sidde paa Paradisets Bjerge og se ud over Alverden end at gaa fra Dør til Dør som en Tigger. Det var noget andet at spadsere om i Paradisets Have end at gaa paa Jorden og ikke vide, om man kunde faa Husly en stormfuld Nat, eller man skulde være nødt til at vandre om paa Landevejen i Kulde og Mørke.
Man kan tænke sig, hvilken Glæde det maatte være endelig at komme til sit rette Hvilested efter en saadan Rejse. Han havde nok ikke altid kunnet være sikker paa, at det vilde ende saa godt. Han havde ikke kunnet lade være at tvivle og være urolig af og til, thi det havde jo næsten været umuligt at forstaa for St. Peder, den Stakkel, hvad det skulde nytte til, at de havde det saa ondt, naar Vorherre var hele Verdens Herre.
Nu skulde han aldrig mere pines af nogen Længsel. Aa, hvor han var glad ved det.
Nu kunde han rigtig le ad al den Genvordighed, han og Vorherre havde lidt, le ad, hvor smaat de havde haft det.
Engang, da det havde været saa elendigt for dem, at han syntes, han kunde ikke udholde det længer, havde Vorherre taget ham med sig og begyndt at vandre op ad et højt Bjerg uden at sige ham, hvad de skulde der oppe.
De var vandret forbi Byerne, der laa ved Foden af Bjerget, og Sletten, der laa højere oppe. De var gaaet forbi Bøndergaardene og Sæterhytterne, og de havde lagt den sidste Brændehuggers Stengrotte langt bag sig.
De var endelig kommet op der, hvor Bjerget stod nøgent uden Træer og Urter, og hvor en Eremit havde bygget sig en Hytte for at hjælpe vejfarende i Nød.
Derpaa var de gaaet over Snemarker, hvor Murmeldyrene sov, og naaet op til vilde Isblokke, der var kastet saaledes hulter til bulter, at næppe nok Stengeden kunde komme frem.
Deroppe havde Vorherre fundet en lille, graa og rød Fugl, der laa ihjelfrossen paa Isen, og han havde puttet den lille Dompap i sin Lomme. St. Peder huskede, at han havde tænkt ved sig selv, om den lille Fugl skulde være deres Middagsmad.
Endnu en lang Tid var de vandret afsted paa de glatte Isblokke, og St. Peder havde syntes, at han aldrig havde været Dødsriget nærmere, ti en dødsmørk Taage indhyllede dem, og en dødskold Vind omsusede dem, og saavidt han kunde skønne, fandtes der ikke noget levende Væsen. Og dog var de ikke kommet højere end midt paa Bjerget.
Da bad han Vorherre, om de maatte vende om.
„Endnu ikke,“ sagde Vorherre, „ti jeg vil vise dig noget, der kan give dig Mod til at bære alle Sorger.“
Og saa var de vandret videre gennem Taage og Kulde, indtil de kom til en umaadelig høj Mur, der spærrede Vejen for dem.
„Denne Mur gaar rundt om hele Bjerget,“ sagde Vorherre, „og du kan ikke komme over den nogensteds. Heller ikke kan noget Menneske faa at se, hvad der er bag Muren, ti her bo de saliges Aander lige op til Bjergets Top.“
Da kunde St. Peder ikke lade være at se vantro ud. „Derinde er der ikke Mørke og Kulde som her,“ sagde Vorherre, „der er grøn Sommer, og Sol og Stjerner lyser klart!“ Men det havde St. Peder ikke kunnet faa sig selv til at tro paa.
Da tog Vorherre den lille Fugl, han havde fundet paa Ismarken, bøjede sig tilbage og kastede den over Muren, saa den faldt ned i Paradiset. Straks efter hørte St. Peder en jublende, glad Kvidren. Han kendte Dompappens Sang og blev højligen forbavset.
Da vendte han sig til Vorherre og sagde: „Lad os atter gaa ned til Jorden og udholde alt, hvad der er at udholde, ti nu ser jeg, at du har talt Sandhed, og at der findes et Sted, hvor Livet overvinder Døden.“
Og de var atter steget ned fra Bjerget og havde genoptaget deres Vandring paa Jorden. Siden den Tid havde St. Peder i mange Aar ikke set noget til Paradiset, men blot gaaet og længtes efter Landet bagved Muren. Og nu var han der endelig og behøvede ikke mere at længes, men kunde hele Dagen øse af Glædens Kilde.
Men St. Peder havde ikke været mere end fjorten Dage i Paradiset, før det begav sig, at en Engel traadte frem for Vorherres Trone, bøjede sig syv Gange og derefter berettede for ham, at der maatte være overgaaet St. Peder en stor Ulykke. Han vilde hverken spise eller drikke, og hans Øjne var rødkantede, som om han ikke havde sovet i flere Nætter.
Saasnart Vorherre fik dette at høre, rejste han sig fra sin Trone og gik hen at opsøge St. Peder.
Han fandt ham langt borte i en Udkant af Paradiset. Der laa han paa Jorden, som om han var for udmattet til at staa, og han havde sønderrevet sine Klæder og strøet Aske paa sit Hoved.
Da Vorherre saa ham saa bedrøvet, satte han sig paa Jorden ved Siden af ham og talte til ham ganske som han plejede at gøre, dengang de vandrede om i Udlændighed paa Jorden.
„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ spurgte Vorherre.
Men Sorgen havde overvældet St. Peder saadan, at han ikke kunde svare et Ord.
„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ sagde Vorherre igen. Da Vorherre gentog Spørgsmaalet, rev St. Peder sin Guldkrone af Hovedet og kastede den for Vorherres Fødder, som om han vilde sige, at han hverken vilde have Lod eller Del i hans Herlighed.
Men Vorherre forstod godt, at det var kun, fordi St. Peder var saa fortvivlet, at han ikke vidste, hvad han gjorde, saa han blev ikke vred paa ham.
„Du maa endelig sige mig, hvad der er i Vejen med dig,“ sagde Vorherre lige saa sagtmodig som før og med endnu kærligere Stemme.
Men da sprang St. Peder op, og Vorherre saa nu, at han ikke blot var bedrøvet men ogsaa vred. Han gik hen imod Vorherre med knyttede Hænder og flammende Øjne.
„Jeg vil have Orlov af din Tjeneste,“ sagde St. Peder. „Jeg vil ikke blive en eneste Dag længer i Paradis.“
Vorherre søgte at berolige ham, som han havde maattet gøre saa mange Gange før, naar St. Peder bruste op.
„Du skal nok faa Lov at gaa,“ sagde han, „men først maa du sige mig, hvad det er, du er misfornøjet med.“
„Jeg maa sige, jeg ventede bedre Løn, dengang jeg led Nød og Elendighed med dig nede paa Jorden,“ sagde St. Peder.
Vorherre saa, at St. Peders Hjerte var fuldt af Bitterhed, og han følte derfor ingen Vrede over hans Ord.
„Jeg siger dig jo, at det staar dig frit for at gaa, hvorhen du vil,“ sagde han, „naar du blot vil lade mig vide, hvad du er saa bedrøvet over.“
Da fortalte St. Peder endelig, hvorfor han var ulykkelig. „Jeg havde en gammel Moder,“ sagde han, „og hun døde for et Par Dage siden.“
„Nu ved jeg, hvad du sørger over,“ sagde Vorherre, „det er, fordi din Moder ikke er kommen til Paradis.“
„Ja, det er det!“ sagde St. Peder og saa saa glubsk ud, som om han vilde gribe Vorherre vi Struben. Men i Stedet for gav han sig til at hulke.
„Jeg synes nok, jeg kunde have fortjent, at hun var kommen op til mig,“ sagde han.
Men da Vorherre havde faaet at vide, hvad St. Peder sørgede over, da var det ham, der blev bedrøvet. Thi St. Peders Moder havde ikke levet saadan, at hun kunde komme i Himlen. Hun havde aldrig tænkt paa andet end at skrabe Penge sammen, og fattige Stakler, der havde banket paa hendes Dør, havde hun aldrig haft en Skilling eller en Bid Brød tilovers for. Og nu syntes Vorherre, det var Synd at sige til St. Peder, at hans Moder havde været saa gerrig, saa hun ikke kunde nyde Saligheden.
„St. Peder,“ sagde han, „hvor kan du vide, om din Moder vilde befinde sig vel hos os?“
„Se, det siger du nu bare for at blive fri for at bønhøre mig.“ sagde St. Peder. „Hvem skulde ikke kunne befinde sig vel i Paradiset?“
„Den, der ikke føler Glæde ved andres Glæde, han befinder sig ikke vel her,“ svarede Vorherre.
„Ja, saa er der flere end min Moder, der ikke passer her,“ sagde St. Peder, og Vorherre mærkede nok, at han sigtede til ham.
Og han blev mere og mere bedrøvet over, at St. Peder var bleven ramt af saa dyb en Sorg, at han ikke selv vidste, hvad han sagde. Han stod lidt og ventede paa, at St. Peder skulde fortryde, hvad han havde sagt, og indse, at hans Moder ikke vilde passe i Paradiset, men St. Peder var ikke til at rokke.
Da kaldte Vorherre en Engel til sig og befalede ham at fare ned til Helvede og hente St. Peders Moder op til Paradiset.
„Aa, lad mig se, naar han kommer med hende,“ sagde St. Peder.
Vorherre tog St. Peder ved Haanden og førte ham ud paa en Klippe, der sænkede sig lodret ned paa den ene Side, og han viste ham, at han kun behøvede at bøje sig lidt frem over Kanten, saa kunde han se lige lukt ned i Helvede.
Da St. Peder saa ned, kunde han i Førstningen ikke skelne mere, end om han havde set ned i en Brønd. Det var, som om der aabnede sig et bundløst Svælg for ham.
Det første, han opdagede, var Englen, der allerede var paa Vej ned i Afgrunden. Han saa, at han ilede ned i det store Mørke uden Frygt og kun bredte Vingerne lidt ud for ikke at falde for hastigt.
Men da St. Peders Øjne havde vænnet sig lidt til Mørket, begyndte han at se mere og mere. Han opdagede for det første, at Paradiset laa paa et Ringbjerg, der omsluttede en bred Kløft, og at det var paa Bunden af den, de fordømte havde deres Bolig. Han saa, at Englen blev ved at falde og falde i lange Tider, inden han naaede ned i Dybet. Han blev ganske forfærdet over, at der var saa dybt derned.
„Bare han dog kan komme op igen med hende,“ sagde han.
Vorherre saa blot paa St. Peder med store bedrøvede Øjne. „Der gives ingen Byrde, som min Engel ikke kan løfte,“ sagde han.
Der var saa dybt ned til Afgrunden, at ingen Solstraale kunde trænge derned; der var begsort Mørke. Men nu var det, som om Englen, der kom flyvende, havde bragt lidt Lys og Klarhed derned, saa det blev muligt for St. Peder at skelne lidt af, hvordan der saa ud dernede.
Det var en endeløs, sort Klippeørken; skarpe, spidse Klippeblokke dækkede hele Grunden, og imellem dem skinnede der sorte Vandpytter. Der fandtes ikke et grønt Græsstraa, ikke et Træ, ikke Tegn til Liv.
Men overalt paa de skarpe Klippeblokke var de fordømte klatret op. De hang ud over Klippespidserne, som om de havde haabet at kunne naa op over Klippekløften, men da de saa, at de ingen Vegne kunde komme, var de blevet deroppe, forstenede af Fortvivlelse.
Han saa nogle af dem sidde og ligge med Armene udstrakte i evig Længsel og med Øjnene stift rettede opad. Andre holdt Hænderne for Ansigtet, som om intet mere kunde bringe dem til at haabe. De var alle ganske ubevægelige. Nogle af dem laa i Vandet uden at gøre mindste Forsøg paa at komme op.
Det forfærdeligste var, at der var en saa talløs Mængde. Det var, som om Kløftens Bund ikke bestod af andet end Legemer og Hoveder.
Og St. Peder blev greben af en ny Ængstelse. „Du skal se; han kan ikke finde hende,“ sagde han til Vorherre.
Men Vorherre saa blot paa ham med det samme bedrøvede Blik som før. Han vidste, at St. Peder ikke behøvede at nære nogen Bekymring.
Ganske vist kunde Englen ikke lige straks finde St. Peders Moder iblandt den store Mængde af fordømte. Han bredte sine Vinger ud og svævede frem og tilbage over Afgrunden, mens han ledte efter hende.
Pludselig var der en af de stakkels fordømte nede i Afgrunden, der fik Øje paa Englen. Han sprang op, rakte Armene op imod ham og raabte: „Tag mig, tag mig!“
Da kom der paa een Gang Liv i hele Skaren. Alle de Millioner af Millioner, der forsmægtede nede i Helvede, for op, løftede deres Arme mod Englen og anraabte ham om at føre dem op til de saliges Paradis.
Deres Skrig hørtes lige op til Vorherre og St. Peder, saa deres Hjerter bævede af Sorg ved at høre det.
Englen holdt sig svævende højt oppe over de fordømte, men idet han nu fløj frem og tilbage for at opdage den, han ledte efter, stormede de allesammen efter, saa det saa ud, som om de blev fejet afsted af en Stormvind.
Endelig havde Englen faaet Øje paa den, han søgte; han foldede Vingerne sammen over Ryggen og skød ned som et Lyn. Og St. Peder skreg højt af glad Forbavselse, da han saa ham slaa Armen om hans Moder og løfte hende op.
„Gud lønne dig, at du bringer mig min Moder,“ udbrød han.
Vorherre lagde advarende sin Haand paa St. Peders Skulder, som for at sige, at han ikke for tidlig skulde hengive sig til Glæden.
Men St. Peder var nærved at græde af Glæde over, at hans Moder var frelst, og han kunde ikke indse, at noget herefter skulde skille dem ad. Og en endnu større Glæde følte han, da han saa, at hvor hurtig Englen end havde været, var der dog nogle af de fordømte, der havde været endnu hurtigere; de havde set deres Snit at hage sig fast ved hende, der skulde frelses, saa de kunde blive baaret op til Paradis med det samme.
Der var vel en halv Snes Stykker, der havde hængt sig fast ved den gamle Kone, og St. Peder syntes, det var en stor Ære for hans Moder, at hun kunde udfri saa mange ulykkelige Stakler fra Fordømmelsen.
Vorherre stod stille og lod som ingenting, men St. Peder lovede sig selv, at han nok skulde faa ham overtalt til at beholde alle disse ulykkelige i Paradis.
Englen gjorde heller ikke noget for at hindre dem i at følge med. Det var, som om han slet ikke tyngedes af Byrden; han steg og steg og svang sine Vinger saa let, som om det var en død Fugleunge, han bar op til Himlen.
Men da saa St. Peder, at hans Moder begyndte at rive sig løs fra de fordømte, der hang sig fast ved hende. Hun greb fat i deres Hænder og løsnede deres Tag, saa den ene efter den anden styrtede tilbage i Helvede.
St. Peder kunde med sine egne Øren høre, hvor de bad og anraabte hende, men hun vilde ikke finde sig i, at nogen anden end hun selv blev salig. Hun gjorde sig løs fra flere og flere og kastede dem ned i Afgrunden. Og idet de faldt, fyldtes hele Rummet af Veraab og Forbandelser.
Da raabte St. Peder til sin Moder, at hun skulde vise Barmhjertighed; men hun vilde ingenting høre. Hun blev ved, som hun havde begyndt.
Og St. Peder saa, at Englen fløj langsommere og langsommere, jo lettere hans Byrde blev. Da rystede hans Ben under ham, saa han sank paa Knæ.
Tilsidst var der kun en eneste, der holdt fast ved St. Peders Moder. Han havde slynget Armene om hendes Hals og tiggede og bad lige ved hendes Øre, at hun dog vilde lade ham følge med ind i det velsignede Paradis.
De var nu kommen saa langt, at St. Peder allerede strakte Armene ud, for at tage imod sin Moder. Han syntes, Englen behøvede ikke at gøre mere end et Par Slag med Vingerne, saa var han oppe paa Bjerget.
Men da holdt Englen pludselig Vingerne helt stille, og hans Ansigt blev mørkt som Natten.
Thi nu rakte den gamle Kone Hænderne om bag Nakken og greb fat i Armene paa den, der hang om hendes Hals; og hun rev og sled, til det lykkedes hende at løsne Hændernes Tag, saa hun blev fri ogsaa for den sidste.
I samme Øjeblik sank Englen flere Favne ned, og det saa ud, som om han ikke havde Kræfter til at hæve Vingerne.
Han saa ned paa den gamle Kvinde med et dybt bedrøvet Blik; hans Greb om hendes Liv løsnedes som af sig selv, og han lod hende falde, som om hun var en altfor tung Byrde for ham, nu hun var alene.
Derpaa svang han sig med et eneste Vingeslag op i Paradiset.
Men St. Peder blev liggende længe paa samme Sted og hulkede, og Vorherre sad ganske stille ved Siden af ham.
„St. Peder,“ sagde Vorherre tilsidst, „aldrig havde jeg troet, du vilde græde saadan, naar du først var kommen til Paradis.“
Da løftede Guds gamle Tjener sit Hoved og svarede: „Hvad er dette for et Paradis! Jeg hører mine kærestes Jammerskrig og ser mine Medmenneskers Elendighed!“
Men Vorherres Aasyn formørkedes af den dybeste Sorg. „Er der noget, jeg hellere vilde, end skabe Jer alle et Paradis fuldt af idel Lys og Lykke?“ sagde han. „Og forstaar du da ikke, at det var derfor, jeg steg ned til Menneskene og lærte dem at elske sin Næste som sig selv. Thi det skal du vide, St. Peder, at saa længe de gaa op i Ukærlighed, saa længe findes der ikke det Fristed i Himlen eller paa Jorden, hvor Smerte og Pine ikke kan naa dem.“