Ællingehuset
Ællingehuset
Den unge Doktor Bøgs nye Villa laa ved Stranden, to Mil syd for København. Det var et temmelig afsides Sted, men Egnen var smuk og Villaen laa højt og sundt, beskinnet af Solen og ombølget af Strandluft. Haven var nyanlagt, men den stod i Forbindelse med Skoven, og der var sat Bord, Havestole og Bænke ud under de store, skyggefulde Bøgetræer.
Det tegnede til at blive en varm Dag, Duggen perlede paa Blade og Blomster og den sagte Vind førte Duften af Kaprifolier og Æbleroser med sig. Fru Bøg stod i Havelaagen med sin lille toaarige Pige ved Haanden. Doktoren var i Færd med at bestige Cyklen, der hver Morgen bragte ham ind til Byen og Arbejdet.
„Farvel saa længe, I Kære,” han vinkede med Haanden. Det betød: „Gud befalet,” hans Hustru vidste det.
Tæt ved paa Stengærdet sad en ganske ung, bleg Pige med store, blaa, lidt matte Øjne og en noget leddeløs Holdning. Det var en Reconvalescent Doktoren havde taget med ud paa Landet.
Naa, Lene, hvordan gaar det? — Far dog ikke saadan sammen, lille Pige, naar man taler til Dig.” Fru Bøg klappede hende venligt paa Skulderen.
„Om Forladelse, Frue, men det gik igennem mig.”
„Har Gertrud ikke Brug for Dig? Doktoren mente, Du vilde have Gavn af at hjælpe lidt til.”
„Gertrud sagde, at jeg helst maatte gaa ud at slikke Sol, Arbejdet kunde hun selv overkomme. Jeg tænker at hun gerne vilde af med mig; — jeg bærer mig vel ogsaa bagvendt ad.”
„Hvorfor dog, det tror jeg slet ikke. Du havde jo Plads, da Du blev syg, Barn, skal Du der tilbage?”
„Nej, nej,” der kom Liv i Blik og Mine, „Doktoren sagde selv, da han havde spurgt mig ud: 'der skal Du ikke mere hen, min Pige, stol Du paa mig,' og de Ord har været min Trøst, mens jeg laa syg, for jeg tror nok Konen vilde haft mig igen.”
„Hvor længe var Du der?”
„Over et Aar, lige fra min Konfirmation. Fruen veed vel nok, at jeg er forældreløs, og De kan tro jeg havde strenge Plejeforældre, men egentlig onde imod mig var de ikke, og jeg havde det ikke værre end deres egne Børn, men Fruen her — jeg skulde kalde hende Frue for Manden havde en lille Forretning med Koste og Børster — var skrækkelig. Er det galt, at jeg siger det, som det var?”
„Nej, kan det lette Dig saa tal kun.”
„Hvorfor farer jeg sammen, naar Fruen kommer saa kærlig og rører ved mig, uden fordi Konen der altid kom bag paa mig med Puf og Slag. Hver Gang de mindste Børn skreg blev jeg rusket i Armen, eller dunket i Nakken, aa, det var saa rædsomt! Og Ingenting gjorde jeg ordentligt, og det kunde jo være meget sandt, men jeg vilde gerne have lært at gøre det ordentligt. Det kan godt være at jeg er dum, men altid at blive kaldt Grødhoved, eller Kødhoved, er dog saa sørgeligt.”
„Fik Du nok at spise?”
„Ja, Jeg kan ikke sige Andet, men da Børnene var urimelig kræsne maatte jeg altid døje deres Levninger baade af Tykt og Tyndt, og alle de Gnallinger, de Smaa lode staa af Smørrebrødet, sattes hen til mig. Nej, der skal jeg ikke mere, det har Doktoren lovet.”
„Og har han ikke ogsaa fortalt Dig, at Du har en Fader i Himlen, som elsker Dig og nok skal sørge for sit Barn?”
„Jo, men det vidste jeg da ogsaa fra Søndagsskolen. Og jeg beder hver Dag, at jeg maa komme til gode Folk.” —
Tunge Trin lød i det samme paa Vejen og en høj, mager, gammel Mand med graat Haar, et brunt, vejrbidt Ansigt og sørgmodige, blaagraa Øjne kom til Syne. Han bar en Spade og en Hakke og stilede hen imod Skoven.
„Mand,” raabte den lille Ida og saa tulrede hun ham i Møde, „der!” Hun rakte ham en Blaaklokke.
„Skal jeg ha den? Tak. — Sikken en dejlig Pige.” Han tog Hatten af for den unge Frue.
„De holder af Børn?”
„Aa ja, jeg kan ellers ikke sige det, men hun rakte jo efter mig. Sikke bløde Haar, det er som Silke. — Jeg har selv havt saadan En, Frue, dog hun døde og det var nok det Bedste, men skøndt det er over fyrretyve Aar siden, er lille Ane ikke glemt.”
„Lever Deres Hustru?”
„Ja, hun gør, vist gør hun, men hun er en Stakkel og kan ikke røre sig. Sidste Vinter var det tyve Aar siden hun faldt paa den isede Vej tæt ved vort Hus og der laa hun flere Timer før jeg kom hjem og kunde slæbe hende ind.”
„De kaldte da en Læge?”
„Ikke straks, for det er en dyr Historie som Smaafolk ømmer sig ved. Jeg varmede Sandposer og lagde dem under hendes Ryg ligesaa gloende varme, som hun kunde udholde. Smerterne stillede saa ogsaa af efterhaanden, men Stivheden tog til, og da Doktoren senere hentedes til den syge Skolemester fik jeg ham ogsaa ind til os. Fruen kan tro han blev vred, fordi vi ikke havde hentet ham straks, han slog i Bordet, stampede og skældte, og Konen vilde han have paa Hospitalet, men der vilde hun ikke hen, og da hun fik Medhold hos mig, tog han sin Hat i Vrede og gik uden at sige et Ord. — Siden er han død, jeg siger ikke noget Ondt om Manden, de fortæller jo, at han var Fattigfolks Ven, og det kan ogsaa gerne være. — Naar jeg nu kommer træt hjem, Frue, staar der ingen Mad til mig, men jeg skal selv lave op til os Begge, saa Middagssøvnen bliver knap. Om Aftenen skal jeg til det igen og saa vaske det Alt op, og om Morgenen skal Sengen pusles, Stuen fejes, Kaffen laves og min Smule Mad smøres. Sommetider vanker der Utak oven i Købet, naar Staklen er gnaven. Om Søndagen maa jeg rigtig holde for med Skuring og Vask, saa det er snart min værste Dag. I Kirke kommer jeg Aldrig, men vi læser Evangeliet sammen, for man er da kristne Mennesker.”
„Maa jeg se ind til hende?”
„Ja, gør kun det og Tak til. Vi bo i Ællingehuset, saadan kaldes det, for der er en Dam, hvor vi har Ænder. Det gik storartet saalænge Konen var rask, vi fik Stedet udbetalt og en Smule i Sparekassen. Nu er det kummerligt nok, vi har kun en halv Snes Ænder i Aar, men der er da et Par Ællingeflokke.” Manden lettede paa Hatten og skyndte sig bort; det galdt at indhente den spildte Tid.
Efter Frokosten begav Fru Bøg sig paa Vej fulgt af Lene og lille Ida, der trippede nok saa flinkt afsted paa de smaa Pusselanker. Landpostbudet havde anvist dem en Marksti, der førte ned til Vejen hvor Ællingehuset laa.
Sæden bølgede paa begge Sider af Stien og Lærkesangen steg jublende lige op mod Himlen. Uvilkaarlig vendte den unge Frue sig om, lagde Haanden paa Lenes Skulder og spurgte:
„Hvad synes Du?”
„Jeg har aldrig hørt Mage, Frue, det er som i Himmerig. — Aa, naar jeg tænker paa forrige Sommer og min rædsomme Stue lige under Taget, dét var som en Bagerovn. Landet er det Dejligste jeg veed.”
„Sæden staar nu ogsaa saa herligt i Aar. Dette er Rugmarker, Brød fra oven til Faderens Børn.”
„Naa, det er det; ja hvad veed jeg. — Aa Frue, der ligger Huset vist allerede lige bag den lille Sø.”
Ganske rigtig, der laa Huset, men Søen var rigtignok kun en almindelig Dam, der dog saae underlig malerisk ud, som den laa der med sit lave Gærde af store, uregelmæssige, mosgroede Sten. Prægtige høje Siv indfattede den halve Side, medens den anden Bred skraanede jevnt opad mod et lille kalket Hus med Mostag og grønmalet Dør. Ænderne svømmede muntert i Dammen og den gule dunede Ællingeflok aflokkede baade Lene og den Lille et Jubelskrig.
„Tys, tys! Hold Jer tæt ved Huset, men kom ikke ind, før jeg kalder. Pas godt paa Barnet, Lene.”
„Det skal jeg, vi bliver her paa Dørtrinet.”
Nøglen hang paa et Søm lige ved Indgangen, og da der intet Svar kom paa Fru Bøgs gentagne Banken satte hun den i Laasen og traadte ind, først i et lille skummelt Køkken, saa i Stuen.
„Guds Fred og Goddag herinde!”
„Hvem der?” lød det fra den store med blaastribede Gardiner omgivne Himmelseng, „vi har ikke flere Andeæg til Salg. — Med Forlov er det den nye Skolelærers Kone?” Et Par mørke Øjne i et fyldigt, rødbrunt Ansigt saae spørgende paa den Indtrædende.
„Nej, jeg er Doktor Bøgs Hustru. Vi bo ikke langt herfra i den nye Villa, og da jeg hørte, at De var sengeliggende, fik jeg Lyst til at besøge Dem.”
„Tak, det var rigtig kønt. Aa vær saa god at skubbe Gardinet fra, saa jeg rigtig kan se Dem. — Saa det er Doktorens Frue, saa ung og saa smuk. — Her er ikke pænt inde, langtfra.”
„Jo, her ser netop ordentligt ud.” „Ja uryddeligt er her jo ikke, men heller ikke rent, jeg kalder det grumset, jo det er Ordet, grumset. Da jeg var rask havde det en anden Skik. Se nu mine Lagener hvor graa, og det er dog rene Lagener. Og paa Ruderne ses baade Støv og Spindelvæv, men saadan er Mandfolkene. Det var rigtig en god Ide af Fruen at se her ind. Der kan gaa Maaneder hvor jeg ikke taler med andre end Hans Peter.”
„Kommer Præsten her ikke?” „Han er Provst, Frue, og en grumme rar Mand. Jeg kan ikke sige Andet, end at han kommer en Gang hvert Aar, men han er altid saa træt og forpustet, for det er et godt Stykke Vej, og han er gammel og voldsom svær. Sidst maatte han løsne Halsbindet for han var nær ved at kvæles. 'De skulde bo nærmere ved Præstegaarden, min gode Kone', siger han hver Gang og saa formaner han mig jo til Taalmodighed. Nu til Pintse fik han Kappelan og han skal tale vældigt og være en dejlig Mand, men han har endnu ikke været her.” Hun sukkede.
Fru Bøg klappede kærligt den gamle rynkede Haand og saa hviskede hun: „Det gælder for os at tro paa Herrens Kærlighed og paa, at Faderen veed hvad vi have behov.”
Ordene naaede den gamle Kones Øre, men kom ikke længer, før Fru Bøg med bævende Slemme og Taarer i Øjet fortalte hende om sit første Barn, en dejlig, kraftig Dreng, der var død af Strubehoste. Da Alt var mørkt for hende, havde Manden sagt disse Ord. Det var som et Lyn slog ned, og hun forstod i samme Nu, at Barnet havde været hendes Afgud, men hun forstod ogsaa, at det var i Havn og at det var Frelserens Kærlighed, der nu kaldte paa hende.”
Den Gamle i Sengen græd stille.
„Saa Fruen har havt saadan en Sorg, ja, ja. Vor Pige blev ogsaa hentet,” lagde hun til, „men der var nok Andet, som holdt paa mig, derfor maatte jeg blive saadan en Stakkel. Jeg var en farlig En til at arbejde og lægge Skilling til Skilling. De Gamle, vi burde have hjulpet, hjalp vi ikke, og det var min Skyld. Hans Peters Moder døde paa Fattighuset. — Herren veed hvad vi har behov og det var nok Tugt, jeg havde behov, lader det til, aa ja, ja.” Hun tav et Øjeblik men udbrød saa pludselig: „Jeg synes man kan høre en Barnestemme.”
„Det er min lille Pige, der staar udenfor, maa jeg kalde paa hende?”
„Sikken en skøn En, det er som et Englebarn, men der er jo To; er det Tjenestepigen? Hun ser klein ud, stakkels Tøs.”
„Hun har ogsaa været syg, og er her paa Landet for at komme sig. Ønsker De, at hun skal pudse Vinduerne gør hun det gerne, er jeg vis paa?”
„Ja, jeg siger Tak. — Der er Klude ude i Spaankurven, min Pige, den hænger paa Bjælkekrogen. — Naa, det kan jeg lide, hun forstaar det.”
Lene blussede af Glæde, den uvante Ros lød som Musik i hendes Øre.
„Aa Frue,” hviskede hun, „maa jeg ikke blive og hjælp mere?”
„Inderlig gerne. — Pigebarnet vil blive og hjælpe Dem lidt, hvis hun maa.”
„Gud velsigne hende,” sagde Konen varmt, og det var som det haabløse, kummerfulde Udtryk i Øjet opklaredes.
„Du maa blive her til Kl. 5, Barn, men saa veed Du vi spiser.”
Lidt før den fastsatte Tid kom Lene løbende hjem; hun var varm og aandeløs.
„Jeg kommer da ikke for sent? Naa, det var godt. Tiden fløj for mig, men saa mente Konen, at Solen stod paa Fem. Manden har Uhret med, saa der er ingen Klokke i Stuen. Kartoflerne var kogte, da Manden kom hjem til Middag, og nu har han lært mig at stege Flæsk. Det kan nok være han fik en ordentlig Middagssøvn i Dag og da han var gaaet skurede jeg Gulvene baade i Stue og Køkken. Jeg har ogsaa lagt Tøj i Blød, Frue, og det var Konen nu saa urimelig glad for, og hvis det bliver pænt vasket, og det haaber jeg nok det gør, for der hvor jeg før var maatte jeg vaske Børnetøj hveranden Dag, har hun lovet mig at jeg maa klare det rene Tøj i Skufferne, for Grunden er efterhaanden bleven helt spoleret. Hun skynder slet ikke paa mig, men siger hele Tiden: 'bare med Ro, bare med Ro,' og saa er det som fik jeg nye Kræfter. — I Morgen maa jeg nok gaa tidligt derhen, aa, jo Frue.”
„Gerne, men saa skal Du have Madkurv med og en Flaske Mælk.”
„Tak, Frue, tusinde Tak. — Aa der var saa rart. Tænk, Ællingerne kom, naar jeg kaldte. Lip lip lip, sagde jeg, og saa kom de vraltrende. Konen laa inde i Sengen og lo; hun sagde, at det var som hørte hun sig selv fra før og hun mente at Dyrene, naar jeg passede dem, vilde blive lige saa tamme som i hendes Tid. Manden sørgede nok for dem, men brød sig ikke videre om dem, og det mærkede saadan Nogen.”
„Sang Du ikke for den gamle Kone? — Du har saadan en rar lille Stemme.”
„Jo jeg sang: 'Mig Intet skal fattes, min Hyrde han er,' men da den Gamle brast i Graad, holdt jeg op.” —
Hele den lille Husstand spiste til Middag under Bøgetræerne. Doktoren saae med Undren paa den glædestraalende Lene, men da hans Hustru senere fortalte om Besøget hos den Syge, opklaredes hans smukke, udtryksfulde Ansigt.
„Nu forstaar jeg hvorfor denne Villagrund tilbødes mig, og hvorfor jeg straks fik Lyst til at bygge her. Herrens Navn er Underlig!”
Efter Bordet gik den unge Doktor og hans Hustru ad Markstien til Ællingehuset. Han vilde undersøge den Syge og se om der ikke kunde gøres Noget. Resultatet af Undersøgelsen var imidlertid, at Helbredelse ikke turde ventes, men at Tilstanden kunde lindres betydeligt, navnlig ved Hjælp af et hensigtsmæssigere Leje. —
Da Hans Peter om Aftenen gik hjem fra sit Dagværk mødte han Doktor Bøg, der straks vendte om og slog Følge.
„Naa, Doktoren har været der, ser man det. — Ja, da Ingen har sendt Bud, saa skylder jeg Dem vel bare Tak.”
„Selv Tak! — Blot jeg kunde hjælpe lidt; det er strengt at ligge saadan hen, ja, sandelig, for hun grunder hele Tiden paa hvad hun har mistet og hvor sørgeligt Livet nu er.”
„Hvad skal en anden En sige, tror Doktoren, at Livet er Spøg for mig?”
„Nej, det sagde jeg netop til hende, og jeg bad hende om at bytte Tanker i Morgen og rigtig gennemgaa, hvor svært det maatte være for Dem. Naar De nu vil love mig at gøre det Samme, Hans Peter, grunde over hvad det maa være for en driftig og dygtig Kvinde, at ligge der alene hele den lange Dag, fængslet til Lejet og følende sig som en Byrde.”
„Nej, det er hun ikke, jeg vilde da nødig af med hende, skøndt hun imellem er baade gnaven og utaalmodig. — Men det er nu alligevel sandt, jeg tænker meget, meget mere paa mig selv, end paa hende.” Der kom et godt, lidt skalkagtigt Blink i Mandens Øje, og saa lagde han til: „Jeg skal prøve at bytte Tanker, Doktor, om Gud vil hjælpe mig.” —
Næste Morgen var Lene tidligt paa Færde og kom ikke hjem til Middag. Da Fru Bøg henad Aften nærmede sig Ællingehuset saae hun tre lange Snore fulde af viftende Vaskertøj. Lene sad i Sollyset paa en toppet Sten omgivet af Ænder og Ællinger.
„Skal jeg allerede hjem, Frue,” spurgte hun, „det har været saadan en dejlig Dag.”
„Du maa gerne blive, Barn, og gøre Arbejdet færdigt. — Er Manden derinde?”
„Ja, han kom lige hjem og jeg har sat Kaffekedlen over.”
Hans Peter sad ved sin Hustrus Seng med hendes Haand i sin. Det var en uvant Stilling og Haanden blev hurtig sluppet, da Fru Bøg viste sig.
„Naa, hvordan staar det til?”
„Fruen kan rolig sige til Doktoren, at det var et godt Raad han gav.” — Konen sagde ikke Noget men nikkede to Gange til Bekræftelse.
„Har den unge Pige været flink?”
„Hun!” Manden talte med Kraft, „kunde vi beholde hende, var Livet værd at leve.”
„Det er sandt, Frue, for hun gør lige saa bestemt, hvad man siger. Der er jo mange Ting saadan En ikke forstaar, men hun hører efter og retter sig efter det Sagte. Og saa synger hun ved Arbejdet og pludrer med Ællingerne. Det er som havde vi faaet vort døde Barn levende tilbage.”
„Nej, veed Du hvad Moer, dette er nu alligevel mere tilpas, for Ane havde været over fyrretyve Aar, men Pigebarnet her er kun seksten.”
„Det er ogsaa sandt, Ane havde maaske været gift og hjemfaren for mange Aar siden. — Vil Fruen sige til Doktoren, at da vi gjorde, hvad han sagde, vi skulde gøre, stod vi Begge skyldige for den levende Gud. Græd ikke, Hans Peter, for jeg var den Værste.” —
„Naa, Lene,” spurgte Doktoren en Ugestid efter, „er Du glad over din nye Plads?”
„Om jeg er! — Større Lykke kunde ikke times mig, end at blive der, men det kan vel ikke lade sig gøre?” Hun saae bedende i Vejret.
„Det er Fattigfolk, veed Du nok, og Du kan jo ikke godt tjene uden Løn.”
„Jo, jeg kan, mit Tøj er i ordentlig Stand, saa det første Aar kan jeg, — men det er jo Maden, nu jeg er rask, spiser jeg lige saa meget som Manden.”
„Gør Du, det glæder mig,” Doktoren lo, men Fru Bøg lagde sin Haand paa Lenes Hoved: „Gud velsigne Dig, Barn, den gode Hyrde skal nok sørge for sit lille Lam.”
Søndagmorgen mødte Peter Hansen i sin gammeldags Højtidsdragt med Salmebog i Haand. Det var et storstilet Exemplar i Læderbind med Spænder. At der nu brugtes en anden Salmebog og at dette var den næstforrige, ahnede han ikke. Bogens Blade vare brungule og slidte af de mange Aars Brug. Nu Pigebarnet var hos Konen kunde han nok gaa til Kirke. Han havde god Lyst til at høre den nye Præst, og han længtes halv ubevidst efter at komme Gud nærmere, men Et vilde han have i Orden først.
„Vi har talt med Lene i Morges, Frue, og foreslaaet hende at blive som vor egen, og saa fløj hun først Moder om Halsen og saa mig. Og saa lagde hun sig lige ned paa sine Knæ og takkede Gud, for hun kunde ikke Andet, sagde hun. Men al Fordelen er jo paa vor Side. Lene er bleven daarlig behandlet før, og det er jo ogsaa et traurigt Liv, vi byder, men hun synes nu det er et Himmerig. Konen har et helt Skab fuldt af gode, hjemmespundne Klæder, der kan syes om til Lene og Brødet skal ikke heller mangle. Hvem skal arve den sidste af os, har jeg tidt tænkt. Det er jo ingen stor Arv, men Tag over Hovedet og et ordentligt Indbo er der da. Faar vi nu Pigen, er den Ting ogsaa i i Orden. — Ja, saa Farvel og Tak, det er længe siden Hans Peter Hansen er gaaet i Kirke for at bede om Tilgivelse og for at takke, ja det er, med Skam at sige, første Gang i hans Liv.” Saa løftede han Hatten og gik stille bort, fuld af mange Tanker.
Da Doktor Bøgs om Aftenen gæstede Ællingehuset fandt de den lille Familie samlet ved Aftensbordet, der for første Gang var flyttet hen til den gamle Kones Seng, saa hun kunde spise med de Andre.
„Hvad synes Fruen, hvid Dug og Blomster paa Bordet? —Ja, de Unge vil regere!”
Lidt efter tilføjede hun: „Gaa ud Lene og Du ogsaa, Hans Peter, jeg vil sige et Ord.”
Stemmen vilde ikke rigtig frem, men da Fru Bøg klappede hendes Haand og saae saa kærligt ind i det bevægede gamle Ansigt med sine søde, milde Øjne kom det: „Fruen havde Ret. Herren veed hvad vi har behov, baade det Mørke og det Lyse. Nu har jeg oplevet det og kan aldrig blive færdig med at takke.”