Huset i skoven

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Huset i skoven

Junisolen skinnede varmt, men friske Pust fra Stranden medførte en behagelig Kølighed. Rugmarkens kraftige Aks, der endnu havde det violetagtige Skær, bølgede for Vinden og der var ingen Ende paa Lærkernes Sang.
En høj, ung Mand med et tænksomt, men tillige aabent Ansigt, gik med raske Skridt henad Markvejen ad Skoven til. Udenfor Leddet standsede han et Øjeblik og saae sig om. Der laa Stranden, mørkeblaa, skinnende og blinkende i Sollyset, og der laa den lille By med sin smukke gamle Kirke og sine mange, af Haver omgivne, venlige Smaahuse.
„Aa, hvis!” udbrød den unge Mand.
Sætningen fuldendtes ikke, men han saae opad og Meningen var nok: „Hvis jeg dog maatte faa Naade til at bringe Frelsens Budskab til hvert eneste Hus.”
Den unge Pastor Lange var nylig kommen til Byen, men han havde ærligt brugt Tiden til at lære sine Sognefolk at kende. I mange smaa Hjem, der aldrig havde mærket Noget til den forrige Præst, undredes man over hans Besøg, men da han kom ganske naturlig og ligefrem, uden alle Fordringer, vare de Fleste dog glade ved at se ham.
Pastor Lange var ugift, og hans Hus førtes af en ældre Skolelærerenke, der var barnefødt i Byen og vidste hvad alle Mennesker hed, og hvor de boede.
„Har De nu ikke glemt Nogen, Fru Jensen, en eller anden Udflytterfamilie, tænk efter!”
„Præsten gør sig Livet meget surere, end De behøvede, om jeg maa sige det.”
Pastor Lange svarede ikke, men gentog sit: „Tænk efter!”
„Ja, der er jo nogle Mennesker i et lille Hus oppe i Skoven, men Præsten kan ikke naa derhen og hjem igen til Middagstid.” Hun saae værdig og bestemt ud, for Middagstiden var Stridsæblet. Men den unge Præst saae ogsaa bestemt ud, da han med et venligt Nik bad hende endelig selv spise paa Slaget Tolv, og saa sætte Mad af til ham, der kom naar han kunde. Derpaa gik han, og stod nu her og saa ligesom velsignende ud over Egnen.
Skoven prangede i al sin foraarsfriske Herlighed. Bukkar og Lilliekonval duftede og længere inde udsendte Granernes friske, lysegrønne Spidser deres krydrede Vellugt. Vejene slyngede sig i hverandre og Pastor Lange maatte flere Gange standse og tænke sig om. Ligeud, havde Fru Jensen sagt, opad en Bakke, i Nærheden af en Kilde, han fandt det nok. — Ja, der laa Huset jo, lavt og lille, overskygget af mægtige Bøgetræer. Døren var aflaaset, men han saae den kun halvt skjulte Nøgle blinke frem bag en stor Sten. Saa gik han rundt om Huset og var lige ved at kigge ind af de smaa dunkle, grønagtige Ruder, men betænkte sig pludseligt. Vilde det ikke være i Familie med at lure og med at læse andre Folks Breve, hvis han saae ind i det forladte Hjem? — Saa tog han da Plads paa en gammel Bænk ved et gammelt Bord, nogle Skridt fra Huset. En lignende Siddeplads fandtes tæt ved. Det var Levninger fra den Tid, da Byens Folk, naar de gjorde Skovture, nød deres Maaltider her og fik kogt Vand fra Huset. Senere, da Pavillonen ved Stranden byggedes, søgte Alle dertil og Borde og Bænke smuldrede ubenyttede hen.
Den unge Præst sad ganske stille, Øret lyttede og Øjet indsugede Egnens Skønhed. Droslen slog og Gøgen kukkede. Gennem en Aabning i Træerne saas et Glimt af Stranden og til Højre langs Bakkeskraaningen, en Række lyse Lærketræer i deres nys udsprungne Dejlighed, og saa dette forladte Hus, denne lukkede Dør. Hvordan var det Liv, som levedes derinde? — Han kendte det ikke, men han kendte Ordene: „Se jeg staar for Døren og banker,” og dem tænkte han paa.
Lidt efter hørtes Knagen af Grene og Barnetrin og to smaa lyse Hoveder vendte sig spørgende op imod den Fremmede. Den Ældste, et Pigebarn paa ti Aar, bar en Krukke fyldt med Vand. Den sandede Sti var ujevn og stejl, og hun gik forsigtigt for ikke at spilde. Efter hende kom en bleg, seks-syvaars Dreng humpende; af og til standsede han og ømmede sig, som om Gangen voldte Smerte.
„Goddag, smaa Folk! — Jeg sidder her og venter paa Fader og Moder; de kommer vel nok hjem til Middagstid?”
„Ja, Moder,” svarede Pigebarnet, „hun luger i Planteskolen og kommer altid hjem henad Tolv.”
„Men Fader?”
„Han stabler Brænde; der skal snart være Skovauktion og saa længe Travlheden varer, kommer han først hjem om Aftenen. — Det er langt herfra, men jeg maa alligevel bringe Middagsmaden derud.”
„Den kan din Fader ogsaa trænge til. — Men hvad er der i Vejen med dit Ben, Dreng? Har Du stødt Dig?”
„Det er længe siden,” svarede Pigen hurtigt og sendte samtidig Broderen et hvast Øjekast, der betød, at han skulde tie stille, men lille Mads, der var en meddelsom Natur, kunde ikke modstaa Præstens milde Øjne og udstrakte Haand, og saa sagde han, halv hviskende, idet han vendte sit lille magre, fregnede Ansigt, med de smukke klare Øjne henimod den Spørgende:
„Det var Fader, som gjorde det.”
„Kom han til at støde Dig?”
„Nej, han gjorde det med Villie, men det var Moders Skyld.”
„Ti stille, Mads, det var din egen Skyld, og det veed Du ogsaa godt.” Pigebarnet brast i Graad.
Præsten klappede hendes bøjede Hoved og drog Drengen ind til sig.
„Saa det var din egen Skyld, lille Stakkel!” „Ja, men mest Moders, for hun sagde det.” „Hvad sagde hun?”
'Fader kommer nok svirendes hjem igen i Aften' sagde hun, og da jeg saa saae ham komme slingrende, raabte jeg ind i Køkkenet: der er han Moder, og han er da igen svirende, men Fader hørte det, og saa sprang han til, greb mig i Nakken og kastede mig hen paa Moder, der stod i Døren, men jeg faldt paa den store Sten der og stødte mig saa jeg hylede.”
„Men saa var Fader ædru med det Samme” fortsatte Pigen, der havde hørt til med et spændt Udtryk i sit alvorlige Ansigt, „og han raabte: 'Mads, min lille Mads', løftede ham op og bar ham ind. Moder vadskede Benet og lagde vaade Klude paa, og ud paa Natten blev Smerten mindre. Det var før Jul, men han gier sig endnu naar han gaar.”
„Blev Doktoren hentet?”
„Fader vilde have hentet ham, men Moder sagde Nej, for hun vilde ikke have det ud mellem Folk, og jeg er vis paa, at Mads faar Stryg, naar hun hører, at han har fortalt det. — Der er hun! Jeg vilde nødig være Dig!”
Lille Mads traadte endnu et Skridt nærmere hen til Præsten, som følte han, at det var en Beskytter.
En ung Kone nærmede sig nu Stedet, hun saae træt og modfalden ud. Haaret var lyst og kruset og Øjnene mørkeblaa. Trods hendes store Hætteklæde var det kønne Ansigt stærkt solbrændt, hvad Armene angaar, vare de ligefrem mørkebrune. Der var intet mildt Udtryk i det spørgende Blik hvormed Præstens Hilsen besvaredes.
„Det er vor nye Præst,” forklarede Inger, „jeg har set ham i Skolen.”
„Naa saa, ja, det kender jeg ikke Noget til.”
„Jeg vil gerne hilse paa alle mine Sognefolk og maa saa ogsaa nok komme her?”
„Ja, det kan man jo ikke forbyde Dem, men jeg har kun daarlig Tid i Dag.” Hun bøjede sig ned, tog Nøglen op og stak den i Døren, idet hun sagde: „Ind med Dig, Mads, — og Du, Inger, maa hjælpe mig.”
Inger ilede til, men Mads blev rolig staaende hos sin nye Ven, der igen havde taget Plads paa Bænken.
En Stund efter stak Konen Hovedet ud af Døren. Ja, han sad der endnu og talte med Mads, hvad mon han egentlig vilde?
„Jeg venter paa Deres lille Pige for at følge med hende, naar hun bringer Maden ud til sin Fader.”
„Den Ulejlighed skulde Præsten ikke gøre sig. Manden har travlt, og jeg tør nok sige, at han helst er fri.”
„Ja, ja, jeg vil dog prøve. — Naa der er hun! Farvel, lille Mads, slip mig kun, Du kan være rolig jeg kommer snart igen. Farvel!” — Han rakte Haanden ud, men den unge Kone lod, som hun ikke saae det, og neppe var han ude af Syne, før Mads toges i Forhør.
„Sagde Du det med Benet? — Ud med Sproget, Dreng!”
„Ja for han spurgte. — Slaar Du mig, siger jeg ogsaa det, naar han kommer igen.”
„Hvem tænker paa at slaa Dig, dit usle Skrog, men en anden Gang holder Du Bøtte. Det bliver værst for Dig selv, Dreng, naar Du bliver hentet, og dit Ben skal mases med og skæres i. Naa, tud nu ikke, men gaa ind og spis.” —
Den lille Skovkilde rislede stille og fredeligt. Der groede Forglemmigejer rundt om det forfaldne Bassin. Inger fyldte en tom Flaske, der laa oven i Kurven, og sagde samtidig i en anerkendende Tone: „Fader drikker aldrig mere andet end Vand.”
„Det kan jeg lide. — Men hvor gaar Du hen, Barn?”
„Skraar man lige gennem Ungskoven, spares den halve Vej, men Præsten maa vare sit Tøj for Slaaenbuske og Tjørnetræer. Saadan, nu er vi der straks.”
„Giv mig saa Kurven, jeg vil gerne tale ene med din Fader. Du skal ikke være bange, jeg vil Jer kun godt! — Bliv her i Nærheden, saa Du kan komme, naar jeg kalder.”
Ole Madsen, der var Færd med at favnesætte Brænde, løftede Hovedet ved Lyden af Præstens Trin.
„Goddag og Guds Fred! — Her er Maden, maaske vi kan tale sammen medens De spiser, jeg hører De har travlt.”
Manden sendte Præsten et skummelt Blik, idet han tog Kurven fra ham.
„Hvem har sendt Dem herhen?”
„Jeg fulgte med Inger og bad hende give mig Kurven, da jeg gerne vilde tale med Dem; hun leger her i Nærheden. — Da de ikke var i Hjemmet, Ole Madsen, fandt jeg det bedst at opsøge Dem, hvor de arbejdede. Jeg er den nye Præst og vil gerne kende de Folk, jeg er sat til at betjene.”
„Betjene!” Manden lo en Smule haanligt, jeg har kun set den afdøde Præst vor Bryllupsdag og naar Børnene døbtes. — Talte De med Konen?”
„Ja, men først med Børnene.”
Skovarbejderen, der havde sat sig ned paa en Egestub saae hurtigt op: „Naa, saa veed jeg Besked. Præsten spurgte hvorfor Drengen hinkede og saa kom hele Historien, men det er ogsaa det Samme, for jeg er dog aldrig glad, og det var heller ikke godt, om man var glad, naar man har skamslaaet sit eget Barn og ødelagt hele dets Fremtid. Og naar han saa kommer hinkende og klager sig, ser Moderen altid paa mig, som vilde hun sige: det er dit Værk.”
„Men hvorfor talte De dog ikke med en Læge?”
„Jeg maatte ikke, for Konen troede, at saa vilde Politiet komme, tage mig med sig og føre Skam over os Alle. Da jeg alligevel vilde gaa, skreg hun og fik Krampe, og saa bøjede jeg mig, men det var vist galt, — og nu er det nok for sent.”
„Det vil jeg ikke haabe,” Præsten lagde sin Haand kærligt paa Mandens Skulder. „Sig mig Et — tror De paa Jesus og har De bedt ham hjælpe Barnet?”
„Om jeg tror paa ham? — Bede til ham kan jeg da ikke efter dette. Slip min Haand, Præst, jeg er forbandet. 'Hvor er din Broder,' lød det til Kain, men til mig: 'Hvor er dit Barn'. Hvorfor kommer De her og piner mig?”
„Jeg kommer sandelig ikke for at pine, men for at hjælpe Dem. Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve.”
„Det Ord kender jeg godt, og jeg tænker det vilde gælde Drikkesynden, hvis jeg havde omvendt mig fra den, men det har jeg ikke engang, for det var ingen Kamp. Jeg smed straks den fyldte Flaske, som jeg havde med mig hjem, nedad Bakken, saa den knustes i tusinde Stykker, og siden er det mig vederstyggeligt at lugte, eller blot se, Brændevin.
— Det er det Andet, som dømmer mig! Og saa holder han alligevel af mig, det arme Kryb; naar han vil trøste mig er det som mit Hjerte skulde briste. — Jeg har ikke havt en glad Stund i flere Aar.”
„Skete det da ikke sidste Efteraar?”
„Jo, men der var gaaet Noget forud. — Naa, det er aldrig værd at rode op i gamle Sager.” Han tog Kurven, drak en Slurk af Kildevandet og pakkede Maden ud: En halv Snes store, upillede Kartofler tre Skiver stegt Flæsk og to vældige Rundenom Rugbrød.
Da Præsten saae Maden, mærkede han først, hvor sulten han egentlig var.
„Giv mig en Kartoffel, Ole Madsen, ja, det er maaske en Skam, men jeg fik saadan en Lyst.”
„Er det Alvor?” Manden saae forbauset paa ham, men da han mærkede, at det virkelig var Alvor, udvalgte han den største Kartoffel, og da den, og nok en, spistes med god Appetit og Tak, var der ingen Mur mere mellem ham og Præsten. Gentagne Besøg vilde ikke havt den Virkning, som dette lille Fællesmaaltid, hvor Skovarbejderen følte sig som Vært.
Inger hentede nu Kurven og gik hjem, men Præsten blev rolig siddende paa Træstubben.
„Den Onde er snild,” sagde han pludseligt, aa, hvor han er snild; hvor kan han skifte sin Stemme om, naar det gælder at fange Sjæle.”
„Det er sandt og han slipper ikke, naar han først har faaet En.” Manden talte, som var det hans dyrekøbte Erfaring, men Præsten indvendte ivrigt:
„Jo, det er han nok nødt til at gøre, naar vi fly til Herrens Naade. Det er det som De maa, Ole Madsen, De maa paa Knæ. Før vi synde maler Djævlen Synden saa lille, som var den ikke værd at nævne, men har vi syndet, gør han den stor, og vil bilde os ind, at den allerede har skilt os fra Gud, at der ingen Tilgivelse er.”
„Det er der heller ikke for mig, og det ender vel nok med, at han ogsaa lokker mig ud i Mosen.”
„Tys, tys, forsynd Dem ikke! — Hvorfor skulde Herren have sendt mig herhen, naar det ikke var for at hjælpe Dem, fortælle Dem om hans tilgivende Kærlighed.”
„Den rækker nok ikke til saadan En som mig. Naar jeg ser paa Mads føler jeg mig som en Manddraber. — Det er en hel Historie, men Præsten har nok ikke Tid til at høre den?”
„Jo, vel har jeg.”
„Jeg skulde ogsaa til mit Arbejde.”
„Lad det hvile og tal ud. Vi er to Syndere for Guds Ansigt, Ole Madsen, men Herren elsker os begge og har erhvervet Syndernes Forladelse til Dem, som til mig. — Naar begyndte De at drikke?”
„Saadan egentlig Dranker har jeg aldrig været, men jeg begyndte tidligt at søge Kroen, der var Samlingssted for Egnens unge Karle, og drak mig saa imellem en Rus for godt Kammeratskabs Skyld. Min Moder var en from Kone, men hun døde før jeg fyldte tretten Aar og Fader var død to Aar i Forvejen. Jeg var en stærk Knøs, der kunde gøre Gavn for Føden, og fik snart Plads, men hvem bryder sig om en forældreløs Dreng og saa gled jeg ind i det Onde uden at Nogen holdt mig tilbage. Da Stine kom her til Egnen rettede jeg mig dog, og saa blev jeg Skovarbejder, flyttede ind i det lille Hus, Præsten har set, og vi giftede os. Saa var det en Aften — Mads var vel dengang tre Aar — at der stod en høj, mørk, broutende klædt Karl udenfor Huset, da jeg kom hjem fra Arbejdet. Han skændte og støjede; Stine var ligbleg og rystede over hele Legemet.
„Hvad vil De her,” sagde jeg til Mennesket, „hvor tør De understaa Dem at skræmme min Kone? Og jeg begyndte at tage fat paa ham, men han snoede sig fra mig og raabte: ,Det er min gamle Kæreste, og jeg har første Ret. Da jeg rejste lovede hun at være mig tro til Livets Ende og nu staar hun der med Mand og to Børn. Dengang Brevene holdt op, tænkte jeg nok, der var Ugler i Mosen. Tvi Dig, Stine, tvi Dig! — Godt for mig at jeg slap, saadan En er ikke værd at eje.' Han drejede sig om paa Hælen og gik sin Vej, men Konen var faldet om paa Gulvet og laa som død. Siden har det ikke været godt imellem os.”
„Har De aldrig selv holdt af nogen Anden?”
„Jo, da jeg var ganske ung havde jeg en Kæreste, men det var bare Narrestreger, og jeg skriftede for Stine dengang jeg friede, saa det var i Orden, men hun havde aldrig nævnet dette for mig. Da hun kom til sig selv ventede jeg en Forklaring, men hun gav ingen, og jeg var for stolt til at fordre den, dog det var nok galt. Hun troede, at jeg havde rigtig onde Tanker om hende og saa spillede hun den Fornærmede, men det havde jeg nu alligevel ikke, hvor opbragt jeg end var over Historien og hendes Taushed. Fra den Tid blev Hjemmet ikke det for mig som før og saa fik Kammeraterne igen Tag i mig, Usselryg som jeg var. Naar jeg var fuld talte jeg sommetider til hende om Kæresten og saa sagde hun engang, dreven til det Yderste: 'Gid jeg aldrig havde set Dig for mine Øjne, Ole, men var bleven Theodor tro!' Det var Aftenen før jeg slog Barnet. Jeg sov ikke hele Natten og Sindet var ophidset Dagen igennem, men det er da ingen Undskyldning.” Han vaandede sig.
Pastor Lange tav en Stund, saa sagde han stille, men fast: „Bed for Barnet, bed saa godt De kan. Herren hører vore Bønner.”
„Ikke mine.”
„Prøv paa det.”
„Hvad skal jeg sige?”
„Man beder jo om det man ønsker at faa.”
Manden saae sig forvildet om, det var næsten som vilde han flygte, men pludselig lagde han sig paa Knæ og raabte:
„Lad ikke min Synd gaa ud over Drengen, Herre i Himlen gør hans Ben raskt!”
Saa rejste han sig hurtigt og begyndte at stable Brændet, som om Præsten slet ikke var til Stede.
Pastor Lange blev rolig siddende, og da der var gaaet en Stund, begyndte han at synge med høj, klar Røst, saa hvert Ord kom til sin Ret:

Hører I vor Herre kalder,
Kærlig som en Moders Bøn
Vender om i hver en Alder
Nu med den fortabte Søn.”

Ole Madsen lyttede efter, men da det tredie Vers lød:

„Han som elsker os saa saare
Møder os ved første Skridt,
kysser bort hver bitter Taare
Trøster os med Aasyn blidt.”

slap han Arbejdet, lagde Armene paa Brændestablen og græd.
Før Præsten gik, tog han Biblen ud af Brystlommen og lod Skovarbejderen selv læse Herrens Ord: „Den, der kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.”
Manden rystede dog haabløst paa Hovedet.
„Naar kommer De fra Arbejde?”
„Ved Syvtiden.”
„Tak, det var godt.”
Fru Jensen modtog Pastor Lange med sin allerværdigste Holdning og allertværeste Mine, men da den anselige Rødspætte, hun lagde paa Panden, saasnart han viste sig, spistes med god Appetit og han, efter at have nydt en Portion Rhabarbergrød, takkede og erklærede, at det var et storartet Traktement, formildedes hun kendeligt.
Ud paa Eftermiddagen saae hun ham igen gaa ud, men beroligedes, da han forsvandt indad Doktorgaardens Port.
Lægen, en høj, noget svær Mand med et klogt Ansigt og et Par livfulde Øjne, tog venligt mod den Indtrædende, men Fru Pram hviskede til sin Datter: „Nu faar Fader ikke en Gang Lov til at drikke sin Eftermiddagskaffe i Fred, skal Du se.”
„Har Doktoren Tid til at gaa med mig? Det er lidt langt, helt oppe i Skoven, men Vejret er jo dejligt.”
Nej, det var for galt! Fruen traadte til: „Min Mand plejer at køre, naar Afstanden er saa stor.”
„Vil Doktoren køre, skal der komme Vogn.”
„Nej, lad mig kun gaa. Præsten har formodentlig været der en Gang i Dag? — Ja, jeg tænkte det nok.” — Han vendte sig til sin Hustru: „Saadanne Ture modvirke min tiltagende Korpulence bedre, end den paatænkte Sultekur. — Nej, Herr Pastor, saa hurtigt kan jeg ikke trave.”
„Om Forladelse.” Han sagtnede straks Gangen, og fortalte saa, medens de gik henad Vejen, hvad Barnet fejlede.
„Skammeligt at forsømme et saadant Fald — Vi maa være glade over Dem, Pastor Lange, De gaar jo om som en Opdagelsesbetjent. Jeg har aldrig før havt saa mange syge Børn og elendige, svage gamle Mænd og Kvinder paa min Liste. De har slidt flere Saaler dette halve Aar, end den afdøde Præst i sin Levetid, det tør jeg nok sige. — Manden deroppe i Skovhuset er nok forresten en temmelig daarlig Fyr.”
„Jeg vil nødig sige: er, men nok: har været. Det skulde jo være vor Gerning at lede de Bortkomne op.”
„Ja, det er rigtigt, sige dem Sandheden, tale til dem om Synden og true dem med dens Følger.”
„Den Maade brugte vor Frelser nu egentlig ikke. Naar han kaldte paa de Vildfarende fortalte han dem om Guds Kærlighed. Til de udvortes agtværdige, selvtilfredse Pharisæere talte han derimod strenge Ord og søgte at aabne deres Øjne for den Fordærvelse, som sad i Hjertedybet.”
„Tak, det var nok til mig.”
„Jeg tænkte sandelig ikke paa Dem, kære Doktor, men rammer Udtalelsen, kan den jo gøre Gavn.”
Lægen svarede ikke, men sagde kort efter:
„De er en ung Mand, Herr Pastor, men var der mange som Dem, her i Byen, og de stod i Flok, tænker jeg næsten vi Gamle slog Følge.” Han gik en Stund uden at tale, ligesom grundende.
„Der er Huset,” Præsten pegede opad. „Manden sidder udenfor paa Bænken kan jeg se. — Er her ikke vidunderlig smukt?”
„Jo, og Huset tager sig malerisk ud, men Bakken er drøj at gaa paa. — Puh! — Naa, nu er vi der da.”
„Godaften, Ole Madsen,” Præsten tog Hatten af og rakte ham Haanden, „Doktor Pram var saa god at gaa med mig. — Kom her hen, Mads, Doktoren vil prøve paa at hjælpe Dig.”
„Tag Tøjet af ham, lille Kone,” kommanderede Lægen, „og læg ham paa Bordet, der er ingen Grund til at græde, min Dreng. Ja lidt ondt maa det gøre, naar jeg skal undersøge Benet, men en rask Dreng skriger ikke.”
Mads skreg alligevel, og saa kom Moderen til.
„Jeg vil ikke have det, slip ham! — Har De ham først paa Hospitalet, veed jeg nok hvordan han skal skæres og pines.”
„Af Vejen,” sagde Doktor Pram haardt og saa gav han Drengen sit Gulduhr at lege med.
„Hvad mener De,” spurgte Præsten ganske sagte, men Svaret lød højt.
„Jeg mener, at var dette taget i Tide, vilde det hele kun have varet et Par Uger og Benet blevet fuldkommen helbredet. Nu tør jeg intet love, men vi maa jo prøve. Det er skændigt, at der ikke straks tilkaldtes Lægehjælp!”
„Nu kommer Du nok til at dele Skylden med mig, Stine,” sagde Manden, men Præsten lagde sin Haand paa hans Arm.
Ole forstod ham straks og hviskede ydmygt:
„Det var ondt sagt, men Nogen skulde blot vide, hvordan hun har pint mig med Drengen.”
„Har De en Trillebør?” Lægen saae sig om. „Godt, pak ham saa ind og lad os faa ham med, at han endnu i Aften kan blive indlagt paa Hospitalet.”
Mads græd og bad for sig: „Jeg vil ikke skæres, jeg vil blive her.”
„Hvem taler om at skære Dig, lille Dumrian, Du skal faa en sød Kage og en Tiøre, er Du saa glad?”
„Men naar jeg nu negter mit Minde,” Konen lagde sin dirrende Haand paa Barnet.
„Saa tænker jeg mit kan gøre det ud,” Ole Madsen var kridhvid af undertrykt Bevægelse.
„Om det kan, ja selvfølgelig — Godt, at De dog er en fornuftig Mand. — Hvad nu?”
„Skal han bort, vil jeg selv trille ham,” Stine tog fat i Børen, men Mads raabte:
„Nej, Fader skal trille mig og blive hos mig.”
Doktoren klappede ham paa Hovedet:
„Du er en flink Dreng. — Nu ingen Tagen Afsked, lad ham være, ellers faa vi Hyl igen.
— Naa, De vil bære ham det stejleste Stykke, Ole Madsen, det er nok ogsaa bedst.”
Inger fulgte stille grædende Toget med Øjnene, men Præsten gik hen til Moderen, der stod forbitret og taareløs udenfor Døren.
„Drengen valgte jo selv,” sagde han mildt, „Faderen har da ogsaa flere Kræfter. — Veed De hvad jeg tror? Jeg tror at Jesus staar her for Døren og banker. Nu gælder det at lukke ham ind, ikke vise ham bort. — Gud velsigne dem Alle!”
„Tak,” sagde hun og Taarerne brød frem. Præstens Mildhed gjorde godt, ovenpaa Doktorens barske Væsen.
Da Ole kom hjem henad Aften stod Stine og Inger i Døren. Konen sagde ikke et Ord, men Øjnene spurgte.
„Drengen ligger i en god Seng og er glad. Han leger med en blank Tiøre, Doktoren gav ham, og glæder sig til den Tavle og Billedbog, Præsten har lovet at ville bringe ham i Morgen. Jeg saae selv, at han fik et stort Glas Mælk og lige saa meget velsmurt Sigtebrød og Franskbrød, som han kunde spise.”
„Græd han slet ikke? — Jeg vil vide det, som det er, Du maa Intet dølge.”
„Jo vel græd han, da de klædte ham af og puttede ham i Karret, men saa skammede Sygeplejersken ham ud og trøstede ham med det samme. Det er en dejlig Dame, Du vil være glad ved at se hende.”
„Naar skal de til at skære i ham? — Det er for mig, som vilde de slagte ham.”
„Tys, tys, sig det ikke, Stine; se paa Inger hvordan hun krymper sig, naar hun hører Dig. — Foreløbig skal Mads blive rolig liggende og plejes for at Hævelsen kan sætte sig. Og saa maa vi se, hvad Gud vil, for det er nok dog — som min Moder altid sagde — ham der raader.”
Konen rystede paa Hovedet.
„Enten faa vi ham hjem, som en elendig Stakkel med kun et Ben, eller ogsaa bæres han fra Hospitalet ud paa Kirkegaarden,” sagde hun heftigt.
„Ti dog med dit Ugleskrig! Præsten haaber nu, at Drengen skal komme sig, — men hvis ikke, var der alligevel gemt en Velsignelse fra Gud i dette. Ja, saadan sagde han ligesaa bestemt, og saa formanede han os jo til at bede. — Kom herhen, Inger, jeg tænker Du kan bedst. Lad os saa knæle, alle Tre, jo, Stine, ogsaa Du, og bede for vor lille Mads.”
Han drog Konen ned, blidt og langsomt, men med stærk Arm; hun nødtes til at bøje Knæ, men Hjertet var ikke bøjet.
„Tvinger Du mig, Ole, saa tvinger jeg ogsaa Dig; Du skal selv bede.”
Han betænkte sig ikke, men raabte fra Hjertedybet: „Herre, Herre, lad ikke Barnet lide for min Synds Skyld, men forbarm Dig over ham!”
Saa rejste de sig alle Tre og tog igen Plads paa den gamle Bænk. — Nattergalen slog inde i Skoven og Solnedgangens gyldenrøde Skær lysnede mellem Træerne. Ingen af dem havde Lyst til at gaa ind.
„Fader, veed Du hvad Præsten sagde da han gik? Han sagde: „Jesus staar for Døren og banker,” og saa raadede han Moder til at lukke op.”
„Det var et godt Raad, Gud hjælpe os Stakler! — For mig sang han. — Du skulde da ikke kende den Vise fra Skolen, Inger, den begyndte med: „Hører I vor Herre kalder —”
„Den kan jeg udenad,” jublede Barnet, „skal jeg synge den?”
„Ja, men langsomt, saa vi kan forstaa Ordene.”
Saa begyndte Inger med sin bløde Barnestemme, men Moderen standsede hende paa Halvvejen.
„Den er for lang. — Gaa i Seng Inger og det straks. Jeg kan ikke holde det ud,” hun brast i Graad.
Inger listede bedrøvet ind, men Ole Madsen blev siddende ganske stille til Konens Graad standsede og hun begyndte at rejse sig.
„Gaa ikke. Stine! Jeg synes det er paa Tide, vi To faar talt sammen, det er opsat alt for længe. — Det har været slemme Aar, disse sidste.”
„Forfærdelige” indrømmede hun.
Han sad ligesom ventende, men da der ikke kom mere, begyndte han igen:
„Du maa give en Forklaring, Stine, det kan jeg fordre, men for at lette Dig den, vil jeg dog sige, at hvor meget jeg harmedes over, at Du havde forspildt Mandens Liv og hvor dybt det krænkede mig, at Du havde holdt dette skjult for mig, har jeg ikke et eneste Øjeblik havt fornærmelige Tanker om Dig.”
„Er det sandt, Ole? — Da den Anden gik var dit Blik saa vredt og foragteligt, som tiltroede Du mig alt Ondt. — Aa, hvor jeg blev opbragt! Jeg havde Lyst til at rejse fra Dig, saa krænket følte jeg mig. Lad ham kun pines, tænkte jeg, og var for stolt til at undskylde og forklare Sagen. Og da Du saa næste Dag kom beruset hjem, og dette gentog sig med kortere og kortere Mellemrum, tabte jeg Lysten til Alt, og det gik, som det gik.”
„Og saa var det sidste Aften, før jeg ødelagde Barnet, at Du sagde: „Det havde været bedre, om jeg var bleven Theodor tro.” — Den Aften var jeg nær gaaet ud i Mosen.”
„Jeg var gaaet efter Dig, Ole, havde taget Børnene en i hver Haand og var gaaet derud med dem.”
„Saa nær har vi været Afgrundens Rand, Herre, Gud i Himlen, Tak, at Du bevarede os Uværdige!”
Den unge Kone flyttede sig nærmere hen til ham, hun havde faaet et helt andet Udtryk, efter at han havde forsikret om sin Tillid.
„Vil Du saa høre mig, Ole, det er sagt med faa Ord. Jeg var en ung Tøs paa seksten Aar da Theodor friede. Jeg tror han syntes om mig fordi jeg var mere tilbageholdende og sky, end de andre Piger. Han var den højeste, stærkeste og flinkeste af alle Egnens Karle, altid Formand ved Arbejdet, som ved Leg og Dans. Moder holdt ikke af hans pralende Væsen, men Fader fandt det var en Hæder, at han kastede Øjet paa mig. Det var hans Plan at købe en større Gaard og drive den op, men da der skulde flere Penge til, end han mægtede at tjene i en Fart, fik han Lyst til at grave Guld, og rejste saa til Kalifornien, efter først at have tilsvoret mig Troskab og ogsaa faaet mit Løfte. Det var ingen Sorg for mig, at han rejste, snarere en Lettelse. Han skrev jevnligt, og det gik godt for ham. Jeg havde ikke Noget at skrive om og sendte kun en sjelden Gang et Par Ord. — Saa var det mine Forældre døde og jeg rejste herover til Morbror Peter, hos hvem jeg saae Dig. Det varede ikke længe før jeg forstod, at jeg aldrig havde holdt af Theodor, men egentlig været bange for ham og taget ham af bare Forfængelighed. Da Du havde faaet mit Ja, skrev jeg straks og meldte ham det, men det var egentlig kun paa Skrømt, for han var rejst til et andet Sted, og da jeg havde tabt Brevet med den nye Adresse, sendte jeg mit til den gamle, saa jeg nok tænkte, at det aldrig vilde komme ham i Hænde.”
„Hvorfor betroede Du Dig ikke til mig, Stine?”
„Jeg frygtede, at Du var for retsindig til at tage mig fra en Anden, Ole. Du var jo anderledes, end jeg.”
„Ja, og meget værre, for jeg vidste at der var en Gud, men jeg holdt mig alligevel ikke nær til ham, og i Stedet for at drage Dig opad, drog Du mig nedad.”
Hun græd nu igen, men ganske sagte, omsider løftede hun Hovedet.
„Du skulde have sagt vor Synd, Ole, da Du før talte,” — hun kunde endnu ikke overvinde sig til at sige bad — „men Du sagde kun min.”
„I Hjertet sagde jeg vor, men jeg var bange for at saare Dig, Stine.” Han lagde Armen om hendes Liv.
Maanens klare Lys stjal sig nu ind gennem de høje Bøge og spillede lysende henover Døren til det lille Hus.
Den unge Kone tænkte paa Præstens Ord og lovede i sit Hjerte, at hvis Manden lukkede op for Herren, vilde hun ikke vise ham bort.

Dagene gik og lille Mads kom efterhaanden til Kræfter, men jo friskere han blev, desto sværere faldt det at blive i Sengen. Ledig var han dog ikke, Præsten holdt Skole med ham en halv Time hver Morgen og saa fik han Lektier for og ganske smaa Regnestykker. Sygeplejersken lærte ham ogsaa at flette
Kurve af brogede Papirstrimler; at de skulde gemmes til Jul og fyldes med Godter, gav Arbejdet en egen Tiltrækning.
„Nu er Barnet styrket og Hævelsen faldet,” erklærede Doktoren endelig, „i Morgen vil jeg forsøge at hjælpe ham. Selvfølgelig skal han bedøves og slipper jo for Smerten, men om Udfaldet bliver godt, er en anden Sag. Det skal foregaa Kl. 2. Jeg siger det til Dem, Pastor Lange, men beder Dem ikke nævne det til Forældrene, da den fjantede Kone ellers gerne kunde komme farende og gøre Scener.”
Doktor Pram plejede altid, naar Instrumenterne vare eftersete og Alt i Orden til en større Operation, at sende et hurtigt Suk opad om Hjælp, men i Dag gav han sig mere Tid. Sukket blev til en virkelig Bøn og han fik, for første Gang i sit Liv, en underlig Forvisning om, at Bønnen var hørt, ikke bønhørt, det vidste han ikke Noget om, men hørt. At Sygeplejersken, der stod fattet og redebon ved hans Side, ogsaa bad, fornam han og gættede at Præsten bøjede Knæ i Stuen ved Siden af.
Da Doktoren kom ind til Pastor Lange tørrede han sin Pande.
„Det Værste er nu stridt, et Par splintrede Stumper fjernede og Benet rettet og sat sammen. Vi vil haabe det Bedste. Det er nu lagt i Gibs, men jeg havde forberedt den lille Fyr herpaa, saa jeg haaber han vil finde sig mandigt i det stive Harnisk. Faderen maa gerne se til ham, men hold Moderen fra os. Hun tror det er min Lyst at skære Lemmerne af, mærkede jeg godt.”
„Moderen er ikke saadan mere.”
Doktoren lagde sin Haand kærligt paa Præstens Skulder: „Mon De engang vil kunne sige, og sige det med Sandhed, Doktor Pram er ikke saadan mere.” Han drejede sig hurtigt om og gik bort.
Da Forbindingen første Gang toges af var Tilstanden over Forventning, og senere gik Bedringen sin rolige, uforstyrrede Gang.
„Det varer ikke mange Uger før Du kan gaa op ad Eders rædsomme Bakke, min Gut,” lovede Lægen, da Maaneden var endt.
Det var en glad Dag da Skovarbejderen endelig kom trillende hjem med lille Mads paa Børen. Barnet kunde nok have gaaet, men Doktoren fandt dog at Vejen var vel lang og vel stejl. Den lille Fyr havde faaet røde, runde Kinder, og da han først havde sat Foden til Jorden sprang han om, foer ned til Kilden og op igen, fulgt af Inger.
„Nu er Du glad, Fader,” sagde han med straalende Øjne, „og Moder er ikke længer vred.”
Men om Aftenen da Præsten kom, holdtes der Takkefest i Skovhytten og Sangen tonede ud over Egnen:

„For Døren Jesus staar og banker
Og hvor der lades op med Bøn
Der gaar han ind og Sjæle sanker
Og holder Nadver sød i Løn.
Sig nu af ganske Hu og Sind:
Du Guds Velsignede kom ind.”