Ørnevisen

by anonym

1.

Alle de smaa Fugle, i Skoven er,

de giver paa Høgen stor Klage:

han river af dem baade Fjer og Dun,

han vil dem af Skoven jage.

Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

2.

Saa fløj de sammen i Egetop,

de lagde deres Raad paa ny,

hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,

dem kunde fra Høgen fri.

3.

Frem da traad den søllige Krage,

hun var saa sorrigfuld:

"Kejser vi os den gamle Ørn!

jeg haaber, han vorder os huld."

4.

Det svarte alle de andre smaa Fugle,

de svarte ja dertil:

"Nu er Ørnen Fuglekonning,

saa længe som Gud han vil."

5.

Dertil saa svarte den stolte Høg:

"Vi steder det ingenlunde;

og skal den Ørn være Fuglekonning,

han lægger os øde i Grunde."

6.

Alt da spurgte den gamle Ørn,

han blev saa vred udi Hu;

saa slog han den stolte Høg,

alt med sin skarpe Klo.

7.

Derved da glædtes de andre smaa Fugle

og synger hver med sin Stemme;

i Lunden var Fryd og Fuglesang,

alt der som Ørnen var hjemme.

8.

Sammen da sanktes den Høgehær,

de skjuler baade Skov og Kær:

"Vi vil os til Lunden,

og gøre den Ørn et Blær."

9.

Det da hørte den simple Due,

den fløj til den Ørn og sade:

"Nu da kommer den Høgehær,

de agter at gøre dig Skade."

10.

Det da svarte den gamle Ørn,

og baade hans Øjne de runde:

"Saa mange Mus de bider en Kat,

ti maa jeg rømme af Lunde.

11.

Bort da fløj den gamle Ørn

alt med sine Unger smaa:

de andre smaa Fugle de bleve da vilde,

de vidste dem ingen Raad.

12.

Nu sidder Høgen i Egetop

og breder ud med sin Vinge;

de andre smaa Fugle, i Skoven er,

den monne saa jammerlig tvinge.

13.

Nu sidder Kragen paa bare Kvist,

og svælter hun over sin Klo;

Uglen skjuler sig i Elleris,

jeg venter hun har Uro.

14.

Viben hun løber i Ageren

alt med sin høje Top;

Høgen han kommer her flyvende frem,

han tager og æder hende op.

15.

Nu sidder alle de andre smaa Fugle

og tier saa kvær som Sten:

de har nu mist deres dejlige Sang;

naar Gud vil, saa synger de den igen.

16.

Nu er der Sorg udi Lunde,

som før var Fuglesang;

de fattig' smaa Fugle dem ynkes mig,

for Tiden gøres dem saa lang.

17.

Hunden ligger under Bordet og sover,

og Ræven i Gaasesti;

naar Herre Gud vil, da vaagner han op,

sine fattige Gæs at fri.

18.

Katten hun ligger i Gaarden syg,

og hver mand vil hende hade;

og Musen raader selv i fattig Kones Pose,

den gør hende fuldstor Skade.

19.

Gud han da hjælpe den fattige Ørn,

som flyver over vilden Hede!

han ved sig hverken Ly eller Læ,

hvor han tør bygge sin Rede:

Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.