Aandemaneren Autdaruda
AANDEMANEREN AUTDARUTA.
Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst til selv at lære ham at kende.
I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:
"Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig.
Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud."
Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.
Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig altid usikker.
Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede Blik!
Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....
Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, — hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet ham …
Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage
en Rejse sammen med Christian. Rejsen strakte sig over
en Maaned, og Christian, som imidlertid havde sluttet sig
stærkt til mig, vilde endnu have fulgt mig, hvis han ikke
var bleven saa stærkt angreben af Fnat, at han maatte lade
sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.
Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik vi talt meget sammen.
Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at slaa en Streg over sin Fortid.
Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:
"Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til Spæksyltning for Vinteren.
En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg søgte, men fandt ingen Mennesker.
Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og gik hjem.
Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.
Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.
"Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for at hjælpe dig," sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander. Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen. Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med.
En Dag kommer han og siger til mig:
"Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok trænge til Hjælp, du lille faderløse."
Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa kastede den ham op igen og svømmede bort.
Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig, at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større Magt over sine Hjælpeaander.
Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende.
Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led, men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt.
Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi jeg altid var beskyttet.
Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende hen imod mig.
"Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!" raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline.
Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker; de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem Havet og den faste Jord.
Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til, saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa pludselig kan de forsvinde igen.
Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han min Hjælpeaand.
Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe, aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi jeg forraadte dem ved min Daab." — — —
Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.
Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og illustrerende Maade.
Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen. Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: "Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?" Og naar Ravnen skreg, brølte han efter den: "Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe paa dine Løgne!"
Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:
DA RAVNENE KUNDE TALE.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale.
Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente.
Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.
RAVNEN OG ØMMERTEN.
Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:
Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke hinanden.
Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide Mønstre.
Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen.
Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det hele.
Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.
RAVNEN OG GAASEN.
En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, men Gaasen vilde ikke.
"Du er for tung en Flyver," sagde den, "du vil ikke kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne."
Men Ravnen var stædig og forelsket.
"Der findes i Verden intet, som kan trætte mig," sagde den vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone.
Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:
"Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav."
"Vær ikke bekymret," sagde Ravnen selvbevidst, "intet i Verden kan trætte mig!"
Og saa favnede den bare igen.
Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.
"Uvirksomhed alene trætter mig!" sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring.
Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:
"Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav."
Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.
"Intet i Verden kan trætte mig!" sagde Ravnen selvbevidst og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig.
Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen.
De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden — venstre for den ene og højre for den anden — ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig.
Der satte Ravnen sig.
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne — saa gik Vandet den til Hoften — saa til Livet — saa til Halsen — saa til Skægget — — . Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe.
Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank.
Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs.
Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie.
Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.
Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi den.
Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske
Sagn paa Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at
skabe Virkning og vække Latter, er saa ganske forskellige
fra dem, vi ellers er vante til, at man i en Oversættelse let
løber Fare for at virke raa just der, hvor der for
Eskimoer ligger en Pointe.
Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt om det, uden at det bliver uanstændigt.
Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse.
Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art — paa Kirkeloftet, og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige Fantasi.
Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke, saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at soves ud …
DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.
Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til at passe ham.
Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et Genfærd ind.
"Ai! Her er Mennesker!"
Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange.
"Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer, plejede man at drikke saaledes," sagde Genfærdet og gik ud.
Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen.
"Qalanganguase er her ikke," sagde de, da de kom ind.
"Jovel er han saa," sagde Drengen; "jeg har gemt mig herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden."
Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt i den var i Bevægelse.
Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset, da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte ham; det var hans Søster, der for nylig var død.
Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de fortalte Historier og lo i eet væk.
I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset.
"Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og intet skal mere være dig umuligt!" sagde Genfærdene, og en for en faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn, havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder.
"Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde der," var der en, der sagde.
"Ja, nu skal I bare høre!" sagde Qalanganguase, som allerede var begyndt at komme til Kræfter. "Her har været fuldt af Mennesker, og hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at blive rask."
Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden.
"Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!" hørte han dem sige, som han laa der. Og saa bandt de Drengen fast til Husstolpen og lod ham svinge frem og tilbage, alt medens han forsøgte at slaa paa Trommen. Siden gjorde Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp, men den lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han ganske alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans Fader.
"Hvorfor er du alene?" spurgte de.
"Jeg er jo lam," svarede Drengen; "og da mine Bopladsfæller tog ud paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage".
"Rejs med os!" sagde Forældrene.
"Ja!" sagde Drengen.
Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd.
Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig siden. — — —
DE TO BRØDRE.
Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en Moder og en Søster.
Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone.
En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene skulde falde af.
Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: "Hent et Hoved til mig, jeg vil koge det."
Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede:
"Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren."
Og det sagde Søsteren saa til sin Moder.
"Hvor mon han nu tænker at drage hen," sagde Moderen, "siden han vil have Kødoplag liggende til os?"
Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det største, hun havde søgt ud.
Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.
En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
"Jeg vil foretage en Aandeflugt!" raabte han.
Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine Hjælpeaander.
Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone:
"Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!". Og efter disse Ord for han ud af det ene Vindueshjørne.
Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han snurrede rundt.
Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger) og ventede. Han lettede og sprang derned.
"Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!" sagde Konen.
"Ja, hvem kan det være?" svarede Manden.
Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes Forældre gav sig til at mane Aanderne.
"Tja, det kunde jo være en Hund," sagde Manden, da han var færdig, og den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb hende bagfra.
"Her er han! Det er en Mand!" skreg Pigen.
"Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!" sagde Poulineq.
Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne.
"En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!" raabte Pigen.
Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind.
Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. — — —
Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham.
Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem, skiltes de og gik.
Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte med, at han gav sig til at mane Aander.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte:
Man kom ud og bad ham om et Hoved.
"Det er Forraad for Vinteren!" sagde han.
Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind.
"Hvorfor græder du?" spurgte Moderen.
"Han svarer, at det er Vinterforraad!"
"Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden," sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.
Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen.
"Jeg vil foretage en Aandeflugt," sagde han.
Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde:
"Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som troede, at han var død!"
Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde afklædt i Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige ned foran Broderen.
"Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!" sagde Broderkonen.
"Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig," sagde Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind.
De to Brødre talte nu længe sammen.
"Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!" sagde Poulineq. "Jeg skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til dig!"
Derpaa for Ilimageq hjem.
Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter kommende Slæder.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op.
"Man kan vel forsøge at tage en Sæl," sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se: en Slæde kørte lige løs paa ham.
Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen.
Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt bagover.
"Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!" sagde Manden.
Og da faldt Konens Frygt.
Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej.
"Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge," sagde Folk, da de nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da Poulineq's forhenværende Kone kom ind.
"Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise," sagde hun.
"Man er mæt!" sagde Poulineq.
Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.
Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde:
"Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!"
Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset.
"Sæt dig her!" sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med Haanden.
Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød.
Han havde sin Kone og sit Barn med sig.
Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog hun og gav til Barnets Moder og sagde:
"Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!"
Og Moderen tog det, og Barnet spiste.
Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde.
Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud.
Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar hende op.
Men saa kom Broderen til og sagde:
"Lad mig søge!"
Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op igen.
Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand:
"Lad os rejse hjem!"
"Ja," sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres Slæder, da de rejste.
Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den fra og sagde til den:
"Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede Ægtepar!"
Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem Vinduer og Husgange for at gemme sig.
Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind.
Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og roede op i Menneskebunken.
Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de!
Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig.
Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre.
"Fik du dem begge to?" spurgte Manden.
Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa Stilladset, hvor Manden havde gemt sig.
Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd.
Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. — — —
FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG.
Et Stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et Hus.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene.
Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade Mennesker.
Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land og raabte:
"Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!"
Men Børnene legede, og Børnene skreg.
Og den gamle gik hjem.
Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne.
Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen:
"Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!"
Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund, der slutter Læberne efter Raab.
Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres Børn. Men Børnene kom ikke.
Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.
De sænkede Tarmen ned gemmen Fjældspalten, Børnene løste for Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.
Saa kom Dagen derpaa.
"Hvordan har I det dernede?" raabte man derned.
Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa Ryggen:
"Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud gennem Hud og Kød!"
Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:
"Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang."
Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den gamle Mand kom hen og spurgte hende:
"Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?
"Selvfølgelig! Solen vil skinne!" svarede hun.
"Hvorfor?" spurgte den gamle Mand atter.
Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og sagde stille for at vække hans Samvittighed:
"Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i hendes Nakke."
Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede ikke Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede ihjel derinde.
Og saa maa den Historie ende her. — — —
MENNESKEÆDERSKEN.
Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede Øster paa, aldrig kom tilbage. Til sidst var der kun en af Fangerne tilbage; ogsaa han roede en Dag Øster paa for at se efter sine Landsmænd. Da han kom rundt om et Næs, blev der raabt til ham:
"Kom op!"
"Nej, jeg kommer ikke op!"
"Men saa kom dog op!"
Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land.
"Bær din Kajak op!"
"Nej, jeg bærer den ikke op!"
"Jamen saa bær den dog op!"
Og da hun var saa stædig, saa bar han den op.
"Tag Redskaberne af din Kajak!"
"Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!"
"Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!"
Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op.
"Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!"
"Nej, jeg vender den ikke op!"
"Men saa vend dog Bunden i Vejret!"
Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op.
"Læg Stenen paa Kajaken!"
"Nej!"
"Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!"
Og saa gjorde han det.
"Gaa nu ind!"
"Nej!"
"Men saa gaa dog ind!"
Og saa gjorde han det.
"Træk din Pels af!"
"Nej!"
"Men saa træk den dog af!"
Og saa gjorde han det.
"Tag dine Støvler af!"
"Nej!"
"Men saa tag dog dine Støvler af!"
Og saa gjorde han det.
Og hun hængte dem op til Tørring.
"Men hvad skal man da give ham at spise?"
Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden ud for at hente Mad.
Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret Ansigtshuden op paa Væggen.
Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav sig til at spise, men da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da han saa den, sagde han:
"Saadan noget kan jeg ikke spise!"
Da det blev Aften, gik de til Ro.
Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han vaagnede, hørte han Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra sig.
Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat.
Ved sin Hjemkomst fortalte han:
"Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det er en Menneskeæderske, som lever af dem."
Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned for hendes Hus, raabte hun:
"Kom saa op!"
Og han svarede:
"Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!"
"Ja, men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær havde myrdet dig."
"Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!" raabte Kajakmanden op til hende.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter.
Nu blev Kællingen vred og busede ud:
"Gid man kunde stikke ham dernede!"
Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:
"Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!"
Kvinden var lige ved at falde om.
"Gid man kunde stikke ham dernede!" raabte hun igen.
Og han var lige ved at kæntre.
"Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem hende!" raabte han tilbage.
Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin Krumkniv:
"Gid man kunde ramme ham dernede!"
Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre. Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem.
Og her vil jeg ende denne Historie.
RYPEN OG HAVLITEN.
Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al Opmærksomhed.
Saa raaber Havliten opefter:
"Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?"
Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet:
"Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over dig."
"Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de røde Bukser?"
Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned:
"Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?"
"Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig vover dig ned i Vandet?" raabte Havliten op.
"Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som slet ikke kan maale dig med mig?" svarede Rypen.
Saa vendte Havliten sig imod den og sagde:
"Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede Næb?"
"Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!" svarede Rypen.
Og saa begyndte de for Alvor at skændes,
"At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede Fødder!"
"Du da med de hele Plader!"
"Saa skulde du vække min Vrede!" raabte Havliten og gik i Land, løb Rypen op og greb den.
"Av! Slip mig dog!" skreg Rypen.
"Nej aldrig!" svarede Havliten. Og saa førte den Rypen ned mod Havet.
"Ak, Og det er mig her," sagde Rypen, "som aldrig før nærmede mig Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide."
Rypen var bleven saa medgørlig,
"Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!" skreg Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.
Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik Fodfæste paa Fjældhylderne.
"Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for Havet!" skreg Rypen.
Plump! — Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde.
Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst var øverst.
Den var død. — Men hvor blev den anden af?
Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden.
"Qaqe-qa-qaoq!" (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.)
Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den:
"Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede."
Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.
Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit Mavebælte!
INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN.
Der var engang en Pebersvend.
Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.
Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i Husene.
Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, plejede han at vaagne.
Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid, krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe:
"Jeg er kæntret! Hjælp mig!"
Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en af de næseløse, Ildfolket.
"Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand," sagde den kæntrede.
"Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min sørgelige Søvnighed!" svarede han.
"Nu skal du først følge mig til mit Land," sagde Ildmanden, og saa slog de Følge.
Da de kom frem, sagde den næseløse:
"Den Mand, der frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!"
"Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak." sagde Pebersvenden.
"Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa Uheld til Fangst."
Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.
Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, syntes de.
Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle:
"Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!"
Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene: de unge Piger) ind i Husene.
"Og Pebersvenden har Fangst med!" var der en, der raabte.
Knap gik Aften paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.
Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst.
Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:
"Hvad gaar der dog af Pebersvenden?" sagde de, og saa begyndte de at kappes om ham.
"Lad mig! Lad mig!" raabte de allesammen.
Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den bedste i Flokken.
Nu levede de sammen. Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe:
"Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?"
"Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem," svarede Pebersvenden.
Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:
"Ja, der var engang — — —", og da dette var undsluppet ham, gik han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud.
Den Dag fangede han kun een Sæl.
Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod sig stille til Ro, fortalte han:
"Der var engang, ja — — — jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. "Jeg er kæntret!" raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl; og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse."
"Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene," sagde den næseløse til mig.
"Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken," sagde jeg."
— — — Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.
Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem.
Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra Klipperevnen:
"Gaa du nu ud til ham!"
Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:
"Tag mig!"
"Dig vil jeg ikke have," sagde Pebersvenden, "du suger jo Næring af Skarn."
Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den sige:
"Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn."
Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:
"Gaa du nu ud!"
Og saa kom en Flue ud.
"Du kan faa mig," sagde den.
"Nej, dig gider jeg ikke have," sagde Manden, "fordi du ganske planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig store."
Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før.
Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud.
"Tag mig!" sagde Stankelbenet.
"Nej, du har saadan lange Ben," sagde Pebersvenden, og Stankelbenet gik leende ind.
Saa kom Tusindbenet ud.
"Tag mig!" sagde Tusindbenet.
"Nej, dig vil jeg ikke have," svarede Pebersvenden, "du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle."
Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.
Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud.
"Tag mig!" sagde Myggen.
"Nej, du bider jo," sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone.
"Lysk mig!" sagde Pebersvenden glad.
Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:
"Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man hører Lyd af Fugleunger!"
Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.
Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde.
Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit Mavebælte.
PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV.
Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans Landsmænd opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke.
En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til den, havde han fanget en Ræv, og den slog han ihjel.
Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen fanget, denne Gang en Hunræv.
Den tog han med hjem og havde den som Hund i Huset under Vinduet. Naar han holdt Maaltid, gav han Ræven Kødbenene, og saa laa den derhenne og gnavede.
Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen tog han ud paa Kajakfangst.
Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, han fangede, var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst var de endogsaa hængte til Tørring paa Stilladset ude.
Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev passet, medens han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen.
Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting, gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se:
En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der kunde skabe sig til et Menneske.
Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde i Huset saa han blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. Gryden var vendt, men ikke et Menneske i Huset.
Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud af Huset en Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik ind igen, løb han efter hende og fik fat paa hende, inden hun kom ind under Vinduet. Og nu tog han hende til Kone.
Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder!
Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa Besøg.
"Skal vi to ikke bytte Koner?" sagde den fremmede engang paa en Kajaktur.
"Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!"
Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.
Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun blev svedt.
Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til sidst.
En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!
Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe, før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre Kvinder, kom til at lugte af Ræv.
Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham:
"Men hvor kommer dog den Rævestank fra?"
Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene.
Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.
"Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?" sagde Manden og skældte ham ud.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian
forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de
Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde:
"Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller."
Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og skriftet.
Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den gamle Aandemaner, Kunigsarfik.
Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine Udfordringssange, der smædede over den gamle.
I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.
Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham frygtelige "Skaller", hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet, at "Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene".
Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa at han kunde forløbe sig.
Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han tage sin Hævn.
Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade: Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium, fortalte Christian. —
I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians Smædesange, — Christian hed dengang "Konebaaden".
"KONEBAADEN"S UDFORDRINGSSANG TIL "KYSSETØJET", DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg undser mig vel,
Da jeg skal udfordre i Sang …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
En vældig Mand
Skal blive min Fjende,
En gevaltig Mand!
Det er det store Kyssetøj …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Hvorfor bryster du dig?
Du, som slet ikke er saa vældig.
Lad de store bryste sig!
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Naar du drabelig
Besværger Aander,
Gemmer du dig i Dynen
Bag din Kone …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Rygtet gaar — —
Er det sandt,
Du store Kyssetøj?
Din Kone hældte Vand
Over Fjæset paa dig,
Og du — ha—jai—ja …
Snapped' efter Vejret,
Da du for op af dit Leje! …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja .
Jeg faar vel et kort Liv,
Du, som er den vældige.
Jeg, som er den lille Aandemaner!
Dræb mig nu
Og røv min Sjæl!
Jeg forældreløse
Er jo saa ufarlig …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Livet var vel det eneste.
Jeg holdt af;
Derfor søgte jeg Livskraft
I en Hund, jeg skabte til Kvinde
Og tog til Kone.
Derfor magter du ikke Død
Over mig,
Der tog Hund til Kone …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Lær Visdom af Ynglingen,
Du forældede gamle!
Sjæle røvede du,
Saa du til sidst savnede Mennesker
Og maatte stjæle Svigersønner …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg undsaa mig i Begyndelsen
Til Sangkamp!
Jeg var en ung Mand,
Og min Modstander
Saa forældet …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Men du er jo som et sølle Barn,
Naar du græder
Over Mangel paa Mænd til dine Døtre.
Du skulde sætte et Laag
Over dit Fjæs,
Der er modbydeligt af Smuds.
Jeg beklager din Kone,
Naar du brister i Graad,
Og hun skammer sig,
Du store Kyssetøj.
Ha—jai—ja, ha—jai—jai …
Skjul dit Fjæs …
Derned og Syd paa …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Land søgte jeg Nord paa,
Da Vreden fyldte mig.
Min Slægt var udryddet.
Mine Søskende myrdede,
Og Vreden fylder mig.
Og Land søger jeg Nord paa.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj!
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg vil smædesynge dig!
Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang,
Maa jeg myrde dig.
Jeg skal harpunere dig
I Skulderbladet;
Jeg øvede mig
I Kast paa Klapmydser.
Nu fælder jeg dem i eet Kast …
Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig;
Harpunen gik langt ind i Klippen,
Og de rullende Søer skyllede over den.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj! …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Nord paa søgte jeg Land,
Da min Slægt var udryddet.
Jeg længtes og var uden Søvn.
Nu er jeg fattig,
Fordi jeg er barnløs …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Hvis jeg skulde træffe dig,
Sipulortaq,
Som før var min Svoger,
Du, som ligger
Hos Kunigsarfik's Datter,
Vil jeg neppe lade dig leve.
Lad din Vrede rejse sig
Paa din Søsters Vegne!
Jeg har forskudt hende …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Lad din Vrede vaagne!
Mindes du,
Da du kejtet kæntrede i Kajak
Og halvdød blev bragt hjem af mig?
Men lad nu din Vrede vaagne!
Tænk paa din Søster,
Saa skal jeg tænke paa min.
Og lad os saa mødes.
Du er jo den ældste.
Hvem troer du,
Vil blive den, som lever? …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Da du skulde betvinge Aander,
Hoppede du kejtet i Vejret.
Da maatte din Kone skamme sig.
Skammelig er du,
Derfor smædesynger jeg dig.
En ond Smædesang skal jeg synge dig,
Og du skal faa dig en Skalle,
Saa du kreperer af en Fejltagelse …
Opad og Øster ud …