En Sjæleraners Saga

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 169-172

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

EN SJÆLERANERS SAGA.

Jeg skal fortælle dig om Ilisimartoq, den største Drabsmand, jeg har kendt. Hvor mange Sjæle han røvede, ved jeg ikke, men deres Tal var stort.

Han var nede fra Angmagssalikegnen, men drog Nord paa for at handle paa Vestkysten; saa gjorde han Holdt ved Igdluluarssuit, hvor der dengang var mange Mennesker og god Fangst. Han kom sent paa Aaret, og saa passede det lige, at han overvintrede der.

Vinteren igennem artede han sig vel. Saa kom Sommeren, og han rejste stadig ikke Nord paa for at handle. Det lod til, at han havde opgivet sin Handelsrejse. Den følgende Vinter var det saa, at Drabslysten kom over ham.

To unge Mænd var ude paa Fangst i Kajak, Quperneq og Ukugssulik. Den ene af dem, den yngste, var en spædlemmet lille Fyr: men den ældre Broder var stærk og farlig at komme i Lag med.

Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. Quperneq havde fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq ror til bagfra lige ind paa Quperneq, der ikke saa ham, før han allerede havde løftet sin Harpun. Han vidste nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var for sent at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden til og ventede Kastet …

Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen.

Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede.

Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af Perler og roede hjem.

Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke lige rent ud.

Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske bestemte Spidser til Mennesker.

Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa ham.

Hans Svoger, Igsiavik ("Stolen"), der var ked af, at han nu atter vilde skaffe dem nye Fjender paa Halsen, bestemte sig til at komme ham i Forkøbet.

En Dag roede Fangerne ud sammen i Kajak, fem i Følge; blandt disse Ilisimartoq og hans to Svogre, Igsiavik og Isângassoq; de havde i Forvejen aftalt, at i Dag skulde Ilisimartoq dræbes.

Ude ved en af de yderste Øer gik Ilisimartoq i Land for at hvæsse sin Harpunspids, og saa vidste de andre, at det gjaldt om at passe paa. Men for at lade som intet, gav de sig til at synge Trommeviser, siddende i deres Kajaker.

Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet ham ane noget i deres Holdning, men ikke desto mindre blev han med eet mistænksom og urolig, saa sig om, alt medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste sig til sidst pludselig op og roede bort uden at sige et Ord.

Saaledes var han lige ved at undslippe, uden at de havde faaet Lejlighed til at myrde ham; men saa var det, at en af Kajakmændene gik hen til det Sted, hvor Ilisimartoq havde hvæsset sin Harpunspids, og gav sig til at mane ham tilbage. Ilisimartoq var allerede kommen langt bort, da han gav sig til at mane; men saa stærk en Magt fik Tryllesangen over ham, at han vendte om, rolig og intet anende, ganske som det var ham indgivet af Formularen; saa gik han atter i Land og gav sig til at hvæsse sin Harpunspids.

Igsiavik listede sig nu bag paa ham; Ilisimartoq sad bøjet forover og sleb Jernspidsen til, og inden han fattede Mistanke, gav Svogeren ham bagfra et Skud, der gik ind gennem Skulderen og ud gennem Hovedet.

Saa styrtede de fire andre frem og greb fat i Ilisimartoq; men saa stærk var han i sin Dødskamp, at de alle blev slyngede tilbage, og det lykkedes ham saaledes at faa Tid til at stryge sin Haand hen over Skudsaaret, saa det lægtes.

Ilisimartoq var en vældig Troldmand; stor var hans Magt, og meget ondt havde han i sig, og det onde hjalp ham, da han altid havde villet det onde (den nyomvendte Nukarajua's Ræsonnementer).

De andre kastede sig imidlertid øjeblikkelig over ham igen, da de fik samlet sig efter Forskrækkelsen, og en af dem gned Spæk hen over Saaret.

Da Spækket nu hindrede Ilisimartoq i at læge Saaret ved Trolddom, fik de hurtigt Bugt med ham. To holdt ham i Armene, og en tredje stak en Fuglepil ind i Endetarmen paa ham. Han jog Jernspidsen ind i Aabningen, stødte den ind i Underlivet og rørte om i hans Tarme …

Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden.

Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq.

Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger. Han kom til at tænke paa sin Søster, og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da de havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud i høje Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død.

Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde:

"Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op med dine dumme Veklager."

Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder. Derpaa skar man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn. Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet.

Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab dernedefra.

Saa stor var hans Magt, og derfor var Menneskene bange for at lade ham leve …

Fortalt af

Nukarajua,

der indvandrede til Vestkysten for c. 15 Aar siden for at lade sig døbe sammen med sin Slægt.