Absolutismens historiske Udvikling
Absolutismens historiske Udvikling[redigér]
(1847)
[1]
Jeg frygter ikke for at modsiges af Nogen, der formaaer at afsee fra et forhaanden værende Standpunkt og at sætte sig tilbage paa et ældre, tilbagelagt, naar jeg her paastaaer, at de gjængse Forestillinger om den Revolution, der fandt Sted i Danmark i Aaret 1660, under den sidste Tid ere blevne meget forandrede. Endnu under de sidste Aar af Frederik den Sjettes Regjering var Intet almindeligere, end at forestille sig Souverainetetens Indførelse som en isoleret, i sit Slags eneste Begivenhed, hvad enten nu disse Forestillinger hos nogle, som jeg troer man har kaldet de Gammel-Danske, tillige maatte tjene som en af Grundene for noget sværmeriske Lovprisninger af det danske Folks »mageløse« Historie, eller hos andre, der vare mindre gunstigen stemte mod Absolutismen, blandede sig med, jeg veed ikke hvilke Ideer om formeentlige Intriguer, omtrent lige med dem, som Schiller saa dramatisk har fremstillet i sin Wallenstein.
Først i de senere Aar have klarere Forestillinger vidst at gjøre sig almindelig gjældende, og dette er især skeet deels ved en vistnok ikke ringe Indflydelse af den hegelske Philosophies Principer, og deels ved det nu ikke længer saa saare
[2]
sjeldne, men temmelig almindelige Bekjendtskab med Frankrigs nyeste historiske Litteratur. Det er blevet anerkjendt, at det moderne Autokrati overhoved udviklede sig naturligen af Middelalderens feudale Monarki; at dets Skabelse har en Tanke til Grundlag; at det hviler paa den gjenvundne Idee om Staten, der paa sin lange Vandring gjennem Middelalderens »Lehr-und Wandeljahre« endelig var kommen til en klarere Bevidsthed om sig selv, for nu, befriet fra de Partikulariteter,. der hidtil havde dannet den, at opstille sig i en aldeles ukjendt Eenhed.
Efterat de germanske Folk havde ødelagt Romerriget, og nye Stater havde hævet sig paa dettes Ruiner, vare de germanske Begreber om Ret og Frihed blevne ganske almindeligen herskende i hele det occidentalske Europa. Fyrsterne og de politisk berettigede Individer stode nu der allevegne i et Kontraktsforhold til hverandre. Fyrsten kunde næsten intet uden Folkets Medvirken: ikke beslutte Krig, ikke indgaae Fred, ikke give Love, ikke styre Retten, og Folket lovede Fyrsten Lydighed, naar han opfyldte de Pligter, som man fordrede af ham; hvis ikke, var man, som Arragoniernes berømte Eedsformular især saa energisk indskjærper, uden videre løst fra al Troskab. Den samme Ret til Modværge og Opstand for det Tilfælde, at Fyrsten ei holdt sine givne Løfter, findes ligeledes i Frankrig allerede udtrykkelig anerkjendt ved den af Kong Carl den Skaldede indgaaede Forpligtelse, i Ungarn ved Kong Andreas IIs gyldne Bulle, i Nederlandene ved den brabantske Grundlov af Aaret 1312, i Danmark i Kong Hans's Haandfæstning, i Kong Christiern II's Haandfæstning og i Kong Frederik I's Haandfæstning, i Bøhmen i det saakaldte Majestætsbrev, der af Keiser Rudolf II. udstødtes som det slaviske
[3]
Lands Konge(1). Disse Exempler kunne vistnok let forøges, og det almindelige Forhold holdt sig, om endog hist og her noget modificeret, dog i sit Princip væsentligen ukrænket lige indtil Middelalderens Slutning, da, især efter de klassiske Videnskabers saakaldte Gjenfødelse, de gamle Traditioner om de romerske Keiseres Magtfylde blandede sig med den tilsidst altfor anarkiske Forfatnings Trængsler, for endeligen at frembringe det moderne Autokrati.
Allerede ved Overgangen fra det femtende til det sextende Aarhundrede havde dette mærkelige Repræsentanter. I fiere af de italienske Smaastater var Magten allerede bleven usurperet af hine tirannelli, der i Virkeligheden handlede efter de fleste af de Principer, som Macchiavelli opstillede i Bogen om Fyrsten. Paa samme Tid reiste Monarkiet sig myndigen paa den pyrenæiske Halvø, i Portugal under Johan den Anden, den Fuldkomne, og i Arragonien og i Castilien under Ferdinand den Anden, den Katholske, og hans navnkundige Minister, Richelieus Forgjænger, Ximenez de Cisneros; og da efter begges Død Valladolids kjække Cortes endnu engang havde vovet at minde om, at »Kongen kun er sine Undersaatters Tjener«(2), og da derefter, da denne Erindring viste sig frug-
(1) Idet Hvitfeldt (Danmarckis Rigis Krønike, fol. II, 1207) skrider til at fortælle den tilsidst ved den danske Adels Opstand afsatte Kong Christiern II's Historie, undlader han ikke forinden udferligen at gjennemgaae, hvorledes det har „været lirug udi andre lovlige Riger og Nationer, udi Frankrig, Spanien, England, Polen, Skotland og Portugal, at naar de have været beladte med nogle tyranske og urolige Regenter, da have de befriet dem fra saadanne Tyranner og igjenbragt deres Fædreneland udi forrige Friheder, Privilegier og Tilstand ved saadant Middel". Der kan, siger han (II, 1209), „ingen Tvivl" være om, at jo „saadan Rettighed er hos os danske Mænd, saavel som udi andre Lande".
(2) „Acuerdese V. M. que un rey es mercenario de sus subditos". Viardot, Etudes sur l'histoire des institutions en Espagne. p. 57.
[4]
tesløs, los communeros havde gjort deres ulykkelige Opstand under Juan de Padilla, bevirkede denne kun, at Carl den Femte end yderligere fortærede Castiliens gamle Friheder. I Frankrig maatte Rigets Store, trods deres ligue pour le bien public, allerede nu bøie sig for Ludvig den Ellevte, hiin den tredie Stands Repræsentant, hvis Karakteer nyligen er bleven sat i et nyt Lys af Michelet(1), hiin forunderlige, grusomme Konge, der tog en Lakai til sin Herold, en Barbeer til sin Kammerherre, og som kaldte Profossen Tristan sin Kammerat. Og medens Kong Frants den Første derefter allerede turde sætte sig aldeles ud over at sammenkalde Rigets Stænder, see vi ligeledes i England, efter Kampen mellem den hvide og røde Rose, der ikke endte med at udrydde enten Huset York eller Huset Lancaster, men med at svække Feudalaristokratiet, hvorledes Greven af Warwick, der ifølge Hume dagligen fødte tredive tusinde Mennesker paa sine Godser, allerede nu, skjønt noget for tidligen, kunde blive kaldet »den sidste af Baronerne«, medens derimod Kongerne Henrik den Syvende og Henrik den Ottende vise sig i Besiddelse af en i alt væsentligt uindskrænket Magt. I de skandinaviske Riger forsøgte Christiern den Anden at træde i sine Samtidiges, i Ferdinand den Katholskes, Frants den Førstes og Henrik den Ottendes Spor, og i Vinteren 1519—20 sendte han endog en Bog, der med Grund antages at have været Macchiavellis fem Aar tidligere skrevne Bog om Fyrsten, til Paulus Eliæ med Anmodning om at oversætte den paa Dansk; men ligesom denne vægrede sig derved, fordi »hun mere lærte at gjøre Synd, end. at bedre og aflægge«(2), saaledes er det bekjendt nok, at Kongens vold-
(1) Michelet, Histoire de Trance. Tome sixiéme. Paris. 1844.
(2) Olivarius, De vita et scriptis Pauli Eliæ. Hauniæ. 1741. p. 48, 159.
[5]
somme Reformforsøg ogsaa i Virkeligheden viste sig her at komme over et Aarhundrede for tidlig.
Men om det dog, som anført, allerede ved Overgangen fra det femtende til det sextende Aarhundrede var lykkedes enkelte Fyrster tildeels at opnaåe deres Hensigt, vare dog de Fordele, de havde vundet, ikke retligen anerkjendte, men bestode kun faktisk. Det var først Reformationen, der skaffede dem en Retstitel(1).
Thi vel laa den uindskrænkede Ophøielse af Fyrsternes Magt ingenlunde i Reformationens inderste Væsen; at denne overhoved vilde Frihed i enhver Retning, viste ikke blot Ulrik Huttens og hans Venners Forhaabninger, ikke blot Bøndernes radikale Foretagender, men i Særdeleshed den paa republikansk Jordbund udsprungne Calvinisme, der tog til Valgsprog, at man bør adlyde Gud mere end Menneskene, og som til alle de Egne, hvorhen den fra Schweitz naaede, ved Siden af det religiøse, forplantede et stærkt Frihedselement, til Nederlandene nemlig, til det huguenottiske Frankrig, til England og Skotland. Men for den anden Halvdeel af den protestantiske Verden uddroge Reformatorerne, med Luther i Spidsen, allerede tidligen for at tilbagevise Hierarkiets Anmasselse over den verdslige Magt, og senere for at modstaae Bøndernes farlige Bevægelser, den Grundsætning af Biblen, at Øvrigheden er indsat af Gud, og at Enhver, der sætter sig op imod den, derfor handler imod Gud(2). Dengang Luther opstillede denne
(1) Molesworth, der allerede meget træffende efterviser den Rolle, som Theologien har spillet ved Absolutismens Oprindelse og Udvikling, bemærker fuldkomment rigtig: „For this notion of jus divinum of kings and princes was newer known in these northern parts of the world till these latter ages of slavery." Molesworth, An account of Denmark as it was in the year 1692. The third Edition. London. 1694. Preface.
(2) Luther fordømte saaledes Opstanden i Norden mod Kong Christiern II.
[6]
Sætning paa den stærke Maade, der var ham egen, tænkte han vel neppe paa de uhyre Følger, som man kunde udlede deraf;
(note fortsat fra forrige side) Da han til Ridder Asche von Kramm fra Braunschweig, en Prydelse for den protestantiske Adel, der under Kong Frants I. havde deeltaget i Slaget ved Marignano, der senere havde udmærket sig i den tydske Bondekrig, og som fægtende for Kong Christian den III's Sag blev saaret i Slaget ved Øxnebjerg, stilede sin „Bedenken, ob Kriegsleute auch in einem seligen Stande seyn konnen" (Samtliche Schriften. Halle. 1744. 4°. X, 570-623), udtalte han sig saaledes om Lübeckerne og de Danske: „Und weil es hie eben trift das Exempel mit dem König zu Dannemark, den die von Lübeck und Seestädte samt den Dänen vertrieben haben, will ich auch meine Antwort dazu sagen, um derer willen, die vielleicht ein falsen Gewissen hierinn haben, ob etliche sich mochten bas besinnen und erkennen. Wolan, es sey allerdings also, der Konig ist ungerecht vor Gott und der Welt, und das Recht stehet ganz und gar auf der Danen und Lübecker Seiten. Das ist ein Stück fur sich. Ueber dieses ist nun das andere Stück, das die Dänen und Lübecker sind zugefahren als Richter und Oberherren des Kdniges, und haben solch Unrecht gestraft und gerochen, damit sich des Gerichts und der Rache unterwunden.
Hie gehet nun Frage und Gewissen an. Wenn die Sache vor Gott kommt, so wird er nicht fragen, ob der König ungerecht oder sie gerecht sind, denn solches ist offenbar worden; sondern so wird er fragen: Ihr Herren zu Dännemark und zu Lübeck, wer hat solche Rache und Strafe euch befohlen zu thun? Hab ichs euch befohlen oder der Kayser oder Oberherr: so legt Briefe und Siegel auf und beweiset es. Können sie das thun, so stehen sie wohl; wo nicht, so wird Gott also urtheilen: Ihr aufrührischen Gottesdiebe, die ihr mir in mein Amt greift, und aus Frevel euch der gottlicheu Rache unterwunden habt, seyd schuldig laesae Majestatis divinae, das ist, Dir habt euch an göttlicher Majestat versündigt und verwirkt. Denn es sind zwey Dinge, unrecht seyn und unrecht strafen, jus et executio juris, justitia et administralio justitiae. Recht und Unrecht haben ist jedermann gemein, aber Recht und Unrecht geben und austheilen, das ist desz, der über Recht und Unrecht Herr ist, welcher ist Gott alleine, der es der Obrigkeit an seiner Statt befihlet. Darum soli sichs niemand unterwinden, er sey denn gewisz, das er es von Gott oder von seiner Dienerin, der Obrigkeit, Befehl habe.
Wenns so sollte gehen, dasz ein jeglicher, der da Recht hatte, mochte den Ungerechten selbst strafen, was wollte daraus in der Welt werden? Da würde es gehen, dasz der Knecht den Herrn, die Magd die
[7]
og da senere hans Modstandere anvendte denne Grundsætning mod ham selv, da navnligen en af Tydsklands katholske Fyrster forekastede ham den uærbødige, ja oprørske Maade, hvorpaa han selv saa ofte skrev mod denne af Gud indsatte Øvrighed, gjorde han endog — i et af sine mindre Skrifter »wieder Hans Wurst« o: Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig(1) — Forsøg paa at modificere sin Sætning og at skjelne mellem Forholdet til den gode og den slette Øvrighed. Men denne Adskillelse kom for sildig; Fyrsterne havde allerede optaget Principet i dets strængeste Form, og i hiin Tidsalder, der fortrinsviis maa kaldes religiøs, og for hvilken Biblen længe blev en Kilde for al Viden, ikke blot i aandelige, men ogsaa i verdslige Ting, vidste de efterhaanden at gjøre det gjældende paa en Maade, hvorved de tilsidst traadte i et aldeles nyt Forhold til deres Undersaatter(2). Og dette gjælder, i det Hele taget, ikke alene
(note fortsat fra forrige side) Frauen, Kinder die Eltern, Schüler den Meister schlüge; das sollte eine lobliche Ordnung werden,. was dürfle man denn Richter und weltlicher Obrigkeit von Gott eingesetzt? Laszt sie es selbst, die Dänen und Lübecker bedenken, ob sie es billig achten, dasz ihr Gesinde, Bürger, Unterthanen sich wider sie setzen sollten, so oft ihnen Unrecht geschiehet". Under Kong Frederik I. forbødes Indførelsen i Danmark af dette Skrift af Luther, eller, som man udtrykte sig, af de Bøger, „der lyde om Krigsmænd kunde vorde salige" — „paa det alle Aarsager, der Konning Christiern kunde give nogen. Indgang til Riget, maae aldeles nedslaaes og aflægges". (N. danske Magazin. V, 290.)
(1)Sammtl. Schriften. XVII, 1045—1734.
(2)Det nye politiske Princips Sanktionering af Biblen er i Danmark især i et i sin Tid berømte Skrift bleven forsvaret af Professor Theologiæ Hans Wandal, der, protegeret af Gabel, senere blev Sjællands Biskop, og som saadan døde i Åaret 1675. Han betegner den Lære, ifølge hvilken Magten oprindeligen hviler hos Folket, og først fra dette er Fyrsten overdragen, som et „pestiferum, perniciosuni et portentosum dogma" (Juris regii solutissimi lib. I, p. 108), og forbyder ubetinget at modsætte sig endog den meest tyranniske og rasende Øvrighed (1. c. V, 791). Kongerne staae Gud nærmere, end alle andre („deo
[8]
om de lutheranske Fyrster, men ogsaa om de katholske, for hvilke hiin Grundsætning ikke heller kunde andet end være velkommen, og hos hvem det katholske Kleresi, vel vidende, at det uden Understøttelse af den verdslige Magt ikke kunde bestaae Rampen, om endog ei i andet, saa dog i dette Punkt, snart lige saa ivrigen fulgte Tidens nye Retning, som det tidligere havde bekjæmpet den lige over for de i religiøs Henseende ikke orthodoxe Fyrster(1).
I Midten af det sextende Aarhundrede staaer Philip den Ånden som Absolutismens fornemste Repræsentant i det occidentalske Europa. Efter den af hans krænkende Vilkaarlighed fremkaldte Opstand, som Mignets sidste Årbeide om Antonio Perez saa fortrinligen har opklaret(2), knækkede han Arragoniens Friheder, som hans Fader, efter Opstanden af los communeros, havde knækket Castiliens, og paa samme Tid gjennemførte han, efter Landets Underkastelse, sit autokratiske Princip i Portugal, saa at paa hele Halvøen de baskiske Provindser fra nu af — og lige indtil vore Dage — alene beholdt deres gamle fueros ukrænkede. Den spanske Absolutisme satte sig ogsaa fast i de Besiddelser, som dengang i Italien tilhørte den spanske Krone, i Mailand, Neapel og Sicilien, og de Oprør mod Philip den Åndens Efterfølgere paa den spanske Throne, som i det følgende Aarhundrede betegnedes ved Devisen paa
(note fortsat fra forrige side) proximi intimeque ipsi devineli". II, 173), og kaldes endog ligefremt Jordens Guder („reges sunt dii terrestres". V, 873). Han gaaer især ud fra den 1ste Samuels Bog, C. 8, V. 11—17.
(1) Saaledes havde navnlig Jesuiterne i Begyndelsen meget ivrig søgt at holde paa Middelalderens gamle Lære om Folkesouveraineteten og dens Bet. See Ranke, Fursten und Volker von Siideuropa. Berlin. 1836. III, 185-88.
(2) Mignet, Antonio Perez et Philippe II. Paris. 1845.
[9]
de spanske Kongers Mønter,: Todos contra nos, y nos contra todos, Oprørerne af Catalonierne (1639), Portugiserne (1640), Neapolitanerne under Masaniello (1647) og af Sicilianerne i Messina (1674), disse Oprør, der ligesaa meget fremkaldtes af den gamle Frihedsaand, som af nationale Følelser, mislykkedes alle, trods deres Understøttelse af Fremmede, kun med Undtagelse af Portugals, der imidlertid ogsaa alene opnaaede en national Selvstændighed, hvorimod dets nye Fyrster af Huset Braganza i absolutistisk Aand gik den samme Vei, som de spanske Philiper tidligere, saa at ogsaa de lamegiske Cortes for sidste Gang bleve samlede i Aaret 1697. Af alle de Undersaatter, som i det sextende Aarhundrede vare det store spanske Monarki underkastede, vare saaledes Nederlænderne de eneste, der seirede i det, hvorom Kampen egentligen dreiede sig. Thi at hverken Nationaliteten eller Religionen havde været det især Afgjørende i deres Opstand, beviste de, som det synes, tilfulde, dengang de valgte tvende fremmede, katholske Herrer til Fyrster — først Erkehertug Mathias og senere Hertugen af Alencon —; og naar man læser de Artikler, som den østrigske Erkehertug maatte besværge, føler man, hvad det var, de egentligen vilde, nemlig en Skyggefyrste uden Magt og en Forfatning omtrent som den ældre venetianske(1).
(1) Opstandens Udgangspunkt betegnes ogsaa allerede klart i den af Wilhelm af Oranien, den Tause, imod Philip den Anden udgivne „Apologie," hvori det hedder: „On respondra, qu'il est roi, et je dis au contraire, que ce nom de roi m'est incognu. Qu'il le soit en Castille, en Aragon, á Naples, aux Indes et partout, ou il commande a plaisir; qu'il le soit, s'il veut, en Jerusalem; paisible dominateur en Asie et Afrique, tant y a que je cognus en ce pays qu'un duc et un comte, duquel la puissance est limitée selon nos priviléges, lesquels il a jurez à sa joyeuse entrée." Jfr, Gachard, Varietés historiques, i Bulletins de l'Ac. royale des sciences, lettres et des beaux-arts de Belgique. Tome XIX. Bruxelles. 1852. p. 171.
[10]
Den Udvikling, som Absolutismen altsaa i det sextende Åarhundrede, i det Hele taget, tilvandt sig i det store spanske Monarki, overgikkes endnu ved den, som i det syttende blev den til Deel i Frankrig, hvor det nye Monarki ogsaa brød den af Middelalderens Magter, som i det spanske undtagelsesviis — dog kun ved af al Magt at identificere sine Interesser med Kongedømmets — havde holdt sig nogenlunde, det vil sige, Hierarkiet. I Frankrig fortsattes den allerede af Ludvig den Ellevte paabegyndte Bygning, efter at være bleven noget standset under Religionskrigen, først under Henrik den Fjerdes Regjering, »den gode Konges«, ved hvem Nationen tilsidst sorgløs hang med sit hele Hjerte, og derefter under Ludvig den Trettendes, under hvem Richelieu erhvervede sig sit store Navn i Historien som den europæiske Absolutismes fornemste Grunder. Med en grusom Konsekvents og med en Bevidsthed, om hvis sjeldne Klarhed hans saakaldte »politiske Testament« afgiver det mærkeligste Vidnesbyrd (1), brød han baade Hugueuotternes Magt, der dannede en Stat i Staten, og Rigets Stores, og det katholske Kieresies, og selve den tredie Stands; den ringere Adel lænkede han til Thronen, og ved Hjælp af det af ham i Aaret 1635 grundede Akademi forsøgte han endog det Umulige, engang for alle ogsaa at flxere enhver Bevægelse af Sproget; vilkaarligen lovgivende skulde hans absolutistiske Institut ignorere og udrydde ethvert Udtryk og enhver Vending, om de endog stode i organisk Sammenhæng med Sprogets Bygning, naar de kun ikke gjaldt ved Hoffet og paa dettes Theatre. Efter Richelieus og Ludvig den Trettendes Død afbrødes vel, under Anna af Østrigs og Mazarins Styrelse, det
(1) Dets Ægthed maa nu ansees for beviist af Martin, Histove de France. XII, 174 sq.
[11]
store Værk for en kort Tid atter af Frondens Uroligheder; men disse, der, for at anvende en mathematisk Sprogbrug, reducerede til deres simpleste Udtryk, kun betegne Middelalderens sidste Opblussen i Frankrig, gik dog ogsaa snart sporløst forbi, saa at Ludvig den Fjortende allerede i sit syttende Aar med Ridepidsken i Haanden kunde irettesætte Parlementet i Paris, og for sin hele lange Regjering forblive selve Absolutismens Jeg, dens Inkarnation, dens verdenshistoriske Udtryk(1).
Paa samme Tid, som Tydskland adopterede den Smag, hvormed den franske Absolutismes strænge Regelmæssighed ogsaa lagde sig for Dagen i den nye Arkitektur, der først udmærkede de kongelige Slotte, og i den nye Havekunst, hvorved endog Naturens Frihed blev indskræket og beskaaren, stiftede Ludvig den Fjortendes monarkiske Lovgivning tillige der ligesaa mange Kolonier, som der gaves tydske Residentsstæder og Fyrster. Vore sydlige Naboer vente iøvrigt endnu, trods deres overdrevne Skrivesyge, paa en virkelig historisk
(1) Ludvig XIY's egen Opfattelse af Kongemagten, som man i Almindelighed pleier at betegne ved at anføre Udtrykket „l'état c'est moi", lægger sig ogsaa klart for Dagen i de af ham for hans Son Dauphinen skrevne „Mémoires". Han meente saaledes: „Les rois sont seigneurs absolus et ont naturellement la disposition pleine et entiére de tous les bieens, qui sont possédés aussi bien par les gens d'église, que par les séculicrs." (Mémoires de Louis XIV. T. II, p. 121). Ligeledes: „Celui, quia donnédes rois aumonde, a voulu, qu'onles respectât comme ses lieutenants, se réservant à lui seul le droit d'examincr leur conduite. Sa volonté est, que quiconque pst né sujet obéisse sans discernement." ibid. II, 336. At saaledes Ludvig XIV. ogsaa af sin Familie fordrede den samme uindskrænkede, orientalske Hyldest, vidner det følgende Uddrag af et ham helliget Skrift, der kan kaldes officielt: „Quand les grandes dames, surtout les princesses du sang, passent dans la chambre du roi, elles font une grande révérence au lit de Sa Majesté." Tra-bouillet, L'état de le France, année 1699, dedié au Roi. p. 298.
[12]
Forfatter, som Lærdom og Skarpsindighed vil sætte i Stand til, baade med Hensyn til det sønderlemmede Lands katholske og protestantiske Stater, Skridt for Skridt" at forfølge og fremhæve de afgjørende Momenter i Absolutismens Udvikling. At denne dog ikke heller i Tydskland fandt Sted uden heftig Modstand, sees allerede tydeligen af Bøhmernes Opstand, der endte med deres Nederlag paa det hvide Bjerg, og som unegteligen, lige saa lidet som Nederlændernes, kan siges blot at have havt religiøse Grunde. Havde man dengang spurgt en Raadsherre i Nürnberg eller Ulm, hvorfor de endeligen til deres egen Skade vilde sende saa mange Penge til Keiserens Fjender i Bøhmen, vilde de udentvivl kun have svaret, at de "handlede saaledes, for at »det populariske Regimente« maatte blive styrket.
Fra Tydskland naaede de absolutistiske Ideer ogsaa ud over hele Skandinavien. I Dedikationen til den Udgave af Hvitfeldts Krønike, som Joachim Moltken udgav i Aaret 1652, siger denne til Kong Frederik den Tredie : »Dog have de europæiske, men allermeest de tydske og nordiske Nationer frem for alle andre elsket og efterstræbt altid en redelig Frihed, og imod Intet saa hart stræbt som Ufrihed, hvilken Berømmelse dem alle Skribenter samdrægteligen give«; og endnu i Aaret 1657 skrev en Adelsmand, Oluf Daa til Holmegaard, i en fransk Billet(1) til Kongen: »Sire! Man har seet en Pericles fortabes, fordi han ikke havde en Eneste, der vovede at sige ham Sandhed. Vogt Dig, Pericles, Du byder over et frit Folk, Du har at gjøre med Athenienser«. Men allerede tre Aar efter grundfæstede den blodløse Revolution i Aaret 1660 Enevoldsregje-
(1) Den findes aftrykt hos F. Hammerich, Christiern II. i Sverrig og Carl S. Gustav i Danmark. Kbhyn. 1847. S. 262.
[13]
ringen baade i Danmark og Norge, og tyve Aar senere fandt, under Carl den Ellevtes Regjering, en aldeles tilsvarende Omvæltning Sted i det tredie af de nordiske Broderriger, kun at man her ikke har kaldt den Omvæltning, der grundede den nye Kongemagt, en Revolution, men derimod Reduktionen, fordi man efter den i Sverrig, som tidligere tildeels i Danmark, reducerede eller indløste de forhen, tildeels for en Spotpriis, i Adelens Hænder overgangne Krongodser. Allerede førend Rigsdagen i Stockholm traadte sammen i Aaret 1680, gik det Rygte i Kjøbenhavn, »at flere blandt de svenske Stænder, i Særdeleshed Præster og Bønder, ved næste Rigsdag agte at tilbyde Kongen Souveraineteten«(1), og efter at Carl XI. havde udnævnt Friherre Claes Hermansson Fleming til Landdagsmarskalk og andre af sine Tilhængere til Talemænd i de andre Stænder, overdroges ham virkeligen et Diktatur til Reduktionens Gjennemførelse. Skjønt iøvrigt Reduktionens og Diktaturens Indførelse ogsaa her fik Skin af Lovlighed, blev Ridderhuset dog i Virkeligheden intimideret ved en Slags Hædersvagt, der opstilledes foran Adelens Forsamlingsværelse, og ved den Underretning, som man erholdt om, at Garden, der udgjorde 2,000 Mand, og der befaledes af Friherre Hastfehr, der havde udmærket sig i Slagene ved Lund og Landskrona, og af andre tydske Officerer fra de til Sverrig hørende østersøiske Provindser, paa hvilke Kongen ligeledes blindt kunde stole, var beredt til at lyde hans mindste Vink. Vel forsvandt Stændernes gamle Maskineri ikke i Sverrig saa fuldstændigen som i Danmark, men ogsaa i Sverrig erklæredes dog Kongen senere udtrykkeligen for »en envålds allom bjudande och rådande,
(1) Fryxell, Handlingar rörande Sverges historia ur utrikes arkiver. Stockholm. 1836—43. I, 400.
[14]
souverain Konung, der ingen på jorden vore for sine actioner responsabel, utan hade makt och våld efter sit behag och som en christlig Konung at styra sitt rika« (1). Hvor fuldkomment man havde tilegnet sig Tanken om Regentens og Rigets Identitet viser sig ogsaa betegnende i den Sprogbrug, som nu kun kjendte »Kongelige Raader« i Stedet for »Rigsraader«, der endog nævnte Præstegaardene som »Kongelig Majestæts Præstegaarde«, og som alene tillod Kongen at sige »vort Land,« »vor Armee«, medens alle Andre nødvendigviis skulde sige »Kongelig Majestæts Land«, »Kongelig Majestæts Armee.« Men skjønt den Diktatur, hvortil Reduktionen havde givet Anledning, ogsaa i Sverrig blev bibeholdt langt ud over det afgjørende Øieblik, skjønt Enevældet holdt sig baade under Karl den Ellevtes Regjering og under Karl den Tolvtes, der under sit Ophold i Tyrkiet yttrede, at han kun behøvede at sende en af sine Støvler hjem, for at præsidere i Raadet, gav dog senere det Skud, som i Aaret 1718 fældede Heltekongen, atter Aristokratiet Anledning til at reise Hovedet, og den saakaldte «Frihedstid«, under hvilken i en af vore Kongers, Christian den Sjettes, Breve Sverrig ligefrem findes nævnt som en Republik (2), varer nu, lige til Kong Gustav den Tredie ved Revolutionen i Aaret 1772 paany udvidede Kongemagten, og derpaa ved Sikkerhedsakten opnaaede en væsentligen absolut Magt i det samme Aar, da den nye, store Kamp mod det autokratiske Princip begyndte sin Bane i Syden. Nye Ideer blandede sig da ogsaa i Sverrig med de gamle, aristokratiske Frihedsideer, og ligesom begge Retninger havde deres Repræsentanter blandt de med Anckarström mod Gustav den
(1) Cronholm, Teckning af de samhallsforhållanden, som foranledde reduction och envälde i Sverige under Carl XI. Brage og Idun. I, 545.
(2) J. Møller, Mnemosyne. III, 206.
[15]
Tredie sammensvorne Mænd, saaledes fremkaldte de endeligen ogsaa i Forening Revolutionen i Aaret 1809, som styrtede Kong Gustav Adolf og gav Sverrig dets nuværende Konstitution, der er en saa forunderlig Blanding af Gammelt og Nyt.
Allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede var altsaa det store Kredsløb foreløbigen blevet sluttet. Absolutismen herskede vældigen i Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Tydskland, Danmark, Norge og Sverrig, for ikke at tale om det barbariske Rusland, hvori det var Peter Czar forbeholdt at omklæde det slaviske Despoti i det occidentalske Europas nye, autokratiske Former. I Stedet for Middelalderens Princip, der bestandigen satte Regjering og Folk i et indbyrdes Kontraktsforhold, og der endnu udtaltes af alle Statsretslærere i Nederlandene, fra Languet (Junius Brutus) og indtil Hugo Grotius, og ligeledes af Milton og alle Retsphilosopher i England — kun med Undtagelse af den stuartisk sindede Hobbes —, i Stedet for dette Princip herskede nu i den største Deel af Europa et nyt Princip, ifølge hvilket Ludvig den Fjortende kunde sige: L'état c'est moi; ifølge hvilket Frederik Wilhelm den Første turde erklære: »Wir sind Herr und König und konnen thun, was wir wollen,« eller: »Ich stabiliere die souveraineté wie einen rocher von bronze« (1); et Princip, ifølge hvilket Kongelovens anden Artikel turde byde, at »Danmarks og Norges Enevolds Arvekonge skal være herefter og af alle Undersaatter holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa. Jorden, over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommer kjender over sig, enten i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud alene«.
(1) Forsler, Friedrich Wilhelm. I, 253. II, 1G3.
[16]
Absolutismens Sol er nu dalet; siden et nyt Princip fra Slutningen af det attende Aarhundrede begyndte at gjøre sig gjældende, siden den franske Revolution udbrød, have vi næsten bestandigen seet Autokratiet i Aftagende. Men om endog de sørgelige, demoraliserende Følger, hvortil Absolutismen i det forrige Aarhundrede tilsidst førte, nu ere anerkjendte nok; endskjønt Autokratiets Forfald er fremgaaet af det samme Jeghedens Princip, der havde hjulpet til at begrunde det; skjønt dets Skjæbne afgiver et meer end almindelig anskueligt Exempel paa Verdenshistoriens dialektiske Væsen, der bestandigen i de samme Midler, som opreise og opbygge, indeslutter Ødelæggelsens nedbrydende Kræfter; — ville vi dog ikke lukke Øinene for Absolutismens Fortjenester. Thiers har engang yttret: Savez vous, comment commencent les gouvernemens? Ils commencent tons par avoir raison; og disse Ord gjælde i Sandhed ikke mindst om Begyndelsen af den absolutistiske Periode. Den har, om endog vistnok paa en mere ydre, end indre Maade, ophævet Middelalderens uforsonlige Modsigelser, Kampen mellem den verdslige og geistlige Magt, den uafladelige Strid mellem de forskjellige Stænder; den har af Foreningen af disse i Oprindelse og Aand forskjellige Elementer skabt de moderne Stater, og i dem afgivet et Overgangsstadium, hvorpaa den europæiske Menneskehed skulde udhvile sig fra Middelalderens altfor anarkiske Væsen og trække Aande til en ny Tids Begyndelse og nye Kampes Komme. Og naar det endelige Resultat i alle Menneskehedens store Udviklinger overhoved afgiver et guddommeligt Vidnesbyrd, da synes Historien ogsaa selv forlængst at have udtalt sin Gudsdom til Fordeel for det moderne Autokrati, som et til en vis Grad nødvendigt Moment i den europæiske Udvikling.
[17]
Sees der nemlig hen til de civiliserede Stater, i hvilke Absolutismens sammenfattende Kraft ikke vidste at gjøre sig gjældende, da ere disse, ved Siden af Sverrig, hvor Geijer ved sin Skildring af »Frihedstiden« og ved sin Polemik mod Fryxell har oplyst de aristokratiske Perioders dybe Skyggesider, desuden England, Polen, Ungarn, de tydske Rigsstæder, Nederlandene, Schweitz, Genua, og Venedig. Dette er ingen aldeles ny Systematiseren; jeg har ikke vilkaarligen opfundet den. Lord Molesworth, hvis hele Skildring af Danmarks Forfatning efter Autokratiets Indførelse er gjennemtrængt af den Frihedsaand, som the revolution havde grundfæstet hos den bedre Deel af Englands aristokratiske Ungdom, der, ligesom Locke og Addison, stræbte efter at indskjærpe sine Landsmænd the value of civil and religions freedom, og som ikke kan finde Ord, stærke nok for sit Had til Tidens almindelige Retning i de fleste kontinentale Stater, troede allerede i Modsætning til disse at maatte sammenstille Polen med England (1), og med begge disse Stater finder jeg ligeledes de fleste af de andre ovennævnte udtrykkeligen stillede i een Linie i en Memoire af Grev Frants Rzevuski, der i Slutningen af det forrige Aarhundrede var Polakkernes Gesandt i Rusland (2). Men hvorledes blev nu disse Staters Skjæbne? Bepublikerne i Nederlandene, Schweitz, Genua og Venedig, der saa længe bevarede deres gamle, oligarkiske Institutioner, formaaede ikke at bringe disse Levninger fra Middelalderen til at trives i den nyere Tids Atmosphære; de hang tilsidst kun som visne Blade paa hentørrede
(1) Molesworth, An account of Denmark as it was in the year 1692. p. 39.
(2) Et Udtog af denne Memoire meddeles afVarnhagen von Ense i: Denkwiirdigkeiten des Freiherrn v. d. Asseburg. S. 152 fg.
[18]
Stammer; de henveiredes sporløst, da den franske Revolution fremstormede allevegne. Det samme er Tilfældet med Hensyn til Tydsklands Rigsstæder; disse, der tidligere havde været Tydsklands Salt, vare tilsidst, efter Niebuhrs træffende Udtryk (1), livløse som Mumier, og ogsaa de forsvandt næsten lydløst under Revolutionen, medens de absolutistiske Stater derimod under denne udviste en saa heel forskjellig, udholdende Kraft. I det gamle Polen, hvor Middelalderens isolerede Subjektivitet ved det absolute veto blev opstillet som formeligt Princip og ligefrem erholdt Lovskraft, ligesom i Ungarn, hvis Historie har saa megen Lighed med Polens, kunde de ubændige Magnater ingensinde bringes til at bøie sig for Autokratiet, men gjorde derimod en Modstand, der i sin Form var lige saa heltemodig, som den ifølge sit Indhold ofte viser sig ufornuftig. Følgerne af denne Modstand blev, hvad Polen angaaer, Rigets Sønderlemmelse og Deling, og, for Ungarns Vedkommende, Tyrkernes Oversvømmelser og en uendelig Række af Lidelser, hvorefter Massen af Folket indtil den nyeste Tid holdtes i en Forfatning, der kun havde hævet sig temmelig lidet over Middelalderens Livegenskab. Hvad endelig det stolte Gammel-England angaaer, da er det bekjendt, at Huset Stuart, hvis Opgave det havde været aldeles at gjennemføre Absolutismens endnu under Henrik den Ottendes Døttre seierrige Sag, ikke havde Kraft nok til at blive Mester over de, som det tilsidst viste "sig, dog altfor dybt rodfæstede Partikulariteter; at Stuarterne efter en langvarig Kamp styrtedes ved Revolutionen i Aaret 1688, og at den Understøttelse, som de erholdt
(1) B. G. Niebuhr, Gesch. des Zeitalters der Revolution. Vorlesungen an der Universitat zu Bonn, im Sommer 1829 gehalten. Hamburg. 1845. I, 80.
[19]
af Autokratiet i Frankrig, ikke formaaede at tilbagevinde dem det Tabte; det er bekjendt, at England beholdt sine gamle Friheder, at det foretrak Middelalderens offentlige og private Institutioner for det syttende Aarhundredes nye Indretninger; det er endelig bekjendt nok, at medens England derfor er Hegel og hans historiske Skole en Torn i Øiet, pleie omvendt de, der ikke formaae at erkjende eller at troe paa nogensomhelst Adkomst for Autokratiet, triumpherende at henvise til dette Land. Men ligesom det dog ikke lader sig negte, at Absolutismen, uagtet Stuarterne maatte ligge under, ei forlod England, uden der at have efterladt varige Indtryk, saaledes bør man, hvorledes man endog ellers maatte dømme om den nuværende engelske Forfatnings Lys- eller Skyggesider, i alt Fald vistnok vel vogte sig for, som saa ofte er Tilfældet, at sammenblande denne med Forfatningen, saaledes som den endnu viser sig under en Deel af det forrige Aarhundrede, da endog nogle af Landets berømte Statsmænd ikke toge i Betænkning at yttre, at Friheden maatte begrundes paa Massens Uvidenhed. Man maa ikke glemme, at det først var samtidigen med den ældre franske Revolutions Periode og derpaa efter Julirevolutionen, at den engelske Konstitution, paavirket af den nyere Udvikling paa Kontinentet, undergik de store Forandringer, som hvis Kulmination Reformbillen kan betragtes, og som man, ihvorvel man i England ikke har villet indrømme det, vel ogsaa ikke upassende kunde sammenligne med en Revolution (1).
(1) Ved Parlementets Aabning i Aaret 1842 yttrede Lord Brougham med Hensyn til Kongen af Preussens Besøg: „Since his former visit to our shores great changes had taken places in the constitution of this country; a very large increase of the privileges of the people had been effected; a very ample extension of the representative system had been consum-
[20]
Af det ovenfor Anførte vil det tilstrækkeligen sees, hvorledes Souverainetetens Indførelse i Danmark og Norge i Virkeligheden ingenlunde udgjør en i sit Slags aldeles enestaaende Begivenhed i Historien, og deraf vil man ogsaa allerede kunne slutte, at denne Begivenhed ikke paa nogen enkelt Dag pludseligen er falden ned fra Himlen, som Danebrog, ifølge Legenden, skal være neddalet i Slaget ved Volmer. Det Modsatte er Tilfældet; vor Revolution var, som alle andre betydningsfulde Omvæltninger, allerede meget længe bleven forberedet, og i denne Henseende synes de af Dr. P W. Becker udgivne Samlinger (1) især at meddele nye Vink eller i alt Fald at kunne stille det allerede Bekjendte i et noget andet Lys. Da det var kommet saa vidt, at »alle Undersaatter vare desperate«, og da Kong Frederik den Tredie — om hvem det hedder i en Skrivelse fra den svenske Resident Gustav Duvall til det svenske Rigsraad, at han är för sin person stilla och retiré af humeur, öffver all måtta vindicatif, förgäter intet gerna eller aldrig (2) — tilsidst »kun havde to Stemmer mod 22 eller 23 Rigsraader, saa at Hans Majestæt egentligen blot var en administrator alienæ reipubliece«, da maatte, under Tidens almindelige Retning, hos Kongen og hans nærmeste Omgivelser
(note fortsat fra forrige side) mated — an extension, which some had called a revolution. He denied and always should deny the accuracy of that expression." The Morning Chronicle. 4 Febr. 1842. Nr. 22, 531.
(1) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie under Kong Frederik den Tredies Regjering af udenlandske Arkiver. Første Deel. Kjebenhavn. 1847. Disse Gesandtskabsberetninger ere Udbyttet af Efterforskninger, som Udgiveren under en Udenlandsrejse i Aarene 1836—38 fandt Lejlighed til at anstille i Sverrigs, Hollands og Englands Arkiver og kunne nærmest sammenstilles med de tilsvarende Samlinger, som Professor Fryxell har meddeelt i sine „Handlingar rörande Sverges Historia ur utrikes Arkiver."
(2) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 145, 431.
[21]
aldeles naturligen udvikle sig Tanken om en transitus ex extremo ad extremum. Kongen styrtede først, ved Hjælp af nogle af Rigsraadernes personlige Jalousi, det Parti af Christian den Fjerdes Børn og Svigersønner (Naturales), der ved hans Tronbestigelse vare i Besiddelse af den største Magt, og allerede iAaret 1651 kunde saaledes den svenske Resident Magnus Durel melde Rigsdrosten Peter Brahe, at »Kongen har derved faaet mere Luft« (1). Sex Aar efter var det, at Odense saa den skjæbnesvangre Rigsdag samlet, der besluttede Krigen mod Sverrig. Paa denne Rigsdag, hvorom de Beckerske Samlinger give de bedste Oplysninger, lededes vistnok de Fleste kun af det nationale Had mod Sverrig og af en patriotisk Iver efter til Danmarks Krone at tilbagevinde de tolv Aar tidligere ved Freden i Brømsebro tabte Provindser og af disse især det gammeldanske Halland; men at ogsaa heelt andre Hensigter ved Siden deraf gjorde sig gjældende, synes aabenbart, hvor bestemt endog nogle Forfattere, og navnligen Holberg, har erklæret det for Hjernespind, at man allerede førend Rigsdagen i Kiøbenhavn skulde have næret Tanke om nogen Regjeringsforandring. I en Memorial af Magnus Durel til det svenske Rigsraad, af 31te Decbr. 1656, hvori han opregner de Grunde, som kunde tilskynde Danmark enten til Krig eller til Fred, anføres blandt de sidstnævnte: »Adelens Frygt for, at Kongen i Krigstider vil gjøre sig absolut, om han kunde faae Armeen i Hænder, er ikke den sidste Aarsag, som tilskynder Danmark til Fred. Denne Konge er, mere end nogen af hans Formænd, saaledes bunden ved sin Haandfæstning, at man troer, han vil gribe den første Leilighed til at skaffe sig friere Hænder. Den bedste Leilighed vilde det være, om han kunde faae Danmark
(1) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 42, 43, 45.
[22]
i Harnisk og erholde Befalingen over Armeen« (1). Under 21de Februar 1657 skriver Durel ligeledes til Kong Carl Gustav: »Man er ei uden Mistanke om, at Kongens egen Interesse stikker herunder; at Hans Majestæt vil skaffe sig Armeen i Hænderne og til sin Devotion, og saaledes gjøre sig mere konsiderabel hos Adelen« (2). Og et Par Maaneder senere hen, under 11te April 1657, melder den Samme endnu bestemtere og mere truende: »Mig berettes, at Adelen i Almindelighed skal være imod disse consilia og mod Armatur til Offension, og at caussa regis skal spille herunder, nemlig ved denne Leilighed at skaffe sig under og ved Krigen større Auktoritet hos Adelen. Men røres denne Stræng, veed jeg ikke, om Alt vil gaae vel. — Efter min Forstand er det en vanskelig Sag at praktisere, hvis Adelen mærker det« (3).
Det maa her være tilladt at tilføie, at ligesom Frankrig ogsaa ellers nærmest har været det Land, hvorfra heller ikke Danmark undlod at modtage sine ledende Ideer — ligesom dette til Exempel var Tilfældet under Valdemarernes Periode, da dennes fornemste Repræsentanter fra Universitetet i Paris tilbagebragte Tidens eiendommelige Aand, og ligesom dette ogsaa nu saa længe har været Tilfældet, lige siden de franske Encyklopædisters Tid, ja lige siden Holberg, under sit første Besøg i Paris, gaaende fra sin Bopæl i Faubourg St. Germain langs med Quaierne, faldt i Tanker ved at blive Vidne til, hvorledes en stor Mængde unge Franskmænd ventede paa, at Porten til det store mazarinske Bibliothek skulde aabnes, for da at slaaes om, hvo der først skulde naae Læsesalen, og der erholde Biblio-
(1) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 142.
(2) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 163.
(3) P. VY. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. F, 188.
[23]
thekets Exemplarer af Bayles Lexikon (1) —, saaledes fandt det samme Forhorn aabenbart ogsaa Sted under Absolutismens Udvikling i det syttende Aarhundrede. Dengang Grev Corfitz Ulfeldt, i Aaret 1647, stod i Louvres Pragt, over for Regentinden, Ludvig den Fjortendes Moder, Enkedronningen Anna, sagde han ligefrem til hende, at der i Frankrig ikke længer gaves nogen Adelsmand, og da hun nu viste ham den store Mængde, som var tilstede i Salen, udbrød Danmarks Riges Hofmester: »Hvilken Adel er der i Frankrig, hvor Kongen, naar han finder for godt, sender de Allerstørste i Bastillen! Nei, i Danmark ere Adelsmænd; der har Kongen ingen Magt til at bringe en eneste Adelsmand til at gaae ud af sin Gaard, uden ad Rettens Vei.« (2). Og at Rigets myndige Hofmester vistnok ikke var den eneste danske Adelsmand, der med Uvillie blev Vidne til Absolutismens Herredømme, saaledes som det allerede nu var etableret i Frankrig, er hævet over al Tvivl; ogsaa Gunde Rosenkrands, Rigens Raad, der ligeledes tidligere personligen havde lært Frankrig at kjende, indskjærper endnu i »sin trohjertede Erindring og Betænkning om fire vigtige og fornødne Spørgsmaal«, at, hvad der kan være fortræffeligt for et Land, passer ofte slet ikke for et andet, og Richelieus Planer og Raad, som hævede Frankrig saa høit, kunde meget let styrte Sverrig og Danmark i Fordærvelse (3). Men heelt forskjellige vare de Indtryk og Ideer, som Reisende af de andre Stænder dengang bragte hjem med sig fra Frankrig.
(1) Ludvig Holbergs Levnet, forfattet af ham selv i tre Breve til en fornem Herre. Oversatte af Latin ved K. L. Rahbek. Kbhvn. 1814. S. 60. Bibliothéque Mazarine var allerede siden Aaret 1688 aabent for Publikum. Belin et Pujol, Histoire civile, morale et monumentale de Paris. Paris. 1843. p. 374.
(2) Aitzema, Historie of verhael van saken van staet en oorlogh. In's Graven-hage. 1661. VI, 698.
(3) T. Becker, Gunde Rosenkrands den Lærde, i Orion. II, 92—108.
[24]
Derpaa afgiver i Særdeleshed Griffenfeldt et mærkeligt Exempel; og allerede da Dr. Christopher Dybvad i Aaret 1620 var hjemkommen fra Frankrig, lod han sig med ungdommelig Uforsigtighed offentligen forlyde med, at »Kongen af Danmark ikkun var Konge af Navn, ikke til Gavn, efterdi han ikke havde de syv Jura majesstatis, som Bodin omtaler i sin Bog om Staten og som Kongen af Frankrig besad", at »Regjeringsformen i Danmark skulde være som i Frankrig, da var den rigtig«, at »Kongen skulde efter Ludvig den Ellevtes Exempel i Frankrig pludseligen afsætte Rigsraadet« (1). Det er bekjendt nok, hvorledes Dybvad kom for tidligen frem med disse Ideer, hvorledes han for sine Yttringer blev anklaget af det overmægtige Aristokrati og dømt til det Fængsel, hvori han omkom; men vi vide jo ogsaa, hvorledes disse Ideer allerede tyve Aar senere vandt den meest fuldendte Seier (2).
(1) Pontoppidan, Annales ecclesiæ Danicæ. III, 716—23.
(2) Ogsaa Molesworlh betragtede bestandigen den danske Absolutisme ligefrem som en Efterligning af den franske. Derom vidne flere Steder i hans berømte Skrift, og især hans Ord i Fortalen om det mærkelige Sammenstod mellem Algernon Sidney og Terlon, i Anledning af Danmarks Overgang til det franske Princip: „That kingdom has often had the misfortune to be governed by French counsels. At the time when Mr. Algernon Sidney was ambassador at that court, Monsieur Terlon, the French ambassador, had the confidence to tear out of the book of Motto's in the King's library, this verse, which Mr. Sidney (according to the liberty allowed to all noble strangers) had written in it:
. . . manus hæc inimica tyrannis
Ense petit placidam sub libertate quietem.
Though Monsieur Terlon understood not a word af Latin, he was told by others the meaning of that sentence, which he considered as a libel upon the French government, and upon such as was then a setting up in Denmark by French assistance or example". An account of Denmark as it was in the year 1692. Preface.
[25]
Ligesom det saaledes kan siges nærmest at have været franske Ideer, der triumpherede i vort Fædreland i Aaret 1660, ligesom Ordet Souverainetet dengang vel lød ligesaa fransk og fremmed i mange Gammeldanskes Øren, som Ordet Konstitution oprindelig gjorde det i vore egne Dage, saaledes var det dengang fortrinsviis Fremmede, der her gjennemførte de nye Ideer. Det var næsten udelukkende Tydskere, der bleve den danske Absolutismes første Bærere, og det er derfor høist forunderligt, naar endog ellers ikke ubegavede tydske Forfattere, forvirrede af Sympathier for deres saakaldte Schleswig-Holstein, i de senere Aar have pleiet med en vis fornem Ringeagt, ja stundom med den meest ubetingede Foragt at omtale det autokratiske Princips Seier her i Landet som en i sit Slags aldeles enestaaende og dybt vanærende Plet i vor Historie (1). De skulde dog erindre, at Autokratiet for sin Tid, som deres egen philosophiske Skole jo saa stærkt har indskjærpet, ingenlunde mangler enhver fornuftig Adkomst, erindre, at den tillige vandt Seier paa saamange andre Steder, og deriblandt ogsaa i Tydskland; de burde vide, at de nyere konstitutionelle Ideer dengang endnu ikke havde udviklet sig, og fremfor Alt burde de i det Mindste ikke glemme, at det netop var Tydske, der under Frederik den Tredie i Danmark opfødte det nye autokratiske Princip, paa samme Maade, som de senere under og efter Peter Czar ogsaa fortrinsviis pleiede det i Rusland. Om Hoffets store Begunstigelser af de Fremmede, der bleve dets villige Redskaber, vidne allerede førend Revolutionen, blandt flere Andre,
(1) Jeg kan for Øieblikket som Exempel kun erindre at anføre en Artikel af Heinrich Wuttke, „Die danische Revolution und das Koniggesetz", der er bleven meddeelt i Monatsblalter zur Ergånzung der Algemeinen Zeitung. 1847. Marz. S. 103—115.
[26]
de tvende Rigsraader Gunde Rosenskrands og Christen Skeel. Med Føie harmedes den førstnævnte, i sin 1659 affattede »Betænkning om Rigets forvirrede Tilstand«, over at man, da Freden i Roeskilde lovede de Svenske Udleverelsen af to tusinde Ryttere, hertil havde valgt ikke nogle af de hvervede, tydske Regimenter, men derimod, uden Rigsraadets og Adelens Minde, saadanne Danske, der paa egen Bekostning havde tjent som Frivillige; Aarsagen til de ulykkelige Forhold søger han for en stor Deel i den Mængde Fremmede, hvormed Kongen omgav sig, da de hverken kjendte Landets Sprog, Sæder eller Skikke; og han vilde endeligen, at man burde tage et Exempel af Sverrig, hvor den Lov gjaldt, at Ingen, som ikke var bosat inden for Sverrigs og Finlands Grændser, havde Stemme paa Rigsdage, i Møder og Raadsforsamlinger (1). Ligeledes klager den ærlige Christen Skeel i hans »Skrivelse til de andre Rigens Raad, der han laa paa sin Sotteseng, den 24de Novbr. 1658«, bitterligen over, at »ikke aleneste Rigens Raad, men den hele danske Nation ikke agtes, som de burde, og i forrige Tider pleiede at skee, men gaaes forbi og forglemmes; Andre, som det aldeles Intet vedkommer, og haver Intet dermed at tabe eller tilsidesætte, de søge en Part sig at indtrænge, og give allehaande Nyt og Skadeligt fore, som siden sættes i Exekution, Hans Kgl. Majestæt med det Kgl. Huus og det hele Land til Fordærvelse og Ødelæggelse« (2). Han minder sine Kolleger om, hvorledes »det tidt er skeet, at Andre uden Raadet ere komne derind, endog Fremmede, som hviske til Rigens Hofmester alene og undertiden skamme sig ikke ved at fordre ham. slet ud fra Bordet, og tage ham ved Ærmet aparte«, og om
(1) T. Becker, Gunde Rosenkrands den Lærde, i Orion. II, 84, 89, 90. (2) Suhms Nye Samlinger til den danske Historie. I, 299.
[27]
nogle af disse Fremmede anfører han, at de »gjøre det saa grovt og blive saa kjække og dristige, at de tør sige os i Øinene, at »de agte Intet om Rigens Raad«, »de ere saa gode som de«, »def kommer dem Intet ved«, hvorfor alle Stænderne og gode Patrioter sukke og sørge, eftersom de vel kan see, hvad paa saadant vil følge«. Det gamle Medlem af Rigsraadet foreslaaer derfor sine »Medbrødre«, at de gjennem to af deres Midte »Hs. Kongelige Majestæt saadan vores retmæssige Klage og Besværing paa Nationens og vores egne Vegne ville underdanigst forebringe, eller og, at vi samtlig og eendrægtelig et underdanigt Indlæg derom til Hs. Majestæt under alle vores Hænder indgive, thi det er høi Tid og periculum in mora. Dersom det ikke skeer, da fordrer min Eed og min Pligt, at jeg det alene gjør, og som en lydig og trofast Tjener varer Hs. Kongel. Majestæt ad sin Skade; thi jeg kan hverken for min Samvittigheds Skyld see mit Fædreneland saaledes af Mangel paa gode Raad og Exekution at undergaae, da Gud vil hjælpe os, om vi selv vil; ei heller kan jeg paa min Person længer taale at gaae her med Spot og Fortræd, være en Rigens Raad til Navn, og foragtet og mistroet i Gjerningen; thi jeg haver dét ikke forskyldt og vil svare og staae til Rette for alle mine Aktioner; Gud dømme mig, eftersom jeg haver meent og endnu mener min Konge og mit Fædreneland, som jeg udi saa mange Aar har tjent med stor Bekostning, at mine Børn det skal føle«. Og i den Skrivelse til Kong Frederik den Tredie, som Christen Skeel derefter under den 27de Februar 1659 paa sit Yderste virkelig dikterede sin dengang otteaarige Søn Mogens, søger han førend sin Død (den 30te Marts 1659) at frelse sin for Fædrelandets Fremtid bekymrede Samvittighed, ved ligefrem at erklære Kongen, »at Eders Majestæt, mere end Eders lovlige Forfædre, foragter og gaaer Eders Rigens Raad
[28]
og de Danske forbi; og i deres Sted betroer sig til Fremmede, som veed Intet af vores Lands Lov«, hvorfor han besværger Kongen om at see til, at »de Danske af alle Stænder ikke udelukkes, mod Retten, fra al Employ og Fædrenelandets Tjeneste«, bønfalder ham om at gaae frem »paa de gamle fremfarne Kongers Viis, at den danske Nation ikke skal foragtes og undertrykkes«, og overhovedet »vil have Eders Majestæt, som udi Guds Aasyn, endnu formanet og ombedet, at I holder Eder til Eders egne Danske« (1).
Naar man undtager Hannibal Sehested og Biskop Svane — og paa en Maade Borgermester Nansen, forsaavidt denne, skjønt han havde faaet en aldeles tydsk Opdragelse, dog var født i Flensborg — vare de Tydske, der ved Revolutionens Gjennemførelse spillede de betydeligste Roller: Dronningen Sophie Amalie, Gabel, Schack, Lenthe, Korbitz, Tscherning (2). Om
(1) Suhms Nye Samlinger til den danske Historie. I, 308, 309, 310. (2) Paul Tscherning, af den bekjendte tydske Digter Andreas Tschernings Slægt, opnaaede i Danmark ved sin Yndest hos den ligeledes tydske Feltmarskalk Schack her at blive Generalauditeur. I Aaret 1663 udgav han i Amsterdam, i de nye Magthaveres Diteresse, sin anonyme „Epistola de ordine subditorum in regno Daniæ", som fremkaldte Ole Rosenkrands's Gjenmæle, „Nobilitatis Responsum ad famosum factiosi calumniatoris libellum de ordine subditorum in regno Daniæ." Til disse mange Absolutismen i Danmark tjenende Tydskere kan man vel ogsaa feie Hollænderen Henrik Riise, der blev de danske Rusensteeners Stamfader, og hvis Liv nyligen er blevet gjort til Gjenstand for en biographisk Fremstilling. (Henrik Riise. Fra det Hollandske oversat af E. P. Rosendahl. Nykjøbing paa Falster. 1846). Om denne vidt omtumlede Krigsmands Fortifikationer i Kjøbenhavn, hvor hans Navn endnu bæres af Rusensteens Bastion, og især om hans Opførelse af Citadellet Frederikshavn, hvori Kjøbenhavns Borgere med stor Frygt og Misfornøjelse saae en mod dem rettet Zwingburg eller Bastille, tales der i flere af de af Dr. Becker meddeelte Breve fra den svenske Resident Gustav Duvall. Under den 8de Februar 1662 skriver denne saaledes til Kong Karl den Ellevte: „Det Citadel, der bygges
[29]
disse Tydskeres hele Væsen, om deres principmæssige Fortrængen af de Danske — allerede i Aaret 1662 nævnes Oberst Eiler Holk som »den eneste danske Adelsmand, der endnu er i dansk Krigstjeneste« (1) —, om deres indbyrdes Jalousier og om de Rygter om nye Krigsfarer fra Sverrig, som de længe vedbleve at udsprede, for at bevare deres Betydning og for at forebygge en Reduktion af de tydske Tropper, tales i flere af de fremmede Gesandters Beretninger, der ogsaa tilstrækkeligen røbe, hvorledes Hadet mod dem længe blev bevaret af de indfødte Danske. Gabel kan i denne Henseende her anføres som et Exempel. Da denne Tydsker, om hvem det snart meldes, at »han er den rette Mignon du Roi« (2), snart, at »han alene forestaaer nu, til Manges Klage, hele Værket« (3), efter Frederik den Tredies Død endelig mistede sin Kredit og fjærnedes fra Statsstyreisen, skriver den svenske Minister Gustav Liliekrona, under den 21de April 1670: »I Gaar spurgtes her ved Hoffet den Forandring, at Statholder Gabel, der i den gamle Konges Tid var den fornemste Minister, har anholdt Hs. M. om en naadig Afsked og faaet denne. Dette bestyrker den af Alle, især de indfødte Danske, nærede Forhaabning om en mildere Regjering« (4). Og da Christian Ulfeldt, en Søn af Corfitz Ulfeldt, i Brugge var stødt sammen med en af den nye Regjerings Haandlangere og hans Faders Plageaander, den tydske General
(note fortsat fra forrige side) i Kiøbenhavn, giver de Flesle heelt selsomme Tanker. Man vil sige, at der til Kongens Sikkerhed skal være gjort Forslag om at anlægge et andet Kastel ved den kongelige Residents med Grave omkring, omtrent som Engelsborg i Rom." P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 276.
(1) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 281.
(2) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 239.
(3) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 298.
(4) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 298.
[30]
Fuchs, der i en privat Sag var reist fra Danmark til Flandren, og da paa Gaden, ved høilys Dag, med et Dolkestød havde dræbt denne, idet han kjørte i sin Vogn (1), følte endog hele Partiet her hjemme sig selv truffet. Den svenske Resident Gustav Duvall skriver saaledes, under 22de November 1662, til sin Regjering, at flere Tydskere her i den Anledning havde forestillet Kongen, huruledes dhe altydh hähr effter wahra y den fahran, att dhe på ingen fremmande orth kunna betro sig såkre för en Dansk" (2).
(1) Jvfr. Efterretninger om Generaladjutant Mikkel Skov. Danske Magazin. Tredie Bække. I. 263—206.
(2) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie. I, 315.