Den nyere Nationalitetsbevægelse

by Frederik Schiern

Den nyere Nationalitetsbevægelse

(1849)

[31]

Der ere Mange, der allerede mene, at det nu er forbi med de nationale Bevægelser i Europa. Italiens Sværd føres ikke længer af Carl Albert, Raabet »ud med Barbarerne« er forstummet i de italienske Stæder, og Kongens Ord gik endnu ingenlunde i Opfyldelse, at Italien selv skulde afgjøre sin Sag, l'Italia farà da se. Den magyariske Sags Forkjæmpere ere faldne, eller henrettede, eller Flygtninge i Tyrkiet. De af Tydskerne, der længst søgte at opretholde Frankfurterforsamlingens Eenhedstanke, bleve for en Deel skudte eller fængslede i Baden, og for en Deel smage de nu Landflygtighedens Brød i Schweitz eller i Amerika. I Sønderjylland er Vaabenkampen foreløbig endt.

Der ere derfor de, der mene, at det nu er forbi med de nyere, nationale Bevægelser. Her skal nu aldeles ikke yttres nogen Mening om, hvorvidt Spaadommen i Almindelighed er rimelig eller ikke, her skal ikke følge nogensomhelst ny Prøvelse af Nationalitetsideernes Værd og Betydning overhoved, hvorom de Fleste vel, hver paa sin Maade, tør antages allerede at have sin Dom færdig. Derimod vilde jeg, idet jeg her skal søge at henlede danske Læseres Opmærksomhed paa

[32]

et fransk Skrift (1), i al Korthed modsige en Paastand, hvortil ikke blot dette giver ligefrem Opfordring, men som overhoved endnu meget ofte atter og atter møder allevegne, nemlig denne, at den europæiske Nationalitetsbevægelse, blandt saa mange andre hurtig kommende og hurtig svindende Tidens Lygtemænd, først skal have lagt sig for Dagen i de allersidste Aaringer.

Denne Paastand er historisk urigtig. Uden Hensyn til Nationalitetsfølelsernes nærmeste Fremtid, og afseet fra enhver Dom om 'Ideens Ret eller Uret overhovedet, vil enhver faktisk Besindelse dog ufeilbarligen strax vise, at den allerede har en Historie af et Par Menneskealdere bag ved sig.

Indtil henimod Slutningen af det forrige Aarhundrede vare de af Encyklopædisterne saa ivrigen forfægtede, nivellerende Grundsætninger til den Grad eneherskende, at, som bekjendt, Keiser Joseph den Anden endnu troede, til Trods for alle nationale Forskjelligheder, at kunne gjøre et Forsøg paa at gjennemføre eller i det mindste forberede en fuldstændig Nivellering af alle sine Undersaatter, om end paa en fra den noget forskjellig Maade, hvorpaa Forsøget nu atter i større Maalestok gjentages i Østrig. Ogsaa i Frankrig udelukkede, da den store Revolution begyndte sin Bane, hiin kosmopolitiske Retning i Begyndelsen enhver anden, og en mærkelig Aabenbaring havde den endnu i Aaret 1790, ved den store og skjønne Fest paa Marsmarken, hvor en halv Million Menne-sker vare mødte som Repræsentanter for Frankrigs gamle, dengang af Departementerne afløste Provindser, og hvor, som en fransk Forfatter har sagt, Bretagne dandsede med Bour-

(1) Les guerres d'idiome et de nationalité. Tableaus, esquisses et souvenirs d'histoire contemporaine. Par M. Paul de Bourgoing. I—II Partie. Paris. 1849.

[33]

Flandern omfavnedes af Pyrenæerne. Thi ved denne Leilighed indførtes i Nationalforsamlingen en Deputation af Fremmede, der, tildeels i deres Nationaldragter, repræsenterede europæiske Nationer og Folk i andre Verdensdele; den indførtes af den senere guillotinerede, preussiske Baron Anacharsis Cloots, der selv kaldte sig »Menneskeslægtens Taler«, i hvis Skrifter man allerede gjenkjender Arnold Ruges og andre Beslægtedes antinationale Synsmaader, og som ved denne Leilighed, i et halvt mystisk Sprog, og næsten i Anelse om Dampskibenes, Jernveienes og Fredskongressernes kommende Tid, tog Anledning til offentlig at yttre ogsaa disse Ord:

»Hvorfor har Naturen vel stillet Paris i lige Afstand fra Polen og Ækvator, uden for at det skulde være en Vugge, en Hovedstad for Menneskenes almindelige Konfoederation? Her skulle Jordens Stænder forsamles ... Da vil der ikke. længer gives Provindser eller Armeer, Overvundne eller Seierherrer. Man vil gaae fra Paris til Peking, som fra Bordeaux til Strasburg; Oceanet vil, brolagt med Skibe, forene sine Strande. Østen og Vesten ville omfavnes paa Foederationens Mark. Rom var Verdens Hovedstad ved Krigen, Paris skal blive det ved Freden. Ja, jo mere jeg overveier det, desmere fatter jeg Muligheden af en eneste Nation, og den Lethed, hvormed en Universalforsamling herfra vil kunne styre Menneskeslægtens Vogn. Vitruvius's Medbeilere! hører Fornuftens Stemme: dersom Borgerdyd opvarmer Eders Genius, ville I vide at skabe et Tempel, skikket til at omfatte hele Jordens Repræsentanter. Der behøves dog neppe mere end ti Tusinder, og Menneskene ville dog aldrig være, hvad de skulle, førend Enhver kan sige: hele Verden er mit Fædreland« (1).

(1) Michelet, Histoire de la revolution francaise. II, 354.

[34]

Men længe varede det dog ikke, førend man kom tilbage fra den propagandistiske Bestræbelse efter, uden andre Hensyn end til den abstrakte Frihed, at nivellere hele Menneskeheden. Neppe truedes Frankrig udenfra, førend man atter maatte tye til Nationalfølelsen, og denne yttrede sig nu paa en Maade, som var ukjendt siden de hellenske Oldtidsdage. Snart blandede sig i de Taler, hvori la liberté og l'égalité bleve priste, Ordene la nation og les patriotés, der, som Niebuhr har sagt, havde været den foregaaende Tid ukjendte, og som nu skulde begynde at øve en næsten berusende Virkning. Da Landfolket i Frankrigs gamle Erobringer fra Tyd.sk-land, hvor det tydske Sprog endnu ikke var nedsunket til dets nuværende, kummerlige Dødstegn, i Masse havde taget Parti for deres tydske Frænder, og endog i Tusindviis som Flygtninge ledsagede disse paa deres Tilbagetog fra Frankrig, kom første Gang en Sprogsag paa Bane i en repræsentativ Forsamling, idet Barére, i Velfærdskomiteens Navn, den 21 de Januar 1794, efter en udførlig Motivering, foreslog, at man ved Hjælp af Ansættelsen af franske Skolelærere skulde udrydde det tydske Sprog, og ikke taale noget andet Sprog end det franske i hele Republikens Omraade (1). I sin udførlige Motivering yttrede Barére blandt Andet: »Hvo er det vel, som i Departementerne Øvre- og Nederrhin, i Forening med Forræderne, har hidkaldt Preusserne og Østrigerne mod vore Grændser? Hvo Andre end Landmanden, der taler det samme Sprog, som vore Fjender, og som derfor mere troer sig deres Broder og Medborger, end en Broder og Medborger af de Franske, der tale et forskjelligt Sprog«. Og fremdeles: »Magten af Sprogets

(1) Baréres Foredrag findes i Réimpression de l'ancien Moniteur. Paris. 1840—45. Tome deuxiéme, p. 317—320.

[35]

Fælledsskab har været saa stor, at ved Tydskernes Tilbagetog ere fra Landskaberne ved Nederrhinen over fem og tyve tusinde Mennesker udvandrede. Sprogets Herredømme og den Forstaaelse, det skabte mellem vore tydske Fjender og vore Medborgere i Departementet Nederrhin, er saa uomtvistelig, at de ikke ere blevne afholdte fra deres Udvandring ved alt det som ellers er Menneskene kjærest, ved Jorden, som har seet dem fødes, ved deres Arner og ved de Agre, som de havde dyrket«. Efter Bareres Foredrag bifaldt Konventet Velfærdskommissionens Forslag den 27de Januar 1794.

En fornyet Nationalitetsbevidsthed ledsagede det franske Folk, da det gik ud af den ældre Bevolutions Storme. Det havde lært ret at kjende .sig selv som et eget Folk, som den store Nation, og dets Fordring paa at gjøre sig gjældende som saadan blev af Napoleon gjort til Virkelighed. I Spidsen for den store Nation overvandt Napoleon med Lethed de gamle Fyrstehuse, der segnede som Korthuse, saalænge de ikke havde Keiserens Talisman til Hjælper. Men denne kom. Medens Napoleon allevegne bidrog til, at en større Lighed fremkaldtes i Folkenes borgerlige Rettigheder, frakjendte han dem dog tillige, lige over for den store Nation, al eiendommelig, national Betydning, og denne Modsigelse blev den egentlige Aarsag til Heltens Fald. Da hans Stjerne endelig dalede, var dette ikke Fyrsternes Værk, nei, det var Spanierne som Nation, Russerne som Nation, Tydskerne som Nation og Englænderne som Nation, der nedsloge den franske Nations Krav paa en formeentlig uretmæssig Overvægt. Napoleon ind-saa ogsaa selv senere, at det var med de paa ny oplivede Nationalitets - Ideer, at de allierede Monarker havde vundet »Folkeslaget« ved Leipzig, men har tillige paastaaet, at det havde været hans Hensigt til sin Tid at gjøre det igjen godt,

[36]

som Forholdene havde nødt ham til at foretage sig imod de nationale Ideer, idet han nemlig, efter hans egen Forsikkring i mærkelige Ord, som han har udtalt paa St. Helena, havde havt til Hensigt at gjøre disse Fyldest, ved at samle Europas udstykkede og adskilte Folk til store og mægtige Eenheder (1).

Men endskjønt altsaa Nationaliteten siden den franske Revolution, da Troen paa Folkesouveraineteten afløste den ældre Tro paa Fyrsternes absolute Magt, og i Napoleons Dage, da det franske Folks Overvægt fremkaldte Liv hos de andre døde Folk, var fremtraadt som en Magt, der havde Krav paa de Stores Opmærksomhed, blev en saadan den dog paa ingen Maade tildeelt, da man paa ny ordnede det gamle, opløste Statssamfund og lavede det nuværende Kaart over Europa. Paa Kongressen i Wien gik vel den polske Nationalitets Spørgsmaal omkring som et Spøgelse, og ligesom Cavaignac, under den slesvigske Krigs Omtale i den franske Nationalforsamling, bevidnede, at have seet et Frankfurterforsamlingen forelagt Kaart over Tydskland, hvorpaa Elsas henregnedes til samme, saaledes vare ogsaa Vogeserne allerede betegnede som en Grændse for Frankrig paa et Kaart, der var udkastet efter Hardenbergs Tanke, og som af Keiser Alexander, der især

(1) „Une de mes plus grandes pensées avait été l'agglomération, la concentration des mémes peuples géographiques, qu'ont dissous, morcelés les revolutions et la politique. Ainsi l'on compte en Europe, bien qu'épars, plus de trente millions de Francais, quinze millions d'Espagnols, quinze millions d'Italiens, trente millions d'Allemands; j'eusse voulu faire de chacun de ses peuples un seul et méme corps de nation. — Quoiqu'tl en soit, cette agglomération arrivera tôt ou tard, par la force des choses, l'impulsion est donnée, et je ne pense pas, qu'aprés ma chute et la disparition de mon système il y alt en Europe d'autre grand équilibre possible que l'agglomération des grands peuples". Mém. de Sainte-Héléne. Par le Comte de las Cases. VII, 168.

[37]

blev denne Tankes Modstander, senere gaves til Hertugen af Richelieu. Men videre kom man ikke heller. Ved Siden af Hensynet til den politiske Ligevægt, og endog i langt større Grad end hertil, tog man Hensyn til Fyrstefamiliernes private Interesser, der især vare rettede paa Herredømmet over det størst mulige Antal af »Sjæle«; over disse Hensyn glemte man i mere end een Henseende at tage de tilbørlige Hensyn til selve Folkenes ved Oprindelse og Historie forskjelligen dannede Sjæle. Man fandt saaledes ingen Betænkelighed for Fremtiden véd, uden nøiagtige Bestemmelser, at sammenknytte ikke blot Tydskere og Danske, men ogsaa Tydskere og Franske, eller Slaver og Tydskere, eller Italienere og Tydskere, og over Polakkerne forblev Herredømmet udstykket mellem tre forskjellige Fyrster.

Wienerkongressen tog intet Hensyn til den nationale Retning, der tidligere havde gjort sig gjældende, men denne hævnede sig ved senere ikke heller at tage videre Hensyn til Kongressen. I Tidsrummet fra 1815 til 1848 forsvandt Nationalitetsideerne ikke, de voxede. I videnskabelig Henseende lagde de sig især for Dagen ved den eiendommelige Retning, som de sproglige og historiske Studier toge; Niebuhrs og Thierrys berømte Arbeider fulgtes af mange lignende, der til Exempel søgte at knytte Guelfernes og Ghibellinernes Modsætninger til forskjellige nationale Elementer, eller som forklarede Merovingemes, Garolingernes og Capetingrenes hidtil gaadefulde Omvexlinger ved Hjælp af de forskjellige Nationaliteters Dalen eller Stigen, medens der derhos overhoved stedse mere og mere fremtraadte en Tilbøielighed til i Stedet for Landes Historie at nævne Folkenes, idet man til Exempel stedse sjeldnere hørte »Tydsklands Historie«, men stedse hyppigere »det tydske Folks«. Sproget blev med større Bevidst-

[38]

hed end nogensinde anerkjendt for at være og benyttet som et Sværd. Medens det attende Aarhundrede kunde lade Buffon sige, le style c'est l'homme, saa det nittende Flamingerne tage sig de Ord til Valgsprog, at de tael is gansch het volk. Baggesen, den dog saa tungenemme, erkjendte, at »Sproget er Folkets Sjæl«; Weber skrev i Tydskland, at »fra Kjærlighed til Modersmaalet ligger Kjærlighed til Fædrelandet ikke mere fjærnt, end Hjertet fra Tungen«; og ogsaa den slesvigske Stænderforsamling indpræntede i Aaret 1842 i sin Betænkning til Kongen, at »Sproget ikke blot karakteriserer Mennesket ud efter, men at det ogsaa, idet det virker tilbage paa hans Indre, paatrykker ham det nationale Præg, som han ikke kan unddrage sig«.

I Særdeleshed aabenbarede sig dog den nationale Retning under det nævnte Tidsrum i den Tanke, der stedse mere udbredte sit Herredømme over Aanderne, at Staternes og Statssamfundenes Grændse efter Ideen saavidt muligt burde falde sammen med Folkenes og Folkesamfundenes, en Tanke, der fandt Bistand i de mindre Staters naturlige Misfornøielse over at føle sig som politiske Proletairer lige over for de saakaldte store Magter, og der ikke kunde andet end tilsidst paa mange Steder sætte Fyrstehusenes Interesser i mere eller mindre aabenbar Strid med Folkenes nationale Længsler. Thi de nationale Bevægelser begyndte nu paa een Gang at fremvise en sympathisk og en antipathisk Side, og medens Sympathien viste sig i en Stræben efter større Eenhed, hvorved Lige søgte Lige, i en Tilbøielighed til at samle de beslægtede Smaastater til Statssamfund med mindre Mangfoldighed, men større Kraft, yttrede derimod Antipathien sig i en Higen efter at løsrive sig fra et for nært Samfund med dem, hvormed man ei følte sig beslægtet.

[39]

Det første Exempel paa en Kamp for en undertrykt Nationalitet saa Europa efter Wienerkongressen, ved de af denne Kongres forglemte Nygrækeres Opstand, der ikke blot havde religiøse Forudsætninger til Grund. Hvad de romanske Lande angaaer, gjorde Italien paa samme Tid Forsøg paa at befrie sig fra det østrigske Herredømme, og skjønt Forsøget mislykkedes, og kun hengav Silvio Pellico, Gonfalonieri, og deres Ulykkesbrødre til navnkundige Lidelser, er der dog senere ikke hengaaet noget eneste Aar, uden at Tanken om at gjenvinde den nationale Uafhængighed ogsaa i Italien fandt sine Martyrer. I Tyrol fandtes der i Aaret 1842, som de tydske Blade dengang med Fortørnelse maatte bevidne, allerede dem, der ikke bleve trætte i at indskjærpe, at hele Tyrol Syden for Brenner var velsk og burde tilhøre et stort Italien, og, skjønt man hos os har negtet det, have i det mindste Schweitzere selv anerkjendt, at Kampen mellem det tydske Overwallis og det franske Nederwallis i Aaret 1844, og ligeledes Kampen mellem Tydske og Franske i Freiburg i Aaret 1847, altsaa i tvende forskjellige Kantoner, væsentligen havde Karakteren af Nationalkrige. Mere iøinefaldende blev dog tidligere den Maade, hvorpaa de wallonske Belgier, der ved Wienerkongressen vare blevne forenede under eet Scepter med Hollænderne, vedligeholdt deres gamle, nationale Opposition imod disse, indtil Julirevolutionen gav dem Leilighed til fuldstændigen at løsrive sig; og da de ved denne Leilighed tillige førte de gamle flanderske Provindser bort med sig, fremkaldtes herved atter en ny Rivning, idet de nævnte Provindser søgte at danne en Dæmning mod den over dem sig nu ubændigen fremvæltende Franskhed. Og medens Germanismen saaledes i disse Egne blev udsat for de samme store Tab, hvorefter den ligeledes i Elsas og Lothringen forlængst ligger forsvarsløs under, og

[40]

medens den i de russiske, østersøiske Provindser ligeledes en Tid lang maatte bøie sig for den raaere, men af Keiser Nicolaus kraftigen fremtvungne Slavisme, saaes Tydskheden til Gjengjæld af alle Kræfter, og uden større Betænkelighed i Valget af Midler, at arbeide paa Forkuelsen og Udryddelsen af det slaviske Element i Bøhmen og Posen, og af det nordiske i Slesvig. Her kan ogsaa nævnes Spaniernes haardnakkede Kamp mod Baskerne, der, ved sit Udbrud, i det øvrige Europa blev Gjenstand for saa megen Misforstaaelse, denne mærkelige Kamp, der ikke var en Meningskrig, ikke en Borgerkrig, men en Nationalkrig; og andre Exempler paa den antipathiske Side af det fornyede, nationale Liv fandtes ligeledes allerede i de første Rivninger mellem Magyarerne og Slaverne i Ungarn, efter at det latinske Sprog var afskaffet, i Valakkernes Stræben efter at hævde deres nedarvede, romanske Eiendommelighed, i den ivrige Pleien af det gamle Sprog hos de sidste keltiske Folkelevninger — hos hvilke der i Aaret 1841 fra Wales gjordes indstændige Anmodninger til den engelske Regjering om Oprettelsen af Lærestole for det keltiske Sprog ved Universiteterne i Oxford og Cambridge, medens paa den anden Side Blade i Bretagne heraf toge Anledning til at fremsætte lignende Anmodninger til den franske Regjering —, i Finlændernes Haab om at kunne uddanne og holde sig som et eiendommeligt Mellemled mellem Norden og Østen, ja endog i det nordligste Europa, det norske Finmarken, begyndte der i de sidste Aar førend den store Rystelse hos de ved deres Fædrenesprog med Kjærlighed hængende Kvener at vise sig den karakteristiske Bestræbelse efter at faae Præster og Lærere i deres eget Sprog (1).

(1) Den Konstitutionelle. 1844. Nr. 169 og 170. Jfr. Stockfleth, Bidrag til Kundskab om Kvenerne i Norge. Christiania. 1848. S. 39, 40.

[41]

Overalt, hvor saaledes de folkelige Antipathier aabenbarede sig, gjorde de moderne Nationaliteters modsatte, sympathiske Side sig ogsaa gjældende. Saaledes saaes de emanciperede Grækere, strax efter deres Uafhængighedsanerkjendelse, at hige efter, hvad man i Athenen har kaldt de græske Rhingrændser, efter de Dage nemlig, der, som de haabe, engang skal forene dem til eet Folk med deres Brødre, som man har ladet blive tilbage under det tyrkiske Herredømme, og med dem, hvis Underdanighed for Englænderne paa de joniske Øer man baade der og i det øvrige Grækenland stedse finder mere. unaturlig. Medens et samlet Italien ligeledes kun existerede paa Kaartet og i nogle faa Troendes Hjerter, vedblev Tanken bestandig at vaage søvnløs over en Forening af det, som nærmest kun af privat Egoisme syntes at holdes adskilt; at Tanken havde faaet Liv maatte ved de italienske Naturforskeres første Møde i Pisa vise sig klart for Enhver, der blev Øienvidne til, hvorledes Deeltagerne i denne første Sammenkomst af Italiens saa længe adskilte Sønner med sydlandsk Heftighed gave deres Følelser Luft i Taarer, og om Tankens Liv vidnede ligeledes allerede Opstandsforsøget af Admiral Bandieras ulykkelige Sønner, der ved Siden af Ordene liberta e independenza ogsaa havde skrevet Ordet unita i Spidsen for deres Opraab. I Spanien fandtes allerede under Esparteros Styrelse et stærkt Parti, der gjerne vilde tilveiebringe en Forening mellem det gamle Lusitanien og den øvrige Halvø; blandt Høf-kens Skildringer af Spanien er en helliget denne »Union af den iberiske Halvø og dens Kolonier« (1). Og medens der baade i det romanske Sehweitz og det wallonske Belgien løde Stem-

(1) Hofken, Die Union der iberischen Halbinsel und ihrer Colonien i: Tirocinium eines deutschen Officier in Spanien. Stuttgard. 1841. IV, 209—324.

[42]

mer for en saa nær som mulig Tilslutning til Frankrig, saaledes havde der, trods alle mindre Misforstaaelser og Jalousier, mellem alle de romanske Folk overhovedet viist sig en Begyndelse til at udvikle en i Følelsen af Stammeforbindelsen hvilende Sympathi, som Cyprien-Robert kaldte Panlatinisme, hvis Tilstedeværelse endog Thiers anerkjendte i sin Historie af Keiserriget, hvorfra endog de fjærne Valakker ikke vilde udelukkes, og hvorved de samtligen dannede en Modsætning mod Europas ikke-romanske Folk. Blandt disse opstillede Tydskerne siden Befrielseskrigen, siden det tydske Forbunds Stiftelse og især siden Wartburgerfesten bestandig som deres høieste Formaal for Fremtiden at forberede en »Tydsklands Eenhed«; de uddroge ikke uden al Grund Forhaabninger for Fremtiden af den Retning mod større Samling og Eenhed, som en Række Kaart over deres Lands forskjellige Udseender i de sidste hundrede Aar maatte være nok til at vise; og alle Skridt, der syntes at kunne fremme Maalet, som Tankerne om Toldforbundet eller den tydske Flaade, bleve af de skrivesyge Mennesker gjorte til Gjenstand for uendelige Afhandlinger. I Skandinavien fremdeles, i det skandinaviske Norden er der Ingen, der har glemt Dagene ved Fyrisaaen og Øresund, hvis Lige ikke forhen fandtes, Ungdommens Møder, hvor selve den nordiske Histories Genius syntes saa Mange at være tilstede. En saadan Aabenbaring vidste Nationalitetsbevægelsen endnu ikke at tilegne sig hos Slaverne, men Eenhedstanken lagde sig dog ogsaa hos dem for Dagen i den hos alle Stammens Folk saa stor Sympathi vækkende »Panslavisme«, for hvis Idee endog de landflygtige Polakkers meest ansete Repræsentanter vare villige til at opoffre noget af deres fjendske Stemning mod Rusland. At endelig denne nationale Magnetisme, der i Tids-

[43]

rummet fra Wienerkongressen til Februarrevolutionen saaledes var i Færd baade med at frastøde og at sammentrække, i denne Henseende ikke heller lod de keltiske Folkelevninger aldeles urørte, viste den kymriske Folkefest, der i Aaret 1839 blev feiret i Wales af Walliserne i Forening med de af dem dertil indbudne og over Havet seilede armoriske Indvaanere fra Bretagne, en Fest, hvorunder alle Klokkerne i Abargavenny ringede, alle Husene vare beklædte med Blomster, og Præsidentskabet førtes af Hr. Morgan Ivor ab Ivor, nedstammende fra de gamle Fyrster, en Fest endelig, der, hvis Flere paa Fastlandet i sin Tid havde lagt Mærke til den, vistnok allerede kunde givet nogen Grund til at anstille Betragtninger over Forholdet mellem Drøm og Virkelighed (1).

Hvad der her er blevet anført, vil være tilstrækkeligt, maaskee meer end tilstrækkeligt til at gjendrive den Mening, at de nationale Rivninger først skulde have viist sig som en Frugt af de allersidste Aaringer. Derfor kan man imidlertid gjerne med Paul de Bourgoing, imod hvem jeg har stillet denne Oversigt, være enig i at indrømme, at det stygge Nationalhad først opflammede ret efter Februarrevolutionen. Hvorledes man endog bedømmer denne, vil dog Ingen kunne negte, at den i den nationale Retning kun har virket saaledes, som naar man vilde udrive modne Frugter af Knopper. Lamartine, der i sin Tid i Marseillaise de la paix havde yttret sig saaledes: Nations! mot pompeux pour dire la barbarie, den samme Lamartine bidrog mere end nogen anden Enkelt til at sætte de umodne Tanker i Bevægelse ved hiint Manifest til Europa (2),

(1) En Skildring af Festen findes i Indledningen til første Bind af Villemarqué's Samling: Contes populaires des anciens Bretons. Paris et Leipzig. 1839.

(2) Han yttrede heri: „Ainsi, nous le disons hautement: si l'heure de la reconstruction de quelques nationalités opprimées en Europe, ou ailleurs,

[44]

hvori han lovede de forskjellige Nationaliteters Uafhængighed en Beskyttelse fra Frankrig, som det først senere blev den romerske Expedition forbeholdt nærmere at fortolke. Eenhedstankerne naaede deres Toppunkt i Frankfurterforsamlingen, der talte Befuldmægtigede for hele Tydskland, i Kongressen i Prag, hvor endog en Busser, forinden Kongressen sprængtes, vovede at slutte sig til de talrige Repræsentanter for alle de andre slaviske Folk, og i Mazzinis Opraab til alle Italiens Landskaber om at sende Deputerede til Bom, til et fælleds, nationalt Koncilium i Vaticanet. Samtidigen kulminerede den modsatte, antipathiske Side i de mange Deliugstanker. Trods Polakkernes Modstand og stærke Baab, der betegnede en saadan Fremfærd som Polens fjerde Deling, drog man en Demarkationslinie i Posen saaledes, at de tydsktalende Distrikter skulde indlemmes i det paatænkte store Rige, og de andre derimod overlades til sig selv for at danne en egen, lille Stat; først i Aaret 1851 er man i Berlin atter kommen tilbage fra denne Demarkationslinie, idet man under Polakkernes endnu stærkere Protester foretrak heller igjen at tiltage sig det hele Land. Paa samme Tid som Posens Deling bestemtes, androge de Deputerede fra det velske Tyrol, der havde Plads i Frankfurt, paa at deres Hjem maatte udsondres for at knyttes til Syden, et Andragende, som af den tydske Nationalforsamling forkastedes og derpaa fulgtes af de tyrolske Italieneres uheldige Reisning. Sommeren 1848 saa ogsaa den store Forsamling i Eger, der vilde sætte igjennem, at de tydsktalende Egne af Bøhmen, i Modsætning til de slaviske, alene skulde

(note fortsat fra forrige side) nous paraissait avoir sonné dans les décrets de la providence; ---la république francaise se croirait en droit d'armer elle-même ponr protéger ces mouvemens legitimes de croissance et de nationalité des peuples". Lamartine, Histoire de la revolution de 1848. II, 39.

[45]

forblive hos Tydskland, og Delingstanken med Hensyn til Slesvig behøver endelig her kun at nævnes.

Af de virkelige Krige, som Nationalitetsbevægelsen frembragte i Aarene 1848 og 1849, gives der fra et nærmest militairt Standpunkt en Fremstilling i Bourgoings lille Skrift, hvilket denne Oversigt for saa vidt kun har skullet rette, som Forfatteren, ligesom saamange Andre, ikke selv har vidst at tillægge Nationalitetsbevægelsen den samme i Virkeligheden tilkommende Alder og Udstrækning. Over Kampen i Ungarn, der længe nærmest kun gjennem magyariske Kilder blev bekjendt for det vestlige Europa, meddeler Forfatteren adskillige nye, ogsaa i almindelig historisk Henseende interessante Enkeltheder, og navnligen om Modsætningen mellem Magyarerne og Vallakerne, som den gamle, blinde Veszelenyi i Pesth forgjæves søgte at forekomme ved sine Cassandraanelser, men som, da Kossuth og hans Venner modsatte sig enhver Tanke om en Ligeberettigelse af begge Folk, derefter udartede til den Brydning, hvorunder Magyarerne gave Befaling til at udrydde »de romanske Intelligentser«, medens derimod »Præfekter, Centurioner og Dekurioner« reiste Vallakerne under Faner, der førte Keiserne Trajans og Aurelians Billeder, og under Vaabenmærker, der vare betegnede med Senatets og Bomer-folkets S. P. Q. R. Medens iøvrigt Forfatteren yttrer sin Glæde over, at det franske Sprog under alle Krigene som det diplomatiske har havt Mæglerens Rolle, bryder han selv aldeles Staven over den nationale Bevægelses nærmeste Fremtid og almindelige Værd, men i denne Henseende skal jeg, efter hvad jeg ovenfor har anført, hverken billigende eller misbilligende følge hans Bemærkninger med noget eneste Ord. Men netop fordi Forfatteren ene og alene seer Vanvid i det hele Sprogkorstog, og endskjønt han ogsaa maa anerkjende, at

[46]

den danske Kamp væsentligen har havt Karakteren af en Sprogkrig, netop derfor fortjener det at fremhæves, at han, om endog med noget diplomatisk Knaphed, yttrer sin Interesse for et nærmere Forbund mellem vore nordiske Stater, hvis et saadant nogensinde maatte synes gjørligt, og at han med øiensynlig Forkjærlighed har antaget sig vor slesvigske Krig, saa at der oven paa et ethnograpbisk Kaart over Landene mellem Elben og Øresund, der er tilføiet Skriftet, paa Dansk er trykt: »Gud velsigne Danmark«, og saa at Forfatteren ogsaa, kun ombyttende Ordet Britter med Teutoner, til Motto foran sit Skrift har valgt nogle danske Linier af en af vore mange Sange fra Aaret 1801.

Disse Linier lede til at slutte med nogle Ord om Forfatteren selv, saameget mere, som han selv ikke forklarer, hvorfra han har sit for en ældre Franskmand usædvanlige Kjendskab til det danske Sprog. Hr. Paul de Bourgoing er af en gammel fransk Familie og en Søn af Baron Jean Francois de Bourgoing, der i den franske Litteratur har havt et Navn som Forfatter af et stort Værk over Spanien og af Memoirer over Pave Pius den Sjettes Regjering, og som Udgiver af Voltaires Brevvexling med Kardinal Bernis; der en Tid lang blev en Yndling af den første Konsul, og der i Begyndelsen af Aarhundredet var den franske Republiks Minister i Kjøbenhavn. Revolutionens Rystelse af saa mange gamle Fordomme var dengang endnu ikke glemt, og medens Louis Philippe som Flygtning blev Professor i Mathematik, satte Baron Bourgoing sin næstældste Søn, der havde ledsaget ham til Danmark, i Christiani's Institut udenfor Vesterport, hvor den franske Dreng, under det Opsving, som den danske Folkefølelse tog ved Englands Angreb og Slaget paa Rheden, lagde en ungdommelig Begeistring for Dagen, der endnu vil mindes

[47]

at flere af hans Samtidige. Efterat være forbleven i den nævnte, i hiin Tid vidt ansete Pensionsanstalt endnu nogle Aar, efterat Faderen var bleven forflyttet og i Danmark afløst af General, senere Marschal Macdonald, forlod Paul de Bourgoing Kjøbenhavn, som ikke skulde gjensee ham, førend han havde ombyttet Institutets grønne Trøie med en fransk Husaruniform og Æreslegionens Kors. Meget ung indtraadte han i de franske Hære, hvor han som Adjutant hos Hertugen af Treviso udmærkede sig under Keiserdømmets sidste Felttog. Efter Napoleons Fald skrev han i Aaret 1816 en Roman, »Les prisonniers en Russie«, der dengang vakte Opsigt, og hvortil han havde taget Motiverne af hans ældre Broders Skjæbne, der som Ney's Adjutant paa Tilbagetoget fra Rusland var falden i Fjendernes Hænder. I samme Aar blev han som Legationssekretair hos General Laferronaye ansat ved det franske Gesandtskab i Kjøbenhavn, hvorfra han, efter et nyt, længere Ophold, som Minister kom til München og Petersborg. I de sidste Aar har han levet i Frankrig, hvor han, saavidt vides, blev Lithophaniens Opfinder og, under Louis Philippes Regjering, Pair af Frankrig. For den Følelse, som han saa længe har vidst at bevare for sit Barndoms Land, skulle ogsaa disse Linier, hvis de komme ham for Øie, tolke en Erkjendtlighed, der ikke blev mindre, om endog Nogen troede at turde, kalde selve den antinationale Forfatters særegne Medfølelse for den danske Strid en Smule national.