Af en renaissancepaves erindringer bog 10

by Pius II

TIENDE BOG: September 1462 – December 1463

10.1. Rigsforsamlingen i Prag den 9. august 1462

I mellemtiden vendte de bøhmiske legater tilbage til Prag og aflagde beretning til kongen^[1] om deres forhandlinger med paven i Rom. Kongen indkaldte nu rigsforsamlingen^[2] til dagen før Sankt Laurentius’ Fest^[3]. Her samledes mange, både kættere og katolikker, men flest kættere^[4]. Kongen mødte selv op i forsamlingen. Siddende på en forhøjning sammen med dronningen bød han oratorerne, der havde været i Rom, aflægge rapport om, hvad de havde udrettet, og fremføre budskabet fra paven.

Prokop og Koska aflagde nu udførlig rapport og fortav intet. Da de var færdige, sagde kongen: ”Vi forstår ikke, hvad det er, paven vil. Takket være Kompaktaterne^[5] er dette rige nu endelig ved at finde ro og enhed - og så forsøger paven at bringe det i oprør og splittelse igen. Kompaktaterne har vi fået af Konciliet i Basel – der for os har større autoritet end paven selv^[6] – og af hans forgænger, Eugenius IV. Han kan ikke fratage os, hvad en højere myndighed har givet os. Og hvis en pave har ret til ødelægge det, som hans forgængere har opbygget, hvem kan så vide sig sikker på sin ret? Vi bliver anklaget for ikke at overholde Vor kroningsed. Men hvad svor Vi andet end at uddrive kætteriets råddenskab fra Vort rige. I skal vide, at jeg er en fjende af kætterne. Men i modsætning til paven har Vi aldrig ment, at kommunionen under begge skikkelser – eller vore Kompaktater – er kætterske. De hviler på evangeliet selv, efterligner Kristi og urkirkens praksis, og er et privilegium, som et stort kirkemøde^[7] har tilstået Os^[8]. Har Vi nogensinde lovet at afskaffe denne kommunion? Absolut ikke: Vi er født i denne kommunion, Vi er vokset op i den, og Vi er blevet ophøjet til kongeværdigheden med den. Vi vil holde fast ved den og forsvare den, så længe Vi lever, og til sidst vil Vi dø i den. Vort eksempel vil blive fulgt af Vor hustru, der sidder her ved Vor højre side, af Vore Børn, og af alle Vore venner. Vi tror ikke, at der er nogen anden vej til frelse for vore sjæle end at overholde Kompaktaterne og at modtage kommunionen under begge skikkelser, således som den blev indstiftet af Frelseren selv.^[9] Nu spørger Vi så jer, bøhmere: hvis nogen erklærer Os eller riget krig på grund af Kompaktaterne, hvad er så jeres holdning? Vil I hjælpe Os eller dem?”^[10]

Koska rådslog nu med kætterne, der var mødt frem i stort tal. Derefter sagde han: ”Konge! Vi har med stor tilfredshed hørt, at du sammen med dine børn og din hustru er vor fælle i troen. Vi lover dig ikke bare vores ejendom, men også vore legemer i forsvaret af Kompaktaterne og af riget, og vi takker dig, fordi du indtager den holdning, som du nu har givet udtryk for.”

Så sagde kongen til katolikkerne: ”Og hvad svarer I?” Biskopperne fra Breslau og Olmütz var mødt frem sammen med mange baroner, adelsmænd og legater fra disse byer. De overdrog det til Zdenek Sternberg at svare på deres vegne: ”Som du ved, mægtige konge, har vi ikke hidtil ville have noget at gøre med Kompaktaterne. Det vil vi heller ikke i fremtiden. Indtil nu har vi og vore forfædre levet i enhed med og lydighed over for den Hellige Romerske Kirke, og vi er fast besluttet på at leve og dø sådan også i fremtiden. Ligesom du ønsker at bevare den tro, du er født i, ønsker vi også at bevare vores. Du spørger, hvad vi vil gøre, hvis der opstår krig på grund af Kompaktaterne. Dine forgængere som konger af Bøhmen traf ikke beslutninger i vanskelige sager uden råd fra vore forfædre. Du burde have gjort det samme med hensyn til accepten af Kompaktaterne. Uden os har du besluttet at holde fast ved dem. Nu må du så søge hjælp fra dem, hvis råd du har fulgt. Men for så vidt som vi kan gøre det uden at krænke Guds ære eller retfærdigheden, vil vi aldrig svigte dig og riget.”

Kongen var bestemt ikke tilfreds med dette svar, men da han forlangte et andet, kunne han ikke få det og sluttede mødet med besked til mængden om at komme igen næste dag for at høre Fantino, den Apostoliske Stols udsending.

10.2. Fantino fremlægger pavens budskab for rigsforsamlingen

I mellemtiden havde man fortalt kongen mangt og meget om Fantinos aktiviteter i Prag og i Rom, og kongen var meget opbragt derover. Det vidste Fantino, hvis venner mange gange havde opfordret ham til at drage bort i hemmelighed, hvis ikke han ville føle kongens vrede. På den ene side var Fantino klar over faren ved at blive, på den anden side fandt han det skammeligt at drage bort uden at have fremført sit budskab. Så han foretrak æren frem for livet, og da han blev hidkaldt, trådte han frem i forsamlingen. Da kongen så ham, fortrak hans ansigt sig, og han sagde: ”Lad os høre Fantino i hans egenskab af pavens udsending. Bagefter vil Vi fremføre noget imod ham i hans egenskab af Vor egen repræsentant.^[11]” Han undlod dog at give Fantino en plads, der anstod sig for en pavelig udsending.

Da Fantino fik ordet, sagde han: ”Nådige^[12] konge! Efter folkeretten^[13] kan alle udsendinge, selv dem som er sendt til barbariske og vilde folkeslag, frit og uden frygt fremføre deres herrers budskaber, og når de har fået svar, kan de uhindret vende hjem. Jeg anmoder om, at du overholder denne lov i min egenskab af apostolisk udsending^[14].” Kongen samtykkede heri.

Fantino indledte med at fremføre mangt og meget om fordelen ved lydighed imod paven. Han påviste, at der bør være eet og kun eet overhoved for den kæmpende kirke, der er dannet som et billede af den triumferende kirke. Embedet som Kirkens overhoved var givet til biskoppen i Rom, der havde det fornemste bispesæde på jorden. Fra ham gik magten til at løse og binde^[15] videre til hele Kirken. Alle konger og folkeslag, der ønskede at få del i det evige rige og at blive Kristi medarvinger^[16], skyldte ham lydighed. Det havde Bøhmens fyrster, hertuger og konger tidligere gjort, og i hele kristenheden^[17] havde der ikke været noget folkeslag, som var mere hengivent og lydigt over for paverne end det bøhmiske. Dengang blomstrede riget på det mest forunderlige, det havde overflod af mennesker og rigdomme, og det byggede i glad samdrægtighed fornemme bygninger, udsmykkede templerne og tiltrak de liberale studier.

Men med tiden sørgede menneskehedens fjende^[18] for, at der i Bøhmen fremstod skadelige mænd^[19], som sagde, at man skulle ringeagte den Apostoliske Stols bud, fortolkede de hellige evangelier på deres egen måde og forkastede den rette lære^[20]. Det var Jakoubek^[21], Jan^[22], Hieronimus^[23], Konrad^[24] og Rokyzana^[25]. Smittet af disse mænds perverse lære forkastede rigets flertal lydighedsforholdet til deres hyrde^[26], forlod Noahs Ark^[27], uden for hvilken der ikke er nogen frelse, og påstod, at kommunionen under begge skikkelser er nødvendig for frelsen, og fremførte mange andre fejlagtige læresætninger. Herefter undergik riget en stor forandring: i stedet for fred kom der krig, i stedet for rigdom kom der fattigdom, i stedet for lærdom kom der uvidenhed, i stedet for skønhed kom der hæslighed, og alt dette som resultat af ulydigheden^[28].

Til sidst angrede bøhmerne deres fejl og ønskede at vende tilbage til moderkirken. De var mødtes med Konciliet i Basel^[29] for at blive forsonet med Kirken og havde indgået den aftale, som man kalder Kompaktaterne. Nådigt havde konciliet tilladt folkene fra Bøhmen og Mähren, at de – også lægfolket – så længe de levede kunne have kommunionen under begge skikkelser på følgende betingelser: de måtte ikke tro, at Herren havde påbudt kommunionen under begge skikkelser, eller at denne var nødvendig for frelse; de måtte ikke give den til små børn; og de måtte ikke tvinge nogen til at modtage den. Sidenhen havde bøhmerne ikke overholdt noget som helst af det, de havde lovet. De havde derfor mistet deres privilegium: Kompaktaterne var bortfaldet, og i øvrigt var kun ganske få af de mennesker, der fik dem tilstået, stadig i live. Skønt freden i de verdslige sager er blevet genoprettet takket være kongernes indsats, så er der stadig stridigheder om troen og religionen, og der er uro blandt præsterne med gensidige skældsord og beskyldninger om kætteri.^[30]

Da kongen så dette, sendte han legater til paven for at ansøge om bekræftelse eller fornyelse af Kompaktaterne. Paven forelagde sagen til drøftelse i det apostoliske senat^[31]. Herefter vurderede han, som jo havde det pastorale ansvar^[32] for sin hjord, at ansøgningen var ubetimelig, og han syntes ikke, at han kunne imødekomme krav, der ville skade hans elskede sønner^[33]. Han anførte adskillige grunde til, at Kompaktaterne ikke længere kunne tillades, og instruerede oratorerne om, at de i hans navn skulle forbyde kongen og riget at holde fast ved dem. Fantino var selv blevet udsendt i dette anliggende. Han appellerede derfor til kongens visdom om at huske på den ed, som han havde aflagt ved sin kroning: at han ville udrydde ethvert kætteri i Bøhmen; at han ville opgive kommunionen under begge skikkelser; at han ville følge den Romerske og Universelle Kirkes ritus; at han i handling ville opfylde sin lydighedsed til paven; at han ville overgive oprørske præster til dekanen i Prag for at blive til tugtet; og at han sammen med hele sit rige ville lyde Pius som hyrde.^[34]

Kongen måtte også vide, at Pius selv var meget venligt stemt over for det bøhmiske folk: denne havde jo selv engang opholdt sig i Bøhmen. Endvidere havde paven personligt prydet Bøhmens historie: hidtil havde denne kun havde foreligget på et barbarisk sprog, men Pius skrev den på latin - med romersk veltalenhed^[35] og stor lovprisning af riget. Pius ønskede intet højere end bøhmernes frelse, og derfor havde han besluttet sig for ikke at gøre det, som mængden ønskede, men som den havde brug for. Pius opfordrede derfor alle, både baroner, adelsmænd og det almindelige folk, til at opgive striden om Kompaktaterne, at vende tilbage til den sande enhed med den hellige moder Kirken, og at genoptage den fulde lydighed over for paven, der fromt og velvilligt ville drage omsorg for rigets behov.

Denne tale gjorde kætterne ret ophidsede. Til gengæld opmuntrede den katolikkerne, der mente, at kongen ikke kunne lade hånt om pavens bud. Men der skete det stik modsatte: Kongen fastholdt sin troløshed, og det, der hidtil var forblevet skjult, kom nu for dagen. Han udøste galde over Fantino, truede ham, kaldte ham forræder og sagde, at han fortjente pisk. Modigt og urokkeligt og uden frygt for døden, svarede Fantino ham således:

”Konge! Du kan tage mit legeme, men ikke min sjæl. Hvis jeg ved at dø for sandheden mister livet her på jorden^[36], så vil jeg få et liv i evigheden. Gid du ville gøre mig værdig til denne ære. Jeg erkender, at du sendte mig som din repræsentant^[37] til den Romerske Kurie. Jeg repræsenterede dig loyalt og svigtede aldrig min pligt. Omhyggeligt varetog jeg dine interesser. Du har altid fundet mig pålidelig, og du kunne have haft mig som en nyttig rådgiver i dine anliggender, hvis du blot havde lyttet til mig. Da jeg rejste tilbage hertil, var det ikke som din repræsentant, men som pavens orator. Jeg har blot fremført det, som paven pålagde mig. Hvis du ikke kan acceptere det, bør du ikke blive vred på mig, som var nødt til at adlyde. I min indledning anmodede jeg om, at du tillod mig at tale som legat efter almindelig ret, og at du ville lytte tålmodigt. Det indvilligede du i. Hvis jeg har sagt noget, som du tager anstød af, så har jeg ikke desto mindre talt efter befaling. Hvis du er klog, opfatter du alt som sagt i den bedste mening og modarbejder ikke paven – hans arm rækker langt, og intet er unddraget hans autoritet. Du kender din egen ed. Fortolk den ikke efter dit forgodtbefindende. Ordene er klare og har ikke behov for tolkning: med hænderne på evangelierne har du afsvoret hussitternes kætteri og lovet at lyde paven. Der foreligger offentlige dokumenter herom. Du kan ikke sige: ”Det har jeg ikke sagt.”

På trods af paven vil du fastholde Kompaktaterne: dette er oprør, ikke lydighed. Du siger, at kommunion under begge skikkelser er nødvendig for frelse, og at du vil dø med denne kommunion: men dette er jo hussitternes kætteri. Hvad kan jeg sige andet end, at du er faldet tilbage i den vranglære, som du havde afsvoret? Pas på hvad du gør: pave Pius vil ikke tolerere det. Han har våben, hvormed han kan bekæmpe dit oprør: du vil blive frataget kongeriget og exkommuniceret som meneder og kætter, du vil bringe vanære over dig selv i denne verden, og i den næste vil du blive straffet for din ugudelighed^[38]. Udsæt dig ikke for disse onder. Underkast dig Gud, og ringeagt ikke hans stedfortræder.”

Der udspandt sig nu en heftig ordveksling mellem Fantino og kongen. Omsider blev forsamlingen sendt bort, og Fantino vendte tilbage til sit logi.

10.3. Fantino arresteres og kansleren sættes i husarrest

Til de adelsmænd, der blev tilbage hos ham, sagde kongen: ”Mine venner! I har hørt, hvordan Fantino i dag har krænket Vor ære, og hvordan paven skælder ud på Os. Ingen af jer sympatiserer tilsyneladende med Os. Vi vil skamme Os ved at leve videre, hvis Vi ikke får hævn over den formastelige Fantino. Intet sætter Vi højere end æren, selv ikke livet. Mange gange har Vi har med stor fare for Os selv forsvaret Vor ære. Det samme gjorde Vore forgængere: aldrig har Bøhmens konger tilsidesat deres ære. Mange mænd, der er faldet fra den rette tro, har siddet på den Apostoliske Stol. De kalder det den Hellige Stol, men vi kalder den snarere for pestens stol. Den Hellige Stol findes i de troendes enhed. Den skal vi ikke søge i Rom.” Mange andre skændige ord af samme art flød fra hans beskidte og giftige mund.

Dagen før Festen for Maria Optagelse i Himlen^[39] lod han Fantino fængsle og kaste i tunge lænker. Prokop af Rabensteyn blev sat i husarrest og frataget embedet som kansler. Kongen ville også have forgrebet sig på andre af katolikkerne, hvis ikke han havde frygtet tumulter i riget, fordi mange af de fraværende katolske baroner ville gribe til våben for de arresterede. Da biskopperne af Breslau og Olmütz hørte om Fantinos arrestation og Prokops husarrest, vendte de tilbage til deres kirker uden at tage afsked med kongen.

10.4. Kongens forgæves forhandlinger med den katolske gejstlighed

Efter nogle dage beordrede kongen de mest fremtrædende katolske gejstlige i hele riget at komme til møde med ham. Syv hundrede og fjorten mænd forsamledes i borgen i Prag^[40]: de frygtede, at de var blevet kaldt til deres egen henrettelse. Katedralens dekan og administrator af ærkebispedømmet talte længe om hussitternes troløshed og opfordrede alle til at holde fast ved deres katolske tro. Om fredagen fejrede han messen med stor andagt og påkaldte Helligåndens nåde til at beskytte de stakkels præster imod kongens vrede. Da hussitterne hørte dette, gjorde de det samme om lørdagen i alle deres synagoger.

På den fastsatte dag mødtes katolikkerne tidligt om morgenen i Prags katedral. Dekanen samlede dem i Sankt Venzels kapel og fortalte dem, hvordan de skulle opføre sig hos kongen. Han bestemte, hvem der skulle tale, og hvem der skulle tie, og han forbød dem at gå ind på selv det mindste spørgsmål med deres modstandere. Hvis kongen skulle blive vred, forløbe sig og lægge hånd på nogen af dem, så skulle de vide, at et legeme består af mange lemmer, og skader man eet, skader man også de andre. Alle skulle sætte sig til modværge for én, selv hvis det var et af de mindre fremtrædende medlemmer af gruppen. Det lovede de alle under tårer og gråd, de kastede sig ned foran det bøhmiske riges skytshelgener^[41] og anråbte de hellige martyrer og bekendere om hjælp mod den troløse konges overgreb. Så gik de tre og tre – som i procession ­- fra borgen i Prag til kongeslottet. Nogle græd, som om de var på vej til at blive ofret, medens andre lo.

Rokyzana var sammen med en mængde af sine fæller gået i forvejen, og de stod samlet ved kongens side. Da alle, som var indkaldt ved kongelig befaling, havde indfundet sig, holdt kongen fra sin høje trone følgende tale:

”Så vidt Vore kræfter strækker, forøger Vi dette riges hæder^[42]og fremmer freden. Men I, præster, I fostrer indbyrdes stridigheder og beskylder hinanden for kætteri. I nægter at begrave de døde, I fordriver de levende fra kirken, I skænder jeres præsteembede ved omgang med tvivlsomme kvinder, I spiller terning, og I bedriver mange andre rædsomme ting, som Vi kvier os ved at nævne. Hvis ikke I ændrer adfærd, vil Vi selv gribe ind over for jeres skændige adfærd, da der åbenbart ikke er nogen åndelig dommer, som kan styre jer. Endvidere befaler Vi jer nøje at overholde de Kompaktater, som Konciliet i Basel har bevilget Vore forgængere, for at vi kunne få fred i riget. Hvis nogen ikke adlyder denne befaling, vil han påkalde sig Vor Vrede. Vi vil ikke tåle, at de privilegier, som kongerne Sigismund, Albrecht og Ladislaus fik bevilget ved apostolisk autoritet^[43], bliver brudt på grund af jeres stridigheder.”

Efter at påhørt denne tale trak katolikkerne sig tilbage en kort stund. Da de vendte tilbage, svarede de kongen således:

”Vi er dig ovenud taknemlige, mægtige konge, fordi du hersker over os i fred og ro, og vi beder Gud om, at du må gøre det mange år endnu. Vi benægter ikke, at der findes præster, som har gjort meget ondt, for i så stor en gruppe mennesker, må der nødvendigvis findes nogle brådne kar. Vi afskyr de onde, men vi kan åbenbart ikke blive af med dem, og vi ved ikke, hvem det er. Hvis du vil udpege dem af os, der gør de ting, du har sagt, så vil deres forbrydelser blive straffet, og vi skal nok sørge for, at der er en myndighed, der kan fuldbyrde straffen.

Om Kompaktaterne siger vi det samme, som rigets adelsmænd svarede dig: vi har aldrig tidligere haft behov for dem, vi har ikke behov for dem i dag, og den Romerske Stol har aldrig godkendt dem. De er kun bevilget af Konciliet i Basel.^[44] Om de mennesker, som fik bevilget Kompaktaterne, i realiteten anerkender, at det er noget de har fået bevilget af en højere myndighed^[45], og ikke noget som de har krav på, det ved kun Gud. Den fred, som I siger, at Kompaktaterne indebærer, den tilslutter vi os varmt, men vi ser ikke, hvordan de kan gavne os i forhold til det evige liv. For så vidt angår Din Majestæt, er vi overbeviste om, at du ikke vil hindre den ærværdige katedral i Prag i at fastholde sine ceremonier eller at påtvinge os en anden ritus end den, som vore forfædre har fået af den Apostoliske Stol, der er porten til himlen. Vi vil hellere dø end at modarbejde den.”

Dette sagde administratoren i alles navn. Da han sluttede sin tale, vendte han sig imod sine egne og spurgte, om de bifaldt det svar, han havde givet på alles vegne. De svarede som med en røst: ”Vi er enige nu og i al evighed!”^[46]

Kongen blev rasende, da han så den katolske gejstligheds standhaftighed og enighed. Han lod nu fremlægge et brev, der var kommet til veje ved et tilfælde, og hvori der stod, at kongen rasede imod de apostoliske legater, og at han havde erklæret sig som kætter. En vis Michael, vikar ved katedralen i Prag, sagdes at have skrevet dette brev til sin søster, der var befængt med hussitternes smitte. Heldigvis for ham var han ikke selv tilstede. Kongen læste flere gange op af brevet og beklagede sig heftigt over, at han blev kaldt for kætter: aldrig havde han trådt op imod den Apostoliske Stol, selvom han ikke ville opgive den kommunionsform, der var blevet bevilget. Han ville hellere adlyde Gud end paven. Han anså ikke Fantino som pavens legat, men som sin egen udsending, der nu var fængslet som forræder, og han forbød, at nogen appellerede til ham om løsladelse.

Administratoren svarede ham: ”Vi ved, at den ærværdige Fantino i sandhed er pave Pius’ legat, og at han trofast har overbragt pavens budskab til dig. Hvorfor han er blevet fængslet under så usle vilkår, ved vi ikke.” Kongen svarede: ”Hvis enhver anden end Fantino havde været ligeså uforskammet over for Os, ville han ikke have levet blot en time mere.” Herefter beordrede han, at Michael skulle pågribes og føres til ham. Om dette faktisk skete, ved Vi ikke.

Forsamlingen blev sendt bort for denne dag, og katolikkerne fik forbud imod at forlade Prag. De forsamledes atter engang på kongens bud, og atter blev der talt om Kompaktaterne, uden at kongen kunne gennemtrumfe, at katolikkerne anerkendte dem.

Så klagede Rokyzana til hans kongelige højhed over, at en vis præst ved navn Andreas ikke adlød ham. Men kongen svarede ham: ”Du vil, at alle skal adlyde dig, men selv vil du ikke adlyde nogen,” og i vrede sendte han Rokyzana og forsamlingen bort.^[47]

10.5. Afslutningen på affæren Fantino

Medens Fantino var i fængsel, blev han opsøgt af kongen. Da denne ikke i samtalens løb kunne fravriste fangen et eneste ydmygt ord, sagde han: ”Jeg er lige ved at kvæle dig med mine egne hænder!” Fantino svarede ham: ”Jeg ventede en grum og modbydelig bøddel, som skulle berøve mig livet. Hvis det behager kongen at bruge sine egne hænder dertil, vil jeg få en yderst hæderfuld død. Men du vil næppe unde mig denne hæder.”

I mellemtiden havde hertug Ludvig af Bayern og mange andre gjort forestillinger over for kongen, fordi han havde vovet at arrestere en apostolisk legat og næppe var klar over, hvor store problemer dette kunne skabe for kongen selv og for riget. Bekymret over disse henvendelser sendte han efter tre måneder Fantino, der var helt udmarvet af fængselsopholdet, til Ludvig^[48]. Denne satte ham fri og sendte ham til paven sammen med en legat, der skulle sikre hans rejse og så vidt muligt undskylde kongen over for paven.

Her bør der nævnes noget mirakuløst, som hændte Fantino. Dagen før sin afrejse skulle han holde tale til en forsamling. Medens han sad i et værelse i sit logi og overvejede, hvad han skulle sige, mødte der en ukendt mand op med tilhyllet hoved og bød ham komme ud af værelset. Da han var kommet ud, gav manden ham en taske fuld af dokumenter og forlod ham igen. I tasken fandt Fantino også 25 dukater og adskillige buller fra Konciliet i Basel og fra Konciliet i Konstanz^[49]. Dem læste han op næste dag i den offentlige forsamling, da de både fordømte kommunionen under begge skikkelser, redegjorde for hvordan Kompaktaterne var blevet bevilget, og med gode argumenter påviste Rokyzana og alle hussitternes fejltagelser.

Da Fantino var vendt tilbage til Rom, viste Pius ham stor hæder og fandt ham egnet til bispeværdigheden, da kun blodsudgydelsen, men ikke viljen havde manglet i at gøre ham til martyr for sandhedens sag.

10.6. Opstand i Wien, oktober 1462

Medens den bøhmiske konge i Prag i sin iver efter at bevare Kompaktaterne erklærede sig selv som kætter, opstod der nye uroligheder i Østrig. Fremmede lejesoldater, som havde gjort tjeneste under brødrene, kejser Friederich og hertug Albrecht, havde ikke kunne få deres løn, og nu begyndte de at gå på rov. De besatte nogle befæstninger og gjorde alt i provinsen usikkert. Alle, som rejste uden for byerne, blev hurtigt taget til fange. Røverne gik grassat overalt, de stjal, dræbte, satte gårde og kirker i brand, og de begik alle tænkelige forbrydelser. Dette var til stor skade for befolkningen i Wien, som på grund af sin størrelse dør af sult, hvis den daglige forsyning med fødevarer udefra svigter. Derfor begyndte folk i hele byen at protestere^[50]. De kritiserede kejseren, der som regionens fyrste ikke satte en stopper for plyndringerne; de henvendte sig til byrådet^[51]; de krævede korn; de sagde, at fyrsten skulle udskiftes, hvis han ikke sørgede for fred. Nogle ville hidkalde Albrecht, andre ville have andre fyrster til at komme og standse røvernes overgreb. Byrådet, der var kejseren venligtsindet, forsøgte at lægge en dæmper på folkets protester, at fremskaffe korn, at forsvare kejserens sag, og at skyde skylden for ulykkerne på andre.

I Wien var der en mand ved navn Nikolaus Holzer. Han tilhørte den laveste samfundsklasse og var fattig, men selve fattigdommen gjorde ham dristig. Ingen forbrydelse var for grum for ham. Han rejste den fattige befolkning og bød folk som ham selv gribe til våben. Derefter drog han - omgivet af en stor mængde^[52] af pøbelen - til rådhuset^[53], trængte ind i senatet, der var i færd med at rådslå om byens vel, kastede fire fremtrædende medlemmer i fængsel, sendte de øvrige hjem under kaution^[54] og overtog bystyret. Til sidst blev han selv udnævnt til folkets fører og en slags diktator.

Da kejseren hørte dette, skyndte han sig med 4.000 ryttersoldater til Wien. Holzer forhindrede, at han blev indladt i byen, så kejseren tilbragte natten i en lejr ikke langt fra byen. I løbet af de næste dage forhandlede kejseren igennem sine rådgivere om en fredsaftale med byen, men forgæves. Han tog så til porten, der vender mod Ungarn, tilkaldte borgerne til et møde med sig selv, og holdt personligt – hvad der er yderst sjældent for ham – denne tale:

”Mænd fra Wien! Jeg, som er jeres herre og af jeres eget blod, bliver forment adgang til min egen by. Hvad har jeg gjort forkert, siden I lukker portene for mig? I tillægger mig røvernes plyndringer og tror, at jeg vil have krig. Men der er ingen, som røverne hader mere end mig, og der er ingen, som ønsker fred mere end jeg. Det er Albrecht^[55], der er ophavsmand til disse ulykker: han opmuntrer andre til plyndring, fordi han selv lever deraf. Røverne bringer en del af deres bytte til ham. Der er også adskillige baroner, som har glæde af plyndringerne. Ofte er Vi blevet forsonet med Vor broder, ofte har Vi genfordelt vores arv, ofte har Vi øst penge over ham, ofte har Vi indgået aftaler med ham, men Vi har ikke fundet nogen troskab hos ham: det sagte bliver trukket tilbage, og det, som er godt den ene dag, er dårligt den næste. Han øder alt på skøger og bordelværtinder, og kommer så tomhændet tilbage til mig. Ofte har jeg lyttet til ham, men til sidst har jeg afvist ham, for jeg er ikke i stand til fylde en bundløs sæk. Nu har han vendt sig til røveri, han er gået i forbund med røverbander, og hærger jer og hele Østrig. Jeg vil nu sætte en stopper for mandens vanvid og tøjle hans lyster, der er gået amok, men det er nødvendigt, at I ikke forhindrer mig deri ved at planlægge politiske omvæltninger. I beder om fred, og fred vil jeg give jer. Hvis I ønsker andet af mig, så sig til. Jeg vil ikke nægte jer noget. I er mine brødre og sønner, og jer ser nogle iblandt jer, som jeg ærer som fædre. Hvordan er denne strid dog opstået imellem os? Hvem har overtalt jer til at lukke portene for mig? Hvor mange gange har jeg ikke færdedes iblandt jer både som Ladislaus’ værge og som jeres herre? Hvad ondt er der overgået byen, når jeg var til stede? Hvem af jer har jeg forvoldt blot den mindste skade? Hvis nogen af jer nogensinde på min foranledning har lidt overlast i modstrid med ret og rimelighed, så lad ham træde frem. Jeg ønsker ikke jeres ejendom. Tværtimod ønsker jeg at berige jer ved at opholde mig hos jer sammen med mit hof, som jeg ofte tidligere har gjort det^[56]. Hvor er erindringen om mine velgerninger henne? Lad det nu være slut med utaknemligheden! Anerkend mig som jeres fyrste, og hvis ikke I vil lade mig komme ind som fyrste, så lad mig i det mindste komme ind som borger.

Hans ord bevægede mængden. Mange græd, og der var nogle, som sagde: ”Kejser! Hvis du allerede tidligere havde gjort det, som du gør nu, så ville der ikke være opstået nogen strid imellem os. Du har villet tale med os gennem mellemmænd, som vi nødigt ville høre på. Nu har du talt direkte til os og bevæget vore hjerter^[57]. Det er godt at høre fyrsten selv, for der plejer ikke at komme løgne ud af en herres mund. Så kom, gode kejser, drag ind i din by og giv os den fred, som du her har lovet os. Vi betror vore sjæle og vores ejendom til dig.”

Forhandlingen havde varet indtil nattens frembrud, da kejseren omsider blev indladt og ført til fæstningen ledsaget af en skare, der bar fakler, og under befolkningens store jubel og glæde.

De følgende dage blev der forhandlet intenst om en fredsaftale mellem kejseren og de østrigske baroner, som var til stede i stort tal, men der kunne ikke opnås enighed. Overklassen fra Wien holdt med kejseren, medens den lavere befolkning holdt med baronerne. Holzer stod i spidsen for en hoben slyngler, og da han indså, at fyrsternes enighed ville betyde enden på hans regimente i byen, rejste han en ny opstand: kejserens rådgiver, Ulrich Riederer, og Nikolaus Grafeneck^[58], hans rytterkaptajn, blev kastet i fængsel. Den hovedrige købmand, Simon Nuntioli, flygtede i hemmelighed, men Holzer trængte ind i hans hus, smed hustruen ud, bemægtigede sig hans mange ejendele og holdt auktion over nogle af dem. Kejseren selv spærrede han inde i fæstningen sammen med kejserinde Leonora og deres lille søn, Maximilian, og omkring 400 mænd. Da kejseren var blevet forsonet med byen og ikke længere frygtede noget fjendtlig angreb, havde han nemlig sendt sin hær bort og kun beholdt civile og ubevæbnede hoffolk hos sig. Derfor kunne pøbelen med lethed spærre ham inde ved en væbnet aktion.

Det kom nu til en forfærdelig og uhørt episode. Eftertiden skal nok vide at efterligne den, for der er intet som en yngre generation^[59] frygter mere end at blive overgået i skændighed af den foregående. Lasterne vokser fra dag til dag, og den mest populære mand er ham, der har begået den største forbrydelse. Folk glæder sig over uhørte forbrydelser, og man lovpriser ophavsmændene til nye former for ugerninger.^[60]

Alle wienerne havde aflagt ed til kejseren som deres naturlige herre^[61]. Det var det eneste, der fik dem til at synes, at de ikke kunne øve vold mod deres herre og angribe fæstningen med krigsmaskiner. De frygtede vanæren ved løftebrud og troløshedens skamplet. Men Holzer sagde til dem: ”Hvad er I bange for? Vi har løsningen for hånden. Vi vil simpelt hen gå hen og opsige den ed og det troskabsløfte, som vi har aflagt til kejseren.” Hans plan vandt tilslutning. Man drog til fæstningen og lod en udråber råbe med høj røst: ”Da du ikke er den mand, som vi troede, vil vi ikke længere være bundet af de eder og løfter, i kraft af hvilke vi har forpligtet os over for dig, kejser. Vi kan nu frit erklære dig som vores fjende og angribe dig.” Til dette svarede kejseren intet, da han fandt, at den afsindige hobs angreb krævede pisk, ikke ord^[62]. Så blev krigsmaskinerne ført frem, og en intens belejring indledt^[63].

I mellemtiden kom også hertug Albrecht til Wien og blev modtaget med begejstring af byboerne og baronerne. Han forsøgte ikke at befri sin broder fra fjenderne, men planlagde tværtimod at føre ham bort i fangenskab eller at dræbe ham. Hvilken skrækkelig udåd: broder rasede imod broder og forfulgte ham med uforsonligt had. Albrecht kom bevæbnet til fæstningen, lod opstille bombarder og store kastemaskiner, og førte alle andre slags krigsmaskiner frem. Fra murtinderne lod Friedrich kaste sten og afskyde pile. Endvidere opstillede han i fæstningsgården en kæmpestor bronzekanon^[64] af den slags man kalder en mortér^[65], som skød meget store kugler ind i byen. På den måde slog han fjenderne tilbage og forsvarede på alle måder sig selv og sine. Begge sider kæmpede en forbitret kamp.

Kongen af Bøhmen^[66] havde stor gavn af østrigernes broderhad: han ønskede ikke, at den ene besejrede den anden, men at de skulle udmatte og udrydde hinanden, således at han selv kunne overtage det hele. Han frygtede derfor, at hertug Albrecht skulle tage kejseren til fange og få al magten i Østrig, og derefter ringeagte ham selv^[67]. Derfor beordrede han sin søn, Viktorin, til at overskride Donau med 500 ryttersoldater og bringe kejseren hjælp. Ydermere lovede han, at han selv lidt senere ville følge efter med 20.000 soldater, og han erklærede Albrecht og wienerne krig.

Der var allerede kommet hjælp til kejseren fra Steiermark og Kärnten i form af ca. 4.000 ryttersoldater og en store skare fodsoldater. Da Viktorin ankom, besluttede de at angribe en af byens forstæder, der var befæstet med voldgrave og volde. Fæstningen, hvor kejseren var indespærret, var ganske vist en del af byens forsvarsværker, men da den lå omsluttet af den pågældende forstad, var det nødvendigt at erobre denne, hvis man skulle få kejseren ud.

Der blev kæmpet om forstadens voldgrav, og til sidst brød de igennem til volden. I det første sammenstød blev mange af forsvarerne dræbt, og befæstningen synes næsten indtaget. Da dukkede Albrecht op med en stærk deling af sine egne mænd og slog fjenderne tilbage. Der blev udkæmpet en forbitret kamp, og mange af de kæmpende faldt. Til sidst blev de kejserlige slået på flugt med store tab.

Indtil denne dag, der var belejringens niende, havde kejseren ikke ville høre et ord om en fredsaftale - og det på trods af, at fæstningens gennemhullede tårne var faldet sammen, alle murene var skudt sønder, og de kun havde grøntsager tilbage at spise. Efter at hans egne havde lidt nederlag, accepterede han at modtage han en forhandler. Striden blev bilagt på følgende måde^[68]: Kejseren skulle have lov til at drage bort og tage alle sine ejendele med sig; alle, der befandt sig i fæstningen, skulle være fri til at forlade den; Wien og Østrig skulle i otte år styres af hertug Albrecht med undtagelse af nogle få byer, der blev overladt til kejseren; der blev udskrevet en årlig skat på 4.000 dukater fra Østrig til kejseren; efter otte år skulle Maximilian udråbes som herre. De øvrige ting, som der fortsat var uenighed om, blev overladt til Bøhmerkongens mægling. Denne var i mellemtiden draget frem langs Donau og havde slået lejr ved Korneuburg ca. 8 mil fra Wien, hvilket resulterede i bedre betingelser for kejseren.

Da tingene var ordnet således, begav kejserinden sig med sønnen til Wiener Neustadt. Kejseren selv satte over Donau og mødte kongen af Bøhmen, og også Albrecht kom snart efter til stede. Der blev forhandlet om de udestående spørgsmål, men det var umuligt at opnå en fuldstændig fredsaftale og at forlige de to brødre, endsige blot at få dem til at møde op til en fælles forhandling. Formentlig har uenigheden faktisk bekommet bøhmerkongen bedst. Selv om sagen således ikke var helt afsluttet, drog de til sidst bort, kongen til Bøhmen, kejseren til Wiener Neustadt og Albrecht til Wien. Deres gensidige sympati kunne ligge på et meget lille sted: faktisk var den ikke større end den, der er mellem folk, som stræber hinanden efter livet!

Ulrich Riederer var blevet kastet i lænker i Wien, men snedig som han var, lykkedes det ham at narre eller bestikke vogterne, og til sidst nåede han sammen med kejserinden til Wiener Neustadt. Da man ikke ved, hvad fremtiden bringer,^[69] vælger man ofte en kurs, som er farlig for én selv. Det havde været bedre for Ulrich at vansmægte noget længere tid i fængslet, for få dage efter at han havde genvundet friheden, blev han fundet dræbt foran døren til huset, hvor han boede. Hovedet var skåret fra halsen og hang kun fast ved noget hud, hans ben var brækket, og der var mange sår på hans krop. Sådan endte denne lærde mand, der længe havde været kejserens talerør, og som næsten syntes at diktere lovene på egen hånd. Han var en fremragende retslærd, og stod over alle i tysk veltalenhed. Han havde en mangesidig begavelse, der var klar til alt. Man siger, at det var en kvinde, han havde en affære med, som var årsag til drabet, og at drabsmændene var sendt af en mægtig rival. Mange mener, at det var Guds hævn, for selv om han var 56 år og igennem en lang årrække havde haft kirkelige beneficier, der gav store indtægter, så havde han aldrig villet træde ind i den gejstlige stand^[70]. Men vi må overlade Gud hans egne hemmeligheder. Ulrich Riederer sagde selv, at hans eneste last var griskhed: den var han til gengæld en slave af. Det havde han helt ret i! I sin personlige advokatpraksis samlede han sig en formue, og han var den rigeste af kejserens rådgivere. Til gengæld kunne han ikke efterlade sine rigdomme til hvem, han ville, og måske var hans arving den mand, han hadede mest. Så usikre er menneskenes forhåbninger, og deres planer slår ofte fejl.

10.7. Tyrkiske manøvrer i 1462

[Her berettes kort om tyrkernes felttog i Ungarn og Lilleasien i 1462]

10.8. Øen Lesbos og dens historie

[I anledning af tyrkernes erobring af øen Lesbos i 1462 gives en oversigt over øens historie]

10.9. Udvikling i den napolitanske krig

I Kongeriget Sicilien fortsatte krigen nu på tredje år. Det skamfulde nederlag ved Sarno nagede kong Ferrante, og han var ivrig efter at få oprejsning. Så endnu inden vinteren var forbi, drog han tilbage til Sarno med sin hær. Han indesluttede byen fra alle sider, så intet kunne bringes ind i den, og iværksatte et intenst angreb. På bjergtoppen var der et tårn, som forhindrede fjender i at nærme sig byen ovenfra. Kongens bombarder hamrede nu løs på det i flere dage og ødelagde det til sidst. Stedets tyran blev bange og overgav sig, og hans eksempel blev fulgt af Vico og Massa, to byer på Monte Amalfi. Således besejrede kongen den by, hvor han selv blev besejret, og krigen i det nye år fik en gunstig begyndelse. Det var omkring 22. marts^[71], at lykken tilsmilede ham på denne måde, og han sikrede sig derved hele Terra di Lavoro^[72] mellem Volturno og Sarno.

Anderledes udviklede tingene sig i Puglia. Fyrsten af Taranto havde tilkaldt Jacopo Piccinino og belejrede nu byen Trani med vældige styrker. Han fortsatte angrebet i lang tid, og da byboerne ikke kunne håbe på snarlig hjælp og led af sult, overgav de sig til sidst til fjenden. Også byens fæstning ville kort efter være blevet erobret på grund af mangel på korn, hvis ikke en venetiansk admiral^[73] havde bragt korn til fæstningen. Denne hændelse forskrækkede Piccinino, som troede, at venetianerne nu modarbejdede franskmændene militært.^[74] Franskmændene havde traktatligt lovet byen Trani til Genova^[75] til gengæld for, at Genova udrustede den flåde, der bragte kong Renés søn til Kongeriget.^[76] Genova havde ganske vist forladt alliancen med franskmændene, men da det er en særdeles omskiftelig by, frygtede Venedig, at den ville vende tilbage til alliancen og derigennem komme i besiddelse af havnen i Trani i Adriaterhavet^[77]. Da hertugen af Andria hørte, at byen Trani var blevet indtaget, frygtede han et militært angreb, og da han ikke kunne hamle op med Piccinino, forsonede han sig med fyrsten af Taranto som det mest fordelagtige for ham selv.

Piccinino begav sig nu til Barletta, hærgede området, indgik våbenhvile og marcherede derefter med sine tropper til Canosa. Hans hensigt var at belejre denne by, der tilhørte en af Ferrantes allierede, greven af Gravina. Hele Puglia skælvede af rædsel, for kong Ferrante var sen til at bringe hjælp. Det år fik lejesoldaterne nemlig deres sold senere end sædvanligt, så en hær kunne ikke stilles på benene før den 1. juni.

Først blev Alessandro Sforza sendt til Puglia for at standse Piccininos fremmarch. Da Piccinino blev klar over, at han var fjenden underlegen, gjorde han holdt i greven af Campobassos territorium, som han lagde øde efter at have fået forsyninger fra Ariano. Kort tid senere fulgte kongen efter og noget senere igen Antonio Piccolomini og Orso Orsini samt Roberto og Barnaba di Sanseverino. De mødtes alle i egnen ved Grottaminarda, tre mil fra Ariano. Tilsammen havde de 44 rytterdelinger. Herefter marcherede de igennem baroniet Fiumara og drog straks videre til byen Accadia. Denne ligger 18 mil fra Ariano og holder med fyrsten af Taranto. Byen ligger på en bakketop og er til alle sider omgivet af stejle klippevægge. Den kan kun nås ad én vej, der er plan, men til gengæld snæver, og den er befæstet med to voldgrave og med tårne og bolværker. I selve byen er der en stærk garnison og ca. 100 indbyggere.

Da Piccinino hørte om kongens ankomst, opgav han belejringen af Canosa og indgik våbenhvile med greven af Gravina. På trods af våbenhvilen bortførte han dog alt kvæget og kom til floden Ofanto, som han satte over, og fortsatte til Torricella og derefter til Macchia Focaccia, som man kalder stedet, der ligger tre mil fra Accadia. Han turde ikke møde fjenden i kamp, men sendte time efter time soldater ind i byen for at afløse de udmattede og sårede.

Hvor det var muligt at komme til, fyldte kongens tropper voldgravene op og nåede frem til bymurene, hvor der udviklede sig en rasende kamp. En bombard havde næsten sønderskudt hovedtårnet og ødelagt bymurene i en sådan grad, at de næsten kun var en mandslængde høje. Kongens soldater besteg nu murbrokkerne og kæmpede allerede med fjenden på sværd og økser i en kamp, der stod ret lige. Da han så det, sagde bombardéren^[78]: ”Den by skal jeg hurtigt få åbnet!”. Så satte han ild til og sendte en kanonkugle så præcist igennem de kongelige soldaters rækker, at ingen af dem blev ramt. Det blev til gengæld tre af de mest energisk kæmpende fjender: de blev fældet med et skud, som også fejede de øvrige væk fra muren. Kongens soldater fulgte lige efter kuglen og indtog byen, plyndrede og afbrændte den og dræbte omkring 50 mænd, der gjorde modstand.

På dage før svigtede markgreven af Crotone og greven af Nicastro den franske side og gik over til Ferrante. Crotone skrev følgende brev til kongen: ”Herre! Jeg underretter Din Majestæt om, at jeg selv og greven af Nicastro har rejst dine heldbringende faner i Guds og baronen af San Giorgios navn, og at jeg er fast besluttet på – hvad der altid har været min hensigt – at leve og dø under din skygge. Og da den barmhjertige Gud nu har vist mig den nåde at opnå dette, så er ingen mere lykkelig end jeg. Jeg bønfalder Din Majestæt om at stadfæste de givne løfter i dit eget navn, hvad jeg er helt overbevist om vil ske. Skrevet med egen hånd i Maida den 11. juni.”

10.10. Cristoforo Moro bliver doge i Venedig

Omtrent på denne tid døde dogen i Venedig, Pasquale Malipiero, efter fem års regeringstid. Han var ikke en særlig religiøs fyrste, og han havde ikke villet høre et ord om krig imod tyrkerne, da de kristnes kongres blev holdt i Mantova. Han blev afløst af Cristoforo Moro, en mand af overordentlig redelighed. Den hellige Bernardino af Siena, som Moro stod meget nær, havde ofte forudsagt, at denne ville blive sit folks doge. Da han følte sig tynget af alderdom og ude af stand til at varetage dette store embede, meddelte han Pius, at han ville abdicere dogeværdigheden og gøre plads for en bedre mand. Pius svarede ham således: ”Pas på, min søn, at du ikke står i mod Guds vilje. Denne tid er bestemt for dig, hvor – hvis Vi ikke tager fejl – de kristnes våben for alvor skal løftes mod tyrkerne. Vi ved, at med dig som fyrste vil Venedig ikke svigte kristenheden, men hvis du abdicerer, ved Vi ikke, hvad for en slags efterfølger, du vil få.” Niccolò Sagundino var mellemmand i disse sager.

10.11. Det afgørende slag ved Troia, 21. august 1462

Da Jacopo Piccinino med egne øjne så Accadia blive afbrændt, trak han sig tilbage til Toricella. Ferrante hastede med hele sin hær til Orsara, en by der ligger tre mil fra Troias territorium, og som på det tidspunkt stod under Giovanni Cossa. Han slog straks lejr og indledte et angreb på byen. Den grevelige kammerherre^[79] sluttede sig til ham i lejren med bombarder og to rytterdelinger, og det samme gjorde Giovanni, af den romerske familie Conti, med 4 delinger. Ferrante havde nu ialt 50 rytterdelinger og 2.000 fodfolk. Folkene i Orsara var bange for, at de ikke var stærke nok, og bad om våbenhvile i 4 dage. Hvis ikke franskmændene i mellemtiden kom dem til undsætning, ville de lyde kongens befalinger.

Da Piccinino hørte dette, ville han komme de belejrede til hjælp og marcherede med hele hæren fra Torricella gennem Ascolis territorium til Troia, hvor han slog lejr foran den østlige del af bymuren. Med ham var kong Renés søn, hertug Jean, Giovanni Cossa, Giulio Acquaviva, Ercole d’Este og mange andre hærførere på den franske side. De to hære stod nogenlunde lige med hensyn til rytteriet, men Piccinino havde flere fodfolk. Til gengæld var der i kong Ferrantes lejr flere fremragende mænd med stor erfaring i at anføre en hær. Kongen selv overgik alle andre i mod og tapperhed og var en stærk støtte for sin egen hær. Til stede var også Alessandro Sforza, allerede en berømt hærfører, Roberto di Sanseverino, Roberto Orsini, Giovanni Conti, Antonio Piccolomini, kammerherregreven, Antonio Trotti og mange andre, der med undtagelse af pavens nevø ofte havde haft kommando over store hære.

Da kongens hærførere hørte, at Piccinino var nær, var de straks klar over, at krigslykken nu burde forsøges, og de søgte at få en fordelagtig placering, fordi en sådan ofte har stor betydning. Mellem kongens lejr ved Orsara og byen Troia var der en meget høj bakke, Verditulo, der lå lige op ad lejren. Derefter fulgte en mindre bakke, Maiano, og en tredje, der var lige så stor som den første, og som skråner ned mod en slette ved siden af floden Sandoro. På den anden side af floden ligger der en stor slette, og til sidst kommer bakken, hvor Troia ligger, med vinmarker ned ad skråningerne. Hvis fjenden havde indtaget den største høj først, ville det have været meget problematisk for kongen, fordi bakken lå lige over lejren og spærrede for soldaternes adgang til vand. Af samme grund fik Antonio Piccolomini ordre til at besætte højen ved det første morgengry og slå fjenden tilbage, hvis de skulle forsøge at storme den. Roberto Orsini fik ansvaret for den anden høj. Kongen og Alessandro ville selv bevogte de øvrige steder.

Før solopgang besatte Antonio sin høj. Sammen med ham var Giovanni Conti. Da denne ved dagens frembrud så fjenden nærme sig, steg han ned til lejren for at advare kongen, så at denne ikke blev taget på sengen. Antonio blev tilbage for at forsvare højen. Orsinis soldater var ligeledes taget af sted ved morgengry for gå i lag med fjenderne, men da de mødte de fjendtlige delinger, flygtede de tilbage, og fjenden besatte nu den tredje høj. Derefter sendte de en del af deres fodfolk af sted og besatte også den høj, som Roberto Orsini havde fået tildelt. Orsini blev så forbitret over denne forsmædelse, at han straks samlede sine flygtende folk, angreb fjenderne og tvang dem til at forlade sin høj. Da dette var lykkedes for ham, tilkaldte han Antonio, der var i nærheden, og sagde til ham: ”Hvis du vil høre på mig, så tager vi også den tredje høj fra fjenden.” Antonio indvilligede, og begge satte i march mod fjenden. Disse tøvede heller ikke, men efterlod en vagtstyrke på højen, og stormede ned for at møde dem på sletten. Kampen begyndte, men braccianerne^[80] kunne ikke modstå de kongelige soldater og trak sig tilbage til midten af højen.

Da Piccinino så dette fra højens top, sendte han forstærkninger ned til sine egne. Antonio og Roberto blev tvunget til at trække sig tilbage igen til sletten og genoptog kampen – nu med ryttersoldater mod fodfolk. Derefter kom Alessandro Sforza og Giovanni Conti til og begyndte sammen med deres delinger at bestige højen fra den modsatte side. Da Piccininos fodfolk så dette, blev de bange for, at de ikke kunne komme væk, og begyndte straks at flygte. Under flugten opstod der uorden i deres rækker, så de blev spredt, og mange af dem blev dræbt. Man sagde, at højen blev holdt besat af 1.200 mand, som ikke vovede at stå fast over for de kongelige tropper. Nogle siger også, at Piccinino var den første, der flygtede sammen med sit kavaleri, men andre benægter, at han overhovedet havde været der. Ved nedstigningen fra højen kom de til en grøft, der - selv om den var uden vand - alligevel sinkede flugten, da den var vanskelig at komme over. Dér blev der kæmpet i nogen tid under stærk modstand fra fjenden.

I mellemtiden nåede kongen og alle hærførerne frem med deres tropper (de havde dog efterladt en lille styrke til at forsvare lejren). Fjenderne blev panikslagne herover og trak sig tilbage til den anden side af floden, hvor Jean d’Anjou og Piccinino havde placeret kernen af deres hær i slagorden.

Den lille flod, der løb midt imellem de fjendtlige styrker, var en naturlig grænse, som skilte de to hære. Den ene hær turde ikke angribe den anden, og man kunne kun krydse floden med en stor styrke og alligevel med betydelig risiko, da fjenden forsvarede den modsatte bred. Nogen tid var kongen i tvivl om, hvad han skulle gøre, men til sidst sendte han en del af sine styrker til flodens øvre løb med ordre om at sætte over floden og gå til angreb på fjenden. Selv besluttede han at sætte over Sandoro der, hvor han var, sammen med sine såkaldte creati^[81] og adskillige stærke troppedelinger. Han ville nu sætte alt på et bræt^[82], og hvad enten Gud ville give ham sejr eller nederlag, var han parat til begge udfald. Da Alessandro Sforza hørte det, kom han hen til kongen og sagde: ”Hvad er det du gør, konge? Hvis du sætter over floden, må du enten sejre eller bukke under: du satser jo alt på een gang!” Kongen svarede ham: ”Det er netop det, jeg ønsker og søger. I dag vil jeg ende min egen eller fjendens pine. Men Gud vil stå os bi, og alle I tapre mænd vil ikke lade fjenden sejre.” Og uden flere ord sporede han hesten og red ud i floden. Da de var ovre, fik de med lethed spredt de fjendtlige soldater og kom op ad en lille skråning og ud på sletten.

Alessandro fulgte kongens eksempel, og hele hæren satte ufortøvet over floden. På den højre fløj kastede kongen sig ud i en forbitret kamp, som om han var en almindelig soldat og ikke en hærfører. På den venstre fløj førte Antonio tropperne frem. I midten af fronten kæmpede der mange glimrende mænd. Med et voldsomt angreb tvang de fjenderne til at flygte og bringe forvirring i deres egne rækker, og de fordrev dem fra slagmarken til foden af bjerget. Dér var en der lille grøft. Da fjenderne havde sat over den, begyndte Piccinino at opildne dem. Jean d’Anjou og de andre hærførere standsede deres flugt og fik dem til at vende om og genoptage kampen. De holdt ud, indtil Alessandro kom stormende til fra venstre side, bragte uorden i deres slagorden og forhindrede alle fjendens udfald. Igen blev braccianerne slået på flugt. De stormede op ad højen ved Troia, vendte sig om og kunne derefter med lethed fra den højere position slå de kongelige styrkers angreb tilbage. I to timer blev der kæmpet med største vildskab, men de kongelige kunne ikke fordrive fjenderne fra deres position.

På venstre side var der en stejl bakkekam, der strakte sig frem til byen. Denne blev holdt besat af fyrsten af Tarantos kavaleri, de såkaldte cappacianere, og franskmændene, alle med deres faner. Kongen besluttede nu at drive dem bort fra denne position. Han sendte derfor Alessandro imod braccianerne og opstillede selv tre stærke angrebsstyrker dannet af sine mange rytterdelinger: den ene anførte han personligt med bueskytterne forrest; den anden anførte Antonio Piccolomini og Giovanni Conti; den tredje anførte storseneskallen, hvis tropper endnu ikke havde været i kamp på denne dag. Grev Orso holdt sig til kongens side. Roberto Orsini var lidt tidligere på eget initiativ begyndt at bestige den modsatte side, således at bakkekammen blev angrebet fra fire sider på en gang. Fjenderne førte sig, som om de var ivrige efter at slås, og stod klar med spyddene. Men da de så de kongelige tropper nærme sig toppen, blev de grebet af pludselig panik og tog flugten på det skammeligste. De kongelige tropper kastede sig efter dem og fortsatte forfølgelsen og nedslagtningen af fjenderne helt frem til bymurene. Selvom om braccianerne kæmpede fra en højere position, trængte sforzanerne dem helt tilbage til byens voldgrave, og de var nær også trængt ind igennem byportene blandet med braccianerne. Men portene blev hurtigt lukket af byboerne og af de af franskmændenes soldater, som det var lykkedes at komme inden for. Mange af dem, der ikke var kommet ind i byen, blev dræbt eller taget til fange foran murene, men det lykkedes dem dog at få deres faner reddet ind i byen over muren.

Da der ikke var håb om at indtage byen, ilede de kongelige soldater langs voldgravene nord for byen for at gå på rov i fjendernes lejr. Denne plyndrede de og kom i besiddelse af et enormt bytte, for de fik blandt andet fat i mere end 1.000 heste med oppakning. Til gengæld skete der følgende: da Piccinino så, at de kongelige faner var blevet efterladt med kun få vagter, råbte han gennem hele byen: ”Kongen og Alessandro er taget til fange!”, samlede sine egne flygtende mænd, og stormede ud af porten for at erobre kongens fane. Han ville have forvoldt kong Ferrante stor skade og endnu større skam^[83], hvis ikke Antonio Piccolomini og Roberto Orsini havde bremset hans fremtrængen. Igen opstod der en vild kamp: snart veg de kongelige, snart braccianerne, men til sidst blev kongens faner reddet, og Piccinino vendte med uforrettet sag tilbage til byen.

På dette tidspunkt var fjenderne blevet slået på flugt i alle retninger, deres lejr plyndret og mere end 300 behjelmede soldater taget til fange. Sejrherrerne havde ikke længere noget at frygte, men alligevel led de nu et stort tab: Piccinino så nemlig, at de kongelige soldater, der var trængt ind i den franske lejr, nu vendte tilbage uden frygt og uden orden og passerede ikke langt fra byen belæsset med bytte. Han kastede sig over dem, genvandt en del af byttet, førte en del af deres behjelmede fanger tilbage, og genvandt således en del af det tabte. De kostbareste ting fra lejren beholdt de kongelige dog. Mellem sig delte soldaterne Jean d’Anjous skatte, Piccininos eget sølvtøj, Ercole d’Estes rigdomme og de adeliges klæder. Sådan var krigslykken på den 1. august 1462.

Folkene fra Orsara overgav sig samme dag, de hørte, at franskmændene var blevet besejret. Efter nederlaget mente Jean d’Anjou og Jacopo Piccinino ikke, at Troia kunne forsvares, og de frygtede at blive spærret inde bag murene. De flygtede derfor midt om natten sammen med omkring 400 ryttersoldater. To dage senere flyttede kongen sin lejr fra Orsara og indledte en belejring af Troia. Giovanni Cossa var blevet tilbage sammen med en garnison og holdt fæstningen. Nogle af byboerne forlod nu hemmeligt byen og opsøgte Alessandro, som de indtrængende opfordrede til at angribe byen næsten dag ved morgengry. Borgerne ville så gribe til våben, indlade de fremmede soldater og åbne byen for ham. Efter at have rådspurgt kongen samtykkede Alessandro. Ved det første morgengry lod han stiger bringe frem til bymurene og angreb byen med hele sin styrke. Natten forekom byboerne længere end sædvanlig, og de kunne næsten ikke holde ud at vente på dagen. Blandt dem var der 30 behjelmede riddere, som midt om natten tog kommandoen over den bevæbnede befolkning. De stormede gennem byen og tog omkring 70 ryttersoldater og 300 fodfolk fra garnisonen til fange. Herefter åbnede de portene for Alessandro, så han kunne drage ind og overtage herredømmet i byen, idet de ville give magten til familien Sforza^[84] og ikke tjene kongen. Ophavsmændene til denne omvæltning var Jacopo Squarcia og stedets biskop. Da Alessandro ikke ville tage imod en by, som retmæssigt tilhørte kong Ferrante, og da borgerne ikke ville underkaste sig kongens åg, blev det til sidst aftalt, at byen skulle overgives til Isotta^[85], datter af hertug Francesco af Milano og hustru til kong Ferrantes ældste søn, og således genvandt sforzaerne efter lang tid Troia.^[86]

Giovanni Cossa blev indesluttet i fæstningen, og da situationen var håbløs, overgav han sig frivilligt til kongen, dog på betingelse af, at han ikke led fysisk overlast. Da han blev ført til kongens lejr og indladt i hans telt, kastede han sig for hans fødder og sagde: ”Din sejr har forvandlet mig fra herre til slave og dig fra privatmand til konge. Forleden legede krigslykken med os: dig gav den Kongeriget Sicilien og mig gjorde den til din undersåt. Nu anerkender jeg dig som konge, og jeg vil gøre, hvad du befaler. Hvis du er en rigtig konge, vil du ikke beordre mig til at gøre noget, som du ved er mig ukært.”

Kongen svarede ham: ”Der er kun én, der tildeler og skænker kongeriger, nemlig Gud. Han har sendt sin engel^[87] og gjort mig til sejrherre i denne krig. Tidligere var det usikkert, hvem himlen ville begunstige, men nu er pavens beslutning blevet stadfæstet. Han foretrak mig frem for huset Anjou, og han har nu givet dig i mine hænder imod din vilje. Jeg tilgiver dig din troskab imod din tidligere herre. Hvis du vil blive hos mig, vil jeg skænke dig hus og jorder, så du kan leve som en adelsmand. Hvis du hellere vil vende tilbage til din første herre og foragter vore våben, selvom Gud står dem bi, så kan du gå fri og følge dit eget hoved.”

Giovanni kunne ikke bringe sig selv til at tjene huset Aragonien, så han vendte tilbage til Anjou efter at have overgivet alt hvad han ejede i Troias territorium, både fæstninger og byer.

Straks efter denne sejr gik også folkene fra Foggia over til kongen. Først tog de garnisonen i byen til fange, da den var på franskmændenes parti. Herefter drog kongen til Lucera, fordi der var håb om, at de skrækslagne byboere ville overgive sig. Da dette mislykkedes, blev hæren flyttet til den rige by San Severo, som man var sikker på at kunne erobre. Beboerne frygtede at blive udplyndret og overgav sig derfor frivilligt.

Derefter vendte de tilbage til Troia, hvorfra de marcherede mod Ascoli. Ascolanerne turde ikke sætte lid til deres egen fyrste, så inden kongens tropper nåede frem til deres vinmarker, sendte de legater som overgav byens nøgler til Ferrante. Fæstningskommandanten fik nogle dages våbenhvile, men da ingen kom ham til undsætning, overgav også han sig.

Ikke langt derfra var der en lille by, Candela, som tilhørte hertugen af Melfi. Den erobrede de ved et stormangreb, hvorefter de plyndrede og afbrændte den. Kongen fik også følgende byer i sin besiddelse: Baronia di Pietra, Montecorbino, Motta Lacedonia, Rocchetta og andre vigtige byer.

Da Carlo del Sangro og hertugen af Melfi så, at der ikke var nogen hjælp at hente hos franskmændene, kom også de til kongens lejr og svor ham troskab.

10.12. Fredstraktaten mellem kong Ferrante og fyrsten af Taranto

Kongen var efterhånden nået frem til floden Ofanto. I denne periode jog mange budbringere frem og tilbage mellem kongen og fyrsten af Taranto og forhandlede om fred. Fyrsten frygtede den sejrrige hær, medens kongen på sin side frygtede, at den rige gamling i desperation ville åbne sit skatkammer, bevæbne Piccininos styrker og begynde krigen forfra igen.

Der blev indgået en våbenhvile på 20 dage, under hvilken kardinalen af Ravenna tog til fyrsten og arbejdede ihærdigt på at stifte fred. Piccinino var også hos fyrsten, som han lovede alt muligt, hvis han fik penge til at genudruste sin hær. Også Sigismondo Malatesta var kommet til stede. Han havde, som vi senere skal berette, lidt nederlag derhjemme og bad nu om hjælp fra fyrsten i henhold til en tidligere aftale mellem dem. Men ingen aftaler nytter en mand, der er besejret: kun lykken bestemmer, hvor længe en aftale gælder. Fyrsten havde allerede brugt en stor del af sin formue. Han kviede sig nu ved at bruge flere penge og foretrak en sikker fred frem for en tvivlsom sejr.

Efter at have hørt mange råd, der gik i begge retninger, opgav han til sidst Malatesta og Piccinino, og med kardinalen som ophavsmand blev der indgået følgende fredsaftale:

”Lad der være fred og samdrægtighed^[88] mellem Ferrante, konge af Sicilien, og Giovanni Antonio, fyrste af Taranto, og mellem deres efterkommere og undersåtter. Lad begge parter helt glemme krig og hævn. Giovanni Antonio skal have ansvar for et retablere det offentlige vel^[89], og han kan forvente de belønninger og hædersbevisninger, der tilkommer dem, som bevarer staten. Han skal beholde sin fædrenearv og alle de besiddelser, han havde, da kong Alfonso døde, dog med undtagelse af Marigliano, som han skal give dronningen som gave. Derudover skal han, så længe han lever, have Crotone, Molfetta, Giovinazzo, Venosa, Minervino, Ruvo, Lavello og Montemilone. Endvidere skal han og hans efterkommere beholde Bitonto og Corato og have fuld ret til at modtage de kongelige skatter fra disse byer. Kongen skal give ham byen Ascoli og dennes fæstning tilbage. Giovanni Antonio kan frit disponere over de adelige len^[90] og alt andet i sin provins. I de områder, der betegnes som dominiales, og som er tildelt ham, skal han være kongens vikar med merum et mixtum imperium og med fuld autoritet, som ikke kan tilbagekaldes. De ting, som han besidder uden tidsbegrænsning, kan han frit disponere over enten levende eller i sit testamente. Af skatterne fra de områder i Puglia, som han måtte vælge, skal han årligt modtage 100.000 dukater, så længe han lever. Hvis de ikke indbringer så meget, kan han forvente forskellen udredt af kongens skatkammer i tre terminer. Han kan holde så stor en hær, han ønsker det. Baronerne i hans fyrstendømme skal rette sig efter hans afgørelser, og han kan revse dem uden frygt for appeller.

Så vidt det er muligt skal han føre Lucera og Manfredonia tilbage til deres lydighedsforhold til kongen. Kongen skal have tilbage fæstningen i Vico og alle områderne i baroniet Fiumara med de fæstninger, Giovanni Antonio har erobret. Denne skal overtale Jean d’Anjou til at opgive Kongeriget Sicilien og drage bort. Han skal være tro over for Ferrante og dennes efterfølgere. Han skal rejse kong Ferrantes fane og opgive kong Renés. Han må hverken offentligt eller hemmeligt støtte en fjende af kongen. Så længe Sigismondo Malatesta er i unåde hos pave Pius, må han ikke på nogen måde give ham hjælp. Han skal ophøre med at forfølge og anklage Orso Orsini. Han må ikke hævne sig på ascolanerne, fordi de overgav sig til kongen. For så vidt det er foreneligt med sikkerheden i hans egen provins^[91], skal han bistå kongen imod dennes fjender med hele sit kavaleri og infanteri. Han må kun indgå aftaler med grev Everso dell’Anguillara, for så vidt som denne ikke lægger råd op imod Pius og den Romerske Stol. Hvis det skulle ske, at kongen efterstræber ham selv eller hans, så er han fri til at kalde Piccinino til hjælp inden for rammerne af denne aftale. Inden seks dage skal han give Trani tilbage til kongen, og ligeledes Salerno, så snart det er muligt. Han må ikke hyre ryttersoldater og fodfolk, som er i kongens tjeneste, og kongen må ikke hyre ryttersoldater og fodfolk, som er i fyrstens tjeneste.

Kongen må aldrig give Trani fra sig, og Salerno må han ikke give til nogen, før der er gået et år. Udgifterne til Salernos befæstning, i alt 3.500 dukater, skal kongen erstatte til fyrsten. Han skal bede paven om at give Sigismondo Malatesta og dennes broder deres tidligere position tilbage. Forræderianklagerne^[92] mod Trani og Salerno skal trækkes tilbage. Fjenderne skal have tilladelse til frit og med alle deres ejendele at forlade Manfredonia og Lucera, hvis disse steder på fyrstens råd overgiver sig til kongen. Giovan Francesco Orsini skal have Accadia og Carbonara tilbage, og Raimondello Orsini skal have Laurenzana tilbage.

Kongen skal afsige dom til fordel for fyrsten imod grev Guglielmo af Capaccio. Han skal give frit lejde til Jean d’Anjou, Jacopo Piccinino og Sigismondo Malatesta, så de inden 18 dage med deres styrker og ejendele kan drage, hvorhen de vil, enten hver for sig eller sammen. I mellemtiden skal de være i sikkerhed, der hvor de opholder sig. Kongen skal give grev Giulio Acquaviva alt, hvad der tilhørte hans fader Giosia ved kong Alfonsos død, og derudover – inden for 6 måneder – Atri, Teramo, Silvi og alt, hvad Alessandro Sforza nu holder besat. Han skal give byen Celino sin tidligere frihed tilbage for en periode af 10 år, og det samme til San Fabiano for en periode af 20. Han skal overlade de kongelige skatter fra disse territorier til Giulio og derudover, så længe denne lever, 1.000 dukater årligt. Han skal stadfæste Giulio og hans hustru i deres besiddelse af grevskabet Conversano, dog afhængigt af fyrstens tilslutning. Han skal tillade, at Giulio bærer titlen hertug af Atri, og selvom Giulio som hertug skal aflægge troskabsed til kongen, skal der ikke pålægges ham forpligtelser udover fyrstens bestemmelse.

Alt, hvad kongen lover fyrsten og fyrsten kongen, skal bekræftes af pave Pius og denne skal påse, at det overholdes. Også hertug Francesco Sforza af Milano skal tiltræde aftalen som garant. Kongelige dokumenter om aftalen skal udstedes efter anvisning fra en specialist, som fyrsten skal udvælge, med henblik på at de kan fuldstændig gyldighed og retskraft.”

Traktaten blev indgået i Bisceglie den 21. september i det Herrens år 1462. Da den blev offentliggjort, drog Piccinino og Sigismondo Malatesta dybt rystede til Trani for sammen med Jean d’Anjou at drøfte deres kritiske situation.

10.13. Slægten Malatestas historie

Seks dage før franskmændenes nederlag ved Troia havde Sigismondo Malatesta lidt nederlag i Piceno^[93] og ved Senigallia. Da vi skal til at skrive herom, finder vi det relevant at indføje noget i vores historie^[94] om slægten Malatestas^[95] oprindelse og udvikling.^[96] Når vor tids mennesker kender denne families oprindelse, som begyndte med forræderier, så vil de ophøre med at forbløffes over Sigismondos forræderier, for det er hans arv fra forfædrene at svigte sine løfter og at forfalde til forbrydelser af enhver art. (Det er dog et åbent spørgsmål, om han er af Malatestaernes blod eller om han i virkeligheden er søn af Marchesino, en berygtet hofnar ved det hertugelige hof, der døde i Lombardiet i år.)

I Castello di Penna i territoriet ved Montefeltro var der to brødre: den ene hed Malatesta, den anden Giovanni, og begge var sønner af en mand, der hed Malatesta. Giovanni ægtede en kvinde fra Sogliano og forlod sin faders hus for at leve med hende dér. Broderen Malatesta tog til Verucchio ved Rimini. Da han var en energisk og stærk mand, blev han på et tidspunkt forfremmet til at gøre tjeneste i rytteriet. Dengang var Friedrich II kejser^[97], og Rimini hørte under kejserriget, da tyskerne tidligere havde indtaget Romagna, som de gamle kejsere havde skænket den Romerske Kirke.

Righetto di Vicenza af slægten Pandolfini var kejserens vikar^[98]. I Rimini var der to partier: guelferne og ghibellinerne, et onde som var udbredt i hele Italien. Ghibellinernes leder var den fornemme og rige ridder, Parcitade, hvis datter var blevet gift med Rhigetto di Vicenza. Selvom guelferne var mange, blev de ringeagtede, fordi de ikke havde en leder og anfører. Derfor besluttede de at give sig selv et overhoved. De hidkaldte Malatesta fra Verucchio, gav ham ejendomme og gjorde ham til leder af alle guelferne.

I mellemtiden var kejser Friedrich død, og hans efterfølger, Heinrich V, kom til Italien og belejrede Parma^[99]. Righetto Pandolfini drog til ham og overbragte ham 22.000 dukater, som han sagde, han havde indsamlet til kejseren fra sit vikariat. Kejseren, der led af pengemangel, tog ivrigt imod pengene. Han stadfæstede Righetto som kejserlig vikar, og kort tid senere holdt han – ved en repræsentant – Righettos nyfødte datter over døbefonten og gav den lille pige tre borge, Roncofreddo, Giovedia og Trebbio.

Da Righetto døde, byggede guelferne et prægtigt palads ved siden af bispepaladset til Malatesta, gav ham livvagter og øgede hans formue. På grund af hans kløgt og energi voksede guelfernes parti sig nemlig stærkere fra dag til dag. Dette generede ghibellinernes leder, Parcitade, som frygtede, at Malatestas gevinst ville blive hans eget tab. For at forhindre dette, søgte han Malatestas venskab og gav ham sin datterdatter til ægte. Som medgift fik hun de tre ovennævnte borge. Men: ingen magtdeling er hellig^[100], og slægtskab kan ikke overvinde magtbegær.

Malatesta, der havde fået højere status gennem sit ægteskab, forøgede nu også sin husstand og knyttede flere guelfere til sig som følgesvende. Han fik størstedelen af byen over på sit parti, favoriserede guelferne og undertrykte ghibellinerne. Der opstod derfor først modsætninger og siden hen åbent fjendskab mellem Parcitade og Malatesta, og de kunne ikke stole på hinanden. Dag for dag voksede jalousien og hadet imellem dem, og til sidst gik de kun bevæbnet gennem byen. Det var klart, at det til sidst måtte komme til væbnet kamp om magten; borgerne havde væbnet sig, og begge parter søgte hjælp udefra. Parcitade hidkaldte grev Guido af Urbino, og Malatesta sine venner fra Verucchio, men ingen af dem vovede at begynde kampen: Malatesta regnede ikke med, at han kunne fordrive en fornem borger, der havde stor magt i kraft af sine tilhængere^[101] og forbindelser, og Parcitade afventede på sin side Guidos ankomst.

Således levede byen i spænding og frygtede hele tiden tumult og kamp. Da skete der følgende: på pladsen Campo del Popolo satte et hanæsel i brunst efter et hunæsel og fyldte alt med sin skryden. Hunæslet flygtede fra det ophidsede dyr, der forfulgte hende med bid og spark. Nogle mænd, der ikke kunne se, hvad der skete, tog flugten i den tro, at krigen var begyndt, og tyrannerne gået i kamp mod hinanden. Man skyndte sig at gribe til våben, og alle ilede til for at bistå deres ledere. En ridder fra Caminate, Ludovico, styrtede bevæbnet ind på torvet og råbte, at Malatesta nu var byens herre. Også Parcitades venner kom ilende til og dræbte Ludovico med et pileskud. Hurtigt begav Malatesta sig til pladsen med en skare letbevæbnede mænd og tvang det andet parti til at trække sig tilbage til et springvand uden for pladsen. Her blev kampen genoptaget; i tre dage blev der kæmpet forbitret og mange omkom.

I mellemtiden fik Malatesta underretning om, at Guido af Urbino ventede i San Marino og ville undsætte Parcitade med 300 ryttersoldater, samt at også adelen fra Pietramala, Fermo og San Fabiano vill sende hjælp til hans fjende. Panikslagen tilkaldte han fire af byens fremtrædende mænd, der var kendte for deres retskaffenhed og personlige autoritet, og som var oprørte over byens indre strid. Til dem sagde han, at han ikke vidste, hvorfor Parcitade bragte ødelæggelse over byen. Det var ikke ham selv, der havde indledt kampen, og han ville meget nødigt udgyde borgernes blod. Han ville gerne nedlægge våbnene, hvis Parcitade gjorde det samme. De fire mødtes med Parcitade og bad ham med mange ord skåne borgerne. Deres overtalelser var ikke forgæves: Parcitade elskede sin fødeby og blev med lethed overtalt til at slutte fred. De to partiledere mødtes til en drøftelse, de kyssede hinanden, og det så ud som, de var blevet venner igen. Befolkningen bar dem begge som byens herrer til bystyrets palads^[102] og råbte: ”Leve Parcitade og Malatesta”. Derefter befalede de to i enighed gennem udråbere, at alle fremmede soldater skulle forlade byen.

Parcitade satte sin lid til parternes gode tro og frygtede ingen anslag. Dem, der var kommet ham til hjælp, sendte han straks hjem, og han skrev til Guido af Urbino, at han kunne vende hjem, for striden i byen var nu bilagt. Malatesta derimod tyede til list. Han opdelte sine mænd i to grupper; den ene gemte han i sit hus, den anden befalede han offentligt at forlade byen, men med hemmelig besked om at vende tilbage ved midnatstid. Dette skete også. Da de i nattens mulm og mørke var kommet til Ponte Maone tre mil fra byen, vendte de om og blev indladt i byen via Porta di Gattolo. Sammen med dem, der skjulte sig hjemme hos Malatesta, løb de igennem byen og udråbte det guelfiske partis herredømme og Malatesta til fyrste, og truede ghibellinerne og Parcitade med døden. Da Parcitade hørte det, flygtede han, da han ikke længere havde hjælp udefra og ikke havde tiltro til sine medborgere. Mange af hans venner og slægtninge blev taget til fange og hugget ned. Blandt dem var hans slægtning Montagna, der blev kastet i fængsel og dræbt på det grusomste.

Parcitade selv begav sig til San Marino. Da Guido af Urbino, som endnu ikke var taget af sted derfra, så ham komme, sagde han: ”Velkommen, Perdicittá” – det var et ordspil, idet der på italiensk kun skal byttes om på få bogstaver, for at Parcitade bliver til Perdicittá^[103].

Ved disse manøvrer blev Malatesta herre i Rimini, og det var fra ham, at huset^[104] Malatesta tog sin begyndelse. Således var denne slægts oprindelse, så gammel var familien, og således forholder det sig med hensyn til klanens adelskab. Lobhudlerne kan ikke finde nogen begyndelse på slægten og påstår derfor i smiger, at Malatestaernes slægt er den ældste i hele Italien. Men når man undersøger sagen, finder man, at den ikke er ældre end 200 år. Tidligere når Malatestaerne blev nævnt, og husets høje alder blev fremhævet frem for de øvrige i Italien, måtte man nærmest tro, at en af Noahs sønner ved navn Malatesta var kommet til Rimini og havde opført byen til evig arv og eje for sig selv og sine efterkommere, samt at Malatestaernes navn stammede fra ham og var bevaret frem til nutiden^[105]. Men man blev narret: navnet er nyt, og familien er ny. Den er ikke komme fra Troja^[106], og dens blod er hverken fransk eller tysk. Den er kommet fra Penna, en ussel landsby kendt af få, og den har ikke vokset sig stor i kraft af sine fortjenester^[107]: tværtimod blev den grundlagt ved forræderi, dens magt blev opnået ved en forbrydelse, og dem, som støttede svigerfaderen, blev fordrevet af hans svigersøn.

Men dette var ikke nok for Malatesta. Han gik også i krig mod sin bror Giovanni, der havde ægtet en hustru fra Sogliano og fået sit hjem der. Giovanni havde taget venligt imod de landsforviste ghibellinere fra Rimini. Broderen belejrede intenst sin bror: Malatesta lod 12 store kastemaskiner^[108] transportere til Sogliano og imod krigsretten beskød han byen ikke bare om dagen, men også om natten med store sten og rådne ting.

Malatesta døde dog, inden han fik besejret broderen, og efterlod sig fem sønner med sine to hustruer: Malatestino med tilnavnet Losco (fordi han manglede det ene øje) og Pandolfo havde samme moder. Hertil kom Giovanni den Lamme, Paolo den Smukke og til sidst ham, som blev greve af Ghiaggiolo.

Malatestino skal have været en dristig og stolt mand og en forbitret fjende af ghibellinerne. Han efterfulgte faderen i Rimini. Medens han var ved magten, greb Giovanni den Lamme sin broder Paolo i hor med sin kone, og ude af sig selv af vrede og raseri dræbte han begge ægteskabsbryderne, så der ikke skulle savnes nogen form for tragedie i Malatestaernes hus. Paolo havde besmittet broderens ægteskab med vanhellig incest, og Giovanni var den første, der skændede sin familie med brodermord.

Giovanni havde tre sønner: Tino, Ramberto og ærkepræsten.

Ved denne tid forlod greven af Ghiaggiolo Rimini og tog ophold sig i sit grevskab. Han havde nemlig sat sig for at dræbe Malatestino, fordi denne ikke havde hævnet mordet på Paolo den Smukke. Men Malatestinos død, der fulgte kort tid efter, forhindrede ham i at udføre sit onde fortsæt. Ved sin død efterlod han en søn, Ferrantino.

På samme tid døde også Giovanni den Lamme og hans søn Tino, der selv efterlod en søn, den anden Giovanni. Fyrstendømmet Rimini gik til Pandolfo, Malatestinos bror. Det fortælles, at da han besluttede at blive ridder, indbød han de fornemste adelsmænd fra nabobyerne til et strålende festmåltid og afholdt en turnering, under hvilken han først selv blev gjort til ridder, og derefter hans sønner Malatesta og Galeotto, så Ferrantino, hans nevø gennem broderen, hans grandnevø Malatestino, Ramberto, søn af Giovanni den Lamme sammen med nevøen Giovanni, der var hans nevø gennem Tino, samt adskillige andre, både borgere fra Rimini og fremmede.

Da Pandolfo nogen tid efter erfarede, at greven af Ghiaggiolo stræbte efter fyrstemagten i Rimini og pønsede på omvæltninger i byen, tog han til Ciola og inviterede broderen til at komme til middag der. Da denne kom og sad ved bordet, dukkede tre bevæbnede bastarder (dem har der altid været en overflod af i Malatestaernes hus) frem fra deres skjulesteder, således som Pandolfo havde arrangeret det, og dræbte ham.

Af de fem sønner efter den første Malatesta døde to for broderhånd. Således udmærkede familien Malatesta sig allerede i begyndelsen ved to brodermord. Pandolfo døde kort tid efter at have dræbt sin broder.

Derefter valgte riminenserne Malatestinos søn, Ferrantino, som deres herre. Ramberto inviterede ham til en officiel banket. Pandolfos søn, Malatestino, og Ferrantino med tilnavnet den Yngre og Galeotto deltog i måltidet. Medens de sad til bords, rejste Ramberto sig fra bordet under foregivende af næseblod og gik ind i et sideværelse. Der tog han sine våben, vendte tilbage med omkring 100 letbevæbnede mænd og arresterede sine gæster. Derefter tog han ufortøvet til torvet og tilrev sig magten i byen. Han var herre i tre dage.

Da Galeottos broder, Malatesta, hørte dette kom han med en stærk skare af soldater fra Pesaro, hvor han boede, til Rimini for at hjælpe Ferrantino. Ramberto afventede ikke hans angreb, men drog med sine fanger ud gennem Porta San Pietro og begav sig til byen Sant’Arcangelo. Byboerne gjorde straks opstand, befriede fangerne fra Ramberto og sendte dem i frihed tilbage til Rimini, hvor Ferrantino atter blev herre. Ramberto begav sig til Ciola, der tilhørte ham sammen med Castiglione. Ferrantino førte nu en hær imod ham og indledte en intensiv belejring.

I mellemtiden ankom den apostoliske legat, Bertrando, biskop af Ostia, til Bologna^[109]. Ved hans gunst og hjælp blev Ramberto befriet for belejringen, og der blev indgået en fredsaftale, som holdt i nogen tid – da man frygtede legaten. Fætrene skrev til hinanden og sendte gaver, og Ramberto ønskede kun at blive forsonet med Ferrantino. Denne gik ofte på jagt, og da Ramberto tilbød at ledsage ham, fik han ja, og man aftalte at mødes for at jage ved Poggiano. Da Ramberto ankom og bad om tilgivelse for sine fejltagelser, blev han øjeblikkeligt dræbt af Ferrantino. Dette regnes som det tredje familiemord i huset Malatesta, hvor en slægtning blev dræbt ved slægtnings hånd.

Legaten i Bologna blev meget oprørt over denne forbrydelse og forlangte som straf, at Ferrantino skulle afstå Rimini. Da Ferrantino nu blev ladt i stikken af alle sine slægtninge, som frygtede Kirkens magt, forlod han byen og tog til Roncofreddo. Malatestino begav sig til San Giovanni i Galilea. Legaten vandt Rimini tilbage til den hellige Romerske Kirke, og da familiemorderen kom til ham for at bede om nåde, forlangte han at få alle byer i Riminis territorium overdraget. Ferrantino lovede at adlyde, og den følgende dag drog han via Ferrara og Venedig til Friuli og holdt sig i seks måneder skjult i Porto Busaletto hos nevøen Branchino. Legaten slog lejr nær Mondaino, hvor han forenede sine styrker med Malatesta og Galeottos. På den anden side blev byen forsvaret af Malatestino med hjælp fra Perugia, Fermo, Fabriano, Arezzo og Urbino. Legaten kaldte derfor Ferrantino tilbage og gav ham fred på den betingelse, at han kunne beholde de øvrige byer, blot han gav Mondaino tilbage.

Ikke længe efter besluttede legaten at belejre Ferrara, og kaldte Malatesta og Galeotto til hjælp med deres styrker. Da tyrannerne i Ferrara fik hjælp af Scaligerierne fra Verona, led Kirkens hær nederlag, og mange faldt. Galeotto og Malatesta selv blev taget til fange. Da Ferrantino og Malatestino hørte dette, anså de Kirkens nederlag for et lykketræf og kaldte deres venner til våben. Galeotto blev straks sat i frihed og mødtes med Ferrantino ved Scorticata, hvor de blev forsonet. Med forenede styrker samt hjælp fra Arezzo, der sendte 400 ryttersoldater, hærgede de landet helt frem til Riminis porte. Derefter vendte de om og drog til Mondaino, og bemægtigede sig byen, som overgav sig frivilligt. Herefter blev også Malatesta sat fri fra fængslet og vendte tilbage til Pesaro.

Legaten sendte nu 600 ryttersoldater og 1.000 fodfolk til Rimini for at standse Ferrantinos huseren og følge Malatestas plan, men uden held. Fjenden marcherede fra Sant’ Arcangelo, krydsede floden Marecchia og nåede sammen med 500 fodfolk, 160 ryttersoldater og mange landflygtige frem til Riminis Porta di Sant’ Andrea. Der udbrød nu tumulter blandt borgerne i byen, og gaderne blev barrikaderet. En indflydelsesrig borger ved navn Boscolo Faitano, hvis hus lå op ad bymuren, indlod 400 af Galeottos fodfolk med hans fane i byen. Med disse gik Boscolo straks til angreb på bydelen Trebbio di Sant’ Andrea, men da seks delinger fra de kirkelige tropper kom tililende, flygtede han tilbage til sit hus og sendte Galeottos soldater ud af Trebbioen. Da de kirkelige tropper mente, at de havde sikret denne del af byen, vendte de tilbage til torvet. Så kaldte Boscolo Galeottos tropper tilbage og ilede til Porta di Sant’ Andrea. Han ødelagde tværbjælkerne og de store sten, og indlod Ferrantino med alle dennes styrker. Ferrantino angreb nu de kirkelige tropper på torvet, slog dem på flugt, og kæmpede til sidst i Trebbio degli Agolanti, hvis beboere fra alle sider angreb dem forbitret, medens kvinderne kastede sten imod dem fra vinduer og tage.

Således kom Rimini atter under Malatestaernes åg. Alle de kirkelige tropper blev taget til fange og afvæbnet. Ferrantinos held varede dog ikke længe: han anså Malatesta og Galeotto for rivaler til magten og besluttede at dræbe dem, men blev selv taget til fange af dem, sammen med Malatestino og en nevø, Guido, og kastet i fængsel i Gradara. Malatesta og Galeotto fik nu herredømmet i Rimini^[110]. Ferrantino blev sat i frihed og begav sig til Urbino.

Ferrantino Novello opholdt sig på den tid i Bologna. Da han hørte om omvæltningen, besatte han Mondaino og Saludecio. Guido og Malatestino blev nu dræbt i fængslet, hvad der huskes som det fjerde familiemord i huset Malatesta.

Ferrantino genvandt Montescudo ved hjælp fra Urbino og byboernes overgivelse, men Malatesta førte hurtigt en hær dertil og indledte en intensiv belejring. Perugia kom Ferrantino til undsætning med 400 ryttersoldater. For at kunne møde dem hyrede Malatesta 700 ryttersoldater fra Firenze, der var på vej for at hjælpe Venedig imod Carraraerne. Han spærrede vejen for fjenden og tvang byboerne til overgivelse. Perugianerne vendte hjem med uforrettet sag, og florentinerne blev sendt videre af Malatesta. Han slog sig dog ikke til ro, men drog til Mondaino. Der omringede han byen og rejste 12 trætårne hver med en besætning, der dag og nat skulle plage de belejrede. Ubertino da Carrara var beslægtet med Ferrantino. Da han hørte om disse begivenheder, hyrede han 500 ryttersoldater i Perugia og gav dem til Ferrantino for, at han kunne bruge dem imod Malatesta. Opskræmt herover hævede Malatesta belejringen af Mondaino, brændte alle sine fæstningsværker og førte tropperne tilbage til Rimini. Med de nye tropper marcherede fjenden til territoriet omkring Rimini og modtog byen Verucchios overgivelse. Da de kom under pres af stigende kornpriser, sendte Ferrantino derefter perugianerne tilbage. Kort efter blev han belejret af Malatesta, gav ham byen tilbage og vendte selv tilbage til Urbino. Malatesta erobrede nu alle Ferrantinos byer, så der ikke længere var håb for denne om at genvinde magten. Man siger, at han senere døde ved Trasimenersøen, gennemboret af en pil. Ofte lider en familiemorder selv en blodig død.

På den tid var tyrannen i Fano en vis Guido da Carignano.^[111] Da han lå syg, kom Malatesta til ham for at opmuntre ham, og da han døde, tilrev han sig herredømmet i byen, som han senere overdrog til broderen Galeotto. Da fanenserne gjorde oprør, besejrede han dem og slog sin søn Pandolfo til ridder.

Sidenhen sluttede Malatesta og Galeatto under medvirken af Urbinos herrer, Nolfo og Galasso, fred med Ferrantino Novello og hans nevøer. Freden varede dog kun få måneder, for den blev indgået i maj, og i februar angreb og indtog Malatesta byen Mondaino, hvis indbyggere overgav sig i Ferrantinos fravær. Der skulle jo nødigt gå et helt år uden forræderi mellem Malatestaerne!

Saludecio havde to brødre som tyranner, Ceccolino og Menghino. Malatesta arrangerede, at de blev myrdet, og bagefter stiftede han fred mellem de dræbtes sønner og morderne. Morderen var en vis Lorenzo, som Malatesta bag efter lod tage til fange og halshugge. Således rensede han sig selv for vanære og ophævede det ene forræderi ved hjælp af et andet.

Fyrsten af Urbino førte en hær imod Perugianerne, fordi de var i færd med at belejre Bettona. Ferrantino Novello fulgte ham, men blev dræbt af en pil nær Bettona. Han efterlod sig tre døtre. Omtrent samtidig døde hans bedstefar, Ferrantino, i Rimini ca. 95 år gammel.

Malatestas magt blev efterhånden så stor, at han havde underkastet sig hele Piceno, dog med undtagelse af Fermo og enkelte andre byer. I hans regeringstid førte en vis Moriale, ridder af tempelherrernes orden, en hær på 4.000 mand fra Rom til Piceno og hærgede mange landområder dér. For at få ham til at vende om og få fred lovede Malatesta ham 60.000 dukater, og betalte straks 30.000. Som garanti for restsummen gav han ham sin søn, Malatesta Ungaro, som gidsel. Sønnen blev kaldt sådan, fordi kong Ludvig af Ungarn havde slået ham til ridder, da han passerede gennem Rimini på vej til Puglia for at hævne drabet på sin broder. Moriale hjemsendte sin hær, og tog til Rom med 300 ryttersoldater. Her blev han så arresteret og halshugget efter ordre fra den tribun, der på det tidspunkt styrede Byen. Tyskeren Landau førte resten af styrkerne til Lombardiet.

Da Karl IV blev kronet til kejser i Rom^[112], var den ene af de to kardinaler, som kronede ham, en pavelig legat, spanieren Egidio Albornoz^[113]. Denne blev tilbage for at genvinde de af Kirkens provinser, som var blevet overtaget af tyranner^[114]. Først straffede han præfekten af Vico og fratog ham alle hans besiddelser. Dernæst genvandt han Kirkestatens område i Toskana og snart efter Hertugdømmet Spoleto. Så drog han ind i Marca di Ancona og slog lejr ved Gubbio. Gentile Mogliano styrede i Fermo, men Malatesta havde frataget ham hele hans område uden for bymurene. Legaten, Albornoz, sendte nu en hær imod Gentile, som overgav byen til Kirken, idet han dog selv beholdt fæstningen. Gentiles svigerfader, Francesco af Forlì, forsonede Malatesta med svigersønnen, idet han påpegede, at det ikke var i Malatestaernes egen interesse, at Kirken fik større magt i Piceno: Gentile var bedre for dem end legaten. Således gik det til, at Malatesta gav alle byerne i Fermos territorium tilbage til Gentile, og at denne, som jo fortsat havde fæstningen, nu også tog byen tilbage fra Kirken. Legaten mønstrede så sin hær og kom på få dage i besiddelse af hele Fermos territorium, der nu var udmattet af de tidligere krige, samt af byen Fermo selv. Han indledte en belejring af Gentile i fæstningen, der endte med, at Gentile – med garantier for sin personlige sikkerhed – fik 3.000 dukater og tre borge af legaten mod at overdrage fæstningen til denne. Kort efter fratog legaten dog igen forræderen de tre borge, han havde givet ham, og tvang ham til at flakke om som tigger i det fremmede.

På samme tid gik Recanati og nogle andre byer i Anconas territorium over til Kirken. Blandt dem var byen Paterno. Galeotto Malatesta drog ud fra Ancona for at generobre dem med 400 ryttersoldater, men han blev slået af Kirkens hær og taget til fange. Dette tilbageslag for Malatestaerne blev fulgt af et andet: legaten Albornoz sendte nemlig nye styrker mod Rimini under greverne af Ghiaggioli og Dovadola. Ved deres ankomst faldt alle byerne i Riminis territorium fra Malatestaerne, med undtagelse af San Giovanni i Galilea. Malatesta blev så nedslået over dette, at han tog til legaten og gav denne Ancona og Senigallia med hele det tilhørende territorium tilbage, imod at hans broder blev sat i frihed. Legaten tildelte ham endvidere vikariatet for 10 år over Rimini, Pesaro, Fano og Fossombrone. Således fik Malatestaerne, der tidligere kun havde regeret som tyranner, endelig en legitim titel.^[115]

Da legaten lyste Cesena, Forlì og Faenza i band og iværksatte et korstog^[116] imod dem, tog Malatesta sammen med 600 mænd korset, og Galeotto fik titlen af gonfaloniere^[117]. De gjorde en loyal indsats på kirkens side, og det var hovedsagelig ved deres hjælp, at Cesena blev erobret og Faenza genvundet for Kirken, medens Bertinoro kom i Kirkens besiddelse og Forlì blev hærget. Efter disse bedrifter vendte legaten tilbage til paven i Avignon. Malatesta sluttede sig til ham for at genvinde hele Riminis territorium, af hvilket Kirken nu besad størsteparten. Det brød folkene fra Sant’Arcangelo sig dog ikke om, for de ville hellere fortsat høre under Kirken, så de sendte legater til paven for at bede om, at de ikke blev givet tilbage til Malatestaerne.

Men deres anstrengelser var forgæves: den ærbødighed, Malatesta viste legaten, bar frugt, og han fik det, som han ønskede: han vendte tilbage til sit land og fik af legaten overdraget alle borgene i Riminis territorium. Legaten overtog dog selv Imola og dennes fæstning og førte atter hæren mod Forlì. Indbyggerne blev plaget af sult så længe, at de utvivlsomt ville have overgivet sig, hvis ikke lombarderne havde sendt 3.000 ryttersoldater til undsætning og bragt de belejrede korn. Også 2.400 ryttersoldater i sienesernes og perugianernes sold krydsede igennem Umbrien til Piceno og videre til Rimini, hvor de sluttede sig til lombarderne. Sammen hærgede de området vidt og bredt og indtog Sogliano, hvor 144 indbyggere blev dræbt. I Poggio di Borghi massakrerede de hele befolkningen og udplyndrede San Martino i Converseto. Legaten gav dem så 30.000 dukater for at forlade provinsen og ikke komme tilbage i en periode af fem år. Endvidere gav han Forlì våbenhvile i 2 måneder. Ved udløbet af våbenhvilen havde tyrannen i Forlì, Francesco, mistet alt håb og overgav sig. Senere døde han i Venedig i den yderste fattigdom. Erhvervelsen af Forlì gav legaten høj prestige i hele Italien.

Da Malatesta blev 67 år, abdicerede han fra fyrsteværdigheden til fordel for sin broder Galeotto og bød sine sønner være tilfredse med deres personlige besiddelser. Han bilagde sine undersåtters stridigheder, åbnede fængslerne og satte fangerne i frihed. Sit indbo uddelte han blandt de fattige, og til sidst opgav han ånden - styrket efter kristen skik med de kirkelige sakramenter. I sit liv opnåede han at omdanne et tyranstyre til en legitim fyrsteværdighed, og han sluttede bedre end han var begyndt.

Galeotto ægtede Gentile af familien Camerino. Selvom man skulle tro, at han var for gammel til at blive far, fødte hun ham en søn, Carlo, som dronningen af Napoli holdt over døbefonten ved en stedfortræder. En anden fik navnet Pandolfo, en tredje Andrea Malatesta og en fjerde Galeotto Novello. Da Gentiles fader, Berardo hørte, at datteren Gentile havde født en søn, sagde han: ”Det er sandelig dygtigt af min Gentile at give den udtørrede gamle mand en arving!”

Medens Galeotto regerede, sejlede pave Urbanus V sammen med syv kardinaler fra Avignon over havet, tog videre til Corneto og holdt i en periode hof i Viterbo. Der opgav legaten, kardinal Egidio Albornoz, omsider sin fornemme og ædle ånd og blev begravet i minoriterklosteret i Assisi. Mange mener dog, at han faktisk blev begravet i Sankt Martins kloster på Monte Cimino. Måske blev liget først bevaret der og siden overført til Assisi. Kardinalen var først en forbitret modstander af Malatestaerne, men sidenhen blev han forsonet med dem, og da han havde fået deres trofaste hjælp imod fjenderne, blev han dem overordentlig venligtsindet og befæstede deres fyrsteværdighed.

Malatesta Ungaro døde i sin farbror Galeottos regeringstid og efterlod sig kun en datter. Hun blev gift ind i familien Este, men da hendes mand døde, vendte hun hjem som en rig enke og førte et meget slet liv. Også Galeottos søn, Pandolfo, døde i Pesaro, hvor han var herre, og efterlod sig en søn.

På denne tid^[118] var florentinerne blevet lyst i band af paven. Som modtræk ansporede florentinerne Kirkens 64 bystater (som man siger, selvom de består af 577 enkelte byer) til at gøre oprør imod Kirkens overherredømme: nogle af bystaterne erklærede deres uafhængighed, andre kaldte deres tidligere tyranner tilbage, og atter andre etablerede nye tyranner. Kun Malatesternes hus forblev tro, og Galeotto støttede Kirken. Hans standhaftighed varede dog ikke så længe, for da Kirkens sag gik meget dårligt, indtog han selv Cesena og Bertinoro, for at disse byer ikke skulle falde i fremmedes hænder. Som ordsproget siger: ulven åd lammene, for at deres moder ikke skulle miste dem. Galeotto døde i frelsens år 1386. Han fik en pragtfuld begravelse af sine tre overlevende sønner, Carlo, Pandolfo og Malatesta. Galeotto Novello var død medens faderen levede. Den 17 år gamle Carlo efterfulgte faderen i Rimini, den to år yngre Pandolfo fik Fano og byerne i Piceno, medens Malatesta fik Cesena.

Det berettes, at Carlo havde en elegant skikkelse og en højsindet natur. Han var en fjende af gemenhed og elskede religionen, men han var yderst hovmodig over sin adelige rang, og han mente ikke, at han havde sin ligemand, hverken i civile eller militære anliggender. Rent faktisk var han kyndig i krigskunsten og fra barnsben af opdraget i militæret. Men han var uheldig og helt uden militær berømmelse. På et tidspunkt indgik Firenze og Carrara sammen med Scaligerierne og adskillige andre tyranner og folk i Lombardiet et forbund imod fyrsten af Milano, Gian Galeazzo. De samlede store styrker og overdrog ledelsen deraf til Carlo. Markgreven af Mantova, der var blandt de sammensvorne, havde en by ved Po-flodens bred, som hed Borgoforte, og som i gamle dage havde en træbro over floden. Galeazzo besluttede at brænde den af, da den kunne blive farlig for ham senere, hvis fjenden brugte den til at gøre indfald i Parmas territorium. Carlo derimod bestræbte sig på at bevare den. Han udstationerede 1.000 mand med krigsmaskiner og kastevåben af enhver slags for at hindre, at broen blev sat i brand. Endvidere lod han mange kar fylde med vand med henblik på brandslukning, og i et pileskuds afstand fra broen spærrede han floden med en kæde, som skulle holde fjendens både væk. Højere oppe ad floden lod Galeazzo mange både fylde med slæbetov, beg og svovl. Da der som ventet kom en vind, der blæste imod broen, tændte han ild og sendte bådene af sted. Bådene blev faktisk standset af kæden, men denne kunne ikke også standse ilden, der blev blæst frem af en stærk vind og ødelagde broen, som straks brød i brand. Mere end 500 mand omkom, da Carlo hindrede dem i at flygte fra broen.

Da Galeazzos hær kort tid senere ved Governolo blev ramt af en epidemi, kastede Carlo sig over dem og vandt en sejr, der huskes som den eneste sejr blandt hans i øvrigt mindeværdige bedrifter. Han kæmpede også som øverstkommanderende for Venedig mod ungarerne, der under Pippo Spanos førerskab angreb Friuli. Under slaget blevet han drevet på flugt og ville utvivlsomt være blevet taget til fange, hvis ikke Ruggero Cane havde standset det fjendtlige fremstød. De flygtende soldater skulle over en flod med en bro, der brød sammen under deres antal og vægt, så de blev tvunget til at vende tilbage til kampen og forstærkede således Ruggeros position. Da denne så, at ungarerne var blevet spredt ad og nu i vild uorden løb til hans lejr for at plyndre den, faldt han over dem, genvandt lejren og bortviskede således den plet på venetianernes ære, som Carlos flugt havde forårsaget. Til sidst bortdrev han ungarerne med mærkbare tab.

Da Kirkens magt i Italien var blevet alvorligt svækket og det til gengæld så ud som om Galeazzo af Milanos sag blomstrede, sluttede Malatesta-fyrsterne, Carlo og Pandolfo, sig til dennes støtter^[119] og kæmpede for ham. Da han døde, blev de to de vigtigste rådgivere for hans søn, Giovanni Maria. På et tidspunkt var Braccio da Montone gået til angreb i Perugia for at få byens landflygtige adelsmænd, der var i opposition til Raspanterne, tilbage til deres fødeby, og hærgede nu det omgivende landområde. Carlo blev sendt imod ham, men han blev slået og taget til fange ved Tiberen. Da han var kommet i Braccios magt, rejste han sig aldrig for sin fjende, når denne kom til stede, eller bukkede, når denne hilste på ham. Han opførte sig i det hele taget som sin fjendes overmand og bevarede en fri sjæl i et tilfangetaget legeme. Senere blev han frikøbt for en stor sum penge. Medens han var hærfører, blev Raspanterne^[120] fordrevet fra fødebyen og er i landflygtighed den dag i dag.

Carlo blev også udnævnt til florentinernes hærfører imod Filippo Maria, Milanos fyrste^[121]. Da en florentiner i Bologna, en ældre mand og en vittig hund, hørte dette, sagde han: ”Vore magistrater har betroet Firenzes sag til Carlo. Må Gud vende det til det bedste, for det er sandelig nødvendigt, hvis vi skal føre krig under en mand, som bliver taget til fange mindst en gang om året.” Carlo havde slået lejr ved Zagonara i Romagna^[122] og sad på en fastedag tidligt om eftermiddagen i sit telt og spiste. Da foretog fjendens anfører, Angelo della Pergola – der i øvrigt havde begyndt sin militære løbebane under Carlo selv – pludselig et voldsomt angreb på florentinernes lejr. Der opstod tumult, og man skyndte sig til hærføreren, Carlo, og råbte op om, at ”fjenden er her, vi må gribe til våben og gøre modstand, det haster”. Men den uforstyrrelige Carlo spiste roligt videre og sagde kun: ”Lad bare den lille lærling komme an; han skal komme til at angre sin dristighed.” I mellemtiden var fjenden kommet over alle forsvarsværkerne og stormede ind i lejren, slog florentinernes styrker på flugt og tog selve hærføreren til fange, medens han sad ved middagen. Så stor var denne mands arrogance, at han troede, at ingen ville vove at angribe ham. Medens han var fange, viste Filippo ham stor ærbødighed, og han blev kort efter sat i frihed, men levede ikke længe efter.

I en periode opholdt Carlo sig i Mantova som værge for den unge hertug Giovanni Francesco af Milano. Her omstyrtede han af religiøse hensyn en statue af Vergil^[123]/^[124], som mantovanerne engang havde rejst for denne. Paolo Vergerio fra Capodistria, der var en af sin tid mest fremragende talere, giver i sine skrifter udtryk for sorg og afsky over denne handling og tilskriver det hykleri, udannethed eller uvidenhed, at Carlo kunne mene, at statuen af en hedensk forfatter kunne blive årsag til afgudsdyrkelse i et kristent folk.^[125]

Da kardinalerne på Konciliet i Pisa^[126] havde fundet både Gregorius XII^[127] og Benedictus XIII^[128] (der begge hævdede at være den retmæssige pave) uværdige til dette høje embede og erstattet dem med pave Alexander V^[129], anerkendte Carlo fortsat Gregorius som pave. Senere var han Gregorius’ repræsentant på Konciliet i Konstanz, hvor han på Gregorius’ vegne tilsluttede sig Kirkens genforening og underkastede sig den nye pave^[130].

Dette er, hvad vi har fundet værd at berette om Carlo. Udover hans hovmod er det svært at finde dadelværdige træk hos ham. Hans broder, Pandolfo, siges at have ført et ganske anderledes liv, og han bekymrede sig hverken om æren eller om religionen. Efter fyrst Galeazzo af Milanos død styrede han Brescia og Bergamo i Giovanni Marias navn, men han brød sin troskabsed og regerede derefter som herre i sit eget navn. I krig var han frygtsom og hurtig til flugt, men hjemme var han drikfældig og storpralende og levede som en frådser og skændig horebuk blandt skøger. Da han blev gammel og ikke kunne tilfredsstille sin lyst, som han ønskede, lod han nøgne kvinder føre til sig sammen med unge mænd, der skulle have sex med dem, så han kunne blive gejlet op af andres samleje. Blandt de skøger, som han ofte misbrugte, var der en, som var meget smuk, og som han var særligt glad for. Da han som gamling ikke længere kunne tilfredsstille hende, inviterede han bergameseren Marchesino, en mand i sin bedste alder og af naturen en klovn, til at indtage hans plads. Han gav ham som samlever til sin samleverske og lod ham ofte sove imellem dem. Således avlede de det fornemme afkom: Sigismondo, Pandolfo og Domenico Malatesta, der i dag er Malatestaernes fyrster. Pandolfo opfostrede dem som sine egne – som om det var sandsynligt, at denne udtørrede gamling kunne gøre en skøge gravid! Marchesino hævdede dog at være faderen, og påstod, at kvinden havde indrømmet det i hemmelighed, men at hun ikke ville berøve sine børn fyrsteværdigheden ved at aflægge offentligt vidnesbyrd. I øvrigt lignede de unge mænd Marchesino både i skikkelse og karakter. Men ligegyldigt om det er Pandolfo eller Marchesino, som er deres fader, så fører de det samme skændige liv. Fysisk ligner de mest Marchesino. Det berettes, at Marchesino ofte sagde: ”Hvem tør nægte, at jeg er fader til Sigismondo, når jeg har ligget 1.000 gang med moderen? Hans skikkelse er min, og det flakkende blik og den rastløse krop har han fra mig. At han lyver, horer, er troløs, tyv og drukkenbolt, det har han også fra mig, skønt han er det mere end mig – hver generation overgår jo den forrige.” Da Francesco Sforza engang sagde til ham: ”Pas på, hvad du siger. Hvis Sigismondo hører det, sender han drabsmænd efter dig,” svarede han: ”Hvad mener du, Francesco? Tror du virkelig, at en søn vil efterstræbe sin faders liv? Skønt han er ond og ligner mig på en prik, så vil han ikke plette sine hænder med sin faders blod. Men han har ganske vist dræbt din egen datter, sin hustru, og er derfor en familiemorder. Så det er vel alligevel et godt råd, du giver. Jeg må hellere følge det og lad være med at sige, at min søn er min søn.”

Men Sigismondo og Domenico fik altså en rigere fader end Marchesino og efterfulgte Pandolfo som sønner. Deres ældre broder, Galeotto Roberto, fik Rimini som sin del af arven, Sigismondo fik Fano og Domenico Cesena.

Galeotto var mild af sind og religionen hengiven. Han foragtede berømmelse og magt, og han elskede retfærdighed. Selve hans karakter var tegn på, at han ikke var en Malatesta. Sigismondo prøvede gennem forskellige anslag at styrte ham, idet han forsøgte at overbevise riminenserne om, at det ikke var en fordel med en statsleder, der dag og nat opholdt sig i templerne, som havde nok i at meditere over de guddommelige ting, og som negligerede menneskenes samfund. Nej, hvis de ville kalde ham, Sigismondo, til magten, så ville han leve som en del af fællesskabet, og han ville aldrig tillade, at overgreb mod nogen forblev ustraffet. Ved disse manøvrer fik han opildnet folket, der greb til våben, lavede optøjer i hele byen, styrtede til torvet og råbte, at byen blev regeret forkert. Galeotto opholdt sig netop i paladsets kapel og samtalede med Gud. Da han hørte folkets råben, greb han et gyldent kors fra alteret og gik de væbnede borgere i møde på torvet. ”Brødre,” sagde han, ”jeg forstår årsagen til jeres ophidselse. I bryder jer ikke om min måde at regere på, og I vil ikke have mig til herre. Men der er slet ikke brug for våben. Jeg abdicerer med glæde fra fyrsteværdigheden. Gå og vælg jer den fyrste, I ønsker. Jeg skal ikke sinke jer. Jeg vil få et bedre liv, når jeg kan leve som privatmand for mig selv og for Gud. Men I bør omhyggeligt overveje, hvem I gør til min efterfølger.”

Borgerne så på hinanden, og folket skammede sig over sin fejltagelse. Tumulten stilnede straks af, man kastede våbnene fra sig, og folkets førstemænd bønfaldt Galeotto om ikke at svigte dem og ikke at straffe folkemængdens vanvid, men at vende tilbage til sin trone og drage omsorg for byens vel, som han plejede. Galeotto indvilligede og regerede derefter i tre år til borgernes fulde tilfredshed, men til sidst blev han revet bort af en sygdom. Hans død bragte Sigismondo i miskredit, da man troede, at han havde skaffet sig af med sin broder med gift, når han ikke havde kunnet styrte ham med våben. Ikke desto mindre lå Rimini derefter åben for Sigismondo. Byens borgere dyrkede Galeotto som en helgen og fremførte bønner ved hans grav. Sigismondo omtalte ham aldrig som andet end ”den tåbelige mand”, og når han hørte, at hans grav blev æret, sagde han: ”Riminenserne ærer min tåbe.”

Vi har ofte nævnt Sigismondos karakter og skal ikke her berette om hans skændige liv, som alle kender. Nødvendigheden gjorde hans anden broder, Domenico, til en mindre forbryderisk person, for han led af gigtsmerter, så han var ikke fuldt ud i stand til at opfylde sin perverse naturs tilbøjeligheder. Men han var umådeholden med hensyn til enhver form for lyst, og han foragtede religionen. Også ham prøvede Sigismondo ofte at ombringe.

Som nævnt ovenfor havde den første Galeottos broder, Malatesta, i levende live givet private besiddelser til sine børn og overdraget magten til sin broder. Ikke desto mindre har vi fundet, at samme Malatestas søn og navnefælle med magt søgte at komme i besiddelse af Pesaro og andre af Kirkens byer. Til sidst gav han efter ordre fra sin fætter Carlo, der både skræmte og truede ham, alle byerne tilbage med undtagelse af Pesaro, som han fik som vikariat. Denne Malatesta havde tre sønner: Carlo, Galeazzo, samt en tredje, hvis navn vi ikke kender, men som blev ærkebiskop af Patras^[131]. Han var vanskabt og led både af pukkelryggethed og struma. Malatesta havde også døtrene Salome, der ægtede kejseren i Konstantinopel og blev udsat for mange af lykkens omskiftelser^[132], samt Paola, en fremragende kvinde, som blev gift med tyrannen af Mantova, Gianfrancesco. De fik sønnen Ludovico.

Fyrstemagten i Pesaro tilfaldt Carlo, som ægtede Vittoria af huset Colonna, en niece af pave Martinus V. Hun gav ham hverken børn eller sejr. Fyrsten af Milano, Filippo Maria, gjorde ham til hærfører i sin krig med Venedig ikke så meget på grund af hans militære evner som på grund af hans families høje status: hans øvrige kaptajner havde nemlig samme rang og nægtede at stå under hinanden. Uden opfordring fra hertugen indledte Carlo et slag ved Maclodio i Brescias territorium^[133]. I dette slag sejrede Carmignola og slog alle milanesernes styrker på flugt. Carlo undgik kun med nød og næppe selv at blive taget til fange, men levede ikke længe efter. Ved hans død overgik Pesaro til Galeazzo^[134], en tåbelig og udsvævende mand. Som gammel ægtede han en kvinde af den florentinske Medici-familie. Sigismondo forsøgte med mange manøvrer og anslag at styrte ham fra fyrstemagten. Da Galeazzo på grund af disse fortrædeligheder frygtede for at falde for en forræders hånd, solgte han til sidst Pesaro til Alessandro Sforza for 30.000 dukater. For disse købte han en ejendom og kvæg et sted i Firenzes territorium og levede i nogen tid et fredeligt liv. Til sidst blev han forsonet med nevøen, Sigismondo, og vendte tilbage til Romagna, hvor han fik nogle småbyer af ham. Det siges, at Sigismondo gjorde dette af to grunde: for det første, fordi han ville bemægtige sig hans arv og sætte sig i besiddelse af den sum, der var blevet betalt for Pesaro; for det andet, fordi han håbede, at han gennem venner i Pesaro på et tidspunkt kunne fordrive Alessandro fra dennes nye herrredømme, hvad der dog ikke er sket indtil nu.

I denne Malatesta-familie har vi nævnt en række mænd, der var berygtede for deres monstrøse liderlighed. Skændigheden var ikke mindre hos kvinderne, hvis incestuøse forhold er velbekendte gennem beretninger derom. Det hævdes, at den Francesca, som i Ravenna lå i med ægtemandens broder og blev gennemboret sammen med ham – således som Dante skriver – var af Malatestaernes slægt. I vor egen tid ægtede Parisina, et barnebarn af Carlo Malatesta, markgreve Niccolò d’Este. Hun havde en affære med sin stedsøn og blev årsag til dennes drab: Niccolò fulgte desværre et tåbeligt råd og beordrede, at sønnen Ugo og Parisina skulle halshugges offentligt. Det er sandelig et fornemt hus, der har frembragt så mange og så skrækkelige uhyrer!

10.14. Sejren ved Senigallia den 12. august 1462

Men lad os vende tilbage til vores egen tid og så kort som muligt berette om, hvordan Sigismondo blev slået ved Senigallia.^[135] Sigismondo havde i løbet af perioden fra begyndelsen af foråret til juli måned med store udgifter og meget besvær samlet sig en hær bestående af folk fra Lombardiet, Ferrara og Romagna. Både Silvestro da Piacenza, Piccininos gamle våbenfælle, Francesco Mirandola, en anden af tyrannerne fra Forlì, samt mange adelsmænd fra disse egne havde sluttet sig til ham.^[136] Det forlød vidt og bredt, at der var 32 rytterdelinger i lejren og et tilsvarende antal fodfolk. Sigismondo bekendtgjorde nu, at han kæmpede for Piccinino og Jean d’Anjou og lod udsprede det rygte, at han ville drage til Kongeriget ^[137] for at bringe undsætning til disse. Nu var han draget ind i Piceno og nået til Monte dell’Olmo, og han hærgede Kirkens jord vidt og bredt. Dette spredte skræk og rædsel ikke blot i Piceno, men også i Kongeriget. Man regnede nemlig med, at Abruzzo-distrikterne – hvor man vidste der ikke var soldater - ved hans ankomst ville falde fra Kong Ferrante. Denne var selv sammen med sine kernetropper marcheret til Puglia for at møde Piccinino og andre fjender og havde sendt en del af den øvrige styrke til Kalabrien, og en anden del havde han efterladt i Terra di Lavoro. Matteo da Capua og Federigo af Urbino var de eneste, som bevogtede de to Abruzzo-områder, den sidste området på denne side af Appenninerne, den anden området på den anden side. Ingen af dem syntes dog at kunne standse Sigismondos fremrykning. I Piceno kæmpede 22 rytterdelinger for Kirken under Napoleone Orsini. Paven instruerede denne om så vidt muligt at standse Sigismondos fremmarch. Endvidere anmodede han Federigo om så hurtigt som muligt at forlade Abruzzo, at marchere til Piceno og at slutte sig til Napoleone, og det gjorde han, idet han i ilmarch på få dage nåede frem til Napoleone med 14 kompagnier.

I mellemtiden lovede fæstningskommandanten og kaptajnerne over lejetropperne i Senigallia at overgive denne by til Sigismondo, hvis han drog dertil sammen med sin hær. De ville tilsløre deres forræderi med, at de ikke kunne forsvare en så svagt befæstet by imod så store styrker. Som aftalt vendte Sigismondo om og marcherede i ilmarch til Senigallia og begyndte at storme murene. Napoleone fulgte lige efter ham og slog lejr nær fjenden på et sted, hvorfra han kunne ses af de belejrede. Endvidere sendte han budbringere til de belejrede, som skulle meddele, at hjælpen var kommet, og indgyde dem mod. Sigismondo havde i mellemtiden vældig travlt med at opfylde voldgravene og underminere murene. De belejrede var enten grebet af frygt eller smittet af forræderi, i hvert fald bad de om en meget kort våbenhvile, inden de overgav byen, med mindre fjenden i mellemtiden var blevet tvunget til at hæve belejringen. Som det var typisk for ham, gik Sigismondo med til våbenhvilen, men fortsatte samtidig med at gennembryde muren.

I byen var der en sienesisk delingsfører^[138] over fodfolk ved navn Dota, som vi har nævnt ovenfor. Han var tidligere en lærd notar og nu en ikke særligt tapper soldat. Da han så, at en del af muren var gennembrudt, sagde han: ”Kammerater, hvad tænker vi på? Vi kan hverken forsvare muren eller håbe på hjælp. Lad os overgive os til sejrherren, det synes jeg i hvert fald er det fornuftige.” Hans ord blev modtaget ivrigt af de øvrige, som enten var bestukket eller panikslagne. Byen blev overgivet inden fristen for våbenhvilen var udløbet, og kort tid efter overgav også fæstningskommandanten sig. Sigismondo drog ind i byen, og som sejrherre rejste han overmodigt huset Malatestas fane over tårnene. Han udbedrede de sønderskudte steder og udbyggede fæstningsværkerne. Men da han hørte, at Kirkens styrker var blevet forøget ved Federigos ankomst, frygtede han at blive spærret inde bag murene og besluttede at drage bort om natten med hele hæren. Han efterlod kun en mindre garnison, der forekom tilstrækkelig til at forsvare byen. Officererne fik ordre om at indfinde sig våbenklare ved midnatstid, indsamle bagagen og at følge deres overordnede. En vis bologneser havde sluttet sig til fodsoldaterne som spion. Da han fik nys om manøvren, meddelte han den ufortøvet til Federigo og Napoleone, der straks gav tropperne ordre til at sætte sig bevægelse. Først afmarcherede Antonello da Forlì, der mødte enhver fare tappert, og derefter Corrado d’Alviano, der var ligeså modig, og derefter de øvrige kaptajner. De selv fulgte efter som de sidste. Først skulle de passere en bro ved floden Cesano, hvad der sinkede de kirkelige styrker længe og gav fjendens tropper et betydeligt forspring. Antonello drog dog frem i ilmarch og indhentede dem inden daggry. Han angreb den flygtende fjendes forreste rækker fra siden og under høje råb kastede hans folk snart den ene gruppe snart den anden af deres heste. Sigismondo var til stede. Så snart han hørte om fjendens ankomst, mødte han dem ikke ansigt til ansigt som en tapper hærfører burde, men fejt og usselt bød han nogle af sine egne holde stand og sinke Antonellos angreb, medens han selv flygtede, så hurtigt han kunne, og endda kastede sine våben fra sig, for at hans hest ikke skulle bliver overbelastet.

I mellemtiden nåede Napoleone og Federigo frem med de øvrige kompagnier og gik til angreb på fjenden, som efter hærførerens flugt kun gjorde ringe modstand. De tænkte kun på flugt, og alle fulgte hærførerens eksempel. Sigismondos soldater sporede hestene, medens de kirkelige soldater angreb dem bagfra. Den ene gruppe efter den anden blev taget til fange. Det var bestemt ikke nogen intens kamp, bortset fra der hvor Antonello kæmpede med en skare, der en kort stund holdt stand for at sikre Sigismondos flugt. Da disse var overvundet, var der ikke noget problem med resten. Silvestro da Piacenza viste ikke større tapperhed end Sigismondo: han blev reddet fra kirketroppernes hænder af sine sporer og af den nærliggende by, Mondolfo, hvor han søgte tilflugt. Giovanni Francesco Mirandola blev taget til fange og mange officerer med ham. 200 behjelmede riddere faldt i Napoleones og Federigos hænder. Også en del af trosset blev taget. Hvis kirketropperne var kommet hurtigere til, ville man med lethed have kunnet fange både Silvestro og Sigismondo og fuldstændig ødelægge hæren. Men det var under alle omstændigheder en stor sejr, i hvilken den ene del af fjendens hær blev taget til fange og den anden slået på flugt. Dette måtte mestendels tilskrives Antonellos tapperhed og hurtighed, selvom også hærførernes forudseenhed betød meget.

Bologneseren, der opdagede Sigismondos tilbagetog, blev af pave Pius gjort til delingsfører for 50 fodfolk og fik dertil en pengegave.

Efter dette nederlag sendte Sigismondo sin broder og sine sønner af sted for i hans fravær at tage sig af sagerne. Selv sejlede han med Silvestro til Puglia for at bede om hjælp i sin betrængte situation. Giovanni Francesco Miandola blev sat fri under løfte om ikke at kæmpe imod Kirken igen, men han holdt ikke ord.

Pius, der opholdt sig i Pienza, fik med den samme budbringer meddelelse om, at Senigallia var gået tabt, og at fjenden var slået på flugt, samt brev fra hærførerne med løfte om, at de på kort tid ville indtage mange lignende byer i stedet for det tabte Senigallia. Man kunne ikke rigtigt vide, om nyhederne var gode eller dårlige.

Fjenden blev slået den 12. august, og sejren i Piceno gik seks dage forud for sejren ved Troia. Da Sigismondo nåede frem til Piccinino, fandt han en katastrofal situation.

Den trompeter, der bragte budskabet, søgte først paven i Val d’Orcia. Da hans hest var udmattet og han ikke rigtig kendte vejen, spurgte han en tilfældig kvægdriver om vejen til Pienza. Kvægdriveren spurgte ham da om årsagen til hastværket, og da han hørte, at Ferrante havde sejret i Puglia og at fjenden var slået ved Troia, viste han trompeteren vejen. Derefter ilede han selv ad genveje til Pius og råbte: ”Vær hilset, pave! Jeg bringer dig et lykkeligt budskab: du har besejret franskmændene i Puglia. Meget snart kommer der en trompeter med brev herom. Han vil fortælle dig om sagens forløb. Men det var mig, der først bragte dig det glade budskab, så send mig ikke tomhændet bort!” Og han løj ikke, for endnu medens han talte, ankom trompeteren med kongens brev om sagen. Pius belønnede dem begge.

10.15. Erobringen af Mondaino, efteråret 1462

Efter at have slået fjenden i Piceno førte de kirkelige hærførere hæren mod greverne Luigi og Roberto af Miraballo. Disse havde kæmpet for Sigismondo og havde nu delt hans nederlag. De overgav sig med det samme og vendte tilbage under Kirkens gamle overhøjhed. Hæren drog videre mod Castello Reforzati, og denne by overgav sig, endnu før hærførerne var steget af hesten. Byen Isola, også kaldet Gueldresca, var naturligt befæstet og blev forsvaret af en garnison soldater. Den afventede belejringen og modstod de første skud fra bombarderne, men så snart murene begyndte at falde sammen, overgav både byboerne og soldaterne sig, og der blev indsat en kirkelig garnison. Da indbyggerne i Sorbolongo forsøgte det samme, fik de en hårdere medfart. Bombarderne skød murene sønder, og der var ingen tvivl om, at byen ville blive indtaget, hvis det kom til kamp. Da indbyggerne blev klar over dette, opnåede de en aftale om personlig, fysisk sikkerhed for dem selv og garnisonssoldaterne og overlod alt andet til hæren. For at indgyde skræk i andre blev soldaterne sat i fængsel, men senere løsladt. Borgerne fik faktisk en bedre behandling, end de havde fortjent. Byen Barchi blev indtaget med magt og brændt af de ophidsede soldater. I panik herover overgav indbyggerne i Castello di Sant’Andrea sig frivilligt, og de fjender, der holdt Castello di Barbara besat, forlod den, og byen blev indtaget af de kirkelige tropper. Også adelsherrerne fra Castiglione, der tidligere var Sigismondos undersåtter, lovede Kirken lydighed.

Nu manglede kun Mondaino, vikariatets hovedsæde, en vigtig by, befæstet til alle sider af stejle klipper. Den kunne kun bombarderes fra én side, og der havde man placeret en fæstning, som var beskyttet af tykke mure og dybe voldgrave. Byen havde omkring 500 indbyggere, som bestemt ikke var feje. Fordi de havde gjort oprør imod Kirken, mente man, at de var villige til at lide de værste afsavn, inden de overgav sig. De havde hvervet mange fodfolk udefra samt 80 behjelmede riddere, og havde derudover samlet en stor mængde våben og mad. Til denne by førte Federigo nu hæren - imod manges råd: man mente, at det var tidsspilde, da byen ikke kunne indtages. Men de slog lejr nær byen, indledte en belejring efter alle kunstens regler, gik til angreb og rettede al bombardernes kraft imod fæstningen. Murene blev undermineret, og alle krigsmaskinerne blev bragt i anvendelse. I begyndelsen hånlo de belejrede ad belejrernes idioti og deres farlige såvel som nytteløse anstrengelser. Somme tider gjorde de udfald, udfordrede fjenden, plyndrede, tog fanger, som de bragte ind i byen, og satte sig på alle måder til modværge imod de kirkelige tropper. I 12 dage blev der kæmpet på begge sider med den yderste dristighed og vildskab. Hver dag rykkede angriberne helt frem til murene, ofte forsøgte de at bestige dem, ofte blev de kastet ned igen. Til sidst styrtede fæstningens hovedtårn sammen efter heftig beskydning med bombarderne og knuste mange mennesker i faldet. Det var nu kun voldgravens dybde, som hindrede fjendens angreb. Soldaterne pressede på og hastede med at komme med jord og grene, som de brugte til at fylde voldgraven. Til sidst blev der givet signal, og hele hæren indledte et stormangreb. De kirkelige troppers iver var overvældende, og de lamslåede indbyggere såvel som de fremmede soldater strakte hænderne frem for at overgive sig, hvis de blev behandlet vel. Hærførerne besluttede, at man kun ville modtage deres overgivelse, hvis de overgav sig og deres ejendom betingelsesløst og overlod afgørelsen om liv eller død til sejrherrerne. De belejrede slog til, da de alligevel ikke havde andet håb om frelse, og overgivelsen fandt sted.

Således vendte Mondaino tilbage under Kirkens åg.^[139] Borgerne led ingen fysisk overlast, men deres vin, hvede, byg og alt deres korn ^[140] blev givet til soldaterne. Deres øvrige ejendele blev solgt tilbage til ejermændene for penge. De fremmede soldater blev frataget deres heste og våben og fik derefter lov til at tage hvorhen, de ville, på betingelse af, at de ikke kæmpede imod Kirken i den første måned. Således gik Sigismondos ovennævnte profeti i opfyldelse: han havde sagt, at han besatte Mondaino, fordi han havde erfaret, at de kirkelige tropper ville overvintre der efter soldaternes forgodtbefindede^[141], med mindre han kom dem i forkøbet. Han spåede sandt uden at vide, hvad han sagde, da han allerede dengang var forræder.

10.16. Uenighed om den militære strategi mellem paven og hertugen af Milano

Fyrst Francesco af Milano var ikke lige så heldig med sin egen forudsigelse, og det endskønt han var en meget erfaren militærmand og havde detaljeret kendskab til alle steder i hele Romagna og Piceno. Så snart han hørte, at Sigismondos hær var slået, sendte han hyppigt legater til Pius med budskab om, at Kirkens territorium med denne sejr var tilstrækkeligt sikret. Hans eget råd var at lade nogle få ryttersoldater og fodfolk tilbage for at beskytte Kirkestatens grænser og hurtigt at sende de øvrige styrker til Kongeriget. Dette ville medføre, at alle Abruzzos distrikter ville gå over til Ferrante, og at der ikke ville være behov for at føre yderligere krig den næste sommer. Hvis paven fortsatte med at forfølge Sigismondo og ødelægge dennes magt, så ville alle pavens anstrengelser være forgæves.^[142] Francesco vidste, hvilke steder man burde kæmpe, og han var velbekendt med alle byernes beliggenhed og natur så vel som med fjendens karakter. Sigismondo ville opgive de små byer, men befæste de større og mindre byer, som ikke kunne indtages militært, og således ville en stor kirkelig hær spilde hele sommeren. Blandt de byer, som efter hertugens vurdering ikke på nogen måde kunne besejres, nævnte han Mondavio, Mondaino, Gradara, Montefiore, Verucchio og mange andre. Som vi skal berette kom faktisk alle disse byer – med undtagelse af Gradara – i kirkens besiddelse ved våbenmagt!

Paven svarede hertug Francesco således: skønt han bestemt lagde mere vægt på Francesco militære dømmekraft end på sin egen, og man naturligvis ikke kunne vide noget sikkert om krigens fremtidige begivenheder, så mente han dog, at det næppe ville være nyttigt at sende hæren til Abruzzo og dermed give Sigismondo tid til at genvinde sin styrke. Federigo af Urbino, Sigismondos dødsfjende, var midt i et sejrrigt forløb og havde gjort Kirkens medgang til sin egen. Han ville nødigt opgive den berømmelse^[143] og det bytte, som han regnede med. Endvidere ville han ikke drage til andre provinser uden at få mere i sold, og det ville i øvrigt være umuligt at give ham penge før om to måneder. Endelig ville oktober måned og den regnfulde efterårstid være over dem, inden de kunne flytte lejr. Abruzzo er en bjergegn, og det ville være overmåde upraktisk for hæren at tilbringe efteråret og vinteren på et sted, hvor sneen dækker alt, og der kun vanskeligt kan skaffes forsyninger. Hvis man skulle gøre en forgæves indsats, var det bedre at det skete på Sigismondos eget territorium end i Abruzzo.

10.17. Fortsat kampagne mod Sigismondo Malatesta

Francesco bøjede sig for disse argumenter. Paven sendte nu kardinal Niccolò af Teano som legatus de latere til hæren med 10.000 dukater. Grunden hertil var, at Federigo og Napoleone stredes om deres militære rang^[144]. Den ene ville ikke vige for den anden, og deres stridigheder var efterhånden blevet ganske uværdige. Legaten ankom til lejren, efter at Mondavio var indtaget, og han uddelte nye penge til soldaterne, selvom disse allerede var tynget af bytte.

Pius skrev til senatet i Venedig, at Gud havde udvirket, at den troløse Sigismondo var blevet besejret i et slag. Endvidere at han selv havde besluttet at forfølge sejren og give den forræderiske undersåt en passende straf. Han anmodede senatet om ikke at modarbejde en retfærdig krig eller at give nogen form for hjælp til en fjende af Kirken. Senatet skrev tilbage, at pavens ønske var retfærdigt ligesom krigen. Paven kunne resolut gå videre og forfølge sit mål uden frygt for obstruktion fra venetianernes side, for de vidste udmærket, at Sigismondo var en af Kirkens undersåtter og havde fortjent sin straf. Om venetianerne så gjorde, hvad de sagde, vil den følgende beretning vise.

Da Mondavio blev indtaget, overgav Orciano sig også sammen med San Giorgio, Piagge, Montemaggiore, Monterolo, San Lugarino, Surrungarina, Montebello, Saltara, Ripe, Tomba, Bargni, Ripalta og Pozzuolo, for alle disse byer havde afventet udfaldet af belejringen af Mondavio. I vikariatet Mondavio og Fano og i territoriet omkring Senigallia var der kun to byer, som forblev loyale over for fjenden, nemlig Mondolfo og San Costanzo. Da pesten rasede i disse byer, havde man ikke planer om at drage dertil med hæren, så hærførerne og legaten besluttede at marchere til Romagna og slå lejr i territoriet ved Rimini, men først efter at have belejret Mondaino. Da de ankom dertil og fik at vide, at der ikke var nogen garnison i Saludecio, drog de derhen. Denne by er nemlig ikke langt fra Mondaino. Så snart indbyggerne så kaptajnerne, overgav de sig. Hæren vendte tilbage til Mondaino, og medens de slog lejr, gik Meleto over til Kirken. Næste dag gjorde Cerreto og Montegridolfo det samme.

Den tredje dag blev Montegrimano og Monte Giardino indtaget af en del af hæren, der var blevet sendt derhen. De rasende soldater plyndrede og brændte Monte Giardino.

Den fjerde dag kom kardinalen i besiddelse af både San Clemente, Tombagella og Mondaino, som allerede havde været under angreb i tre dage og ikke længere kunne modstå fjenden. Mondaino er en betydningsfuld by, befæstet både af naturen og ved menneskenes snilde. Sigismondo var meget glad for denne by, der havde været usvigeligt loyal over for Malatestaernes hus^[145] og aldrig havde svigtet dem i de tidligere kriser. Den mellemstore by^[146] Saludecio kan mønstre flere mænd og regnes for en af Sigismondos fire hovedbyer, hvis man ikke tæller de store byer^[147].

Derefter indtog de i løbet af en enkelt kampagne de vigtige byer Gemmano, Castelnuovo, Colliano, Mulazzano, Montescudo og Serravalle. Mulazzano ligger fem mil fra Rimini. Hele området imellem Mulazzano og Riminis porte blev angrebet og indtaget. I Montescudo er der en særdeles velbefæstet fæstning. Napoleone beredte sig på at angribe den, men fandt sagen vanskelig og kaldte fæstningskommandanten til et møde, hvor han forsøgte at overtale ham til at overgive sig. Da kommandanten nægtede det, sagde han: ”Vil du da hellere dø end overgive dig? Kammerater, bring mig mit sværd hurtigt!” Han trak sværdet og demonstrerede, at han var klar til at kløve muren, om det så skulle være. Da kommandanten så det, råbte han, at mændene og deres ejendele skulle være sikre og overgav fæstningen. Nogle dage senere opsøgte han kardinalen for at gøre ham sin opvartning og talte meget om sig selv: ”Legat,” sagde han, ”hvorfor gør du ikke brug af mig og betror fæstningen til mig? Jeg vil ikke være mindre loyal over for Kirken end jeg har været over for Sigismondo” Legaten svarede: ”Det er udmærket, men jeg har ikke brug for den slags loyalitet.” Også mange andre mindre borge blev erobret.

10.18. Indtagelsen af Montefiore

Derefter besluttede man at belejre Montefiore, en stor, velbefæstet og rig by, og den som Sigismondo i al sin modgang havde regnet med som sit tilflugtssted. Han havde nemlig begunstiget indbyggerne i denne by mere end alle andre, givet dem magistrater og præfekter, følte sig sikker hos dem og beordrede altid et af sine børn til at residere der. På toppen af et højt bjerg ligger der en meget velbefæstet borg, som behersker hele byen og er omgivet af en tredobbelt mur fra gammel tid. På grund af deres tykkelse kan de ikke skades af bombardernes skud. Byen har også nogle nye forsvarsværker: solide tårne og meget tykke mure gjorde et stormangreb ret vanskeligt, ja næsten umuligt.

Men sejrherrerne syntes, at intet burde lades uforsøgt, og man indledte en belejring af Montefiore. Kanonerne blev bragt frem, og et tårn blev bombarderet med kugler, men det stod fast som en urokkelig klippe^[148]. Da hærførerne så dette, besluttede de at bruge tunneller og underminerede en del af bjerget. Der var efterhånden ingen tvivl om, at de ville bemægtige sig byen, men til gengæld forekom det dem at være et desperat foretagende at indtage fæstningen, med mindre de indesluttede blev presset af sult eller en eller anden ulykke. For lykken står den kække bi!

Byboerne var ængstelige på grund af faren og opsøgte fæstningskommandanten: de sagde, at byen ville gå fortabt. De havde ejendele af stor værdi og bad om, at disse kunne blive overført til fæstningen og bevaret der, så de ikke blev fjendernes bytte. Hvis deres ejendele blev bragt uden for fare, ville de selv kunne kæmpe mere tappert og måske ville de være i stand til at forsvare byen. Men hvis den blev erobret, ville tabet blive mindre, da fjenden fik mindre bytte. Kommandanten roste deres fortsæt. Borgerne læssede de mere kostbare genstande i byen på 50 stærke unge mænd og gav dem våben at bære under tøjet. Derefter gik de til fæstningen. Da der ikke var mistanke om nogen list, blev de indladt, lagde deres byrder fra sig, greb kommandanten og to af Sigismondos børn og besatte fæstningen. Derefter sendte de oratorer til kardinalen og lovede at overgive sig på den betingelse, at fæstningen skulle forblive i deres besiddelse, og at Sigismondos børn og kommandanten kunne gå fri sammen med deres ejendele. Legaten samtykkede i alt bortset fra, at borgerne selv skulle have fæstningen i deres varetægt. I stedet forlangte han, at fæstningen skulle overdrages til Kirken. Til sidst indvilligede de, satte fangerne i frihed og overgav både byen og fæstningen til Kirken. Således blev en uindtagelig by indtaget mod alles forventning.

10.19. Afsættelse af dominikanermunkenes ordensgeneral

Forud for disse begivenheder havde Pius erfaret, at der havde udviklet sig en del misbrug^[149] i den hellige Dominikus’ orden^[150]. Selve Prædikebrødrenes orden skulle faktisk være tæt på at gå i opløsning. Skylden lå hos en vis Marziale Auribelli^[151] fra Avignon, som længe havde været ordenens general, men ikke personligt levede et hæderligt liv eller rettede sine undergivnes fejl. Pius indkaldte derfor hans ordensbrødre til et møde i Siena, for at man i fællesskab kunne drøfte ordenens behov. Mange havde nu forsamlet sig, og næsten alle provincialerne fra hele den kristne verden var mødt frem. Først tog man fat på sagen om ordenens overhoved, og det blev længe diskuteret, om Marziale skulle fratages sit embede. Han havde selv skaffet sig mange venner, og ligesom forvalteren i evangeliet havde han styrket sin egen sag ved hjælp af uærligt mammon^[152] og havde tilgivet de andres synder, for at hans egne på samme måde skulle få tilgivelse. Også kardinalen af Avignon var kommet tilstede for at forsvare Marziales sag, og da han ikke blot var ordenens protektor, men også rig og mægtig, afskrækkede han alle, der var Marziales fjender, og han tålte ikke, at nogen talte imod ham.

Pius tilkaldte nu Marziale og opfordrede ham til frivilligt at nedlægge sit embede og ikke afvente skammen ved at blive afsat. Hans tidligere liv havde været så skændigt, at det ikke længere kunne tolereres. Hvis han gik af frivilligt, ville han finde nåde hos den Apostoliske Stol og bevare sin ære. Hvis han derimod holdt på at bevare embedet, ville det være forgæves. Overmodig på grund af støtten fra kardinalen af Avignon nægtede Marziale at træde tilbage. Paven sendte nu et brev til kardinalen af Teano, som han havde sendt til Siena i dette anliggende, med instruks om straks at tage til prædikebrødrenes forsamling og meddele, at Marziale ved apostolisk autoritet var blevet frataget sit ordensembede.^[153] Endvidere skulle han anmode brødrene om at vælge den efterfølger, de ville, blot det var én, der var værdig til så højt et embede. Forsamlingen adlød pavens beslutning, og under overholdelse af de vanlige ceremonier valgte den Corrado d’Asti til Marziales efterfølger. Corrado var en lærd mand med en eksemplarisk livsførelse. Da han kom til paven i Pienza, bekræftede denne hans valg.

Kort tid efter sendte paven legaten mod Sigismondo, hvorefter han forlod Pienza for at tage til badene i Petriolo.

10.20. Besøg i Sankt Annas kloster

Pavens vej førte forbi Sankt Annas Kloster, der ligger på et stenrigt og ret ufrugtbart bjerg, som munkene ikke desto mindre arbejder med at opdyrke. Ved deres flid har de faktisk gjort en del af den frugtbar og plantet mandeltræer og sået andre træer, som giver dem en del af deres udkomme, medens de i øvrigt tjener Gud i fromhed. Deres orden kaldes Olivenbjergets Orden. Deres vigtigste kloster og ordenens hovedsæde ligger seks mil væk. Paven tog dertil ad veje, som kun kan befærdes om sommeren, når solen har udtørret al fugtigheden. I regntiden skulle man tro, at stederne er utilgængelige, for lerlaget er så dybt, at man ikke kan lægge nogen sten. Hestenes hove synker i, og de kan kun komme fri under store anstrengelser. Hertil kommer, at regnskyllene skaber furer og efterlader meget smalle stier: bare et lille skridt til siden, og man styrter i afgrunden.

10.21. Besøg i klosteret Monte Oliveto

Man nåede så frem til klosteret, som er opkaldt efter Olivenbjerget, og som ikke ligger langt fra landsbyen Chiusure. Folk fra Toskana synes, at dens ost er blandt de bedste. Klosteret ligger på en høj bakketop bestående af kalktuf og ler og vender mod vest. Højdedraget er ca. en stadie langt, men meget mere snævert. Spørger man om dets form, er den som et kastanieblads. Til alle sider skråner klippesider ned mod en dyb kløft, som man kun kan se med gysen. Bakkedraget er forbundet med det øvrige land ved en jævn højderyg. Der har man bygget et murstenstårn, som spærrer adgangen for alle fjender. Endvidere er der gravet en voldgrav, hvorfra vandet falder ned i begge kløfter. Over voldgraven er der en vindebro, og når denne er hævet, kan man ikke få adgang til klosteret. Højen er stejl og midtpå er der bygget et fornemt tempel. Ved siden af findes munkenes spisesale, vandrehaller, søjlegange og alle de arbejdsrum, klosterbrødrene har brug for. Alt er i fremragende stand, alt er smukt og rent, og man bliver grebet af lyst til at se det hele.

Landområdet skal engang have tilhørt en mand af slægten Tolomei i Siena. Efter guddommelig inspiration indstiftede han den nye orden og grundlagde klosteret, som han skænkede alle sine besiddelser. Hans navn var Bernardo Tolomei^[154], og munkene ærer hans knogler med andagt.^[155]

I begyndelsen var klosterstiftelsen lille, men efterhånden voksede den sig større ved menneskers offervilje, og i dag er den udbredt til hele kristenheden. Også familien Piccolomini har givet klosteret megen jord, idet familien havde besiddelser i klostrets omegn. Således tilhørte både Avena og Chiatina Piccolominierne; det var engang vigtige byer, men i dag ligger de næsten øde hen. Mange medlemmer af Piccolominifamilien er blevet bisat på Olivenbjerget. Ordensbrødrene på stedet siger, at deres grundlæggere i ligeså høj grad var Piccolominislægten som Tolomeislægten, selvom den første grundlægger utvivlsomt var en Tolomei. Deres ordensregel er næsten den samme, som den, der følges af den hellige Benedikts munke. Der er dog en forskel, idet benediktinerne går klædt i sort, medens disse munke går klædt i kridhvidt. I begge ordener er det forbudt at spise kød, bortset fra tilfælde af sygdom. Man vil også finde en del forskelle i deres ceremonier, men grundlæggende er deres leveregel den samme, og indtil i dag har disse munke levet udadleligt.

Selve bjerget er beplantet med nyttetræer og har mange oliventræer, heraf navnet Olivenbjerget. Der er både figner, mandeltræer og mange slags pærer og æbler. Der er også små lunde med cypresser, hvor man kan finde behagelig skygge om sommeren. Hertil kommer vingårde, løvrige vinplanter, køkkenhaver, vaskebassiner, en fontæne med evigtrindede vand, cisterner og brønde. På bjergskråningerne er der egeskove og enebærbuske. Der er mange vandrestier, som er brede nok til to personer. De slynger sig omkring bjerget og deler det i midten. Begge sider er beplantet med vinranker, rosenbuske eller rosmarin: det er dejlige rekreative steder for munkene, men de er nok endnu dejligere for dem, der når de har set dem, kan tage af sted igen!

Da Pius ankom, modtog munkene ham med stor glæde og alle mulige æresbevisninger. Det var markedsdag i Chiusure; mange mennesker derfra kom paven i møde og steg helt ned til tårnet, der lukker Olivenbjerget af, for at få hans velsignelse. De ankom en torsdag, og kardinalerne og hele pavens husstand ventede at få kød til middag^[156]. Men paven beordrede alle til, at de på dette sted afholdt sig fra kød, da han vidste, at dette ville glæde munkene. Han satte således præcedens for de kirkelige dignitarer, som i fremtiden besøgte stedet, om ikke at bede om kød, når de vidste, at paven selv havde afholdt sig derfra i respekt for stedets karakter.

Her blev Pius også den følgende dag og spiste middag sammen med munkene i det fælles refektorium. Han bragte sangere med sig ind i spisesalen, der under måltidet sang den nye hymne om den hellige Katarina af Siena så sødmefuldt, at alle munke græd af glæde.^[157] Han tildelte også stedet omfattende aflad og gav ordenen vidtgående privilegier.

I dette kloster tilbragte sicilianeren Matteo Runta sin alderdom. Han skrev vers med en sådan lethed, at Ovids ord med rette kunne anvendes på ham: ”Hvad jeg end gav mig i lag med, blev det til vers.”^[158] Selvom der var versefødder i hans digte, var de dog uden elegance. Han oversatte Dantes digt fra folkemålet til latin, omend hans hexametre ikke var ganske polerede. I sin høje alder blev han noget senil: grebet af trang til at spise kød forlod han ofte klosteret, og sammen med sine venner fortærede han grådigt dueunger. Ellers levede han et dadelfrit liv.

10.22. Ophold ved badene i Petriolo

Da Pius forlod dette sted, steg han ned langs floden Ombrone og krydsede denne ved Buonconvento uden dog at besøge byen, hvor pesten hærgede. Han tilbragte natten uden for Arbia hos sin nevø, kardinalen af Siena, på en ejendom, der tilhører Kirken og hedder Santa Innocenzia. Den følgende dag nåede han Petriolo, hvis beliggenhed vi tidligere har beskrevet. Her fulgte han efter lægernes råd en badekur, og i den frie tid tog han ofte ud i landet og sad under træerne på bredden snart ved Farma, snart ved Merse. Her drøftede han statssager eller modtog legationer.

Kardinalen af Santa Susanna havde slået sig ned tre mil fra Petriolo. På konsistoriedagene sluttede han sig til paven og deltog i behandlingen af de offentlige anliggender. Pius besluttede at besøge hans bolig, som han havde hørt rost i høje toner, og nåede frem på den fastsatte dag. Huset lå i en skovklædt dal, der er skærmet mod nordenvinden og åben mod syd og vest. Monte Amiata hindrer udsynet mod havet. Skoven er fuld af korktræer, kastanietræer og kristtorn. Når det er tid, falder deres agern af og giver føde til de flokke af vildsvin, der lever skjult i den inderste del af dalen. I gamle dage fandt man en evigtrindende kilde i midten af dalen; skoven omkring den blev fældet og man opførte et kapel for den hellige Antonius af tilhuggede sten. Alene dets alder påkalder sig ærbødighed. Ved siden af har man opført boliger for munkene, plantet vinranker, opdyrket haver og plantet frugttræer. Stedet bebos af munke af Eremitbrødrenes orden, dog ikke mere end fire eller seks, da de må gå langt for at tigge om almisser. Kun eksemplariske mænd, der elsker ensomheden, sendes hertil. De fremstiller selv deres vin fra vingården og dyrker grøntsager i køkkenhaven. Endvidere samler de kastanier i skoven, og nogle gange kan de også skaffe sig føde ved jagt. Det øvrige skaffer deres almissebroder. Kun sjældent har de et menneske som gæst, men ulve og vildsvin ses ofte, og det er en stadig kamp at beskytte vingården imod disse. Det er heller ikke sikkert at vandre alene om i skoven. Ellers er der meget behagelige skyggekroge under de stedsegrønne træer. Paven besøgte stedet, da efteråret gik på hæld, men førend de under vinhøsten havde høstet druerne, som hang i store, yppige klaser fra grenene og frembød et smukt syn. Her spiste paven frokost. Derefter lod han sig for en stund bære gennem det grønne, hvor der var mange laurbær, og beså alt med stor fornøjelse. Om aftenen vendte han tilbage til Petriolo.

10.23. Forhandlinger med udsendinge fra Frankrig

På den samme tid^[159] nåede franske oratorer frem til paven for at søge om våbenhvile i krigen om det sicilianske kongerige. Som tidligere berettet havde Pius lovet, at der ville blive givet våbenhvile, hvis der kunne opnås enighed derom mellem de parter, der stredes om Kongeriget. Kong Louis af Frankrig havde lovet at sende legater til paven i dette anliggende og havde overdraget opgaven til grev Jean af Chaumont og baillien af Asti. Til disse havde kong René føjet biskoppen af Marseille, og Renés søn, Jean, havde sendt baillien af Aquila. Da legaterne undervejs hørte, at den franske side havde overtaget i Kongeriget, drog de videre i langsomt tempo, og fandt den ene grund efter den anden til forsinkelse: de håbede selvfølgelig, at fjenden i mellemtiden ville blive slået, og at der derfor ikke ville blive brug for en våbenhvile. Men da de hørte, at deres side imod forventning havde lidt nederlag på to steder^[160], rejste de i hast over Alperne, besøgte fyrsten i Milano, krydsede Appenninerne og fortsatte ilsomt til Petriolo. Få dage efter sluttede også Giovanni Cossa sig til dem.

Legationens ærinde var, at kongen af Frankrig ønskede fred i Kongeriget Sicilien, og at han derfor med glæde accepterede tilbuddet om våbenhvile. Han anmodede nu om, at en sådan blev etableret hurtigst muligt. Paven sagde, at også han ønskede ro i Kongeriget, men at forholdene på terrænet nu havde ændret sig radikalt, og at det ikke er let at opnå våbenhvile af dem, som allerede har sejret. Endvidere måtte man invitere repræsentanter for kong Ferrante og for hertugen af Milano, da det jo også drejede sig om deres anliggende, og give dem den fornødne tid, da der ikke kunne fastsættes en våbenhvile uden deres deltagelse^[161]. I mellemtiden kunne man forhandle om formen og vilkårene for en våbenhvile. De franske oratorer samtykkede heri, men kun nødigt. I mellemtiden blev de spurgt om, hvilke budskaber de havde fra kongen med hensyn til hjælp mod tyrkerne. De svarede, at de ikke havde nogen instrukser om denne sag, og det på trods af at kong Louis havde lovet biskoppen af Ferrara at sende en legation til Pius, som kunne forhandle ikke blot om Kongeriget Sicilien, men også om sagen vedrørende tyrkerne. Pius bemærkede sig franskmændenes løgne og hånlo dels ad deres letfærdighed, der ikke respekterer noget løfte, og dels ad deres skamløse tunge^[162], der er hurtig til at benægte det lovede såvel som det sagte. Han spurgte derefter, hvor lang en våbenhvile, de ønskede. De svarede fire, fem eller seks måneder. Paven selv ønskede fem eller mindst tre år, således at man i mellemtiden kunne forberede og føre krig mod tyrkerne, og dette var den vigtigste grund til at han kunne samtykke i en våbenhvile.

Kompetencen til at tale for den franske nation havde først og fremmest kardinalen af Arras, for kongen af Frankrig havde i sit brev udnævnt denne til oratorernes leder. Kardinalen var en omskiftelig vindbøjtel^[163], der hver dag opfandt nye vanskeligheder og udtænkte nye løgnagtigheder, med hvilke han ville narre og overbevise paven. Men alle hans bestræbelser var forgæves. Pius vejede hans ord, som var de en fjendes.

Da Giovanni Cossa kom til paven for at drøfte sagen, sagde han: ”Hellige Fader, hør op med at forfølge huset Anjou, hvis velvilje du engang vil kunne have fordel af.” Paven svarede ham: ”Jeg forfølger ikke familien Anjou, men jeg forsvarer Ferrante imod uret.” Så Cossa: ”Men Ferrantes sag er ikke retfærdig, og en pave bør ikke forsvare uretfærdige sager.” Og Pius: ”Da du sejrede ved Sarno, sagde du, at du var ligeglad med Kristi Stedfortræder, når Herren selv begunstigede dit parti og erklærede dets sag for retfærdig ved at give det sejren. Men som du ser, har tingene nu forandret sig: både Herren og hans Stedfortræder begunstiger Ferrante og har gjort ham til sejrherre. I tabte slaget ved Troia, og I er nu besejrede: jeres sag er altså uretfærdig.” Så Cossa: ”Du besejrer mig med mine egne ord. Jeg kan ikke strides med dig, pave. Jeg håber dog, at lykken hurtigt vil skifte, og vi som sejrherrer vil kunne prale af vores retfærdige sag.” ”Vel!” svarede paven. ”Når det er sket, kan vi drøfte sagen igen. Men i mellemtiden må vi så fastholde, at Ferrante er en retfærdig mand og en ven af Gud.” Denne morsomme samtale blev afsluttet i fælles latter.

10.24. Kastilianerne erobrer Gibraltar

Netop i de dage fik man budskab om, at Gibraltar^[164] by var kommet i kongen af Kastiliens besiddelse – med megen hæder for den kristne sag^[165] og til stor skade for saracenerne, der havde anvendt byen som en slags port til Spanien. Gibraltar ligger nemlig på kysten, der hvor Herkules-strædet adskiller Afrika fra Spanien med højest syv mil. Man fortæller, at Herkules rejste søjler på dette sted^[166]. Andre siger, at det bare er forbjerge, der på afstand ligner søjler. Byen skal have en både rolig og sikker havn, hvor maurerne plejede at tage til efter den korte overfart fra Afrika, når de skulle til Kongedømmet Granada. Gibraltar har tilhørt maurerne i generationer, efter at byen svigtede de kristne. Kastiliens konger er ofte gået i kamp for at tilbageerobre byen og har lidt store nederlag, når de stædigt forsøgte at belejre og storme den. Kong Alfonso den Gode mistede livet, da han prøvede at genvinde Gibraltar, og i vor egen tid faldt også hertug Enrique af Medina sammen med mange adelsmænd. Folkeviddet i Spanien siger, at der er faldet flere kristne i kampen for at styrte Gibraltars mure, end der mursten i disse mure.

Men nu har den barmhjertige Gud omsider besluttet at give stedet tilbage til spanierne. Det skete på følgende måde: der opstod en strid blandt de saracenere i den spanske region, Baetica, som holder Kongedømmet Granada besat. Den mauriske garnison i Gibraltar drog nu af sted for at hjælpe den ene faktion og efterlod byen næsten ubevogtet. Da de spanske kaptajner, som bevogter rigets grænser, erfarede dette, samlede de hurtigt deres tropper, stillede en hær på benene, drog til Gibraltar og begyndte at belejre byen. På to dage blev de udmattede indbyggere tvunget til overgivelse^[167] - på den betingelse, at enhver kunne drage bort med så mange af sine ejendele, som han kunne bære på sine skuldre. På den måde kom byen og dens tre fæstninger i kong Enriques^[168] besiddelse. I sit brev til paven om denne bedrift fortalte kongen, at Gibraltar var tom, fordi soldaterne, der skulle forsvare den, havde forladt den for at komme til undsætning for en anden by, der blev belejret af spanierne. Hvordan det end forholder sig, står det fast, at Gibraltar endelig i vor tid igen er kommet på kristne hænder: dér hvor der tidligere var muhammedanske templer^[169], dér er der nu kirker^[170] indviet til den barmhjertige Gud, og mange kristne er strømmet til for at bo der.^[171]

På strækningen mellem Gibraltar og Cadiz ligger der en by, Algeciras^[172], som engang var meget stor. I dag er den forladt, fordi den hele tiden blev truet af fjendtlige angreb fra saracenerne på den ene side eller fra de kristne på den anden. Nu siges det, at mange mennesker strømmer sammen der, og at der allerede er en by fuld af kristne indbyggere. Det hørte pave Pius med stor glæde: for en gangs skyld havde han fået et glædeligt budskab blandt de mange ulykker, der overgik kristenheden.

10.25. Verucchio bliver erobret ved en krigslist

Tyrannen i Faenza, Astorre^[173], sendte på den tid legater til Pius i følgende anliggende: han var gået krig mod sin nevø, havde frataget ham nogle byer og forsøgte at fordrive ham fra Imola. Pius sendte biskoppen af Sessa dertil med befaling om, at begge skulle nedlægge våbnene. Biskoppen fik overdraget de borge, Astorre havde erobret, og endvidere hyrede han Astorre til at drage i krig mod Domenico Malatesta med 500 ryttersoldater og 1.000 fodfolk.

I det første slag tvang Astorre mange af Domenicos borge til overgivelse, men da han bagefter angreb den vigtige by, Meldola, faldt Silvestro da Piacenza pludselig over ham og havde nær erobret hans lejr. Astorre fik dog samlet sine tropper og slået fjendens angreb tilbage. Efter at Corrado d’Alviano var kommet til med 300 ryttersoldater fra Kirkens større lejr, indtog han byen Caminataro, og fortet ved Montevetere, Cusercoli, Vallemoppi og byen Montevetere overgav sig ligeledes til ham. Derefter marcherede han til Civitella i florentinsk territorium og tvang den til lydighed sammen med to andre allierede byer. Greve Cecco, der tidligere var allieret med Sigismondo, gik over til Kirken med seks byer og kæmpede i Astorres hær. Skrækslagne herover bragte borgerne i Cesena mange kostbare ejendele til byen Ravenna af frygt for, at deres egen by skulle blive belejret, hvis Kirkens hær skulle blive ført dertil. Men da Federigo af Urbino og kardinalen af Teano havde besat Montefiore, drog de ikke til Cesena, men til Rimini, slog lejr ved den tredje milesten og ventede der i halvanden dag, for det tilfældes skyld, at byen – som man havde grund til at håbe det – ville gøre oprør og indlade Kirkens hær.

Men de måtte vente forgæves og begav sig i stedet til Verucchio. Denne er Malatestaernes egen by, og det er den, de selv siger, de kommer fra, selvom den første Malatesta faktisk kom dertil fra landsbyen Penna. Der var to fæstninger ved byen. Byboerne havde ansvaret for den ene, og Sigismondos kommandant for den anden, der var den bedst befæstede. Verucchio havde 400 våbenføre mand, men ved den første træfning inden for murene blev de slået og overgav sig selv og den fæstning, de havde ansvaret for. Erobringen af den anden fæstning forekom ret vanskelig, da den lå på en høj klippe og var udstyret med alle fornødenheder, så man ville skulle bruge megen tid på den. De tyede derfor til list, som det jo er tilladt imellem fjender. En budbringer blev om natten sendt til kommandanten under foregivende af at komme fra Cesena. Han medbragte følgende brev: ”Domenico Malatesta hilser fæstningskommandanten i Verucchio. Vi har fået underretning om, at du er blevet belejret af Kirkens hær. Hold ud indtil Sigismondo vender tilbage med hjælpetropper, hvad der vil ske en af de første dage. Hvis der er noget, du har brug for i mellemtiden, så sig bare til, og hvis du ikke har nok mænd til at holde fæstningen, så bed om flere; de vil straks blive sendt til dig. Farvel.”

Håndskriften blev eftergjort, så den lignede Domenicos, ligesom også det påsatte segl fuldstændig lignede det, han plejede at bruge. En tapper mand der var dygtig til at forstille sig, påtog sig opgaven mod løfte om rigelig belønning. Han tog så til fæstningen, blev indladt og overgav brevet. Han besvarede kommandantens mange spørgsmål så kløgtigt, at han fik overbevist denne om, at han var sendt af Domenico. Kommandanten skrev så tilbage, at han sagtens kunne klare belejringen, hvis blot han fik sendt 16 trænede soldater. Han gav brevet til budbringeren og bad ham indtrængende om at vende hurtigt tilbage. Endvidere skar han en sølvmønt i to dele. Den ene beholdt han selv, og den anden gav han til budbringeren som et kendetegn, som de kommende hjælpesoldater skulle bringe med sig. Budbringeren vendte derefter tilbage til kardinalen og Federigo, berettede om det passerede, og sagde, at sejren ventede dem. Man udvalgte nu 16 stærke og rådsnare mænd: på den tredje nat derefter, da lejren syntes at være rolig, bevæbnede de sig og ilede – som i panik – ad omveje til den ydre fæstningsport, hvor forstærkninger normalt blev indladt. På samme tidspunkt begyndte belejringshærens anførere med fortsæt at skabe tummel i lejren, som om man havde hørt fjender. Da kommandanten hørte, at hjælpesoldaterne var ankommet, fattede han håb og gik til porten, hvor han spurgte, hvem det var, som var kommet. De sagde nu, at de var kommet fra Domenico for at bringe hjælp til den besatte fæstning. De blev så afkrævet kendemærket og holdt den halve mønt frem. Denne blev sat sammen med den anden del og passede fuldstændigt. Derefter blev Kirkens soldater indladt i fæstningen, som om de tilhørte Malatestaerne.

Da de kom frem til de mere befæstede afsnit af fæstningen, greb de kommandanten og hans våbenfæller, proklamerede Kirkens herredømme, åbnede porten for de tilstrømmende og indlod Kirkens anførere. Som aftalt fik de 16 mænd udstyret og alt skytset i fæstningen, og de havde bestemt fortjent denne store belønning.

Krigslisten var faktisk nær blevet opdaget, inden den kunne blive udført, for en dreng med en fakkel så nøje på en af de 16 mænd og sagde, at han genkendte manden som en, der havde tjent Federigo af Urbino. Manden svarede: ”Og hvad så? Jeg er lejesoldat. Jeg tjener enhver, der giver mig sold. Nu får jeg løn af Domenico og er kommet hertil.” Og man troede på ham. Således behagede det Gud.

Verucchio blev frataget Sigismondo ved et bedrag, hvad der var ganske passende: af og til bliver en listig mand besejret af andre listige mænd, og bedrageren bliver fanget i sit eget net.

10.26. Sigismondo appellerer til Venedig

Derefter marcherede man til Sant’Arcangelo, som er en betydningsfuld og folkerig by, der kan mønstre og bevæbne flere end 600 mand. Indbyggerne overgav sig, og fæstningen blev sønderskudt af bombarder og erobret på få dage.

På samme tid blev plebanatet Sestino med 22 byer indtaget. Også Scorticata, en by med 300 mand, overgav sig til Kirken. Landsbyer og paladser imellem de to byer blev plyndret og sat i brand. Soldaterne var belæsset med bytte og henrykte over, at krigen havde været dem gunstig: de delte villaer og gårde fulde af vin og hvede, de åd hæmningsløst gæs og høns, drak fornemme vine, blev berusede og kom op at toppes. Faktisk brugte officererne mest tid på at standse skænderier. Det var netop vinhøstens tid, og alt faldt i soldaternes hænder, både saften, der stod i karrene, og druerne, der hang på grenene.

Efteråret var normalt en regnvejrsperiode, men i dette år var der en stor tørke. Man skulle nærmest tro, at tørken var en guddommelig velgerning, for i disse distrikter er jorden ret lerholdig, og så snart den bliver våd, er det vanskeligt at komme igennem. Hvis regnen var faldet som sædvanligt om efteråret, ville man hverken have kunnet angribe endsige erobre Montefiore og mange andre byer. Sigismondos ondskab blev således straffet med tre måneders godt vejr, der var en fordel for Kirkens hær og kostede ham hans besiddelser.

Da Sigismondo i Puglia måtte opgive håbet om hjælp og ville vende hjem, gik han om bord på et skib, men blev han ramt af en forfærdelig storm. For øjnene af tilskuerne på stranden blev skibet fejet væk og alle mente, at det måtte være gået under. Men hverken vind eller hav kunne få bugt med denne mand, der fortjente ilden: forslået og fortumlet blev han kastet i land på Dalmatiens kyst. Som han havde for vane, forklædte han sig og drog med nogle få ledsagere videre til lands. Først kom han over nogle barske bjerge, derefter steg han ned til Friuli, og til sidst nåede han frem til Venedig.^[174] Da han i denne by hørte om Kirkens medgang og sine egne undersåtters frafald, opsøgte han i panik senatet og bønfaldt om råd og hjælp i denne kritiske situation. Netop på det tidspunkt sad en del gejstlige i fortrolig rådslagning^[175] med dogen. De modtog ham med mørke miner, fordi han var lyst i band, og derfor frygtede selv at blive ramt deraf^[176]. Han opnåede dog, at venetianerne ville sende bud til paven og bønfalde om tilgivelse for ham, hvis det var muligt. Det samme havde de svaret Sigismondos broder, Domenico, da denne bad dem om hjælp. For at opfylde deres løfte skrev de først til deres sekretær, Niccolò Sagundino, der opholdt sig hos paven, at han skulle anbefale Malatestaerne til denne. Dernæst sendte de en mere højtrangerende legat, Bernardo Giustiniani, en mand der udmærkede sig ved veltalenhed og venetiansk værdighed, og som havde varetaget mange legationer for sin stat.

10.27. Forhandling om Malatesta mellem Venedig og Pius

Pius modtog den venetianske legat i en første audiens i Petriolo.^[177] Det skete under særlige hædersbevisninger dels på grund af byens fremtrædende position, dels på grund af legatens personlige værdighed.

Derefter blev de øvrige tilstedeværende sendt ud, og legaten fik tilladelse til at fremføre, hvad han ville. Han sagde da følgende: ”Fromme^[178] pave, din krig imod Malatestaerne er en retfærdig krig. Det mener alle og ikke mindst det venetianske senat, der udmærket kender Sigismondos karakter og ikke er uvidende om hans forsyndelser imod dig selv og den Apostoliske Stol. Senatet har nu hørt om din sejrrige kampagne, om hvor meget land du har frataget ham, og hvor mange nederlag du har tilføjet ham selv og hans territorium. Senatet finder derfor, at mandens forbrydelser er blevet straffet tilstrækkeligt, ja mere end tilstrækkeligt. Det hedder sig jo, at en fader straffer en søns forsyndelser, ja selv de store, med mildhed. Og du er ikke blot Sigismondos, men alle de troendes fader. Du bør derfor udvise faderlig mildhed. Den Apostoliske Stol åbner altid sin barmhjertige favn for de sønner, der vender tilbage til den. Den er altid rede til at tilgive. Den elsker barmhjertigheden så højt, at den ofte sætter den over retfærdigheden, og den kalder en dom uden mildhed og mådehold for grusomhed. Skånsel er et særkende for din trone. Peter, hvis stol du beklæder, fik befaling om at tilgive forsyndelser imod sig selv 77 gange^[179], det vil sige et uendeligt antal gange. Ofte og meget har Sigismondo forsyndet sig imod dig, det ved alle. Men du, som er Jesu Kristi Stedfortræder, hvordan kan du nægte at tilgive en, der beder derom? Du ved, at din Herre bad for dem, der forfulgte ham, at han tilgav røveren på korset, og at han også ville have tilgivet selv forræderen Judas, hvis denne ydmygt havde bedt om tilgivelse. Gud ønsker ikke synderens død, nej, Han vil omvendelsen og livet^[180] Skrifterne er fulde af eksempler herpå. Ingen er mere venligtsindet end Kirken, ingen mere rede til at vise barmhjertighed.

Dette ved det venetianske senat, og derfor vover det at anbefale Malatestaerne til dig og at søge om tilgivelse for en slægt, som det nu i lang tid har betragtet som naboer og venner. Senatet modsætter sig ikke den revselse, som for en stor del allerede er sket. Men ikke i mands minde har vi hørt om nogen anden fornem slægt i Italien, der er blevet revet op med rode og nærmest udslettet. Malatestaernes slægt har ry som en gammel og fornem slægt i Italien. Den er berømt for mange fremragende mænd, hvis storslåede bedrifter i høj grad har hjulpet både den Romerske Kirke og hele Italien, ja kristenheden selv. Må det gavne sønnerne at have berømte forfædre. Lad fædrenes dyd udslette børnenes forsyndelser. Noget skylder man de gamle forbilleder^[181]. Retskaffenhed belønnes ikke efter fortjeneste, hvis den kun gavner sine egne ejermænd. Fremragende dyd udmærker adskillige generationer i slægten Malatesta. Jeg indrømmer, at Sigismondo ikke er værdig til, at du tilgiver ham, og jeg roser bestemt ikke Domenico, der har kæmpet imod dig, selvom han kan undskyldes, fordi han greb til våben for sin broder. Men Carlo og Pandolfo og andre af deres forfædre har fortjent, at du tilgiver efterkommerne, hvis de har forsyndet sig imod dig.

Også republikken Venedig fortjener at blive bønhørt af dig, hun som er din Helligheds og den Apostoliske Stols mest lydige datter^[182]. Hele dette anliggende vedrører også den venetianske stat. Venetianerne ved, hvilke naboer de har haft i Malatestaerne slægt. De frygter, at en forandring skal blive til det værre: de ved, hvad de har; de ved ikke, hvad de vil få. De frygter mange ting, for de må betragte italienernes karakter med mistro, og ingen magt er uden frygt. Vi beder Din Fromhed om ikke at volde os problemer eller at lade nogen regere ved vore grænser, hvis anslag vi må frygte. Indtil nu har vi levet fredeligt med Malatestaerne, og det håber vi, at vi også må i fremtiden. Endvidere opfordrer vi dig til at drage omsorg for freden i Italien og til at vurdere de farer, som kan opstå på grund af krigen. Ofte har selv en meget lille gnist forårsaget en meget stor brand. Ingen lader sig frivilligt fordrive fra sit eget rige; mennesker prøver på alle måder at undgå at blive berøvet deres magt. Franskmændene stræber efter herredømmet i Italien og besidder faktisk et betydeligt område i Kongeriget Sicilien. Hvad vil der ske, hvis Malatestaerne berøves for al anden støtte og derefter søger tilflugt hos franskmændene og tager dem som deres herrer? Alle tyrannerne i Romagna vil følge deres eksempel, og heller ikke florentinerne, der i forvejen er venner af franskmændene, vil afholde sig fra politiske omvæltninger.

Hvad skal jeg sige med hensyn til tyrkerne? Du siger, at du vil modsætte dig deres bestræbelser. Hvordan kan du føre krig ude, hvis du ikke har ro og sikkerhed hjemme? Hvad hvis Sigismondo – han er jo en rænkefuld person - inviterer tyrkernes hær til Italien? Der er kun en kort sejlads til Rimini fra Aulona, som almindeligvis kaldes Valona og er i tyrkernes besiddelse. Sigismondo vil gøre alt, hvad han kan, for ikke at miste sit herredømme. Krigens udgang er usikker, og tiden bringer mangt og meget, som ingen troede kunne ske. Lykken er aldrig god i lang tid ad gangen. Hidtil har du sejret, og lykkens vind har været dig gunstig. Men hvad hvis krigens herskerinde pludselig viger fra dig igen? Det har hun jo for vane. Ingen, der er klog, betror sin sag til hende. Det er, når man sejrer, at man skal bestræbe sig på fred, og man skal ikke blive overmodig af medgang. Vær tilfreds, pave, med tingenes nuværende tilstand, så du ikke mister det, du har nu, medens du stræber efter mere. Giv fred til de ulykkelige, og vær nådig imod Malatestaernes familie, som er blevet revset tilstrækkeligt. Det beder vi venetianere dig om og bønfalder dig ydmygt. Giv dette som en gunstbevisning til et folk, der har fortjent det af dig, og som altid har vist den Apostoliske Stol den største ærefrygt. Dette siger vi i oprigtighed, idet vi ikke blot bekymrer os for din berømmelse, men også for vor egen republiks sag. Tag velvilligt imod det, som kommer fra et retskaffent og godt sindelag.”

Da paven havde hørt dette, svarede han således: ”Vi tager positivt imod det, som det venetianske senat bønfalder om og tilråder, og Vi tvivler ikke på, at ordene er i overensstemmelse med sindelaget: det er venligt mente råd. Med rette siger senatet, at den krig, Vi har erklæret Malatestaerne, er retfærdig. Og hvis ikke Vor afstraffelse af Sigismondo er retfærdig, så har Vore forgængere aldrig foretaget en retfærdig afstraffelse.

Men senatets opfattelse, at den skyldige er blevet straffet tilstrækkeligt, er ikke korrekt: grumme forbrydelser kræver grumme straffe. Hvem vil sige, at pisken er nok for den, der har fortjent galgen^[183]? Det drejer sig om tyveri, rov, hor, incest, forræderi, majestætsforbrydelse, foragt for religionen, ugudeligt kætteri. Og så siger du, at han er blevet straffet tilstrækkeligt, når han kun har mistet en del af sit territorium og ikke har lidt fysisk overlast? Men det er faktisk hans undersåtter, der har båret straffen, og Sigismondo selv er indtil videre sluppet fri uden overlast.

Du siger, at Vi er i en faders sted, og at selv en søns store forsyndelser bør straffes af faderen med mildhed. Alle, som regerer en stat med retfærdighed, betragter deres undersåtter som deres børn. Det gælder også det venetianske senat, der betragter borgerne som deres børn eller brødre. Hvis venetianerne er deres øvrighedspersoners børn, hvorfor bliver de så straffet så strengt, når de forsynder sig? En stat opretholdes ved to ting, nemlig straf og belønning. Ingen stat kan bevares, hvis ikke den holder de onde nede og begunstiger de gode. Venetianerne er altid blevet anset for de strengeste med hensyn til at bekæmpe forbrydelser. Derfor har jeres magt kunne holde sig så længe, og jeres herredømme er blevet udvidet, fordi lovene er blevet overholdt. I har ikke tolereret skadelige borgere. Ingen kan ustraffet forsynde sig hos jer.

Sigismondos mange forsyndelser er forfærdelige. Hvis en af jeres egne borgere blot havde begået én af dem, så ville I ikke lade ham leve videre: ingen bønner og ingen pengesummer ville kunne frelse den skyldige fra døden. Og nu mener I, at Sigismondo, der er den mest forbryderiske af alle forbrydere, er værdig til tilgivelse? Da en søn af jeres doge, Francesco Foscari, kom under mistanke for at have dræbt en medborger, idømte I ham grusom tortur og eksil. Den romerske konsul, Brutus, henrettede sine sønner, fordi de havde konspireret med Tarquinierne imod fædrelandet. Og Torquatus dræbte sin unge søn, da denne sejrrigt havde kæmpet imod fjenden, blot fordi han ikke havde fulgt ordre. Og i vor egen tid lod Niccolò, markgreven af Este, sin søn Ugo lide døden, da denne var blevet grebet i hor med sin stedmor. Hvad siger du så? De, som naturen har gjort til fædre, må meget ofte være strenge, og nu vil du have, at de, som loven har gjort til fædre, skal glemme retfærdigheden.

Du minder Os om Kristi eksempel og om det bud, som Herren gav Peter om at tilgive synder^[184], og du fremfører, at Vi bør gøre det samme. Vi erkender, at de skyldige bør tilgives, når de af hjertet og i sandhed angrer deres synd, og deres straffrihed ikke sætter et dårligt eksempel. Men den gode hyrde driver de dårlige får langt væk flokken, lægerne fjerner råddent kød fra kroppen med kniv og med glødende jern, og når de synes mest strenge, er de faktisk mest barmhjertige. Alle kristne tilhører samme legeme^[185] i Kristus og samme hjord. Det er nødvendigt, at en smittet legemsdel ikke smitter en rask, og at det syge får ikke smitter hele fåreflokken. Man må fjerne alt, hvad der skader et legeme. Det er ikke barmhjertigt at spare et lem og dermed bringe hele legemet i fare. Herren selv siger, at ”hvis et øje forarger dig, så skær det ud og kast det bort”, og han erklærer, at det er bedre at komme til det evige liv med eet øje eller een fod end at blive kastet i helvedets flammer med to øjne eller to fødder.^[186] Hvad betyder dette? Herren formaner os til at bortskære de lemmer, der forarger, for at de ikke skal skade det øvrige legeme. Byernes og folkeslagenes ledere bliver formanet om at fjerne fordærvede borgere, for at de ikke skal skade de mange.

Men Sigismondo angrer ikke sine misgerninger. Tværtimod siges det, at han ærgrer sig over ikke at have begået større: han begræder de forbrydelser, han ikke har begået, og ikke dem, han har begået. Han kan heller ikke vende tilbage til Gud, for han tror ikke på Gud. I ham opfyldes det, som står i den hellige skrift: Synderen, der når til bunden af sine forbrydelser, hånler deraf.

Sigismondo er en kætter. Apostlen byder os at undgå en kætter, når han er blevet formanet første og anden gang.^[187] Men vi har formanet denne mand to, tre, fire ja flere gange. Han er fordærvet og der er ikke håb om hans frelse. Hvordan kan vi overlade det til en kætter at regere over vore undersåtter? Hvis det var Os personligt, Sigismondo havde forsyndet sig imod, så ville Vi tilgive ham. Men han har syndet mod Gud; han har spottet den guddommelige lovs bud; han har krænket den Romerske Kirke; han har brudt alle love; han har skadet det kristne folk endnu mere ved sit eksempel end i gerning; og han har vist sig fuldstændig uforbederlig. En sådan mand kan vi ikke lade ustraffet. Sådanne uhyrer skal kastes ud, så de ikke kan lede andre. Herredømmet skal fratages de fordærvede udyr, og ingen magt kan overlades til så grusomme vilddyr.

Du siger, at det er uhørt i vore eller i vore fædres dage, at et adeligt hus er blevet fuldstændigt udslettet, og du synes, at det vil være uværdigt, hvis Malatestaernes meget gamle og fornemme familie skulle blive rykket op med rode i vor tid. Du taber dobbelt fejl: for det første er Malatestaerne ikke gamle og fornemme; det er en ny slægt, som ingen kendte for 200 år siden. Familien har en ussel oprindelse fra en ussel landsby, Penna; den kom til verden ved forræderier og slette manøvrer, den har været oprørsk imod Kejserriget og modstander af Kirken. Gid den kunne blive udryddet fra jordens overflade, sådan som den fortjener det.

For det andet vil det bestemt ikke være første gang, at en adelsfamilie rykkes op med rode, som du tror. Hvor mange fornemme familier har I venetianere ikke selv udslettet? Vi forbigår de mange adelsmænd i Friuli, Istrien, Dalmatien og jeres andre provinser, som er blevet berøvet deres fædrenearv ved jeres beslutninger. Men vi kan ikke forbigå Scaligerierne og Carraraerne, som I – skønt de var højfornemme – fordrev fra Verona og Vicenza, henholdsvis Padova: I berøvede dem deres fædrene magt og sendte dem i fattigdom og eksil. Og da Marsiglio da Carrara forsøgte at gøre hævd på sin fædrene arv, tog I ham til fange og dømte ham til døden. Så I er selv ikke veget tilbage fra at ødelægge to huse, der hørte til de fornemste i hele Italien. Hvad skyldtes denne strenghed? Den skyldtes, at I mente, de konspirerede imod jer. Og de var ikke engang jeres egne undersåtter, men jeres naboer, og vikarer^[188] for den romerske kejser. I har strakt hånden ud imod andres undersåtter og ikke været bange for at revse og fuldstændig ødelægge en andens^[189] tjenere. Nu vover I så at opfordre Os til ikke at straffe vore egne undersåtter, skønt de er notoriske forrædere og plettet af enhver forbrydelse, blot med den begrundelse, at de er adelige? Med uret nægter I Os retten til at handle over for vore egne tjenere på samme måde, som I selv, arrogant, har handlet imod fremmede. I siger, at Malatestaerne er Vore sønner, ikke Vore tjenere. Engang var de sønner og frie, men deres forsyndelser har nu gjort dem til tjenere. Vi skammer Os sandelig ikke over at følge i jeres egne fodspor og at efterligne jeres egen strenghed, når det først og fremmest er den måde, man almindeligvis tror, at jeres stat har vokset sig stor på.

Men du siger, at Malatestaerne vil forsøge alt for at undgå at blive fordrevet fra deres rige, og at de hellere vil dø end at opgive magten. En ting er sikkert, og det er, at alt bøjer sig for nødvendigheden. Malatestaerne har ikke så stor magt, at de kan modstå os. De er berøvet al støtte, med mindre I selv bringer hjælp til dem, der er ved at gå under. Ingen i Italien vil hjælpe dem, hverken florentinerne, hertugen af Milano, Borso d’Este, Vor vikar i Ferrara, eller nogen anden: alle støtter Vor krig imod forrædere og ugudelige som yderst retfærdig. Vi erkender, at hvis I slutter jer til Malatestaerne, vil I kunne hindre Vore bestræbelser, og det er nu den eneste fare, der truer Vor sag. Denne fare bør I så fjerne, og ikke skamløst modarbejde den Apostoliske Stols dom. Jeres løfter gælder stadig, dem hvormed I forsikrede Os om, at Vi ikke på Vor sejrrige færd skulle frygte nogen obstruktion fra Venedig. Hvis det modsatte sker nu, så vil man se, at jeres senat er løgnagtigt og forræderisk: det kan Vi simpelt hen ikke forestille os. Vi frygter hverken franskmændene eller tyrkerne: Frankrigs kong Louis er indviklet i krig med katalanerne og med englænderne; hvis han er klog, vil han ikke også involvere sig i en italiensk krig. Men hvis han vender sin opmærksomhed mod Italien, så vil han først og fremmest hævne oprøret i Genova, som faldt fra hans fader. En erobring af Ligurien vil være vanskelig og give os en del tid. Men hvis han vil sende sin hær direkte imod os, så skal han både over bjerge og floder. Desuden er fyrsten af Lombardiet Vor allierede, og han vil ikke tillade Vore fjender at drage igennem sit territorium. Og franskmændene plejer ikke at sende økonomisk støtte til nogen, og mindst af alt til italienerne, som de ikke har tillid til. For så vidt angår tyrkerne, kan de kun komme til Rimini via Adriaterhavet, men det siger I jo selv, at I bevogter, og jeres flåder afpatruljerer det til stadighed; tyrkerne kan kun komme til Italien, hvis I er forsømmelige. Så Sigismondo vil utvivlsomt blive besejret og Malatestaernes æreløse navn vil blive udslettet, med mindre jeres republik modarbejder Os, og det har den ingen grund til. 

Endvidere siger I, at I er bange for at få nye naboer og ønsker at bevare de gamle. I vil få nye naboer, hvis I ikke hindrer vore bestræbelser, men I vil få retfærdige naboer i stedet for uretfærdige, trofaste i stedet for troløse, og venner i stedet for fjender. For enten bliver det Kirken selv, der vil komme i stedet for dem, og den holder sig standhaftigt til retfærdigheden og er ikke skyldig over for nogen. Eller også vil Vi give Malatestaernes fyrstendømme til vore nevøer, som vil indgå en permanent alliance med jer og aldrig modsætte sig jeres senats beslutninger.^[190] 

Af disse grunde er jeres forbøn for Malatestaerne upassende, og Vi bør ikke lytte til den. Vi forfølger ugudelige mænd med en retfærdig krig. De, som foragter Gud, er ikke værdige til tilgivelse, og deres redning ville blive til skade for mange. De skyldige bør straffes - ellers vil det se ud, som om de onde kan føle sig sikre, og den nemme tilgivelse vil blive en tilskyndelse til andre om at forbryde sig. Der er ingen fare forbundet med, at Vi kræver denne afstraffelse – med mindre den da kommer fra jer selv. Men I har ingen reel grund til at forhindre Vort forehavende og troløst bremse Vor kurs mod sejren.

Vi opfordrer jer derfor til, at I overlader det til Os selv frit at dømme Vore egne undersåtter, og at I ikke beder Os om noget, som I ikke selv ville give til andre, hvis de bad jer om det."

Den venetianske orator fremførte som sædvanlig mange argumenter herimod. Da paven havde gendrevet dem med indlysende modargumenter, sagde oratoren til sidst, at han skriftligt ville meddele senatet det svar, han havde fået.^[191]

10.28. Omvæltning i Todi

Medens paven var i Petriolo sendte sieneserne ham hyppigt gaver i form af mad og drikkevarer samt legater, der skulle bede ham om at besøge sin kære fødeby. Med henvisning til det usunde klima - mange var nemlig døde af pest i Siena - svarede paven beklagende, at selv om han nok så gerne ville, så kunne dog ikke opfylde sine kære sønners bønner.^[192]

Da han forlod badene i Petriolo, vendte han tilbage til Pienza, hvor han på grund af sygdom forblev en dag. Så begav han sig videre til Sarteano via Monticchiello og de skovrige højderygge ved Montepesio. Han gjorde ikke ophold her, men satte over floden Chiana nær Chiusi og steg ned i Perugias territorium. Her overnattede han ved byen Panicale i bjergene oven for Trasimenersøen. Da han var kommet over disse, nåede han frem til en charmerende dal oversået med småbyer, hvorfra man kan se Perugia. Så krydsede han nogle andre bjerge og nåede frem til den brede Tiberdal. Han overnattede ved Marsciano, og den følgende dag fandt de et vadested og satte over Tiberen og tog til Todi^[193], hvor han ville hvile ud, indtil han fik meddelelse om, at luften i Rom igen var ren.

Legationer fra konger og byer var ankommet forinden ligesom mange af kardinalerne, og de kom alle paven i møde. Byen havde ikke set sin herre i mange år og modtog ham med stor begejstring og udsøgte hædersbevisninger.

Todi, eller Tuder som de gamle sagde, er en betydningsfuld by og den vigtigste i Umbrien. Den ligger på et bakkedrag omkring 20 stadier^[194] fra Tiberen. Uanset i hvilken retning man går i byen, skal man stige opefter. Store ørne er udhugget i porten til den gamle by og viser, at folket engang tilhørte ghibellinernes parti. Nu har guelferne overtaget. Murenes omkreds var tidligere meget mindre end den, man kan se i dag. Den omkransede det øverste af bjerget. Senere voksede befolkningen, og det blev nødvendigt med længere mure. Blandt byens berømte mænd er den pave Martinus, som blev martyr for Kristi sag. I vor egen tid^[195] frarøvede Braccio^[196] fra Perugia den Romerske Kirke denne by og byggede en fæstning på bjergtoppen. Fæstningen blev dog senere ødelagt. Medens Eugenius IV var pave, tilrev Francesco Sforza sig herredømmet over byen^[197], men Kirkens hærførere tvang ham senere^[198] til at opgive den igen og fordrev ham fra Umbrien.

Pius tog ophold i bispepaladset, selvom borgerne havde gjort rådhuset og en prægtig bygning på bytorvet rede til ham. Man skønnede, at bispepaladset ville være en sundere bolig, fordi det var mindre udsat for de vinde, som altid blæser igennem Todi. Man skulle næsten tro, at det var Æolus'^[199] andet hjem. Hvor man end vender sig, har man en meget smuk udsigt. Man kan se Perugia og hele den mellemliggende dal, oversået med småbyer og med store og frugtbare marker, og den prægtige Tiberflod, der bugter sig som en slange og skiller Toskana fra Umbrien. Neden for byen løber floden mumlende mellem mange bjerge, indtil den ligesom modvilligt falder ned mod de lavereliggende områder. Bakkerne neden for byen er tilsået med vinranker og oliven og er et smukt syn. Ligeså meget fryder øjet sig over de noget fjernere bakkedrag, der enten er skovklædte eller bruges til græsning. Om sommeren er alt grønt, og om vinteren ofte hvidt af sne. Det er dog aldrig et særligt bekvemt opholdssted, for om sommeren bliver stedet udtørret, fordi der ikke er kilder nok. Om vinteren er der frost, og der blæser altid en nordenvind. Men der er overflod af korn og vin.

Da Pius kom dertil, fandt han byen i oprør på grund af indre stridigheder. De to mest fremtrædende borgere i byen var brødrene Giacomo og Andrea, som tilhørte adelsfamilien Atti. De var meget velhavende og havde vundet befolkningen for sig ved gavmilde gaver. Med støtte i mængden af fattige borgere, som de hjalp, styrede de byen efter forgodtbefindende. Ikke blot spredte de skræk blandt byens aristokrater^[200], men de øvede også vold mod de guvernører og præfekter, der blev udsendt af den Apostoliske Stol, og tillod dem hverken at straffe forbrydelser eller fælde domme, som det ellers var ret og rimeligt. Ofte brød de ind i fængslet, og ofte vristede de dødsdømte fanger ud af hænderne på de soldater, der førte dem til rettergangsstedet. Ustraffet voldtog de jomfruer, begik hor og drab og plyndrede rige huse. Også Atti-brødrenes klienter kunne ustraffet begå enhver forbrydelse: kort forinden var guvernørens førsteliktor blevet myrdet, uden at der fulgte nogen straf. De gode borgere var oprørte over alt dette, og de beklagede den ulykkelige situation i deres fødeby, som - selvom den stod under Kirkens overhøjhed - alligevel skulle udholde et tyranni. De forsøgte at afryste åget, de lagde råd op sammen, de mente, at de burde vove at tage deres fødeby i forsvar, de indgik pagter: når paven kom, hvad de regnede med ville ske snart, ville de gøre en ihærdig indsats for at uddrive tyrannerne eller fratage dem muligheden for at øve skade. Folket skulle have sine love tilbage, og det skulle ikke længere tåles, at nogen frit kunne udplyndre andre.

Tre dage efter Pius’ ankomst opsøgte de ham derfor i fælles flok og gjorde rede for de overgreb, de indtil da havde været udsat for. De sagde, at de engang havde ment, at de var Kirkens undersåtter, men at det åbenbart var forkert. I Todi var det Attierne, der var herrer, ikke paverne. De bønfaldt den Romerske Kirke om at hævde sine rettigheder og befri de gode borgere fra slaveriets grusomme og utålelige åg. Pius udpegede nogle kardinaler til at høre borgernes klagemål, og hvad Attierne havde at sige dertil. Sagen blev undersøgt, og det var indlysende, at byen blev elendigt styret på grund af Attierne. Giacomo var dog meget værre end Andrea og en langt mere skadelig borger. Pius besluttede derfor at fjerne ham fra byen. Da folkets holdning var usikker, udnævnte han et nyt senat. Endvidere blev der lagt nye navne på kandidater til magistratsembederne (de såkaldte priorer, der fungerer i to måneder ad gangen) i pungen, hvorfra der trækkes lod. Han forbød dem at bære våben i byen, at gå i forbøn for personer anklaget for forbrydelser, men mindre man var beslægtet indtil tredje led, samt under tumulter i byen at trænge bevæbnet ind i nogen borgers hus. Han forordnede, at alle møder skulle afholdes på byens torv eller i guvernørens eller præfektens hus, og han udstedte adskillige andre love til gavn for byen, som er blevet overholdt indtil den dag i dag og har bevaret freden.

10.29. De franske legater vender tilbage med krav om våbenhvile

De franske legater, der havde søgt om våbenhvile i krigen om Kongedømmet Sicilien, fulgte paven fra Petriolo. Da kong Ferrantes oratorer havde indfundet sig, begyndte de at presse stærkere og stærkere på. De fremførte, at de var blevet holdt længe hen, og at de ikke kunne vente længere. Enten måtte paven opfylde deres anmodning, eller også måtte han give dem lov til at drage bort. Herimod fremførte Ferrantes oratorer, at en våbenhvile var skadelig for hans sag. Ferrante havde slået fjenden, og det ville være forkert at bremse hans sejrsgang. Den eneste fjende, der var tilbage i Campania, var hertugen af Sessa. Hæren ville snart sætte sig i bevægelse imod ham, og færden vil gå igennem solbeskinnede egne, som ikke mærkede vinteren. Hertugens herredømme ville falde i løbet af kort tid. De bønfaldt om, at sejren ikke blev revet ud af hænderne på dem. Den samme indstændige anmodning fremsatte hertugen af Milanos oratorer, blandt hvilke var hans egen bror, den meget forstandige Corrado.

Paven svarede dem således: året før havde kong Louis af Frankrig bedt ham om at trække sine hjælpetropper hjem fra Ferrante, og paven havde svaret tilbage, at det ikke ville være rimeligt. Men hvis kong Louis ønskede en våbenhvile mellem de stridende parter, så ville han ikke nægte det, således at der i løbet af våbenhvilen kunne blive sat en stopper for krigen enten ved en fredsaftale eller ved domsafsigelse. Svaret var blevet sendt både til kong Ferrante og til hertug Francesco, og begge havde tilsluttet sig. Selvom kong Louis havde accepteret tilbuddet om våbenhvile senere end det var rimeligt, kunne man anstændigvis ikke afvise den nu. Hvis kong Ferrante nægtede at rette sig derefter, måtte det være hans egen sag. Men Pius måtte i tilfælde af en våbenhvile kalde sine egne tropper tilbage fra Kongeriget, for han kunne ikke bryde sit løfte.

Ferrantes allierede græd, da de hørte dette, for de mente, at enhver forsinkelse af krigen ville skade hans sag. Men de vovede ikke at sætte sig op imod paven, og til sidst overlod de hele sagen til hans afgørelse. Pius spurgte franskmændene, hvor lang en våbenhvile, de ønskede. "Tre eller fire måneder," svarede de. Men deres anmodning var svigefuld, for de regnede med, at deres hær på denne måde ville undgå sejrherrens heftige angreb, indtil soldaterne skulle i vinterlejr. Derefter ville årstiden selv påtvinge parterne fred, og når foråret kom igen, ville der også komme flere penge fra Frankrig til at rejse en ny hær. Paven var helt på det rene med deres listige hensigt, som han imødegik, idet han erklærede følgende: "Vi tilslutter Os en våbenhvile på fire måneder mellem de to parter, der strides om Kongeriget, og hermed opfylder Vi vort løfte." Da franskmændene så fremførte, at også Sigismondo Malatesta skulle omfattes af våbenhvilen, eftersom han var kong Renés forbundsfælle i krigen, svarede paven: "Det vil sandelig være ugudeligt at lade en våbenhvile mellem kristne konger omfatte en kætter. Sigismondo foragter religionen og er allerede tidligere blevet fordømt herfor. Han gik i krig imod den Romerske Kirke, førend han sluttede sig til kong René. Denne har forurettet paven ved at acceptere en forbundsfælle, som er en forræderisk og kættersk undersåt af kirken."

Denne sag gav anledning til hektiske forhandlinger over flere dage. Da det til sidst var klart, at franskmændene absolut ville have, at freden også skulle omfatte Sigismondo, medens Pius absolut ikke ville, drog franskmændene hjem med uforrettet sag. Herefter talte Pius således til kong Ferrantes oratorer: "Nu har I, hvad I ønskede. Våbenhvilen, som I mente ville berøve Ferrante sejren, er ikke blevet til noget. I har fremført, at jeres hær vil ødelægge hertugen af Sessa før jul, hvis krigen fortsætter. Tag nu afsted, og lad jeres gerninger leve op til de store ord. Vi selv har nok en anden opfattelse: jeres soldater vil gerne snart i vinterkvarter, den første regn vil sende jer i ly. Fjenden er vant til kulde og strabadser og vil blive under åben himmel for at angribe jeres byer. På et tidspunkt vil I fortryde, at I ikke tog imod den midlertidige fred, som Vi tilbød jer."

Men de afgav mange forsikringer om det modsatte og drog bort fulde af håb.

10.30. Florentinerne går på skrømt i forbøn for Malatestaerne

Også florentinernes legat var kommet til stede for at bede om nåde for Malatestaerne. Han talte således:

"Venetianerne har bedt florentinerne om at anbefale familien Malatesta til din barmhjertighed. Du ved selv, hvordan og hvornår du vil tilgive de skyldige. Din straf er retfærdig, og florentinerne overlader alt til din dom. Men florentinerne vil gerne holde sig gode venner med venetianerne. Jeg vil derfor stå sammen med den venetianske legat og tilslutte mig, hvad han vil bede om. Du må så gøre, hvad du vil."^[201]

Paven roste florentinernes legation, fordi den ikke havde bedt om noget urimeligt. Derefter kom den milanesiske, den venetianske og den florentinske legat sammen til Pius. De talte på mange måder Malatestaernes sag og bad om tilgivelse for dem. Da de ikke kunne appellere til pavens retfærdighed, søgte de tilflugt til hans barmhjertighed.

Paven erkendte, at han skyldte meget til dem, der gik i forbøn for Malatestaerne, men sagde, at de skyldige ikke fortjente tilgivelse. Dog, da Domenicos forbrydelser var mindre end Sigismondos, så ville han på grund af legaternes forbøn finde nåde, hvis han betalte skat til kirken og opfyldte sine øvrige forpligtelser. Til gengæld ville paven intet høre om Sigismondo, med mindre han opgav sit kætteri og underkastede sig pavens afgørelse. Legaterne accepterede det, som angik Domenico, og bad om en våbenhvile, så der lettere kunne forhandles en fredsaftale. Dette blev bevilget.

Også pavens søster, Caterina, kom til ham fra Spoleto sammen med hans niece, Antonia, og hendes dejlige og smukke søn. Pius havde bestemt, at han skulle opkaldes efter hans egen fader, Silvio. Han var endnu ikke 20 måneder gammel. Han efterlignede alt, hvad han så, og viste mange tegn på fremtidig intelligens, og paven glædede sig meget over ham.

10.31. Pavens rejse fra Todi til Rom

[Her berettes om pavens tilbagerejse fra Todi til Rom]

---

1. ^{Georg Podiebrad (1420-1471): http://en.wikipedia.org/wiki/George_of_Pod%C4%9Bbrady}
2. ^{Conventus regni}
3. ^{9. august 1462}
4. ^{Tilhængerne af den hussittiske lære}
5. ^{Kompaktaterne: aftalen mellem bøhmerne og Konciliet i Basel, der på visse betingelser gav bøhmerne ret til at modtage kommunion under begge skikkelser (brød og vin). Denne aftale blev indgået i 1436, d.v.s. 26 år før den omtalte rigsforsamling i Prag}
6. ^{Her støtter kongen sig til den konciliaristiske these, hvorefter et koncil står over paven}
7. ^{Magna synodus}
8. ^{Egtl. vor dyd (virtus)}
9. ^{Fra Roms side er kernen i det hussittiske kætteri ikke, at man vil have kommunionen under begge skikkelser (brød og vin), men at man hævder, at kun denne kommunionsform fører til frelse. I betragtning af, at den Romerske Kirke i århundreder kun havde praktiseret kommunion for lægfolk under brødets skikkelse, indebærer hussitternes these, at mange generationer af kristne ikke er blevet ført til frelse gennem kirkens centrale sakramente. Det kunne kirken og ingen pave selvfølgelig acceptere. Kommunion under begge skikkelser for lægfolk blev i øvrigt genindført i den katolske kirke efter andet Vatikanerkoncil}
10. ^{Kong Georg Podiebrad måtte gå en stadig balancegang mellem hussitterne og katolikkerne i sit rige. Han ville formentlig gerne have gjort hussitismen til rigets eneste ”religion”, men han var ikke stærk nok, og var nødt til at tage vidtgående hensyn til katolikkerne. Pius vurderer i et af sine skrifter, at han nok var mere optaget af magten end af religionen}
11. ^{Fantino havde tidligere været kongens repræsentant over for paven, nu var han pavens repræsentant over for kongen. Denne situation var ikke usædvanlig i tiden, men kunne efter omstændighederne, som her, være ret problemfyldt – og risikabel}
12. ^Serenissime
13. ^{Lex gentium}
14. ^{Nuntius: bemærk at det i dette tilfælde er brugt synonymt med legatus og orator.}
15. ^{Matthæusevangeliet 16,19}
16. ^{Romerbrevet 8,17}
17. ^{Christiana societas}
18. ^Djævelen
19. ^{De hussittiske prædikanter: http://en.wikipedia.org/wiki/Hussite}
20. ^{Sana doctrina}
21. ^{Jakoubek af Stribo}
22. ^{Formentlig Jan Hus}
23. ^{Hieronimus af Prag}
24. ^{Konrad af Vechta}
25. ^{Rokyzana: hussittisk ærkebiskop af Prag}
26. ^Paven
27. ^Kirken
28. ^{Overfor paven}
29. ^{I 1436}
30. ^{Hæresis crimen}
31. ^{Kardinalskollegiet}
32. ^Cura
33. ^Bøhmerne
34. ^{I sin hemmelige kroningsed, der dog forelå i et skriftligt, beediget og bevidnet dokument, havde kongen givet vidtgående indrømmelser til pavestolen. Når Fantino her ”offentliggør” kroningseden, sætter han kongen i en alvorlig forlegenhed}
35. ^{De Historia Bohemica}
36. ^{Vita temporalis}
37. ^Procurator
38. ^Impietas
39. ^{14. august 1462}
40. ^{16. september 1462}
41. ^{Først og fremmest Sankt Ventzel, i hvis kapel de var samlet}
42. ^Gloria
43. ^{D.v.s. af de daværende paver – i modsætning til Pius}
44. ^{Her erklærer den katolske gejstlighed, at paven står over konciliet, og at et koncils afgørelser ikke er bindende for paven, men kræver hans godkendelse}
45. ^{D.v.s. en højere kirkeinstans (koncil og/eller pave)}
46. ^{Placet et in aeternum placebit}
47. ^{Rokyzana var hussitternes stærke leder, og kongens udfald imod ham, afslører, hvor trængt han var imellem de stridende religiøse parter}
48. ^{Formentlig den 27. oktober 1462}
49. ^{1414-1418. På konciliet i Konstanz blev bøhmeren Jan Hus – der gav navn til husitterne – henrettet for forræderi, på trods af at konciliet havde givet ham frit lejde}
50. ^{Begyndelsen af oktober 1462}
51. ^Senatus
52. ^{Magna stipante caterva: Vergil, Æneiden, 1,497; 4,136}
53. ^Praetorium
54. ^{Sub cautione fidejussoria}
55. ^{Hertug Albrecht af Østrig, kejserens bror og rival}
56. ^{Sml. med pavens udtalelser forskellige steder om, at han beriger Siena med at opholde sig der sammen med sit hof}
57. ^Pectora
58. ^{Ulrich von Grafeneck}
59. ^{Junior aetas}
60. ^{På sine ældre dage udviklede Pius en vis pessimisme!}
61. ^{Naturalis dominus}
62. ^{Terents, Hau, 115}
63. ^{16. oktober 1462}
64. ^{Tormentum aeneum}
65. ^Mortarium
66. ^{Georg Podiebrad}
67. ^{En yderlige grund var, at han havde brug for kejseren til at hjælpe sig hos paven i sagen om Kompaktaterne}
68. ^{Korneuburg-traktaten fra 2. december 1462. Denne gav kongen af Bøhmen betydelige fordele}
69. ^{Nescia futuri mens: Vergil, Æneiden 10,501; ”Nescia mens hominum fati sortisque futurae”; 4,508: ”ignara futuri”}
70. ^{Sacris ordinibus initiari. Der er i den katolske kirke 8 gejstlige ordener (grader) og tilhørende vielser, de fire lavere og de fire højere (subdiakon, diakon, præst, biskop). Fik man kirkelige beneficier, var det sædvanligt, at man på et tidspunkt i det mindste modtog de lavere vielser}
71. ¹⁴⁶²
72. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Terra_di_Lavoro}
73. ^{Praefectus triremium}
74. ^{Piccinino var engageret som condottiere af fyrsten af Taranto, der var allieret med huset Anjou, d.v.s. franskmændene. Disse kæmpede med kong Ferrante om magten i kongeriget Napoli. Hvis venetianerne undsatte en fæstning belejret af Anjou’s allierede, kunne det tolkes som om de nu var på Ferrantes side, altså en dårlig nyhed for Piccinino. Venetianernes undsætning af fæstningen i Trano havde dog et præcist strategisk formål og var ikke et led i ny alliance mellem Ferrante og Venedig}
75. ^{Venedigs hovedrival og arvefjende som handelsby}
76. ^{Sicilien/Napoli}
77. ^{Venedig frygtede, at ærkerivalen Genova gennem havnen i Trani skulle få fodfæste i Adriaterhavet, som var Venedigs ”eget” hav}
78. ^{Magister bombardae}
79. ^{Comes camerarius}
80. ^{Piccininos styrker}
81. ^{En særlig elitestyrke}
82. ^{In utramque sortem parato. Vergil, Æneiden, 2,61: ”in utrumque paratus”}
83. ^{Hvis han havde erobret fanen}
84. ^{D.v.s. til hertugen af Milano}
85. ^{Ippolita (ikke Isotta) Sforza. Hun blev forlovet med Kong Ferrantes ældste søn, Alfonso, i 1455 og ægtede ham i 1465 – tre år efter slaget ved Troia}
86. ^{Muzio Attendolo Sforza fik byen og blev udnævnt til greve af Troia i 1423. Hans søn, Francesco Sforza, hertug af Milano fra 1450, beholdt titlen til 1442, da byen blev erobret af Alfonso V af Aragon. Den havde således været ude af sforzaernes eje i 20 år.}
87. ^{Daniels Bog 6,23; Apostlenes Gerninger 12,11; Johannes’ Åbenbaring 22,6}
88. ^{Tranquilla quies}
89. ^{Salus publica}
90. ^{Feuda nobilia}
91. ^Status
92. ^{Laesae majestatis crimen remittito}
93. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Piceno}
94. ^{Bemærk at Pius her selv omtaler sine Commentarii som ”historia”}
95. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Malatesta_Family}
96. ^{Pius beretning bygger i høj grad på Chronicon Ariminense (Muratori, RR, II SS), og citerer den nogle gange ordret}
97. ^{Regeringstid 1212-1250}
98. ^{Vikariat: embedet som ”guvernør” i kejserens navn}
99. ^{Her tager Pius’ kilde fejl: Heinrich V var ikke Friedrich IIs efterfølger, og det var Friedrich II selv, der i 1248 belejrede Parma}
100. ^{Nulla est sancta regni societas: Ennius, citeret af Cicero, De Officiis 1,26}
101. ^Clientelae
102. ^{Palatium publicum}
103. ^{”Bytaber”}
104. ^Nomen
105. ^{Et eksempel på Pius’ ætsende ironi}
106. ^{I Lilleasien}
107. ^Virtus
108. ^{Majores balistae}
109. ^{5. februar 1327}
110. ¹³²⁷
111. ¹³⁴⁰
112. ^{Påskesøndag 1355}
113. ^{Der er tvivl om, hvorvidt denne kardinal faktisk deltog i kroningen}
114. ^{Selvbestaltede herskere uden udnævnelse fra paven eller kejseren}
115. ^{I 1355. Dette sted kaster lys over Pius’ anvendelse af ordet tyran, som selvbestaltet hersker uden legitim udnævnelse og autoritet fra en højere magt (oftest Kirken eller Kejserriget). Legitimeringen kan som her ske ved udnævnelse til vikar}
116. ^{Et eksempel på et korstog, der ikke er rettet imod de vantro, men mod medkristne}
117. ^{Vexillifer: fanebærer}
118. ^1375-76
119. ^Clientela
120. ^{Som han skulle hjælpe}
121. ^{Da denne havde efterfulgt sin fader Giovanni Maria}
122. ^{I 1424. På det tidspunkt var Pius selv ung studerende i Siena}
123. ^Maro
124. ^{Fordi Vergil var en førkristen, d.v.s. hedensk digter}
125. ^{Denne historie forekommer usandsynlig, fordi Carlo var en højtdannet mand, der elskede klassisk litteratur}
126. ^{Konciliet i Pisa, 1409: http://www.newadvent.org/cathen/12112b.htm}
127. ^{Gregorius XII (1327-1417): http://www.newadvent.org/cathen/07001a.htm}
128. ^{Modpave Benedictus XIII (1328-1422): http://www.newadvent.org/cathen/09431c.htm}
129. ^{Alexander V (1339-1410): http://www.newadvent.org/cathen/01288a.htm}
130. ^{Martinus V, valgt på konciliet i Konstanz, 1417, som afslutning på det store vestlige skisma (med tre paver på samme tid)}
131. ^{1429. Han skulle have heddet Pandolfo}
132. ^{Per varios fortunae casus. Vergil, Æneiden, 1,204: ”Per varios casus”}
133. ¹⁴²⁷
134. ¹⁴³⁸
135. ^{12. august 1462}
136. ^Partes
137. ^Sicilien
138. ^{Centurio peditum}
139. ^{Efteråret 1462}
140. ^Adorea
141. ^{Pro discretione militum}
142. ^{Hertugens råd til sin allierede, paven, var ikke ganske uegennyttigt: han var nok interesseret i en stærk allieret i krigen mod franskmændene, men han var ikke interesseret i, at paverne fik alt for god kontrol med Kirkestaten og dermed fik en forstærket position i den italienske magtbalance}
143. ^Gloria
144. ^Tituli
145. ^{Sanguis: blod}
146. ^Oppidum
147. ^{Civitas. Bemærk sondringen mellem oppida (mellemstore byer) og civitates (store byer)}
148. ^{Immobile saxum. Vergil, Æneiden, 9,448}
149. ^Deformitates
150. ^{Dominikanerordenen: http://en.wikipedia.org/wiki/Dominican_Order}
151. ^{Martial Auribelli (d. 1473): http://en.wikipedia.org/wiki/Martial_Auribelli}
152. ^{Lukasevangeliet 16,9}
153. ^{Motiverne til at fratage Marziale hans embede har nok været mere komplekse, end paven meddeler. Året efter Pius død, d.v.s. i 1465, blev Marziale genindsat som dominikanernes ordensgeneral af Pius’ efterfølger, Paulus V}
154. ^{Beslægtet med Piccolominierne}
155. ^{Olivetanernes orden blev grundlagt af Giovanni de Mino Tolomei , der trak sig tilbage til Olivenbjerget i 1313 sammen med Mino Piccolomini og Francesco Patrizi}
156. ^{Da torsdag ikke er en fastedag}
157. ^{Teksten til hymnen var såmænd skrevet af Pius selv}
158. ^{Ovid, Tr 4.10,26}
159. ^{Efteråret 1462}
160. ^{Troia og Senigallia}
161. ^{Pius kunne også sin forhalingsteknik}
162. ^Os
163. ^{Varius ac mutabilis. Vergil, Æneiden, 4, 569}
164. ^{Gibraltar: http://en.wikipedia.org/wiki/Gibraltar#History}
165. ^Nomen
166. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Pillars_of_Hercules}
167. ^{20. August 1462}
168. ^{Enrique IV(1425-74): http://es.wikipedia.org/wiki/Enrique_IV_de_Castilla}
169. ^Templa
170. ^Ecclesiae
171. ^{Notér, at Pius her bruger ordet ”kirker” (ecclesiae) i stedet for templer, som anvendes på muhammedanerns religiøse bygninger. Hans normale brug af ordet tempel for kirke ville her være upassende}
172. ^{Algeciras: http://en.wikipedia.org/wiki/Algeciras}
173. ^{Astorre Manfredi (1412-1468): http://en.wikipedia.org/wiki/Astorre_II_Manfredi}
174. ^{27. oktober 1462}
175. ^{Ad clavum}
176. ^{Ved at give hjælp til en bandlyst}
177. ^{8. november 1462}
178. ^{Piissime: en kompliment til Pius (=den fromme)}
179. ^{Mattæusevangeliet 18,21-22: ”Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange? Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.}
180. ^{Ezekiels Bog 18,32: Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!”}
181. ^{Priscae imagines, jf. Properts 1.5,24}
182. ^{En stærk påstand: Venedigs udenrigspolitik var i høj grad styret af byens egne interesser}
183. ^Crux
184. ^{Matthæusevangeliet 18,21-22}
185. ^{Romerbrevet 12,5: ”Således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.”}
186. ^{Matthæusevangeliet 5,29-30:  ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.”}
187. ^{Titusbrevet 3,10: ”Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel.”}
188. ^{Dv.s. legitime magthavere, i modsætning til de mange tyranner i området, det vil sige selvbestaltede herskere}
189. ^Kejserens
190. ^{Ligesom Pius’ egen umiddelbare forgænger, Calixtus III, overvejede at give kongeriget Sicilien til en af sine nevøer, overvejede Pius åbenbart at give Rimini til en af sine: et stærkt udtryk for renæssancepavernes nepotisme. Det mest eklatante eksempel er Borgia-paven, Alexander VI, der 50 år senere søgte at befæste sin families position ved at give sin egen søn, Cesare, et hertugdømme i Kirkestaten}
191. ^{Det fremgår af den venetianske ambassadørs indberetning til dogen, at paven skulle have udtalt sig i noget mildere vendinger end refereret her, og at han også havde givet nogle løfter til Venedig}
192. ^{Der er tale om pression fra pavens side på bystyret i Siena for at imødekomme hans ønsker vedrørende styreformen i byen}
193. ^{Todi: http://en.wikipedia.org/wiki/Todi}
194. ^{Stadie: http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Geografi/Kartografi/M%C3%A5leinstrumenter_og_-teknik/Stadie}
195. ¹⁴¹⁸
196. ^{Braccio da Montone}
197. ¹⁴³³
198. ¹⁴⁴⁴
199. ^{Aeolus: http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%86olus. Cf. Vergil, Æneiden, 1, 52ff}
200. ^Optimates
201. ^{Florentinerne meddeler hermed paven, at de kun støtter Sigismondo på skrømt, og kun for at tækkes venetianerne}