Af en renaissancepaves erindringer bog 11

by Pius II

ELVTE BOG: December 1462 – Juni 1463

11.1. Hjemkomst til Rom

Pius krydsede floden Aniene ved Ponte Nomentano, en prægtig konstruktion bygget af Narses^[1], og han nåede tilbage til Rom den 18. december^[2]. Her blev han ventet med længsel af byboerne. Byen været nedsunket i den dybeste sorg på grund af hans fravær og på grund af pesten, der havde hærget på det frygteligste. Men nu da dens herre vendte tilbage, genvandt den sin tidligere munterhed, sørgeklædningerne blev lagt væk, og der blev holdt fest.

Juledag velsignede paven efter sædvanen Det Hellige Sværd og gav det til den venetianske legat som repræsentant for dogen for at det kunne blive brugt imod troens fjender, tyrkerne. Men det er omsonst at prøve at skaffe sig velvilje fra et utaknemligt folk eller at overtale en grisk republik og en hoben købmænd til at gå i ærefuld krig. Hos den slags folk^[3] er der ingen, der bekymrer sig om anstændighed. De tjener profitten og foragter den ære, som ikke giver fortjeneste: gavmildhed går ikke i spænd med handel.

11.2. Kampen mellem grevinden af Celano og hendes søn

Efter kampen ved Troia havde Jacopo Piccinino sammen med nogle få tropper, ubevæbnede og ribbede for alt, søgt tilflugt i Abruzzo. Han vidste ikke sine levende råd, men da Pius havde forladt Todi, fik han helt uventet en chance til at redde sig ud af elendigheden. Ruggerotto, der var søn af grevinden af Celano, havde imod moderens vilje kæmpet for franskmændene og havde derved lagt sig ud med hende. Han opsøgte nu Piccinino og fortalte ham, at hans moder var uretfærdig imod ham. Han mente endvidere, at kvinden, der var på kong Ferrantes parti og en modstander af franskmændene, burde fordrives. Han selv, der aldrig havde elsket aragonerne og katalonerne, burde overtage magten. Han havde venner, der ville udlevere moderen til Piccinino, hvis denne kom dertil med en hær. Han bad Piccinino om at komme ham til hjælp med de styrker, der var blevet tilbage hos ham,og han lovede dem et rigt bytte.

Piccinino greb ivrigt lejligheden. Han drog som fjende ind i Celanos territorium og indtog hurtigt adskillige borge, der overgav sig frivilligt. Derefter angreb han byen, hvor grevinden opholdt sig, indtog den med våbenmagt og plyndrede den. Grevinden forsvarede sig i nogle dage i fæstningen, men da ingen kom hende til hjælp, bragte de bombarderne frem og sønderskød tårnene. Det var i sandhed et forfærdeligt tilfælde: sønnen belejrede og angreb moderen med alle slags krigsmaskiner. Moderen gav ordre til at beskyde sønnen med pile, medens sønnen rettede alle slags kastevåben imod moderen, og det var ikke muligt at forlige dem. Til sidst faldt murene, og den ugudelige søn tog sin ulykkelige moder og lod hende spærre inde. Et rigt bytte af guld- og sølvting og en stor mængde uldstoffer tilfaldt Piccinino, medens borgene og fæstningerne blev overdraget til Rugerotto.

Dette var frugten af et incestuøst ægteskab, hvis man overhovedet kan kalde det for et ægteskab, da det blev indgået imod al ret^[4]. Grevinden af Celano hed Cobella, et navn, der formentlig er et diminutiv af Jacobella. Hendes fader mistede sine mandlige arvinger og bortgiftede tre døtre, inden han døde. Da han gik bort, efterlod han sig den hjemmeboende datter, Cobella, som endnu ikke var giftefærdig^[5]. Hun havde mange bejlere, der ville ægte hende for fyrstendømmets skyld, idet dette efter landets love tilfaldt hende. Men pave Martinus V kunne ikke tåle, at dette bytte blev vristet ud af hans kæber. Han lod derfor den unge kvinde ægte sin meget unge nevø, Adoardo, for at denne kunne få grevskabet som medgift. Ægtefællerne forblev sammen i tre år. Cobella foragtede sin mand, hvad enten det var, fordi han led af struma, eller han (som hun bagefter påstod) var impotent. Så da Martinus døde, og hun nu var voksen, flygtede hun i hemmelighed til sine egne.^[6] Adoardo giftede^[7] sig så med en anden kvinde. Han fik flere børn med denne og viste dermed, at han var en mand.

Jacopuccio Caldora, hvis karakter vi allerede har beskrevet, tragtede efter grevskabet Celano, der grænsede op til hans eget, så selv om han allerede var en ældre mand, giftede han sig med Cobella, der legitimt – som man påstod – havde forladt en impotent ægtemand^[8]. Da han døde, blev Jacopuccios brodersøn gift med enken, således at Celano ikke gik tabt for familien^[9]. Rygtet sagde, at de allerede havde været elskere under det foregående ægteskab med Jacopuccio. Rugerotto var en frugt af dette sidste, incestuøse og skammelige ægteskab, og moderen led nu straffen for sin forsyndelse. Moderen fik en søn, der var hende værdig, selv om han ikke var værdig til at straffe hendes forbrydelse. Man kan have Pius mistænkt for, at historien om det incestuøse ægteskab skal forberede sindene på, at pavens egen nevø skal overtage grevskabet Celano.

Da Pius hørte, at Celano var erobret, sagde han: ”Dette er resultatet af, at man afviste den våbenhvile, som Ferrante havde så meget imod. Men hvilket menneske kan vide, hvad fremtiden bringer? Mennesker er fejlbarlige og vælger ofte de ting, der vil skade dem selv, fordi de tror de vil gavne dem.”

11.3-5. Sulmonas fald, Ferrantes flugt og oprør i Santa Severa

[Her berettes om nogle mindre tilbageslag for kong Ferrante]

Efter sejren ved Troia led Ferrantes parti således tre mindre nederlag: grevskabet Celano gik over til fjenden, Sulmona gik tabt, og Santa Severa gjorde ikke blot oprør, men afvæbnede nogle meget stærke rytterdelinger. Til disse nederlag kom kongens flugt, der var ret vanærende, da man sjældent hører om en sejrherre, der slås på flugt af den besejrede. Fjendernes medgang opvejede dog ikke deres nederlag ved Troia, hvor fyrsten af Taranto og en meget vigtig del af Kongeriget gik tabt for franskmændene.

11.6. Affæren Coppini

Som ovenfor berettet havde dronningen af England^[10] fået hjælpetropper fra kong Louis af Frankrig og var derefter sejlet til Skotland. Her genoptog hun krigen i det nordlige England hinsides York og erobrede nogle borge. Hun blev mødt af kong Edwards tropper, der indledte et slag, jog skotterne og franskmændene på flugt og genvandt borgene. De garnisonsstyrker, der var loyale over for kong Henry, blev nedslagtet på det grusomste, medens franskmændene, der sagde, at de kæmpede for kong Louis, fik mulighed for at blive løskøbt. Skrækslagne over denne sejr gik alle Henrys støtter nu over til kong Edward. Hertugen af Somerset viste vejen: han sagde, at det var tåbeligt at fortsætte en hårdnakket kamp imod den skæbne^[11], der åbenbart havde lovet Edward riget. Det måtte være Guds faste og uforanderlige beslutning, og han ville ikke selv modsætte sig Guds vilje. Han overgav sig derfor til sejrherren, blev nådigt modtaget og fik overdraget sine fædrene besiddelser^[12]. Kong Edwards ret til riget blev bekræftet, medens kong Henry forblev i Skotland, uden bekymringer og tilfreds med lidet. Dronningen vendte græmmet og rådvild sammen med sin søn tilbage til kong Louis.

Disse omvæltninger i det engelske rige blev af franskmændene og deres tilhængere tillagt biskoppen af Terni, Francesco Coppini. Denne var blevet sendt til England^[13] for at bede om hjælp mod tyrkerne og for at stifte fred i riget. Men i stedet havde han stiftet ufred, var draget i kamp og havde rejst Kirkens fane; han havde lyst kong Edwards^[14] fjender i band og velsignet hans modstandere med løfte om evig frelse.^[15] Og det var ikke et grundløst rygte, for ærgerrighed og store løfter havde ført biskop Francesco på afveje. Da paven hørte om sagen, sendte han brev til biskoppen om at vende hjem omgående. Biskoppen, der var ganske klar over, hvad det var, han havde gjort, blev skrækslagen. Han tiggede sig til anbefalinger fra kong Edward og andre fyrster og vendte tilbage kurien i officiel egenskab af repræsentant^[16] for englænderne og rådgiver for hertug Francesco af Milano. Her fremførte han mangt og meget til sit forsvar. Han havde udnyttet sin sendefærd til at modtage bestikkelser og havde fra England hjembragt mange guldkar og kostbare juveler, og disse brugte han nu som mammon til at skaffe sig ondskabs venner^[17], især nogle kardinaler, og med deres hjælp fik hans pavens øre. I det Apostoliske Palads var kardinalen af Teano^[18] og skatmesteren Giliforte hans gamle venner, og de udfoldede store anstrengelser for at redde deres ven.

Først lod paven som ingenting. Men da han forlod Rom for at tage til Viterbo, og der dag for dag voksede et rygte frem om, at biskoppen af Terni imod alles forventning havde undgået straf, beordrede han i hemmelighed Jacopo Tolomei til at arrestere biskoppen og indsætte ham i Engelsborg^[19]. Da dette var sket, sendte paven ufortøvet notarer^[20] og dommere til Rom. Uden tortur bekendte biskoppen alt om Kirkens fane, bandlysningen og de øvrige anklager. Hertil kom mange skændige tilfælde af simoni, da han mod betaling havde tildelt kirkelige beneficier, gejstlige vielser, aflad og tilgivelser. Han skrev sin tilståelse med egen hånd, og han kunne sådan set heller ikke afvise anklagerne, for netop om disse forhold havde man konfiskeret dokumenter, som han selv havde dikteret og underskrevet.

Næsten alle kardinalerne og prælaterne fordømte biskoppen og mente, at han skulle kastes i lænker uden rettergang, men Pius ignorerede deres skvaldren og befalede, at biskoppen skulle holdes indespærret under bevogtning, indtil han selv kom tilbage til Rom. Derefter tilkaldte han auditørerne fra Rotaen, afkrævede dem tavshedsløfte og overdrog dem den skriftlige tilståelse til videre behandling sammen med spørgsmålet om, hvordan man skulle straffe en biskop, der havde begået noget sådant.^[21] De fik frist til at drøfte sagen, og efter otte dage overbragte de ham deres skriftlige indstilling forseglet med Rotaens segl: den skyldige burde fratages sit bispeembede, udstødes af biskoppernes orden og indsættes i et kloster, hvor han for altid kunne begræde sine forsyndelser.

Herefter blev der indkaldt til et lukket konsistoriemøde, hvor paven berettede om begivenhederne i England og om de blodige krige, hvor biskoppen af Terni helt på egen hånd havde deltaget og rejst Kirkens fane, syet med hans egen hånd. Paven fremlagde biskoppens tilståelse og bad om kardinalernes mening. Flere kardinaler anbefalede straffe, der ikke stod i rimeligt forhold til forbrydelsernes alvor, og biskoppens venner forsøgte at nedtone selve forbrydelserne. Paven fremlagde nu Rotaens responsum. Da dette blev læst op, rødmede biskoppens forsvarere af skam og flertallet af kardinalerne fulgte så auditørernes indstilling. Som biskoppen havde fortjent det, fratog Pius ham bispesædet Terni og udstødte ham af biskoppernes orden. Derefter bad Coppini om pavens tilladelse til at indtræde i klosteret San Paolo^[22] og at leve efter den hellige Benedikts regel hos den hellige Justinas brødre – hvad enten det var af ægte ønske om ordenslivet, eller fordi han mente, at han ville få et elendigt liv, hvis han skulle leve i videre ude i verden berøvet sin værdighed. Hans ønske blev imødekommet, og han fik tilladelse til fungere som præst. Ufortøvet blev han iklædt ordensdragten og antog navnet Ignazio i stedet for Francesco, og under dette navn har han indtil i dag tjent herren uden dadel. Hvis han fortsætter ad denne vej, vil han være en bedre munk, end han var biskop.

11.7. Kontrovers mellem dominikanere og franciskanere om Kristi blod

Brescia er en by i det cisalpine Gallien^[23]. Her havde franciskanermunken^[24] Jacopo della Marca på påskedagen det forrige år efter sin sædvane holdt en prædiken. Herunder havde han begået en fejl, som mange, der prædiker i kirkerne og gerne vil demonstrere deres lærdom, begår, nemlig at fremføre en del ting, som bedre var forblevet usagte.

Jacopo var en tidligere fælle af den hellige Bernardino af Siena og en populær prædikant, men efterhånden ret affældig. Under sin påskeprædiken fremførte han blandt andet, at Kristi hellige blod i de tre dage, det under Jesu lidelse lå udgydt på jorden, ikke med rette burde hyldes i liturgien, fordi det i og med at det var udgydt og adskilt fra Herrens legeme straks havde mistet sin hypostatiske forening med Jesus som Guds Ord. Hans prædiken blev almindelig kendt og kom Giacomo da Brescia for ørerne. Denne var en dominikanermunk og medlem af Inkvisitionen imod kætteri. Hvad enten han var opfyldt af trosiver eller grebet af misundelse udtalte han straks, at Jacopo i sin prædiken havde fremført et kætteri, der tidligere var blevet fordømt, og han beordrede Jacopo til at trække sin fejlagtige lære tilbage. Hvis Jacopo ikke adlød straks, skulle han møde frem på en bestemt dag for at blive forhørt om sin tro. Giacomo befalede endvidere en af sine ordensbrødre at holde en prædiken samme eftermiddag, hvori han skulle udtrykke den modsatte opfattelse af Jacopos.^[25]

Jacopo havde i 40 år dadelfrit forkyndt Guds ord for folket, og han havde både efter sin egen og andres mening i høj grad gavnet den kristne religion, så han blev nu stærkt fortørnet over indkaldelsen. Bjerget var blevet ramt og nu væltede røgen op!^[26] Mange kan udholde fattigdom, sult, tørst, pinsler og død for Kristi sag, men de kan ikke tåle selv den mindste krænkelse, og det er som om deres tab af prestige betyder, at selve Guds ære lider ubodelig skade. Men det i sandhed gode menneske er i stand til at se stort på sit eget ry, hvis det er nødvendigt.

Den næste dag strømmede folk til kirken. Jacopo besteg prædikestolen og talte langt og ubeskedent om sig selv. Han havde brugt hele sit liv på at prædike for folk i Italien og Ungarn, og aldrig havde man fundet fejl i hans tale. Han var dybt krænket over, at han i sin yderste alderdom blev anklaget for kætteri, fordi han havde fremført, at det blod, der var udgydt under Kristi lidelse, ikke burde hyldes i liturgien. Det var i øvrigt sandelig ikke noget, han selv havde fundet på, berømte lærere havde skrevet det i deres efterladte værker, og han fremviste bøger af Francis de Mayronnes, Richard og andre, der sagde det samme om Kristi blod, som han selv havde prædiket.

Kontroversen udviklede sig, og folket delte sig i to: nogle holdt med Jacopo og franciskanerne, andre støttede inkvisitoren og dominikanerne, og gensidigt beskyldte de hinanden for kætteri. Stedets biskop greb ind, men kunne ikke få tumulten til at lægge sig eller formilde de opblæste sind. Hvis ikke Jacopo vandt, måtte han anse sin indsats i de 40 år, han uophørligt havde undervist folket igennem sine prædikener, for nytteløs. Inkvisitoren på sin side fastholdt, at man var nødt til at forsvare troen.

Sagen blev forelagt for den Apostoliske Stol. På senatets^[27] råd pålagde paven begge parter tavshed, og anmodede de to ordeners foresatte om inden en bestemt frist, som flere gange blev udsat, at sende lærde teologer til kurien.

Disse kom til Rom i stort tal juledag i året 1462^[28], da Pius var vendt tilbage fra Toskana. Kardinaler, biskopper og doktorer både i kanonisk og civil ret, som der var mange af ved kurien, blev kaldt til det Apostoliske Palads. Dominikanerne og franciskanerne fik ordre til hver at stille med et hold på tre, som skulle give møde og diskutere spørgsmålet fra begge sider. De adlød. Blandt dominikanerne havde katalaneren Gabriele ordførerskabet, blandt franciskanerne Francesco fra Saona^[29]. Begge var filosoffer og begge kendt som fremragende teologer.

Fra universitetet i Paris^[30] var der også kommet en fransk franciskaner ved navn Guillaume. Hans landsmænd, der jo altid overdriver, kaldte ham for en fyrste udi teologien og alle læreres lærer og beundrede ham som et nærmest guddommeligt orakel^[31] - i sammenligning med ham kunne de italienske teologer næsten ikke engang kaldes for disciple. Sådan praler Frankrig af sig selv. Denne mand valgte franciskanerne til en af deres tre deltagere i diskussionen om Kristi blod. På den måde kom de ufrivilligt til at demonstrere hans ubetydelighed, for han sagde intet, der var værd at høre på. Ligesom selv store og brede floder mister deres betydning, når de løber ud i havet, på samme måde mister selv lærde doktorer, der er berømte og betydningsfulde i hjemlandet, deres ry og glans blandt de store stjerner, når de kommer til kurien. Den svulmende Donau-flod gennemløber store provinser og fylder dalene med larm. Når den løber ud i Euxinum^[32], kan den måske en kort stund presse havets bølger tilbage, men den bliver snart overvundet og høres ikke mere. På samme måde rejste Guillaume storskrydende gennem Frankrig og Italien, og da han nåede Rom, skræmte han mange med sit ry for lærdom og som en, der ville sige ting, som ingen andre vovede at tilbagevise. Men han måtte hurtigt vige for de lærde mænd ved kurien og den stolte hanekam faldt sammen. Det blev klart, at franskmændene hverken er guder eller helte, og at de på ingen måde overgår andre mennesker. Guillaume levede kun i kort tid efter diskussionen, han blev syg og døde i Rom. Franciskanerne begravede ham i Aracoeli. Bortset fra hans opblæsthed over egen lærdom siger man, at hans liv var rosværdigt og kysk.

Diskussionen om Kristi blod varede tre dage og blev holdt i paladset i nærvær af paven, kardinalernes hellige senat og den øvrige forsamling af prælater.

[Her følger en meget lang og detaljeret fremstilling af diskussionen og de to parters argumenter]

Herefter opløste paven forsamlingen.

I de følgende dage drøftede han sagen med kardinalerne. Flertallet støttede dominikanernes opfattelse, nogle få holdt med franciskanerne. Også Pius var på flertallets side. Det var imidlertid ikke hensigtsmæssigt at offentliggøre en beslutning på dette tidspunkt, da man ellers ville støde an mod de mange franciskanske prædikanter, som man havde brug for til at prædike korstog mod tyrkerne. Så man besluttede at udsætte beslutningen.

11.8. Paladsrevolution i Genova

Medens dette gik for sig i Rom, udbrød der som sædvanlig oprør i Genova. Ærkebiskop Paolo, der tilhørte Lazarist-ordenen, indgik et forbund med Paolo Benedetto og Martinetto, alle ledere af slægten Fregoso. Den 15. december indtog de med en store skare bevæbnede tilhængere dogepaladset, kastede deres slægtning og byens doge Ludovico i lænker og førte ham derefter som fange til klosteret San Francesco ved siden af fæstningen for at han kunne give ordre om dennes overdragelse. Over for fæstningen rejste de et skafot, hvor han ville blive hængt, hvis forsvarerne ikke straks overgav fæstningen. Forsvarerne adlød og udleverede den til ærkebiskoppen. Denne tilkaldte omgående byens råd og tiltvang sig dogeværdigheden: han havde ikke glemt, at han allerede havde styret byen i nogle få dage det foregående år, men ufrivilligt havde måttet vige pladsen for Ludovico, fordi denne havde fæstningen. Hos romerne var det en hæder, at blive konsul for fjerde gang. Ludovico var til sin store skam doge i sin fødeby fire gange, og ligeså mange gange blev han fordrevet som uduelig.

Det var i sandhed forunderligt uhørt i vor tidsalder, at en siddende biskop blev gjort til tyran i sin egen by. Da Paolo var blevet doge, skrev han således til pave Pius:

”Vor by er i gennem lang tid blevet kastet hid og did dels af interne stridigheder, dels af ydre krige og senest af tyrkernes overgreb. Derfor har byens borgere og adel indstændigt gennem bønner og råd opfordret, ja presset mig til at påtage mig regeringsmagten og dogeværdigheden, og min fædrelandskærlighed har overbevist mig om, at jeg bør gøre det. Så i denne store krise har jeg fundet det rigtigt at sige ja. Så vidt jeg kan, vil jeg leve op til mine medborgeres opfattelse af mig og til min egen fædrelandskærlighed. Jeg har derfor i dag ved Guds barmhjertighed overtaget dogeværdigheden. Dette er sket helt uden våbengny, i ro, frihed og samdrægtighed og under bifald fra de fredelige borgere^[33]. For at der kan være fuldstændig stabilitet og ro, har jeg straks taget fæstningen Castelletto i uindskrænket besiddelse. Jeg har fundet det rigtigt at underrette Deres^[34] Salighed om dette, der synes at være sket snarere ved Guds forsyn end ved menneskelig indsats. Jeg beder Din Hellighed styrke mig med din velsignelse og med råd og dåd at hjælpe mig til at bære den byrde, det er at føre de to sværd^[35]. Og jeg er rede til altid at udføre dine ordrer.” Underskriften lød: ”Din Helligheds mest hengivne tjener, Paolo Fregoso, af Guds nåde ærkebiskop og doge af Genova.”

Pius svarede ham således:

”Pius, biskop og Guds Tjeneres Tjener, til sin ærværdige broder, Paolo, ærkebiskop og doge af Genova, hilsen og apostolisk velsignelse.

Du skriver, at du efter dine medborgeres frie beslutning har fået dogeværdigheden i din fødeby, og du bønfalder Os om at bekræfte denne igennem Vor velsignelse af dig som Vor broder. Vi er forundrede over din beslutning, idet du hermed overtager det verdslige styre i en by, der overgår alle andre italienske byer i sin hang til politiske omvæltninger, altid vakler mellem den ene og den anden side, altid er i oprør, og aldrig tåler den samme leder eller doge i længere tid. Sidste år oplevede du personligt, hvor stor – eller rettere hvor lille - dine medborgeres bestandighed er: de valgte dig dengang til den samme fyrsteværdighed som nu, men næppe havde du overtaget embedet, førend de samme mennesker tvang dig til at træde tilbage igen. Dengang fik Vi næsten samtidig budskaber om din udnævnelse og om din afsættelse. Hvad der nu vil ske, ved Vi ikke.

Hertil kommer, at sagen mangler fortilfælde. For selv om det er muligt for et menneske at forene fyrstemagten og dogeværdigheden i sin egen person – blot der ikke er blodsudgydelse – så ved Vi ikke af, at en ærkebiskop af Genova nogensinde tidligere også er blevet doge. Det må være en meget alvorlig situation, der har medført denne omvæltning. Måske har genueserne oplevet de verdslige regeringer som uretfærdige og som skyld i alle de mange omvæltninger, de har gennemlevet, og derfor har de nu søgt tilflugt hos dig: lede og kede af det verdslige styre har de besluttet sig for et præstestyre i håb om en mere mild og retfærdig regering.

Det er meget vigtigt, at du nu gør det rigtige. Hvis ikke du holder retfærdighedens scepter lige, hvis ikke du forhindrer vold, hvis ikke du arbejder for fred og ro, hvis ikke du sætter en grænse for fordærvede lidenskaber, hvis ikke du selv og dine tilhængere opfører jer anstændigt, så vil din magt ikke vare ved. Du vil kun være herre i kort tid og hurtigt miste magten, du vil blive fordrevet til stor skam for dig selv og for dit høje præstelige embede - hvis du da bare bliver fordrevet og ikke det, der er værre, således som der er eksempler på i dit eget hus. Så vær meget påpasselig. Der gælder ikke de samme normer for et gejstligt styre og et verdsligt. Et gejstligt styre skal være præget af faderlighed og mildhed, og ikke af despoti. Folk accepterer meget hos en verdslig fyrste, som de ville afsky hos en gejstlig. De forsyndelser, der forekommer små og ligegyldige hos en lægmand, anses for store og alvorlige hos en gejstlig. Præsterne, hvis liv er som et spejl for dem, de har ansvaret for^[36], bør ikke blot afholde sig fra onde gerninger, men de skal også afstå fra alt, hvad der blot kan minde derom.

Betænk hvor højt du er steget. Hvis du er i stand til at regere barmhjertigt og retfærdigt og ikke blot kan tøjle dine undersåtter, men også dig selv, og hvis du er i stand til at besejre ondskab med dyd, og hvis du søger det almene vel og ikke har modtaget dogeværdigheden for at tilfredsstille dine egne lyster, og hvis du har til hensigt at forsvare den kristne religion imod de ugudelige tyrkere og er villig til at sætte dit eget liv ind for denne sag, og hvis du ikke søger at skade din næste, så har Vi tillid til, at du har fået overdraget dogeværdigheden retmæssigt og efter din bys love. Og hvis du, som du lover, er til gavn for din by, så velsigner Vi dit embede, dig selv, dine medborgere og hele kristenheden i den hellige Treenigheds navn. Givet i Rom ved Peterskirken, den 31. januar i året 1463.”

Paolo erklærede offentligt, at det paven havde skrevet nok var strengt, men at det var sandt, og at man skulle lægge sig det på sinde, og han lod alle, der ønskede det, få kopier. Derfor blev brevet på kort tid udbredt i hele Ligurien. Således formanet reformerede ærkebiskoppen i høj grad sit styre og var herefter mere moderat.

Sammen med den del af borgerne, der var fjendtligt sindede over for ærkebispen, udrustede franskmændene nogle skibe, angreb Genova og trængte ind i byen i et forsøg på at genvinde det mistede overherredømme. Ærkebiskoppen mødte dem med sine egne folk og besejrede dem i den følgende kamp. Skrækslagne flygtede fjenderne til deres skibe. Nogle blev dræbt, og andre blev taget til fange, heriblandt adskillige af oppositionens ledere. Det var den almindelige opfattelse, at disse burde henrettes så hurtigt som muligt, men dette er endnu ikke sket, da ærkebispen har formået at lægge bånd på sin naturlige heftighed.

11.9. Diplomatiske forhandlinger mellem kongen af Frankrig og kongen af Kastilien i foråret 1463

Oven for har vi omtalt, at kongerne Louis af Frankrig og Enrique af Kastilien skulle mødes for at forhandle om fred mellem kong Juan af Aragonien og katalanerne. Selvom den ene af de to konger havde allieret sig med katalanerne og den anden med kongen af Aragonien, så havde ingen af dem ønske om at krænke den tidligere fredsaftale mellem dem. Vi vil nu berette, hvordan det gik med denne sag.

Louis begav sig til kystbyen Bayonne. Havet skærer sig ind i landet mod nord og danner en stor bugt mod syd. Spanierne har den højre del af kysten, franskmændene den venstre. Grænsen mellem de to riger ligger nær Bayonne. Enrique ankom via Biskayen og gjorde holdt nær grænsen, inde i sit eget rige. Diplomaterne blev sendt frem og tilbage, og der blev forhandlet om, hvordan de skulle mødes. Som altid, når mægtige mænd mødes, opstod der mistanker. Hofsnogene^[37] var til stede, alle ønskede at blive opfattet som bekymrede for deres herres sikkerhed. Man rivaliserede om fyrsternes ære. Til kongen af Kastilien sagde de: ”Louis er kommet med en hær af letbevæbnede soldater, medens du selv bliver fulgt af fredelige civilister^[38]. Pas på baghold. Ingen anstændighed kan dæmpe begæret efter magt. Du selv er den største eller den næststørste blandt alle kongerne; hvem ville ikke ønske at regere i dit sted? Hvis din magt bliver lagt til Louis’, hvem ville da være større end ham, og hvad ville han mangle i at have magten over hele verden? Den kloge overvejer hvilke farer, der kan opstå, og hvordan de kan undgås.

Og hvorfor er det i øvrigt nødvendigt med dette møde? Det er kun for ærens skyld, ikke for nyttens. Hvis du drager ind i en anden konges rige, vil du blive den lille. Den franske kong vil gøre sig til af at modtage dig som gæst, og han vil lade indskrive i annalerne, at kongen af Kastilien kom for at hylde ham. Og bare der ikke sker det, som er værre. Vores Kastilien er smukt, herligt og stort. Lad os være tilfredse med vores og franskmændene med deres. Vi kender ingen, der er større end dig. Ingen alliance mellem ulige parter kan vare ved.” Sådan tudede de den kastilianske konges ører fulde, og i nogen tid var han rådvild. Den franske konge måtte høre mindst lige så stærke indvendinger.

Oratorerne blev sendt frem og tilbage, og til sidst fik de løst problemerne. De største anstrengelser for enighed udfoldede dog legaterne fra den kastilianske konge. Så vidt vi er orienteret, formede legaternes højtidelige indtog i Frankrig sig således: forrest kom 50 muldyr belæsset med gaver og med et udstyr, der anstod sig for legaternes rang^[39]. De blev ført af ligeså mange fodsoldater bevæbnet med jagtspyd. Så fulgte 50 unge mænd på hurtige heste^[40], med spyd i hænderne på maurisk vis og iklædt fremmedartede dragter. Så fulgte endnu en gruppe på 50 mand: det var purpurklædte riddere, funklende af gyldne halskæder og belæssede med juveler. Herefter kom et stort antal trompeterer og mænd, der slog på numidiske pauker. Efter dem kom en gruppe af underhandlere^[41], som vi i dag kalder herolder^[42], en klasse som har høj prestige blandt de vestlige konger. Så fulgte legationens ledere: ærkebiskop Alfonso af Toledo og marquisen af Villena, der stod i høj gunst hos kongen. Den første var den fornemste af Kastiliens bisper, den anden var den første blandt adelsmændene. Begge blev behandlet med den ærbødighed, der anstod sig for deres rang og kastede glans over legationen. Efter dem kom deres rådgivere og en stor skare af civile embedsmænd^[43] og tjenestefolk.

Louis sendte sine fornemste hoffolk for at møde spanierne, og da de nåede hans palads, modtog han dem med venligt ansigt og smigrende ord. I mange dage forhandlede man om en fredsaftale, og på selve påskefesten blev forhandlingen bragt til ende. Som vanligt skiftede spanierne skiftede dragt hver dag – så de kunne tage sig mere prægtigt ud i kongens øjne.

Aftalen havde følgende indhold: ”Kong Juan af Aragonien skal have kongedømmet Navarra, så længe han lever. Efter hans død skal det overgå til sønnen af greven af Foix^[44]. Grevskabet Stella, som tidligere tilhørte kongedømmet Navarra, skal overgå til kongedømmet Kastilien. Kongen af Aragonien skal opgive sin arveret til Kastilien og alle sine besiddelser i dette land. Kong Enrique af Kastilien skal give alt, hvad han har taget fra kongeriget Aragonien og Valencia, tilbage til Juan. Grevskaberne Roussillon og Cerdagne skal høre under den franske konge, indtil kongen af Aragonien har betalt ham 300.000 dukater. Fyrstendømmet Katalonien skal atter lyde kong Juan og styres i overensstemmelse med dets gamle privilegier. Der gives generel amnesti for dets oprør mod kongen. Hvis ikke det adlyder, må det frygte de tre kongers hære.” Aftalen blev holdt hemmelig, så længe kongerne af Kastilien og Frankrig havde deres møde ved grænsen mellem de to riger.

Kongerne mødtes også personligt og omfavnede hinanden. Bagefter talte de fortroligt sammen i omkring to timer. Man siger, at mange mennesker kom til byen, og at begge konger demonstrerede deres storhed gennem prægtige skuer af forskellig art. Mange mennesker var kommet dertil over havet, og der blev fortalt mange bemærkelsesværdige ting om skibene: disse havde forgyldt stævn, sølverne agterparti, sejl og tovværk af silke, forgyldte master og alle mulige andre udsmykninger.

Selve konferencen varede kun kort tid: de to konger havde meget forskellig karakter og rivaliserede om ære og berømmelse^[45], så de kunne ikke være længe sammen. Skønt de viste hinanden stor høflighed og respekt, når de var sammen, foragtede de dog hinanden. Begge fandt noget at kritisere hos den anden, både hvad angik udseende og adfærd. Da de drog bort, og fredstraktatens tekst blev offentliggjort, var der dem, der sagde, at de to kongers aftale var til betydelig skade for den tredje, for de to havde delt byttet fra kongen af Aragonien imellem sig: kong Enrique havde tiltaget sig en del af kongeriget Navarra samt retten til arvefølgen, som man hævdede årligt kostede kong Juan 30.000 dukater. Louis tilrev sig hele det katalanske landområde nord for Pyrenæerne som sikkerhed for sine krigsudgifter. Dette var kræmmeri, ikke venskab. Han havde solgt sin hjælp, han sendte den ikke gratis. Han kæmpede for sig selv, ikke for sin ven. Det er uværdige ting at måtte sige om konger.

Medens dette gik for sig, opsøgte en bedrøvet dronning af Aragonien kong Louis og sagde, at man havde handlet ilde med hendes mand: meget var blevet frarøvet ham, og han havde kun fået lidt til gengæld. For at det skulle se ud som om han havde givet kvinden en indrømmelse, nedsatte kongen pantsættelsessumnmen for grevskaberne Roussillon og Cerdagna fra 300.000 til 200.000. Den ulykkelige kvinde drog bort endnu mere nedslået, end hun var kommet.

Men i den brede befolkning blev der sagt endnu værre ting om kongen af Kastilien: alle mente, at han havde forrådt katalanerne; han havde taget Barcelona og alle byerne i det katalanske fyrstendømme under sin beskyttelse, og han havde erklæret, at han selv var katalanernes herre; han havde befalet, at alle skulle aflægge ed til ham; han havde slået guld- og sølvmønter i Barcelona; han havde sendt væbnede styrker for at slå Juans angreb tilbage; han havde rejst store forhåbninger om, at han aldrig ville svigte katalanerne, som han havde udset sig til sin egen og sin krones særlige besiddelse. Endelig havde han sagt, at han intet havde at frygte fra Frankrig, som ville give efter for ham enten på grund af venskab eller på grund af hans hære. Uanset om den franske konge var blevet overvundet ved venskab eller ved frygt, havde han nu svigtet dem, som han havde garanteret sin beskyttelse. Hvem kan man tro på, hvis selv kongernes løfter kan annulleres? Det er i øvrigt usikkert, om den franske konge blev overvundet af frygt eller af havesyge^[46].

11.10. Palatinergrevens behandling af de tilfangetagne fyrster

På den samme tid samlede ærkebiskop Adolf af Mainz – på trods af bidende vinterkulde – omkring 800 soldater og gik midt om natten til angreb på Mainz. De dristige krigere klatrede op ad muren, der hvor den indhegner byens vingårde og haver. Efter fjendens indtrængen blev der tumult i byen. Der udspandt sig en intens kamp mellem byens mange huse. På den ene side var der Diethers garnison, på den anden side trængte Adolfs soldater stædigt frem. Borgerne var splittede mellem de to, men til sidst vandt Adolf, slog Diethers tilhængere på flugt og tog byen i besiddelse. Alle var forundrede over, at han med så lille en skare havde kunnet indtage så stor en by, der både blev forsvaret af sine egne borgere og af fremmede. Aktionen blev udført i ly af natten, og skrækken fik borgerne til at tro, at de fjendtlige styrker var større, end de faktisk var. Borgerne på Diethers parti gik frivilligt i eksil. Dette var krigens erstatning til Adolf for de fyrster, der var blevet taget til fange af palatinergreven. Og således er lykken omskiftelig, snart bliver den ene side begunstiget, snart den anden.

Efter sin sejr over fyrsterne^[47] viste palatinergreven ikke fangerne nogen barmhjertighed; han lod dem kaste i lænker og spærrede dem inde i et rædsomt fængsel, lænkede på hænder og fødder som var de røvere, der havde fortjent at blive henrettet. Da staklerne ikke kunne udholde fangenskabet og væmmedes ved det beskidte fængsel, bad de om at måtte blive løskøbt af deres egne. De blev så sat fri på følgende betingelser: biskoppen af Metz skulle betale en løsesum på 50.000 dukater, markgreven af Baden 100.000 og greven af Württemberg det samme. De øvrige adelsmænd blev pålignet løsesummer efter, ja udover deres individuelle formåen. Herudover blev markgreven og greven frataget nogle meget stærke borge, og nogle andre fik de kun tilladelse til at beholde på betingelse af, at de modtog dem som len og aflagde ed til palatinergreven som vasaller. Enken efter Ludwig, palatinergrevens broder, havde modtaget juveler, guldkar og mange kostbare gaver af denne. Da han døde, ægtede hun greven af Württemberg og tog gaverne med sig. Dem blev hun nu tvunget til at sende tilbage til palatinergreven, og samtidig måtte hun give afkald på 5.000 dukater om året, som hun fik af palatinergrevskabet som rente af sin medgift. Det gjorde hun dog gerne for at få sin mand sat fri.

Da fyrsterne ikke kunne samle så mange penge til løskøb, skaffede de sig kautionister blandt deres venner og forlod til sidst fængslet. Sådan var palatinergrevens gavmildhed og sjælsstorhed, og sådan var den bayerske slægts ære. Men hvad gjorde Alexander, da han besejrede Porus i Indien? Hvad gjorde Kyros, da han overvandt Krøsus? Og hvad gjorde hertug Filippo Maria, da han tog konger til fange i et søslag^[48], hvoraf den ene var Alfonso, som stod i spidsen for syv riger?^[49] Selvom palatinergreven fravristede sine ulykkelige fanger alle de penge, han overhovedet kunne, så var det dog mindre end det hertug Filippo Maria på sin side skænkede sine overvundne fanger. Begge viste gavmildhed, men palatinergrevens gavmildhed var tysk, medens hertugens var italiensk; den enes gavmildhed var barbarisk, den andens var latinsk; den enes var bayersk, den andens milanesisk. Palatinergreven fratog sine fanger deres ejendom og gav dem et usselt liv. Filippo Maria bød sine overvundne ikke blot at leve, men at leve godt, og han gjorde dem rigere, end de havde været før fangenskabet. I så høj grad står de italienske sæder over barbarernes.

11.11. Nyt oprør i Wien

Wien i Østrig havde givet et andet eksempel på tysk adfærd og tysk trofasthed: borgerne spærrede deres kejser og herre inde i fæstningen, angreb ham med krigsmaskiner og opsagde ensidigt deres troskabsed. Nu gav byen nyt stof til eftertanke om barbarisk grusomhed. Som oven for nævnt var Nikolaus Holzer ophavsmanden til oprøret i Wien. Han var folkets leder, og det var efter hans plan, at kejser Friedrich havde mistet Wien, som hans broder Albrecht så havde fået. Holzer angrede nu sin skændige dåd, for Albrechts herredømme blev voldeligt, og der ikke var nogen frihed i byen: ingen kunne vide sit indbo, sin hustru, og sin familie sikker, soldaterne kunne frit plyndre alt. Holzer erkendte, at en barmhjertig fyrste var blevet fordrevet, medens en grusom tyran var blevet indladt. Han led på byens vegne, for det var hans skyld, at det var gået så galt. Han forsøgte derfor at bøde på sine fejltagelser og at genindsætte Friedrich. Udsendinge forhandlede i hemmelighed om sagen. Man placerede kaptajnerne Pankircher og Grafeneck med 1.000 ryttersoldater i et baghold nær byen. Påskelørdag^[50] indlod en vis Pulchhauser, der havde ansvaret for bevogtningen af to af byens porte, 400 af kejserens ryttersoldater. Straks opstod der det rygte, at byen var indtaget. Folket råbte op om, at de kejserlige tropper var trængt ind og hærgede med sværd og ild. Albrecht kom ilende til med en stærk deling soldater, og også borgerne greb til våben, da de frygtede for at blive fjendens bytte. De tropper, der lå i baghold, havde endnu ikke fået besked om, at de andre tropper var blevet lukket ind i byen, og de flyttede sig derfor ikke ud af stedet. På begge sider blev der kæmpet intenst og forbitret. De kejserlige blev besejret, 200 blev nedslagtet og resten taget til fange. Byportene blev lukket, og på selve påskedagen var Albrecht kun optaget af at opspore de sammensvorne og overgive dem til henrettelse.^[51] De rige folk kom under mistanke. Snart blev den ene, snart den anden slæbt bort. Det offentlige fængsel var ikke stort nok, så man måtte også tage hallerne i brug. De dømtes ejendom blev delt mellem soldaterne.

Om Holzers rolle i sagen herskede der ingen tvivl. Da byen kom i oprør, flygtede han, men blev fanget af nogle fiskere og ført til torvet, hvor han blev parteret i fire dele. Hans hoved blev sat på et spyd og hængt op ved den byport, han havde åbnet for de kejserlige. Det var en værdig straf for en mand, der var steget op fra byens bærme til embedet som byens tribun og snart støttede det ene, snart det andet parti, troløs over alle, og ikke tilfreds med nogen form for styre.

Også Oswald Reichelfuss blev arresteret. Han var den eneste af byens rigere borgere, hvis oldefader var blevet født i Wien. Mange af Wiens indbyggere er nemlig tilflyttere, kun få af dem er født i byen. Sammen med Reichelfuss blev også Sebastian Ziegelhauser kastet i lænker. Kejseren havde fundet denne værdig til at blive udnævnt til magistrat, men folket havde forkastet ham. Man arresterede også Pulchhauser, der som nævnt havde indladt de kejserlige ryttersoldater; en vis Augustin, der for nylig var blevet slået til ridder; Johann Odenacher, en anden der havde tilskyndet folket til oprør; og en vis Wolfgang, en dristig mand af folket. Efter at de var blevet underkastet tortur og forhør, blev de selve påskedag ført til torvs og halshugget, medens folket så til. Så lille var Albrechts respekt for religionen. Han er stadig i besiddelse af byen, der holdes i ave med frygt. Wien har fortjent en sådan herre, da en retfærdig og mild herre ikke kunne stille dem tilfreds.^[52]

11.12. Historien om grev Drakula

Ovenfor har vi berettet om østrigernes vildskab og om Albrechts skændige dåd. Nu skal vi høre om Janos Drakulas^[53] afskyelige nedrighed og grusomme væsen. Han blev i den grad berygtet for sine forbrydelser i Valakiet^[54], som han styrede, at det overgår enhver tragedie.

Valakerne^[55] er et folkefærd, der bor hinsides Donau mellem Euxinum^[56] og de områder, der i dag kaldes Transsylvanien^[57], og hvor der er syv tysktalende byer.^[58] Valakerne selv taler italiensk, om end et dårligt og i høj grad forvansket italiensk. Nogle mener, at der engang blev sendt romerske legioner dertil for at kæmpe imod dakerne^[59], som beboede dette område. De skal have været under kommando af en vis Flaccus, hvoraf de fik navnet flacci, der siden med ændring af bogstaver blev til valachi. Deres efterkommere var mere barbariske end barbarerne.

I vor egen tid blev de styret af Drakula^[60], en mand af ustadig og omskiftelig karakter. I det Herrens år 1456 blev han besejret i krig af Janos Hunyadi^[61], det ungarske riges regent, fordi han var gået over til tyrkerne. Han blev taget til fange og henrettet sammen med sin ene søn. Han blev afløst af en vis Ladislas, der skulle styre valakerne. Drakulas anden søn, Janos, undslap regentens hænder. Han rejste kort efter en hær, dræbte Ladislas og genvandt en stor del af sine fædrene besiddelser. Derefter aflivede han på den grusomste måde alle, der havde været modstandere af ham selv eller af faderen. Siden angreb han provinsen Cibinum^[62] og satte ild til mange landsbyer med deres indbyggere. Mange mænd blev ført i lænker til Valakiet og spiddet. Købmænd blev med lejdebreve lokket til at rejse igennem Valakiet med kostbare varer og blev frarøvet deres ejendele og dræbt. 400 drenge lod han bringe til sig fra Vurtia^[63] under foregivende af, at de skulle lære valakisk. Dem lukkede han inde i en stor ovn og brændte ihjel. De fornemste og nærmest beslægtede mænd af sin egen familie lod han dræbe sammen med deres børn og hustruer. Nogle af sine tjenestefolk lod han begrave til livet, nøgne, og gennembore af pile, og nogle flåede han huden af. En vis Daim, søn af voivodaen Daim, tog han til fange i krig; medens denne endnu var i live og så på, lod han grave en grav til ham og præsterne afsynge hans begravelsesritual. Derefter huggede han hovedet af fangen. 53 legater, som var blevet sendt til ham af sikulerne^[64] og transsylvanerne, kastede han i lænker. Derefter angreb han deres lande, som intet ondt frygtede, og hærgede alt med sværd og ild. Da hans egen kaptajn, Ceilinus, ikke levede op til hans grusomhed, lod han ham spidde på en pæl. 600 mænd fra Vurtia, der rejste igennem hans land på vej mod en anden provins, lod han ombringe på pælene. En vis Zeganus, der nægtede med egne hænder at hænge en pågrebet tyv, lod han koge i en stor kedel, og efterfølgende serverede han ham ved en fest for hans medborgere. Børn, der stadig ammede, rev han fra deres moders favn og knuste dem imod klipperne, medens deres mødre så på. Han drog til den transsylvanske provins, indbød alle de derboende valakerne, som var de hans venner, og samlede dem på et sted, hvorpå han sendte sine soldater ind imellem dem og dræbte dem. Derefter afbrændte han deres landsbyer. Man siger, at han med sådanne metoder ombragte mere end 30.000 mennesker.

I 1462 blev han afkrævet skat^[65] af tyrkernes hersker, som han stod under. Han lovede personligt at komme til Adrianopolis og medbringe det skyldige beløb, og skaffede sig lejdebreve fra guvernørerne over de områder, han skulle rejse igennem. Med en hær satte han over den tilfrosne Donau, dræbte de af tyrkernes guvernører, der var mødt frem, hærgede vidt og bredt blandt de omboende stammer og myrdede mere end 25.000 mennesker af begge køn. Blandt disse omkom også en del meget smukke kvinder, selvom valakerne ønskede at få dem som hustruer. Han førte et stort antal fanger tilbage til Valakiet. Nogle lod han flå, andre lod han stege på spid, atter andre lod han koge i olie, og resten lod han spidde på pæle, så det så ud som om der havde rejst sig en skov af pæle på den mark, hvor dette skete.

Engang så han en mand, der arbejdede i marken. Hans skjorte var så kort, at den næsten ikke dækkede hans kønsdele^[66]. Drakula spurgte ham nu, om han havde en kone. Da han fik at vide, at manden var gift, lod han konen hente, og da hun kom, spurgte han hende ud om hendes håndværk. Hun svarede: ”At spinde og sy”, hvortil han svarede: ”Hvorfor har du så ikke lavet din mand en skjorte, der kunne dække hans skamdele^[67]?” Og straks lod han hende føre til pælen og gav manden en anden hustru.

Da han havde begået alle disse forbrydelser, blev han omsider taget til fange af kong Matthias af Ungarn i den samme vinter, hvor Pius vendte tilbage fra Todi til Rom^[68]. Han blev arresteret, fordi man havde opsnappet følgende brev fra ham til tyrkernes hersker:

”Til herskernes hersker og herren over alle herrer under solen, den store Amurato, den store sultan Mehmed, der er lykkelig i alle ting, fra Janos, voivoda og herre af Valakiet i ydmyg underdanighed.

Som tjener af dit store rige underretter jeg dig herved om, at jeg i dag drager til mit eget land med en hær. I tillid til Gud vil jeg nå frem, med mindre jeg bliver hindret deri ved din befaling. Derfor beder jeg Din Højhed om ikke at se til min fejltagelse og synd, da jeg har i dårskab har forsyndet mig imod dig og gjort ondt i dit land. Må du forbarme dig over mig og tillade, at jeg sender legater til dig. Jeg er velbekendt med den transsylvanske region og hele Ungarn, og jeg kender udmærket til situationen og forholdene der. Hvis det behager Din Stormægtighed, kan jeg bøde for min forsyndelse ved at overgive hele den transsylvanske region i dine hænder, og når du er kommet i besiddelse deraf, kan du underkaste dig hele Ungarn. Mine legater har mere information til dig. Så længe jeg lever, vil jeg tjene dig i ubrydelig troskab. Må Gud give Din Stormægtighed mange år.

Skrevet i Rhotel, den 7. november 1462.”

Der var to andre breve af samme indhold, det ene til Bassa, det andet til herren af Thoenona, om at gå i forbøn for ham hos den store hersker. De blev oversat fra bulgarsk til latin og sendt til paven. Drakula vansmægter fortsat i fængslet. Han er en stor, smuk mand og har en fremtoning som en fyrste. Således adskiller et menneskes ydre sig ofte fra dets indre.^[69]

11.13. Bosniens konge søger om hjælp mod tyrkerne hos Pius

Kort tid forinden havde Stefan^[70] efterfulgt sin far som konge af Bosnien^[71]. Han sendte nu to fornemme og ærværdige legater til paven. Den ene af dem holdt følgende tale til paven:

”Hellige fader! Din søn, kongen af Bosnien, har sendt os til dig og befalet os at fremføre følgende: Jeg har fået underretning om, at tyrkernes hersker, Mehmed, næste sommer vil gå i krig imod mig og allerede er i færd med at samle styrker og krigsmaskiner^[72]. Jeg er ikke så stærk, at jeg kan modstå hans store styrke. Jeg har bedt ungarerne, venetianerne og Georg Skanderbeg af Albanien om at komme mig til hjælp, og det samme beder jeg nu dig om. Jeg ønsker ikke bjerge af guld^[73], men det vil gavne min sag, hvis mine fjender og mine undersåtter i provinserne ved, at jeg har din gunst. Hvis bosnierne ved, at jeg ikke står alene i krigen, vil de kæmpe meget hårdere, og tyrkerne vil ikke vove, at invadere mine lande, for de er meget vanskeligt tilgængelige, og på mange steder er der fæstninger, som er næsten uindtagelige. Din forgænger, Eugenius, tilbød min fader kronen og ville rejse domkirker i Bosnien, men det afslog min fader for ikke at påkalde sig tyrkernes vrede. Han var nemlig først for nylig blevet kristen og havde endnu ikke fordrevet manikæerne fra sit rige. Men jeg selv blev døbt som barn, lærte latin og har helhjertet antaget den kristne tro. Jeg frygter ikke det samme som min fader. Jeg ønsker, at du sender en kongekrone til mig sammen med hellige biskopper. Det vil vise, at du ikke svigter mig, hvis jeg blive truet af krig. Hvis du kroner mig, vil det indgyde mine undersåtter håb og mine fjender skræk.

Da min fader levede, befalede du, at de våben, som fandtes i Dalmatien under venetianernes kontrol, skulle indsamles i korstogets navn og sendes til ham. Det venetianske senat satte sig dog imod det. Befal nu, at disse våben sendes til mig. Måske vil din befaling have større virkning, nu hvor venetianerne har skiftet sindelag og skal være ved at erklære tyrkerne krig. Jeg beder dig om dette, samt om at du sender en legat til Ungarn for at anbefale min sag til kongen og opfordre ham til at forene sine hære med mine. På den måde kan Bosnien blive reddet, ellers vil det gå til grunde. Tyrkerne har allerede befæstet nogle steder i mit rige, og over for bønderne viser de sig fra deres bedste side. De siger, at alle, der går over til dem, vil blive frie, og giver dem en hjertelig modtagelse. Den primitive landbefolkning kan ikke gennemskue tyrkernes manøvrer og tror, at friheden vil vare evigt. Fristet af tyrkernes svigefulde løfter vil folket falde fra mig, hvis ikke de ser, at du støtter mig. Og hvis adelen bliver svigtet af bønderne, vil den ikke kunne blive længe i sine borge.

Hvis Mehmed kun begærede mit rige og ikke ville trænge længere frem, så ville jeg kunne bære min skæbne, og det ville ikke nødvendigt at besvære den øvrige kristenhed med at forsvare mig. Men magtbegær er uudslukkeligt og kender ingen grænser. Efter mig vil tyrken gå i lag med ungarerne og dalmatinerne, som er Venedigs undersåtter, og han vil søge igennem Kroatien^[74] og Istrien imod Italien, som han ønsker at få i sin magt: ofte taler han om Rom og har vendt sin opmærksomhed derimod. Hvis de kristne lader ham erobre mit rige, så vil han få en provins og områder, der egner sig glimrende som base for opnåelsen af hans mål. Efter mig kommer turen til Ungarn og Venedig, og Italien vil heller ikke få ro. Dette er fjendens plan.

Jeg meddeler dig hermed det, som jeg har erfaret, for at du ikke siden hen skal kunne sige, at du ikke var blevet advaret, og beskylde mig for efterladenhed. Min fader advarede din forgænger Nicolaus V og venetianerne om Konstantinopels kommende fald. Man troede ham ikke. Derfor gik denne kongeby, patriarksædet og Grækenlands støttepille tabt for kristenheden – til stor skade for denne. Nu forudsiger jeg det samme om mig selv. Hvis du tror på mig og hjælper mig, vil jeg være frelst. Ellers vil jeg gå til grunde, og mange vil følge mig i min undergang.

Dette er budskabet, som Stefan befalede os at overbringe dig. Du, som er den kristne religions fader, giv os råd og støtte.”

Da han havde hørt dette og fået sine brødres^[75] råd, svarede paven legaterne således:

”Vi har tiltro til Stefans legater, og Vi får de samme meldinger fra mange andre sider. Mehmed har vundet magten i Østen, og nu begærer han magten i Vesten. Bosnien egner sig glimrende til hans formål, og det er sandsynligvis den første port, han vil sønderbryde. Men han vil ikke kunne klare det, hvis en modig konge vover at gøre modstand. Bjergene udgør vanskelige barrierer, og indfaldsvejene kan med lethed forsvares af få personer. Ungarerne og venetianerne vil forene deres militære kræfter. Vi vil sende legater til begge folk i dette øjemed, og de vil hjælpe den fælles sag med fælles stridskræfter. Vi vil støtte sagen så meget, som Vi overhovedet er i stand til. Vi vil befale, at I får de våben, der er i Dalmatien. Vi vil påbyde opførelsen af domkirker i Bosnien, og når de er rejst, vil Vi give dem biskopper. Vi kan dog ikke sende en kongekrone uden præjudice for kongen af Ungarn, for kongen af Bosnien er hans vasal, og derfor tilkommer det kongen af Ungarn at krone kongen af Bosnien. Men Vi vil undersøge hans holdning til sagen, og hvis han er indforstået, vil Vi sende en legat med kronen, der allerede er parat. Men hvis den ungarske konge er imod det, vil Vi hverken krænke eller irritere ham, da han er en af dem, som Vi skal søge hjælp hos. Hvis Stefan er klog, skal han med alle midler søge at blive forligt med kong Matthias af Ungarn. Hvis han bliver forenet med kongen i forbund og venskab, vil det blive vanskeligt for tyrkerne at ødelægge ham.”

Med disse ord sendte han bosnierne glade bort. De blev fulgt af pavens orator, Domenico da Lucca^[76], der havde til opgave at tale deres sag hos venetianerne og ungarerne.

11.14. Fano gør oprør mod Kirken

Den foregående sommer^[77] havde Kirkens hær med magt tiltvunget sig adskillige befæstede byer^[78] i grevskabet Fano. Nu indgik disse en sammensværgelse: en vinternat gjorde de oprør og tog deres garnisoner, der havde været for dovne til at vise påpasselighed, til fange. Herefter gik de over til Sigismondo. Da foråret kom, vandt greven af Urbino dem dog uden stort besvær tilbage og tvang dem til at bøde for deres forbrydelse.

11.15. Paven forhandler med Venedig om Domenico Malatesta

Det var omtrent på samme tid, at venetianerne indtrængende pressede på, for at Domenico Malatesta skulle få tilgivelse, og gennem en legat tilbød de sig selv som formidlere. Paven indvilligede og meddelte følgende fredsbetingelser: ”Domenico skal selv søge om tilgivelse for sine synder. Han skal tilbagelevere de ejendomme, han har frarøvet Kirken i Ravenna og Sarsina. Han skal overdrage Kirken de byer, som denne havde erobret, og som bagefter er gået over til ham. Han skal betale den skyldige skat til det Apostoliske Kammer. Han skal sørge for, at Cesena, Bertinoro, Meldola og de andre byer, han har nu, vender tilbage til Kirken, hvis han dør uden legitime sønner. Han skal love, at han herefter vil være en trofast vasal. Hvis han gør dette, skal han få fred, og han må ikke håbe at genvinde, hvad der blevet frataget ham med magt med undtagelse af en enkelt borg, som paven i sin gavmildhed vil give ham.”

Disse betingelser blev accepteret. Der opstod dog problemet om, hvordan man kunne sikre, at Domenicos byer efter hans død ikke faldt i andres hænder end Kirkens. Betingelsen i sig selv var i orden, problemet drejede sig om måden. Paven forlangte, at borgerne skulle aflægge en ed, hvorved de forpligtede sig til ikke at underkaste sig et andet herredømme end pavens, hvis Domenico døde uden sønner. Den venetianske legat sagde hertil, at dette var nyt og uvant og kun kunne gennemføres med utilbørlig tilsidesættelse af Domenico.

11.16. Venedig køber Cervia af Domenico Malatesta. Paven taler dunder til republikken

Medens forhandlingerne gik på, tilsidesatte Venetianerne al anstændighed og købte Cervia^[79] fra Domenico Malatesta for 4.000 dukater og 200 sække salt om året.^[80] Denne pris skulle betales til ham selv, så længe han levede, og til dem, han ønskede, efter sin død. Enten har venetianerne en barbarisk opfattelse af god tro, eller også opførte de sig som købmænd, for hvem det er naturligt at tænke alting ud fra fordelen uden hensyn til anstændigheden. Der er saltminer ved Cervia, og man udgraver her salt af høj kvalitet, som eksporteres til byerne i Romagna – hidtil med stor fortjeneste for Malatestaerne. Eftersom venetianerne tvinger Ferrrara til at importere salt fra Venedig, frygtede de, at Ferrara fremover i hemmelighed skulle få salt fra Cervia i stedet. De besluttede derfor at tilrive sig Cervia på en hvilken som helst måde, hvad enten det så kunne ske retmæssigt eller uretmæssigt. Men Cervia var et len fra den Romerske Kirke, som skulle vende tilbage til denne, hvis Malatestaernes mandlige linie uddøde. Malatestaerne havde derfor ingen ret til på nogen som helst måde at overføre Cervia til en anden familie eller slægt, og Venedig havde ingen ret til at købe den imod Kirkens vilje.

Men hvad bryder fisk sig om ret? Blandt de umælende dyr er der mindst forstand hos dem, der lever i vandet, og på samme måde er venetianerne dem i menneskeslægten, som er mindst i stand til at rumme retfærdighed og menneskelighed. Det er fordi de bor på havet og lever på vandet; de bruger skibe i stedet for heste; de har mere til fælles med fisk end med mennesker; de har store havdyr som deres ledsagere; de er selvglade, og medens de holder tale, lytter de til hinanden med beundring. Når de taler, synes de nærmest, at de er sirener. Når de færdes i Ægypten, Afrika eller Asien, følger de barbarernes skikke; de hader vores religion, og deres kristne fromhed er et skalkeskjul. De er hyklere, som gerne vil opfattes som kristne, men i virkeligheden er de ligeglade med Gud. Deres stat er deres guddom, og udover den anser de intet for helligt og intet for ukrænkeligt. For en venetianer er retfærdighed det, som er til fordel for deres egen stat, og fromhed består i at gøre den større. Venetianerne arbejder på at grundlægge et nyt monarki; de har overbevist sig selv om, at Roms skæbne venter dem.^[81] Æneas efterkommere forlod Troia og blev verdens herrer; nu skal turen være kommet til Antenors efterkommere, venetianerne. Alt er dem tilladt for at nå magtens tinde. De har lov til at krænke al ret og retfærdighed for magtens skyld. Hvad underligt er der i, at de nu har købt Cervia af en mand, som ikke er denne bys herre, når de kort tid før har besat Ravenna, som tilhører Kirken; når de har fravristet patriarken af Aquileia både Aquileia selv og hele Forlì; når de har fordrevet slægten Carrara fra Padova og slægten Scaliger fra Verona og Vicenza, og når de har taget Bergamo og mange andre byer fra lombarderne? Også Cervia kan nu bruges til at forøge deres magt. Dens salt var tidligere til stor nytte for byerne i Romagna, men nu vil disse skulle importere deres salt fra Venedig - med mindre det skal komme langvejs fra, hvad der vil være meget dyrt.

Hele Italien fordømte Venetianerne, fordi de havde købt Kirkens by Cervia af en mand, der ikke havde ret til at sælge den. Det blev opfattet som skændigt og afskyeligt, men det blev kun fordømt, ikke straffet. Alle havde medynk med dem, som led uret, men ingen hjalp dem. Hvordan kan folks snak bremse en røver? Eller en ågerkarl? Medens han samler sig sin formue, synes han ussel, ugudelig og uværdig til menneskeligt selskab. Men når han først er blevet rig og mægtig, hvem synes så ikke, at han er lykkelig, og hvem søger ikke hans venskab? Hans hus er fuldt af klienter; når han går igennem byen, rejser alle sig for ham og bukker. Man er heldig, hvis man må røre hans højre hånd^[82]. Venetianerne har ved mange forbryderiske handlinger gjort deres stat større, og nu bliver de rost af alle, når de er til stede, selv om man i stilhed hader dem, og forbander dem, når de er fraværende. Sådan er verdens gang; men hos Gud forbliver ingen forbrydelse ustraffet. Også for venetianerne vil der komme en dag, hvor havets stilhed bliver brudt, og sønnerne vil lide under fædrenes synder.

Da Pius hørte, hvad der var sket med hensyn til Cervia, tilkaldte han den venetianske legat og spurgte om årsagen, og hvad han havde at sige til deres forsvar. Legaten erkendte det passerede, medens han rødmede og skælvede som en, der ved, at en handling er nedrig og ikke kan forsvares. Han henviste dog til sagens betydning^[83] for venetianerne: deres meget betydelige indtægter fra salget af salt til Ferrara og naboområderne ville falde voldsomt, hvis disse områder i hemmelighed begyndte at importere salt fra Cervia. Republikken havde ikke ville lide denne skade og havde derfor købt stedet, således at man kunne sætte en stopper for snyd.

Paven svarede ham: ”På det venetianske senats forbøn har Vi givet Domenico Malatesta fred, og vi har accepteret dig som mægler på senatets vegne. Blandt vilkårene for fred var, at de byer, som Domenico havde fået af Kirken som len eller som vikariat, skulle vende tilbage til Kirken, hvis han døde uden mandligt afkom. Du gik ind for denne betingelse, skønt der var diskussion om måden. I mellemtiden har det venetianske senat købt Cervia af Domenico, der ikke har ret til at sælge den. Dette er i modstrid med selve lensforholdets natur; med det forhold, at området er konfiskeret af Kirken på grund af oprør; med den nu iværksatte proces; med det apostoliske forleningsbrev, som forbyder enhver overdragelse af området til anden side; og endelig med anstændigheden selv. Vi er for tiden i gang med at drøfte, hvordan Cervia og Malatestas andre byer kan vende tilbage til Kirken, når han dør. Vi forhandler med venetianerne herom, og netop medens Vi er i forhandlinger om sagen, så overtager^[84] Venedig uretmæssigt Cervia. Det er sandelig en smuk opførsel! Det er sandelig et anstændigt senat! Det er sandelig til hæder for den venetianske republik! Er det sådan, I viser troværdighed? Er det sådan, I viser sømmelighed? Hvis selv Jacopo Piccinino, der ofte har solgt sin troskab, eller den største tyv og røver i Italien havde påtaget sig at mægle mellem Os og Domenico, så ville han aldrig have begået den nedrighed at tilrane sig en by, medens der blev forhandlet om den. Han ville have frygtet vanæren, han ville have frygtet folkets stemme, han ville have frygtet forræderiets brændemærke. Men venetianerne er ligeglade med den slags. Det er en stat uden sjæl: den skammer sig ikke, den rødmer ikke, den blegner ikke, den vakler ikke. Altid viser Venedig sig fra samme side: begærlig og skamløs. I udmåler ikke anstændighed ved retskaffen fornuft, men ved senatsdekreter. Hvad senatet vil, er helligt, også selvom det strider imod evangeliet. En senatsbeslutning ophæver den guddommelige lov.

”Jamen, Cervia leverede i hemmelighed salt til Ferrara og forringede dermed vores indtægter. Vi har skaffet os erstatning. Nu da vi har købt Cervia, vil vi ikke længere blive snydt.” Der er da en smuk begrundelse! I søger jeres egen profit gennem andres tab. I gør fælles sag med tyve og røvere. Alt afhænger af det fordelagtige. Men dette princip retfærdiggør jo alt, hvad mennesker gør. Enhver der er ved sine fulde fem, forsvarer sine handlinger med det fordelagtige. Også alfonsen og skøgen søger profit. I har kun bekymret jer om, hvor meget jeres stat kunne profitere, ikke hvor stor skade, I dermed ville forvolde den Romerske Kirke.

Der er simpelt hen ingen grænser for jeres havesyge og ambition. I puger rigdomme sammen, og I er ligeglade med om det sker retmæssigt eller uretmæssigt, bare I puger. Ingen ret eller uret står i vejen for jeres magtudvidelse. I vil være stærkere, bare for at jeres magtområde kan blive større – uanset måden. Magten kommer før æren. I foragter den Gud, som er i himlen. Staten er jeres Gud. Det er den, som I dyrker, og I har svigtet universets skaber. Men den vil forgå, jeres stat, jeres Gud, den vil forgå! Tro ikke, at den vil vare evigt. Athenienserne, lakedaimonerne^[85] og karthaginienserne var større end jer. Men de blev fuldstændigt ødelagt, fordi de var uretfærdige. Ingen magt har nogensinde overgået det romerske imperium. Men også dette blev styrtet af Gud, fordi det var ugudeligt, og han indsatte et præsteskab, der skulle tage vare på den guddommelige lov.

Således blev Rom et præstedømme, og en stor del af Italien blev Sankt Peters arvelod^[86] - han som bærer nøglen til det evige liv - og hans efterfølgeres. Alle konger og kejsere bøjer sig for paven som Jesu Kristi Stedfortræder og kysser hans fødder. Men I, venetianere, foragter den Romerske Kirke og invaderer dens besiddelser, og I ringeagter dens bud og formaninger. Tror I måske, at jeres republik vil vare evigt? Den vil hverken vare evigt eller længe. En befolkning, der er blevet forenet så slet, vil hurtigt gå i opløsning igen. Fiskernes bærme vil blive ødelagt. En afsindig by kan ikke blive stående længe. Jeres stat sygner efterhånden hen. En stat, der i sin ungdom plages af forfærdelige og uhelbredelige sygdomme, vil ikke blive gammel. I vore fædres tid havde man høje tanker om venetiansk retfærdighed. Man sagde, at byen var anstændig, mådeholden og religiøs. I vor tid er al fromhed forsvundet, alt mådehold, al respekt for retfærdigheden. I stedet for er der kommet havesyge, grådighed, ambition, misundelse, grusomhed, vellyst og alt ondt. Med sådan en opførsel kan I ikke bestå. En stat, der har et svagt fundament, må nødvendigvis falde sammen. I vil betale prisen for jeres forsyndelser, og jeres bedrageri over for den Romerske Kirke vil blive straffet. For tiden er I mægtige og håner jeres moder. I er overmodige, så længe vinden fylder jeres sejl. Men vinden vil slå om. Sæt ikke jeres lid til en brise. De, der bor i himlen, husker ret og uret. Gud er ikke ligeglad med menneskenes gerninger. Han tager sig af sin skabning, og Han hader al ondskab. I kan ikke undslippe hans arm. Netop som I tror, at jeres magt er grundfæstet, så vil I uventet blive ramt af en pludselig ulykke, og den guddommelige retfærdighed vil udslette jer.”

Da den venetianske legat hørte dette, blev han slået af rædsel og var længe tavs. Han havde intet andet havde at fremføre til forsvar for sin by, så til sidst sagde han, at han håbede, det venetianske senat ville kompensere for sin nuværende slette opførsel over for den Romerske Kirke med fremtidige tjenester. Og derefter forlod han pavens nærværelse.

11.17. Tre kirkefyrster dør

Dette år^[87] blev mærket af tre fremtrædende kirkemænds død.

Den første var Isidor^[88], kardinalbiskoppen af Sabina, der længe forinden var blevet ramt af et apoplektisk anfald og havde mistet talens brug. Han havde som biskop stået i spidsen for ruthenerne, et nordligt folkefærd, der følger den græske ritus. Da Konstantinopel blev erobret af tyrkerne, opholdt han sig dér som legat fra den Apostoliske Stol, og han var tidligere blevet udnævnt til kardinal af pave Eugenius IV. Under tyrkernes blodbad på de kristne tog han tøjet af en død mand, der lignede ham, tog det på i stedet for sit eget, og efterlod sine gevandter og sin røde kardinalshat på den døde. Senere blev han taget til fange som en af den almindelige befolkning og løskøbt for en lille sum. Da tyrkerne fandt liget med kardinalshatten, skar de hovedet af og satte det på en spydstage. Derefter blev hovedet med kardinalshatten ført igennem byen og tyrkernes lejr til spot og spe for den Apostoliske Stol, medens en herold råbte, at dette var den ruthenske kardinals hoved. Selv vendte han noget senere tilbage til pave Nicolaus V. Nogle år efter^[89] – det var det år, hvor man tog til Mantova – fik patriark Georg af Konstantinopel en from død i Rom. Pius ophøjede da Isidor til patriarkværdigheden, og da Isidor døde, gjorde han kardinal Bessarion af Tusculum til hans efterfølger. Bessarion var i øvrigt græker og af en familie fra Trebizond.

Den anden, der døde, var Prospero^[90], kardinaldiakon af San Giorgio in Velabro. Han var en fyrste af Colonna-slægten, nevø af Martinus V, og en venlig mand, der var meget interesseret i litteratur. Alle ville have holdt af ham, hvis han ikke i urimelig grad havde lyttet til tilhængerne af det ghibellinske parti og alt for ofte havde fulgt de råd, han fik af sin moder og sin søster, to lidet rosværdige kvinder. Han påbegyndte opførelsen af en fæstning på Monte Lariano, der ligger lige ved Velletri og behersker hele Campagna, og han indstillede ikke dette arbejde på trods af, at paven forbød det nye bygningsværk. Han faldt derfor i unåde hos Pius, der indtil da havde været glad for ham. Striden udviklede sig og blev næsten til en styrkeprøve, da kardinalen på sin side ikke ville opgive byggeriet, medens paven på sin side ikke kunne tillade, at det blev gjort færdigt. I mellemtiden blev kardinalen syg, og hans sygdom blev forværret af bekymring, fordi han var nedtrykt over hverken at kunne håbe at overvinde paven eller selv kunne overtales til at give efter. Stadigt rådvild udåndede han. Han blev begrædt af næsten alle romerne, kardinalerne og de fremmede, der fulgte kurien. Også Pius sørgede over hans død og erindrede deres gamle venskab, skønt det til sidst var blevet påvirket af deres uoverensstemmelse. Pius misbilligede hans dårlige dømmekraft, men holdt altid af personen. Af den grund viste han sig særligt nådig over for kardinalens brødre og nevøer og hele Colonna-slægten. Lariano ønskede han dog at overdrage til kardinalen af Siena^[91], for at det ikke skulle blive et tilholdssted for røvere.

Den tredje var ærkebispen af Köln, Dietrich von Mörs^[92], der døde efter at have ledet sin kirke i 47 år. Han havde tre brødre: den ældste styrede grevskabet Mörs, efter hvilket den fornemme familie Mörs har sit navn. Den anden var biskop af Münster. Den tredje var valgt til biskop af Utrecht men havde aldrig kunnet taget sit bispedømme i besiddelse, selvom han flere gange havde prøvet det med magt. De døde alle tre før Dietrich. Han var klart førstemanden blandt alle tyskere på sin egen tid. Han var høj af skikkelse, en smuk mand og i så god form, at han stadig som halvfjerdsårig kunne stige på hesten uden hjælp og håndtere våben som en ung mand. De tyske bisper bærer panser, brystharnisk og hjelme, og når det er nødvendigt – og nogle gange når de har lyst – fører de krige, som om de var konger, og deltager personligt i slagene. Vi skal ikke tage stilling til, om dette er passende: man må i høj grad tage hensyn til lokale skikke. Hvad der er ukrænkelig lov i den ene provins, fordømmes ofte i den anden. Dietrich førte mange krige for sin kirke, og han var mægtig i kraft af sine klienter og slægtninge. Han var behagelig at tale med, ligetil, særdeles venlig og gavmild, forsigtig og kløgtig. Han havde lært latin hjemme, og kom til Italien for at studere kirkeret. Han fulgte forelæsninger herom i Bologna, og der blev han af pave Johannes XXIII^[93] udnævnt til ærkebiskop i Køln. Inden han kunne komme i besiddelse deraf, måtte han bruge en million dukater på forskellige krige, og han blev nødt til at bruge lige så mange penge på at føre krig imod hertugen af Cleve. Dette gjorde ham og hans kirke fattige, og da han omsider fik fred og var i færd med at udbedre de lidte skader, døde han.

Kannikkerne i Køln valgte hertug Ruprecht af Bayern til hans efterfølger. Han var broder til palatinergreven, Friedrich, og kannikkerne håbede, at han ville kunne skaffe fred for kirkerne i Køln og Mainz. Der blev sendt oratorer til Pius for at opnå stadfæstelse af valget. Sagen forekom dog Pius tvivlsom både på grund af broderen, der var en fjende af den Romerske Kirke, og på grund af selve valget, som ikke skulle være gået rigtigt til^[94]. Heller ikke kejser Friedrich bifaldt valget af en mand, hvis broder var en fjende af kejserriget. Endvidere modtog Pius en anmodning fra Philippe af Bourgogne om, at hans nevø, ærkebiskoppen af Lyon, blev overført til bispesædet Køln. Hertugen tvivlede ikke på, at nevøen kunne komme i faktisk besiddelse af bispedømmet, da hans venners og slægtninges fyrstedømmer omgav bispedømmet Køln på alle sider. Af disse årsager blev besættelsen at denne vigtige bispestol udskudt i nogen tid.

11.18. Den Napolitanske Krig genoptages: en afgørende offensiv imod franskmændene planlægges

Krigen om Kongeriget Sicilien var nu gået ind i sit fjerde år. Foråret nærmede sig, hvor letbevæbnede styrker fra begge sider skulle i felten. Der var ingen tvivl om, at den side ville få den bedste position, som først fik stillet en hær på benene og trængte ind i fjendens territorium. Franskmændene fremsatte mange trusler og lovede bjerge af guld til deres soldater – det er jo en nation, der har det i munden, og den mangler aldrig løfter. Intet er lettere for en franskmand end at fremsætte løfter, og intet er sværere for ham end at overholde dem. Hvis man spørger til ærligheden og til det edsvorne løfte, så får man straks en løgn som undskyldning. Som foråret nærmede sig var der intet, som kunne give franskmændenes tilhængere noget sikkert håb. Men deres indgroede had til kong Ferrante, deres skyldbevidsthed og deres frygt for hævn gjorde dem standhaftige i modgangen. De besluttede at gå til det yderste, førend de vendte tilbage til kong Ferrante, som de forræderisk havde svigtet.

Pave Pius, kong Ferrante og hertug Francesco Sforza satte alt ind på en hurtig mønstring af deres hære. De var ikke i tvivl om, at de ville kunne komme først i felten, og de enedes om følgende strategi: kongens ældste søn, Alfonso^[95], skulle sendes imod Kalabrien, fordi fjenden dér næsten var overvundet. Årsagen til, at man ville sende Alfonso, var, at Ferrantes venner og kaptajner var jævnbyrdige i magt og autoritet og ikke ville stå under hinandens kommando. Alfonso var yngre end dem, men ingen ville føle det en skam at adlyde ham. Endvidere skulle man ved hyppige legationer og smigrende ord holde fyrsten af Taranto til sin pligt. Man skulle bevare nok rytterdelinger i Puglia til at hindre fjendtlige indfald. Kornet på fjendernes marker skulle ødelægges, og man skulle hellere bruge segl end sværd. Kirkens, kongens og Sforzas hær skulle samles i Terra di Lavoro: inden kornet modnedes, skulle den trænge ind i området ved Teano og Sessa og tilintegøre fjendens håb om en høst. For ikke at spilde tid skulle hæren holde sig fra at angribe belejrede byer og fæstninger – i stedet skulle man ødelægge kornet og drive kvæget bort.^[96]

Når de havde hærget alt, skulle de i første omgang lade hertugen af Sessa, som man også kalder fyrsten af Rossano, være, men dog efterlade tilstrækkelige styrker til at forsvare regionen. Kongen, Alessandro Sforza, Antonio Piccolomini og de øvrige hærførere skulle med forenede kræfter drage til Abruzzo for at angribe Jean d’Anjou og Jacopo Piccinino, hvor de end måtte befinde sig. Disses styrker var nu så små, at de ikke ville turde mødes i kamp, men måtte sætte deres håb til flugt. Man vurderede situationen således: ”når folkene i Aquila og franskmændenes øvrige tilhængere ser dette, så vil de ikke vente på, at fjenden kommer mod dem, men vil overgive sig frivilligt til Ferrante, førend de bliver tvunget til det. På tilbagevejen vil man så med lethed kunne indtage Sessa, Teano og de andre fjendtlige, udsultede byer. På den måde vil krigen slutte næste sommer.”

Alessandro Sforza, Antonio Piccolomini og Giovanni Conti, der havde været hos paven, blev sendt tilbage med disse instrukser. For at Piccinino ikke i mellemtiden skulle gøre indfald i romersk territorium, blev det besluttet at forøge Napoleone Orsinis styrker, så han kunne modstå Piccinino. Paven udvidede derfor hans styrker med tolv rytterdelinger. Endvidere engagerede paven Orsinis broder, Roberto, til at slutte sig til Matteo da Capua, som forsvarede den anden del af Abruzzo, der vendte imod Adriaterhavet. Endelig hidkaldte han to rytterdelinger fra Piceno, der skulle slutte sig til Roberto og Matteos styrker. Kardinalen af Teano blev sendt af sted for at tage sig af Malatestaerne. Han fik penge med, så han så hurtigt som muligt kunne samle styrker og drage af sted sammen med Federigo af Urbino og andre hærførere for at belejre Rimini. Denne plan blev senere ændret som forholdene udviklede sig. For hvem kan forudse alt? Alle menneskenes planer er usikre.

11.19. Udflugt til ruinerne i Ostia. En stormfuld nat

Pius havde ikke tidligere besøgt Ostia^[97] Tiberina eller set havet, der skyller op på den romerske kyst. Da han fik en invitation fra kardinalen af Rouen, som var biskop af Ostia, steg han ombord på et skib neden for Aventinerhøjen, og i selskab med fire kardinaler havde han en yderst behagelig sejlads nedad den rolige flod. På begge sider var flodbredden grøn - maj måned klædte alt i dejligt græs og forskellige blomster, undtagen der hvor der var spor af gamle ruiner, som på mange steder indsnævrer flodløbet nærmest som med høje vægge.

Da de ankom til kysten ved Ostia, overbragte man dem syv kæmpestore fisk af den slags, som man i dag kalder stør, og som er meget dyr. Vi har ikke kunnet finde deres gamle navn, med mindre det er dem, som nogen mener blev kaldt for ”ulve fra Tiberen”^[98]. Det blev sagt, at en af dem vejede 250 pund.

Byen Ostia blev grundlagt af Ancus^[99], den tredje af de gamle konger i Rom. Ruinerne dækker et stort område og viser, at det engang har været en stor by. Den lå omkring en mil fra havet. Nu ser man omstyrtede søjlehaller, faldne søjler og rester af statuer. Murene af et gammelt tempel ribbet for marmor står der stadig og viser, at det var et fornemt bygningsværk. Man kan også se en del af en akvadukt, der bragte rent vand til byen fra fjernere egne. Bymuren havde i gamle dage et større omfang, men den er faldet sammen i en tidligere periode og blev snævret ind til kun at omgive en domkirke og nogle få huse, af hvilke nogle er bygget på selve akvadukten. Man siger, at også de blev ødelagt, men at det skete i vor egen tid, og at det var kong Ladislas af Sicilien, som gjorde det. En stor del af murene er borte. Man kan se, at kirken engang må have været en prægtig bygning. Det er usikkert, om den er blevet ødelagt af alder eller vold. Kun den øvre del af kirken står endnu, og i denne del findes højalteret. Medens Eugenius IV var pave, blev der under alteret fundet mange ben af helgener: blandt andet fandt man liget af den hellige Monica, Augustins moder^[100], der blev ført til Rom og genbegravet hos augustinermunkene.^[101] Digteren Maffeo Vegio lod opsætte en marmorsarkofag, som han prydede med vers. De øvrige huse i Ostia ligger i ruiner. Pave Eugenius’ camerlengo^[102], Ludovico Scarampo, lagde nyt tag over bispepaladset og restaurerede det i nogen grad. Ellers er der ingen anden beboelig bygning udover en kro og et højt, rundt tårn, som pave Martinus V lod bygge for at beskytte stedet. Hans formål var også at undgå svindel med toldafgifter, og tårnet skulle endvidere tjene som vagttårn imod fjendtlige overraskelsesangreb. Tårnet skal tidligere have været højere end nu, men det har sat sig på grund af jordskælv og dets nederste del ligger nu mere end en mandslængde under jorden.

Sådan ser det Ostia ser ud i dag, som i antiken nød stort ry. Det bebos af fiskere, der er kommet fra Dalmatien, og også fungerer som tårnvagter. Området, hvor tårnet ligger, er trekantet: en del grænser op til havet over en strækning på to mil, og en lige så stor del omløbes af Tiberen. Den øvrige del afgrænses af en lagune, hvor man producerer salt. Engang byggede man en akvadukt igennem denne lagune: den fungerer i dag som bro, og oven på den fører en fodsti direkte fra Ostia til Rom. Svanerne lægger æg og opfostrer deres unger på bredden og i mosegræsset – det er smukt at se og høre flokkene. Lagunen ligger næsten 50 passus fra Tiberen, så det ville være let at omdanne halvøen til en rigtig ø. Lagunens maksimale bredde er en stadie, og den er ikke dybere end, at en mand kan bunde. Der, hvor den nærmer sig havet, snævrer den sig ind og tager form af en kanal, som på begge sider er kantet af træer, hvor fugle kvidrer smukt. Lagunen er kun direkte forbundet med havet, når tidevandet står højt. Så dækkes hele det sandede område mellem lagunen og kysten af bølger, og lagunen går i et med havet. Hele halvøen er dækket af græs, og den er velegnet til kvæg, selvom der på mange steder og især nær havet er en del sand.

Selve Tiberens munding er så stor, at galejer og mindre lastskibe kan sejle ind, dog med nogen risiko, da vandet kun er tre alen dybt, og sandbunden ofte skifter. Af den grund sejler man med en lods – en såkaldt pilot^[103], der kender forholdene. Sådan en bør man hyre, for hvis ikke man gør det, bliver ens nærighed straffet med skibbrud. Karthago skal have ligget direkte over for flodmundingen i en afstand af højest 500 mil, således at man kunne importere friske figener til Rom fra Karthago. Denne by var så mægtig og lå så nær Rom, at Cato mente, at den burde ødelægges.^[104]

Da kardinalbiskoppen af Porto, Juan Carvajal, hørte, at Pius besøgte Ostia, kom han sejlende til og bad ham om også at besøge sin kirke. Paven indvilligede og gik med sine kardinaler ombord i et skib, der blev trukket op imod strømmen. Da de næsten havde sejlet to stadier, opstod der en livlig diskussion om, hvorvidt et vist palads lå i Ostia eller på en ø overfor. Paven og Gregorio Lolli sagde, at paladset lå i Ostia, de andre det modsatte. Man spurgte de lokalkendte romere og sømændene, og de mente alle, at paladset lå på øen. Gregorio og vicekansleren var på hver sin side og indgik et væddemål, hvorefter taberen skulle bøde med den største af størerne. Spørgsmålet blev diskuteret livligt og resultatløst, indtil de vendte tilbage. Deres forvirring og uenighed skyldtes, at floden bugtede sig meget og lå så lavt i terrænet, der strakte sig nærmest som en eng mellem øen og paladset, at man ikke kunne se vandet på længere afstand. Det var så vanskeligt at afgøre spørgsmålet, at selv nogle mænd, der red hen over øen i retning af Ostia og nåede frem til et punkt, der kun var ca. tre stadier fra paladset, troede, at paladset var forbundet med øen. Men man sendte så løbere, der skulle nå helt hen til paladset, men da disse blev standset af floden, meldte de tilbage, at Lolli var vinderen, og snart kunne alle med egne øjne se, hvordan det forholdt sig.

Ved den anden milesten oven for Ostia skiller Tiberen sig i to dele: den største, som er meget større end den anden, løber mod venstre i retning af Ostia, og den mindre bøjer mod højre og løber mod vest, hvad enten dette flodløb er naturligt eller menneskeskabt. Tiberens to arme former en stor ø med fin græsning og er særdeles velegnet for kvæg. På denne ø ligger Portos kirke. Den har intet tag, kun væggene står tilbage sammen med et smukt klokketårn, dog uden klokker. Der er ingen anden bygning på øen, men hvor end man graver, finder man marmorstykker, statuer og vældige søjler. Man siger, at marmoret blev bragt hertil fra de liguriske bjerge af handelsfolk, som udstillede det her for at sælge det til romerne. Mange rå og upolerede brudstykker ligger rundt omkring med tal på to sider. Ifølge Plinius angiver det ene tal stenens vægt og det anden den rækkefølge, i hvilken brudstykkerne blev sendt af handelsfolkene.^[105] Næsten alt ligger nu dækket af jorden, der breder sig henover. Øen er jævn og rig på græs, og den har en omkreds på ca. 10 mil. I fredstid er den fuld af kvæghjorde.

På det sted i Toskana, hvor Tiberens mindre gren løber ud i det Tyrrhenske hav, lod kejser Claudius bygge en havn med en anløbsbro til højre og en anden til venstre og med en mole ved indsejlingen, hvor havet er dybt. For at kunne give molen et fundament, sænkede han først det skib, hvorpå den store obelisk var blevet transporteret fra Ægypten, og oven på dette placerede han en masse støttepæle. På disse byggede han et meget højt tårn efter forbillede af tårnet på Faro ved Alexandria, således at skibene kunne styre efter de natlige blus. Resterne af tårnet kan stadig ses langt ude på havet, alt andet er fuldstændigt forsvundet.

Byen nær havnen^[106] fik navnet Porto efter denne. Den blev bygget af Claudius eller af Trajan. Nu er der kun ruinerne tilbage. Byporten står endnu ribbet for marmor ligesom en del af den ødelagte mur. Man kan også se rester af hedenske templer og ruiner af kristne kirker^[107]. I midten er der et skibsværft, som man siger blev bygget af kejser Trajan. I folkemunde kaldes det for Trojanum i stedet for Trajanum. Værftet kunne rumme en del galejer samtidig, men nu ligner det en lagune og er fuldt af mudder. I gamle dagene sejlede skibene dertil fra havet og havnen igennem en to mil lang kanal, hvor ferskvand blander sig med saltvand. Omkring lagunen står der stadig nogle rækker af søjler, hvor skibene plejede at blive fortøjet. Ved siden af var der hvælvede rum til oplagring af handelsvarer samt store værksteder til at bygge og reparere skibe. Her lod den romerske patricier, Pamachius, bygge en kro, men den er der ingen rester af i dag. Kroen blev faktisk anbefalet af den hellige^[108] Jeronimus^[109]. Byen blev ødelagt engang i fortiden, hvor den blev omdannet til en borg, men også denne er i dag ubeboet.

Kardinalen af Porto havde opsat telte og bygget løvhytter på ruinerne af den ødelagte by. Her modtog han glædestrålende og hjerteligt pave Pius og holdt et langt foredrag om kejser Trajan, en spanier der blev efterfulgt^[110] af en anden spanier^[111].

Da Pius vendte tilbage til Ostia, hørte han, at nogle fiskere havde fanget en kæmpestor delfin, som kardinalen af Rouens franske tjenere havde tilberedt på mange måder og nu spiste begærligt. De synes nemlig, at denne havfisk er noget af det bedste og en kongelig spise. Italienerne derimod væmmedes, hvad enten den væmmelige lugt gav dem kvalme, eller de var mættet til bristepunktet af stør.

Fangsten af en delfin blev anset som et stormvarsel. I de foregående dage havde havet være uroligt og vildt, og den følgende nat, d.v.s. ved tre-tiden om morgenen den 15. maj^[112], kom havet i helt usædvanligt oprør. Der opstod en voldsom storm, søndenvinden piskede vandet op fra dybderne^[113], og enorme bølger skyllede ind over kysten. Man kunne nærmest høre havet stønne og hyle. Vindstyrken var så stor, at intet syntes at kunne modstå den. Vindstødene kæmpede med hinanden, snart slog de på flugt, snart blev de selv slået på flugt, og de væltede skovene og alt, hvad de mødte på vejen. Himlen blev oplyst af hyppige ildglimt^[114], der lød høje tordenskrald, og frygtelige lyn skød ned fra skyerne. Et af lynene ramte et tårn og væltede en støttepille med en klokke, der nær havde ramt en munk, som lå på jorden overvældet af søvn og vin^[115]. I nærheden var der opstaldet en flok kvæg, og køerne, der for nylig havde kælvet, frygtede for deres kalve og brølede jammerligt, hvad enten de var skrækslagne på grund af lynene eller bange for ulve i de mørke skygger. Selvom natten blev oplyst af mange ildglimt, var den så kulsort, at det fordoblede frygten. Fra himlen faldt der så meget vand, at man ikke skulle tro, det var regn, men en syndflod, som om jordens skaber havde besluttet atter at oversvømme menneskeracen.

Da der ikke var værelser nok i bispepaladset og i tårnet til at rumme pavens og kardinalernes husstande, boede mange i telte, og mange var gået til ro i skibene. Blandt disse var nogle romerske borgere, adskillige medlemmer af pavens familie og kardinalen af Rouens hushovmester. Da stormen rejste sig, og vinden gennemrystede skibet og fyldte skroget med regnvand, blev de grebet af skræk og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Hushovmesteren flygtede fra regnvandet og kastede sig i floden, hvor han var lige ved at drukne. Heldigvis var han nær ved bredden og kunne få fat i et reb, og da han råbte om hjælp, blev han til sidst reddet op af floden, gennemblødt og halvdød. Et medlem af pavens husstand greb det eneste lys, der var i skibet, og sprang i land. Romerne, der var ladt alene tilbage i mørket, omfavnede hinanden, bad til, at de ikke måtte blive forladt, og råbte: ”Ak, vi ulykkelige, som må dø i mørke!” Bittert begræd de deres skæbne og var sikre på, at deres sidste time var kommet. Gennemvåde og i hinandens arme ventede de på slutningen.

Overalt havde vinden væltet teltene. Vicekanslerens^[116] husstand sov i to telte uden for bymuren. De blev ramt af en voldsom hvirvelstorm, der sprængte rebene, knækkede teltstængerne og flængede teltdugen i stykker. Den ene teltstang ramte benet på en mand, der lå og sov ved siden af, og brækkede det næsten. Alle flygtede fra de væltede telte, men kunne ikke se en hånd for sig i mørket. Stormens voldsomhed drev dem nøgne igennem krattet, der voksede dér omkring, og de blev såret af spidse torne. De var et frygteligt syn, da de blodige og forfrosne og fuldstændig omtumlede nåede frem til vicekansleren, der lå i paladset og skælvede af rædsel for stormens rasen. Da han så sine mænd, der havde forladt teltene nøgne, spurgte han ikke, om de alle var i sikkerhed, men hvad de havde gjort af sølvet. Nogle bekymrer sig mere om mammon end om mennesker! Og han var utrøstelig, indtil han hørte, at sølvet var i sikkerhed. Alle i paladset skælvede af angst. Alle frygtede for deres liv undtagen dem, der enten havde drukket mere end sædvanligt ved middagen eller var blevet anbragt i de nederste værelser, og som sov så dybt, at de intet hørte.

Pius opholdt sig i sit værelse. Han var som sædvanlig begyndt at dikteretil Agostino Patrizi^[117], og i en hel time var han ganske rolig og upåvirket af stormen. Men efterhånden tog regnskyllet til i styrke, stormen blev voldsommere, og vindene ramte murene med så stor kraft, at væggene skælvede, hele huset rystede, og tagstenene røg af og fløj i alle retninger. Da begyndte han at blive bange for faren. Han så på væggene og loftet og bemærkede, at de var meget gamle, og han blev da ret nervøs for, at de var rådne og ville styrte sammen. Han befalede så Agostino at stå op og hente kammertjenerne. Da de kom, sagde han: ”Hent mit tøj, så jeg kan komme ud af huset.” Det, syntes de, var en dårlig ide, for det var ikke sikkert at opholde sig udendørs i den voldsomme regn, og inde i paladset var der ikke noget værelse, der var sikrere end pavens eget. Men denne svarede: ”Det ved I intet om. Hellere udholde regnen end et hus, der styrter sammen. Klæd mig straks på. Jeg vil være mere sikker udendørs. Her slår murene revner, og så vil I hellere blive indendørs?” Kammertjenerne adlød, men da Pius var halvtpåklædt, lagde stormen sig pludselig, og alle vindene stilnede af, som om de var bange for at genere paven. Man hørte intet andet end regnen. Pius ombestemte sig nu og gik i seng i igen.

Samme nat oplevede kardinalen af Porto, der var blevet i sin egen by, en lignende storm. Da teltet væltede og blev revet i stykker, lå han tilbage under åben himmel. Men han dækkede sig bare til med sit tøj og undgik således regnen og nattens farer. I Rom var tordenskraldene lige så store som i Ostia.

Den næste dag vendte paven hjem til Rom under befolkningens jubel: man havde troet, at paven var taget til Tivoli for at tilbringe sommeren der.

11.20. L’Aquilas får: en lektie til en oprørsk by

På denne tid pressede folkene fra L’Aquila på for at få lov til at føre deres fåreflokke tilbage til bjergegnene, efter at de havde overvintret på Kirkens græsgange og i dens kystegne. Paven svarede, at aquilanerne havde brudt våbenhvileaftalen: de havde leveret forsyninger til Piccinino, da denne belejrede Sulmona; de havde indladt fjendens styrker i deres byer; de havde købt plyndringsgods fra Kirkens områder; og de havde begået mange andre brud på våbenhvileaftalen og deres ed. Af den grund var de flere gange blevet idømt en bøde 50.000 dukater, og fårene blev tilbageholdt som sikkerhed. Herimod anførte aquilanerne, at fårene var frie og ikke kunne holdes tilbage på grund af brud på en våbenhvile eller andre forbrydelser, selv majestætsforbrydelser. Således var det blevet aftalt med Kirkens skatteopkrævere^[118], da fårene blev sendt ind i Kirkens territorium. Fiskalprokuratoren^[119] afviste, at skatteopkræverne havde kompetence hertil. Da der således var uenighed om sagen, tilkaldte paven auditørerne fra det Hellige Palads under foregivende af, at det drejede sig om en anden sag, afkrævede dem et tavshedsløfte og anmodede dem om i fortrolighed at undersøge sagsforholdet og meddele ham deres opfattelse af følgende spørgsmål: ville det i betragtning af aquilanernes aftale med Kirkens skatteopkrævere være tilladt at tilbageholde deres får på grund af aftalebruddet? Auditørerne bad om tid til deres overvejelser, og efter at have drøftet problemet i otte dage meldte de tilbage til paven, at de var nået til en afgørelse vedrørende det retlige problem. Pius indkaldte kardinalerne til et offentligt konsistoriemøde og befalede aquilanernes legater at komme til stede. Da de havde indfundet sig, sagde han følgende:

”Selvom der er to mænd, der strides om Kongeriget Sicilien, bør aquilanerne anerkende og hylde den mand som konge, som den Hellige Apostoliske Stol har givet riget. Ikke desto mindre har byen L’Aquila sat sig op imod Ferrante, som Vi har proklameret som konge. Dermed har L’Aquila tilsidesat sømmelighed og retfærdighed og opført sig, som om den Romerske Kirke ikke selv har nogen ret i sagen. L’Aquila har desuden adlydt kong René og hans søn; har angrebet Vore hærførere, der kæmpede for Ferrante; har sendt fodfolk til Piccinino, som hærgede Kirkens territorium; og har på alle måder vovet at opføre sig fjendtligt over for sin herre, biskoppen af Rom. Da vore tropper fik overtaget i krigen, og de oprørske aquilaneres land blev udplyndret, blev Vi bedt om at standse krigen og gå med til en våbenhvile. I medynk med vore sønner, aquilanerne, besluttede vi at standse kampene og give dem våbenhvile på følgende vilkår: de måtte ikke levere forsyninger til Vores fjende; de måtte ikke indlade Piccininos hær i deres land; og de måtte ikke købe plyndringsbytte fra Vore territorier. Hvis de ikke overholdt disse betingelser, skulle de betale en bøde på 50.000 dukater for hver gang de forsyndede sig. Efter at dette var aftalt mellem parterne, sendte aquilanerne deres fåreflokke til Vore kystegne, der var det eneste sted, hvor de kunne klare sig igennem vinteren. De gjorde det dog først efter at have fået løfte fra Vore skatteopkrævere om, at fåreflokkene ikke af nogen som helst grund kunne tilbageholdes. Men herefter krænkede aquilanerne to til tre gange våbenhvileaftalen. Derfor mener Vi, at de har fortabt deres får. I, deres oratorer, indrømmer jeres forsyndelse, og at våbenhvileaftalen er blevet brudt: Ikke desto mindre nægter I med henvisning til aftalen med skatteopkræverne, at der er grund til at tilbageholde fårene. Vi har derfor forelagt hele sagen for auditørerne ved Vort palads, som udgør Rotaen og som dømmer i sager fra hele verden. Af dem skal I høre, om I har tabt jeres dyr. Tal, auditører, og sig os, hvad der lovligt i denne problematiske sag.”

Så talte Rotaens dekan, en ældre mand fra Spanien, der igennem mange år havde arbejdet med at afsige retskendelser i det Apostoliske Palads: ”Hellige fader! Vi, dine kapellaner og auditører fra Rotaen, er til stede. Vi har gjort, hvad du befalede, og har omhyggeligt undersøgt det stillede spørgsmål og sagens faktiske forhold. Vi har gennemgået det Apostoliske Kammers afgørelser^[120]; vi har gennemgået aftalerne mellem aquilanerne og skatteopkræverne vedrørende fårene; vi har gennemgået våbenhvileaftalen. Vi har overvejet aquilanernes vitterlige oprør, deres majestætsforbrydelse imod dig og deres åbenbare krænkelse af våbenhvilen. Vi finder, at dine skatteopkrævere ikke havde kompetence til at love det, som de lovede, og at deres aftaler med aquilanerne ikke er bindende for dig, fordi de er i modstrid med Kammerets regler^[121]. Af disse grunde udtaler vi, at det er i klar overensstemmelse med gældende ret, at du tilbageholder aquilanernes får, og du kan gøre dette helt dadelfrit.”

Så sagde paven: ”Er dette en enstemmig indstilling?” Blandt de tilstedeværende var der en vis Sanchez, som havde den næstlaveste anciennitet blandt auditørerne. Han rejste sig nu, faldt på knæ og sagde: ”Som vores dekan sagde det, har alle de øvrige den opfattelse, der blev givet udtryk for. Kun jeg er uenig og har givet mine kolleger grunden.” De andre sagde, at det var sandt, at Sanchez havde været uenig, men at hans begrundelse ikke havde nogen betydning. Så sagde paven: ”Udsendinge fra L’Aquila! I har hørt afgørelsen fra auditørerne ved det Hellige Palads. I har mistet jeres får, som er blevet Vore. Vi kan lovligt holde dem tilbage, og hvis Vi gør det, vil jeres straf være mindre end jeres forbrydelse. Ingen klog mand vil kalde en handling for uretfærdig, som verdens øverste domstol har kaldt for retfærdig. Vi har ret til at straffe oprørske og utaknemlige sønner. Men det vil Vi ikke: Vor mildhed er større end jeres troløshed. Gå og driv de dyr hjem, som I ifølge retten har fortabt. Vi forærer dem til jeres by, selv om den ikke har fortjent det. Så kan I se, hvor stor forskel der er mellem det kirkelige og det verdslige styre. Ingen, der havde krænket en af verdens konger, som I har krænket Kirken, ville have mødt den barmhjertighed, som I i dag har mødt hos Os. Med mindre I er fuldstændig utaknemlige, vil I i fremtiden afstå fra at øve uret imod den Romerske Kirke.”

Udsendingene fra L’Aquila havde afventet pavens beslutning med tilbageholdt åndedræt. Først da de hørte den, begyndte de at trække vejret igen. Eftersom de havde fået et langt bedre resultat, end de forventede, erkendte de deres bys fejl og takkede paven. Alle var forundrede over pavens gavmildhed, for på den dag gav han aquilanerne mere end 100.000 får.

Nogle dage tidligere havde paven sendt protonotaren fra Bologna til aquilanerne med Rotaens dekret for at gøre det klart for deres senat, at de havde mistet retten til deres får, men at disse var blevet givet tilbage til dem på grund af pavens gavmildhed. Dette gjorde han, for at aquilanerne skulle vide, at de havde fået fårene tilbage på grund af pavens velvilje, og ikke på grund af deres udsendinges indsats. Alt dette mindskede dog ikke aquilanernes troløshed. De tog fårene tilbage, men forbedrede sig overhovedet ikke. Bjergboere kan ikke vindes med venlighed: ligesom æseler og muldyr kan de kun bevæges med pisken.^[122]

11.21. Grev Eversos forsøg på at myrde paven

Medens dette gik for sig, udtænkte grev Everso dell’Anguillara, der i det mindste var konsekvent i sin troløshed, mange anslag imod paven med henblik på at myrde denne med sværd eller gift. Hans rådgiver i denne sag var Piccininos indflydelsesrige^[123] kansler, Broccardo. Der blev opsnappet nogle breve mellem dem, hvoraf det fremgik, at de allerede havde forsøgt at myrde paven på flere måder, og at man ville forsøge nogle andre. Der blev også fundet et brev til Everso fra florentineren Piero de Pazzi^[124]. Denne var blevet sonderet vedrørende et mord på paven, og svarede følgende: han var helt klart en ven af franskmændene. Hidtil havde han hverken skånet sin formue eller sin person i disses sag, og det ville han heller ikke gøre i fremtiden. Men sin sjæl, den ville han bevare for Gud. At efterstræbe pavens liv var imod al ret og kunne ikke ske uden sjælens fortabelse. Everso skulle ikke fremover spørge ham om den slags.

I et andet brev skrev Broccardo, at han havde fundet en gift, der var så stærk, at hvis blot en lille del af den blev smurt på pavens stol, ville paven hurtigt dø af giften, når han satte sig på stolen. Man skulle bestikke en af Pazzaglias^[125] mænd, der sædvanligvis bar stolen. Når paven var død, ville Ferrante være tilintetgjort, og Kongeriget ville være hertugen af Anjou's. Af denne kunne Piccinino og Everso så siden hen få det, som de ville.

Da disse breve kom for dagen, tog paven de yderligere sikkerhedsforanstaltninger, han kunne, men han stolede dog mere på Guds end på mennesker beskyttelse.

I mellemtiden arresterede Everso nogle mænd fra sin husstand under foregivende af, at de havde konspireret med Gregorio Lolli^[126] om at myrde ham selv. Man fortalte også, at han havde spærret en fader og hans to sønner inde i et udtørret kildespring ved Vetralla, så de kunne dø af sult. Deres munde var blevet syet til, sådan at de ikke kunne give lyd fra sig. Også andre skulle være blevet dræbt på andre måder, og atter andre, der havde tilstået forræderi, skulle være blevet skånet under foregivende af mildhed. Endelig skulle Everso have sendt breve til hele Italien om, at paven stræbte ham efter livet. Han vidste åbenbart ikke, at alle kendte til hans karakter, og var klar over, at han blot påstod at blive forrådt, medens han selv pønsede på at forråde andre.

11.22. Udflugter til Roms omegn. Pius’ interesse for antiken

Efter at Herrens Himmelfart var blevet fejret i Peterskirken, inviterede camerlengoen, kardinalen af Aquileia^[127], Pius til at besøge klosteret San Paolo i Albano, så han kunne stifte bekendtskab med dette gamle sted. Paven tog gerne imod invitationen og tog af sted sammen med tre kardinaler og sin nærmeste husstand. De drog ud gennem Porta Appia ad vejen til Napoli, og undervejs så de mange ruiner. Den vigtigste var hippodromen^[128] ved Sankt Sebastian med den store, nu ødelagte obelisk, som engang fungerede som målsøjle i væddeløb for tospandsvogne og firespandsvogne. De så også den fornemme Caecilia Metellas gravmæle^[129], som man kalder for ”tyrehovedet”. Derefter passerede de mange ødelagte villaer og akvadukter båret af høje buer, men med brud på mange steder. I lundene nær Albano fandt man Via Appia brolagt med meget hårde, sorte sten. På den ene og den anden side var der mange massive gravmæler, der rejste sig som tårne ribbet for marmor.

Pavens camerlengo Ludovico havde fået klosteret San Paolo i Albano. Det blev i sin tid grundlagt af pave Honorius III^[130] af slægten Savelli. Ludovico restaurerede det ødelagte kloster, og gav kirken, der var uden tag, et nyt. Han byggede nye prægtige bygninger, og der hvor han tidligere fangede ulve og ræve, plantede han haver og gjorde det hele til et yderst charmerende sted. Selvom der er en evigtrindende kilde, byggede han cisterner, hvor man kunne øse endnu bedre vand. Klimaet er sundt, selvom stedet er udsat for de havvinde, der blæser ind fra Afrika. Her opdrætter Ludovico forskellige slags dyr, iblandt dem påfugle, fasaner^[131] og geder importeret fra Syrien med meget lange og brede ører, som hænger ned og dækker begge kinder. Under Ludovico er stedet blevet sat i stand og klosteret er blevet restaureret.

Helt anderledes var kardinalen af Foix’ omsorg for sin kirke. Han er biskop af Albano, fornem af fødsel, rig og mægtig, og han samlede engang så mange penge sammen under sin legation til Avignon, at han næsten malkede byen tom. Hans kirke i Albano ligger hen uden tag, uden alter, og uden døre. Kun murene står tilbage dækket af efeu, og de vil snart styrte helt sammen. Nu er kirken stald for geder og kvæg. Dem har kardinalen af Albano gjort til kannikker i sin kirke, så de kan afholde gudstjenester dag og nat!

Jeg vil tro, at Albano^[132] engang var den lille by, hvor Aeneas’^[133] søn, Ascanius^[134], herskede. Den fik sit navn efter soen med de hvide smågrise og ligger 16 mil fra Byen. Den blev ødelagt af Tullus Hostilius^[135], der førte folket til Rom og bosatte dem på Caeliushøjen^[136]. Siden hen blev byen genopbygget og udvidet, som man kan se af de gamle ruiner af murene, der har mindst lige så stor en omkreds som murene omkring Bologna: byens område strakte sig nemlig fra Albanersøen^[137] til den borg, som i dag heder Albano, og det var lige så bredt, som det var langt. Der er rester både af offentlige og private bygninger bygget med usædvanligt store kvadersten. Man kan stadig se teatret, hvis midterste del hænger sammen med bjerget og er udhugget i dettes stenmasse. Det har stadig sine gamle siddepladser og er bevaret i sin oprindelige form, selvom det er dækket af tornebuske. Til denne del af teatret har man senere føjet en anden del, der blev bygget af mursten og hviler på mange buer, som stadig står der. Byen har en del store vandreservoirer. Florentineren Battista af familien Alberti, der er en lærd mand og en meget dygtig forsker med hensyn til antikke ting, har sagt, at der findes over tredive buer, som i dag er skjult blandt krat og tornebuske. Pius besigtigede selv fire enorme buer, der endnu ikke er faldet sammen.

Den tyske kejser, Heinrich III^[138], var den sidste, der ødelagde det større Alba. På ruinerne byggede Savellierne^[139] en lille borg, som i vor tid blev ødelagt af patriarken af Alexandria^[140], fordi den blev anvendt af fjender af den Romerske Kirke. Den er for tiden under reparation og er allerede nu i en tilstand, så den kan forsvares. Man siger, at Ascanius’ palads lå dér, men det er forkert: det var thermer^[141], et stort og prægtigt bygningsværk, som de romerske kejsere havde ladet opføre. Der er stadig høje buer, hvor man kan se spor af det varme vand, som flød dér. Thermernes omkreds svarer til det nuværende Albano, hvis mure understøttes af ruinerne af thermerne.

I den del, der vender mod Ariccia^[142], kan man se en stor kvadratisk bygningsmasse, der er berøvet sin ydermur. På dens top rejser der sig fem høje, runde^[143] pyramider, af hvilke de tre er blevet ribbet for de udhuggede sten, der beklædte dem. To har stadig deres udsmykning tilbage, selv om høj alder, der er altings fjende, har fjernet adskillige af stenene, så de nu trues af ruin. Tiden har også ladet murenes fjende, de vilde figentræer, klemme sig ind på mange steder. Folk tror almindeligvis, at dette bygningsværk er et gravmæle for Curiaterne, der kæmpede for deres frihed imod de tre romerske Horatier og faldt i kampen.^[144] De siger også, at de to pyramider blev tilføjet til minde om de to Horatier, der ligeledes faldt. Det forekommer os ikke sandsynligt, for der var tre, som faldt i kampen mellem Rom og Alba, og en, der overlevede og dermed gav sit fædreland sejren. Jeg må tro, at vore forfædre ville have opsat indskrifter^[145], der hvor kampen blev udkæmpet, og rejst gravmæler, der hvor ligene blev fundet, eller i hvert fald ikke langt derfra. Når man kommer til Alba fra Byen, kan man se tre høje, tærede af alder, som man mener var viet til Curiaterne, og som faktisk ligger på albansk område.

Bag Albano, hvor nordenvinden blæser, ligger Albanersøen, gemt i en dyb dal, som man i dag kalder Castello efter sabinernes Castel Gandolfo^[146], der rager op over den. Borgen blev i sin tid ødelagt af patriarken^[147], men nu er man begyndt at sætte den i stand igen. Pius begav sig dertil for at se, om der var rester fra gamle dage. Søen er ovenud charmerende: på alle sider er den omgivet af høje klippepartier, af hvilke det mindste skråner ned mod Rom i en længde af en stadie. De andre sider er meget højere og mere utilgængelige. Alt er dækket af skove, i hvilke der gror stedsegrønne ilextræer. Søen har form af et æg og er noget længere, end den er bred, og med en omkreds på fem mil. Stedet egner sig i høj grad til, at et stort publikum kan se opførelse af søslag. Vandet er klart og giver fine fisk, især enorme ål. Nogle siger, at søen er så dyb, at det ikke kan måles, men alle er enige om, at den må være meget dyb. Ifølge overleveringen, skal en etruskisk spåmand under den veientiske krig^[148] have sagt, at hvis der løb vand ud af Albanersøen, ville romerne erobre Veii^[149]. Der er faktisk blevet bygget et meget stort udløb, og i selve Albanerbjerget er der udboret en tunnel på næppe mindre end to mil. Denne har haft stor praktisk betydning: der blev bygget møller, som altid er i drift; man udviklede systematisk ålefangst; de tørstige marker fik vand; og søen blev forhindret i at udvide sig. Biondo siger, at vandet, der løber ud af søen, er det samme som det, der løber ned til Sant’Anastasio tre mil fra Byen, hvor det danner et bassin, som man kalder Acque Salvie. Pius beså både stedet, hvor vandet via en rørledning løber ud af søen, og stedet, hvor vandet løber ind i søen – begge ganske imponerende. Vest for søen så han også en hule udhugget i en klippe og udvidet med gamle mure, så det lignede et tempel, og med steder, hvor der formentlig har været gudebilleder. Man skulle tro, det var en grotte, hvor der boede dryader. Mellem søen og grotten er der en ret stor eng. Hvad enten stedet har været brugt til markeder, offerhandlinger eller spil, var det i enhver henseende en fryd for øjet.

Herfra vendte paven tilbage til Albano, og den følgende dag begav han sig ad Via Appia for at besigtige Nemi-søen, som han havde hørt lovprist i høje toner. På Via Appia kan man stadig se vejbelægningen. Mange steder er vejen smukkere end på romerrigets tid, flankeret og overdækket som den er af hasselbuske, der blomstrede og var dybgrønne i denne maj måned. Naturen, der overgår al kunst, gjorde vejen meget smuk. Til venstre på bjerget lå ruinerne af Ariccia, og ved foden af bjerget kan man se resterne af gamle bygninger, som man kalder bovillae. Ifølge overleveringen er det her, at Milo^[150] dræbte Clodius^[151]. Her springer der friske kilder frem, og markerne er yppige. Omkring en mil til højre er der en dam, som man kalder Lago di Ariccia. Derefter stiger man op på et bjerg med Castello di Cinzia^[152], der tilhører Colonna-familien og er opkaldt efter den Cynthia, som hedningene også kaldte Diana.

Ved foden af bjerget ligger Nemi-søen, som de gamle latinere også kaldte Dianas Spejl - og det med rette, for søen har form af et rundt spejl, og man kan se sig selv i vandet, der er klart som glas. Søen ligger i en dal med stejle sider, der er mindst to stadier dyb og skovklædt fra toppen til bunden. Den er to mil eller lidt mere i omkreds. Hele vejen omkring søen er der en fodsti og en stribe fladt land af vekslende bredde (fra mindre end 10 fod til mere end 200). Så kommer der klipper og en meget stejl opstigning til bjergene. Hele det flade område og hele klippepartiet op til bjergtoppen er dækket af frugttræer. En del er bevokset med pragtfulde, grønne kastanietræer, en anden del med rækker af høje nøddetræer, og en tredje del med hasseltræer. Der er også høje æbletræer af forskellig slags, og under dem vokser der lave mispel, pæretræer, kvædetræer og blommetræer. Under dem er der behagelig skygge og grønne enge, hvor solen ikke kan skinne ned, og der er ingen hindringer i form af krat og tornebuske. I frugtbare år, kan man bringe så meget frugt herfra til Byen, at det rækker til hele befolkningen. I sommerheden kan man ikke finde et mere behageligt sted end dette. Det egner sig glimrende til digternes^[153] vandringer. Hvis en digters^[154] geni formår at ligge i dvale her, så kan det næppe vækkes nogen andre steder. Man kunne kalde det for musernes hjem og nymfernes bolig, ja - hvis der er noget sandt i sagnene – for Dianas tilflugtssted.

Neden for Castello di Nemi i retning af Castello di Cinzia på den anden side af søen springer en kilde med iskoldt og helt klart vand frem og løber ned mod søen. Den er så stor og vandrig, at den i sit fald kan holde flere kornmøller i gang. Også denne sø var engang uden udløb, men romerne lavede et udløb ved med stor møje at bore en lang tunnel gennem bjerget, hvorigennem vandet løber ned i Lago di Ariccia i så stor en mængde, at en mand lige kan favne om det. Nogle mener, at dette er kilden til floden Numico, hvor den trojanske Aeneas forsvandt. Det anser Vi dog for helt usandsynligt, for Numico opslugte Aeneas førend der blev skabt et udløb fra søen. Vandet fra kilden kan dog godt i en senere tid være løbet ud i Numico, hvis sumpområder man stadig kan se nær havet ikke langt fra Ardea. Julius Caesar byggede en villa nær søens nedre vestbred, men da den ikke levede op til hans forventninger, lod han den rive ned igen. Ruinerne findes stadig.

Meget tyder på, at romerne var særligt glade for dette sted. Dette gælder ikke mindst et skib, som er blevet genfundet i vor tid og som er sunket ned i søens bund omkring 12 alen under overfladen. Kardinal Prospero Colonna tilkaldte nogle sømænd fra Genova, der med lethed kunne holde sig under vandet. Han forsøgte at bjerge skibet, men det lykkedes ham kun at få et enkelt stykke op. Dette var dog tilstrækkeligt til at vise skibets form og konstruktion. Skroget var bygget af lærketræ og havde en tykkelse af tre fingre. Ydersiden var smurt med tjære. Så kom der et silkestof, der enten var gult eller rødt. Dette blev dækket af blyplader fæstnet med kobbernagler med forgyldte hoveder, der var føjet sammen så tæt, at der ikke kunne komme vand ind. Som beskyttelse mod brand havde indersiden oven på tjæren en belægning bestående af en legering af jern og ler, der dannes i en proces, som vi ikke kender i dag. Belægningen var lige så tyk som det underliggende materiale, således at skibet helt klart var brandsikkert. Skibets køl og skrog var separate dele, som blev sat sammen til et skib af mindst 20 cubitus^[155] længde og med en proportional bredde. Man mener, at der oven på skibet var bygget en kahyt af den type, som man har set hos Borso af Ferrara på Po-floden og hos Ludovico af Mantova på Minciofloden^[156], eller som dem, der bruges af kurfyrsterne ved Rhinen. De, der har dykket helt ned til søens bund, siger, at de i skibets dyb så en kiste af jern eller kobber fæstnet med fire ringe og en vandkrukke af ler, der havde følgende indskrift med store bogstaver: Tiberius Caesar. På bredden så pave Pius de bjælker, der var taget fra skibet. De var af lærketræ, der ligner fyrretræ.^[157]

Da paven med stor interesse havde besigtiget disse ting, steg han op til Cinzia. Han tog ikke ind i borgen, men passerede den nedenfor murene. En menneskemængde kom ham i møde og bad om hans velsignelse, hvad den fik. Man så gamle mænd, der grædende af glæde omfavnede hinanden og sagde: ”Hvem skulle have troet, at vi inden vores død skulle se en pave her på dette sted? Det er Gud selv, der har vist os denne nåde.”

Da paven vendte tilbage ad Via Appia, kom han til et sted, der var ret vanskeligt at bestige, men som romersk flid havde gjort det let at komme op ad: bjerget var blevet hugget væk til den ene side, og derefter var der blevet bygget en støttemur af store kvadersten. Her var en mand i færd med at grave sten ud og ødelagde således vejen. Han huggede mindre stykker ud af de store sten, som han skulle bruge til at bygge et hus i Cinzia. Paven skældte ham ud og befalede Colonna-fyrsten, der var Cinzias herre, at han ikke i fremtiden måtte lade nogen røre den offentlige vej; den havde paven ansvaret for.

Dagen efter tilbagekomsten til Alba steg han ned til lundene neden for byen. De er absolut værd at se og ligger neden for den borg, som hedder Savello, og hvorfra slægten Savelli har sit navn. Her så han også Juturnas sø, som Turnus’ søster^[158] skal have kastet sig i, da hun hørte, at han var død. Heller ikke dette bassin – eller sø om man vil – synes at have noget udløb. Den er ikke særligt dyb eller stor, men den giver mange fisk.

Efter dette bad Aduardo Colonna, hertug af Marsia^[159], paven om nådigst at besøge Rocca di Papa^[160], og hvis dette charmerende sted behagede ham, da at tilbringe sommeren der. Pius indvilligede, for at alle skulle forstå, at Colonna-slægten ikke var paven mindre kær efter kardinal Colonnas død. På vejen besøgte han klosteret Santa Maria in Palazzolo og deltog i en messe der. Kirken er et gammelt bygningsværk, lille, med en enkelt buehvælving og en forhal, der er prydet med marmorsøjler. Der er munkeceller og arbejdsrum, selvom de i dag er snavsede og forfaldne. Stedet rager op over Albanersøen. Klippevæggen er blevet udhulet så meget, at der er plads til klosteret og en have. Der er også lavet huler i klippevæggen. Vand springer frem med stor kraft, og klare kilder fylder damme med fisk. I sommervarmen er det ganske dejligt at betragte det kølige og sprudlende vand, som ledes gennem vandrør og springer op med stor kraft og kan anvendes til alle munkenes formål. I et hjørne på den anden side af haven, som de har dyrket på den smukkeste måde, har naturen dannet en stor grotte, der ligger i skygge hele formiddagen. Den har nærmest form som en sal, hvor der kan stilles flere borde op. Også her springer der en stor kilde frem med evigtrindende, klart vand, der fylder en kumme nedenfor. Når kardinal Isidor af Ruthenien søgte tilflugt her fra sommerheden, fik han ofte serveret frokost i denne grotte. Engang boede der kartheusermunke, som flygtede fra sommerklimaet i Rom. Nu har den hellige Frants’ munke (af observanternes gren) stedet. Få mænd er nok til at forsvare den meget snævre adgangsvej til klosteret. På højre side er der et ret stejlt fald ned til søen; på venstre side rager en vældig klippe højt op. De gamle huggede en sti ud i klippen med jernredskaber. Til venstre for indgangen til klosteret er der en klippevæg, der tjener som mur. På denne er efter gammel skik indhugget de romerske konsulers fasces og 12 økser. Seks er dækket af efeu, og seks kan ses endnu. Pius befalede, at efeuen skulle fjernes i respekt for dette mindesmærke om fortiden.

Herfra begav paven sig til Rocca di Papa, der er et højtbeliggende bjerg, yderst velbefæstet både fra naturens og menneskers hånd. Prospero Colonna befæstede det yderligere. Det kan kun indtages fra den side, hvor vejen fører op i de højere bjergegne, selvom naturen har anbragt en klippe som forhindring. På klippen har man rejst et tårn med massive mure. Kun forgæves ville en fjende angribe stedet fra en af de andre bjergsider, der rager op over byen, som ligger på et klippefremspring. I fæstningen fik paven en elskværdig og venlig modtagelse af hertugen. Da han havde spist frokost, tog han ud i de store enge, der breder sig foran fæstningen. Alt var grønt og blomstrende. Så tog han ind i skoven af hasseltræer med deres behagelige skygge. Efter disse fulgte mange kastanietræer og andre træer af forskellig art. Et bjerg^[161] rager omkring 1.000 fod op over Rocca di Papa og engene og overskygger de omliggende højderygge. Paven besteg^[162] dette bjerg. På toppen fandt han et plateau, der var omtrent en stadie eller lidt mere i omkreds. Hele vejen rundt er der fundamenter af en gammel mur og mægtige sten skåret til med jern og i midten et ødelagt kapel. På kapellets ruiner havde en mand fra Dalmatien bygget sig et eremitbo ved hjælp af sten, der var stablet oven på hinanden uden mørtel. Noget tyder på, at der engang har været en borg eller en mægtig romers villa – i det mindste er vejen op ad bjerget belagt med appiansk flint, og den fortsætter ubrudt helt op til toppen. Nogle mener, at det må have været Gabiernes^[163] fæstning, fordi bjerget almindeligvis kaldes Monte Cavo, der skal være en forvanskning af Gabii. Højden kan konstateres ved, at det er muligt fra dette sted at se Monte Amiata, selvom Monte Cimino ligger midt imellem.

Der sad paven en stund sammen med kardinalerne og så ud over kysten og overskuede hele Kirkestatens^[164] kystline fra Terracina til Monte Argentario. Han betragtede Civitavecchias^[165] højderyg, som beriger vor tid med nye fund af alun, og Toskanas kystområder, der strækker sig helt til Roms havn, derefter Ostia i Lazio^[166], og Tiberen, der som en slange bugter sig henover sletten. Han så også Ardea, Turnus’ by, omkranset af skov, og i retning af havet Numicos vande, som var det eneste sted, det var tilladt at øse vand op til vestalinden; ruinerne af Ariccia, hvor man siger, at Augustus’ moder blev født; og på en bakketop Lavinium, der er opkaldt efter Lavinia^[167], Latinus’ datter og Aeneas’ hustru. Ved kysten så han også Nettuno^[168] bygget by ruinerne af Antium^[169], hvis befolkning lever af fiskeri, jagt og fuglefangst. Når vagtlerne i begyndelsen af foråret vender tilbage fra Afrika, bliver de lokket til med fløjtespil og fanget i net. Fangstsæsonen varer 30 dage, og på en dag fanger de ofte mere end 100.000 fugle. Der fanger de også en stor mængde duer, når de forbereder sig på at forlade Italien og flyve ud over havet.

Paven vendte også blikket imod toppen af Monte Circeo og dens sagnomspundne højderygge, og øen Ponza, der er kendt fra tilfangetagningen af kong Alfonso V^[170], og til sidst også selve Terracina, som volskerne^[171] på deres eget sprog kaldte Anxur. Fra bjerget kunne man også se søerne ved Nemi og Ariccia og den sø, som er opkaldt efter Juturna, og Albaner-søen lige så tydeligt, som om de lå på dets egen kant, og man kunne klart skelne deres størrelse og form og de mellemliggende strækninger. På dette tidspunkt var de dækket af løvgrønne skove og grønt græs og frembød en mangfoldigt skue af muntre farver. Smukkest var gyvelen, der dækkede en stor del af markerne med sine blomster. Dernæst så man Rom i hele sin udstrækning, og Soratte^[172] og det sabinske område og Appenninerryggen, hvid af sne^[173], og Palombara, Tivoli^[174] og Palestrina^[175] og mange andre byer i det område, som man nu kalder Campagna. Man kunne også se Regillus’ sø, som i dag hedder Griffernes Sump^[176]. Også Tusculums^[177] ruiner var synlige. Roms indbyggere ødelagde denne by, da de efter sigende havde lidt et stort nederlag i kampen mod kejser Friedrich I^[178]. Strabo nævner, at der var et prægtigt palads der^[179]. Dets fundamenter med mange buehvælvinger kan stadig ses. Neden for ligger Molara øde hen. Man kan også se Rocca Priora, der hører under Savellierne, og Lucullanum, en villa, der engang tilhørte Lucius Lucullus^[180], og som i dag hedder Frascati. Til sidst kommer Marianum, som i dag hedder Marino, en by der tilhører Colonna-familien og ligger omkring 16 stadier fra Rocca di Papa.

Da paven havde set alt dette fra bjerget, vendte han tilbage til Rocca di Papa, hvor han overnattede. Tidligt næste morgen begav han sig til Grottaferrata^[181], som er et gammelt kloster beliggende på tuskulansk område, mellem Marino og Lucullanum. Man mener, at Cicero havde en af sine villaer her, hvor han skrev sine Quaestiones Tusculanae^[182]. Klosteret bebos af skæggede munke af græsk ritus, som også synger hymner og tidebønner på græsk. Det gamle tempel er en fornem bygning indviet til den herlige Jomfru, himlenes dronning. Der findes også et smukt maleri af hende, som skal være malet af evangelisten Lukas. Hvert år i september strømmer store menneskeskarer til for at se det. Samtidig afholder de et stort marked, hvor folk drikker sig så fulde i vin, at der ofte forekommer drab. Efter græsk sædvane velsigner munkene vand under Pinsefesten og opbevarer det i et lukket marmorkar i kirkens forhal hele året. De giver det til febersyge som et middel mod feberen. Lidt væk ligger munkenes og abbedens komfortable boliger og smukke køkkenhaver, og – endnu bedre – en kølig og meget stor kilde, der sprudler frem foran kirkens forhal. Vandet føres frem til alle arbejdsrummene og fylder også en stor dam.

Klosterets abbed var fra Kalabrien. Han var ret stridbar, men havde dog også igennem en række retssager genvundet meget, der igennem tiden var gået tabt for klosteret. Romerne hadede ham og havde ofte forsøgt at myrde ham, da han anfægtede deres gamle ejendomsret og insisterede på at genåbne gamle og for længst hendøde stridigheder. Pius forflyttede ham til Sicilien og gjorde ham til arkimandrit der. Grottaferrata overdrog han til kardinal Bessarion af Nikæa, som gik i gang med at sætte klosteret i stand og bygge nye og smukke bygninger. Her indtog paven sin frokost.

Så vendte han tilbage til Rom ad Via Latina^[183] - til alles overraskelse, da sommerheden nu var begyndt. Undervejs passerede de mange ruiner af gamle bygningsværker. Da han nåede Rom gjorde han ophold ved Laterankirken, hvor han en kort stund bad ved højalteret. Derefter beså han templets tag, hvoraf han havde ladet en stor del reparere, og befalede, at også resten skulle sættes i stand. Så drog han igennem Byens beboede gader til Trastevere^[184] og begav sig derefter til paladset ved Peterskirken, hvor han den følgende dag^[185] fejrede pinsen med stor højtidelighed^[186] og velsignede folket.

11.23. Flavio Biondos død

Den 6. juni dette år døde Flavio Biondo^[187], historikeren fra Forlì, der længe havde været apostolisk sekretær, og som havde stået højt i gunst under pave Eugenius IV. Han skrev en verdenshistorie^[188] fra kejserne Honorius og Arkadius’ tid, da romerrigets nedgang skal være begyndt, og frem til sin egen tid^[189]. Det er bestemt et flittigt og nyttigt værk, men det fortjener en, der kan pudse det af og rette det igennem. Biondo besad slet ikke den klassiske skrivekunst, og han undersøgte ikke altid omhyggeligt det, han skrev: han var mere optaget af at skrive meget end at skrive rigtigt. Hvis nogensinde en lærd mand og dygtig skribent skulle sætte sig for at gennemrette og forskønne hans værker, ville han yde eftertiden en stor tjeneste og indlægge sig berømmelse ved at fremdrage de mange tidsaldres historie, som nu næsten er begravet.

Nogen ville måske sige det samme om os selv, og ikke uden grund. For selv om det, vi skriver, er sandt, så beretter vi om vigtigt og uvigtigt^[190] i flæng, og da vi ikke selv besidder den formfuldendte skrivekunst, er den historie, vi strikker sammen, både rodet og upoleret. Engang vil en anden måske forbedre Biondos og vore egne skriverier og høste frugten af vores arbejde.

Biondo har også skrevet andre ret nyttige værker, som dog bør læses med forsigtighed, så man ikke forveksler forkert med rigtigt. Han bliver faktisk grebet i mange fejltagelser. Han skrev Italia Illustrata, Roma Instaurata og Roma Triumphans, som han afsluttede kort før sin død. Han døde i Rom som en fattig mand, således som det anstår sig for en filosof, og efterlod sig en familie med velopdragne og veluddannede børn af begge køn. Hans beskedne midler delte han mellem sine døtre som deres medgift. Sønnerne efterlod han intet bortset fra lærdom og gode sæder. Da han døde, var det tilstrækkeligt for ham at have sat sønner i verden, der kunne klare sig selv.^[191]

11.24. En hundehvalps endeligt og hvad man kan lære deraf

Vi vil nu tilføje en bagatel. Den er dog bestemt ikke unyttig, for selv om den drejer sig om en lille ting, kan man blive klog af den også med henblik på de store.

Pius havde en lille tæve, der endnu ikke var 11 måneder gammel og hed Musetta, selv om den var hvid. Den var ikke særligt smuk, men kær og charmerende, og den vidste til fuldkommenhed, hvordan den skulle indynde sig og gøre sig lækker. Engang medens paven sad i sin have og modtog legationer, var den i færd med at søge mad, medens den sniffede sig frem og tilbage efter lugten. Så hoppede den op på kanten af et bassin og faldt i vandet. Ingen så den falde i, og til sidst var den ved at gå under, udmattet af at svømme. Den gøede efter hjælp, men ingen kom til undsætning, man troede blot, at den bjæffede som sædvanlig. Til sidst bemærkede paven den gentagne gøen og mente – som det var tilfældet – at der var sket hvalpen noget slemt, så han befalede tjenerne at skynde sig hen og se, hvad der var i vejen. Hvalpen blev fundet i yderste nød, da den ikke længere kunne holde sig oppe. Den blev reddet og bragt hen til paven, hos hvem den klynkede længe, som om den ville fortælle om sin fare og få pavens medynk. Næste dag, da paven sad og spiste middag i den samme have, skete der det, at en abe, der var sluppet løs ved et uheld, faldt over hvalpen og bed sig fast i den. De omkringstående tjenere kunne næsten ikke få hvalpen befriet fra abens kæber. Næsten død af skræk fortalte den atter klynkende pave Pius om sine trængsler. Paven mente, at dette var et tegn på, at hvalpen ikke ville leve længe, da den to gange på to døgn med nød og næppe havde undsluppet en dødelig fare. Og han tog ikke fejl. Efter 10 dage hoppede hvalpen, som den plejede, op i et højtliggende vindue ud mod vingården. Pludselig rejste der sig en voldsom og forfærdelig hvirvelvind, der kastede hvalpen ud af vinduet og knuste den mod en klippe. Da paven hørte det, sagde han: ”Det var skæbnens vilje, at hvalpen skulle få en voldsom død. Dette blev forudsagt af de to farer, som den undslap. Men den kunne ikke undslippe den tredje. Hos dyrene finder vi eksempler, som menneskene kan lære af. Hvis nogen undgår en fare to gange, så skal han passe på den tredje. Efter to advarsler skal han vide, at en tredje presser sig på. Lad ham forbedre sig, førend han blive stævnet tredje gang. Kun den, som har en udadlelig samvittighed afventer døden uden angst.

11.25. Udsendinge fra Ungarn

På den tid kom der legater fra kong Matthias af Ungarn til paven. Det var Albrecht, biskoppen af Vesprém, og Stefan, greven af Zengg. De meddelte, at tyrkerne havde besluttet at invadere Ungarn, og at ungarerne ikke var stærke nok til slå så mægtig en fjendes angreb tilbage. Hele blomsten af den ungarske hær var faldet i de forudgående krige, og riget havde hverken ressourcer eller penge. Hvis ikke de fik hjælp udefra, ville der ikke være noget håb om redning. De bad paven hjælpe dem i deres betrængte situation og opfordrede samtidig de øvrige kristne til ikke at lade den kristne religions bolværk blive indtaget af fjenden. De insisterede på, at Ungarn var kristenhedens bolværk. Hvis dette blev slået sønder, ville tyrkerne have fri bane til alle de kristne provinser: man måtte møde fjenderne, inden porten stod åben for dem.

Pius roste standhaftigheden hos ungarerne, der i mere end 80 år havde kæmpet for religionen imod tyrkerne. Han lovede kongen, at han i indeværende år ville sende sold til 1.000 ryttersoldater, og at han ville opfordre nabokongerne til at forene deres styrker med ungarernes. Han gav håb om langt mere hjælp det næste år, hvis blot ungarerne ikke i mellemtiden svigtede sig selv eller deres stat. Fulde af fortrøstning over disse løfter vendte legaterne hjem, hvor de fandt en situation, der var væsentligt forværret i forhold til den, de havde forladt, da tyrkerne i mellemtiden havde nedkæmpet det bosniske rige.

11.26. Tyrkerne erobrer Bosnien

Navnet Bosnien findes ikke hos de gamle. Det er nyt, og Vi mener det stammer fra floden Bosna, der flyder igennem riget Bosnien^[192] og løber ud i floden Save. Provinsen Bosnien begynder ved Moesien og strækker sig mod vest mellem Pannonien og Dalmatien. Folkets nye konge^[193] nægtede at betale den skat til tyrkerne, som de forlangte, og som hans forfædre længe havde betalt. Det er usikkert, hvilken forhåbning, han satte sin lid til, men i hvert fald angreb han den by, som fjenden havde bygget der, hvor Save og Bosna løber sammen, som en stor trussel imod slaverne og ungarerne. Oprørt over denne krænkelse udspyede tyrkernes hersker, Mehmed, al den gift, som han havde samlet imod ungarerne og andre, ud over denne konge.

Da kongen hørte derom, blev han panikslagen og tilkaldte Nicolaus, biskoppen af Modrus, som på det tidspunkt var pavens legat i det bosniske rige. Til ham sagde kongen: ”Det er dig, legat, der har kastet mig ud i denne krise. Med dine råd har du drevet mig til at vove at angribe byer, der tilhører en mægtig hersker, som næppe nogen i hele verden kan stå imod. Få os nu af den fare, som du har kastet os ud i.” Legaten svarede: ”Lad mig drage til Ungarn, så skal jeg snart være tilbage med sikre og stærke hjælpetropper. Blot du forbliver standhaftig i troen.” Han fik tilladelse til at drage bort.

Biskoppen tog til Ungarn, og i den Apostoliske Stols navn bønfaldt han om hjælp til Bosnien, der var ved at gå under. Ungarerne samlede en hær, satte hurtigt over Save og besluttede sig for at angribe fjenden bagfra for at prøve at få ham til at opgive sit forehavende. Men troløshed kom denne nyttige plan i forkøbet. En af tyrkernes generaler, som hed Bassa^[194], og som havde enorme styrker under sig, slog den 19. maj lejr uden for byen Bobovac^[195], der var det bosniske riges hovedstad. Den næste dag ankom sultan Mehmed selv. Byens guvernør var en vis Radak, der engang var manikæer og siden hen løgnagtigt foregav at være kristen. Han blev bestukket til at indlade fjenden i byen og overtalte fæstningens forsvarere til ikke at gøre modstand imod tyrkerne, der var situationens herrer^[196]. Derefter overgav man det stærkt befæstede citadel, der med lethed havde kunnet forsvares i to år, og som ikke manglede nogen form for forsyninger.

Da sultanen således imod forventning havde fået byen i sin magt sendte han Bassa af sted med en del af styrkerne for at forfølge kongen. Denne opholdt sig 30 mil væk i en by, der hedder Jajce. Da han hørte om tyrkernes ankomst, flygtede han til denne by med hele sin skat for at tage videre til Dalmatien. Da Bassa ankom til Jajce, fandt han så, at kongen var taget bort. Han indhentede ham med forcerede dagsmarcher, indesluttede ham i fæstningen ved Kljuc og indledte en intensiv belejring. Efter fire dage blev kongen tvunget af sult og tørst til at overgive sig med hele sin skat, som fem konger havde samlet sammen i mange år. Han blev ført til sultanen, der snakkede godt for ham og gav ham store forhåbninger. Sultanen overtalte således med lethed kongen til beordre de byer, der endnu adlød ham, til at overgive sig, idet han lod ham forvente, at han ville få endnu flere og bedre byer igen af sultanen. Der blev skrevet til fæstningskommandanterne om at udlevere nøgler og krigsudstyr. Alle adlød og således gik det til, at mere end 70 byer, der var stærkt befæstede både fra naturens og menneskers hånd, samt en million dukater af kristne folks penge kom på fjendens hænder, selvom bosnierne nok snarere var kristne af navn end af gav. Kvinder og børn blev voldtaget, de helliges templer ødelagt, munke fornedret på alle måder, og hele adelen sendt til slaveri i Asien. Få dage efter fik kongen hugget hovedet af, og sammen med ham blev også mange andre mænd af ædelt blod henrettet.

Efter kongen var den vigtigste mand i Bosnien hertug Stefan^[197]. Han var rig på undersåtter og penge, men befængt med det manikæiske kætteri. Hans søn havde ikke kunnet udholde faderens tyranni og var derfor gået over til tyrkerne. Med deres hjælp begyndte han at føre krig mod faderen, der var ham underlegen i styrke og blev tvunget til at flygte til Dalmatien. Men da sønnen hørte, at kongen af Bosnien var blevet dræbt på trods af givne løfter, blev han bange for tyrkernes grusomhed, blev forsonet med sin fader og begav sig sammen med denne til mere velbefæstede steder.

Da riget gik tabt og hendes mand blev taget til fange af fjenden, flygtede dronningen af Bosnien fra tyrkernes rasen og faldt i hænderne på en vis Paulus, en kroatisk ban. Denne holdt hende som fange, som om hun var en fjende, selvom hun havde opsøgt ham som gæsteven^[198]. Men kort tid efter måtte han selv drage imod tyrkerne, der hærgede hans land. Sammen med 500 adelsfolk blev han omringet af dem og dræbt, og således kom han til at bøde for at have krænket gæstevenskabet.

Tyrkerne løb grassat i hele Bosnien, undersøgte alle skjulesteder, lod intet urørt, foretog indfald i naboområderne og udplyndrede dem. Kongen af Ungarn var jo i nærheden med sine styrker, og da han af en overløber fik underretning om, at tyrkerne planlagde et baghold, så lagde han selv et baghold for dem. Han omringede en vis tyrkisk hærfører med 4.000 soldater, mødte dem i kamp, slog dem på flugt, optog forfølgelsen og dræbte næsten alle sammen. Det var den eneste trøst, som Ungarn fik for tabet af det bosniske rige.

---

1. ^{Narses (478-573): http://en.wikipedia.org/wiki/Narses}
2. ¹⁴⁶²
3. ^{Populi: her i betydningen handelsrepublikker}
4. ^{Jus et fas}
5. ^{Viro matura. Vergil, Æneiden, 7,53}
6. ¹⁴³¹
7. ^Superinduxit
8. ^{Vir non vir}
9. ^{Totaro anfører, at grevinden ikke blev gift med Jacopuccios nevø, men med Lionello Acrocamur, og at det var med ham, at hun fik sønnen Ruggerotto. I så fald er denne ikke frugten af et incestuøst ægteskab, og Pius’ forargelse er ubegrundet}
10. ^{Margaret d’Anjou, gift med Henry VI af huset Lancaster}
11. ^{Fortuna: sættes her lig med Guds vilje}
12. ^Patrimonium
13. ^{I 1460. De følgende begivenheder ligger forud for huset Lancasters endelige sammenbrud}
14. ^{Kong Edward af huset York}
15. ^{Ved at engagere sig på huset Yorks side i Rosekrigene svigtede Coppini den neutralitet, der påhvilede ham som fredsmægler fra den Apostoliske Stol. Dette bragte paven i forlegenhed, ikke mindst da Louis med sin støtte til dronning Margaret engagerede sig på huset Lancasters side. Paven havde problemer nok med det franske kongehus}
16. ^{Procurator: vi har her det modsatte af tilfældet Fantino (se bog 10). Fantino drog til Rom som repræsentant for den bøhmiske konge og vendte hjem som repræsentant for paven. Coppini drog til England som repræsentant for paven og vendte hjem som repræsentant for den engelske konge}
17. ^{Lukasevangeliet 16,9: ”Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”}
18. ^{Niccolò Forteguerra, pavens egen nevø}
19. ^{Moles Hadriani}
20. ^Tabelliones
21. ^{Når paven sikrer sig et responsum fra den uvildige Rota, er det fordi han er presset af Coppinis indflydelsesrige venner ved kurien, heriblandt en af pavens egne nevøer}
22. ^{San Paolo fuori le Mura i Rom}
23. ^Lombardiet
24. ^{Pius bruger oftest navnet ”minoriter” i stedet for ”franciskanere” og ”prædikebrødre” i stedet for ”dominikanere”. I oversættelsen af dette kapitel bruges franciskanere og dominikanere som de to parter i en ofte konfliktfuld relation mellem de to tiggerordener}
25. ^{Denne teologiske kontrovers var en gentagelse af en kontrovers om samme emne, med samme hovedsynspunkter og med de samme to ordener som aktører, som havde udspillet sig i Barcelona over 100 år før, d.v.s. i 1351. Den blev dengang afgjort af pave Clemens V i Avignon – til fordel for dominikanerne. Det er måske ikke helt tilfældigt, at den blev rejst igen af franciskanerne under en pave, som var meget venligtsindet over for franciskanerordenen}
26. ^{Salmernes Bog 103,32: ”Blot han ser på jorden, skælver den, blot han rører ved bjergene, ryger de.”}
27. ^{Kardinalsforsamlingen}
28. ^{Teksten har 1463: det var sædvane at datere det nye år allerede fra jul}
29. ^{Francesco della Rovere, senere pave under navnet Sixtus IV}
30. ^{Gymnasium Parisiense}
31. ^Numen
32. ^Sortehavet
33. ^{Cives togati: togaklædte, d.v.s. ubevæbnede borgere}
34. ^Tua
35. ^{Det verdslige og det religiøse, d.v.s. at have både den verdslige og den religiøse magt}
36. ^Subditi
37. ^Adulatores
38. ^Togati
39. ^Praetentio
40. ^{Equi cursores}
41. ^Caducatores
42. ^Eraldi
43. ^Togati
44. ^{Greven af Foix var gift med den franske konges søster, og hans søn var kongens nevø}
45. ^Gloria
46. ^{Pius nævner ikke venskab som en mulighed}
47. ^{I slaget ved Seckenheim, 30. Juni 1462}
48. ^{Hertug Filippo Maria af Milano besejrede Alfonso V af og Aragonien i søslaget ved Ponza i 1435, da Pius var 30 år gammel og ofte opholdt sig i Milano}
49. ^{De nævnte behandlede de overvundne fyrster med mildhed og gavmildhed i modsætning til palatinergreven}
50. ^{9. april 1463}
51. ^{Pius underforstår, at en hertug nok burde have vist sin gudfrygtighed ved at deltage i påskedagens religiøse højtideligheder}
52. ^{Heldigvis for kejser Friedrich døde hans broder Albrecht i slutningen af 1463, så Albrechts herredømme i Wien blev ret kortvarigt}
53. ^{Vlad III Dracul: (1431-1476): http://da.wikipedia.org/wiki/Vlad_Dracula}
54. ^{Valakiet: http://da.wikipedia.org/wiki/Valakiet}
55. ^{Valakere: http://en.wikipedia.org/wiki/Vlachs}
56. ^Sortehavet
57. ^{Transsylvanien: http://da.wikipedia.org/wiki/Transsylvanien}
58. ^Siebenburg
59. ^{Dakerne: http://en.wikipedia.org/wiki/Dacians}
60. ^{Vlad II Dracul (1390-1447): http://en.wikipedia.org/wiki/Vlad_II_Dracul}
61. ^{Janos Hunyadi (1400-1456): http://en.wikipedia.org/wiki/John_Hunyadi}
62. ^{Den rumænske provins Sibiiu (Hermannstadt)}
63. ^Burzenland
64. ^Siculi
65. ^Census
66. ^Pudibunda
67. ^Verenda
68. ^{Vinteren 1462-1463}
69. ^{Man bemærker, at der ikke i Pius’ beretning er noget om varulve og den slags, hvad enten Pius ikke har hørt historier derom, eller ikke mener, at man kan tro på den slags hedenske vrøvl}
70. ^{Stefan Tomasevic (-1463): http://en.wikipedia.org/wiki/Stefan_Tomasevic}
71. ^{Bosnien: http://en.wikipedia.org/wiki/Bosnia#Medieval_Bosnia_.28958.E2.80.931463.29}
72. ^{Belli machinae. Mehmed havde brugt kanoner i 1453, da han erobrede Konstantinopel, og ”krigsmaskiner” dækker her helt sikkert over kanoner}
73. ^{Auri montes: Terentius, Ph, 68}
74. ^Carni
75. ^{Kardinalernes}
76. ^{Formentlig Domenico dei Domenichi, biskop af Torcello (1448-1464)}
77. ¹⁴⁶³
78. ^Castella
79. ^{Cervia: http://en.wikipedia.org/wiki/Cervia}
80. ^{Maj 1463}
81. ^{Med andre ord: de vil gøre sig til herrer over Italien}
82. ^{Pars felicitatis est dexteram ejus tetigisse. Vergil, Æneiden, 7,266: ”Pars mihi pacis erit dextram tetigisse tyranni.”}
83. ^Utilitas
84. ^Usurpare
85. ^Spartanerne
86. ^{Patrimonium Beati Petri: oversættes ellers i denne tekst som Kirkestaten}
87. ¹⁴⁶³
88. ^{Isidor af Kiev (1385-1463): http://en.wikipedia.org/wiki/Isidore_of_Kiev. Død den 27. april 1463}
89. ¹⁴⁵⁹
90. ^{Prospero Colonna (1410-1463): http://en.wikipedia.org/wiki/Prospero_Colonna_(cardinal). Død 24. maj 1463}
91. ^{Pius’ egen nevø, Francesco Todeschini-Piccolomini}
92. ^{Dietrich von Mörs (-1463): http://de.wikisource.org/wiki/ADB:Dietrich_II._von_Moers. Død 14. februar 1463}
93. ^{Johannes XXIII (1370-1419): http://en.wikipedia.org/wiki/Antipope_John_XXIII. Pius betragtede Johannes XXIII som legitim pave, men senere blev denne anset for modpave, hvorfor den pave, der efterfulgte Pius XII i 1958 under navnet Johannes, tog nummeret XXIII}
94. ^{Ved kurien kunne man såmænd altid finde grunde til at bispevalg ikke var gået rigtigt til!}
95. ^{Alfonso II (1448-1495): http://en.wikipedia.org/wiki/Alphonso_II_of_Naples}
96. ^{Bemærk at hærgningen ikke primært er et terrorredskab, men en form for økonomisk krigsførelse}
97. ^{Ostia: http://en.wikipedia.org/wiki/Ostia_Antica}
98. ^{Lupi tiberini}
99. ^{Ancus Marcius (640-616 f.Kr.). Faktisk den fjerde konge af Rom: http://en.wikipedia.org/wiki/Ancus_Marcius}
100. ^{Augustin skriver selv i sine Confessiones om moderens begravelse i Ostia}
101. ¹⁴³⁰
102. ^{Camerarius: http://en.wikipedia.org/wiki/Camerlengo_of_the_Holy_Roman_Church}
103. ^Pedota
104. ^{Plutark, Cato, M 27}
105. ^{Plinius, Naturalis Historia, XXXVI,9}
106. ^Portus
107. ^{Her bruger Pius ”templa” om de hedenske bygningsværker og “ecclesiae” om de kristne. Ellers bruger han mest ”templa” også om de kristne kirker}
108. ^Divus
109. ^{Sankt Jeronimus (347-420): http://en.wikipedia.org/wiki/Jerome.}
110. ^{Som dette steds herre}
111. ^{Nemlig kardinalen selv}
112. ¹⁴⁶³
113. ^{Ab imis sedibus: cf. Vergil, Æneiden, 1,84}
114. ^{Crebris ignibus aether: cf. Vergil, Æneiden, 1,90}
115. ^{Somno vinoque sepultum: cf. Vergil, Æneiden, 2,265}
116. ^{Kardinal Rodrigo Borgia}
117. ^{Agostino Patrizi (1435-1495): sieneser, der blev Pius’ sekretær og fortrolige, og fik lov til at føje efternavnet Piccolomini til sit eget. Han skrev med egen hånd en del af siderne i memoireværket, direkte efter Pius’diktat: http://www.bbkl.de/p/patrizi_a.shtml}
118. ^Publicani
119. ^{Procurator phisci.}
120. ^{Constitutiones}
121. ^Decreta
122. ^{Sammenligningen af menneskene med deres dyr findes både i pavens omtale af sine uvenner Venedig (fisk) og L’Aquila (æseler og myldyr)}
123. ^Praecipuus
124. ^{En fremtrædende florentinsk diplomat, der var nært forbundet med Jean d’Anjou}
125. ^{Anføreren for pavens livvagt}
126. ^{Pavens fætter og yndling}
127. ^{Ludovico Scarampo}
128. ^{Hestevæddeløbsbanen}
129. ^{Caecilia Metellas Grav: http://www.greatbuildings.com/buildings/Tomb_of_Caecilia_Metella.html}
130. ^{Honorius III (1148-1227): http://en.wikipedia.org/wiki/Pope_Honorius_III}
131. ^{Gallinae indicae}
132. ^{Albano: http://en.wikipedia.org/wiki/Albano_Laziale. Jf. Biondo, Italia Illustrata, 3.23}
133. ^{Aeneas: http://en.wikipedia.org/wiki/Aeneas}
134. ^{Ascanius: http://en.wikipedia.org/wiki/Ascanius}
135. ^{Tullus Hostilius (673-641 f.Kr.): http://en.wikipedia.org/wiki/Tullus_Hostilius}
136. ^{Caeliushøjen: http://en.wikipedia.org/wiki/Caelian_Hill}
137. ^{Albanersøen: http://en.wikipedia.org/wiki/Alban_Lake}
138. ^{Heinrich III (1017-1056): http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_III,_Holy_Roman_Emperor}
139. ^{Savellifamilien: http://en.wikipedia.org/wiki/Savelli_family}
140. ^{Kardinal Vitelleschi}
141. ^Badeanlæg
142. ^{Ariccia: http://en.wikipedia.org/wiki/Ariccia}
143. ^{Rotunda forma}
144. ^{Horatierne og Curiaterne: http://en.wikipedia.org/wiki/Curiatii}
145. ^{Tituli majores}
146. ^{Castel Gandfolfo: http://en.wikipedia.org/wiki/Castel_Gandolfo}
147. ^{Igen kardinal Vitelleschi}
148. ^{Krige mellem etruskerne og romerne: http://en.wikipedia.org/wiki/Roman-Etruscan_Wars. Se Livius 5.15,4}
149. ^{Veii: http://en.wikipedia.org/wiki/Veii}
150. ^{Milo: http://en.wikipedia.org/wiki/Titus_Annius_Milo}
151. ^{År 52 f.Kr.}
152. ^Genzano
153. ^Poeta
154. ^Vates
155. ^{Cubitus: http://en.wikipedia.org/wiki/Cubit}
156. ^{D.v.s. på de to fyrsters pragtgalejer}
157. ^{Skibet blev faktisk bjerget af arkæologer i 1929 og anbragt i et museum ved siden af søen. Museet og skibene blev ødelagt at de tyske tropper under deres tilbagetog i 2. verdenskrig}
158. ^{Juturna: http://en.wikipedia.org/wiki/Juturna}
159. ^{Det var grevinden af Celanos første mand, nevø af pave Martinus V, som grevinden havde forladt fordi han angiveligt var impotent}
160. ^{Rocca di Papa: http://en.wikipedia.org/wiki/Rocca_di_Papa}
161. ^{Monte Cavo: http://en.wikipedia.org/wiki/Monte_Cavo}
162. ^{I bærestol!}
163. ^{Gabii: http://en.wikipedia.org/wiki/Gabii}
164. ^Ecclesia
165. ^Centumcellae
166. ^Latium
167. ^{Lavinia: http://en.wikipedia.org/wiki/Lavinia}
168. ^Neptunium
169. ^{Anzio: http://en.wikipedia.org/wiki/Antium}
170. ¹⁴³⁵
171. ^{Volsci: http://en.wikipedia.org/wiki/Volscians}
172. ^{Digteren Horats’ Soracte}
173. ^{Soracte … nive candidum: Horats, Carmina 1.9,1-2}
174. ^Tibur
175. ^Praeneste
176. ^{Griphorum Palus = Pantano Secco}
177. ^{Tusculum: http://en.wikipedia.org/wiki/Tusculum}
178. ^{Friedrich I (1122-1190): http://en.wikipedia.org/wiki/Frederick_I,_Holy_Roman_Emperor. Slaget fandt sted i 1167}
179. ^{Strabo V.3.12}
180. ^{Lucius Lucullus (118-57 f.Kr.): http://en.wikipedia.org/wiki/Lucullus}
181. ^{Cripta Ferrata: http://en.wikipedia.org/wiki/Grottaferrata}
182. ^{Quaestiones Tusculanae: http://en.wikipedia.org/wiki/Quaestiones_Tusculanae}
183. ^{Via Latina: http://en.wikipedia.org/wiki/Via_Latina}
184. ^{Transtiberina regio: http://en.wikipedia.org/wiki/Trastevere}
185. ^{29. maj 1463}
186. ^{Solemnis pompa}
187. ^{Flavio Biondo (1392-1463): http://en.wikipedia.org/wiki/Flavio_Biondo}
188. ^{Historia universalis}
189. ^{Værket hed Historiarum ab declinatione Romanorum Imperium decades. Pius havde selv udarbejdet en forkortet udgave, Epitome, af dette værk}
190. ^{Som f.eks. den efterfølgende historie om en lille hund}
191. ^{Man kan måske i denne passage fornemme en vis forlegenhed hos Pius over, at han ikke havde gjort mere for Biondo. Pius brugte faktisk denne lærde mands værker og havde omskrevet et af dem. Paven var selv en lærd mand og havde intet at skamme sig over i denne henseende, men man aner et strejf af jalousi i hans omtale og behandling af Biondo. Pavens beskedenhed med hensyn til sine egne værker og stil virker ægte, men er samtidig en klog afvæbning af kritik fra humanister, der i højere grad end han selv beherskede klassisk skrivemåde og stil}
192. ^{Bosnien: http://en.wikipedia.org/wiki/Bosnia}
193. ^{Stefan Thomasevic}
194. ^{Bassa: storvesiren Mahmud Pasha}
195. ^{Bobovac: http://en.wikipedia.org/wiki/Bobovac}
196. ^{Rerum domini. Vergil, Æneiden, 1,282}
197. ^{Stefan Vukic af Herzegovina}
198. ^{Dronningen flygtede senere til Rom og levede med økonomisk hjælp fra paverne til sin død i 1478}