Af en renaissancepaves erindringer bog 2

by Pius II

ANDEN BOG: September 1458 - Maj 1459

2.1. Pius’ kroning. Tyrkernes oprindelse og udvikling

Pave Pius II blev kronet i Sankt Peters Basilika^[1] i Rom den 3. september i det Herrens år 1458. Samme dag drog han i en højtidelig procession til Lateranet^[2]. Der undgik han med nød og næppe døden blandt mennesker, som med sværd i hånd kæmpede om den hest, han havde redet på^[3]. Han blev kun reddet ved Guds hjælp. Efter messen i kirken holdt han et kongeligt festmåltid for kardinalerne, fyrsternes legater samt de af Roms adel og stormænd, som var i Rom på det tidspunkt. Samme nat vendte han tilbage til sit palads i Vatikanet^[4].

Blandt alle de problemer, som optog hans sind, var intet større end at rejse de kristne til krig imod tyrkerne. Dette folkeslag drog i sin tid ud fra det østlige Skythien og underkastede sig Kappadokien, Pontus, Bithynien og næsten hele det såkaldte Lilleasien. Ikke længe efter satte de over Hellespont, indtog størstedelen af Grækenland og rykkede frem til de berømmelige floder, Sava og Donau^[5].

Tilbage midt i Thrakien var der kun kongestaden Byzans. Da Konstantin den Store i sin tid havde gennemført en fuldstændig fornyelse og udvidelse af byen, gav han den navnet ”Det Nye Rom”. Men folket kaldte den for Konstantinopel efter byfornyeren, og det blev folkets stædighed, som sejrede. Medens Nicolaus V var pave, belejrede Mehmed II, tyrkernes hersker, byen. Som berettet oven for nedbrød han en del af muren, stormede byen og ødelagde den. Konstantin, den sidste kejser af dette navn^[6], blev dræbt, eller - hvis rygtet taler sandt - trampet ihjel af rytterskarerne.

Optændt af denne sejr fik Mehmed også ambition om herredømmet over Europa. Han samlede umådelige styrker og besluttede at invadere Ungarn via det Øvre Møsien^[7]. Han blev dog standset ved Alba^[8], hvor floderne Sava og Donau mødes, og som i antikken hed Taurinum. Det skete medens Calixtus III var pave. Dér led Mehmed et stort nederlag til en hær af kristne korsfarere, anført af Giovanni da Capistrano, en minoriterbroder^[9], der var berømt for sin hellighed, og af det ungarske riges regent, Janos Hunyadi^[10]. Han blev fordrevet fra sin lejr og slået på ydmygende og ilsom flugt. Han mistede dog ikke modet eller opgav sit fjendskab til de kristne. På kort tid samlede han nye tropper og begyndte at hærge snart Albanien, snart Serbien og snart andre kristne nabofolk. Han var fast besluttet på at omstyrte og ødelægge det hellige evangelium og Kristi guddommelige lov.

Det tyrkiske folkeslag forkaster Treenigheden. Det følger en vis pseudoprofet, Muhammed, en araber inficeret både med hedenske fejltagelser og jødisk vantro. Han havde modtaget undervisning af kristne, som var besmittet både med det nestorianske^[11] og det arrianske kætteri. Han skaffede sig stor indflydelse gennem hor med en rig enke. Berygtet for ægteskabsbrud samlede han en skare røvere, og med deres hjælp opnåede han herredømmet over araberne. Han havde kendskab både til det Gamle og det Nye Testamente og forvanskede dem begge til ukendelighed. Han vovede at kalde sig selv for profet og påstod, at han havde samtaler med engle. Han tryllebandt de primitive folkestammer i så høj grad, at han kunne give dem en ny religion^[12] og overtale dem til at falde fra Kristus, vor Frelser. Han benyttede sig nemlig af besværgelser og tryllekunster, og han tillod elskov og skændige former for seksuelt samkvem. På den måde tiltrak han sig med lethed dette folk, som er forfaldent til kødelige lyster. Bortset fra vin tillod han dem alt for at overtale dem til at gå over til sin religion. Skønt han bekendte, at Kristus er Guds ånd, født af en jomfru og i stand til at udvirke mirakler, så benægtede han dog, at Kristus er Gud, og at han tålte dødens pinsler for vor frelses skyld. Han anerkendte ikke profeterne, og han godtog ikke apostlenes og evangelisternes udsagn^[13]. Denne unaturlige religion voksede sig så stor, at næsten hele Asien og Afrika blev smittet med dens gift. Tyrkerne bragte den til Grækenland, og med Maurerne kom den til Baetica^[14] i Spanien. Skønt paverne rejste mange felttog imod denne pest, så voksede den dog gradvis og spredte sig helt til vore indre egne.

2.2. Forberedelser til kongressen i Mantova og en beskrivelse af denne by

Pius frygtede denne gift og besluttede at bekæmpe den, for at den ikke skulle brede sig mere. Han mente dog ikke, at det hele kunne afhænge af ham alene, d.v.s. af den Apostoliske Stols egne ressourcer. For det var ikke dette eller hint riges opgave at besejre tyrkerne, men hele kristenhedens. Han fandt det derfor nødvendigt at rådslå med dem, hvis hjælp han søgte, og han besluttede at indkalde til en kongres for fyrster og republikker, for at de i fællesskab kunne drage omsorg for det almene vel. Da man begyndte at drøfte, hvor kongressen^[15] skulle afholdes, mente nogle af kardinalerne, at mødet skulle holdes i Rom, andre at det skulle holdes hinsides alperne, d.v.s. enten i Tyskland eller i Frankrig.

Pius var uenig i disse forslag. På den ene side mente han ikke, at man anstændigvis kunne invitere konger fra den anden side af alperne til at rejse hele vejen til Rom. På den anden side ville det ikke være hensigtsmæssigt at afholde kongressen i Frankrig eller i Tyskland, da paven af helbredsmæssige grunde ikke kunne rejse over alperne. Han fandt det derfor mest hensigtsmæssigt at afholde kongressen i nærheden af alperne på et sted, der var halvvejs imellem paven og de transalpine^[16] konger. To steder blev foreslået: Udine i Friuli, der var underlagt Venedig, og Mantova i det cisalpine Gallien^[17] . Hvis det ene blev nægtet, kunne man vælge det andet. Paven frygtede nemlig, at venetianerne af frygt for tyrkernes militære magt ville blokere for løsningen med Udine – og det var lige, hvad der siden hen skete.

Det siges, at man i meget gamle spådomsskrifter med forudsigelser om hver enkelt paves regeringstid^[18], i den profeti, som er knyttet til Pius II, finder følgende ord: “Og du, Mantova, skal blive ophøjet. Det er Guds vilje, og ånderne^[19] kan ikke tage fejl. Vergil fra Mantova besang Æneas fra Troja, og Æneas fra Siena berigede Vergils fødeby.” Paven lod sig dog ikke påvirke af denne spådom, men lagde i stedet vægt på stedets bekvemmelighed. Mantova er nemlig en stor by, beliggende på frugtbar jord og nær ved de bjerge, som adskiller Frankrig og Tyskland fra Italien. Den ligger også tæt ved en sø, som dannes af floden Mincio. Denne løber fra Garda-søen til floden Po og har den særlige fordel, at forsyninger kan importeres fra hele Gallia Cisalpina til Mantova pr. skib.

Sagen blev drøftet i lang tid med kardinalerne i rådet. Mange af dem var imod, fordi de i høj grad var tilfredse med deres nuværende situation og glade for det behagelige liv i Byen. Men de blev dog overvundet af pavens standhaftighed, og man tilsluttede sig hans ønske. Biskopperne, abbederne, notarerne, kongernes oratorer og alle kuriens embedsmænd blev indkaldt til møde i paladsets kapel, for at man også kunne høre deres råd^[20]. Der offentliggjorde paven sin plan, som hidtil havde været holdt hemmelig.

Han gjorde rede for de store nederlag, som tyrkerne havde påført de kristne, og hvordan de havde til hensigt at ødelægge den kristne religion. Intet var mere bittert for ham end at se det kristne folks undergang. Omsorgen for den hellige religion var hans ansvar. Han havde besluttet at imødegå fjendens anslag. Men da han intet kunne udrette uden bistand fra de kristne konger, så havde han besluttet at indkalde til en kongres i Udine eller i Mantova for at få råd fra dem, som han ville bønfalde om hjælp. Det ville være hårdt for ham at forlade Rom, den hellige apostel Peters sæde og den kristne religions højborg, men det ville være endnu hårdere for ham, at det hellige evangelium gik til grunde, medens han var pave. For at bevare det var han besluttet på at sætte ind ikke bare Byen og Kirkestaten^[21], men også sin egen person^[22], ja sit eget liv. Selvom han var gammel og svagelig, havde han derfor besluttet sig for at rejse over de appenninske højderygge og Po-flodens strømme for at rådføre sig med de kristne fyrster om redningen af den kristne religion. Længe og alvorsfuldt talte han om dette.

Alle lovpriste hans mod og fortsæt og roste ham til skyerne som den eneste, der bekymrede sig om at redde religionen. Derefter blev der på sædvanlig vis afholdt et konsistoriemøde. Man oplæste det apostoliske brev med den fastsatte dato for kongressen^[23], og fyrsterne blev indkaldt til eet af de to steder. Brevet om denne sag blev dikteret af paven selv og er indeholdt i bindet med hans øvrige breve^[24].

Da dekretet om kongressen blev kendt blandt romerne, blev de meget kede af det, fordi de var helt på det rene med, at de derved ville gå glip af de økonomiske fordele^[25] ved at have kurien hos sig. De turde næppe håbe på, at paven nogensinde ville vende tilbage, tynget som han var af sygdom og alderdom. Nogle sagde, at han i virkeligheden ville drage til Siena, ikke til Mantova, og at Kongressen^[26] i Mantova blot var et påskud for undervejs at gøre ophold i Siena og således berige pavens fødeby. Andre hævdede, at paven ikke bare ville drage til Mantova, men også til Tyskland. Han havde jo levet blandt tyskerne i sin ungdom og ville gerne vende tilbage til dem, og han anså det ikke for uværdigt at have den Apostoliske Stol nord for Alperne. Ingen turde håbe på hans tilbagevenden. Over hele Byen udstødte kvinder og børn klageskrig, voksne mænd eder og gamle mænd forbandelser. De mere fornuftige blandt dem opsøgte paven i store grupper: de talte imod hans bortrejse; de bad ham blive i Byen; de lovede ham alt muligt, hvis han ville blive.

Paven trøstede dem, idet han forklarede, hvorfor han var nødt til at rejse væk, og lovede, at han ville vende hurtigt tilbage, men han måtte dog selv fælde en tåre, da han talte til dem. Der var sorg overalt, og folkets glæde over Pius’ valg var ikke nær så stor som den sorg, der bredte sig, da dekretet om kongressen blev kendt af folket. Men enhver glæde følges af sorg. Pavens rejse blev gjort mere besværlig og farlig af, at problemerne i Kongeriget Sicilien endnu ikke var løst.

2.3. Sicilien og kongedømmet Napoli. Fjendskabet mellem pave Calixtus og kong Alfonso

Øen Sicilien hed i oldtiden Trinacria. Den er adskilt fra Italien ved et lille stræde, hvor man siger, at uhyrerne Skylla og Karybdis bor. Alligevel taler man i dag almindeligvis om de to sicilianske kongeriger, det ene på øen og det andet på det italienske fastland. Det sidste afgrænses for mere end tre fjerdedeles vedkommende af Adriaterhavet og det Tyrrhenske hav. Resten er adskilt fra det øvrige Italien ved bjerge og floder. I længden strækker det sig fra grænserne for Rietis område, som man kalder for Italiens navle, gennem marsernes by, L’Aquila, til Bruttii^[27] og Leucopetra^[28], i alt omkring 400 mil.

I dette rige^[29] er der er mange berømte byer, men hovedstaden over dem alle er Parthenope, som den guddommelige Augustus gav navnet Neapel. Engang var hovedbyen Kapua, der også blev kaldt for Det andet Rom, inden den blev hærget af Roms og af Hannibals hære.

Retsligt står Kongeriget direkte under den Romerske Kirke^[30]. En fransk slægt besad det længe som et len^[31] og betalte en årlig tribut til paven på 8.000 unser guld. Dronning Giovanna II af Napoli adopterede først Louis d’Anjou, men siden hen begyndte hun at foragte ham og tilkaldte i stedet spanieren, kong Alfonso af Aragon, som hun gjorde til sin efterfølger^[32]. Således ændrede situationen sig fuldstændig, og i stedet for franskmændene kom katalanerne (d.v.s. aragonerne) til.

Der blev udkæmpet adskillige slag mellem Louis og Alfonso, og som sædvanligt tilsmilede krigslykken snart den ene, snart den anden. Da Louis døde af en febersygdom, overgik hans retskrav til broderen René d’Anjou. For så vidt angik Alfonso, var han i det ene øjeblik dronningens favorit, og i det næste øjeblik hadede hun ham. Da hun døde, kom René til kongeriget. Han blev modtaget af mange med begejstring og hyldet som konge. I adskillige år kæmpede han med Alfonso om kongeriget, men blev til sidst besejret og drog bort. Alfonso forblev i kongeriget^[33]. Han kunne ikke få dette i len af pave Eugenius IV, som havde foretrukket René, førend det blev fastslået, at René ikke havde opfyldt sine løfter til paven, og at han havde brudt sin troskabsed^[34]. Alfonso blev så forlenet med kongeriget af Eugenius, og siden han viste han sin taknemlighed. Med våben uddrev han Francesco Sforza, der havde tvunget Piceno til at undsige kirkens overhøjhed, og han gav derefter denne provins tilbage til Eugenius.

Alfonso havde kun een søn, Ferrante. Ham fik han med en adelskvinde, der var gift med en anden mand. Eugenius anerkendte ham dog som legitim arving, og det samme gjorde efterfølgeren Nicolaus V, der også stadfæstede Alfonso som konge. Derefter besad^[35] Alfonso, så længe Eugenius og Nicolaus levede, kongeriget uden modstander og i fuldstændig fred og ro.

Da Nicolaus døde, blev han efterfulgt af Calixtus III. Denne havde længe opholdt sig ved Alfonsos hof og stod i stor gæld til denne, for det var på Alfonsos anmodning, at han var blevet udnævnt til kardinal. Alfonso mente, at han kunne bede om alt af denne pave, som engang havde stået i hans tjeneste, og som var blevet ophøjet ved hans protektion. I tillid hertil anmodede han ikke blot om, at forleningen med kongeriget blev stadfæstet, men også om, at La Marca d’Ancona og adskillige andre af Kirkens områder blev overdraget til ham. Men paven havde en helt anden opfattelse. Da han nu var Jesu Kristi Stedfortræder, mente han ikke, at han skulle give efter for en konge eller fraskrive Kirkens dens rettigheder. Således opstod der et dybt fjendskab imellem dem, som varede indtil de døde. Nogle mente dog, at fjendskabet var på skrømt. Det var især dem, som blev beundret i Firenze, og hvis rigdom og magt man tilskrev deres visdom^[36]. De mente nemlig, at disse to gamle mænd fra udlandet, som allerede havde fået magten over to tredjedele af Italien, kun foregav at hade hinanden, for at de lettere kunne tilegne sig resten. Men rent faktisk var deres fjendskab både ægte og uforsonligt, og det varede lige til graven.

Alfonso døde fyrre dage før Calixtus^[37]. Da denne hørte det, kunne han hverken holde tårerne eller latteren tilbage. Han græd over menneskets skrøbelighed, og han lo over fjenden, der nu var revet bort. Med profeten sagde han: “Fælden blev knust, og vi blev reddet.”^[38] Han imødekom heller ikke Ferrante, der gjorde krav på det fædrene rige, men sagde, at de fyrster og folk, der havde anerkendt ham som deres konge, havde handlet forkert. Han tilkaldte kardinalerne og de prælater ved kurien, som havde ry for lærdom, og erklærede kongeriget Sicilien for hjemfaldent til den Romerske Kirke. Som allerede nævnt var det hans hensigt at vinde det med militær magt for at overdrage det til sin nevø. Han havde allerede samlet en stor hærstyrke, men døden kom ham i forkøbet, og han nåede hverken at fuldføre sine planer eller forfremme sin nevø.

2.4. Piccininos invasion af Kirkestaten. Den nye paves løskøb af fæstninger i Kirkestaten

Medens man var optaget af at vælge Calixtus’ efterfølger^[39], lod Jacopo Piccinino fjende være fjende og indtog Assisi, en befæstet by i Umbrien. Han var en berømt ryttergeneral og havde tidligere kæmpet først for Alfonso og siden for Ferrante imod Sigismondo Malatesta.

Fæstningens kommandant var en katalaner, som blev bestukket til at overgive byen. Byerne Gualdo og Nocera gik også over til Piccinino, for de ærede stadig mindet om hans far, som de engang havde stået under. Men Gualdos fæstning blev bevaret for Kirken på grund af kommandantens troskab og årvågenhed. Foligno og Spoleto og næsten hele Umbrien havde svært ved at bevare deres loyalitet over for Kirken af skræk over, at en så mægtig fjende helt uventet dukkede op, medens den Apostoliske Stol var ledig^[40].

Men så snart Pius blev valgt, genvandt folk modet, og Kirkens undersåtter begyndte at nære store forhåbninger: fæstningen i Spoleto blev løskøbt for 16.000 dukater. Også Narni, Sora, Orvieto, Viterbo, Civita Castellana og mange andre byer kunne kun vindes tilbage mod betaling til kommandanterne. Nogle mener iøvrigt, at oldtidsbyen Veio^[41] engang lå der, hvor Civita Castellana er i dag, men selv har vi ikke nogen mening derom. Endvidere løskøbte kardinalskollegiet Hadrians Mausoleum, engang Castrum Crescentii, nu Engelsborg, af en af Calixtus’ Borgia-nevøer for 20.000 gulddukater^[42]. Denne trak sig tilbage til Civitavecchia, en stærkt befæstet borg ikke langt fra Centocelle, og dér døde han efter en kort febersygdom.

Broderen til denne Borgia var Pius egen vicekansler^[43]. Ham sendte paven sammen med sin skatmester til byen og fik den i sin besiddelse. På kort tid fik han dermed kontrol med hele Kirkestaten undtagen de områder, som Piccinino havde besat. Stor var glæden hos lokalbefolkningerne, der således blev befriet for katalanernes åg og vendte tilbage på italienske hænder: mennesker tåler jo meget lettere at blive regeret af deres egne landsmænd end af udlændinge. I hele Kirkens territorium var det nu kun Piccinino, der stædigt lod hånt om Pius’ bud og satte sin lid til våben. Han begrundede det med, at de byer, som han havde besat, tidligere havde været i hans faders^[44] lovlige besiddelse^[45].

2.5. Kroningen af kong Ferrante

I mellemtiden kom der legater fra kong Ferrante til Pius. De mindede Pius om kong Alfonso, der havde været meget glad for Pius, da denne som biskop af Siena havde været kejserens legat hos ham. I deres tale bad de om, at han ikke afviste vennens søn eller nægtede at give det fædrene rige til ham, som hele folket ønskede. Pius svarede dem:

“Vi elskede og beundrede Alfonso for hans fornemme karakter, og det vil i høj grad gavne Ferrantes sag - hvis han vel at mærke gør sin skyldighed over for den Romerske Kirke.” Da han blev spurgt, hvad Ferrante konkret skulle gøre, svarede han: “Han skal årligt betale den skyldige tribut til det Apostoliske Kammer. Han skal beredvilligt give sin bistand til paven, når denne beder derom. Han må ikke forgribe sig på bispedømmernes rettigheder. Han skal befale Piccinino at forlade Kirkens territorium og tvinge ham ud med magt, hvis han ikke adlyder. Han skal give Sigismondo Malatesta de fredsbetingelser, som paven måtte diktere. Han skal give Benevento tilbage til kirken. Terracina kan han beholde i ti år mod at betale skat til paven, men derefter skal han give byen tilbage.”

Ferrante syntes, at det var hårde betingelser, og der var en livlig trafik af legater, som skulle bevæge paven til at stille mindre krav. De fik dog det svar, at Pius ikke var en handelsmand, der forlangte meget for at kunne opnå mindre. Det han havde sagt på det første møde, ville han også sige på det sidste, og kongen skulle ikke håbe på bedre vilkår, fordi paven stod for at forlade Rom. Han kunne enten få Kongeriget på disse betingelser, eller han kunne lade være. Da paven ikke veg fra sin holdning og sin erklæring, måtte Ferrante til sidst give sig. Sagen blev forelagt for kardinalskollegiet. Alle kardinalerne var enige med paven med undtagelse af de franske, som var mere loyale over for den franske konge^[46] end over for paven. Dog blev også de franske kardinaler overbevist af fornuftsgrunde; de gav deres støtte til pavens holdning og fandt det hensigtsmæssigt, at kongeriget Sicilien blev givet til Ferrante. De opnåede dog, at de ikke skulle være medunderskrivere på dekretet derom.

På det tidspunkt opholdt dekanen fra Chartres sig i Rom. Han var kommet til Calixtus som den franske konges legat for at drøfte det tyrkiske spørgsmål. Han forsvarede sin nations interesser og forlangte, at kongeriget Sicilien ikke blev givet til Ferrante. Han sagde gang på gang, at hvis dette skete, ville hans konge opfatte det som en fjendtlig handling og hævne sig på den Apostoliske Stol. Også biskoppen af Marseille kom til stede, en talelysten og opblæst person. Han var blevet sendt af sin herre, kong René^[47], for at anmode om, at denne ”beholdt” kongeriget, og han lovede kurien alt muligt, hvis hans andragende blev opfyldt. Hvis ikke, ville det blive kuriens endeligt, hævdede han. Pius gav hyppigt biskoppen audiens, og da denne lovede mangt og meget, spurgte han ham, om René med militær magt kunne uddrive Piccinino, der truede med at angribe Kirken. Da han svarede nej, sagde Pius: “Men hvad kan Vi da forvente af en mand, som ikke er i stand til at hjælpe Os, når Vi er ved at gå fortabt? Det er nødvendigt for Os, at der i Kongeriget er en konge, som kan forsvare både sine egne og Vore besiddelser. Det er nu lang tid siden, I havde Kongeriget, og I vil ikke få det igen, førend I er stærke nok til – med Vor tilladelse - at uddrive jeres fjende. I mellemtiden må I vige for den stærkeste.” Således imødegik han i ord den ordrige ambassade.

Kongeriget blev så givet til Ferrante ved en senatsbeslutning^[48]. Kardinal Latino Orsini blev sendt til Apulien for at modtage Ferrantes troskabsed til Pius og dennes efterfølgere og derefter at krone ham.^[49] Sammen med ham rejste Niccolò, den valgte biskop af Teano, der senere blev udnævnt til kardinal. Han skulle forhandle om nogle fortrolige sager med kongen.^[50]

2.6. Ordning af Kirkestaten og af kurien

Derefter blev baronerne fra det romerske territorium kaldt til Rom. Det blev indskærpet dem, at de ikke i pavens fravær skulle pønse på politiske omvæltninger, og de forpligtede sig ved ed til at holde fred indbyrdes. En vældig bod blev fastsat for dem, der handlede i modstrid dermed. Med hensyn til romerne frygtede disse i høj grad, at de ved pavens bortrejse for bestandig skulle blive berøvet den Romerske Kurie. Med senatets tilslutning besluttede Pius derfor, at hvis han skulle dø uden for Byen, skulle valget af hans efterfølger finde sted i Rom. Han fastsatte endvidere en tidsfrist for, hvor længe de kardinaler, som opholdt sig i Rom, skulle afvente de fraværende kardinaler. Endelig lod han adskillige kardinaler og auditører ved Rotaen samt advokater og sagførere blive tilbage i Byen, og han erklærede, at således ville den Romerske Kurie under hele hans fravær være lige så meget i Rom som hos ham selv.

Over for byernes og fyrsternes legater, som var kommet til Byen fra hele Kirkestaten, stadfæstede han de privilegier, som de havde fået bevilget af tidligere paver, dog på betingelse af at de var blevet anvendt uden tvist derom. Ydermere eftergav han dem for en treårs periode en betydelig del af deres skat, hvad der samlet beløb sig til mere end 80.000 dukater. Han genudnævnte sin forgængers referendarer og tilføjede nogle nye fra hver nation. Referendarerne blev omhyggeligt indskærpet, at de ikke måtte modtage penge eller andre gaver for at varetage deres embede, og det forpligtede de sig til under ed^[51]. For mere end noget andet hadede Pius simoniens syndighed.

I en kort periode havde han efter gammel sædvane ladet sekretærerne komme ind, efter at han havde spist frokost, og da han stolede på dem, havde han underskrevet de forelagte breve uden at læse dem. Man da han bagefter fandt ud af, at de handlet uærligt over for ham, og at de for penge havde gennemført nogle lyssky transaktioner, så forbød han dem alle at have direkte adgang til sig. Kun to undtog han: Jacopo fra Lucca^[52], der senere blev kardinal, og Gregorio Lolli, hans fætter, hvis retskafne karakter var højt hævet over enhver uret.

Han ville heller ikke modtage bønskrifter direkte fra kardinalernes hænder. Hvis nogle alligevel ville give ham dem, henviste han til referendarerne, for at ingen skulle opnå noget ved magtmisbrug. Biskoppen af Spoleto, Eberardo Eroli, var en fremragende retslærd og højagtet for sin integritet og sit ry for retfærdighed, og han fik senere den røde hat. Ham udpegede Pius til at tage sig af bønskrifter vedrørende retssager^[53]. På denne måde blev sagsbehandlingen både enkel og korruptionsfri. Dette blev stærkt påskønnet af dem, der havde ærinder ved den Romerske Kurie, fordi det ikke længere var nødvendigt at vente dage og nætter foran kardinalernes døre for at få bevilget deres ansøgninger.

2.7. Giovanni Soler’s genindsættelse i ærkebispedømmet Barcelona, og den utaknemlige Roverios straf

På dette tidspunkt kom Giovanni Soler, den fremragende tolker af den hellige skrift, som vi tidligere har omtalt, til Rom. Medens Aragoniens konge, Alfonso, levede, havde Calixtus udnævnt ham til ærkebiskop af Barcelona. Da Alfonso døde, overførte Calixtus ham så imod hans vilje til et andet bispedømme i kongeriget Sicilien, og indsatte i stedet sin skatmester Bartolomeo Regas, en mand med et slet ry, i Barcelona. Giovanni klagede over den uret, der var begået imod ham; han søgte om at få sit bispedømme tilbage og mindede Pius om det venskab, de havde haft i Napoli, før Pius blev pave. Paven bønhørte sin ven, annullerede Calixtus’ dekret, og tilbageførte Giovanni til det første bispedømme. Dette administrerede han forbilledligt, og han både huskede på og var taknemlig for denne velgerning.

Et ganske andet sindelag viste Bernardo Roverio overfor Calixtus III. Selvom han næppe fortjente det og ikke var særlig lærd, havde Calixtus optaget ham i auditørkollegiet og givet ham flere kirkelige embeder og hædersbevisninger. Til gengæld for disse velgerninger høstede Calixtus efter sin død kun forbitret nedrakning. For Roverio skrev til kapitlet ved domkirken i Valencia, at endelig var Calixtus død, en skamplet på sit århundrede og en skændsel for sin fødeby, Valencia. Han havde været en rædsom kardinal og en forfærdelig pave. Han havde skændet den Romerske Kirke med sine udplyndringer og sin slette opførsel. Da han lå på sit yderste og vidste, at han var en af helvedes tjenere, ville han hverken skrifte sine synder eller på kristen vis modtage de kirkelige sakramenter. Man burde sandelig glæde sig over, at kirken endelig var blevet befriet for dette forfærdelige monster.

Pius blev vred over denne utaknemlighed. Han lod den løgnagtige slyngel pågribe og kaste i lænker og gav ham derefter i sin nevøs varetægt i Engelsborg. Nevøen^[54] overgav ham imidlertid ubetænksomt til kardinalen af San Pietro in Vincoli, da denne anmodede om det. Pius bebrejdede nevøen dette i meget hårde vendinger og syntes at det var utilgiveligt. Selvom han sagde, at man i den Romerske Kurie skulle tro på en kardinal, der hævdede at udføre pavens ordrer, så kunne denne praksis dog ikke overføres til fæstningskommandanterne. Så ufortøvet beordrede han, at Roverio atter skulles fængsles. Dette tog kardinalerne af San Pietro^[55] og Sant’Eustachio meget tungt, men paven ignorerede dem begge, fordi de ønskede noget, der var helt upassende.

Kardinalen af Sant’Eustachio var ret så arrogant på grund af sit kongelige blod (han var fætter til kongen af Portugal^[56]). Han gik til paven, og selv om han næsten ikke kunne tale for bare vrede, fik han fremsagt: “Pave, jeg forlanger, at du giver mig Roverio. Jeg vil ikke kunne rives væk fra dine fødder, førend du gør det.” Paven nægtede at lade en skadelig person, der var skyldig i en så stor forbrydelse, gå ustraffet. Kardinalen blev ved at insistere og komme med bombastiske ytringer, og efterhånden kom han meget langt væk fra den ærbødighed, som kardinalerne normalt skylder at vise paven.

Så sagde paven: “Vi tilgiver din ungdom (kardinalen var kun 23 år). Åbenbart ved du endnu ikke, hvordan man henvender sig til den pavelige majestæt. Er det mon, fordi du er af kongeligt blod, at du tillader dig at se ned på Kristi Stedfortræder? Kristi adelskab er langt fornemmere end dit. Du tror måske, at den Romerske Kurie vil gå under, hvis du forlader den (om du kunne det), og at det er din egen glans, som får den til at skinne. Din tåbe! Det er den Apostoliske Stol, som gør dig stor, ikke omvendt. Selvom du aldrig var blevet født, så ville den Apostoliske Stol alligevel oplyse verden med sin stråleglans, hun som er dydens moder og lærer, religionens lov, og sandhedens rettesnor. Forsvind herfra. Roverio vil kun blive sat fri igen, hvis Calixtus’ nevøer tilgiver ham. Det er jo dem, som er blevet krænket her.”

Med disse ord trak paven sig tilbage til sit gemak. Kardinalen gik rasende hjem, men noget efter tænkte han over pavens ord, kom til sig selv igen og græd bittert. Kort tid efter kom han til paven og bad om tilgivelse for sit fejltrin. Den fik han med lethed, hvorefter han bad Calixtus’ nevøer om at tilgive Roverio hans forseelse og sammen med ham ansøge paven om hans frigivelse. Dette skete og Roverio blev løsladt – om end med en plet på sin ære. Heller ikke kardinalen kom ud af denne sag uden skam, for han havde vovet at sætte sig op imod paven.

2.8. Uoverensstemmelser mellem paven og kardinal Barbo

Omtrent samtidig udviste kardinalen af San Marco, Pietro Barbo, en lignende opsætsighed og kom på samme måde i forlegenhed. Han var en af de kardinaler, som af alle kræfter havde hjulpet Pius med at opnå paveværdigheden. Derfor mente han, det ville være en uret, hvis han blev afvist, uanset om det, han søgte om, var rimeligt eller urimeligt. Men Pius gjorde sig hård selv over for sine venner, når de ønskede noget, der ikke var dem værdigt. På dette tidspunkt rygtedes det, at præsten ved sognekirken Santa Maria dell’Impruneta, i florentinsk territorium, var død i Viterbo. I denne kirke er der et billede af den Hellige Jomfru, som folket ærer med overvældende fromhed, fordi hun giver regn og klart vejr, når det er nødvendigt. Kirken er derfor rig, og berømt for de mange votivgaver^[57], den modtager fra folk.

Da kardinalen af San Marco hørte om det ledige embede, gik han til paven og anmodede indstændigt om at få det overdraget in commendam^[58]. Som begrundelse for sin ansøgning anførte han blot, at den afdøde præst, efter hvem embedet var ledigt, engang havde tilhørt hans egen husstand. Det var i øvrigt næppe sandt, men kardinalen regnede tilsyneladende alle til sin husstand, som blot havde aflagt visit hos ham. Pius anså ansøgningen for upassende og svarede, at det var en sognekirke, som blev besøgt af mange mennesker. Man kunne derfor ikke give den in commendam til en kardinal, især ikke da den havde lægfolk som skytsherrer. Eftersom kardinalen kunne forvente sig større ting i fremtiden, rådede Pius ham til at bære det med fatning, når han ikke med det samme opnåede de mindre.

Men kardinalen blev vred, som om han havde lidt en alvorlig krænkelse, og udbrød: “Hvis jeg ikke kan opnå de små ting, hvorfor skulle jeg så håbe på de store? Jeg ser ikke, hvorfor jeg skal blive længere hos dig, jeg kan tjene Gud bedre i mit eget bispedømme, Vicenza. Tillad mig at drage hjem, så jeg efter al min møje omsider kan nyde mit otium.”

Paven svarede ham: “Tag du bare hjem. Den Romerske Kirke vil være stor også uden dig. Lad ingen søge om tilladelse til at drage bort, hvis han ikke ønsker det, for ellers vil han blive skuffet. Ingen vil blive nægtet bortrejse, for der er ingen, som ikke kan blive erstattet af en, der er lige så god eller bedre.”

Da kardinalen hørte disse ord, opførte han sig, som om han ville forlade den Romerske Kurie næste dag. Han kyssede pavens fødder, vendte tilbage til sit palads ved San Marco^[59] og beordrede, at alt skulle gøres klar til afrejse. Men efterhånden som han om natten fik tænkt sig om, begyndte han at huske på den ringe respekt, man viser de kardinaler, som opholder sig borte fra kurien uden at være på officiel sendefærd, og på hvordan alle ringeagter dem, som har pavens fjendskab. For ligesom månen er mørk, når den ikke oplyses af solen - fordi jorden ligger imellem dem, på samme måde mangler en kardinal, der er i unåde hos paven, lyset, og han anses for ubetydelig og uanseelig. Med kardinal Filippo Calandrini af Bologna som mellemmand blev der udvirket en forsoning med Pius. Kort efter fulgte han selv efter, bekendte sit fejltrin og blev taget til nåde igen.

Ikke længe efter begik han dog et nyt fejltrin. Igennem kammerherren Tommaso sendte han en note til paven, i hvilken han bad om, at man tilbageholdt alle breve vedrørende venetianske forhold, som blev udstedt uden at han var konsulteret. Han hævdede, at den samme ordning var blevet tilstået ham af Calixtus. Da Pius læste noten, udbrød han: “Det er åbenbart ikke mig, venetianerne skal have som pave, men kardinalen af San Marco? Det er muligt, at Calixtus ville acceptere at have et andet menneske over sig, men det vil Pius ikke. Vor autoritet er kun underkastet Gud og de hellige skrifter.” Med disse ord kastede han noten på ilden. Da kardinalen hørte dette, forholdt han sig rolig for ikke at blive ramt af stærkere sanktioner.

2.9. Bernardo Bosco’s udnævnelse til biskop af Agrigento. Francesco Venier’s fald

På det tidpunkt blev bispesædet i Agrigento ledigt. Denne by på Sicilien var engang vidt berømt, og den nævnes ofte af de klassiske forfattere. Pius gav bispesædet til Bernardo Bosco, en fremragende retslærd og auditør ved rotaen. Han havde ikke søgt om noget embede og vidste intet om sagen, men han havde et godt ry og var en kollega fra tiden i Basel. Pius gjorde således en ven glad, og samtidig gav han alle auditørerne håb om at få den samme belønning for deres arbejde, som de havde set kollegaen få. Og de blev ikke skuffet, for Pius udnævnte siden hen adskillige fortjenstfulde medlemmer af deres kreds til bispestole. Pius’ gunstbevisning blev dog ikke til gavn for den ovennævnte Bernardo. Denne forsøgte på alle måder at tage sit bispedømme i besiddelse, men det lykkedes ham ikke, da kongen af Sicilien^[60] ganske urimeligt satte sig imod det. Svækket af udmattelse og ærgrelse blev han ramt af en sygdom, som forkortede hans liv og blev hans endeligt. For et godt menneske er det dog en god ting at dø tidligt!

Francesco Venier, der af nation var venetianer, havde haft stor indflydelse hos Calixtus. For at skaffe så mange penge som muligt til paven forlangte han at kontrollere bankierernes regnskabsbøger, og han brugte denne anledning til at idømme dem store pengebøder for deres dårlige administration af det Apostoliske Kammers pengesager. Da Calixtus var død, appellerede bankiererne til Pius og fik alle deres penge tilbage. Således genvandt Cosimo de’ Medici 1.500 unser guld, og Ambrogio Spannochi^[61] fik mindst lige så meget igen. På samme måde forholdt man sig til de andre, som klagede over, at de uretfærdigt var blevet idømt pengebøder af Francesco. Få dage før sin død havde Calixtus iøvrigt ladet samme Francesco sende i lænker til Engelsborg. Pius satte ham fri igen og overgav ham til Roms senator, for at han kunne betale sine kreditorer tilbage. Han døde dog, før hans sag kunne blive undersøgt.

2.10. Pius’ afrejse fra Rom

Således ordnede paven forholdene i Rom, hvorefter han udpegede kardinalen af San Pietro in Vincoli, Nikolaus af Kues, til statholder i Rom. På den fastsatte afrejsedato, d.v.s. den 20. januar 1459, begav han sig midt om natten fra det Apostoliske Palads, der ligger ved siden af Peterskirken i Vatikanet, til kirken Santa Maria Maggiore på Esquilinerhøjen. Der opholdt han sig den følgende dag og velsignede grådkvalt en stor mængde af grædende mennesker. Før solopgang den næste dag drog han gennem Diokletians Termer og Suburrahøjen til Porta Flaminia, som i dag kaldes Porta del Popolo, og derfra til Ponte Milvio^[62]. Kardinalerne samt størstedelen af Byens adel og folket fulgte ham til dette sted, hvor bevæbnede rytterenheder afventede pavens komme for at eskortere ham videre i sikkerhed.

Så blev folket sendt hjem, og seks kardinaler blev udvalgt til at bistå paven under rejsen. Det var Guillaume d’Estouteville, kardinalen af Rouen, som var af kongelig æt; Alain de Coëtivy, kardinalen af Avignon, som var af en adelsslægt fra Bretagne; Filippo Calandrini, kardinalen af Bologna, bror til den tidligere pave Nicolaus V; Pietro Barbò, kardinalen af San Marco; Prospero Colonna, og vicekansleren Rodrigo Borgia. De sidste tre havde alle været pavelige nevøer, af henholdsvis Eugenius IV, Martinus V og Calixtus III. De øvrige kardinaler, af hvilke flere var svagelige, fik ordre til at forblive i Rom eller at afvente det mildere forårsvejr og så følge efter til Mantova. Selvom paven således tog hensyn til andres sygdomme, skånede han ikke sig selv, da han led af gigtsmerter og forskellige andre sygdomme. Men han ville hellere dø end udsætte den fastsatte afrejsedato. Pavens venner gjorde indvendinger og prøvede på alle måder at holde ham tilbage med henvisning til det forfærdelige vintervejr, de stejle appenninske alper og de tusinde farer på rejsen.

Da deres indvendinger var forgæves, var der nogle, som sagde: “Men, pave, hvis ikke hensynet til dit helbred kan holde dig tilbage, så tænk dog engang på den Romerske Kirke, som er i din varetægt, og på alle de anslag, som truer den. Hvem skal beskytte Kirkestaten^[63], medens du er væk? Så snart du sætter over Po-floden, vil rovgriske ulve falde over dit rige. For hvilket land avler flere tyranner^[64], for ikke at sige røvere, end dit?” Nogle vil sønderrive Piceno, andre Umbrien, og andre igen de øvrige provinser. De vil ribbe din brud for alt. Når du vender tilbage, vil du ikke finde et eneste sted, hvor du kan hvile dit hoved^[65], og som du kan kalde dit eget.”

Paven svarede: “Gud vil mage det bedre. Det er trods alt i hans ærinde, at Vi forlader Vort land. Men hvis den barmhjertige Gud skulle tillade det, som I frygter, så vil Vi dog hellere, at kirken berøves sine verdslige besiddelser, end at den berøves sin tro. Hvis ikke Vi holder Vort løfte, så mister Vi vor troværdighed. Og hvem vil så have tillid til Os igen? Vor religion står i fare og bliver angrebet af tyrkerne. Det er imod dem, at Vi har indkaldt denne kongres. Hvis vi tager af sted, vakler Kirkens verdslige rige ganske vist. Men dette er ofte gået tabt og er ofte blevet genvundet. Men hvis vi blot een eneste gang lader det åndelige rige gå fortabt, er det usikkert, om det nogen sinde kan vindes tilbage. Lad bare de forgængelige ting gå til grunde, når blot vi holder fast ved de væsentlige!” Og uden flere ord begav han sig på rejsen.

2.11. Første etape på rejsen til Mantova

Den første nat tilbragte man i Campagnano, et sted der tilhører Orsini-slægten, og som ligger seksten romerske mil fra Byen. Her fik pave Pius og hele kurien en prægtig modtagelse af ærkebiskoppen af Trani, en bror til kardinal Latino.

Piccinino have endnu ikke givet Assisi tilbage, men alligevel afbrød paven ikke den påbegyndte rejse, selvom den ville gå igennem et område, som Piccinino beherskede. Paven drog af sted fuld af håb, og han var fuldstændig sikker på, at han ikke ville komme til at mangle hjælp fra Gud, hvis sag han forsvarede. Og pavens fromme forhåbning blev heller ikke skuffet, for da man dagen efter var nået cirka halvvejs mellem Nepi og Civita Castellana, modtog han et brev med sikkert budskab om, at Assisi, Gualdo og Nocera var blevet givet tilbage til kirken.

Næppe havde paven læst brevet, før grev Everso dell’Anguillaras^[66] kansler kom ridende i fuld fart, bad om foretræde for paven og fortalte, at han havde et vigtigt budskab fra greven. Da han havde fået tilladelse til at tale, sagde han: “Her ved begyndelsen til din rejse, sender min herre dig en advarsel: før den første august vil der komme store opstande i dit rige, og så vil du se, hvem der er loyale imod dig.” Paven svarede: “Vend tilbage til ham, som sendte dig, og meddel ham, at Assisi er blevet givet tilbage til kirken.” Og med disse ord sendte han budbringeren bort. Denne var nedslået, for han vidste, at dette i høj grad ville ærgre Everso, som sagde, at Piccinino fortjente at blive kaldt en lille luderkarl, hvis han nogensinde opgav det stærkt befæstede Assisi.

Førend Piccinino besluttede at give de besatte byer tilbage, havde han gennem adskillige budbringere sagt til paven: “Pas på hvad du gør, pave, hvis du griber til våben imod en lykkens yndling.” Paven svarede ham således: “Piccinino vil være en tåbe, hvis han prøver at sætte sin lykke op imod Vor. For hvis menneskers rang kan tilskrives lykken, så er det da en langt større lykke at sidde i Sankt Peters Stol end at anføre nogle rytterskarer. Men sandheden er, at det er Gud selv, som uddeler riger og rang. Lykken er et tomt navn og en løgnagtig, hedensk opfindelse.”

2.12. Grev Everso dell’Anguillara

Da Everso bliver nævnt her og ofte vil blive nævnt i det følgende, vil Vi fortælle noget om ham, således at eftertiden kan forstå, hvilke monstre Pius måtte kæmpe med.

Anguillara er en gammel by fjorten mil fra Byen. Den ligger ved en sø, hvor man fanger ål^[67], og heraf fik byen sit navn. Den blev i sin tid indtaget af en adelsslægt, som kom fra Tyskland, og som med tiden voksede i magt og rigdom. Efterhånden blev de kaldt greverne af Anguillara, og de allierede sig med familien Orsini igennem overenskomster og venskab. I vor tid bestod deres hus kun af to brødre, Dolce og Everso. Dolce var en erfaren militærmand og berømt for mange bedrifter. Da han døde, efterlod han sig to sønner.

Everso blev formynder for sine nevøer, men han opførte sig snarere som en bandit end som en værge, da intet gav ham større glæde end at udplyndre andre. Han lå hele tiden i krig og skadede sine slægtninge og venner lige så meget som sine fjender. Han var altid en forbitret modstander af paverne, selvom de var hans overherrer. Ihærdigt holdt han fast på sine egne besiddelser, samtidig med at han begærligt var ude efter de andres. Han var ligeglad med religionen og med Gud og sagde ofte, at verden blev styret af tilfældet, og at menneskenes sjæle er dødelige på samme måde som dyrenes. Han var blasfemisk og grusom og dræbte mennesker med samme lethed som kvæg. Han udtænkte skrækkelige og uhørte former for tortur af de fanger, som var hans fjender.

De af hans undersåtter, som ville gøre tjeneste i hans hær, understøttede han med plyndring og tyveri. De andre herskede han over med hård hånd. Seks dage om ugen sled de med at dyrke deres egne marker for at kunne betale afgift og opretholde livet, men også den syvende dag tvang han dem til at arbejde for sig. Den dag blev kaldt Herrens Dag, fordi den tilhører Herren, men Everso sagde, at det sandelig var ham selv, der var Herren. Deres hustruer og døtre bortførte han til sit palads og voldtog dem, og han hengav sig i flæng til hor og ægteskabsbrud. Han blev endda beskyldt for incest og for ikke at skåne selv sine egne døtres kyskhed. Han gav ofte sine sønner pisk og truede dem med sværdet. Han udplyndrede kirkerne. Over for stærke mænd var han frygtsom, men over for frygtsomme mænd var han stærk. Når det var nødvendigt, kunne han udholde både anstrengelser og sult. I fredelige tider hengav han sig uhæmmet til vin, mad og sanselige nydelser. Da han ikke kunne blive enig med Orsinierne om, hvem der skulle efterfølge greven af Tagliacozzo, opgav han sit forbund med dem og allierede sig i stedet med Colonnaerne. Hans kamp med Orsinierne varede længe og havde skiftende udfald. Til sidst blev der indgået en våbenhvile på 30 år. Han fravristede sine nevøer Anguillara, selvom det var deres fædrene arv, med den begrundelse, at de holdt med Orsinierne. Her skal der ikke siges mere om Everso. Han vil blive nævnt ofte nok senere hen.

Lad os nu vende tilbage til Pius. Da han hørte, at Assisi var genvundet uden sværdslag, forsatte han sin rejse i en meget gladere stemning. Han forstod jo, at Gud, der havde inspireret hans forehavende, var på hans side, og at hele forehavendet var begyndt under gunstige varsler. Alligevel besluttede han ikke at drage den direkte vej igennem Toskana, for han ville ikke tage til Siena, førend hans medborgere var blevet forsonet med ham - han var nemlig opbragt over, at de stadig ikke ville give adelen del i bystyret, selvom han ofte havde bedt dem om det.

2.13. Byen Siena

Siena er en berømt by i Toskana, og den besidder et stort territorium. Man beretter mange legender om dens grundlæggere, men i virkeligheden stammer folket fra romerne. Fra dem har man byens våbenmærke, som er en hunulv med to tvillingedrenge hængende ved brysterne. Nogle mener, at sienesernes folk blev blandet med gallernes, dengang de senoniske gallere stormede Byen^[68] og blev besejret og slået på flugt af den romerske hærfører, Camillus. De hævder, at resterne af de to hære slog sig ned der, hvor Siena ligger nu, og byggede to byer. Senere - på Karl den Stores tid - blev de forenet og dannede tilsammen een stor by. Som støtte for denne historie peger de på, at en tredjedel af byen stadig har navn efter Camillus - den hedder nemlig Camillia - og de mener, at fontænen, der hedder Branda^[69], er opkaldt efter gallernes anfører, Brennus - kun få bogstaver skal jo ændres. Vi kan hverken bekræfte eller afkræfte disse gamle fortællinger.

Til gengæld står det fast, at der i denne by var mange og mægtige adelsfolk. De byggede knejsende paladser, høje tårne og fornemme templer, og de regerede staten. Men da de fornemste familier begyndte at strides om magten i byen og sommetider endda greb til våben, besluttede adelen at overdrage regeringsmagten til folket og forbeholdt kun nogle få embeder for sig selv. De mente, at folket, selvom det regerede byen, ikke ville gøre noget imod de adeliges ønske, for man ville fortsat frygte deres styrke. Denne ordning holdt i en periode. Men folket vænnede sig til at have regeringsmagten og begyndte at nyde ærens sødme og magtens frugter. De voksede i rigdom og ære, og kom til at se ned på adelen. Til sidst uddrev de nogle af adelsfamilierne fra byen^[70], og de øvrige lod de nærmest som slaver gå under åget, selvom de delte nogle mindre embeder med dem.

Der var nu – som tidligere nævnt - fem partier i byen. Det første blev kaldt De Ni, fordi de valgte ni ledere, dengang de havde regeringsmagten alene. Tilsvarende blev det andet kaldt De Tolv. Det tredje blev kaldt for Reformatorerne, fordi de havde gennemført nogle reformer i byen. Det fjerde parti var De Adelige, der blev kaldt således på grund af deres alder og fordums magt. Det femte blev kaldt Folkepartiet, det var resten.

Partiet De Tolv var allerede tidligere blevet fordrevet fra magten og havde ingen andel i bystyret. De Adelige havde en fjerdedel af visse embeder, men de kunne hverken være fæstningskommandanter, residere blandt priorerne i rådhuspaladset eller have ansvar for nøglerne til byportene. Hele den reelle magt var hos De Ni, Reformatorerne og Folkepartiet. Med tiden opstod der alvorlige uoverensstemmelser mellem disse partier, og på Calixtus IIIs tid blev mange af de ledende borgere mistænkt for at have svoret sig sammen om at overgive byen til Jacopo Piccinino^[71]. Nogle af dem blev halshugget, adskillige blev sendt i eksil, og atter andre blev forvist og idømt bødestraffe. Byen blev i den grad hærget af stridigheder imellem borgerne, at alle mente, at den snart måtte miste sin frihed.

Men den almægtige Gud så med milde øjne på byen, der er indviet til hans Hellige Moder, Jomfru Maria. For da Calixtus døde og Pius blev pave, tog han sig hurtigt af sit elskede fædreland. Han bragte anslagene imod det til ophør, og med sin autoritet skræmte han alle dets fjender bort. Han insisterede på, at det ville gavne byen, at de borgere, der var fjernet fra bystyret, blev erstattet med adelige. Endvidere fandt han, at det ikke anstod sig for hans værdighed, at de adelige, fra hvilke han stammede, blev anset som slaver i hans eget fædreland. Bekymrede for fremtiden ville sieneserne eliminere en årsag til konflikt, og de gav derfor Piccolomini-familien, Pius’ egen familie, del i regeringsmagten. De regnede så med, at han ikke ville forlange mere. Dog bekymrede Pius sig ikke kun om sit eget hus, men om hele byen. Han fandt, at der intet var opnået, hvis ikke adelen som helhed fik del i regeringsmagten. Han sendte derfor legater til Siena med krav om, at de øvrige adelige skulle have samme status som Piccolomini-familien.

Folket kom i oprør over denne anmodning. De sagde, at pavens anmodning var aldeles upassende, og at byen aldrig ville give denne indrømmelse, ikke engang om de så skulle blive udsat for belejring og tvunget af sult til at æde deres egne sønner. Men Pius stod fast og meddelte, at hvis ikke de gav sig, ville han trække sin beskyttende hånd tilbage fra det fædreland, som nægtede at efterkomme hans rimelige anmodning. Det var af denne grund, at han drejede af, forlod Toskana og rejste igennem Umbrien. Yderligere advarede han sieneserne om, at hvis ikke de bøjede sig, ville han lægge fædrelandet bag sig og i stedet drage til Lombardiet via Perugia, Arezzo og Firenze.

2.14. Rejse gennem Civita Castellana, Narni og Spoleto

Pius drog så til Civita Castellana, der menes at ligge i det, som engang var Veii’ernes land. Man mener også, at det var dér Camillus levede i eksil, da han flygtede fra sit utaknemlige fædrelands dom. Byen ligger på et fladt område, der på alle sider er omgivet af stejle klippeformationer, så det ser ud, som om den ligger på et meget højt bjerg og er helt uindtagelig. Byens biskop^[72] - en lærd mand med et behageligt væsen - var nær ven med Pius, medens denne kun havde de lavere klerikale grader^[73]. Han modtog Pius med stor glæde i sit palads. Dette var et prægtigt bygningsværk rejst af pave Nicolaus V som tilflugtssted, hvis han skulle blive efterstræbt af fjender. Derefter drog Pius over Tiberen via en nyligt konstrueret bro af træ, der var smykket med efeu og grønne grene. Broen var ikke langt fra den sabinske by, Magliano, der hører under det romerske folk.

På hele turen strømmede folk sammen for at hylde paven. Præster kom bærende med hellige relikvier^[74] og bad for hans lykkelige rejse. Laurbærkransede drenge og ugifte møer med olivengrene i hænderne^[75] ønskede paven^[76] langt liv og lykke. De, som kunne røre ved bræmmerne på hans tøj^[77], priste sig lykkelige. Vejene var fyldte med mennesker, og der var strøet grønt græs overalt. Både små og større byers pladser var dækket af kostbare tæpper, og borgernes huse og den almægtige Guds templer var prægtigt udsmykkede. Således drog paven gennem Narni og Terni, hvor han kom i livsfare, fordi borgerne med sværd i hånd kæmpede om hans hest. Derefter kom han til Spoleto, hvor han blev modtaget med lige så store æresbevisninger.

Spoleto ligger på et bjerg, og på toppen af bjerget knejser kardinal Egidio Albornoz’^[78] berømte borg. Denne er stærkt befæstet både ved sin naturlige placering, ved sine høje mure og ved menneskelig indsats. Herfra kan man se ud over hele Spoleto-dalen, som er et charmerende og sundt område. I området er der et andet bjerg, som rejser sig stejlt og højt op over terrænet. På dette bjerg bor der mange eneboere, som tjener Gud - ligesom i en ørken, der er helliget gudsdyrkelsen. Der er også flere munkeklostre, hvor der lever mænd som er berømte for deres hellige liv. I tidligere tid herskede goterne over Italien. De blev efterfulgt som herrer af longobarderne, og siden hen vandt frankerne herredømmet. I hele denne periode havde Spoleto stor betydning og var Umbriens hovedby og hertugsæde. Formelt er Hertugdømmet Spoleto bevaret til i dag. Her opholdt paven sig i to døgn. Han inviterede de ledsagende kardinaler til middag og havde et muntert måltid sammen med dem.

2.15. Forhandlinger om kejserens deltagelse i kongressen i Mantova. Pius’ råd om den ungarske arvefølge

Før paven forlod Rom, sendte han Battista Brendo, en romersk jurist, til kejser Friedrich for at invitere denne til kongressen enten i Mantova eller i Udine. Som rådgiver for Battista sendte han en af sine hofmænd, Matthias Fugel, af tysk nation. Matthias kendte rejseruterne og de lokale sæder og skikke. Battista havde nu mødt kejseren og haft en samtale med ham i Graz, en by i Steiermark, hvorefter han sendte Matthias tilbage med kejserens svar. Matthias nåede frem, medens paven opholdt sig i Spoleto. Hovedindholdet af svaret var, at kejseren var optaget af vigtige sager i Østrig, som han ikke kunne sætte til side. Han kunne heller ikke forpligtes til at komme til eet af to alternative steder.

Paven sendte Matthias tilbage til kejseren med dette svar: Skønt der var mange ting i Østrig, som krævede kejserens nærvær, så burde han dog ikke lade hånt om den sande tro. Også Rom havde behov for pavens nærvær, men alligevel havde paven forladt både Byen og hele Kirkestaten^[79] for at drage til den kongres, der var indkaldt til at redde kristenheden. Rom var ikke nærmere de nævnte steder end Graz eller Wiener Neustadt, kejserens residensstad. En gammel og syg pave^[80] var taget ud på en længere rejse: det ville være upassende, hvis en rask kejser i sin bedste alder afslog at begive sig ud på en rejse, der var kortere. Kejseren burde tænke både på sin egen ære og på den kristne religion. Han burde ikke tillade, at man nogensinde kunne sige, at kristenheden var gået til grunde på grund af hans passivitet. Han skulle ikke lytte til sagførernes tåbeligheder, når de på grundlag af en eller anden juridisk spidsfindighed hævdede, at man ikke var forpligtet, hvis man blev indkaldt til et af to alternative steder. Han burde vide, at ”jo større ret, jo større uretfærdighed”^[81]. Man skulle holde sig fra sofisterier, når der var brug for god tro, og når den kristne religion stod i fare. Kejseren var heller ikke blevet indkaldt til et ubestemt sted, da han før sin afrejse ville blive informeret om, hvilket af de to steder, han skulle begive sig til. Han skulle holde sig for god til at bruge undskyldninger, som alvorsmænd ville finde latterlige, og han skulle snarere lytte til sin egen samvittighed end til sin jurist, Ulrich Riederer^[82].

Udover det ovennævnte svar havde kejseren med egen hånd skrevet et fortrolig brev, i hvilket han udbad sig pavens råd, om han skulle tage imod det ungarske rige, for der var håb om, at dette riges adel ville vælge ham. Paven svarede ham således: ”Hvis de, der ønsker at vælge dig til Ungarns konge, er pålidelige og har ret til at overdrage kongeriget til dig, så vil Vi ikke råde dig fra at tage imod tilbuddet. Men hvis de bringer dig strid og årsag til krig, så fraråder Vi det, og Vi mener, at du i allerhøjeste grad skal undgå at foretage dig noget, som kan være til hinder for felttoget imod tyrkerne. Farvel.”

2.16. Venetianerne afslår, at kongressen kan finde sted på venetiansk jord

I mellemtiden hørte sieneserne, at paven var vred på dem, og de blev ret nervøse for, at han ville rejse uden om Siena og drage til Mantova via Firenze. De blev derfor mere forhandlingsvenlige og besluttede at sende legater, som skulle overbringe høflige hilsener til paven og overtale ham til at lægge vejen igennem sin hjemstavn.

Venetianerne havde gennem deres legater i Rom givet paven store løfter imod tyrkerne. Nu afviste de valget af Udine som mødested for kristenhedens kongres, idet de frygtede for at irritere tyrkerne, som de havde en traktat med. For da Mehmed indtog Konstantinopel, tvivlede venetianerne på, at de alene var stærke nok til at stå imod ham, og de turde ikke regne med hjælp fra de andre kristne magter.

De indgik derfor fred^[83] med tyrkerne på disse vilkår: ”Lad der være fred mellem venetianerne og tyrkerne i Asien og i hele Grækenland så langt som til Adriaterhavet. Venetianske skibe, som sejler igennem Propontis^[84] og kommer inden for synsvidde af Byzants skal stryge sejlene og salutere den kongelige by. Hvis de medbringer slaver, som ønsker at gå over til den muhammedanske tro, skal de frigive dem. Kristne, der flygter fra de tyrkiske hære, må ikke få asyl i venetianernes befæstede steder. Tyrkere, som flygter fra kristne hære, skal være frie og sikre i venetianernes territorier og byer.”

Med sådanne forpligtelser over for tyrkerne afviste Venedig at modtage paven på sit territorium. Det er et lavsindet folk, som ikke tør gøre noget storsindet, hvis det er farligt, og de elsker kristendommen mindre, end de frygter tyrkerne. Da Pius fik meddelelsen, beklagede han, at så stort et folk kunne være så fejgt. Men fuld af fortrøstning og tillid til Kristus frelseren lod han Udine falde og sendte breve til kongerne med indkaldelse til Mantova. Derefter drog han til Foligno.

2.17. Besøg i Foligno og Assisi

Medens Eugenius IV var pave, slap Foligno fri af sine tyranners greb og vendte tilbage til den Romerske Kirke. Man siger, at en af byens fyrster engang rådspurgte en mand med profetiske evner, om hans efterkommere nogensinde ville miste magten. Manden svarede, at de ville miste den, når okser fløj rundt om byens mure. Da dette syntes umuligt, mente byens tyran, at han og hans efterfølgere ville beholde magten over byen i al evighed. Men medens hans efterkommere stadig havde herredømmet, kom patriarken af Alexandria, Giovanni Vitelleschi, dertil med sine tropper^[85]. Han begyndte at belejre byen og lod fanerne folde ud. Våbenmærket på fanerne var et par okser. Da vinden blæste og udspilede fanerne, var det, som så man okserne flyve. Dette indgød byen stor skræk, for hele byens adel kendte til varslet om okserne. Så efter få dage overgav byen sig, og den lyder stadig paverne. Tyrannerne blev fordrevet.

Fra denne by drog Pius til Assisi. Da han besøgte fæstningen, som Piccinino havde erhvervet ved forræderi, undrede han sig i høj grad over, at denne ”lykkens mand”^[86], opsat på politiske omvæltninger, havde tilbagegivet et så befæstet sted, der var en ideel base for én, som ville forstyrre freden i Italien. Paven mente, at det måtte være den barmhjertige Gud, som havde afskrækket krigsherren og dermed sikret kongressen i Mantova.

Assisi blev gjort berømt af den hellige Frants, grundlæggeren af minoriterordenen^[87], som satte fattigdommen højere end alt andet. Der er bygget et fornemt tempel, i hvilket man siger, at hans ben hviler. Det er i virkeligheden en dobbeltkirke, med én kirke oven på den anden. Den er udsmykket med billeder af den florentinske maler, Giotto, som var den største maler på sin tid. Her ligger også den ovennævnte spanske kardinal, Egidio Albornoz, begravet. Med enestående dygtighed generobrede og genrejste han Kirkestaten^[88], der var revet fra hinanden og næsten helt i tyrannernes vold. Der er dog nogle, som siger, at hans ben ligger i Sankt Martins Kirke på Monte Cimino oven for Viterbo. Klosteret, som er bygget sammen med den hellige Frants’ kirke, anses som hovedsæde for minoriterordenen, og i hele verden har ordenen ingen anden bygning, der overgår den.

Pius besigtigede fæstningen og konstaterede, at den kun kunne stormes på et sted. Han gav ordre til, at der skulle bygges et tårn på stedet. Det blev siden bygget - med store omkostninger – og gjorde fæstningsværket uindtageligt.

2.18. Perugia

Derefter lod Pius igen sætte over Tiberen og drog til Perugia, hvor han blev modtaget med alle de æresbevisninger, som menneskesindet kan udtænke. Selvom der herskede streng vinter, var byen alligevel udsmykket, som om det var forår. Hele byen var behængt med grønt, og mænd og kvinder jublede over at se paven, for ingen her havde set Kristi Stedfortræder i mere end firs år. Det pavelige våben og de gyldne halvmåner^[89] hang i alle byens gader. Der blev afholdt turneringer, og der lød glædesudbrud overalt. Kardinalerne og alle medlemmerne af kurien fik en udsøgt og elskværdig behandling

Perugia er en meget gammel by. Den er en af de 12 byer, som de antikke forfattere opregner som eruskernes hovedbyer. Man kan stadig se den del af bymuren, som Cæsar Augustus lod genopbygge. Allerede i tidligere tider var byen berømt for våbenfærdighed og lærdom, og frem for alt for retsvidenskab. På dette område brillerede først Bartolo af Sassoferrato^[90] og siden Baldo og Angelo degli Ubaldi^[91]. Førstepladsen i våbenkyndighed havde adelsmanden, Braccio da Montone, der var en sand fjende af Kirken. Efter at han havde opkastet sig til tyran i sin egen fødeby, underlagde han sig adskillige af byerne i Umbrien. Da han til sidst i 14 måneder belejrede marsernes by, L’Aquila, blev han i et slag besejret af pave Martinus Vs hær, taget til fange og dræbt. Dette skete til stor hæder for Francesco Sforza, som lige på den tid, efter sin faders død, var begyndt som hærfører. Braccios lig blev ført til Rom og fik en begravelse som et vildt dyr. Senere lod pave Eugenius IV – til sin skam – liget genopgrave og føre til Perugia, hvor det blev stedet til hvile i en kirke.

Braccio var en smuk mand, selvom han var lam i venstre side. Hans tale var venlig og elskværdig, men hans sind var grumt. Smilende befalede han, at hans fanger skulle torteres og martres med de grusomste pinsler, og han havde særlig glæde af at lade sine stakkels ofre kaste ud fra høje tårne. I Spoleto lod han en budbringer, der overbragte ham et fjendtligt brev, kaste ud fra den høje bro. I Assisi kastede han selv tre mænd ud fra det høje tårn på torvet. I minoriterklostret var 18 munke i opposition til ham. Han befalede, at deres testikler skulle smadres med hamre på en ambolt. I Viterbo befalede han at kaste en fange i den skoldhede kilde, som man kalder Pelacano. Da fangen imod alles forventninger dukkede uskadt op igen, og alle de omkringstående bad Braccio skåne en mand, der var blevet reddet ved guddommelig indgriben, sagde han: ”Duk ham ned igen. Hvis han atter kommer op, skal han være fri.” Men han kom ikke op igen. Der er så mange eksempler på hans grusomhed, at det vil tage for lang tid at opremse dem. Han troede hverken på himmel eller helved. Som fjende af Kirken og af religionen var han absolut uværdig til en kirkelig begravelse.

Hans våbenfælle var Niccolò Piccinino, som ikke stod tilbage for ham i militær berømmelse. Hans far var fra underklassen og arbejdede på kødtorvet i Perugia. Også Niccolò tilrev sig herredømmet over sin fødeby, og medens Eugenius var pave, voldte han den Romerske Kirke megen skade. Skønt han syntes at have større respekt for religionen end Braccio, var han dog dennes ligemand, når det gjaldt om at forfølge kirken. En tid lang kæmpede han for Filippo Maria, hertugen af Milano, og påførte venetianerne og florentinerne mange nederlag. Han blev anset for den heldigste og kyndigste af alle hærførere i Italien. Til sidst^[92] blev han besejret ved Anghiari nær Arezzo i Toskana, medens han førte krig imod Kirken og Firenze.

Senere udrettede han ikke noget af betydning, og til sidst døde han uden hæder i Milano og blev begravet i domkirken. Det berettes, at han efter nederlaget ved Anghiara i Toskana ofte sagde, at han var blevet skrækslagen og havde mistet alt håb om sejr, fordi han havde set Kirkens faner med Sankt Peters nøgler, og det netop på den dag var den årlige kirkefest for Sankt Peter. Gud straffer nemlig dem, der forbryder sig imod ham, og kun kortvarig er de ondes lykke. Piccininos to sønner, Francesco og Jacopo, overtog ledelsen af hans hær. Francesco var en blodtørstig mand og en fremragende militærperson. Han bukkede dog snart efter for drikfældighed og døde kort tid efter sin far. Hans soldater fulgte herefter Jacopo, som vi ofte vil komme til at tale om.

En af Braccios slægtninge var Niccolò Stella, en meget dristig hærfører. Han fulgte i sine forfædres spor, forfulgte den Romerske Kirke og spottede Gud. Han blev dog snart straffet for sin ugudelighed, idet han faldt af hesten og brækkede halsen. Også mange andre perugianere var berømte militærfolk. Blandt dem kan nævnes Ceccolino og Lodovico Michelotti, som man gav den ære at tage Braccio til fange, de tilhørte nemlig forskellige partier.

I Perugia er der to partier, som strides indbyrdes, De Adelige og Raspanti. De sidste herskede lang tid byen, men Braccio drev dem ud, og fra den dag og til i dag herskede De Adelige. Da Piccinino, som vi har sagt ovenfor, i en periode havde tyranmagten i byen, holdt han med adelspartiet, endskønt han selv var tilhørte folket. Medens Raspanti havde magten, var der blandt dem fire brødre. Deres mor var en meget klog kvinde, og man fortæller om hende, at hun ofte sagde således: jeg har fire sønner, Biordo som er fremragende både i tale og i handling, Ceccolino som er fremragende i handling men ikke i tale, Antonio som er fremragende i tale men ikke i handling, og Egano som hverken kan handle eller tale.

Pave Pius ankom til denne by dagen før den Hellige Jomfru Maria, Guds Moders Renselsesfest^[93], og på selve festen foretog han den traditionelle uddeling af lys. Nogle dage senere indviede han den hellige Dominikus’ store og fornemme tempel. Federigo af Urbino^[94] kom dertil for at besøge paven og fik en meget elskværdig modtagelse. Legater fra hertug Louis af Savoyen aflagde der lydighedsed til paven efter gammel skik. Også sienesernes oratorer ankom dertil og bad paven lægge vejen igennem deres by. Paven tog gerne imod dem og accepterede med glæde deres invitation og opfordring til at besøge sit elskede fædreland. Han forlangte dog, at byen ikke måtte være under våben, når han kom, og at han ved sin ankomst måtte være frit stillet til at forhandle med senatet om byens styreform. Denne indrømmelse gav de ham, omend ugerne.

2.19. Trasimenersøen, Chiusi og Sarteano

Paven opholdt sig i Perugia i tre uger. Så drog han – til sorg for indbyggerne, der ønskede, at deres overherre skulle blive der længere – i retning af Siena og nåede frem til Trasimenersøen. Denne er berømt for romernes nederlag og Hannibals sejr^[95]. I nyere tid har denne sø ikke haft noget afløb, og da mange bække og åer løber ud i den, er den vokset gradvis og har oversvømmet en stor del af de omliggende landsbyer. Bracccio drænede området ved at lade grave dybe kanaler gennem bjerget. Hermed gav han vand til dalen, som ellers var udtørret, og han lod også bygge flere vandmøller. For denne gerning – og for denne alene - fortjener han ros.

Da paven kom dertil, havde en voldsom storm igennem flere dage bragt søens vand i oprør, så det var umuligt at sejle over den. Men pludselig – som ved guddommelig indgriben – stilnede vindene af, og da paven gik ombord i skibet, underkastede havet sig ham, som var det et tæmmet dyr. Bølgerne lagde sig overalt, og der blev så stor ro over vandet, at man kunne fange en mængde fisk^[96], medens man om aftenen sejlede over til øen, hvor paven skulle overnatte hos den hellige Frants’ munke. Dette vejrlig holdt natten over og om morgenen med, indtil Pius’ skib nåede tilbage til kysten. Straks derefter blæste det igen voldsomt op – hylende vindstød slog imod hinanden, så at de, der fulgte efter paven, kun med nød og næppe undgik druknedøden. De lokale var forbløffede over, at Trasimener-søen, der hele vinteren igennem havde været stormomsust og ufarbar, hu faldt til ro, så paven kunne sejle på den.

Dernæst kom man til floden eller snarere sumpen Chiana – som adskiller Sienas territorium fra Perugias. Der blev paven modtaget af legater fra Siena med et stort følge og med overvældende glæde. De førte ham til den gamle by, Chiusi, kong Porsennas fødeby, der engang var mægtig og berømt, men nu er en fattig lille by med få indbyggere. Plinius nævner, at den engang havde en labyrint, som hørte til blandt verdens underværker - og ikke blandt de ringeste^[97]. I dag er der dog ingen spor af dette underværk, hvad der i sig selv forekommer mirakuløst.

Derfra drog man til Sarteano, en by der er i forbund med, snarere end undergivet det sienesiske folk, og som engang tilhørte Orvieto. Da kong Ladislas af Sicilien førte mægtige hærstyrker imod Firenze, og Siena nægtede ham gennemrejse, opholdt han sig her i 13 dage og angreb byen hver dag.^[98] Men han havde ikke heldet med sig dels på grund af forsvarernes tapperhed, dels fordi han blev forrådt af Paolo Orsini, der gennem budbringere holdt byen orienteret om alle kongens planer.

2.20. Besøg i Corsignano

Fra Sarteano drog paven videre mod Corsignano. Et højt bjerg rejser sig fra Val d’Orcia, og på toppen af bjerget er der et snævert plateau omkring een mil langt. I det hjørne af plateauet, som om vinteren vender lige mod den opgående sol, er der en lille by. Den er ikke særligt kendt, men den har et sundt klima, og den er rig på vin og fødevarer af høj kvalitet. Når man rejser fra Siena mod Rom og kommer forbi Castello di San Quirico og drager direkte imod Radicofani, ser man Corsignano tre mil til venstre for sig på toppen af en bakke, der rejser sig jævnt i landskabet.

Størstedelen af denne by tilhørte engang Piccolomini-slægten, og her havde Pius’ fader, Silvio, sit fædrenegods. I denne by blev Pius født, og her tilbragte han sin barndom. Da han vendte tilbage dertil, glædede han sig til at tale med dem, som han var vokset op med, og til at gense sin fødestavn. Men sådan skulle det ikke gå, for de fleste af hans jævnaldrende var døde, og de, som endnu levede, måtte holde sig inden døre, tyngede af alderdom og sygdom. De få som alligevel mødte op, var næsten forandret til uigenkendelighed, svækkede, krøblinge og budbringere om døden. Overalt mødte paven tegn på sin egen alderdom. Da han så, at de, som han havde forladt som drenge, nu selv havde sønner i moden alder, så måtte han erkende, at han selv var blevet gammel og snart skulle bukke under.

Byen var festligt udsmykket. Folket var oprømt og i feststemning på grund af pavens tilstedeværelse. De priste sig lykkelige over, at han var født hos dem, og de kunne ikke få nok af at se på ham og tiljuble ham. Paven blev i byen på festdagen for Sankt Peters Stol^[99], fejrede messe og besluttede, at der skulle bygges en ny kirke og et palads. Han engagerede i dyre domme arkitekter og arbejdere for at kunne efterlade sig et varigt mindesmærke om sin fødsel. Han gav også fuldkommen aflad til alle, som besøgte sognekirken på den årlige fest for Korsets Ophøjelse ^[100]. Sognekirken fik senere status som katedral. Vi vil senere vende tilbage til denne sag.

2.21. Besættelse af bispestolen i Padova. Pius’ indtog i Siena

Da paven havde forladt Corsignano og red videre imod næste by, fik han meddelelse om, at biskoppen af Padova var død, og at bispesædet nu var ledigt. Straks tilkaldte han kardinal Barbò af San Marco og sagde til ham: ”Du har syntes, at Vi var utaknemlig imod dig, fordi Vi ikke for længst har tildelt dig flere kirkelige embeder. Men det var kun, fordi Vi ikke ville give dig små embeder. Vi ventede på noget større, som kunne vise, hvor højt Vi sætter dig. Det er nu kommet. Det rige og fornemme bispesæde i Padova er blevet ledigt. Hvis du selv ønsker det, vil Vi overføre dig fra bispesædet i Vicenza, og udnævne Vor notar, Gregorio Correr, til biskop af Vicenza. Det kloster, som denne har i Verona, vil Vi så give in commendam til Vor nevø^[101].” Kardinalen blev glad for pavens tilbud og takkede ham.

Senere drog de ind i Buonconvento. Rygtet siger, at kejser Henrik den VII engang i denne by blev forgivet med en indviet hostie^[102]. I denne by holdt paven konsistoriemøde med de tilstedeværende kardinaler og gennemførte det, som han allerede havde besluttet vedrørende bispedømmet i Padua. Han pålagde alle tavshedspligt om sagen, indtil man nåede frem til Siena. Men hvor blinde er ikke menneskene og hvor uvidende om fremtiden!^[103] Paven troede, at venetianerne ville være tilfredse med hans beslutning, eftersom kardinalen tilhørte deres egen adel. Men venetianerne blev tvært imod meget oprørte derover dels på grund af stærk jalousi, og dels fordi de var plaget af indre stridigheder, som paven ikke kendte til.^[104]

Paven overnattede i Cuna, som tilhører Ospedale di Santa Maria. Det ligger 6 mil fra Siena. Den følgende dag drog han med et stort følge af borgere fra Siena og under utrolig jubel fra folket ind i sin smukt udsmykkede og festglade fødeby. Aldrig tidligere havde man set så stor en glædesfest. Blandt byens fremtrædende borgere var der dog ikke så få, som var skeptiske over for paven, da de vidste, at han favoriserede adelen. Men af frygt for folket holdt de en lav profil og undertrykte deres stærke irritation, medens de udadtil foregav at glæde sig ^[105]. De var ganske klar over, at de ville pådrage sig folkets vrede, hvis de ikke gav paven en venlig modtagelse.

Kort tid efter^[106] skulle man højtideligholde den såkaldte Rosa Søndag, der er placeret midt i fastetiden. For at hædre byen gav paven den gyldne rose, som han bortgiver hvert år på denne dag, til førstemanden blandt byens priorer, et embede som man har for tre dage ad gangen. Ved denne lejlighed holdt han en tale, hvori han lovpriste Siena. Derefter bød han kardinalerne ledsage modtageren, der bar rosen i sine hænder, til paladset. Han kom sidst i processionen, imellem de sidste af kardinalerne. Han var iøvrigt af en familie, der hørte til partiet Reformatorerne, og som siden blev kaldt Buoninsegni

Derefter tog Pius fat på sagen om rehabiliteringen af adelen. Han lod byens senat tilkalde og holdt denne tale til dem: ”Mænd fra Siena! Vi skylder jer stor tak, fordi I har givet Vor slægt Piccolominierne del i styret. I Vor ungdom var I ofte til hjælp og støtte for Os. Til gengæld var Vi var ikke utaknemlig over for Vort fædreland, og Vi lå det heller ikke til last, medens Vi i lang tid levede blandt andre nationer, langt fra hjemlandet: i Milano hos Filippo Maria; i Basel ved konciliet; i Savoyen hos Amédée, der af en del af verden blev anerkendt som Kristi Stedfortræder under navnet Felix; i Østrig hos kejser Friedrich; i Napoli hos kong Alfonso; i byen Rom hos pave Calixtus. Både før og medens Vi var kardinal, arbejdede Vi ihærdigt for jeres sag og støttede og forsvarede den. Også nu, da Vi med Guds vilje er blevet kaldet til paveværdigheden, har Vi både bevaret jeres vaklende uafhængighed, jeres stat og jeres værdighed. For intet står Vort hjerte nærmere end fædrelandets uafhængighed og sikkerhed, og disse ting har I - som en gave fra Gud - opnået i kraft af Vor ophøjelse.

Men denne lykkelige tilstand vil ikke vare ved, hvis ikke I finder en anden måde at leve sammen på, og hvis ikke I gennemfører en reform af styret. Den sandhed, som er vores^[107], kan ikke tage fejl; den siger i evangeliet: ”Ethvert rige, som er delt, vil gå til grunde.”^[108] Og hvilken by har måske nogensinde været mere splittet end jeres? I andre byer har der ofte været bare to partier, der bragte ruin over byen, fordi de ikke kunne enes. Hos jer har en del af befolkningen opgivet ethvert håb om at deltage i styret. Selvom adelen har andel i nogle af privilegierne, så er de dog forment adgang til paladset. Og med hensyn til dem, som har magten, og som kaldes henholdsvis De Ni, Reformatorerne og Folkepartiet, så lever de med hinanden i indbyrdes misundelse og strid, og hvert parti ønsker at overgå de andre og at synes bedre end dem. Alene denne forskel på partiernes navne fostrer utvivlsomt splittelser i befolkningen og trækker sindene i forskellige retninger.

Og endnu værre: kort før Vi selv blev pave, opstod der en ny konflikt^[109]. Nogle af de borgere, som sammen med jer styrede byen, blev enten halshugget eller sendt i eksil eller idømt bøder og forvist. Det var muligvis retfærdige straffe, men de var til stor skade for byen. De døde er nogle af jer selv, som er gået tabt. De, som er sendt i eksil eller forvist, pønser på at vende tilbage til fædrelandet. Dag og nat forbereder de anslag imod jer, og de har tilhængere i byen, som enten er familiemedlemmer eller venner. Jo flere I driver ud af byen, jo flere vil der være, som hader jer, og som planlægger politiske omvæltninger. Både disse og adskillige andre plager underminerer jeres styre. I ved selv, hvilke fjendskaber I er involveret i udadtil. Også indadtil har I fjender, og jeres venner er langt væk. Hvem tør håbe på noget godt for en by, der hverken har ydre eller indre sikkerhed?

Gud reddede jer fra angreb udefra, da han anbragte Os i Sankt Peters Stol, og så længe Vi bliver siddende der, er der ingen, som vil føre åben krig imod jer. Jeres fjender kender den Apostoliske Stols magt, og da de ved, at Vi er en borger i denne by, tør de ikke gå i krig både mod jer og mod Os. Under Vor skygge er I i sikkerhed mod de ydre fjender. Men vi har ikke magt til at beskytte jer mod de indre. Vi kan kun rådgive jer og forsøge at overbevise jer om, hvad der er det eneste værn for alle byer: nemlig at I elsker hinanden og regerer staten i enighed. Thi borgernes kærlighed er et stærkt og uovervindeligt bolværk. I kender Sallust-citatet: ”Enighed får små forehavender til at vokse, uenighed får store til at falde sammen.”^[110] Det er enighed, som bevarer samfundet.

Den ene ting, som vil give jer sammenhold i evighed, og som vil beskytte jeres stat, er, at retfærdigheden hersker over jer, den retfærdighed som er alle dyders moder og dronning. Retfærdigheden er det lighedsprincip, der fordeler straf og belønning mellem mennesker efter fortjeneste^[111]. Lykkelig er den by, som regeres med retfærdighed. Og I, Sienesere, vil være lykkelige, hvis I fordeler de offentlige embeder blandt alle, som fortjener det. Det har I længe undladt. I mere end halvtreds år har I behandlet jeres adelige medborgere som slaver, selvom deres forfædre grundlagde denne by, og selvom de af egen fri vilje og uden tvang overgav byens styre til jer. I bør nu vende tilbage til retfærdigheden, I bør vise de adelige respekt og indsætte dem i stedet for dem, som I har uddrevet eller dræbt. I bør udfylde tomrummet og gøre lige så mange til venner, som I har gjort til fjender. Enten bør man sørge for, at der ingen, som hader én, eller hvis dette ikke kan undgås, at man så skaffer sig flere venner end fjender.

Hvis de adelige kan indtage de dømtes pladser, så vil de i høj grad blive jeres venner. Både det nyttige og det sømmelige taler herfor. For hvordan kan I blive afholdte, hvis ikke I ærer dem, hvis forfædre betroede styret til jer og lagde grunden til denne stat, og som – selvom I udsatte dem for mange overgreb – aldrig gjorde oprør, bar alting med fatning og uden tøven adlød jeres befalinger. Ind imellem havde de kunnet udnytte jeres indre splittelser og genrejse sig, men de ville hellere tjene byen i ro end at blive herrer over den ved oprør. Hvem kan mene, at den slags borgere ikke er værdige til at deltage i styret? En velordnet by, som ønsker at slå dybe rødder, straffer de onde borgere og belønner de gode. Ingen fornuftige mennesker vil blive i en by, hvor dyden ikke belønnes. Hvis I er kloge, vil I inddrage de adelige i byens styre og give dem samme status som jer selv. Nu hvor de efterhånden har mistet deres rigdom, er de på samme niveau som jer selv eller oven i købet på et lavere.

At gøre dette vil være det bedste middel til at bevare jeres uafhængighed og jeres by. Det er det råd, som Vi giver i kærlighed til fædrelandet. Hvis I ringeagter Vore formaninger, kan Vi ikke have meget håb for denne stat. Ødelæggelse truer en splittet by, og der kan ikke være fred der, hvor retfærdigheden er sendt i eksil. Hvis I giver adelen, hvad I skylder den, så kan I i modgangstider ikke blot regne med hjælp fra Os, men I vil også blive hjulpet og beskyttet af Guds almægtige hånd, Han som altid er på de retfærdiges side.”

2.22. Reintegrering af adelen. Radicofani overgår til Siena

Efter pavens tale holdt hver af de tilstedeværende kardinaler efter evne sin egen tale med samme budskab. Man fik det svar, at priorerne ville indkalde byens senat efter sædvane og meddele paven dets beslutning i sagen. Da de skiltes, murrede borgerne, forbandede paven og kritiserede hans tale – selvom flere faktisk havde været enige. Alle mulige argumenter blev ført frem. Enhver af adelens forsyndelser igennem tiderne blev vendt og drejet: det ville være umuligt at give den del i styret. Man fik magt over staten med våben, ikke med ord. Nogle tålte ikke, at man skulle dele embederne, andre at man skulle være fælles om de kontante fordele. Nogle mente, at de ville blive lukket ude, hvis de meste værdige blandt de adelige blev lukket ind. Deres ambitioner holdt dem tilbage: ingen har let ved at lade andre få del i magten. Det sker ind imellem, at fornemme mænd afgiver embeder til andre, men borgerlige gør det aldrig. Og det er svært at overtale massen til at gøre det rigtige. Hvis ikke det kan se sin fordel, må det tvinges med magt.

Senatorerne fandt det svært at nægte paven, hvad han bad om, og endnu sværere at give ham det. Hans anmodning var vanskelig at opfylde på grund af den omstændighed, at det efter loven skulle godkendes af to tredjedele af de stemmeberettigede i senatsforsamlingen, og at mindst 300 senatorer skulle være til stede. Og forsamlingen evnede ikke at forstå sin egen fordel, forledt som den var af had, havesyge og ambition.

Sagen blev diskuteret længe og frugtesløst i senatet. De ældre og mere betydningsfulde senatorer mente, at man skulle lytte til paven. De yngre og uerfarne, som var langt de fleste, protesterede, holdt separate møder og truede de andre medlemmer med eksil og drab. De forstandige sørgede over statens elendige forfatning. Flere af dem, der havde indflydelse på grund af rigdom og klienter, opsøgte i hemmelighed paven og opfordrede til, at det som man ikke kunne få med ord, det skulle man tage med magt. Ifølge dem var det helt sikkert, at hvis man bevæbnede den almindelige befolkning, ville pavens tilhængere være de stærkeste. De allerfleste havde nemlig ingen del i styret, og de ville følge paven. Selvom paven ikke var i tvivl om, at han ville vinde, hvis det kom til en væbnet konflikt, svarede han dog således: ”Vi vil ikke øve vold på Vor fødeby. Men hvis Vore medborgere ringeagter Os, så vil Vi trække Vor støtte tilbage. Det vil være en tilstrækkelig straf for en utaknemlig by, og det vil være gengældelse nok for Os.”

Denne udtalelse rygtedes blandt folket og opskræmte mange. Senatet mødtes hyppigt, der blev holdt den ene afstemning efter den anden uden at der kunne opnås to tredjedels flertal for at imødekomme pavens anmodning. Men da paven insisterede og forlangte et svar, inden han drog bort, kunne man indse, at han ville blive meget vred, hvis ikke han fik sin vilje. Til allersidst besluttede senatet derfor, at de adelige i fremtiden skulle have adgang til alle embeder, og at de skulle besætte en fjerdedel af nogle embeder og en ottendedel af de øvrige.

Da beslutningen blev offentliggjort, var der jubel overalt i byen. Hele senatet og alle byens øvrighedspersoner mødte op hos paven for at underrette ham om beslutningen. Skønt han var klar over, at man ikke fuldt ud havde opfyldt hans ønsker, ville han dog ikke skabe misstemning i byen. Han viste sig derfor fra sin elskværdigste side, takkede senatet og roste dets indsats. Han sagde dog, at han ville forvente mere, når han vendte tilbage fra Mantova. Om aftenen var der glade scener overalt: der brændte glædesblus i hele byen, klokkerne ringede, trompeterne gjaldede, og adelige og borgerlige hilste på hinanden, omfavnede hinanden og inviterede hinanden på besøg.

For at vise sin taknemlighed over for sine medborgere gav paven – med tilslutning fra sine brødre, kardinalerne – Siena byen Radicofani til evig besiddelse. Radicofani er en befæstet by på Amiata-bjerget, og den stod direkte under den Romerske Kirke. Til gengæld skulle Siena hvert år betale afgift til det Apostoliske Kammer. Pavens forgængere havde fastsat en tidsfrist herfor, som var ved at udløbe. Den berømte hærfører Nanni Piccolomini havde engang tilkæmpet sig denne by fra en røverkaptajn og overgivet den til sieneserne.^[112] Således skete det, at huset Piccolomini overdrog både ejendomsretten og den faktiske besiddelse af Radicofani til sin egen fødeby.

2.23. Sienas ophøjelse til ærkebispedømme. Gravmælet for pavens forældre

Bispedømmet Siena blev ved denne lejlighed ophøjet til et ærkebispedømme, og bispedømmerne Grosseto, Massa, Soana og Chiusi blev underlagt ærkebispestolen. Så intensivt arbejdede paven på at pryde sit fædreland. Den første ærkebiskop blev Antonio Piccolomini^[113], som Pius havde udnævnt til sin efterfølger i det samme bispesæde, lige efter han havde besteget Sankt Peters Stol.

Pavens moder var død fire år før, og pavens far otte år før. Begge var begravet i minoriterklostre, hans far i Corsignano og hans mor i Siena. For længe siden havde en vis ridder Piero Piccolomini ladet bygge et meget kostbart marmorgravmæle for sig selv og sine efterkommere i minoriterklosteret lige ved byporten. I dette lå han selv og mange af hans efterkommere begravet. Pius’ mor døde i Creula, et af bispedømmets befæstede steder, medens Pius – dengang biskop af Siena – endnu opholdt sig i Tyskland. Hun havde valgt at blive begravet i et minoriterkloster, og ordensbrødrene havde begravet hende i Piero’s gravmæle. En anden Piero, sønnesøn af den første Piero, blev vred over dette. Han syntes, det var upassende, at kød af fremmed blod blev blandet med hans forfædres ben. For selvom Vittoria, Pius’ mor, var indgiftet i huset Piccolomini, var hun dog selv en Fortiguerri og derfor ikke af Piccolominiernes blod. Natten efter Vittorias begravelse befalede Piero derfor, at hendes lig skulle fjernes og begraves et andet sted.

Munkene lagde den fornemme dame i en grav inde i selve kirken foran højalteret, dog direkte i jorden og uden en marmorsten. De håbede, at sønnen engang ville komme tilbage og vise sin mors legeme ære. Og de håbede ikke forgæves. Da Pius vendte tilbage til sin fædrene by, havde han allerede hørt, hvad der var sket ved hans mors begravelse. Han beordrede, at hans fader Silvios ben skulle føres fra Corsignano til Siena, og at der skulle bygges et fornemt gravmæle i hvid marmor for hans forældre. Marmoret kom fra bjergene i Ligurien. Paven dikterede selv følgende vers som gravskrift:

Her ligger jeg, Silvio, og min hustru Vittoria hos mig.

Vor søn, pave Pius, indesluttede graven i marmor.^[114]

2.24. Legater fra flere fyrster og fra kongen af Bøhmen. Dennes kætteri

Medens paven opholdt sig i Siena, ankom der legater fra kejser Friedrich, Enrique af Kastilien, Matthias af Ungarn, Afonso af Portugal, Georg af Bøhmen, Philippe af Bourgogne, hertug Albrecht af Østrig, og de brandenburgske markgrever Friedrich og Albrecht. De skulle efter sædvanen overbringe deres hyldest til Kristi stedfortræder. Blandt dem var der store og fornemme mænd, af hvilke to senere blev udnævnt til kardinaler: Jean Jouffroy, biskop af Arras, og Burchard af Weissbriach, domkirkeprovsten fra Salzburg, den første sendt af Bourgogne og den anden af kejseren.

Burchard og hans kolleger, juristerne Johann Hinderbach og Hartung Kappel, havde faktisk, da de nåede til Firenze, forlænget deres ophold der. De fandt det nemlig ukorrekt, at paven havde tituleret Matthias som konge af Ungarn, og at hans legater var blevet modtaget i kurien med de æresbevisninger, som man plejede at vise legater fra konger. Ungarske baroner havde jo valgt kejseren til konge af Ungarn, og kejseren havde antaget denne titel. Da dette blev meddelt paven, svarede denne, at klagen var urimelig. Det var den Apostoliske Stols praksis at anerkende den som konge, der havde den faktiske besiddelse af et kongerige. I øvrigt havde Pius’ forgænger, pave Calixtus, også betegnet Matthias som konge. Kejserens legater lod sig stille tilfreds med dette svar og aflagde lydighedseden offentligt i Den Hellige Jomfru Marias tempel.

Den bøhmiske konges legat aflagde eden under et hemmeligt konsistoriemøde af frygt for, at hans herre skulle miste en del af sit rige, hvis han offentligt afgav erklæring om kongens underkastelse over for den Apostoliske Stol.

Det bøhmiske kongerige er delt i to: den ene del følger den Romerske Kirke, den anden forkaster den. De sidste kaldes hussiterne og er berygtede for mange kætterier, således som det er beskrevet i Bøhmens Historie^[115], forfattet af Pius selv. Georg Podiebrad var på hussiternes parti, og han var selv besmittet med deres vranglære. Under kong Ladislaus, søn af Albrecht II, tilrev han sig med støtte og militær hjælp fra hussiterne rigsformynderskabet, og da Ladislaus døde greb han også kronen. Fra Ungarn tilkaldte man biskopperne af Vacz og Raab for at salve og krone ham. De nægtede dog at vise denne ære til en mand, der blev anset for kætter, med mindre han først højtideligt afsvor sin vranglære og erklærede sin lydighed over for paven i Rom.

Adskillige vidner og notarer blev kaldt til den private del af paladset, og i deres nærvær afsvor Georg enten reelt eller på skrømt(det sidste forekommer mest sandsynligt) det hussitiske kætteri, og han underkastede sig den Apostoliske Stols autoritet og jurisdiktion. Biskopperne fik overdraget åbne breve herom og kronede ham derefter til konge. I løbet af kort tid underkastede hele Bøhmen sig ham. Mæhren gjorde modstand i nogen tid, men gav til sidst efter. Der var større opposition i Schlesien. Wroclaw sendte legater til Pius med budskab om, at de på ingen måde ville anerkende en konge, når de nærede tvivl om hans rettroenhed. Da de nåede frem til Pius i Siena, beklagede de sig i bitre vendinger over Georg, som var troløs både over for mennesker og over for Gud, og de fremførte, at han ikke var værdig til at være konge, selvom han var blevet tituleret som sådan i breve fra den Apostoliske Stol.

Da paven havde besluttet at indkalde fyrsterne til kongressen i Mantova, tøvede han faktisk med at titulere Georg som konge. Der var argumenter i begge retninger: på den ene side havde pave Calixtus tidligere tituleret ham som konge, og Georg havde faktisk afsvoret kætteriet. På den anden side var afsværgelsen formentlig sket på skrømt. Kardinalerne blev rådspurgt, og man besluttede at skrive til ham under titlen Konge, men at sende brevet til kejseren og lade denne om at sende det videre, hvis han ønskede det. For det bøhmiske rige er et kejserligt len, og når tronen er vakant, er det kejserens ret at indsætte en konge over bøhmerne. Kejseren sendte ufortøvet det apostoliske brev videre til Georg, som modtog det med stor tilfredshed. Han beordrede, at det – til hans egen ære - skulle offentliggøres i de større byer, således at man kunne se, at den Apostoliske Stol havde tituleret ham som konge og dermed anerkendt ham som katolsk.

Mange blev vrede over dette, og heriblandt indbyggerne i Wroclav, der – som nævnt ovenfor – sendte legater til Pius. Da de havde hørt begrundelsen for det skete, bad de ham om støtte, så at de ikke ved Georgs rænker eller ved magtanvendelse skulle blive tvunget til afsige deres kristne tro. Pius svarede, at han ville beskytte dem mod den mægtige konges vrede. Han ville selv skrive til Georg, at denne skulle afholde sig fra våbenmagt, og at han skulle forlade sig på den Apostoliske Stols mægling i de konflikter, som han havde med Wroclaw, den førende by i Schlesien. Hvis ikke kongen adlød, ville han tage andre midler i brug. Med dette svar tog han afsked med Wroclavs legater.

2.25. Forsøg på at overtale Pius til at opgive rejsen til Mantova

Herefter besluttede Pius at genoptage rejsen til Mantova. Mange frarådede det. Sieneserne, der ville miste de økonomiske fordele ved at have kurien hos sig, advarede paven om, at tusind farer lurede på ham, hvis han rejste: færden gennem Firenzes territorium var risikofyldt. Florentinerne overgik alle i snedighed, de var misundelige på sieneserne, og de hadede paven som én af dem. Man måtte befrygte alle former for attentatforsøg, herunder giftmord. Andre mente, at pavens rejse til Mantova var udsigtsløs, fordi ikke særlig mange ville møde frem. Fyrsterne kunne tro, at paven ville anklage dem for vrangvillighed, og de ville derfor blive meget vrede på ham. Det ville være bedre at forblive i Siena end at drage videre og ikke opnå andet end – med store udgifter - at erhverve sig kongernes fjendskab, fordi det ville se ud, som om han bebrejdede dem deres efterladenhed og fejhed.

Atter andre påstod, at store forstyrrelser ventede Italien. Hvis paven overskred Appenninerne, ville han aldrig vende tilbage til Toskana, og han ville miste både Rom og hele Kirkestaten^[116]. Der var også dem, der hånlo ad pave Pius. De sagde, at han rejste hid og did og velsignede marker, og de kaldte ham for en tåbe, fordi han drog til kongressen uden på forhånd at have undersøgt kongernes hensigter. Han havde roligt kunne blive hjemme, indtil han havde modtaget fyrsternes svar. Sladder af denne art hørtes overalt. Kardinalerne, der jo først havde bifaldet pavens plan, vovede ikke at fordømme den offentligt, men enkelte frygtede ikke for at angribe ham i al hemmelighed. Iblandt dem var der flere, som skrev flittigt imod ham. En af dem var en kardinal, hvis brev til kongen af Frankrig faldt i pavens hænder. Det lød således:

”En kardinalpræst^[117] sender hilsen til kong Karl af Frankrig. Der er indkaldt til en kongres for hele kristenheden i Mantova. Pave Pius er på vej dertil, og han udfolder store anstrengelser for, at kejser Friedrich også skal komme. Hvis dette sker, vil det være til skam og skade for dig. Hvis du er klog, vil du forhindre denne kongres. Farvel.”

Pius var oprørt over finde så stor troløshed blandt sine egne kardinaler, men han mente dog ikke, at han kunne straffe den skændige handling, fordi det ville afstedkomme en skandale. I øvrigt ignorerede han al sladderen. Han kendte florentinerne som kloge og seriøse mennesker og mente ikke, at han havde noget at frygte af dem. Når han blot gik den rette vej, behøvede han ikke at frygte anslag fra menneskehedens fjende, han som modarbejder gode gerninger. I stedet kunne han håbe på hjælp fra Gud, for hvis skyld han drog til Gallien^[118]. Hvis kongerne lod hånt om kongressen, ville det være deres skyld, hvis den slog fejl. Paven, som selv drog dertil, ville fortjene ros, og i øvrigt burde man ikke bruge andres efterladenhed som undskyldning for egen passivitet. De, der syntes, at man burde have rådført sig med kongerne, inden man indkaldte til eller lige frem drog af sted til kongressen, udviste en tåbelig forsigtighed. En sådan fremgangsmåde ville have taget lang tid, og kongerne ville alligevel aldrig kunne blive enige om tid og sted. I almindelighed bør herskere ignorere folkets murren og skældsord. Og for så vidt angår en pave, bør denne udvise så megen større langmodighed over for sine kritikere, som han er højt hævet over dem. Han kender Frelserens ord om, at hans disciple vil være salige, når mennesker forbander dem^[119].

Kardinalen af San Pietro, Nikolaus af Kues, var en af dem, der direkte frarådede paven at overskride Appeninnerne. Han havde skrevet til paven fra Byen, at han ikke skulle fornærme de tyske fyrster ved at drage til Mantova, selvom de ikke kom. Paven svarede ham således: ”Det er sandelig kløgtigt af dig dække over din egen nations skam med Vor vanære!” Og uden at tøve mere brød han op fra sin fødeby, tillidsfuld og standhaftig. Folket fulgte ham ud af byen under gråd og tænders gnidsel, som om de aldrig skulle se ham igen.

Lige da man havde passeret den anden milesten, kom der bud om, at fyrsten af Taranto, der tidligere havde svigtet kong Ferrantes sag, var blevet forsonet med sin herre. Forsoningen var blevet udvirket af Bartolomeo, ærkebiskoppen af Ravenna, som paven havde sendt til Kongeriget^[120] for at følge udviklingen, og med støtte fra de venetianske legater. På grund af fyrstens troløshed skulle denne forsoning ikke blive af lang varighed – det skal vi komme tilbage til.

2.26. Poggibonsi. Galeazzo Sforza. Indtoget i Firenze

Da paven drog ind i det florentinske territorium blev han mødt ved Poggibonsi af byens ledende borgere, som hyldede Kristi Stedfortræder med blomstrende taler. I vor tid har denne by kun ringe betydning. Den ligger i Val d’Elsa ved foden af et højt bjerg. Engang var byen placeret på selve bjerget. Den dækkede et stort område, havde mange indbyggere, og var meget vanskelig at indtage. Men da byen tilhørte ghibellinernes parti og ofte havde generet florentinerne, så forcerede disse til sidst murene, ødelagde byen og flyttede den til det ovennævnte sted.

Her overnattede paven. Den næste dag blev han ved Castello di San Casciano igen mødt af legater, flere denne gang og af højere rang. De førte ham til en meget smuk ejendom, ikke langt fra byen, som tilhørte en privatmand fra byen. Her overnattede han. Da paven næste dag drog imod Certosa, blev han mødt af vikarerne^[121] af Faenza, Forlì, og Imola, og noget senere af Galeazzo, den ældste søn af Francesco Sforza, fyrsten af Milano.

Galeazzo var en køn ung mand under 16 år, men hans karakter, veltalenhed, intellekt og energi gjorde, at man måtte anse ham for klogere end mange voksne mænd.^[122] I tale og adfærd havde han en fyrstes værdighed. Han talte improviseret om ting, som hos andre ville have krævet en længere forberedelse. Der var intet barnligt eller overfladisk i hans adfærd. Det var forbavsende at høre en ældre mands anskuelser fra så ung en mund, og at lytte til en gråhåret mands meninger fra en, som endnu ikke havde fået skæg. Hans far havde sendt ham fra Milano til Firenze med et strålende og pragtfuldt følge på 500 riddere for at møde paven. Da han traf denne ved den tredje milesten, lidt ud for Certosa, sprang han af hesten og kyssede efter sædvanen de hellige fødder.

Man havde beredt paven et måltid i Kartheuserklostret, og da dette var forbi, drog man ilsomt videre mod byen. Cirka to stadier fra byporten blev han mødt af lederne af guelfernes parti, af byens podestà og af mange øvrighedspersoner^[123]. Ved selve byporten ventede byens priorer, som tituleres Herrer. De hilste paven velkommen i ydmyge vendinger, kyssede hans fødder, og anbefalede det florentinske folk til ham.

På grund af gigt i fødderne kunne paven ikke ride til hest, men blev båret på skuldre i en gylden bærestol. Under indtoget i byen velsignede han præsterne, der bar de hellige relikvier, og som derefter gik forrest i processionen. Sigismondo Malatesta og de ovennævnte pavelige vikarer løftede bærestolen og bar en stund deres herre på deres skuldre. Sigismondo mumlede bittert: ”Så langt er vi faldet: vi var herrer over byer, nu er vi blevet til portører.” Men han bar ikke desto mindre. Galeazzo var for lille og havde lidt for svage ben til at kunne bære, men han lagde dog hånd til og ville dermed markere sig som en af bærerne. Byens priorer skred frem på hver side af bærestolen. Bærerne vekslede med mellemrum, og byens honoratiores kappedes om hvervet.

Da Galeazzo havde gået en kort strækning, bød paven ham stige til hest igen og kort tid efter også Kirkens vikarer. Byen var tæt pakket med mennesker, både egne borgere og folk udefra. Fra byer og landområder i nærheden af Firenze var man strømmet til for at se den nye pave. Kvinderne var rigt smykkede og bar mange forskellige slags klædedragter både efter lokal og fremmed stil. Deres hvide ansigter lod ikke tvivl om, at de brugte kosmetik. Paven besøgte både kirken Santa Reparata og San Giovannis baptisterium, og begge steder velsignede han folket. Han blev indkvarteret ved Santa Maria Novella, hvor hans forgængere pave Martinus V og Eugenius IV havde boet.

2.27. Firenzes historie^[124]

Firenze hed engang ”Fluentia” efter floden Arno, som ”flyder” igennem den. Idag er det hovedbyen i Toskana. Den voksede op på ruinerne af Fæsulae^[125], som blev ødelagt af goternes kong Totila. I tidens løb underkastede Firenze sig Volterra, Pistoia, Arezzo, Cortona og Pisa og erobrede en stor del af Luccas territorium. I Firenzes kampe med Siena led denne by store nederlag, men nogle gange gik det også hårdt ud over Firenze. Ofte kæmpede byen imod de tyske kejsere. Henrik VII slog lejr foran bymurene, og underkastede byen en barsk belejring. Han ville sikkert også have erobret den, hvis ikke han var blevet kaldt til Napoli for at kæmpe imod Kong Robert. Da han var på vej mod Napoli sammen med en del af sine styrker, blev han som nævnt forgivet i Buonconvento og døde. Kejser Karl IV drog med sin hær helt frem til Firenzes porte og genrejste det ghibellinske parti, som var blevet fordrevet fra byen^[126].

Hertugerne af Milano^[127] forfulgte Firenze med indædt had. De voldte byen mange skader, men led også selv en del. Francesco Sforza kom i besiddelse af hertugdømmet Milano med hjælp fra Firenze og har siden været byen meget venligt stemt. Kongerne i Napoli var snart venner, snart fjender. På et tidspunkt erobrede de faktisk byen. En tid lang blev den regeret af hertugen af Athen^[128], men denne blev til sidst fordrevet, og folket genvandt sin frihed. Men da byen endelig troede sig fri, da først begyndte den for alvor at være ufri, for i stedet for den ene herre, som blev uddrevet, fik den mange herrer i stedet. Ofte blev byen plaget af borgerkrige, når de ledende familier^[129] kæmpede indbyrdes om magten.

2.28. Cosimo de’ Medici

I vor tid anses de førende borgere for at have været Palla Strozzi, Niccolò da Uzzano og Rodolfo Peruzzi. Palla overgik alle i rigdom, Niccolò overgik alle i klogskab, og Rodolfo overgik alle i militærkundskab.

Cosimo de’ Medici^[130] rejste en bevægelse imod disse mænd og blev derfor forvist fra byen^[131]. Uzzano var allerede død. Cosimo forblev i nogen tid i eksil, men da pave Eugenius opholdt sig i byen, og partistridighederne blussede op, vendte han hjem igen^[132], undertvang sine modstandere og genvandt sin position. Rodolfo og Palla og adskillige andre fordrev han fra byen. De vendte aldrig tilbage, selvom Rodolfo engagerede Niccolò Piccinino imod sit fædreland og invaderede og hærgede området ved Mugello. Senere døde Rodolfo i eksil. Palla bar modgangen med fatning og studerede filosofi i Padova, indtil han var meget gammel. Han døde dér i en alder af halvfems år, en mand som ikke havde fortjent at blive sendt i eksil af sine medborgere.

Efter at have elimineret sine modstandere regerede Cosimo staten som han ville, og han samlede sig en formue, som jeg tror må være større end kong Krøsus’. Inde i byen byggede han sig et palads, der er en konge værdigt. Han restaurerede nogle kirker og lod andre bygge fra grunden. Endvidere byggede han det pragtfulde San Marco Kloster, hvor han indrettede et bibliotek med græske og latinske håndskrifter. Han indrettede også prægtige landhuse. Man skulle tro, at han med disse fortjenstfulde gerninger havde overvundet misundelsen, men folket hader altid enhver fremragende karakter. Der var nogle, som nægtede at acceptere Cosimos’ tyranni^[133], og som på mange måder gjorde modstand imod hans forehavender, og de råbte oven i købet smædeord imod ham.

På det tidspunkt^[134] skulle der gennemføres en almindelig vurdering af borgernes formuer. Florentinerne kalder denne for en catasto, sieneserne for en libra. Den skal sikre, at øvrigheden kender borgernes økonomiske formåen og kan fordele byrderne rimeligt mellem dem. Cosimo gik ind for en ny form for catasto, hans modstandere var imod. Man indkaldte derfor til en folkeforsamling. Medens folk mødte op til forsamlingen, lod Cosimo pladsen omgive af bevæbnede mænd fra alle byens kvarterer. Deres nærvær viste med al ønskelig tydelighed, at det var farligt at gå imod hans plan. Catastoen blev således vedtaget under trussel om magtanvendelse. Af de borgere, som først havde talt imod den, blev nogle forvist, medens andre blev idømt bøder.

Efter dette har der ikke været nogen opposition imod Cosimo. Han råder både i krig og fred og bestemmer lovene. Han betragtes ikke som en borger, men som fædrelandets herre. Forhandlingerne om de offentlige anliggender foregår i hans hjem. Øvrighedspersonerne udpeges af ham. Han mangler kun navnet og ceremoniellet i at være konge. Dette var baggrunden for en ordveksling mellem pave Pius og biskoppen af Orte. Paven spurgte biskoppen, hvad han mente om situationen i Firenze, og biskoppen svarede, at det var synd, at så smuk en kvinde skulle savne en mand. Hertil replicerede paven: ”Nok savner hun en mand, men hun har da en elsker.” Dermed mente han, at Firenze ikke har en konge, men en tyran, og at Cosimo som illegitim hersker over byen holdt folket i et skruegreb. Cosimo var syg, medens Pius opholdt sig i Firenze, eller også simulerede han for at undgå at møde paven. Det mente i hvert fald de fleste.^[135]

Cosimos forfædre kom til Firenze fra Mugello. Hans far, Giovanni^[136], blev optaget blandt Mediciernes klienter og antog familiens navn^[137]. Han efterlod en stor formue til sine sønner, Cosimo og Lorenzo. Cosimo forøgede den ganske utroligt gennem forretninger i hele Europa, og han udstrakte sine handelsinteresser så langt som til Ægypten. Han havde en glimrende fysik, var over gennemsnitshøjde, og havde et venligt væsen. Han var mere dannet end købmænd normalt er, og han kunne noget græsk. Hans intellekt var klarsynet og livligt. Af temperament var han hverken overforsigtig eller frembrusende. Han kunne med lethed udholde anstrengelser og sult, og han arbejdede ofte hele natten^[138]. Han vidste alt, hvad der foregik i Italien, og mange af byerne og fyrsterne lod sig lede af hans råd. Han var også velorienteret om udviklingen i andre lande, da han stod i korrespondance med forretningsforbindelser over hele verden, som ofte skrev til ham om, hvad der skete hos dem. I sine senere år led han af gigt, som han, medens han endnu levede, så nedarvet hos sine sønner og sønnesønner. Da paven passerede igennem Firenze, var Cosimo mere end halvfjerds år.

2.29. Biskop Antonino af Firenze

På det tidspunkt^[139] døde Antonino Pierozzi, ærkebiskoppen af Firenze, som var medlem af dominikanerordenen og en bemærkelsesværdig person. Han havde tæmmet havesyge, undertrykt hovmod, ignorerede lyst, og spiste og drak kun meget sparsomt. Han forfaldt aldrig til vrede og misundelse eller nogen anden lidenskab. Han var en fremragende teolog og skrev flere bind, som lovprises af de lærde. Han var en populær prædikant, selv om han var en barsk revser af synd. Ihærdigt arbejdede han for at forbedre gejstlighedens og lægfolkets moral. Han bilagde tvistigheder med flid, og så vidt han overhovedet kunne, bandlyste han fjendskaber fra byen. Kirkens indkomster delte han ud til Kristi fattige, og til sine slægtninge og venner gav han kun, hvis de var helt forarmede. Han brugte kun husgeråd af glas og ler^[140]. Han holdt en lille husstand og ønskede, at den skulle leve beskedent og efter filosofiens love. Da han døde, gav man ham en storslået begravelse på det offentliges regning. I hans hjem fandt man kun det muldyr, han plejede at bruge, og et usselt indbo. Alt andet havde de fattige fået. Byen mente med rette, at han var gået ind til et liv i salighed.

Da byens øvrighed hørte, at man havde mistet denne store fader og beskytter af fædreløse og enker, gik man til pave Pius, og bad om, at man i hans sted ikke fik den eller den bestemte person, men blot en af byens egne medborgere, som var værdig til at efterfølge så stort et menneske. Paven roste florentinerne, der i modsætning til venetianerne ikke insisterede på én bestemt person, og han lovede at være positiv over for deres prisværdige opfordring.

2.30. Berømte florentinere

I tidligere tider havde Firenze mange berømte mænd, som stadig huskes. Størst af alle var Dante Alighieri, hvis fremragende digt og ædle fortælling om paradiset, helvede og skærsilden er gennemsyret af guddommelig lærdom, også selv han som ethvert andet menneske gjorde sig skyldig i fejltagelser. Tæt efter ham fulgte Francesco Petrarca, der næppe ville have sin ligemand, hvis hans latinske værker var lige så gode som dem, han skrev på toskansk^[141]. På tredjepladsen vil jeg uden at fornærme nogen anbringe Giovanni Boccaccio, selvom han var noget mere frivol og ikke helt så elegant i formen.

Efter ham kommer Coluccio Salutati, som både skrev prosa og digte i en stil, der passede sig for hans egen tidsalder, men nok vil forekomme vores noget upoleret^[142]. Han havde ansvaret for at diktere det florentinske styres breve^[143]. Giangaleazzo Visconti^[144], som var hertug af Milano og en fjende af Firenze, plejede at sige, at Coluccios pen havde voldt ham større skade end 30 kompanier^[145] florentinske riddere. Han var kløgtig, og selvom han ikke skrev særligt elegant, havde han en bemærkelsesværdig evne til at finde de udtryk, som kan bevæge og engagere mennesker, og han benyttede sig deraf med stor dygtighed. Flere år senere blev han efterfulgt af Leonardo Bruni fra Arezzo, som fik florentinsk borgerskab^[146]. Han næsten indsugede den græske og latinske litteratur, og hans veltalenhed nærmede sig Ciceros. Han oversatte mange værker fra græsk til latin og høstede stor ære deraf. Carlo Marsuppini var næsten hans ligemand i veltalenhed og hans overmand i digtning. Også han kom fra Arezzo og blev borger i Firenze. Også den berømte Poggio Bracciolini var fra Firenze^[147]. Da han i lang tid havde været pavelig sekretær og skrevet nogle glimrende værker, vendte han til sidst tilbage til sin fødeby, blev udnævnt til kansler og afsluttede livet blandt sine egne.

For så vidt angår militærmænd var en af de berømte florentinerne Pippo Scolari^[148]. Han styrede igennem mange år det ungarske rige og blev anset for mægtigere end kongen selv. En anden berømthed var Niccolò Accaiuoli, general^[149] i kongeriget Sicilien. Hans søn kæmpede i Grækenland og indtog Theben og Athen, som gik i arv til hans efterkommere. Disse mistede dem dog i vores egen tid, da de blev fordrevet af tyrkernes sultan, Mehmed^[150]. Herudover kan der nævnes mange andre fremragende mænd, som har været med til at gøre Firenze rig og berømt^[151].

2.31. Bygninger og Firenze. Mere om modtagelsen af Pius

De som lovpriser Firenze, tænker ikke blot på dens berømte mænd, men også på byens størrelse - bortset fra Rom er det faktisk den største by i Italien. Hertil kommer murenes store højde og bemærkelsesværdige tykkelse. Gaderne og pladserne er smukke, brede og lige, templerne storslåede. Såvel de offentlige som de private paladser er høje og rigt udsmykkede. Blandt bygningerne er den mest bemærkelsesværdige domkirken, Santa Reparata, hvis kuppel er næsten ligeså stor som den, vi beundrer i Agrippas tempel i Rom, også kaldet Pantheon^[152]. Efter den kommer paladset^[153], hvor priorerne bor, og på tredjepladsen det palads, som Cosimo har bygget. Man fremhæver også Johannes Døberens baptisteri, samt den kirke, som Cosimo har bygget til ære for Sankt Laurentius^[154].

Byen deles af floden Arno, men bindes sammen af broer. Herudover må man nævne den store befolkning, og de smukke dragter, som bæres af mænd såvel som af kvinder, samt butikker af enhver art, og de store ejendomme og pragtfulde landhuse, som ligger nær byen. De er fulde af smukke ting, og er bygget lige så kostbart som selve byen. Nævnes må også menneskenes gode begavelse, som de dog bruger på handel, et erhverv som filosofferne foragter. De er mere end rimeligt optaget af penge. For eksempel havde byens ledere indsamlet 14.000 dukater fra folket beregnet på en prægtig modtagelse af paven. Størsteparten beholdt de for sig selv, og en del brugte de på at beværte Galeazzo og hans følge. Udgiften til pavens besøg var minimal, og der blev ikke brugt mange penge på at arrangere forlystelser, selvom de lod løver kæmpe mod heste og andre dyr på den store plads, og arrangerede nogle ridderturneringer, hvor der dog flød mere vin end blod. Paven opholdt sig i Firenze i otte dage. Under opholdet bønfaldt Sigismondo Malatesta ham indstændigt om at stifte fred mellem ham selv og Siciliens kong Ferrante, der havde erklæret ham krig.

2.32. Sigismondo Malatesta

Sigismondo var af den fornemme Malatesta-familie, men blev dog født uden for ægteskab. Han var stærk både psykisk og fysisk, han vidste hvordan man skulle tale til soldater og han var en glimrende militærmand. Han havde et godt kendskab både til historie og filosofi. Ligegyldig hvad han gav sig i lag med, syntes han som skabt til det. Hans dårlige egenskaber kom dog til at veje tungere end de gode. Hans griskhed var så stor, at han ikke blot tog bytte under felttog, men også ligefrem stjal som en gemen tyv. Han var så liderlig, at han voldtog både sine døtre og sine svigersønner. Som dreng legede han ofte brud. Ofte lod han sig tage som en kvinde, og ofte tog han selv mænd, som om de var kvinder.^[155] Intet ægteskab var ham helligt. Han voldtog både nonner og jødinder. Drenge og piger, som gjorde modstand, dræbte han eller torturerede. Han begik hor med adskillige kvinder, hvis børn han havde stået fadder til og myrdede deres mænd. Han overgik enhver barbar i grusomhed. Med blodige hænder underkastede han både skyldige og uskyldige de skrækkeligste pinsler.

Han undertrykte de fattige og udplyndrede de rige. Han skånede hverken enker eller forældreløse. Ingen kunne leve i tryghed under hans regimente. Han rejste falske anklager mod mænd, der havde formuer eller smukke hustruer eller børn. Han hadede præster og foragtede religionen. Han troede ikke på det evige liv og mente, at sjælene forgår sammen legemet. I Rimini byggede han faktisk et smukt tempel for den hellige Frans af Assisi^[156] – men bagefter fyldte han det med hedenske kunstværker, så man skulle tro, det ikke var et tempel for kristne, men for vantro afgudsdyrkere. I templet lod han opføre et gravmæle for sin samleverske. Gravmælet var overmåde smukt både med hensyn til udformning og materiale. På hedensk vis satte han følgende indskrift: Helliget den guddommelige Isotta.

Før han begyndte at leve sammen med Isotta, havde han to hustruer^[157]. Først myrdede han den ene, siden den anden, enten med sværd eller med gift. En tredje hustru, som han havde før disse to, forstødte han før han havde haft omgang med hende – men han beholdt medgiften. I jubelåret^[158] voldtog han i nærheden af Verona en tysk adelskvinde på vej til Rom. Hun var smuk og gjorde modstand. Bagefter efterlod han hende såret og blødende.

Han talte sjældent sandt, og han var en mester i forstillelse. Troløs og forræderisk brød han sit ord både over for kong Alfonso af Sicilien og hans søn Ferrante, over for hertug Francesco af Milano, og over for Venedig, Firenze og Siena. Ofte bedrog han også den Romerske Kirke. Da der ikke længere var flere i Italien, som han kunne forråde, gik han over til franskmændene, som af had til pave Pius allierede sig med ham, dog uden større held end de øvrige fyrster. Engang bad hans undersåtter ham om at trække sig tilbage til et roligt liv og at tage hensyn til sit fædreland, som på grund af ham ofte blev udsat for plyndringstogter udefra. Han svarede: ”Af sted med jer, og vær ved godt mod. Så længe jeg lever, vil I ikke få fred.”

Sådan var Sigismondo, han kunne ikke tåle fred, han var liderlig, udholdende og krigsgal, det sletteste af alle mennesker i fortid og fremtid, en skamplet på Italien og en skændsel for vor tid^[159].

I den krig, han førte med Firenze, engagerede kong Alfonso ham som sin hærfører. Selvom kongen betalte ham en høj løn, blev han dog snart endnu mere forgyldt. Han gik nemlig over til florentinerne og vendte sig imod Alfonso under påskud af, at han ikke havde fået hele sin løn til den aftalte tid^[160]. Det var et hårdt slag for kongen, at han nu havde den mand som fjende, som han havde gjort til sin forkæmper. Sigismondos forræderi reddede utvivlsomt florentinerne. Da der senere blev indgået en generel fred og alliance mellem de italienske magter^[161], blev Sigismondo, Genova og Astorre Manfredi udelukket fra fredsaftalen, fordi kongen betingede sig, at han frit kunne føre krig imod dem, der havde brudt deres ed og troskab over for ham.

Kongen udrustede således en stærk flåde imod Genova, og i pave Calixtus’ og sit eget sidste leveår^[162] sendte han Jacopo Piccinino, en søn af Niccolò, med en stor hærstyrke mod Sigismondo. Til denne operation medvirkede Federigo af Urbino med stor iver, idet han på grund af privat fjendskab nærede et forbitret had til Sigismondo. Krigen varede ved, så længe Alfonso levede, og også efter hans død, da sønnen Ferrante var lige så vred på Sigismondo som sin far. Således måtte Sigismondos undersåtter bære straffen for deres herres forbrydelser, og de fattige måtte lide for den ugudeliges overmod. Den bedste agerjord i Italien blev lagt øde. Den tilhørte retmæssigt den Romerske Kirke – uanset at den blev styret af en ugudelig tyran.

Som nævnt havde Pius medynk med befolkningen. Blandt de betingelser, som han pålagde Ferrante i forbindelse med anerkendelsen som konge af Sicilien, var derfor, at han skulle indgå fred med Sigismondo på vilkår, som paven skulle have ret til at fastsætte. Men i og med at paven genvandt Assisi, blev denne ret indskrænket, og man besluttede, at freden skulle indgås på visse særlige vilkår. Hvis Sigismondo ikke ville gå med til dette, bortfaldt den første aftale helt. Fristen for gyldigheden af den nye aftale blev fastsat til udgangen af februar. Senere blev den forlænget til udgangen af marts, henholdsvis april.

Da paven kom til Firenze^[163], var der kun fire dage tilbage af den senest aftalte frist. Kongens egne repræsentanter^[164], som skulle forhandle sagen, var endnu ikke ankommet, men til stede var repræsentanter for Federigo af Urbino og for Jacopo Piccinino, som kongen havde overdraget denne sag. Paven bød fire kardinaler høre sagens parter og skabe enighed. Dette var forgæves. Derefter hørte han selv parternes indlæg og juridiske argumenter. Der kunne ikke være tvivl om, at Sigismondo var skyldig i forræderi. Man nåede nu så langt, at Sigismondo enten skulle betale en pengeerstatning for sin forsyndelse eller, hvis han ikke havde pengene, så at give borge i pant. Men da kongens repræsentanter stillede store krav, og Sigismondo kun gav små indrømmelser, forekom hele sagen håbløs. Den første part hævdede, at sejren var dem i hænde, men dette benægtede Sigismondo. Han ville hellere lide hvad som helst end at overgive de borge, som de forlangte.

Da han begyndte at tale mere forbitret, sagde paven: ”Ti så stille! Det er din slægt, som Vi prøver at hjælpe, ikke dig. Dig har vi ingen medlidenhed med, kun med dit folk. Dine forbrydelser kan ikke straffes hårdt nok. Hidtil har du levet sådan, at man ikke kan finde på nogen straf, der er større end dine forbrydelser. Selvom du forsvarer dig med mange ord, er alle enige om, at du har forrådt kong Alfonso. Dit afskyelige liv taler imod dig og kræver at blive straffet. Det eneste, som taler for dig, er for det første dine forfædres fortjenester, for de gjorde sig velfortjente af den Romerske Kirke. For det andet lider uskyldige mennesker, så længe vi sidder her og forhandler om din straf. Af disse grunde prøver Vi at forsone dig med dine fjender. Men hvis du nægter at gå ind på det, som er ret og rimeligt, så vil Vi efterlade dig i det morads, du befinder dig i. Vi kan så ikke undre os over, at den barmhjertige Gud tillader, at arme mennesker lider lidt længere, når bare du, som er den største slyngel af alle, endelig bliver straffet, hvad enten du så falder i krig eller mister dit fædreland og går i eksil.”

Sigismondo blev bange og tilsluttede sig et forligsforslag, som der burde kunne opnås enighed om. Men nu var den anden side blev grebet af sejrens overmod og ville ikke ændre en tøddel på sine krav. Skønt paven kunne beslutte, hvad han ville med hensyn til Sigismondo, så fandt han dog, at det ville være uværdigt at lægge mere vægt på sejren end på det rimelige, og han forsøgte længe at bilægge striden til begge parters tilfredshed. Men da det mislykkedes, overlod han det til kong Ferrante og Sigismondo selv at finde et kompromis. Faktisk kunne han heller ikke vide, om Kirken havde størst gavn af krig eller fred imellem parterne. Det var i hvert fald klart, at Piccinino ikke ville forholde sig i ro. Hvis denne blev frigjort fra krigen mod Sigismondo, ville han sandsynligvis gå til angreb på Kirkestaten^[165]. Paven skønnede derfor, at det måtte være Guds vilje, at han ikke havde kunnet stifte fred. Det samme mente florentinerne, som var tilfredse med, at dagen var kommet, hvor en så notorisk slyngel skulle bøde for sine handlinger.

2.33. Østrig og dets hertuger

I mellemtiden var repræsentanter for hertug Sigismund af Østrig ankommet til paven. De meddelte, at schweizerne snart ville gribe til våben og gå i krig mod huset Østrig^[166]. Hvis dette skete, ville en stor del af Tyskland blive hjemsøgt, og alle pavens planer imod tyrkerne ville derfor falde sammen.

Huset Østrig er det fornemste i Tyskland, og hersker over det største område. Det har frembragt fem romerske kejsere: To kejsere ved navn Albrecht, to kejsere ved navn Friedrich (den første Friedrich blev besejret i et slag og måtte abdicere til fordel for Ludwig af Bayern), og før alle disse en kejser ved navn Rudolf. Denne havde et mindre grevskab i Schwaben, blev valgt som kejser^[167] og førte krig imod kong Ottokar af Bøhmen, der også herskede over Østrig og Steiermark. Rudolf besejrede Ottokar i et slag og dræbte ham^[168], og Østrig overgik til hans efterkommere. Det er et dejligt landområde på begge sider af Donau, og det behersker flere andre områder. Engang besad norikerne og pannonierne den del af området, som ligger syd for Donau. Den del, som ligger nord for, tilhørte barbarerne, d.v.s. henholdsvis sarmaterne og germanerne.

Ved indgangen til vor tid var der tre fyrster af Østrig: brødrene Friedrich IV og Ernst samt deres fætter Albrecht IV. Den sidste havde fået den del, som er det egentlige Østrig, d.v.s. den del hvor Wien ligger – en by som de gamle kaldte for Flavianum. Det er en prægtig by, berømt for sin handel og sit universitet^[169]. Friedrich regerede i bjergene, hvor de store floder Etcsh og Inn har deres udspring, og hvor der er rige saltforekomster og sølvminer. Ernst herskede over Steiermark - som i tidligere tider hed Valeria – og udstrakte sit herredømme over Kärnten og Krain helt til Adriaterhavet.

Albrecht V^[170] herskede først over Bøhmen og Ungarn og blev siden hen blev Romernes konge^[171]. Han levede dog ikke længe derefter og efterlod sig posthumt en søn, Ladislaus, som arvede sin faders riger med undtagelse af det romerske. Han døde i Bøhmen som ung mand; nogle mener, at han blev forgivet.

Hertug Ernst havde to sønner, Friedrich V^[172] og Albrecht VI, som efter faderens død ofte var i indbyrdes krig om arvefølgen. Friedrich fik det Romerske Rige, som han stadig hersker over den dag i dag – om end med vekslende held^[173]. Den ældre Friedrich IV efterlod sig en mindreårig søn, Sigismund, for hvem den yngre Friedrich V havde formynderskabet. Selv da Sigismund fyldte 18 år, slap han ikke fri af formynderskabet. Da greb provinsboerne^[174] til våben og uddrev de øvrighedspersoner, som Friedrich selv havde indsat i Etsch-dalen og i Inn-dalen. Så først blev Sigismund frigjort fra formynderskabet^[175], men på betingelser, som han selv og hans folk syntes var alt for strenge. De accepterede dem dog, for ellers havde Sigismund ikke fået sin frihed^[176].

På grund af denne sag opstod der siden hen mange stridigheder mellem Sigismund og Friedrich, som endnu ikke er blevet bilagt, da Sigismund på sin side siger, at formynderskabet blev administreret uhæderligt, og Friedrich på sin side klager over, at den indgåede aftale ikke er blevet overholdt.

2.34. Schweizerne. Deres krig mod den franske dauphin

Sigismunds territorium ligger op til schweizerne, der – som Sigismund havde meddelt paven – var ved at gribe til våben imod østrigerne. Skønt schweizerne bor i Gallien^[177], er deres sprog og sædvaner dog tyske. Det er et barsk bjergfolk, som engang beboede en landsby beliggende ved Luzerner See.

Rejser man fra Milano over Sankt Gotthard Alperne i retning af Basel og sejler over søen, har man den pågældende dal på højre hånd. Nu bor der knap 500 mennesker, hvis eneste ejendom er deres kvæg. Mellem disse mænd og de østrigske hertuger udviklede banale uoverensstemmelser sig til et alvorligt fjendskab, som førte til væbnet kamp. De første træfninger faldt heldigt ud for schweizerne, som besejrede østrigerne i kamp og dræbte deres hertug Leopold^[178]. Det gav dem større mod og flere venner, således at beboerne og mange byer i de omliggende bjergområder blev deres klienter. De vigtigste af disse er Luzern, Zofingen, Baden, Solothurn, Bern og flere andre, der på trods af at de selv var folkerige og mægtige, dog accepterede at blive kaldt schweizere. Deres område strækker sig i den ene retning fra Lac Leman og floden Rhône til Bodensøen og floden Rhinen og i den anden retning fra de italienske alper til Basel. Når det er nødvendigt, kan de med lethed stille med 30.000 letbevæbnede soldater, og det mænd, som ikke kender ordet ”flugt”!

Disse mennesker lægger stor vægt på retfærdighed. Tyve straffer de strengt, banditter endnu strengere. De overholder omhyggeligt gæstevenskabets love, de ærer præsterne og overholder religionens bud. De er fredselskende og tilfredse med deres eget. De går kun i krig, hvis de bliver provokeret. At flygte fra et slag straffes med døden. Enker og børn efter dem, som falder i kamp, tager det offentlige sig af. De er modige og ukuelige. Engang drog de over alperne og kæmpede imod hertug Filippo Maria af Milano nær Bellinzona^[179]. Kampen faldt uheldigt ud for dem, men fjendens sejr blev blodig. Det var Angelo Pergola, som slog dem. I dette slag blev der dræbt en meget stor mand. Da hans lig blev ført til Milano, var det næsten, som om man transporterede statuen af en kæmpe. Schweizernes krig mod Zürich fik et ganske anderledes udfald, for i et enkelt slag dræbte de 800 mænd fra denne by. Zürich havde nemlig forladt sit forbund med schweizerne og var gået over til kejser Friedrich.

I tidens løb påførte de østrigerne mange nederlag og erobrede en del af deres territorium. Til sidst^[180] blev der sluttet fred for en periode af halvtreds år. Denne fred blev brudt, da dauphinen af Vienne, ældste søn af den franske konge,^[181] med en stor rytterhær angreb Basel^[182]. Schweizernes østrigske undersåtter vejrede morgenluft, brød alliancen med schweizerne og sluttede sig til dauphinen. Schweizerne havde sendt 4.000 soldater til hjælp for deres forbundsfæller i Basel, men denne styrke blev massakreret, før den kunne nå ind i byen. Dette skete mindre på grund af fjendens tapperhed end på grund af schweizernes egen dumdristighed, for selv om deres styrke kun bestod af fodfolk, tøvede de ikke med at gå imod en meget stor rytterhær. Men franskmændene måtte bøde dyrt for sejren og mange af dem faldt i kampen. Dette skal vi senere vende tilbage til.

Da dauphinen drog bort, førte schweizerne krigen videre imod hertug Albrecht af Østrig og kæmpede imod ham i nogen tid med vekslende held. Da begge parter til sidst var udmattede, og meget blod havde flydt, blev halvtredsårs-freden fornyet, ikke således at den skulle vare i nye 50 år, men at der skulle være ro og fred i den resterende periode af den oprindelige fred^[183]. Men nu så det ud som om heller ikke denne aftale kunne holde, for nye uoverensstemmelser førte til ny strid. Schweizerne truede så igen med krig, og denne gang var de meget mere forbitrede og følte, at de var den forurettede part. Da hertug Sigismund af Østrig erfarede dette og ikke mente, at han var stærk nok til at tage kampen op på egen hånd, sendte han som nævnt bud til paven med anmodning om at gribe ind og forhindre krigen. Pius fandt, at sagen var stærkt presserende og sendte sin notar, Stefano Nardini, til Tyskland for at slukke denne store ildebrand. Senere gjorde paven Nardini til ærkebiskop af Milano.

2.35. Appenninerne

Da paven forlod Firenze tilbragte han den første nat i Cosimos smukke landhus i Mugello^[184]. Dagen efter drog han over Appenninerne og overnattede i byen Firenzuola.

Appenninerne er en høj bjergkæde, som løber fra Alperne ned gennem hele Italien med Ligurien, Toskana, Umbrien, Campania og flere andre provinser til vest for sig, og til øst det Cisalpine Gallien^[185], Flaminia, Piceno, Abruzzo, Apulien og andre dele af Italien. Fra bjergryggen flyder nogle floder ud i Adriaterhavet og andre i det Tyrrhenske hav. Nogle mener, at ordet ”Appeninum” kommer af ”Poenus”^[186], fordi puneren Hannibal^[187] mistede det ene øje på sin færd over disse bjerge. Andre mener, at ordet stammer fra det illyriske ord for bjergtop, Pianina – kun få bogstaver skal faktisk ændres. Selv accepterer vi ingen af disse forklaringer. Det er vores opfattelse, at ords fortolkning og oprindelse er en særdeles vanskelig sag. Hvis man alligevel skulle gisne om ordet Appenninerne, kan det være relevant, at Appeninum synes at være en diminutiv form af Alpinum, i hvert fald i disse to ords italienske form.^[188]

Efter Firenzuola krydsede paven med store anstrengelser og besvær en anden appenninsk bjergryg og nåede frem til Pianoro. Lidt på den anden side af Caprenno blev han mødt af legater fra Bologna, der hvor Firenzes territorium ophører og Bolognas begynder.

2.36. Bologna

[Indledningsvis fortæller Pius om Bolognas historie i klassisk tid]

Bologna ligger ved foden af Appenninerne, og en gren af den lille flod Reno løber igennem den. Området er rigt på hvede og vin, og der bliver produceret en hel del silke. Klimaet er sundt og behageligt. Bologna har et fremragende universitet^[189] for jura og filosofi, men byen er sådan set bedre til at undervise fremmede i gode sæder end sine egne medborgere.

Retligt tilhører Bologna Kirkestaten^[190], men befolkningen er oprørsk og splittet. Den kan hverken styre sig selv eller tåle at blive styret af andre. Den er røverisk og morderisk. I vor tid har der været mange opstande. Snart var det Bentivoglioerne, som kastede Kirkens åg af sig og havde eneherredømmet^[191], snart var det Cannetolierne og snart Zambeccarierne. Martinus V mistede byen og Eugenius IV genvandt den. Men da Eugenius enten befalede eller tillod, at adelsmanden og ridderen Antonio Bentivoglio blev myrdet, gik byen atter tabt for Kirken. Antonios søn, Annibale, og Battista Cannetoli uddrev Kirkens garnison og hidkaldte Niccolò Piccinino med hans kavaleri. Men heller ikke Piccinino holdt længe, og hans søn Francesco blev taget til fange og groft mishandlet. Battista lagde så et baghold for Annibale og myrdede ham. Snart efter udbrød der tumulter, og Cannetoliernes parti blev slået på flugt. Battista blev hevet frem fra det skjulested, hvor han havde søgt tilflugt; han blev gennemboret mange gange og blev således straffet for sine forbrydelser. Hans lig blev givet til hunde og svin, så de kunne rive det i stykker, og der var faktisk mænd, som drak af hans blod og åd hans hjerte ligesom vilddyr^[192].

Bentivoglioerne, Malvezzierne og Marescottierne blev nu herrer over byen. Men da Bentivoglioerne var uden overhoved – der var nemlig ingen i familien, som ellers egnede sig til at regere byen – og Annibales mindreårige søn Giovanni manglede en formynder, så tilkaldte de en vis uldvæver ved navn Sante fra Firenze. Men mente, at han var af Bentivoglioernes blod, selvom han var født uden for ægteskab^[193]. Hvor forunderligt, at en ukendt person, der levede af usselt uldvæveri, ved et ufatteligt held og helt uventet for ham selv blev ophøjet til formynder for en forældreløs adelsmand og til regent for et mægtigt og utæmmet folk! I denne situation opførte han sig dog sådan, at man ikke kunne se nogen tegn på den usle beskæftigelse, han tidligere havde haft, men kun på det blod, man sagde, han var kommet af. Det forekom sådan set helt rimeligt, at han skulle bestride førstepladsen blandt byens ledere, som om han sammen med klæderne også havde skiftet karakter og sindelag.

I mellemtiden døde Eugenius IV og blev efterfulgt af Nicolaus V. Denne havde boet i Bologna som ung og var siden blevet dens biskop. Byen fik et venligt forhold til ham som pave, og tog på en række nøje aftalte betingelser imod en legat fra paven. Snarere end ”legat” kunne man dog kalde ham ”lænket”^[194], for den reelle magt i byen lå hos seksten mænd med Sante som leder. Han havde tvunget byen ned i en miserabel slavetilstand, da han ikke på anden måde kunne holde dette rovgriske og omskiftelige folk i ave.

Da Sante hørte, at Pius havde besluttet at drage til Mantova, tilkaldte han lederne af sit parti og spurgte dem: ”Hvad skal vi gøre? Hvis paven tager til kongressen i Mantova uden om os, vil man mene, at han er vred på os, og så vil de, som vi har sendt i eksil, fatte nyt mod og få hjælp af deres venner til at uddrive os af byen. Hvis han passerer igennem vores by, så vil de, som hader os, give alt i hans magt, og vor egen autoritet vil gå fløjten.”

Rådet forhandlede længe om sagen, da begge løsninger syntes risikable. De forelagde sagen for Francesco Sforza, hertugen af Milano, og på hans råd sendte de til sidst Jacopo Ingrato til Rom med en indstændig opfordring til paven om at besøge sin by, Bologna, på vejen til Mantova. Ingrato skulle også understrege, at dette ville glæde både bystyret og hele byen, men tilføje, at der i Ferrara og området deromkring var mange eksilerede bolognesere, som ustandselig pønsede på politiske omvæltninger, og at underklassen i byen, som endnu ikke var helt pacificeret, ind i mellem lyttede til dem. Der ville derfor i givet fald blive brug for en betydelig vagtstyrke, som skulle se til, at Bologna ikke led skade i forbindelse med pavens besøg. Man havde derfor besluttet at anmode Milano om en sådan styrke.

Paven forstod udmærket, hvad der lå i disse ord, og han overvejede sagen fra begge sider. På den ene side ønskede han ikke at drage ind i et Bologna under våben, og på den anden side fandt han det upassende at rejse uden om en af Kirkestatens^[195] store byer. Til sidst svarede han, at han havde til hensigt at besøge Bologna på sin vej til kongressen, og at han selv ikke kunne forestille sig nogen grund til, at bologneserne skulle nære frygt i den anledning. De skulle dog tage hensyn til deres frygt, ruste sig imod deres skrækbillede – hvis de kunne - og beskytte deres by, som de ville. Blot skulle de soldater, som man indkaldte til vagtopgaven, aflægge ed til Pius.

Bologneserne accepterede denne betingelse, og før pavens ankomst fyldte de byen med en stor rytterskare, hidkaldt fra Milano. Den bestod af 10 kompanier^[196], hvis officerer mødte paven ved Pianoro og bandt sig til ham ved ed. Galeazzo, som havde kommandoen over dem alle, havde allerede aflagt ed til Pius i Firenze og var kommet til Bologna forud for ham. Der overtog han faderens rytteri og begav sig tilbage til paven med tropper udrustet som til slag. Med deres panserklædte heste og skinnende våben var de et prægtigt syn.

2.37. Pius i Bologna

Pius drog ind i Bologna under folkets begejstrede jubel, båret i sin bærestol af byens ledende borgere^[197]. Den følgende dag holdt han messe i Sankt Petronius, hvorefter han velsignede folket og vendte tilbage til paladset. Her gav han de mange tilstedeværende borgere lejlighed til frit at sige, hvad de ville; de var kommet for at takke paven, fordi han havde indvilliget i at besøge deres by.

Man havde arrangeret, at den officielle tale skulle holdes af Bornio da Sala, en mand som havde studeret meget og kunne tale smukt. Han sagde dog ikke, hvad de havde bedt ham om, men holdt en lang tale efter sit eget hoved. Først lovpriste han paven, dog ikke mere end han selv syntes var tilstrækkeligt. Dernæst talte han længe og smukt om den bolognesiske jords frugtbarhed, om det milde klima, om universitetet^[198], om templerne, om bymurene og om de private og offentlige bygninger. Men derefter gik han overraskende til angreb på sine medborgere: de var fjender af loven og af det gode og retfærdige. Ingen tøjler kunne bremse dem. De var begærlige efter næstens ejendom og ødsle med deres egen. De overholdt hverken ægteskabets eller gæstevenskabets love. Intet var dem helligt, og de respekterede hverken løfter eller eder. Nogle var tyranner, andre slaver; nogle plyndrede, andre stjal; nogle dræbte deres fjender med sværd, andre med gift; nogle var horkarle, andre alfonser. Forbrydelser og laster havde valgt denne by som deres hjem, og ingen by var så snavset og svinsk som Bologna. Han bad derfor paven om at tage sig af sin by og at sørge for, at alle disse laster blev udryddet, og byen omsider reformeret, når han nu ved himlens bistand var kommet dertil i god behold.

Da han dristigt, uforfærdet og i et rivende tempo havde holdt denne tale, blev de tilstedeværende af hans medborgere stærkt ophidsede, men gæsterne udefra var til gengæld dybt imponerede: hvem havde måske ventet, at nogen ville tale sådan om sit eget land? Alle bærer over med deres eget fædreland, for dets skam er jo deres egen. Men Bornios tale blev bedømt som ret realistisk, og han selv optrådte mere som filosof end som orator. Paven roste Bornios veltalenhed og lærdom, og han lovede sin bistand til at reformere byens moral, hvis dette folk overhovedet kunne styres med love.

Universitetet^[199] i Bologna er berømt ikke blot i Italien, men også i udlandet. Det har uddannet mange mænd, både medborgere og udefrakommende, som siden hen er steget til tops i den juridiske profession, og hvis juridiske kommentarer næsten har fået lovkarakter. Også Bolognas filosofistudium blomstrer: de studerende er så dygtige, at de får lærestole mange andre steder. På det militære område har bologneserne ikke gjort sig særlig bemærket. Hjemme er de grusomme snarere end tapre, og ude er de fejge. I vor egen generation har vi kendt to mænd fra Bologna med ry for hellighed. Den ene var Niccolò Albergati, kardinal af Santa Croce, og medlem af kartheuserordenen^[200]. Den anden var Francesco Pizzolpasso, som var ærkebiskop i Milano^[201]. Den første forsonede burgunderne med franskmændene. Den anden repræsenterede pave Martinus V i den krig, hvor den romerske kirkes fjende, Braccio, blev dræbt.

2.38. Orlando Bonarli’s udnævnelse til ærkebiskop af Firenze og hans død

Pius opholdt sig i seks dage i Bologna. I det første konsistoriemøde, som han holdt i denne by, udnævnte han en florentiner til ærkebiskop af Firenze. Det drejede sig om Orlando Bonarli, en auditør ved det Hellige Palads^[202]. Da Orlando fik budskabet derom, brast han i gråd. Hele sit liv havde han nemlig været fattig, men han var både lærd og gennemretfærdig^[203]. Selvom han håbede på Pius’ velvilje, havde han aldrig drømt om at blive biskop. Han ville have været helt tilfreds, bare han kunne tjene 300 dukater om året på sine forholdsvis små embeder. Men da han hørte, at han var blevet betroet den florentinske bispestol, begyndte han at nære vrangforestillinger, således som det kan ske, når mennesker, der er steget højt, vil endnu højere op. Kan de ikke det, så bliver de ulykkelige i stedet for at være glade for det, som de har opnået.

Orlando mente, at når han nu så let og uventet var blevet ærkebiskop, så ville han endnu lettere blive kardinal. Dette bildte han sig selv ind på grund af den velvilje, som Pius’ havde vist ham. Hans vrangforestillinger kom i øvrigt ikke fra ham selv alene, men blev næret både af hans familie og venner, som sagde, at han kunne håbe på alt fra Pius, der havde tildelt ham værdigheden som ærkebiskop i hans fravær og uden at han vidste noget om det. Den ulykkelige mand klyngede sig i den grad til håbet, at han ikke kunne se en budbringer fra kurien uden at tro, at denne overbragte ham den røde hat. Og da der siden hen blev udnævnt kardinaler, og han hørte, at han selv ikke var blevet nævnt, blev han syg af skuffelse og døde. Således gik det til, at Pius kom til at slå en ven ihjel, da han ville ophøje ham. Det går ikke altid, som vi mennesker vil!

2.39. Ferrara og familien Este

Paven forlod herefter Bologna^[204] og fortsatte rejsen ad floden Reno og derefter ad Po-floden til Ferrara. Borso d’Este, der var den Romerske Kirkes vikar i dette område, mødte ham ved grænsen med et stort følge af adelsmænd.

[Her følger en beskrivelse af Ferraras tidlige historie.]

I familien Este^[205] er der det ret usædvanlige, at ingen ægtefødt søn i mands minde har arvet fyrstetitlen. Konkubinernes sønner var heldigere stillet end sønnerne af de ægteviede hustruer, noget der både strider imod de kristnes og de fleste hedenske folkeslags love.

Således var fyrst Niccolò III fra vores egen tid født uden for ægteskab^[206]. Han var en rigt begavet mand, men en slave af sine lyster. Det almindelige folk ville have anset ham for lykkelig, hvis ikke han havde fundet sin hustru i seng med sin søn og dræbt dem begge med sværdet. Dette var en retfærdig Guds straf: han som ustandselig skændede andres ægteskaber, måtte lide den tort, at hans søn skændede hans eget. Niccolò havde flere sønner, både legitime og illegitime. Faderen udelukkede selv de legitime fra arvefølgen, og gjorde Lionello, der var født af en konkubine fra Siena, til sin efterfølger^[207]. I sit første ægteskab giftede Lionello sig med en kvinde af huset Gonzaga, i sit andet ægteskab med en datter – også hun illegitim – af kong Alfonso. Lionello blev efterfulgt af sin bror, Borso, som var født af den samme moder. Lionellos egen søn blev forbigået, hvad enten det så skyldes, at han var mindreårig, eller at han var ægtefødt!

2.40. Borso d’Este^[208]

Borso var en smuk mand, højere end gennemsnittet, med et smukt hår og et kønt ansigt. Han var meget talende og lyttede helst til sig selv, som om han hellere ville behage sig selv end tilhørerne. Hans tale var en blanding af smiger og løgn. Han ønskede intenst at blive opfattet som en storsindet og gavmild fyrste – men ikke at være det. Da kejser Friedrich drog til Rom og tilbage igen^[209], modtog Borso ham med store hædersbevisninger og gaver, hvorved han opnåede, at grevskabet Modena blev ophøjet til hertugdømme, og at han selv blev udnævnt til hertug, således som vi har beskrevet det ovenfor^[210]. Han har aldrig giftet sig. Han er en ivrig jæger. På byens store plads lod han rejse en statue af sig selv siddende i dommersædet. Der blev tilføjet en indskrift, som nærmest dryppede af smiger – Borso var meget glad for smiger! Han købte også mange kostbare ædelsten, samlede sig et prægtigt indbo og brugte kun service af sølv og guld, selv på landet.

Da Pius blev valgt til pave, udviste Borso stor entusiasme: han arrangerede turneringer og gav sejrherrerne præmier. Han belønnede budbringerne og lod brænde glædesblus i hele landet. Han holdt også fest med sine venner, og i deres selskab pralede han af at være en slægtning af Pius. Hans mor var nemlig en sieneser af huset Tolomei, som Piccolomini-familien var beslægtet med. Han takkede Gud, fordi han havde givet ham en pave, af hvem han kunne opnå alt. Dette var sådan set heller ikke forkert, hvis blot det han ønskede var rimeligt. Men da hans ønsker faktisk var urimelige, kom han til at finde ud af, at Pius’ handlinger ikke var baseret på personlig gunst, men på moral.

Borso ansøgte således om at blive udnævnt til hertug af Ferrara, om at blive fritaget for skat til den Romerske Kirke, og om at biskop Francesco af Ferrara blev fjernet fra sin post – uden at der i øvrigt blev fremsat beskyldninger imod ham. De to sidste ansøgninger blev ikke bevilget, for paven ville ikke reducere kirkens skatteindtægter, og han ville heller ikke uden at kende grunden berøve en fortjenstfuld mand hans embede. Så han godkendte ansøgningen om hertugdømmet, men med bevarelse af skattepligten til kirken. Dette var Borso ikke tilfreds med. Han opnåede dog andre betydningsfulde indrømmelser og håbede på, at han med tiden kunne opnå endnu mere. Af den grund, men også fordi han så hvad de andre byer havde gjort, modtog han Pius med de største æresbevisninger og søgte at overgå de byer, som Pius var rejst igennem. Ved byporten overrakte han Pius byens nøgler, kyssede hans fødder og vandrede ved siden af hans bærestol – blandt bærerne – indtil paven bød ham stige til hest.

Vejen til domkirken var dækket af tæpper og bestrøet med blomster. Husene var udsmykkede, overalt var der sange og tableauer, og folket råbte uophørligt: ”Leve pave Pius.” Kardinalerne og hele kurien fik serveret forfriskninger fra paladset. Mange spil blev opført, og lærde folk holdt flere taler. Kristi Legemsfest blev fejret med en højtidelig procession, og paven bar selv den hellige hostie og velsignede menneskemængden.

Paven opholdt sig i Ferrara i fem dage. I private samtaler beklagede Borso sig heftigt over de afslåede ansøgninger, men paven tilbageviste ham med lethed. Borso forelagde konflikten med sin biskop i konsistoriet og bad om pavens egen afgørelse. Da paven havde sat sig ind i sagen, lovede han hertugen, at han så snart lejlighed bød sig ville overføre biskoppen til en anden bispestol. Biskoppen fik således senere Siena. Hertugen lovede på sin side, at han ville deltage i kongressen i Mantova, og han erklærede, at hans højeste ønske var at bevare kristendommen blandt alle mennesker.

2.41. Dødsfald blandt berømte humanister

Guarino Veronese^[211], en ældre og ærværdig mand, havde undervist næsten alle, som i vor tid beskæftigede sig med humanistiske studier^[212]. Denne fik foretræde for paven og holdt en tale, som i høj grad afspejlede hans personlighed og karakter. Også sicilianeren Giovanni Aurispa kom i audiens^[213]. Han var specialist i græsk og latin og næsten 90 år gammel. Han døde kort tid efter. Faktisk var dette år bemærkelsesværdigt på grund af tre meget veltalende mænds dødsfald: for også den ovennævnte Poggio Bracciolini fra Firenze, og Giannozzo Manetti fra Napoli døde i det år^[214]. Giannozzo stammede også fra Firenze og var en lærd mand, som udover latin og græsk også kunne hebraisk. Ingen af disse mænd kunne dog beklage sig over naturens love, for alle tre blev over 70, inden de blev ramt af alle menneskers fælles skæbne. Ingen har krav på mere.

2.42. Po-floden

Paven forlod Ferrara og sejlede ad Po-floden til Revere, en lille by, der tilhørte markgreven af Mantova.

[Her følger en beskrivelse af Po-flodens løb.]

Under Pius’ sejlads konkurrerede to flåder med hinanden. Den ene tilhørte hertug Borso, den anden markgreven af Mantova. Den første flåde transporterede Pius, den anden ønskede at gøre det. Fra de omgivende dale lød der overalt trompeter med beundringsværdig klang, og de hævede faner blafrede i vinden som løv i skoven. Indbyggerne sad på hver flodbred. De ønskede pavens velsignelse og råbte ”Leve”, da de blev velsignet. Efter at man var sejlet ind i markgrevens territorium, steg Pius ombord på et skib, der tilhørte hans nye vært^[215]. Borso hilste på markgreven og drog bort med Pius’ tilladelse. Den følgende nat blev tilbragt i Revere. I denne by var der et endnu kun halvfærdigt palads, som i struktur og byggeform demonstrerede arkitektens geni.

2.43. Mantova og Gonzagaerne

Dagen efter nåede de frem til floden Mincios munding og sejlede videre, indtil de nåede søen. På dennes venstre bred fremviser man en høj, der anses for hellig, og hvor den guddommelige Vergil skal have haft sit hjem. I nærheden ligger den landsby, som fostrede den store digter. To mil derfra overnattede Pius i en ejendom tilhørende fyrsten, således at han kunne drage ind i byen den næste dag.

Floden Mincio løber fra Garda-søen og danner her en sump, der omgiver en stor del af Mantova. Byen selv ligger i sumpen, og man kan kun nå frem til den pr. bro eller båd. Det er en stor by med mange indbyggere. Byen har prægtige huse og paladser, som er konger værdige. Om sommeren plages den af støv og om vinteren af mudder. Befolkningen er særdeles venlig og gæstfri. Der er mange munkeklostre og nonneklostre i byen, hvor der lever fromme sjæle.

[Her følger en beskrivelse af Mantovas tidligere historie]

I nyere tid blev adelsslægten Gonzaga ved folkest gunst fyrster i byen, og det har de nu været længe. Den første af slægten, som fik magten, var Ludovico Gonzaga^[216], hvis efterkommere regerede med en sådan mildhed, at de forvandlede tyranmagten til et retfærdigt herredømme og opnåede, at de tyske kejsere udnævnte dem til deres vikarer i byen. I vor egen tid udnævnte kejser Sigismund fyrst Gianfrancesco Gonzaga^[217] til markgreve. Dette skete, medens kejseren var på vej tilbage fra Rom til Tyskland. Gianfrancesco havde rige evner og var berømt for sin militære begavelse. Hans ædle hustru, Paola^[218], havde en fornem karakter og var tilmed meget kultiveret. Det er hendes fortjeneste, at alle de ordensfolk, som bor i Mantova, indtil denne dag overholder deres munkeregler til punkt og prikke.

De to fik sønnen Ludovico, som regerede byen i pave Pius’ tid, og som var berømt for sin våbenkyndighed og sin dannelse. Dels blev han en ligeså berømt hærfører som sin far, dels blev han undervist af taleren Vittorino da Feltre^[219] og tilegnede sig i høj grad dennes lærdom og kultur. Han var i øvrigt en behagelig person og en meget retfærdig fyrste. Han ægtede Barbara af slægten Brandenburg, en åndrig og velbegavet kvinde. Hun kunne i høj grad sætte sig igennem, og hun fødte sin mand smukke børn, selvom flere af dem efter barndommen udviklede pukkelryg og struma. Dette skete også for en datter, som forinden var blevet forlovet med Giangaleazzo Sforza af Milano. Forlovelsen blev så hævet, og hun gik i kloster. I stedet for blev en søster til hende forlovet med Galeazzo. Man mener, at Gud på denne måde straffede familien for synder, som måtte være begået af forfædrene. Det sker nu ofte, at meget smukke børn udvikler et fysisk handicap, når de bliver voksne. Men bortset fra det er Gonzagaernes hus et lykkeligt hus, som er populært både hos undersåtter og naboer.

2.44. Pavens indtog i Mantova

Pius drog ind i Mantova den 27. maj, fem dage før den fastsatte dag. Byen var fuld af besøgende, og der var mange mennesker fra nabobyerne. Blandt dem var også fyrstinde Bianca af Milano, datter af den tidligere hertug Filippo Maria, og nu Francesco Sforzas hustru. Hun var en stolt og usædvanlig klog kvinde. Med sig havde hun sit fornemme afkom, fire drenge, som lignede engle fra himlen, og sin smukke og yndefulde datter, Ippolita, der var forlovet med en søn af kong Ferrante af Sicilien. Med i sit følge havde hun også mange unge og ældre adelskvinder og adelsmænd.

På en platform rejst ved domkirken afventede Bianca og Barbara sammen pavens ankomst. Pius drog ind i byen i en procession, der var ordnet således: først kom kuriens tjenere og kardinalernes assistenter, derefter kuriemedlemmerne af lavere rang, så 12 hvide heste uden beridere, men med forgyldte tøjler og sadler. Derpå fulgte tre faner: på den første strålede korsets tegn, på den anden Kirkens nøgler, og på den tredje de fem halvmåner, som er Piccolominiernes våben. Fanerne blev båret af adelsmænd på heste med skaberak og panser. Efter dem fulgte en bærehimmel i rødt og gult. Dernæst frembar byens præster i rigt ornat de hellige relikvier. Efter dem kom kongernes og fyrsternes legater. Så fulgte de apostoliske subdiakoner med et gyldent kors, så paladsauditørerne, sekretærerne^[220] og advokaterne. Så fulgte et gyldent skrin med den indviede hostie, båret af en hvid hest, omgivet af fakler og under en bærehimmel af silke. Herefter kom Galeazzo Sforza af Milano og markgreve Ludovico, og efter dem kardinalernes ærværdige orden. Derefter fulgte paven siddende på sin høje bærestol, iført et prægtigt ornat og en mitra, der var fuldt besat med funklende ædelsten. Bærestolen blev båret på skuldrene af adelsmænd. Medens han blev båret frem, velsignede paven menneskemængden. Ved hans sider gik hans kammerherrer og livvagter. En stor skare biskopper, notarer, abbeder og præster afsluttede processionen.

Ved byporten steg Ludovico af hesten og overrakte paven byens nøgler, ligesom det var sket i alle de byer, som paven havde besøgt undervejs, dog med undtagelse af Siena og Firenze. Netop disse to byer, der blev holdt nede af folkets tyranni, ville foregive at være fri ved at undlade at overrække nøglerne. Fra byporten til Sankt Peters Kirke, som er domkirken, var alt dækket af tæpper, og facaderne var smykket med blomster og draperier. Kvinder, drenge og piger fyldte vinduer og tage, men alligevel var alle sidegaderne fyldt til bristepunktet med mennesker. Fra mange altre steg der duftende røgelsesskyer, og det eneste man hørte var: ”Leve pave Pius”!

Da man kom til kirken, blev der opsendt bønner til himlen, en hymne blev afsunget og der blevet givet fuldkommen aflad til alle de tilstedeværende. Derefter blev paven modtaget i et stort palads, og alle tog til deres logi. Næste dag besøgte Bianca og Barbara paven, kyssede de hellige fødder, og modtog alle de åndelige gunstbevisninger, de bad om. Biancas datter, Ippolita, holdt en tale til paven på latin, og hun gjorde det så formfuldendt, at det vakte beundring hos alle de tilstedeværende.

---

1. ^Peterskirken
2. ^{Laterankirken er Roms domkirke. Pavens embede er sammenfaldende med hans embede som biskop af Rom, for i dette embede er han efterfølger af apostlen Peter, som Jesus efter katolsk tradition har overdraget ledelsen af kirken, heraf titlen Kristi Stedfortræder. Et meget vigtigt led i indsættelsen af en ny pave er derfor hans intronisering i Laterankirken}
3. ^{Kampen om den nye paves hest beror på en gammel tradition. Kejser Friedrich III var ude for det samme, da han kom til Rom for at blive kronet i 1452, og måtte forsvare sig med sværd i hånd}
4. ^{Pius bruger her Vatikanet i rent geografisk forstand}
5. ^{Seljuk-tyrkernes stamme drog ud fra Centralasien i det 11. århundrede og bed sig fast i et landområde i Lilleasien (Anatolien). Senere fik det ottomanske dynasti magten. De blev inddraget i det byzantinske riges interne stridigheder, og begyndte selv et erobringstogt, som i 1361 førte til indtagelsen af Edirne og i 1453 til indtagelsen af Konstantinopel}
6. ^{Konstantin XI Palæologos}
7. ^{D.v.s. det nordlige Serbien}
8. ^Beograd
9. ^{D.v.s. en franciskanermunki}
10. ^{Slaget ved Beograd, 1456}
11. ^{Nestorianisme: kætteri ifølge hvilket der er to personer i Jesus, en guddommelig og en menneskelig. Udbredt af Nestor omkring 428. Se http://www.newadvent.org/cathen/10755a.htm}
12. ^Lex
13. ^{Pius gengiver her den almindelige middelalderkristne opfattelse og kritik af Islam. Han støtter sig endvidere til bøger om islam af kardinalerne Nikolaus von Kues og Juan Torquemada}
14. ^Andalusien
15. ^{Pius omtaler mødet med forskellige ord, her concilium}
16. ^{Det vil sige kongerne nord for Alperne}
17. ^{Gallia cisalpina: klassisk navn for Norditalien med Lombardiet}
18. ^{Den såkaldte Malakias’ profeti}
19. ^Numina
20. ^{Paven havde indkaldt en forsamling af notabiliteter, bl.a. de europæiske magters udsendinge i Rom, der skulle give råd om hvor pavens kommende kongres om tyrkerkrigen skulle afholdes. I mødet deltog biskop Paulus Justinianus, der i denne sammenhæng blev behandlet som en udsending fra kong Kristian og anbragt blandt de øvrige ambassadører. Biskoppens temmelig overdrevne beskrivelse af den danske konges magtområde vakte forsamlingens skepsis, men han blev støttet af paven selv, der udglattende bekræftede, at kongens magt var stor, og at han selv personligt havde kendskab dertil}
21. ^{Beati Petri Patrimonium}
22. ^Corpus
23. ^{Her Conventio}
24. ^{Pavebullen Vocavit nos Pius af 13. oktober 1458 fastsatte 1. juni 1459 som åbningsdato for kongressen i Mantova.}
25. ^Emolumenta
26. ^Conventus
27. ^{Bruttii: klassisk navn for Kalabrien. Se: http://www.barca.fsnet.co.uk/Bruttii.htm}
28. ^{Leucopetra: klassisk navn for Capo dell’Armi, tåen i den italienske støvle}
29. ^{Kongeriget Sicilien var det eneste kongerige i Italien og blev derfor ofte – også i Pius’ Erindringer – blot omtalt som Kongeriget. Det omfattede dels den syditalienske fastlandsdel med Napoli som hovedstad, og dels øen Sicilien. I nogle perioder var de samlet i eet rige, i Pius’ regeringstid var der to riger, fastlandsriget, hvor Ferrante (Alfonso Vs søn) var konge, og øriget, hvor Juan II af Aragonien, Sicilien og Sardinien (Alfonso Vs broder) var konge}
30. ^{I kraft af et feudalt bånd, som blev etableret i 1059, da normannerne Richard af Aversa og Robert Guiscard aflagde lensed til pave Nicolaus II}
31. ^{Siden 1265, da Charles d’Anjou blev udråbt til konge af pave Urban IV og opfordret til at til at erobre riget fra Hohenstaufferne}
32. ^{Dronning Giovanna II adopterede Alfonso som arving i 1420, men blev forsonet med Louis tre år senere}
33. ^{I 1443 drog Alfonso i triumf ind i Napoli og hermed havde huset Anjou udspillet sin rolle i Syditalien}
34. ^{Forleningen skete i forbindelse med traktaten af Terracina d. 14. juni 1443, i hvilken Eugenius og Alfonso gensidigt anerkendte hinanden som henholdsvis pave og konge af Napoli (Alfonso var i forvejen konge af øen Sicilien)}
35. ^{Pius styrker hermed begrundelsen for Alfonso’s retskrav på kongeriget Napoli. Faktisk besiddelse (possessio) af noget etablerer en retslig situation, som respekteres i romerretten: Beata conditio possidentis}
36. ^{Især Cosimo de’ Medici}
37. ^{27. juni 1458}
38. ^{Salmernes Bog 124, 7}
39. ^{D.v.s. Pius selv}
40. ^{De pågældende områder og byer hørte til Kirkestaten}
41. ^{En af etruskernes byer}
42. ^{Den samme nevø, som var tiltænkt kongeriget Sicilien}
43. ^{D.v.s. kardinal Rodrigo Borgia}
44. ^{Niccolò Piccinino, som Pius tidligere i sin karriere havde haft at gøre med}
45. ^{Og derfor en slags arv}
46. ^{Det franske kongehus var nært beslægtet med det franske fyrstehus Anjou, som stredes med det spanske fyrstehus Aragon om besiddelsen af kongeriget Sicilien. De franske kardinaler havde derfor problemer med offentligt at støtte pavens accept af Ferrante, som var af det spanske fyrstehus. Hele denne sag bragte Pius II i et alvorligt modsætningsforhold til Frankrig, først kong Charles VII og senere kong Louis XI. M.h.t. Louis XI, der havde problemer med de franske fyrstehuse, er det dog ikke sikkert, at han reelt ønskede et Anjou-fyrstehus, hvis magt blev forøget med kongeværdigheden af Sicilien. Til gengæld kunne han godt bruge konflikten til at presse paven i almindelighed og opnå fordele på andre områder}
47. ^{René af Anjou, der var blevet fordrevet fra kongeriget Sicilien af Alfonso i 1442}
48. ^{D.v.s. ved en beslutning i konsistoriet med deltagelse af paven og kardinalerne}
49. ^{4. februar 1459}
50. ^{Det drejer sig om Niccolò Forteguerri, der var i slægt med Pius på dennes mødrene side. Han skulle forhandle med kong Ferrante om et ægteskab mellem dennes datter uden for ægteskab, og Pius’ nevø, Antonio Piccolomini. Medgiften skulle være hertugdømmet Amalfi og grevskabet Celano}
51. ^{De pavelige referendarer modtog andragender og bønskrifter og refererede dem for paven. Risikoen for korruption og simoni var nærliggende og reel}
52. ^{Jacopo Ammanati, humanist og Pius’ protegé og fortrolige. Han blev senere udnævnt til biskop af Pavia (1460) og kardinal (1461)}
53. ^{I modsætning til de forud nævnte bønskrifter vedr. privilegier, udnævnelser m.v.}
54. ^{Niccolò d’Andrea Piccolomini}
55. ^{Nikolaus von Kues}
56. ^{Afonso V}
57. ^{Votivgaver: d.v.s. gaver som de troende giver, fordi en bøn er blevet opfyldt. Se: http://www.newadvent.org/cathen/15509a.htm}
58. ^{http://www.newadvent.org/cathen/07719a.htm}
59. ^{Det nuværende Palazzo Venezia}
60. ^{Juan II, bror til Alfonso V af Aragonien, efterfulgte denne som konge af Aragonien, Sicilien (øen) og Sardinien}
61. ^{En bankmand fra Siena, der var depositarius for det Apostoliske Kammer i perioden 1455-1457 og fra 1459-1464, d.v.s. i Pius IIs regeringstid}
62. ^{Ponte Milvio: her besejrede Konstantin den Store i 312 sin medkejser Maxentius og blev dermed herre over det romerske rige}
63. ^{Patromonium beati Petri}
64. ^{D.v.s. de lokale magthavere, der herskede uden formel legitimering fra paven}
65. ^{Mattæus 8:20}
66. ^{Grev Everso dell’Anguillara var en af de lokale magthavere i Kirkestaten og modstandere af det pavelige styre. Hans advarsel til Pius var i høj grad dobbelttydig, hvad Pius udmærket var klar over}
67. ^{Anguilla: ål}
68. ^{D.v.s. Rom}
69. ^{Fontanabrando}
70. ^{Heriblandt Piccolomini-familien}
71. ^{På det tidpunkt var Pius endnu kardinal i Rom. Blandt de anklagede var hans fætter, Gregorio Lolli, som han tog kraftigt i forsvar over for bystyret}
72. ^{Niccolò Palmieri}
73. ^{D.v.s. før præstevielsen, medens han stadig kun var subdiakon og diakon}
74. ^{Sacra: muligvis også de hellige sakramenter, d.v.s. indviede hostier}
75. ^{Vergil, Georgica, I.349; Æneiden, 3.81}
76. ^{Magnus praesul}
77. ^{Mattæus 9:20; 14:36}
78. ^{Egidio Albornoz (1295-1367), pavelig legat}
79. ^{Regnum Ecclesiae}
80. ^{Sml. Vergil, Georgica, 3, 95}
81. ^{Cicero, De Officiis, 1.33}
82. ^{Ulrich Riederer, en af kejserens hofembedsmænd og fortrolige. Igennem årene var han et bête-noire for Piccolomini, vel både på grund af reel uenighed og på grund af jalousi}
83. ^{18. April 1454}
84. ^{Marmara-havet}
85. ¹⁴³⁹
86. ^{Sml. Horats, Satirer, 2, 6, 49}
87. ^{D.v.s. franciskanerordenen}
88. ^{Ecclesiae regnum}
89. ^{Henholdsvis Sankt Peters nøgler og Piccolominiernes våbenmærke, de gyldne halvmåner}
90. ^{Bartolo da Sassoferrato (1314-1357)}
91. ^{Baldo degli Ubaldi (1327-1400); Angelo degli Ubaldi (d. 1423)}
92. ¹⁴⁴⁰
93. ^{1. februar 1459}
94. ^{Federigo da Montefeltro (1422-1482), greve af Urbino}
95. ^{År 217 f. Kr.}
96. ^{Sml. Mattæus 8, 26}
97. ^{Plinius den Ældre, Hist. Nat. 36, 91}
98. ¹⁴¹⁴
99. ^{22. Februar 1459}
100. ^{Kirkefesten for Korsets Ophøjelse fejres årligt den 3. maj til minde om, at kejserinde Helena, kejser Konstantins mor, fandt Kristi kors i Jerusalem i år 326}
101. ^{Francesco de’ Todeschini Piccolomini, senere pave Pius III (1503)}
102. ^{Kejser Friedrich VII døde i Buonconvento i 1313}
103. ^{Vergil, Æneiden, 4, 508}
104. ^{Venetianerne havde allerede indstillet deres egen kandidat til bispesædet}
105. ^{Vergil, Æneiden 1, 209}
106. ^{24. februar 1459}
107. ^{D.v.s. Jesus}
108. ^{Lukas 11, 17}
109. ^{Det drejede sig om et komplot mellem en gruppe fremtrædende borgere i Siena og condottieren Jacopo Piccinino om at tilrive sig magten i Siena. Med rette eller med urette blev Pius’ fætter, Goro Lolli, anklaget og idømt bøde og landsforvist. Pius, der dengang var kardinal i Rom, optog ham i sin husstand og forsvarede ham over for bystyret.}
110. ^{Sallust, Jugurtha, 10, 6}
111. ^{Det er værd at bemærke, at Pius argumenterer for adelens politiske reintegrering ikke ud fra et naturligt standsfortrin, men ud fra et princip om social lighed og fortjeneste.}
112. ¹⁴¹¹
113. ^{Antonio d’Andrea da Modanella-Piccolomini, ikke at forveksle med pavens nevø Antonio}
114. ^{Graven lå i kirken San Francesco. Den blev ødelagt af brand i 1600-tallet, men portrætbuster af parret er opstillet i kirkens kor}
115. ¹⁴⁵⁸
116. ^{Patrimonium Ecclesiae}
117. ^{Det drejer sig temmelig sikkert om en af de to franske kardinaler, der ledsagede paven på hans færd til Mantova. Den ene, Guillaume d’Estouteville, var på det tidspunkt kardinalbiskop (af Porto), og den anden, Alain de Coëtivy, var kardinalpræst (af San Prassede). I sin gengivelse af kardinalens brev lader Pius ”kardinalpræst” stå, og han lader os dermed forstå, at det drejer sig om Coëtivy. .}
118. ^{D.v.s. Gallia Cisalpina, den klassiske betegnelse for Norditalien.}
119. ^{Mattæus 5, 11}
120. ^{D.v.s. til Napoli, det eneste kongedømme i Italien}
121. ^{Byområderne i Kirkestaten blev styret af pavelige Vikarer, som udøvede den verdslige magt på pavens vegne. Det drejede sig ofte om personer og familier, der selv havde erobret den reelle magt i området og dermed opkastet sig til ”tyranner” (d.v.s. selvbestaltede herskere), og som paven senere havde anerkendt ved at give dem titel og status af sin egen vikar}
122. ^{Galeazzo Maria Sforza (1444-1476). Efterfulgte sin far som 22-årig og blev myrdet som 32-årig}
123. ^{25. april 1459. Pius forlod Firenze den 5. maj}
124. ^{Pius baserer formentlig sin beretning på Leonardo Bruni’s Det florentinske folks historie, jvf. referencen til Totila (i stedet for Attila)}
125. ^Fiesole
126. ^{Kejser Karl rejste igennem Toskana i 1355 og i 1368. Ved ingen af disse lejligheder kom han faktisk til Firenze. Den falske erindring om hans intervention i Firenze er en del af historiefortællingen om kampen mellem guelfer og ghibelliner og er formentligt udviklet i et lokalpropagandistisk øjemed}
127. ^Viscontierne
128. ^{Walther de Brienne 1342-43}
129. ^Optimates
130. ^{Cosimo de’ Medici (1389-1464)}
131. ^{1433: I dette år opholdt Pius sig – som ung sekretær – ved hoffet i Milano. Han refererer således begivenheder, som han har hørt om nogenlunde samtidig, og i et velunderrettet miljø}
132. ¹⁴³⁴
133. ^{I betydning eneherredømme, ikke rædselsregimente}
134. ^{I august 1458, d.v.s. ca et halvt år før Pius’ besøg i Firenze. Pius’ referat er ret ensidigt}
135. ^{Cosimos diplomatiske sygdom kan næppe undre; han kendte vel til pavens opfattelse af ham.}
136. ^{Giovanni di Bicci de’ Medici}
137. ^{Dette er forkert: Giovanni og hans famile var en ægte sidegren af Medicislægten}
138. ^{Egentlig ”han tilbragte ofte hvileløse nætter”, jf. Vergil, Æneiden, 9, 166-167}
139. ^{2. Maj 1459.}
140. ^{D.v.s. ikke af (ædle) metaller, selvom han var ærkebiskop}
141. ^{Det er interessant, at Pius betragter Petrarcas italienske værker som bedre end hans latinske i en tid, hvor mange stadig mente, at latin var sproget ”man” skrev på.}
142. ^{Coluccio Salutati (1331-1406)}
143. ^{I egenskab af republikkens kansler}
144. ^{Giangaleazzo Visconti (1351-1402), hertug af Milano}
145. ^Cohortes
146. ^{Leonardo Bruni (1370-1444)}
147. ^{Poggio Bracciolini (1380-1459)}
148. ^{Pippo Scolari (1369-1426)}
149. ^{Magister militum. Meserve oversætter med Grand Seneschal}
150. ¹⁴⁶⁰
151. ^{I denne meget positive beskrivelse af florentinerne viser Pius, at han er i stand til at se verden fra et andet synspunkt end Siena, Firenzes ærkerival.}
152. ^{Færdigbygget i år 25 før Kr. Skulle være et tempel for alle de romerske guder. Blev i 610 indviet til Jomfru Maria af pave Bonfatius IV}
153. ^{Det nuværende rådhus, Signoriet}
154. ^{San Lorenzo}
155. ^{Sex mellem mænd var ikke ualmindeligt i renæssancens Italien, men det var vanærende for en mand at indtage den passive position, d.v.s. ”at blive taget som en kvinde”}
156. ^{Genopbygget i 1447-50 af den berømte florentinske arkitekt Alberti}
157. ^{I 1435 ægtede Sigmismondo Ginevra, datter af Niccolò III d’Este. Hun døde i 1440. I 1442 ægtede han Polissena, en datter af Francesco Sforza. Hun døde i 1448. Isotta degli Atti blev hans elskerinde i 1446. Sigismondo giftede sig faktisk med hende i 1456. Hun var forstandig, digterinde, og deltog aktivt i regeringsudøvelsen}
158. ¹⁴⁵⁰
159. ^{Vergil, Æneiden, 11, 508; Ovid, Metamorfoser, 8, 97}
160. ¹⁴⁴⁷
161. ^{Freden i Lodi, 1454}
162. ¹⁴⁵⁸
163. ^{25. april 1450}
164. ^Procuratores
165. ^Ecclesia
166. ^{D.v.s. huset Habsburg}
167. ¹²⁷³
168. ^{Slaget ved Dürnkrut, 1278}
169. ^{Schola liberalium artium}
170. ^{Søn af Albrecht IV}
171. ^{Inden de tysk-romerske kejsere blev kejserkronet, førte de titel af Romernes konge}
172. ^{Som hertug af Østrig var han Friedrich V, som kejser Friedrich III}
173. ^{Vergil, Æneiden, 1, 240}
174. ^{I provinsen Tyrol}
175. ¹⁴⁴⁶
176. ^{Det drejer sig om begivenheder, som Pius har oplevet på nærmeste hold, som kejserlig sekretær og diplomat}
177. ^{D.v.s. Frankrig i bred forstand}
178. ¹³⁸⁶
179. ¹⁴²²
180. ¹⁴¹²
181. ^{Senere kong Louis XI}
182. ^{Sommeren 1444}
183. ^{D.v.s. indtil 1462.}
184. ^Cafaggiolo
185. ^{D.v.s. Norditalien}
186. ^{D.v.s. Poenus = Punisk (som i de Puniske Krige) = Karthaginiensisk}
187. ^{Poenus Hannibal = puneren Hannibal}
188. ^{I sine mange værker udviser Pius faktisk en betydelig interesse for etymologi. Han tager ind imellem fejl i sine tolkningsforsøg, men han er – som han selv siger det - klar over, at ikke ethvert lydligt sammenfald er ensbetydende med en udviklingsmæssig sammenhæng. Eksemplet med Appenninerne er en hans egne, rigtige etymologiske konstruktioner.}
189. ^{Schola. Det er Europas ældste universitet, grundlagt i 1119}
190. ^Ecclesia
191. ^{Egtl. tyranmagten}
192. ^{Faktisk var det ikke Battista, men Baldassare Canetoli som myrdede Annibale Bentivoglio. Det skete i 1445, og Baldassare blev dræbt 3 år senere}
193. ^{Sante var søn af Ercole, som var søn af Giovanni I Bentivoglio, hersker over Bologna i 1401-1402. Han voksede op hos Cosimo de’ Medici}
194. ^{Ordspil på ”legatus” og ”ligatus”}
195. ^Ecclesia
196. ^Cohortes
197. ^{9. maj 1459}
198. ^{Litterarum studia}
199. ^Schola
200. ^{Kardinal Albergati var en af Æneas tidlige arbejdsgivere. Han tog ham med til fredskongressen i Arras og sendte ham bagefter til Skotland}
201. ^{En humanist og tidlig beskytter af Æneas}
202. ^{Pavens Palads i Rom, her omtalt som regeringsinstitution snarere end som bygning}
203. ^{Juvenal 8, 25}
204. ^{16. maj 1459}
205. ^{Ferraras fyrstefamilie}
206. ^{Død 1441}
207. ^{Død 1450}
208. ^{Regerede 1450-1471}
209. ¹⁴⁵²
210. ^{I andre sammenhænge hævder Pius, at dette skete ved hans egen mellemkomst}
211. ^{Guarino Veronese (1370-1460)}
212. ^{Humanitatis studia}
213. ^{Giovanni Aurispa (1376-1459)}
214. ^{Giannozzo Manetti (1396-1459)}
215. ^{Ludovico II Gonzaga (1414-1478)}
216. ^{Ludovico I Gonzaga (1267-1360). Kom til magten i 1328}
217. ^{Gianfrancesco II Gonzaga (1395-1444). Ophøjet til markgreve af kejser Sigismund i 1433}
218. ^{Paola Malatesta}
219. ^{Vittorino da Feltre (1397-1446). Berømt humanist og pædagog}
220. ^Scrinarii