Af en renaissancepaves erindringer bog 3

by Pius II

TREDJE BOG: Juni 1459 – Januar 1460

3.1. Åbning af kongressen

På den fastsatte åbningsdag, den første juni, drog paven med kardinalerne, biskopperne og hele gejstligheden fra sit palads til kirken. Også alle ordensbrødrene i byen var inviteret. Der blev fejret messe med stor højtidelighed, og alle de tilstedeværende deltog andægtigt. Bagefter holdt den lærde og retskafne biskop af Coron en tale om pavens plan, om baggrunden for kongressen og om nødvendigheden af hele forehavendet, og han opfordrede alle de tilstedeværende til beredvilligt at hjælpe med til at opfylde pavens ønsker. Herefter skulle alle til at rejse sig, men Pius gav fra sin trone tegn til stilhed og holdt så følgende tale:

”Brødre og søstre! Vi havde håbet, at talrige legater fra de kristne konger ville have indfundet sig, inden Vi kom til denne by, men Vi er blevet skuffet. Vi havde troet, at der var større ansvarsfølelse over for religionen hos de kristne fyrster. Vi havde fastsat en lang tidsfrist for kongressens åbning. Ingen kan kritisere fristens korthed, ingen kan undskylde sig med rejsens besvær. Vi, som selv er syg og gammel, har trodset Appenninerne og vinteren. Selv ikke det skønne Rom har kunnet holde os tilbage, selvom det er omgivet af røverbaroner og i høj grad behøver Vort nærvær. Ikke uden fare har Vi forladt Kirkestaten^[1] for at undsætte den katolske tro, som tyrkerne prøver at ødelægge. Vi har set, hvordan tyrkens magt øges fra dag til dag, og hvordan hans hære allerede har løbet Grækenland og Illyrien over ende og nu hærger Ungarn og tilføjer det trofaste ungarske folk nederlag på nederlag. Vi frygtede det, som kan ske, hvis vi ikke besinder os: Ungarn vil blive besejret, og Tyskland, Italien og hele Europa løbet over ende. Sker det, vil vores religion blive trådt under fode. Vi har overvejet, hvordan Vi kan afvende dette onde. Vi har indkaldt til denne kongres^[2]. Vi har inviteret fyrster og nationer hertil for sammen at drage omsorg for kristenheden. Vi er selv kommet rejsende hertil, fuld af håb, og Vi er meget ked af, at dette håb har vist sig forfængeligt.

Vi skammer os over de kristnes store ligegyldighed. Nogle giver efter for deres bekvemmelighed, andre bliver holdt tilbage af griskhed. Men tyrkerne, de går gerne i døden for deres forbandede religion. Vi kristne vil ikke have udgifter eller risikere de mindste anstrengelser for Kristi læres skyld. Hvis vi fortsætter sådan, så er det ude med os. Hvis vi ikke ændrer holdning, vil vi gå til grunde i løbet af kort tid. Derfor opfordrer Vi jer, religionens mænd, til uophørligt at anråbe Gud om at få fyrsterne til at skifte holdning, om at opildne sit folk og at opflamme deres hjerter, således at de griber til våben og straffer tyrkernes stadige krænkelser af vor religion.

Til handling, brødre! Til handling, sønner! Omvend jer til Gud af hele jeres hjerte^[3], våg og bed^[4], son jeres synder med faste og almissser^[5], og gør passende bodsgerninger^[6]. Hvis I behager Gud på denne måde^[7], vil han forbarme sig over os^[8] og give fjenden i vore hænder – blot vi tør. Vi selv vil forblive her i Mantova, indtil der er vished om fyrsternes hensigter. Hvis fyrsterne kommer, vil Vi rådslå sammen med dem om kristenhedens vel. Hvis ikke, må Vi vende hjem igen og lide den skæbne, som Gud vil give os. Så længe som kræfterne og livet rækker, vil Vi selv forsvare religionen, og Vi vil ikke tøve med at ofre livet for Vore får, hvis det bliver nødvendigt.”

Kardinalerne og biskopperne påhørte paven med den dybeste opmærksomhed. De lovpriste hans hensigter i høje toner og fandt, at sagen havde fået en god begyndelse. Der blev nu forkyndt almindelig syndsforladelse til alle, som havde renset deres samvittighed gennem skriftemål. Fyrstinde Bianca glædede sig meget over det skete, og da hun havde haft flere samtaler med paven, anbefalede hun sin mand og børn til paven, og vendte hjem til Milano, med ro i sindet og hengiven over for Gud.^[9]

3.2. Kritik af paven

Efter nogle dage var der stadig kun kommet få tilstede, og det rygtedes, at der ikke ville komme flere. Da begyndte man for alvor at kritisere pavens forehavende, som han havde iværksat med så megen møje og så lidt held. Kuriefolkene murrede imod paven, og kardinalerne kritiserede ham for stædighed og manglende dømmekraft. Pennen blev flittigt benyttet. Nogle skrev de skændigste breve til Italien, andre til Gallien^[10] og atter andre til landene hinsides alperne. De, som ikke vovede at skrive selv, fik enten venner eller tjenere til det. Pius var kommet til Mantova med en tåbelig plan; der var kun komme ganske få legater fra fyrsterne; stedet var sumpet og usundt; der var alt for varmt i sommerheden; man kunne hverken lide vinen eller fødevarerne; mange var syge, og en del var døde af feber; det eneste, man kunne høre, var frøerne. Der var også nogen, som skrev til kongen af Frankrig om at flytte konciliet^[11] til et andet sted. Adskillige meddelte, at kongressen var udsat^[12]. Den, der talte mest nedsættende om paven, var Ludovico Scarampo, patriarken af Aquileia, som både i sin egen husstand og i prælaternes kreds fremførte, at pavens planer var barnlige: han var både uerfaren og naiv, når han uden videre forlod Rom og rejste fra sted til sted i den tro, at han bare ved sine egne formaninger kunne få kongerne til at gå i krig og kæmpe imod de uovervindelige tyrker. Paven havde gjort bedre i at blive hjemme og tage sig af sin egen kirke. Han frarådede venetianerne at sende legater til en kongres, der ikke ville føre til noget.

Også Jacopo Tebaldo, kardinalen af Santa Anastasia, spyede gift blandt sine venner. Han kritiserede åbent paves tåbelighed: denne var kommet til Mantova for at berige en andens undersåtter, medens han gjorde sine egne fattige.^[13] Det er sandt ordsprog, at ”det dårligste hjul, støjer mest”. Jacopos broder havde været læge for pave Calixtus, og han selv var blevet kardinal ikke på grund af sine egne fortjenester, men på grund af broderens. Jacopo var lille af vækst, ukløgtig, uerfaren og hverken særlig lærd eller retskaffen. Han var af lav herkomst og kom til Rom fra Umbrien, hvor han blev født i en ussel, lille by, som kaldes Collescipoli, hvilket efter nogens mening betyder ”Scipios Høj” og efter andres ”Løgenes Høj”.

Adskillige af kardinalerne opsøgte paven og sagde: ”Hvad er det, du gør? Forgæves holder du os tilbage her, med mindre det er din hensigt at slå os ihjel med denne forpestede luft. Hvorfor tager du ikke selv af sted? Du kom til den fastsatte dag, og du overholdt fristen. Men fyrsterne er blevet hjemme og ringeagter både dig og os. Alle har nu forstået, at troens forsvar ligger dig på sinde. Det må være nok for din ære. Hvem vil bebrejde dig, at du ikke på egen hånd kan overvinde tyrkerne? Lad os nu vende hjem. Hvis der er nogen, som vil kristenhedens vel, vil de følge dig overalt.”

Men paven forblev standhaftig og urokkelig; han satte frelsen over omgivelsernes murren^[14], og han ville hellere behage Gud end mængden^[15].

Der var dog også adskillige kardinaler med bedre forståelse af tingene, og som rådede paven til udholdenhed. Det var for eksempel Bessarion, kardinalen af Nikæa, og Juan Torquemada, kardinalen af San Sisto, den ene en græker og den anden en spanier. Andre roste paven, selvom de i virkeligheden var uenige med ham, og lod som om de gerne ville blive i Mantova. Da de, som sagde, at man skulle rejse hjem, ikke fik medhold, tog de til de omgivende småbyer^[16] og undgik således sommervarmen i Mantova. Under foregivende af en badekur tog patriarken af Aquileia til Padova og derfra til Venedig, hvor han gjorde en ihærdig indsats for, at kardinalen af San Marco ikke fik bispestolen i Padova. Han talte også ringeagtende om kongressen i Mantova og bagatelliserede det, som foregik dér.

3.3. Hjælp til Peloponnes

Medens dette stod på, indtraf der udsendinge fra Thomas Palæologos, herskeren^[17] over Ameria. Denne provins hed engang Peloponnes og blev betragtet som hele Grækenlands fæstning^[18]. Det er en halvø, som afvandes af floder, der løber ud i det Ægæiske og det Joniske Hav. Her lå det prægtige Korint og Elis, berømt for sine lege, og det gamle Lakedæmonien^[19]. Her boede Agamemnon og Menelaos, der ødelagde Troja som hævn for bortførelsen af Helena^[20]. Her lå også de endnu ældre byer, Argos og Pylos, Nestors by. Det var engang berømte byer, men nu ligger de navnløse hen i nærheden af Korinth, hvoraf der endnu findes adskillige rester ved den korintiske landtange samt borgen ved Argos. Da tyrkerne indtog Konstantinopel og dræbte kejser Konstantin Palæologos, begav hans brødre Thomas og Demetrios Paelæologos sig til Morea. Snart betalte de skat til tyrkerne, snart kæmpede de imod dem i tillid til deres hjælpetropper fra Italien^[21] og til områdets naturlige beskyttelse.

Da der senere opstod uenighed mellem dem, gik Demetrios over til tyrkerne og lod sin datter ægte Mehmed. Men Thomas fravristede sin bror en stor del af hans territorium, som han brugte til base for sin kamp imod tyrkerne. Han blev støttet af hjælpetropper af albanere, som der bor mange af på Peloponnes. Da tyrkerne angreb ham, slog han dem i et slag og tog mange af dem til fange. Seksten af disse fanger sendte han sammen med de ovennævnte legater som gave til paven, idet han bønfaldt om hjælp i den situation, som nu var gunstig. Han sagde, at der ikke var brug for en stor hær: en mindre, italiensk^[22] styrke ville være tilstrækkelig til at uddrive tyrkerne fra halvøen.

Sagen blev diskuteret i senatet, og man besluttede at sende 300 ryttere dertil. Hertuginde Bianca af Milano sendte 100 for egen regning og Pius de øvrige 200, skønt han ikke mente, at man kunne bygge store forehavender på så skrøbeligt et fundament^[23]. Men han ville ikke skuffe Bessarion, som denne sag lå meget på sinde. Hele styrken begav sig til Mantova og kastede sig for pavens fødder. Det var en glimrende udrustet skare af robuste unge mænd. Biancas kontingent blev anført af Giannone fra Cremona, en erfaren fodfolksofficer. De øvrige blev anført af Dota fra Siena, som var i eksil på grund af stridighederne i denne by. Hele troppen fik pavens velsignelse og tog derefter ad Po-floden til Ravenna. Derfra gik turen over land til Ancona, hvor de indskibede sig og for en gunstig vind sejlede til Peloponnes. Her blev de venligt modtaget af grækerne og erobrede byen Patras i første stormløb. Men medens de derefter heftigt angreb nogle andre fæstninger, blev de uenige på grund af indbyrdes jalousi eller begærlighed efter bytte^[24]. Styrken gik i opløsning og soldaterne drog vanærede bort i alle retninger. Dette var et ugunstigt varsel om den kommende udvikling.

3.4. Krig i Tyskland

På denne tid var der opstået en alvorlig konflikt mellem de tyske fyrster. Hertug Ludwig IX af Bayern^[25] var meget rig og havde mange venner. Han angreb byen Donauwörth^[26], der stod direkte under kejseren. Byen overgav sig til hertugen, hvad der gjorde kejser Friedrich meget vred. Han erklærede Ludwig for en fjende af kejserriget og befalede markgreve Albrecht af Brandenburg at gribe til våben og straffe hertugens opsætsighed. Albrecht adlød gerne, da han på grund af dommen i Nürnberg-sagen hadede Ludwig. Begge kaldte deres venner til hjælp. Hovedparten af Albrechts hær bestod af tropper fra hertugerne af Sachsen, greverne af Württemberg, kirkefyrsterne af Mainz, Bamberg og Würzburg og de såkaldte kejserlige byer. Ludwig fik støtte af palatinergreven, Friedrich I, og en del andre fyrster af hans egen familie. Albrecht havde allerede – som den udpegede hærfører – modtaget den kejserlige fane. Fra alle egne samledes tropper og våben, og der var ingen tvivl om, at hele det øvre Tyskland var ved at kaste sig ud i krig. Med kejser Friedrich og de bayerske hertuger på hver sin side var man ved at tænde en forfærdelig brand, som ikke ville skåne nogen.

Paven var meget bekymret over denne udvikling. Han indså klart, at den ville blive til stor skade for troens sag (d.v.s. krigen med tyrkerne), og at det store Tyskland ville gå op i flammer. Fra alle sider modtog paven klageskrivelser fra tyskerne og opfordringer til at gribe ind. Hvis paven ikke gjorde det, var der ingen andre, der kunne slukke så stor en brand. Nationens fyrster var delt i to: den ene del fulgte kejseren, den anden fulgte bayerne. De, der stod uden for krigen, var ikke i stand til at skabe fred.

Midt i sine bekymringer over udviklingen kunne paven glæde sig over, at det var lykkedes hans legat, Nardini, at bilægge striden mellem schweizerne og de østrigske hertuger, Albrecht og Sigismund. Aftalen var indgået i byen Konstanz og havde følgende indhold: ”Rappersweil skal gives tilbage til hertugerne, og 50års-freden skal fortsætte indtil udløbet om tre år. I mellemtiden skal Pius og den franske kong Charles fastsætte tidspunktet for et møde mellem parterne i Konstanz eller i nærheden. Dér skal parternes legater mødes og modtage kongens og pavens retligt bindende afgørelse om deres uoverensstemmelser.” Da paven havde modtaget denne underretning, bad han Nardini om at haste videre til Nürnberg, hvor de tyske fyrster skulle forsamles, og han gav ham som kollegaer biskoppen af Speyer og sin egen hofmand, Heinrich Senftleben. De skulle af al magt bestræbe sig på at forsone tyskerne og standse krigen, inden den begyndte.

Ludwig og Albrecht, anførerne i den kommende krig, var allerede kommet til Nürnberg sammen med skarer af deres venner. Også hertugerne Sigismund og Albrecht af Østrig var kommet til stede, og sammen med dem Johann Eich, biskoppen af Eichstätt, samt ordensgeneralen for den Tyske Orden^[27], der var blevet tilkaldt som mæglere. Pavens legater nød dog større tillid og autoritet og mindre mistillid. I flere dage søgte man at opnå enighed, men sagen forekom nærmest håbløs, så vrede og krigslystne som parterne var. Albrecht havde samlet en hær på 24.000 soldater og fuld af sejrshåb mente han, at han havde større fordel af krig end af fred. Ludwig var ikke lige så opsat på krig, men han tvivlede ikke på, at han kunne modstå fjendens angreb, og at han – der var meget rig – snart ville have større styrker til sin rådighed. Da begge parter modsatte sig fred, mødte de pavelige legater op i forsamlingen og holdt denne tale:

3.5. Den pavelige legats tale til de tyske fyrster

”Ædle fyrster! Ofte og indstændigt har vi opfordret jer til at lægge fjendskabet til side og indgå fred. Men I vil hellere have krig. I bereder jer på at hærge agrene, sætte landsbyer i brand, ødelægge byer og udgyde kristent blod. Hverken næstens ret, kærlighed til fædrelandet eller respekt for religionen holder jer tilbage. I viger ikke tilbage for drab på uskyldige, voldtægt af jomfruer og gifte kvinder, afbrænding af kirker og de næsten uendeligt mange andre onder, som krigen forvolder. Fulde af raseri og vrede ser I ikke på de skader, som jeres had forvolder kristenheden.

Pave Pius ser det bedre end jer. Han ynkes over det stolte Tyskland og kan ikke bære, at så mange fremragende og tapre mænd^[28] - blomsten af de kristne hærskarer - kæmper indbyrdes. Den vise pave forstår, at tyskernes ulykke er tyrkernes held, og at disses styrke vokser, når jeres bliver mindre: kristendommens porte åbner sig for de vilde tyrker på grund af jeres uenighed. Paven sørger over jer; han sørger over jeres fælles nederlag; han sørger over, at den kristne tro på denne måde lider ubodelig skade. Selv gør han, hvad der er hans pligt: han kalder de kristne til enighed. Det er hans opgave at se til, at det kristne evangelium ikke lider overlast. Han er jeres fælles fader og dommer og den Katolske Kirkes^[29] overhoved. Den der modstår ham, modstår Guds bud og gør sig til slave af djævelen. Opsat på fred blandt de kristne byder Pius jer at nedlægge de våben, som I er klar til at bruge mod hinanden. Han byder jer at undertrykke jeres lidenskaber, at genskabe freden mellem brødre og i stedet at tænke på krigen mod troens fjender. Hvis I ikke gør det, vil han lyse jer i band og kaste interdikt over hele jeres område. I vil så være helvedes sønner^[30], afskyet af Gud og mennesker, og jeres afkom vil være vanæret. Vi har nu sagt, hvad den Apostoliske Stol befaler. Vi er herefter uskyldige i jeres blod!”

Bevægede af denne tale indgik fyrsterne kort efter en aftale med dette indhold: ”Krigstilstanden skal ophøre, og en fuldstændig fred genskabes. Donauwörth skal gives tilbage til kejseren. Albrecht skal være fri af dommen i sagen om Nürnberg. Ludwig straffes efter kejserens afgørelse eller tilgives på forbøn af pave Pius. Den palatinske greve Friedrich skal snarest betale sin broders enke 15.000 dukater og derefter 3.000 hvert år, så længe hun lever. Han skal også tilbagegive kapitlet i Mainz det gældsbrev på 9.000 dukater, som han har afpresset det med magt. Byen Bergstrasse skal vende tilbage til sit oprindelige lensforhold. Grev Stefardo, som Friedrich tog til fange på trods af hans lejdebrev fra kejseren, skal sættes i frihed. Om de udestående sager skal der træffes afgørelse af mæglere, der mødes i Nürnberg på den kommende Fest for det Hellige Kors.”

Da dette var aftalt, sendte man hærene bort i alle retninger og gav hinanden håndslag. Palatinergreven, Friedrich, deltog ikke i mødet, og hans oratorer tilsluttede sig ikke aftalen. Ludwig af Bayern og Albrecht af Østrig samt biskop Johann af Eichstätt påtog sig i stedet at formå ham til at gøre, hvad der var blevet ham pålagt. Men så snart Friedrich havde hørt, at striden var bilagt, skrev han således til Ludwig:

”Palatinergreven Friedrich hilser hertug Ludwig. Du har givet fjenden din højre hånd, og den fred, som du har indgået, kaster skam over vores familie. Du er veget tilbage for krig, og du har vist angst for sværdene. Hvordan kan du herefter blive set som en fyrig elsker^[31]? Hvilken kvinde vil i fremtiden kunne elske dig, du som er en skamplet på din tidsalder og et vanæret uhyre i vort bayerske hus. Enten river du aftalen i stykker, eller også vil du i mig have en fjende, som er langt mere forbitret end Albrecht. Vid at hverken bønner eller magt vil kunne få mig til at gøre, hvad du har lovet i mit navn. Farvel!”

Ludwig fældede tårer over dette brev, og grebet af fortrydelse søgte han efter påskud til at opsige den indgåede aftale. Friedrich selv sendte greve Bernhard von Eberstein til paven og undskyldte, at han af mange grunde ikke kunne deltage i kongressen i Mantova, selvom han ønskede det og tidligere havde lovet det. Han tilføjede også en begrundelse for, hvorfor aftalen i Nürnberg var urimelig og uacceptabel for ham, og han henskød dommen i denne retstvist til kejseren eller til paven selv.

3.6. Ambassader fra Østen

I mellemtiden ankom der legater fra Kypern, Rhodos, Lesbos og forskellige andre steder i Asien til Mantova. Senere kom der også oratorer^[32] fra Albanien, Epirus, Bosnien og hele det illyriske kystområde. Hele byen var fuld af mennesker fra Østen, som bønfaldt om bistand imod tyrkerne. Heraf opstod fyndordet: ”Orientalerne (som man kalder levantes) er hurtige og rappe, vesterlændingene (som man kalder ponentes) er dovne og langsomme.”^[33] Meningen er, at de, som søger hjælp, er ivrige, medens de, som skal yde den, er træge og vanskelige. For man søgte om hjælp fra vesterlændingene, men kun få af disse kom. Alle udsendingene fra Østen kom for at klage deres nød. Kun Ragusa^[34] lovede at sende al den hjælp, de kunne, imod tyrkerne.

Også kongen af Bosnien sendte legater til paven for at bede om hjælp mod tyrkerne, selvom han allerede hemmeligt havde forsonet sig med dem. Kongeriget Bosnien ligger i et bjergområde imellem Serbien og Ungarn. I dette område findes der mange manikæere^[35], der foregiver at være kristne, selvom de i virkeligheden er langt fra kristendommen. Det er et ugudeligt og vantro folkefærd^[36]. Augustin skrev en bog imod dem. Ragusa og Trigusa ligger ved Adriaterhavets kyst og er naboer til bosnierne, som utvivlsomt var et illyrisk folkefærd. Vest og syd for dem bor kroaterne, der også er dalmatere. Ligesom romerne engang kaldte deres fyrster for Cæsar eller Augustus og ægypterne deres fyrster for Farao eller Ptolemæus, på samme måde kalder bosnierne deres konger for Stjepan. Den konge, som sendte ambassadører til Mantova, var en listig og vægelsindet person. Nogen tid forinden havde han besøgt kong Matthias af Ungarn. Med bistand fra den pavelige legat, kardinal Carvajal af Sant’Angelo, havde han indgået en aftale med Matthias, idet han lovede mangt og meget imod tyrkerne, men løj endnu mere.

På dette tidspunkt led serberne under angreb fra tyrkerne. Den ungarske konge gik derfor med til, at Stjepans søn skulle overtage forsvaret af den stærkt befæstede by, Smederevo, ved Donaus bred. Nogle måneder efter at han var blevet modtaget i byen, tilkaldte han tyrkerne og solgte byen til dem for en stor sum penge. Dette var ligeså nedbrydende for ungarernes morale, som Konstantinopels fald havde været det tidligere. For Smederevo er som en port mellem Serbien og Valakiet, gennem hvilken det er let at angribe Ungarn. På dette sted er der mange skibe, som kan bruges til at krydse floden, og det er let at gå i land på den modsatte bred.

De bosniske ambassadører havde forladt Mantova, før det ovennævnte forræderi blev kendt, og som først de ungarske ambassadører hørte om. Det var to biskopper, nemlig biskoppen af Csanad og biskoppen af Vacs samt grev Stefan af Kroatien. Denne nedstammede fra den romerske slægt Frangipani, der også frembragte pave Gregor, en pryd og et forbillede for alle paver. Med dem var også en doktor fra Treviso, som Pius siden hen gjorde til biskop i Dalmatien.

3.7. Stridigheder om rangfølge

Da kongernes og fyrsternes legater begyndte at ankomme, opstod der en alvorlig strid om siddepladserne: konge ville ikke vige for konge og hertug ikke for hertug, alle forlangte førstepladsen og stredes med ord og fagter derom. For at disse stridigheder ikke skulle komme i vejen for forhandlingerne, dekreterede paven, at siddepladsernes placering ikke havde nogen betydning med hensyn til ære og ret. Men dette var ikke nok til at stille alle tilfreds, som vi senere skal komme tilbage til.

Endvidere kunne de tilstedeværende biskopper ikke acceptere den Romerske Kuries sædvane, hvorefter de apostoliske notarer havde forrang frem for biskopperne. Herimod fremførte mange andre, at kuriens lov var hellig og uforanderlig. De hævdede, at det ville være en skandale, og at jorden nærmest ville gå under, hvis man foretog sig noget som helst imod notarerne.

Men Pius ræsonnerede således, at intet i Kirken står højere end bispeembedet, og at selv paven, Kristi stedfortræder, er det i kraft af at være biskop af Rom. Han fandt derfor, at notarerne havde fået forrang frem for biskopperne ikke i kraft af sædvane, men i kraft af et sædvanebrud. Han udstedte derfor et dekret^[37] om, at notarerne i fremtiden ikke havde forrang frem for biskopperne, en beslutning, som blev rost af stort set alle. Selvom notarerne løb kardinalerne på dørene og fremsatte mange nedsættende udtalelser om paven, måtte de dog affinde sig med dekretet.

3.8. Ærkebispevalg i Mainz

Kort tid forinden havde ærkebiskop Dietrich af Mainz forladt denne verden^[38]. Han var en ulærd mand, der havde levet et liv i luksus med skøger og fester. Der var kun én ting, som man kunne rose ham for, og det var, at han i kirkesplittelsen under Baseler-konciliet havde støttet den Apostoliske Stol. Dog mistede han i sin høje alderdom også denne fortjeneste, da han i bund og grund var troløs og opsat på omvæltninger.

Mainz er en berømt by på den venstre Rhinbred i det område, hvor floden Main flyder ind i Rhinen. Byen har navn efter floden Main. Engang var byen gallisk, nu er den germansk. Man siger følgende om Mainz: ”Maguntia ab antiquo Nequam.”^[39] De gamle grundlagde et rigt ærkebispedømme i Mainz, hvis ærkebiskop har førsterangen blandt de kejserlige valgfyrster. Han har tretten lydbiskopper under sig, hvis områder rækker fra Italien til Sachsen, da både Chur i de Lepontinske Alper og byen Hildesheim i Sachsen står under ærkebispesædet Mainz. Ærkebispedømmets verdslige domæne strækker sig så vidt og bredt, at det faktisk er et stort rige. Derfor aspirerede mange mægtige mænd til den ledige ærkebispestol. Ivrigst iblandt dem var Diether von Isenburg, der var bemærkelsesværdig ikke på grund af sin slægt, men kun på grund af sin troløshed og ærgerrighed.

Under pave Calixtus forsøgte Diether forgæves at købe sig til ærkebispeværdigheden i Trier for en meget stor sum penge. Derefter satte han næsen op efter Mainz, hvor han selv var kannik. Da han vidste, at han med sikkerhed ikke kunne samle flertal i domkapitlet – der var grænser for hvor mange han kunne bestikke - og at han derfor ikke kunne opnå valg, koncentrerede han sig om at opnå en alliance med nogle få af dem. Syv personer fik den opgave at vælge den nye ærkebiskop. De tre af dem, som han havde bestukket, stemte på Diether, de tre andre på Adolf af Nassau. Denne udmærkede sig både ved sin slægt og ved sin personlige integritet, og flere af hans forfædre havde opnået kejserværdigheden. Den syvende stemte på en tredje, men lod sig derefter bestikke med 3.000 dukater og gik over til Diether. Denne blev så erklæret for valgt – som et slet eksempel for alle – og tog straks ærkebispedømmets ejendom i sin besiddelse.^[40]

Derefter sendte Diether legater til Mantova og anmodede hovmodigt og arrogant om stadfæstelse af sit valg. Pius var uvidende om, hvad der var foregået, og svarede følgende: ”Kongressen her drejer sig om kristenhedens vel. Vi inviterede ærkebiskop Dietrich, medens han endnu var i live. Som leder af et stort ærkebispedømme kunne han have rådgivet og støttet den kristenhed, som tyrkernes ugudelighed og vildskab truer med at ødelægge. Da han nu er død, er det kun rimeligt, at hans efterfølger kommer hertil i stedet. Så snart det sker, vil Vi bekræfte hans valg.”

Diethers legater påstod, at han havde en febersygdom og var fattig, og at vejen var lang og usikker. Paven svarede, at han ville afvente ham, når han blev rask. Oratorerne^[41] blev sendt frem og tilbage. Til sidst vandt ugudelighed over fromhed, og hårdnakkethed besejrede mildhed: Diether kunne ikke overtales til at komme og deltage i en kongres om en så hellig sag. Til sidst stadfæstede paven - ved kardinalen af San Marcos mellemkomst – valget af Diether in absentia på den betingelse, at han inden et år personligt skulle præsentere sig for den Hellige Apostoliske Stol, modtage en forholdsinstruks og aflægge ed på at overholde den. Gennem sine befuldmægtigede^[42] legater lovede og svor Diether at gøre dette. Men – som vi senere skal komme ind på – har en barbar^[43] hverken respekt for løfter eller religiøse eder.

3.9. Afvisning af kejserens ambassade

I mellemtiden sendte kejser Friedrich tre ambassadører, biskop Antonio af Trieste, domprovst Johann Hinderbach fra Trento og Heinrich Senftleben, dekanen i Vratislava. Selvom det var fortræffelige mænd, velanskrevne hos paven og kejserens befuldmægtigede^[44], havde de dog ikke den position, som en så betydningsfuld og majestætisk forsamling krævede. Derfor bød paven Heinrich vende tilbage til kejseren med følgende budskab^[45]:

”Vi har nu indledt kongressen i Mantova, der skal drage omsorg for religionens forsvar imod de stærke fjender, som det næst efter ungarerne må være vigtigst for dig at nedkæmpe. Pave Pius har forladt Kirkestaten^[46] og begivet sig til Mantova uden at tænke på farer eller udgifter, når blot der kunne gennemføres en effektiv rådslagning om kristenhedens vel. Han håbede, at du også ville komme, som har kortere rejse dertil end han. Men du er ikke selv kommet, og du har ikke sendt legater af passende rang. De, der ser det, må tro, at du gerrig og vil spare penge, eller at du er ligeglad med forsvaret af den rette tro^[47], og de vil ikke synes, at du er værdig til at herske over de kristne. For hvordan kan du som kejser være Kirkens forsvarer og beskytter, når du ikke blot svigter Kirken, men også lader hånt om den kristne religion og om troen? Måske er du misundelig på Pius, som har frataget dig æren af at have indkaldt til kongressen, og af den grund vil du ikke mødes med ham. Men du tager fejl: Pius søger mindre sin egen ære end din, og han har dig mere kær end sig selv. Din ære ligger ham på sinde, og han opfordrer dig til at værne om den og derfor at mødes med ham for at drage omsorg for det fælles vel. Hvis du ikke kan dette, så bør du i det mindste sende fornemme legater af høj rang og ikke ved din ligegyldighed^[48]- eller er det gerrighed? - lade Kristi kirke forgå.” Heinrich drog af sted med dette budskab.

3.10. Sindelagsskifte hos hertugen af Bourgogne

Philippe af Bourgogne havde skrevet, at han ville komme til kongressen. Man anså ham for den ivrigste af de fyrster, som ønskede at nedkæmpe tyrkerne, men han ændrede holdning og besluttede at blive hjemme. Dette gjorde han ikke så meget, fordi han selv havde skiftet sindelag, som på grund af rådgivning fra andre, der frygtede, at der ellers ville ske politiske omvæltninger i Frankrig. Den franske kong Charles var vred på Philippe, fordi denne havde taget imod hans ældste søn, Louis, dauphinen af Vienne, der havde søgt tilflugt hos ham. Philippe havde ikke sidenhen bestræbt sig på at forsone far og søn. Tværtimod sagde han, at kong Charles havde handlet uværdigt, fordi han havde besat adskillige byer i hertugdømmet Luxembourg, hvilket var i modstrid med den gamle aftale, som Frankrigs konger havde indgået med de tyske kejsere i Toul. Det står i denne traktat, at kejseren ikke må gøre fordring på territorier^[49] i Frankrig og omvendt, også selvom andre selv måtte ønske at overdrage dem sådanne territorier. Kongen af Frankrig handlede uret ved at krænke traktaten og driste sig til at hærge et hertugdømme, som var givet i pant til hertug Philippe.

Kongen og hertugen sendte breve frem og tilbage, og den ene ville ikke give efter for den anden. Klagemålene voksede fra dag til dag, og uoverensstemmelser førte til åbent fjendskab. Af disse grunde mente nogle burgundere, at det ville være uklogt af hertugen at rejse bort. Andre frygtede for bagholdsangreb på vejen. Atter andre mente, at han var for gammel til at klare rejsens strabadser, andre igen, at han måtte tage sig i agt for det italienske klima og sommervarmen, og nogle begrundede deres modstand med vejenes ufremkommelighed.

Philippe lod sig overbevise af disse argumenter og besluttede at forblive i sit fædreland. I stedet for sendte han sin søstersøn, hertug Johan af Cleve, og Jean de Croy, som havde sejret i mange slag og var vidt berømt i hele Frankrig. Sammen med dem sendte hertugen et antal riddere og fremragende specialister både i kanonisk ret og i civilretten. Til disse føjede han biskoppen af Arras, Jean Jouffroy, der også var referendar hos paven, besad en omfattende lærdom, og som Pius satte pris på^[50].

Johan af Cleve rejste fra Philippe og drog gennem Flandern og Pikardiet, Paris og det øvrige Frankrig og Savoyen. Franskmændene så den usædvanligt prægtige ambassade og gik til kongen med beretninger, der gjorde den endnu prægtigere: man roste hertugen af Bourgogne, der var optaget af troens sag, og kritiserede kongen af Frankrig, som var ligeglad; paven havde indkaldt til et koncil om store sager, og havde, selvom han var en gammel mand, forladt Rom og var draget dertil. Det anstod sig ikke for kongens værdighed at mangle i så stor en forsamling. Under indtryk af denne kritik besluttede også Charles at sende en stor og prægtig ambassade.

I mellemtiden drog hertugen af Cleve og hans ledsagere igennem Savoyen og over Jupiters Bjerg, der i dag – mere passende - kaldes Sankt Bernhard, til Augusta Praetoria^[51], og derefter via Yporegia^[52], Vercelli og Novara til Lombardiets hovedstad, Milano. Her opholdt de sig i flere dage under store hædersbevisninger fra hertug Francesco. Derfra gik rejsen igennem Lodi og Cremona til kongressen.

I senatet blev det drøftet, hvilke hædersbevisninger man skulle vise hertugen ved hans ankomst. Paven besluttede at sende to af kardinalerne, men de pågældende var meget ømskindede med hensyn til deres værdighed og anså det for uværdigt og usædvanligt, at personer af højere rang skulle modtage personer af lavere. Kardinaler stod på lige fod med konger, og det ville være nedværdigende for dem at blive sendt ud for at tage imod en hertug. Paven var sådan set ikke uenig med hensyn til kardinalernes rang, der næsten var lige så høj som pavens egen. Han mente dog ikke, at der gik noget skår af kardinalernes værdighed, hvis de tog imod hertugen lidt uden for byen. Han havde selv set kejseren, der ikke stod lavere end kardinalerne, tage imod hertuger og markgrever, der ankom til det kejserlige hof. Hertugen af Cleve var – på pavens bud – rejst til Mantova fra Galliens fjerneste grænser og havets kyst. Det var stor forskel på dem, som kom til paven i private ærinder, og dem som kom i offentlige. Man skulle vise særlig hæder til dem, som adlød pavens bud og kom til Mantova for at deltage i forsvaret af den katolske tro. I øvrigt burde kardinalerne undgå hovmod, som alle afskyr, og tjene ydmygheden, som alle lovpriser. Folk brød sig ikke om kardinalernes pragtudfoldelse. Det var næsten, som om kardinalerne anså sig selv for guddommelige væsener, der stod over alle mennesker i værdighed. Denne hovmodets skamplet burde afvaskes, og det kunne den kun blive ved ydmyghedens gerninger.

Pavens opfattelse sejrede, og der blev udvalgt to kardinaler, som skulle møde hertugen, nemlig Latino Orsini og Prospero Colonna. De øvrige kuriefolk, som var tilbage i Mantova, skulle ledsage dem. Således blev hertugen af Cleve modtaget med de største hædersbevisninger^[53], og alle beundrede personernes majestætiske adfærd og de fornemme såvel som de lærde folks smukke dragter.

3.11. De burgundiske legaters tale

Den følgende dag blev der afholdt et offentligt konsistoriemøde. Biskop Jouffroy af Arras holdt tale for Pius, der sad på sin trone iført sit fulde pavelige skrud. I talen lovpriste biskoppens pavens planer for religionens forsvar, den fornemme ambassade, Philippes slægt, og burgundernes gamle og nye bedrifter, og han forklarede, hvorfor Philippe ikke selv havde kunnet komme. Til sidst forsikrede han på Philippes vegne, at denne ville gøre alt, hvad man kunne forvente af ham, for at forsvare kristendommen. Han blev påhørt med ivrig opmærksomhed, og hele forsamlingen roste Philippes sindelag.

Fra sin høje trone holdt paven en svartale. Han sagde, at alle kendte Philippes højfornemme slægt, der udmærkede sig ved at forene burgundernes og franskmændenes blod, og at begge disse folkeslag havde erhvervet deres ry gennem store bedrifter^[54]. Philippe havde dog ikke behov for at henvise til sit anegalleri^[55], da hans selv var et lys for sin tidsalder i kraft af sine egne personlige kvaliteter. Selv havde Pius haft adskillige samtaler med Philippe i Regensburg i Bayern, og han havde allerede dengang forstået Philippes holdning til tyrkerne, hans brændende tro og hans iver for at forsvare og udbrede troen. Hans ambassade viste, at han ikke ændret sindelag: fyrstens hensigt og ønske var uændret. Gid Philippe selv havde kunnet komme, som han havde givet håb om, for så ville han have set, hvor højt han blev agtet af den Apostoliske Stol. Men man måtte selvfølgelig acceptere, at han var blevet hjemme af frygt for politiske omvæltninger. Til gengæld havde han sendt fremragende mænd som sine repræsentanter.

Paven roste også hertugen af Cleve, der havde foretaget en lang og besværlig rejse for at komme til kongressen, hvor man skulle forhandle om forsvaret af den religion, som tyrkerne undertrykte overalt. Philippe havde gjort sin skyldighed og opført sig som, som det sømmer sig for en kristen fyrste. Hvis blot de øvrige fyrster var lige så engagerede i sagen, ville tyrkerne ikke længere håne de kristne, og saracenerne ikke vogte over Herrens grav i Jerusalem. Herren ville måske have barmhjertighed med sit folk og - med hertug Philippe og hertugen af Cleve som forbilleder – inspirere de øvrige kristne, samt gøre de personer til løgnere, der spottede kongressen i Mantova og latterliggjorde alt, hvad der skete dér. De øvrige sager blev udsat til senere. Med disse ord hævede paven forsamlingen. Som en hædersgestus blev hertugen af Cleve ledsaget til sit logi af kardinal Rolin af Autun.

3.12. Affæren Soest: ærkebiskoppen af Køln vs. hertugen af Cleve

Hertugen af Cleve var en fjende af ærkebiskop Dietrich af Køln, og han havde kæmpet imod ham i adskillige slag. Årsagen til krigen var den berømte by Soest, som havde løsrevet sig fra ærkebiskoppen af Køln og var blevet taget under hertugens beskyttelse.

Soest ligger i Westfalen, som er et stort og betydningsfuldt område med flere banditter end tåber. Westfalen ligger mellem Rhinen og floden Weser. Det gennemskæres af floden Ems, der udspringer i de bjerge, som Claudius Ptolemaeus kalder de Anobiske^[56], og som skiller Westfalen fra Hessen. Det menes, at Longobarderne i sin tid brød op fra dette område, drog igennem Tyskland til Pannonien, og til sidst – på opfordring af kejser Justinians eunuk, Narses - invaderede Italien. Efter dem har Gallia Cisalpina fået navnet Lombardiet. Westfalen grænser mod nord op til Utrechts territorium og marsklande. I dag er Westfalen et hertugdømme, som feudalretligt hører til ærkebispestolen i Køln.

På det sted hvor Soest er nu, lå der engang en fattig landsby, som ærkebiskoppen købte for mere end 600 år siden. Da andre folk sidenhen kom til, og byen var vokset betragteligt, lod ærkebiskoppens efterfølgere den omgive af mure og gav den status som by. Den havde flere gange gjort oprør imod ærkebispestolen, men hver gang var den blevet besejret i kamp og tvunget tilbage i lydighedsforholdet til ærkebiskoppen. Under ærkebiskop Dietrich havde byen igen gjort oprør, denne gang for alvor, og ved kejser Friedrichs hof havde der verseret en længere retssag derom. Soest blev dømt for oprør, men unddrog sig straffen. Dietrich greb igen til våben, kaldte bøhmerne til hjælp, samlede en stor hær, hærgede Soests territorium med sværd og brand og underkastede byen en streng belejring. Til gengæld gik Soest over til hertugen af Cleve.

Byen Cleve ligger i Belgien. Det er en folkerig og prægtig by, som kejser Sigismund ophøjede fra grevskab til hertugdømme. Dens territorium er ikke stort, men rigt og frugtbart. En ø i Rhinen, som engang blev beboet af bataverne, lyder nu hertugen. Øens mænd er så krigeriske og stærke, at de kan svømme over Rhinen i fuld udrustning. Af disse mænd rejste hertugen af Cleve en hær, som han sendte til undsætning for Soest. Skønt ærkebiskoppens soldater havde angrebet byen med alle slags skyts og besteget en del af murværket ved hjælp af stiger, kunne de ikke overvinde indbyggerne, der gjorde heftig modstand sammen med hertugens hjælpetropper. Belejringen trak længe ud, og mange mennesker omkom. For at afværge et nederlag for Soest begyndte hertugen at føre krig imod Kølns undersåtter. Så trak Dietrich sig ud af belejringen og vendte sig imod Cleves territorium, og herefter afbrændte hertugen og Cleve hinandens agre.

Xanten er en by ikke langt fra Cleve. Den ene del af byen hører til ærkebispestolen Køln, den anden til hertugen af Cleve. I byen er der en prægtig kirke, som man mener blev grundlagt af kejser Konstantins mor, Helena. (Da Pius var kardinal, opnåede han embedet som provst ved denne kirke. Da han blev pave, overdrog han det til sin nevø Francesco.) Hertugen af Cleve indtog nu – med krigens ret – hele Xanten, medens adskillige byer, der tilhørte hertugen, blev angrebet af ærkebiskoppen og overgav sig til denne. En forbitret krig rasede med store tab på begge sider, indtil pave Nicolaus sendte kardinalerne Nikolaus von Kues af San Pietro og Juan Carvajal af Sant’Angelo og beordrede dem til at nedlægge våbnene. Der blev så indgået følgende fred^[57]: ”Begge parter skal nedlægge våbnene og frigive alle fanger. Det erobrede skal beholdes, indtil sagen er retsligt undersøgt og kardinal Nikolaus med bistand fra hertug Philippe af Bourgogne har bilagt striden.” Sagen trak dog længe ud. Vidner fra begge sider blev hørt, og deres udsagn sendt til kurien. Endvidere blev hertug Philippes råd blev indhentet. Men i pave Nicolaus V’s levetid kunne der ikke fældes dom, for mange blandede sig i striden og forhindrede rettens gang. Heller ikke under Calixtus III kunne man nå til en retsafgørelse, for Calixtus turde ikke træde op imod hertugen af Cleve.

Da udsendinge fra Køln anmodede Pius om, at retfærdigheden skulle ske fyldest, fandt paven, at man ikke længere kunne tilsidesætte dette betydningsfulde ærkebispedømmes rettigheder, og han sendte derfor et monitorium^[58] til Soest og Xanten om at vende tilbage til deres herre. Da disse byer modtog pavens breve og forstod hvad der blev truet med^[59], gik de til hertugen og sagde, at det ikke hjælp dem meget at have vundet med det fysiske sværd, hvis de nu blev slået med det åndelige. De frygtede pavens bandlysning og kunne ikke undvære de hellige riter, som paven ville forbyde, hvis ikke de vendte tilbage til deres tidligere herre.

Hertugen blev opbragt herover, og da han kom til Mantova ville han overhovedet ikke forhandle om kristenhedens vel, førend hans egen personlige sag var blevet behandlet. Han hævdede, at paven havde behandlet ham uretfærdigt. Paven havde nemlig skriftligt lovet, at der ikke ville blive foretaget noget imod hertugen, førend denne selv blev indkaldt til høring. Ikke desto mindre var Soest og Xanten nu med trussel om strenge kirkestraffe blevet formanet til at vende tilbage til ærkebispestolen Køln. Paven svarede, at løftet var blevet holdt, for hverken hertugen selv eller dennes egne undersåtter var omfattet af monitoriet, men kun Soest og Xanten, som helt utvivlsomt stod under kirken i Køln. I øvrigt havde monitoriet i sig selv karakter af en indkaldelse. Hertugen af Cleve indvendte, at det faktisk drejede sig om hans egne undersåtter, fordi de var kommet under hans jurisdiktion igennem en retfærdig krig. Han anmodede derfor indstændigt om, at monitoriet blev tilbagekaldt. Hvis han ikke fik medhold, ville han drage bort igen og overhovedet ikke foretage sig noget i religionens tjeneste. Hertugens ord var arrogante og uværdige for en ædel fyrste.

Til stede var også legater fra ærkebiskoppen af Køln. Det var fremragende mænd, hvis leder var grev Robert af Virnenburg. Han var en meget smuk mand med en fornem karakter og stor klogskab, og han var endnu ikke fyldt 25 år. Han døde på tilbagerejsen ikke langt fra Basel – et stort tab for sin familie og en endnu større sorg for ærkebiskop Dietrich. Robert havde meget at fremføre om ærkebispestolens rettigheder. Hertugen af Cleve havde handlet slet og ondsindet, for selvom han var ærkebispedømmets vasal og født i et af dets sogne, havde han alligevel grebet til våben imod sin moder og herskerinde, og han havde hverken adlydt hendes befalinger eller vist gudsfrygt. Han var derfor hjemfalden til den straf, som er fastsat for forbrydere og for dem, der forråder deres herre. Man kunne nu se, hvor fremragende hertugens dyder var, når han kun ville forhandle om sine private anliggender, selvom han var udsendt i offentligt ærinde! Men man skulle da gøre, som hertugen ønskede, og afsige dom i dennes private sag. Dette ville være særdeles kærkomment for ærkebiskoppen, som kun ønskede det, der var ret og rimeligt.

Paven tilbød hertugen valget imellem en mindelig løsning og en egentlig domsafsigelse^[60]. Hertugen forstod imidlertid udmærket, at han ikke kunne føle sig sikker hverken på den ene eller den anden måde. Men samtidig var han klar over, at Pius ville gøre hvad som helst for, at han ikke drog bort, før man havde fuldført den sag, for hvis skyld han var kommet til Mantova^[61]. Så han nægtede at acceptere nogen af de to løsninger. Sagen stod nu således, at man enten i første omgang måtte se stort på retfærdigheden eller opløse kongressen uden resultat. For hvis hertugen af Cleve drog bort i vrede, ville venetianerne og mange andre, som endnu ikke var kommet til konciliet, ivrigt gribe dette påskud til at blive hjemme med en vis anstændighed i behold.

Paven var bekymret og usikker på hvad han skulle gøre. På den ene side fandt han det utåleligt at nægte at yde retfærdighed til en, som bad derom. På den anden side måtte han anse det for mindre farligt at suspendere retsafgørelsen end at udsætte den katolske tro for fare. Igennem tiderne havde det været sådan, at når paverne ikke kunne lade retfærdigheden ske fyldest uden offentlig skandale, havde de for sædvane at gribe til forstillelse, indtil det rette øjeblik dukkede op. Dette forbydes ikke af dem, der skabte lovene, for man bør altid undgå det største af to onder. Paven gav derfor efter for hertugen af Cleve og tilbagekaldte monitoriet til Soest og Xanten. Han lovede dog samtidig legaterne fra Køln at genudstede det, når man havde afsluttet behandlingen af de religiøse anliggender. Det var faktisk biskoppen af Arras, som i hemmelighed havde foreslået Pius denne løsning. Da denne private sag var af vejen, gik man over til den offentlige^[62].

3.13. Pavens tale til Burgunderne

Hertugen af Cleve og hans kolleger blev spurgt, hvilke råd og hvilken støtte Philippe ville give. De svarede først, at de var blevet sendt af deres fyrste for at høre Pius’ hensigter, som de så ville melde tilbage til Philippe. Da de igen blev bedt om at tale, bekræftede de, at Philippe ofte blandt venner havde drøftet pavens plan, der - skønt den var from og hellig - ikke desto mindre var vanskelig og næsten umulig at gennemføre. At føre krig mod tyrkerne krævede meget store stridskræfter. Igennem mange år havde tyrkerne vundet så mange slag, at de indgød de kristne skræk bare ved deres ry og omdømme. Når forfædrene havde ført krig mod østerlændingene, havde man samlet hære fra Frankrig, Tyskland og England. Men disse lande var nu plaget af hjemlige stridigheder og borgerkrige, eller også kæmpede de med hinanden om grænseterritorier. Først måtte man stifte indbyrdes fred, kun derefter kunne man gå i krig med tyrkerne. Man kunne dårligt føre krig udadtil, når man lå i strid med sine egne borgere. Philippe ville gøre hvad som helst, paven måtte ønske, for at skabe enighed mellem fyrsterne og derefter gå i krig sammen.

Pius svarede, at han udmærket vidste, at der var behov for store stridskræfter til at overvinde tyrkerne. Det var jo netop derfor, han havde indkaldt de kristne konger til kongressen, således at man kunne rykke i felten med fælles styrker. Tyrkerne var både stærke og dygtige, men dog ikke så meget, som rygtet ville vide. I de 70 år, de havde de kæmpet med ungarerne, havde krigslykken vekslet. De havde opnået deres berømmelse ved at besejre de feje, svage og kvindagtige grækere. Men hvis de gav sig i kast med tyske, franske, italienske eller spanske hære, så ville de se, at de kæmpede mod mænd. Paven skammede sig over, at et så primitivt folk som tyrkerne kunne vække rædsel hos de kristne, som før i tiden selv havde indgydt frygt overalt.

Men Philippes råd var bestemt udmærket: først måtte man skabe fred i og mellem de lande, som skulle levere soldater. Det måtte også medgives, at der sjældent havde været korstog i Østen uden franskmændene, og det syntes, som om det var disses særlige opgave at kæmpe for troen. Paven ville bestræbe sig på at bilægge striden mellem Frankrig og England og arbejde for fred mellem tyskerne. Men dette ville kræve lang tid. Han ville nu udsende sine legater. Han ville kalde de stridende sammen, selv fra de fjernere egne. Han ville forhandle, overtale, og tage alle midler i anvendelse, for hvordan kunne man på få dage fjerne mange års fjendskab?

I mellemtiden ville Ungarerne, hvis kræfter var udtømte, så tabe krigen. Det var de første, som tyrkerne truede, og der var ingen tvivl om, at tyrkerne næste sommer ville angribe dem med fuld styrke. Serberne var allerede tyrkernes allierede, og takket være bosniernes frafald havde tyrkerne besat Smederevo, hvorfra man med lethed kunne sende styrker over Donau. Hvis Ungarn overgav sig til tyrkerne, ville disse have fri adgang til Tyskland og Italien. Der var ingen tvivl om, at hvis ungarerne blev svigtet af de øvrige kristne, så ville de enten blive knust af tyrkerne, eller også ville de alliere sig med dem. Begge dele var yderst farlige.

Man måtte tænke på fortilfældene fra gammel tid: hunnerne, goterne, vandalerne, erulierne, gepiderne, longobarderne, ungarerne og talløse andre barbarfolk, som via Pannonien (der nu hedder Ungarn) havde invaderet Tyskland og Italien og derefter var draget videre til Frankrig og Spanien. Man måtte sørge for, at dette ikke skete igen i vor tid, når det nu var sikkert, at tyrkerne ønskede at blive herrer over Vesten. Man skulle gå imod dem, medens de endnu kunne besejres, og førend ungarerne underkastede sig dem.

Man måtte heller ikke tro, at tyrkerne var uovervindelige. Bare for tre år siden havde de lidt nederlag ved Alba^[63]: der havde de ikke kunnet modstå de kristnes angreb - og det på trods af, at de selv var mange og veludrustede, der kæmpede mod få og letbevæbnede korsfarere. De kristnes tapperhed indgød tyrkerne skræk, og de kristne havde faktisk aldrig lidt nederlag, med mindre der var forræderi med i spillet, eller de var udmattede af deres sejre, eller de var talmæssigt underlegne, eller Gud Herren var vred på dem på grund af deres forsyndelser.

Men med forenede stridskræfter ville ikke blot kristenheden, der bestod af så mange store lande, men selv Italien alene være tilstrækkeligt til at slå tyrkerne. Der var intet som gavnede disse mere end fjendskabet mellem de kristne, som bekrigede hinanden og hellere engagerede sig i private fejder end offentlige krige, og som hellere bekrigede trosfæller^[64] end de fælles fjender. Som sagerne stod, kunne man derfor ikke håbe på, at Frankrig eller Tyskland eller andre lande ville rejse hære og indlede et felttog imod tyrkerne, sådan som Godefroi de Bouillon^[65] og Konrad^[66] og mange andre havde ført krig imod troens fjender. Enhver kristen konge frygtede sin nabo og turde ikke lade sit hus stå tomt bag sig.

Men selv under disse omstændigheder burde man ikke opgive håbet for det fælles vel eller nægte at sende hjælpetropper til sine forbundsfæller. Hvis blot fyrsterne ville det, var det muligt at komme ungarerne til hjælp. Man skulle selvfølgelig af al kraft arbejde på, at kongerne sendte legationer til hinanden og indgik fred, således at man derefter kunne iværksætte et fælles felttog.

Men dette ville under alle omstændigheder tage lang tid, så i mellemtiden kunne man sende ungarerne militær hjælp efter en ligelig fordeling mellem landene. Hvis de alle gav lige meget, så ville hverken Bourgogne, Frankrig eller England behøve at frygte deres egen fjende. Og selv om de selv og mange andre vurderede, at 200.000 – 300.000 soldater var nødvendige til dette forehavende, så var dette faktisk ikke tilfældet. Specialister i tyrkiske forhold mente nemlig, at man kun behøvede at samle en hær på 50.000 eller i det allerhøjeste på 60.000 mand. Større hærstyrker havde jo det problem, at de hverken kunne styres, brødfødes eller opstilles i slagorden. En hærstyrke af den nævne størrelse var ikke meget i forhold til den samlede kristne befolkning, og den kunne hurtigt samles, hvis hver provins gav nogle få soldater. Kongerne kunne i øvrigt også bare yde et pengebidrag til at hverve soldater fra Ungarn, Tyskland, Bøhmen og Polen. Med den apostoliske legat som hærfører kunne disse tropper beskytte både Ungarn og de omliggende provinser, indtil man – hvis man omsider kunne beslutte sig for det – forenede sine stridskræfter og samlede en stor hær.

Hvis man ikke valgte et af disse alternativer, måtte man befrygte, at først ville Ungarn gå tabt, og derefter ville hele kristenheden gå til grunde. Philippe burde derfor lægge sig på sinde, at jo mægtigere man er, jo mere er man forpligtet til at tjene Gud^[67]. I øvrigt måtte krig med tyrkerne nærmest være et arveanliggende for ham, da hans egen far var blevet taget til fange af dem i et slag^[68] og kun fik sin frihed igen imod en stor løsesum. Philippe burde også huske det løfte om at føre krig mod tyrkerne, som han havde givet, da han hørte, at tyrkerne havde erobret Konstantinopel. Hvis ikke han opfyldte dette løfte, truede Guds straf.

3.14. Bourgognes løfter

Legaterne påhørte opmærksomt pavens tale, og skønt flere af dem var eksperter i militære anliggender, var der ingen, som turde modsige paven. De fremførte kun nogle få undskyldninger for deres fyrste: denne havde ikke lovet at føre krig imod tyrkerne på egen hånd, men havde betinget sig, at Frankrigs konge eller kejseren eller en anden fyrste af mindst lige så høj rang som han selv, skulle deltage i felttoget. Åbenbart havde ingen endnu tilbudt sig, selvom både Alfonso^[69] af Aragonien og Afonso af Portugal havde fået syet korsfarertegnet på deres klædning – men det var åbenbart ikke prentet i deres hjerter.

Paven svarede, at man måtte handle anderledes i forhold til Gud end til mennesker. Philippe burde betænke, hvor store gaver han havde fået af Gud: han regerede over mange provinser; han levede et liv i luksus; han havde længe været ved godt helbred; han havde en søn, der skulle efterfølge ham; og i det hele taget blev han anset for den lykkeligste af de kristne fyrster. Hvis ikke han viste taknemlighed over for Gud, som havde givet ham alt dette, så måtte han ikke i fremtiden vente sig Guds barmhjertighed. For Gud er imod den, der ikke viser taknemmelighed over modtagne velgerninger.

Legaterne og paven drøftede disse sager længe, og der blev brugt mange dage på frugtesløse forhandlinger, også selvom kardinalerne blev inddraget. Man kunne først opnå noget af legaterne, efter at de havde haft to privataudienser med paven. Så gav de sig endelig og lovede, at Philippe – når han blev anmodet om det i pavens navn – ville sende 2.000 ryttere og 4.000 fodfolk til Ungarn eller hverve dem lokalt for egen regning. Denne hærstyrke skulle kæmpe mod tyrkerne lige så længe som den øvrige kristne hær holdt ud i krigen.

Da hertugen af Cleve havde aflagt dette løfte på vegne af hertugen af Bourgogne, begyndte han at forberede afrejsen. Paven ønskede dog, at han skulle blive indtil hertugerne af Milano og Modena kom til stede, hvad man mente var umiddelbart forestående. Hertugen blev derfor otte dage længere, end han havde villet, men da den ene af de to, nemlig Borso, tilbagekaldte sit løfte, og den anden udsatte sin ankomst, gav paven ham lov til at rejse bort. Et møde mellem store fyrster er vanskeligt at få i stand, enten fordi de ikke kan lide hinanden, eller også fordi de ikke vil stå tilbage for hinanden. Sjældent er der enighed blandt magthaverne, og endnu sjældnere er der tillid imellem dem. Misundelsen gør alt usikkert.

Så hertugen af Cleve drog bort^[70] - i øvrigt ikke helt rask. Jean de Croy led af en alvorlig febersygdom, og lægerne havde opgivet ham. Men han ignorerede lægerne og kom sig. Ganske vist led han meget under den stærke sommervarme og begav sig fuldstændig afkræftet på vej, men efter få dages transport i en vogn genvandt han helbredet. Nogle af Philippes legater forblev ved kongressen indtil slutningen. To af dem drog til kejseren.

3.15-19. Familien Sforza og Milanos nyere historie

Få dage efter kom hertug Francesco af Milano til stede.^[71]

[Her følger en længere beskrivelse af hertugen, hans familie, Viscontiernes sidste dage og Milanos nyere historie.]

3.20. Hertugen af Milanos ankomst til kongressen

Da hertugen af Milano ankom til Mantova, blev han mødt af to kardinaler. Han var rejst fra Cremona via Po-floden og Mincio. På den sø, der omgiver Mantova, var der en livlig trafik af små både^[72] og andre fartøjer. En stor skare mennesker var taget ud for at se den berømte hertug, og de roste både hans udseende og fremtræden til skyerne. Alle syntes, at han var en værdig regent. Hans følge var stort og fornemt, og alles klædedragter strålede af guld eller skinnede af sølv. Under hans indtog blev der sagt meget om den Apostoliske Stols værdighed og hæder, overalt hørte man bemærkninger som: ”Pavens autoritet og majestæt er i sandhed ophøjet, når selv så stor en fyrste kommer for at kysse hans fødder!”

Dagen efter inviterede paven hertugen til et offentligt konsistoriemøde. Da hertugen havde kysset de hellige fødder og selv fremført en kort hilsen, blev han bedt om at sætte sig på en plads, der normalt tilkommer kardinaldiakonerne. Herefter blev der holdt en tale for hertugen af Francesco Filelfo, den fremragende forfatter af satirer og digter, der er specialist både i den latinske og den græske litteratur.^[73] I sin tale lovpriste han hertugen og paven, talte meget om tyrkerne og endnu mere om grækerne, og herefter om nødvendigheden af et felttog imod tyrkerne, om hertugens støtte til forehavendet og om det bidrag til de kristne styrker, som hertugen lovede.

Da paven havde hørt Filelfos tale, roste han den i høje vendinger og kaldte Filelfo selv for ”den attiske muse”. Derefter henvendte han sig direkte til Francesco. Han sagde, at denne havde levet op til sit ry og opfyldt alle forventninger. Hertugen fulgte sin berømmelige fader, der havde udsat sig for store farer, da han gjorde tjeneste for den Romerske Kirke, de troendes moder. Faderen havde været en fremragende mand og den største af hærførerne på sin tid, en anden Ajax i krig og en anden Nestor i rådslagninger, uden frygt for nogen, men selv frygtet af alle andre. Alle lovpriste hans bedrifter. Paven havde selv som om hørt om disse fra sin onkel, Giovanni Tolomei, der havde kæmpet under ham som en af hans officerer og beundrede den store mands tapperhed og hæder. Denne uovervindelige fader var blevet overgået af sin egen søn, der havde besejret alle dem, som han havde kæmpet mod. Han havde derfor erhvervet sig et navn som det, de gamle gav de tapreste romere, og han blev æret af hele Italien. Han var ikke blevet hertug af Milano ved lykkens gunst, d.v.s ved fædrene arv, men var blevet valgt af folket i kraft af sine egne fortjenester. Kun i én henseende blev han overgået af sin far, for denne havde altid kæmpet for kirkens sag, medens Francesco af og til havde bekæmpet den. Men heller ikke på dette punkt stod han ganske tilbage for sin far, for ligesom Saulus var blevet til Paulus^[74], således havde Francesco hjulpet pavens forgænger, Calixtus, imod Piccinino. Og nu da han var kommet til konciliet, havde han storsindet lovet, at han af alle kræfter ville hjælpe ikke blot den Romerske Kirke, men også selve religionen, selve den katolske tro, selve Kristi navn, imod de ugudelige tyrkere. Han gjorde således, hvad der anstår sig for en kristen fyrste. Hvis de andre var som han, ville de kristne ikke behøve at frygte tyrkernes våbenmagt, nej, de ville selv invadere disses områder og genvinde det Grækenland og Lilleasien, der var gået tabt på grund af forfædrenes efterladenhed. Paven håbede, at mange af de kristne fyrster, der nærmest syntes at være i en døs, ville blive inspireret af Francescos eksempel, at de ville erkende den fare, som truede den kristne sag, og gribe til våben imod fjenden. Hvis dette skete, som man måtte håbe, ville Francesco være blandt de første, som både den Romerske Kirke og hele den kristne religion skyldte særlig tak.

Paven sluttede under alles bifald, og dermed blev dagens møde hævet.

3.21. Hertug Borsos udflugter

Hertug Borso af Modena regerede Ferrara på den Romerske Kirkes vegne og havde lovet at komme til Mantova, når Pius indkaldte ham. Men da han blev indkaldt, skrev han tilbage, at han ville komme om få dage. Da han så igen blev indkaldt, skiftede han holdning og afslog. Begrundelsen var, at stjernerne ifølge hans astrologer varslede hans død, hvis han drog til Mantova.

Paven irettesatte ham for at tro på hedensk vrøvl, når han mente, at han kunne kende sin fremtid gennem tydning af stjernetegnene; det var i øvrigt bare et påskud for ikke at komme til kongressen; Borso var bare bange for at møde gode mænd, han ville hellere leve sammen med de vilde dyr end med mennesker; hvis han ikke kunne udholde blot en dags sejlads i troens tjeneste, så ville han både være utaknemlig over for Gud og uværdig til al sin velstand; man kunne hverken være religiøs eller kristen, hvis man undslog sig for at deltage i kongressen vedrørende forsvaret for Kristi sag; Borso kendte til astrologernes udsagn allerede i marts, det vil sige førend han havde lovet paven at komme; intet var mere uværdigt for en fyrste end ikke at opfylde sine egne løfter.

Borso forsvarede sig med mange barnagtige undskyldninger, som han virkelig ikke burde belemre paven med. Og selv om han faktisk blev besejret med argumenter, så nægtede alligevel han at lade sig besejre. Til sidst meddelte han, at han var syg af feber og måtte holde sig i ro. Han forlod faktisk også Ferrara og drog midt i sommervarmen på falkejagt i Emilia. Alle, der hørte historien, hånlo ad ham.

Sådan er der nogle fyrster, der opfører sig. De følger deres egne lyster, og lader hellere deres stat gå til grunde end at gå glip af blot nogle få af deres fornøjelser. De tror på smiger fra de hofmænd, som hofferne er fulde af. De tror, at det som man roser hos dem i deres nærvær, det roser man også i deres fravær. Men det går helt anderledes til: han som man priser, når han er til stede, han bliver sjældent rost, når han er væk. Ligegyldigt hvor Borso drog hen blandt sine undersåtter, modtog han folkets hyldest. Men uden for sit eget land havde han et slet omdømme. Han hævdede ganske vist, at Ferrara var en skole, hvor man kunne lære alt, hvad Italien havde af viden, og at han selv var skolens forstander! Efter sin egen opfattelse besad han stor klogskab, men efter andres var den ringe. Han styrede sin stat ikke så meget med klogskab som med held. Ferrara trivedes på grund af naboernes indbyrdes konflikter, ikke på grund af deres fyrsters egen indsats.

Da Borso med hyppige budskaber og breve var blevet kaldt fra jagten til kongressen, overgav han sig omsider og skrev tilbage, at han ville komme efter august, fordi denne måned var skæbnesvanger for ham. Men han løj lige så meget som før. Bedrag falder let for en mand, der har vænnet sig til det, og kun vanskeligt kan løgnen holdes fra en mund, der er vant til at lyve. Til sidst sendte Borso som sin legat en nevø ved navn Gurrone, der blev bistået af to jurister. De havde i opdrag at afgive løfte om 300.000 dukater til kristenhedens forsvar. Som om man på denne måde kunne opveje skændige gerninger med smukke ord.^[75]

3.22. Forskellige ambassaders ankomst

I mellemtiden var legater fra Firenze, Siena, Lucca og Bologna nået frem. Det var ledende borgere i deres egne byer, og de var kommet for at tilbyde deres bidrag til den fælles sag. Genova havde i hemmelighed sendt en biskop fra Korsika, en god mand. Denne skulle meddele paven, at byens senat ikke ville svigte, hvis der blev besluttet noget om forsvaret af troen, men at man ikke turde tilbyde noget offentligt uden ordre fra den franske konge, som de kort tid forinden havde undergivet sig^[76]. Kong Ferrante af Sicilien havde som sine repræsentanter sendt ærkebiskoppen af Benevento^[77] (der senere blev afsat på grund af sine forbrydelser) og hertugen af Andria^[78]. I et offentligt konsistoriemøde klagede ærkebiskoppen voldsomt over Genovas troløshed og frækhed, fordi byen havde skabt vanskeligheder for kong Ferrante på trods af sit forbund med ham. Men paven irettesatte ham, fordi han omtalte private fjendskaber på et sted, hvor det drejede sig om de kristnes offentlige sag om fred og frelse. Ferrantes brev var i denne henseende meget bedre end legaternes ord. For disse talte kun lidt om religionens forsvar, medens brevet viste kongens ædle højsind med hensyn til troens forsvar. Da man i forsamlingen oplæste alle legaternes instrukser^[79], overgik ingen Ferrantes, for dennes instrukser indeholdt både en klar hensigtstilkendegivelse og et højtideligt løfte om at føre krig imod tyrkerne^[80]. Men da kongen havde besluttet at ruste sig til denne krig, kom han ud i en meget alvorlig krise, fordi han blev forrådt fyrsten af Taranto. Mere herom nedenfor.

Samme fyrste af Taranto sendte en repræsentant til konciliet, en vis Pirro, af minoriterordenen og en lærd mand. Han var dog mindre fyrstens udsending end hans spion. På et tidspunkt talte han med paven om sin herre og erklærede ham for at være en trofast søn af Kirken og en mand med store dyder. ”Hvad vil du have, jeg skal sige?”, svarede paven. ”Din herre er en meneder og forræder. Han har grebet til våben imod sin retmæssige herre. Han begår simoni og sælger hellige embeder. Han er en kætter, der støtter den jødiske vantro. Han er også en fjende af Kristi kors og har sendt sine repræsentanter til tyrkerne for at få dem til at gå imod de kristne. Vi har et sikkert vidnesbyrd om, at din herre ”udmærker” sig på denne måde. Om han har andre dyder, ved Vi ikke.” Dette var, hvad paven om fyrsten af Taranto.

Den følgende dag sendte paven 20.000 dukater til ungarerne, der led under byrderne af krigen mod tyrkerne, og som desperat søgte om pavens hjælp. Summen blev betalt i Venedig og overbragt af grev Stefan af Kroatien^[81], der var på vej hjem.

3.23. Fred med Sigismondo Malatesta

Medens dette gik for sig, kom Sigismondo Malatesta under stadig stærkere pres fra Piccininos hære. Han søgte derfor om fred og appellerede både til hertug Francesco af Milano og til pave Pius. I denne sag havde kong Ferrante som sine repræsentanter sendt biskoppen af Bitonto, en mand der var både kløgtig og charmerende, og Antonio Cincinello, en af sine hofmænd. Disse bad indstændigt Pius om at bilægge striden. Pius sagde, at han intet ville foretage sig, hvis der ikke blev givet ham fuldstændig frihed til at fastsætte fredsvilkårene. Den tidligere overenskomst var nemlig udløbet, og paven ville nu have mulighed for at bilægge striden på en måde, der var god og rimelig. Ferrante, Federigo af Urbino og Jacopo Piccinino ville dog kun indgå fred på nogle bestemte, ret barske vilkår. Der blev forhandlet om sagen i mange dage, men forgæves. Til sidst indvilligede alle i, at paven skulle fastsætte en fred efter sit eget skøn.

Det var usikkert, om paven selv havde størst fordel af krig eller af fred^[82]. På den ene side var det klart, at Piccinino ville beholde sine styrker, selvom han blev forsonet med Sigismondo, og at han så fortsat ville pønse på politiske omvæltninger^[83] og enten angribe Kirkestatens^[84] undersåtter eller Siena. Han ville ikke turde føre krig imod Venedig, Firenze, hertugen af Milano eller kongen af Sicilien, som var stærkere end han selv, og han ville ikke ønske at føre krig imod hertug Borso af Modena, som han var ven med. Til gengæld var der i Kirkestaten^[85] mange faktioner, som kunne hidkalde Piccinino i pavens fravær.

Hvis paven på den anden side tillod, at krigen fortsatte, så ville der ske et af to: enten ville Malatesta forsvare sig med hjælp fra Venedig, eller også ville han blive besejret af Piccinino og miste alt. Begge udfald var farlige. Hvis Venedig greb til våben for Sigismondo, ville Italien igen blive plaget af kamp og strid, og krigen imod tyrkerne ville blive glemt. Hvis Malatesta bukkede under, ville Piccinino blive overmåde mægtig, Kirkestaten^[86] ville få en farlig nabo, man ville lukke en mus ind i sit eget forrådskammer^[87], eller nære en slange ved sin egen barm.

Der kunne også ske noget helt tredje: Piccinino og Malatesta kunne gå sammen og med forenede styrker hærge Kirkestaten og dele dens provinser imellem sig, for sådan er militærfolk^[88]: omskiftelige og ærgerrige, lunefulde og magtbegærlige.

I dette dilemma valgte paven det hæderlige frem for det fordelagtige. Han fandt, at det var mere ædelt og gudvelbehageligt at stifte fred, og at den der gjorde det rigtige ikke burde frygte det ufordelagtige. Det område, hvor krigen hærgede, håbede på hjælp fra Kirken. Man burde give undersåtterne fred og forbarme sig over de fattige bønder, som var blevet fordrevet fra deres hjem, havde mistet deres kvæg, hustruer og børn og nu måtte tigge om brød af fremmede. Man måtte tænke på, at det ikke var ulykkernes ophavsmand og anstifter, der blev straffet, men de uskyldige: drenge og piger ville lide overgreb; kirkerne blive udplyndret; der ville blive myrdet og anstiftet brand overalt; både Guds og menneskers love ville blive trådt under fode. Provinsen var nu blevet plaget af krig i et helt år. Hvis ikke den snart fik fred, ville den blive fuldstændig ødelagt. Man skyldte også noget til Sigismondos forfædre, som engang havde været fremragende både i krig og fred.

Skønt paven i høj grad måtte nære frygt med hensyn til sin egen situation, måtte han i den nuværende situation drage omsorg for dem, som var ramt af krigens ulykker. Hvad fremtiden angik, måtte han sætte sin lid til den barmhjertige Gud, som har magten til at ordne alt på bedste måde. Paven påtog sig derfor at fælde dom i sagen og bød de krigsførende følgende: våbnene skulle nedlægges og fangerne frigives; Pergola og flere andre steder skulle overgives til Federigo af Urbino; Senigallia, Mondavio, Vicariato og Montemarciano skulle forblive i pavens hånd som pant, indtil fredsbetingelserne var opfyldt.^[89] Om de øvrige forhold lovede han at fælde dom inden to måneder, idet han dog forbeholdt sig ret til at udskyde fristen, så ofte han ville. Paven tilføjede den klausul, at Sigismondo inden et år skulle betale en bøde på mellem 50.000 og 60.000 dukater. Hvis ikke dette skete, skulle de byer, som var overgivet i pant til paven, gå til kong Ferrante. Endvidere kunne Sigismondo ikke lovligt føre krig imod kongen i en to-årig periode.

De udsendinge, der skulle meddele dommen, blev modtaget med bitterhed. Dommen forekom begge parter hård, og især Piccinino, der var klar over, at han dermed blev frataget sejrens frugter. Men kort tid efter nedlagde de alligevel våbnene, således som paven havde bestemt. Byerne blev overdraget med undtagelse af Pietrarubbia , hvor indbyggerne efter Sigismondos listige plan simulerede et oprør. Endvidere tillod Piccinino, at hans soldater udplyndrede flere af de steder, som han havde erobret. Ellers fulgte man dommen, og Sigismondo havde den fordel at blive inkluderet i den italienske liga^[90], som han tidligere var blevet udelukket fra. Han kunne således nyde freden, selvom han var ondsindet og rastløs og altid havde sat krigen over freden.

3.24. Anguillara besætter Viterbo

Medens dette stod på, besatte grev Everso dell’Anguillara byen Viterbo. Denne var blevet forrådt af nogle få borgere og blev overdraget til Eversos nevø, Antonello da Forlì, som Everso havde sendt dertil. Ærkebiskop Bartolomeo Roverella af Ravenna, som senere blev kardinal, samlede i hast nogle styrker og kom den besatte by til undsætning. Da Antonello hørte, at hærstyrken nærmede sig, udplyndrede han byen, tog mange af dens borgere til fange og førte dem med sig, da han drog bort belæsset med bytte.^[91] Det var fæstningen, som gjorde det muligt at genindtage byen. Pave Martinus havde engang lade den rive ned til grunden, men pave Calixtus var begyndt at genopbygge den, og Pius afsluttede byggeriet. Hjælpetropperne blev lukket ind gennem fæstningen og gav byen tilbage til Kirken. Ellers ville den være forblevet i fjendernes besiddelse i lang tid.

Da Pius hørte, at Eversos tropper havde indtaget byen, sagde han: ”Det var det, som Everso truede med, da Vi forlod Rom. Men heller dette skal få Os til at vige fra forsvaret af troen. Gud selv vil hjælpe troens sag, og han vil ikke tillade, at ondskaben sejrer.”

Derefter gik der fire dage, og se bare! Da kom der en budbringer, som meddelte, at fjenden var slået på flugt, og at forræderne var blevet straffet. Kirkens guvernør i byen var en perugianer ved navn Oddo, en af den Romerske Kirkes notarer^[92], der havde været borte, da Antonello gik til angreb. Da han hørte om besættelsen af byen, samlede han folk fra nabobyerne og sluttede sig til ærkebiskoppen af Ravennas styrke. På den måde bidrog han faktisk i ikke ringe grad til at genvinde byen. Men da han pralede overdådigt af selv at have været ophavsmand til byens redning, sagde ærkebispen til ham – ihukommende hvad man kan læse hos Livius om Fabius: ”Du ville aldrig have genvundet Viterbo, hvis du ikke først havde mistet den”^[93].

3.25. Ambassader fra Polen og Savoyen

I mellemtiden var en legat fra Polens kong Kazimir ankommet til Mantova med et prægtigt følge. Det var en lærd mand, en nevø af den tidligere ærkebiskop og kardinal af Krakow, Zbigniew Olesnicki^[94]. Hans talrige tjenerskab var iført det samme liberi. Efter polsk skik bar de fjerprydede hatte, pilekoggere og slynger, og deres heste var særdeles velnærede.

Der kom også legater fra hertug Louis af Savoyen. Det var biskoppen af Torino, marskallen af Savoyen og andre fornemme og lærde mænd fra Savoyen. Fra Italien manglede nu kun Venedig. Selvom venetianerne inden pavens afrejse fra Rom både gennem udsendinge og breve havde lovet, at de ville være blandt de første, som sendte en legation til kongressen, så adlød de dog ikke, da de blev indkaldt. Der var to grunde hertil. For det første havde de ikke fået deres vilje med hensyn til bispestolen i Padova. For det andet frygtede de mere end noget andet den situation, at de som de eneste kom i krig med tyrkerne, hvis de selv kom til Mantova og fandt, at de kristne fyrster ikke var villige nok til at forsvare religionen. I øvrigt skrev de venetianere, som fulgte kurien, mangt og meget til deres venner derhjemme, som fik folket til at vige tilbage fra deres gode fortsæt. For hoffolks natur er ofte ondskabsfuld og genstridig, og de er næsten alle slaver af griskhed og ærgerrighed. Paven har naturligvis kun mulighed for at forfremme og berige få ud af de mange. De øvrige, som bliver forbigået, hader paven, som om han har behandlet dem uretfærdigt. De nedrakker ham i skrift og tale, de bider og flænser, og der er ingen som i levende live bliver rost mindre end paven.^[95]. Først når han er død, bliver han en gang imellem rost, for efterfølgerens handlinger stiller forgængerens i et bedre lys. Så alle de venetianere ved kurien, som ikke havde opnået det, de ønskede, skrev hjem til deres venner imod pavens planer. Og da et folkestyre af naturen er mistænksomt, fortolkede byen alt på den værst tænkelige måde. Dette gjaldt især købmændene, som havde økonomisk fordel af fred med tyrkerne.

3.26-29. Venedigs historie

[Her følger en beskrivelse af Venedigs historie og styreform]

3.30. Beskrivelse af Venedig

Som nævnt omfattede Venedig fra begyndelsen af næsten alle øerne mellem Grado og Loredo, der tilsammen dannede et fællesskab bestående af flere småbyer. I dag danner bygningerne én sammenhængende by kun opdelt af kanaler med saltvand, der fungerer som gader. De store kanaler er så brede, at der er plads nok til galejer. Der er også gader dækket af brosten, hvor man kan gå til fods.

Til denne by sejles der handelsvarer fra næsten hele verden, og der er ikke nogen bedre handelsplads i hele Europa. Købmænd fra hele Vesten bringer deres varer hertil og fører varer fra Østen med tilbage. Der er også et skibsværft, som man kalder Arsenalet, og som er udstyret med alle slags store maskiner og apparater, og hvor de uden ophør bygger galejer og andre skibe. Det siges, at de på meget kort tid kan udruste 100 galejer – det har de i hvert fald gjort tidligere.

Hele byen er bygget af mursten. Men hvis venetianerne bevarer deres magtposition, vil den snart være dækket af marmor, og allerede i dag stråler adelspaladserne af marmor og glimter af guld. Den berømmelige Sankt Markus Kirke er bygget med marmor fra Østen. Dens kupler er udsmykket med forgyldte mosaikker. Man siger, at kirken ejer en skat, der overgår selv kongernes rigdomme, med rubiner, diamanter og alle slags perler. I vor egen tid lykkedes det en græker at begå et snedigt tyveri fra skatkammeret, men han blev fanget og dømt til døden.^[96] Dogen, Francesco Foscari, frarådede dødsstraffen, da han mente, at en så dristig mand, burde skånes. Man siger, at forgyldningen af kampanilens top kostede 60.000 dukater.

Dogepaladset er enormt. Vi har allerede fortalt, hvordan det i tidligere tid brændte ned og blev genopbygget. Det er bygget på marmorsøjler og vidunderligt udsmykket. Over hele byen er der prægtige og smukke templer og klostre. Byen vokser fra dag til dag. Den er jo uden bymure, for vandet selv er dens mur. Den korteste afstand til fastlandet er tre mil.

I vor egen tid har Venedig haft mænd af fremragende lærdom, for eksempel augustinermunken Paolo^[97], hvis bøger om dialektik stadig anvendes, og Francesco Barbaro, en specialist i græsk og latinsk litteratur, som oversatte mange bøger fra græsk til latin^[98].

3.31. Modtagelsen af de venetianske legater

Venetianerne, som Vi nu har skrevet udførligt om, nægtede længe at sende legater til kongressen i Mantova. Men da de hørte, at hertugen af Cleve var ankommet, at man med det allerførste ventede de franske legater, at fyrsten af Milano, Francesco Sforza var kommet til stede i egen person, og at der fra hele Italien kun manglede dem selv, blev de nervøse med hensyn til deres eget omdømme og sendte to legater til Mantova. Sammen med legaterne sendte de en gruppe unge adelige og – som et tegn på hæder – en eskorte på 500 riddere.

For at vise byen Venedig ære red Francesco Sforza ambassaden i møde og drog ind i Mantova imellem de to legater.^[99] Den ene af legaterne, Ludovico, holdt en strålende tale i et åbent konsistoriemøde, for han var ikke blot retslærd, men også velbevandret i retorik. Talens hovedindhold var følgende: Venetianerne fordømte frækheden hos tyrkerne, som angreb andre lande; de anklagede de kristne for dårskab, når disse hverken forsvarede deres egne besiddelser eller vovede at gribe til våben for deres religion; de lovpriste paven, fordi han bekymrede sig om det fælles vel og var draget til Mantova - med stort besvær og store omkostninger. De ivrede for, at man skulle gå i krig mod tyrkerne, såfremt det kunne ske med forenede kristne stridskræfter; og skete det, lovede de at yde et stort bidrag til sagen.

Pius indledte sit svar med at tale om venetianernes oprindelse og deres mange store bedrifter. Derefter roste han deres tilbud med hensyn til troens forsvar, selvom de havde stillet en betingelse, som det ville være meget svært at opfylde. Han dadlede også sendrægtigheden hos de venetianske legater, som var de sidste, der ankom, selvom de boede tættest på Mantova. Han mindede også om pave Alexander IIIs store kærlighed til Venedig, og sagde, at han selv ville holde lige så meget af dem, hvis de – som det var rimeligt – støttede hans bestræbelser med hensyn til at forsvare troen.

3.32. Kongressen begynder at arbejde

Konciliet var nu fuldtalligt bortset fra franskmændene, som endnu ikke var nået frem. Paven besluttede derfor at holde tale til alle de tilstedeværende og at opfordre dem til at gå i krig. Han var nødt til at gøre dette, inden hertug Francesco af Milano tog af sted, for denne kunne ikke blive der længe. Efter en messe i domkirken blev alle fyrsterne og udsendingene kaldt til samling.^[100]

Der opstod nu mange stridigheder om, hvor man skulle sidde. Størst var uenigheden mellem legaterne fra Venedig og Savoyen. De første fremhævede deres stats magt og ælde, de sidste deres herres fornemme afstamning og sædvanen. Skænderiet blev stadig mere heftigt, og Orsatto^[101] viste her større hovmod end klogskab og var parat til at slås. Da paven ikke kunne dæmpe gemytterne på anden måde, placerede han venetianerne bagved hertugen af Burgunds legater og befalede legaterne fra Savoyen at tage plads på den lave bænk foran sin egen trone. Derpå påbød han tavshed og talte i omkring tre timer under så stor opmærksomhed fra tilhørerne, at hvert eneste ord kunne høres. Han havde været slemt plaget af hoste i de foregående dage, men forsynet stod ham bi, så han hverken hostede eller var besværet, medens han holdt sin lange tale om krigen mod tyrkerne. Han påviste, at denne ikke blot var hensigtsmæssig, men også retfærdig, let gennemførlig og nødvendig. Siden hen blev hans tale udgivet, og den findes blandt hans øvrige taler^[102]. Da paven sluttede, holdt den græske kardinal Bessarion en lige så lang tale på kardinalkollegiets vegne. Han beskrev, hvor stort et tab de kristne havde lidt med Konstantinopels fald, og hvilke onder, der ventede, hvis man ikke satte sig imod tyrkens anslag. Han sagde, at sejren ville være nem for de dristige, og han fremførte mange gode grunde til at gå i krig. Han bekræftede, at det hellige kollegium fuldt ud tilsluttede sig alt, hvad paven havde sagt i sin tale. Bagefter roste man Bessarions tale, selvom den viste, hvor højt den latinske veltalenhed stod over den græske.

Kejserens udsending, biskop Antonio af Trieste, var til stede, men han turde ikke tage ordet i så stor en forsamling. Hans kollega, Johann Hinderbach, var syg. De øvrige oratorer for konger, fyrster og byer bifaldt enstemmigt pavens tale. Francesco Sforza plæderede – med militærisk veltalenhed og på modersmålet^[103] - stærkt for, at man skulle gå i krig mod troens fjender, og han stillede sig selv og sine ressourcer til rådighed for sagen.

3.33. De ungarske legater beklager sig over kejseren

Også Ungarns legater var til stede. De var de sidste, der talte, fordi det var dem, der søgte om bistand. De priste pavens omsorg for det fælles vel og fremførte et langt angreb på kejseren. Denne havde skadet ungarerne (der i forvejen led under krigen med tyrkerne) ved at kaste det ungarske rige ud i nye stridigheder.^[104] Da forsamlingen hørte dette, rejste der sig en ophidset mumlen imod kejseren, men hans legat, som ikke var vant til at tale på offentlige møder, turde ikke tage til genmæle imod en kritik, der var blevet fremført i så stor en forsamling.

Paven tog derfor ordet og sagde: ”Ungarere! Det, som I har fremført, er irrelevant i denne sammenhæng og gavner ikke sagen. Vi er nu i færd med at drøfte krigen mod tyrkerne, og for at gavne jeres sag arbejder Vi på at få kejseren og de øvrige kristne til at støtte jer militært. I beder om hjælp, og samtidig udfordrer I netop dem, der kan hjælpe jer. Det er ikke sådan, I gavner jeres rige, og det er ikke her, at vi skal strø om os med bebrejdelser. Ulykke og overmod passer dårligt sammen. Vi kender kejseren som en fyrste, der elsker retfærdighed, og Vi ved, at jeres konge er en hæderlig mand. Men de er i strid om det ungarske rige, og begge mener, at de har en retfærdig sag. Når de har erkendt sandheden derom, vil de følge den. Vi bør arbejde på, at de bliver venner igen. Vi har allerede sendt en legat til dem, og Vi vil sende endnu én, hvis det er nødvendigt, så Vi gør alt for at forsone fyrsterne. Lad os i mellemtiden koncentrere os om det, der er vores opgave her og nu, lad os ikke have nogen stridigheder, og lad os ikke høre skældsord.”

Da ungarerne hørte dette, tav de. Alle andre bifaldt pavens ord. I fuld enighed traf man nu beslutning om at føre krig imod tyrkerne, hvorefter man afsluttede dagens møde.

3.34. Forhandlinger med de italienske magter

Dagen efter blev alle de italienske legater og fyrster kaldt til paven. Følgende gav møde i paladset: hertug Francesco af Milano, markgreve Ludovico af Mantova, markgreve Guglielmo af Monferrato og Sigismondo Malatesta. Eftersom kongen af Aragonien herskede over de italienske øer Sicilien, Korsika og Sardinien, deltog også dennes legater. Endvidere deltog kong Ferrantes legater, ærkebiskoppen af Benevento og hertugen af Andria, samt repræsentanterne for Venedig, Firenze, Siena, Ferrara, Lucca og Bologna. Selvom Savoyen omfatter store områder på denne side af Alperne, hælder de imod Frankrig og ville ikke tælles med blandt italienerne. Genova var endnu ikke officielt repræsenteret, men havde i hemmelighed lovet sin støtte. Kardinalerne sad på pavens højre og venstre side, medens fyrsterne og legaterne sad over for ham.

Da alt var klart, sagde paven: ”Kære sønner! Efter jeres råd har Vi besluttet at føre krig imod tyrkerne. Vi er ikke i tvivl om, at der vil være rigeligt med våben, heste, mænd, skibe og penge, såfremt de kristne for alvor bekymrer sig om deres frelse. I dag skal vi drøfte, om vi skal angribe fjenden til lands eller til vands eller begge; hvilken flåde og hvilken landhær, der er behov for; hvilke lande der skal stille soldater til rådighed; og om vi skal hjælpe ungarerne med penge eller med krigsmænd. Giv jeres mening til kende og sig åbent, hvad I vil bidrage med.”

Francesco Sforza var den første til at svare, og han bekræftede det, som han havde lovet dagen i forvejen. Derefter fremsatte han følgende plan: det forekom ham nødvendigt at sætte et massivt angreb ind mod tyrkerne både til lands og til vands. Da han ikke kendte fjendens stridsmagt, kunne han ikke sige, hvor stor en hær, man behøvede. Under alle omstændigheder burde man dog rejse tropper fra de egne, der lå nærmest tyrkerne, og som kendte til fjendernes adfærd og havde erfaring med deres taktik^[105]. Italien og de øvrige fjernere provinser måtte bidrage økonomisk til at underholde ungarernes og andres hære. Man skulle ikke sende fremmede folk til ungarerne: dels ville de let kunne komme i klammeri med dem, og dels ville omkostningerne til deres transport og ophold være ganske betydelige.

Aragonerne, hvis leder var biskoppen af Elne, bifaldt Francescos plan og lovede mangt og meget i deres konges navn. Venetianerne turde ikke love noget, men de gav dog deres mening til kende som privatpersoner: man skulle angribe fjenden både til lands og til vands. En flåde på 30 galejer og otte kuttere^[106] ville være nok til at sejle igennem Hellespont og hærge kystområderne i Grækenland og Lilleasien^[107]. På den måde ville tyrkerne være nødt til at bruge mange krigsfolk til at beskytte kystområderne. Landstyrkerne burde man rejse i Ungarn og naboområderne. Der burde være mindst 40.000 ryttersoldater og 20.000 fodfolk. Krigen skulle finansieres ved pengebidrag fra de øvrige kristne provinser.

Alle de senere talere tilsluttede sig dette synspunkt med undtagelse af Sigismondo Malatesta. Da man nåede frem til ham, rejste han sig og talte militærisk og direkte^[108]: ”Hellige fader! Jeg er selv trænet i landkrig og forbigår derfor søkrigen, som jeg ikke har forstand på. Så det område overlader jeg til venetianerne. De tidligere talere har sagt, at man skal mobilisere de folk, som bor tæt på tyrkerne og kender deres adfærd. Jeg synes noget helt andet: ungarerne, valakerne, serberne, bulgarerne, epiroterne og grækerne bor meget tæt på tyrkerne. De har ofte lidt nederlag til tyrkerne og er nu bange for at se dem ansigt til ansigt. Hvis jeg skulle føre denne krig, så ville jeg udruste det fornødne antal ryttere og fodfolk fra Italien, og jeg ville ikke være i tvivl om sejren. For vore soldater og hærførere er de bedste i verden. Endvidere er vore heste og udrustning af bedre kvalitet. Endelig er det ikke en forhindring, at vi ikke kender til deres taktik, for de kender jo heller ikke vores, og vi kan bedre undgå deres fælder, end de kan undgå vores, for italienerne er simpelt hen kløgtigere. Jeg foreslår derfor, at italienerne fører krigen, medens de andre betaler.”^[109] Man roste Sigismondos tale, selvom der ikke var nogen, der roste hans person.

Da alle havde talt, sagde Pius: ”Kære sønner! Hvis det var muligt, ville også Vi foretrække at føre krigen med italienske stridskræfter, for intet andet folk overgår os militært. Men dette er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt. For hvem er i stand til at bidrage med de penge, som det koster at sende tropper fra Italien til Grækenland? Og hvad angår vore hærførere: hvem af dem er villige til at kæmpe uden for Italien? Her hos os kæmper de uden fare for deres liv og for en stor løn. Men med tyrkerne vil slagene være blodige og uden de store gevinster, når man ser bort fra sjælene, som vore soldater sætter højt, når de er inden i legemet, og lavt, når de er udenfor. På den anden side er det vanskeligt at få tyskerne, ungarerne og bøhmerne til at hverve soldater til krigen. Hvis ikke Italien giver penge, så vil ingen provins gøre det.

Barbarerne^[110] er gerrige og mistænksomme, og de føler sig altid snydt i pengesager. Måske vil de stille væbnede soldater til rådighed, men de vil ikke give rede penge, selvom de på den anden måde faktisk kommer til at yde mere. Italienernes penge vil næppe række fuldt ud til at udruste én flåde. Det er derfor nødvendigt, at vi gør, hvad vi kan, og ikke hvad vi gerne ville. Krigen må føres med de styrker, som vi kan få. Franskmændene, englænderne, tyskerne, bøhmerne og polakkerne vil stille styrker til rådighed, og med dem vil vi organisere landkrigen. Af de spanske folk vil kastilianerne bede sig undskyldt, fordi de ligger i krig med maurerne. Hvis katalanerne, aragonerne og portugiserne bidrager med noget, vil det være til søkrigen. Vi skal ikke nægte, at det ville være meget vanskeligt at samle så mange forskellige folkeslag i een lejr. Men det vil så være muligt, at organisere dem under flere hærførere og i flere lejre, dog på det vilkår, at de skal komme hinanden til undsætning, når det er nødvendigt. Alle skal dog lyde een fælles hærfører: den Apostoliske Stols legat. Og de skal følge een fælles fane med det livgivende korsets tegn. Men det er for tidligt at tage sig af dette.

3.35. Troppestyrker og finansiering

Lad os nu drøfte, hvor mange tropper, vi skal have, og hvor vi skal få dem fra. Derefter skal vi også tage stilling til hærførerne og til, hvordan vi bevarer enigheden mellem folkene. Vi har hørt meget om tyrkernes magt. Vi ved, at de ikke kan føre mere end 200.000 mand i felten, og deriblandt ubevæbnede bønder og mange mænd, som er uvante med krig. Deres sande styrke udgøres af janitsharerne, som der højest er 40.000 af. Da de kristne er langt overlegne både med hensyn til våben og til tapperhed, vil de være sikre på sejr, hvis blot 50.000 drager i kamp. Det er dog vigtigt, at hovedparten af stridsfolkene er ryttersoldater, for der vil skulle kæmpes i et fladt terræn, og tyrkerne har et stort rytteri. Hertil kommer, at det ikke er let at kommandere og brødføde store troppestyrker. Med hensyn til søkrigen siger venetianerne, at 30 galejer og 8 kuttere vil give os sejren. Denne opfattelse deles af næsten alle, der kender tyrkerne. Hvis vi lægger 10 galejer til, er der overhovedet ingen tvivl om, at de vil kunne beherske havet og forhindre tyrkerne i at sætte over fra Asien. De fleste af tyrkerne vil være optaget af at forsvare kystbyerne, og de vil derfor kunne sætte langt mindre styrker ind i landkrigen. Det er i hvert fald eksperternes mening.

Vi har nu talt om, hvor soldaterne skal komme fra, og hvor store styrker der skal sættes ind til lands og til vands. Lad os nu tale om pengene. Hvis I er enige, er det Vort forslag, at gejstligheden skal give en tiendedel af sine indtægter i tre år til dette formål, lægfolket en tredvtedel, og jøderne en tyvendedel af deres samlede formue. Således vil vi rigeligt kunne indsamle de penge, som er nødvendige til denne krig. Hvis nogle vil betale mere, vil det være en ekstra gevinst. Hvis I har bedre forslag, så fremfør dem nu. Vi vil følge jeres råd.”

Alle tilsluttede sig pavens forslag, og på dette grundlag traf man en beslutning, som alle underskrev med undtagelse af de venetianske og florentinske ambassadører. Florentinerne blev stærkt kritiserede, fordi de var blevet sendt til konciliet uden at kunne bidrage med andet end ord. De udbad sig derefter en privataudiens med paven, og det blev dem tilstået dog med tilstedeværelse af to kardinaler, Bessarion af Nikæa og Juan Torquemada af San Sisto. Under audiensen afgav de en bindende erklæring om, at det florentinske folk ville overholde den trufne beslutning, men bad om, at det måtte forblive en hemmelighed, indtil deres fuldt lastede handelsskibe var vendt hjem fra Konstantinopel. Det, regnede de med, ville ske inden jul. Der blev indgået en højtidelig aftale herom, men for at det ikke skulle se ud som om at kristenhedens sag led skade på grund af florentinernes efterladenhed, gjorde hertug Francesco af Milano sig offentligt til garant for florentinerne.

Herefter blev der forhandlet intenst med venetianerne, hvis ord var langt fra deres holdninger. I deres tale lovpriste de krigen mod tyrkerne, i deres hjerte forbandede de den. De er ikke et folk, der går ind for store forehavender. De fleste af dem er købmænd, som af naturen er optaget af profit og som undgår store satsninger, hvis de koster penge. Venetianerne frygtede, at krigen mod tyrkerne ville medføre en standsning af deres handel med Orienten, som de lever af. Endvidere var de bange for, at fyrsterne fra Vesten - hvis man genvandt Grækenland - ikke ville tolerere det venetianske folks herredømme i Dalmatien og i Orienten. De frygtede også, at hertugen af Milano ville gå i krig mod dem, medens de selv var optaget af krigen imod tyrkerne. Sådan mistænker menneskene andre for det, som de føler hos sig selv. Venetianerne anmodede derfor deres legater om at trække forhandlingerne i langdrag, medens de gav gode forhåbninger, men ikke lovede noget som helst sikkert og definitivt.

Da de blev gået nærmere på klingen, sagde legaterne, at Venedig ville tage del i krigen på følgende betingelser: de selv alene skulle lede søkrigen; alt krigsbyttet skulle tilfalde dem selv; flåden skulle udrustes uden omkostninger for Venedig; og hæren, der drog fra Ungarn mod tyrkerne, skulle bestå af mindst 50.000 ryttersoldater og 20.000 fodfolk. Endvidere påstod de nu, at der ville være behov for 60 galejer og 20 kuttere, og at skibene udover roerne og de øvrige søfolk skulle bemandes med 8.000 mænd – og det skønt de tidligere havde sagt, at meget mindre var nødvendigt. Kun skibene og deres udrustning lovede de at stille gratis til rådighed, for alt det øvrige krævede de penge, og til det formål ønskede de at udskrive tiender, tyvendedele og tredvtedele i hele deres territorium, hvad de skønnede ville indbringe 150.000 dukater. Men heller ikke det var de tilfredse med og forlangte yderligere halvanden million dukater fra den fælles krigskasse. Så gavmilde var venetianerne!

Til disse krav svarede paven følgende: ”Med den umulige pris, I sætter på jeres deltagelse, ser Vi klart, venetianere, at I ikke reelt har til hensigt at deltage i forsvaret af religionen. Man må stærkt beklage, at jeres by, der engang udrustede store flåder til forsvar for troen, nu er sunket så dybt, at den ikke engang vil udruste blot ét eneste skib. Ofte har I for egen regning ført store krige for jeres forbundsfæller mod Pisa, mod Genova og mod konger og kejsere. Nu vil I have penge for at kæmpe for Kristus imod de ugudelige tyrkere. Men selv hvis I får dem, vil I alligevel ikke kæmpe! Ak Venedig, hvor meget har du mistet af dine gamle sæder! Dit alt for tætte forhold til tyrkerne har gjort dig til en ven af Muhammed, og du bryder dig ikke længere om din egen religion.

Men det er jo på jeres vegne, at Vi handler! Det er jeres sag, Vi fører, når Vi arbejder for krigen imod tyrkerne, og når Vi kæmper for at afvende den fjende, der truer jer. Men I vender det døve øre til Vore ord. Den dag vil komme, siger Vi jer, da I vil bønfalde Os om det, som Vi beder jer om nu, og måske vil I så ikke blive bønhørt. Hvilken konge har nogensinde haft så mange penge til at forberede en krig, som I forlanger af os nu? Det er nok med de penge, som er nødvendige til en begyndelse. Resten vil selve krigen fremskaffe, hvis bare hærførerne er mænd og ikke kvinder. Og nu forlanger I så, legater, 60 galejer og 20 andre skibe, hvor I for ganske nylig sagde, at halvdelen var nok. Og I forlanger 70.000 stridsfolk til landkrigen, medens dem, som kender til de tyrkiske forhold, vurderer, at krigen kan vindes med 40.000. I hober vanskelighederne op med det formål, at der ikke skal blive krig. Fortsæt endelig på den måde! Så bliver der ingen krig, og I kommer selv som de første til at betale prisen.”

Således blev der sagt mangt og meget og ofte endnu hårdere. Legaterne, var forsigtige mænd og svarede spidsfindigt snarere end sandt. Deres ord stod i skærende misforhold til deres reelle hensigter. Snart forsøgte de sig med eet argument, snart med et andet. De oppustede fjendens styrke, de nedtonede vores egen, og de forsøgte at trække tiden i langdrag, indtil kongressen blev opløst. De kom kun til paladset, når de blev indkaldt. Deres indtog var prægtigt og strålende. Kun modvilligt knælede de for paven, og selvom de så, at kongernes og selveste kejserens legater og store fyrster kyssede pavens fødder og lå længe udstrakt foran ham, så rejste de sig med det samme, hvad enten det skyldtes deres medfødte arrogance, eller den primitive fiskermentalitet, som de havde arvet fra deres forfædre. Hvis de måtte vente lidt i pavens forværelse, mumlede de med det samme, at de blev behandlet med foragt, og de skrev hjem til deres senat, at paven ikke viste dem større ære, end hvis de var kommet som udsendinge fra Ancona! Således opæggede de stadig mere den venetianske befolkning imod paven, som de i forvejen var forbitrede på over sagen om bispedømmet Padova. Rent faktisk holdt paven sig ikke tilbage med hensyn til at vise venetianerne ære, han gik snarere til den modsatte yderlighed. Men legaterne fandt på disse og mange andre løgnehistorier for at føje skade til skade.

3.36. Ambassader fra Frankrig, Bretagne, Genova og kong René

I mellemtiden opstod der et rygte om, at de franske legater ville komme som Venedigs allierede og som fjender af paven på grund af Kongeriget Sicilien, og der var dem, der mente, at paven ville blive gjort til skamme ved deres ankomst. Da hertugen af Milano havde underskrevet dekretet med løfterne om bidrag, drog han hjem.^[111]

Af de legater, som den franske konge havde udnævnt, var der en, som kom forud for de andre. Det var den føromtalte dekan fra Chartres. Han var blevet valgt til biskop i sit bispedømme og valget var – i henhold til den pragmatiske sanktion – blevet stadfæstet af hans ærkebiskop. Selv følte han sig dog ikke sikker nok, hvis ikke han også blev godkendt af paven. Han accepterede derfor udnævnelsen til legat for bedre at kunne pleje sin personlige sag og tog af sted før de andre legater. Da han nærmede sig Mantova, meddelte han, at han ønskede at drage ind i byen som udvalgt biskop, d.v.s. iført en hvid linnedklædning^[112] under sin kappe. Overmodigt søgte han om pavens tilladelse hertil i den tro, at det ikke kunne nægtes ham på grund af hans status som legat. Men tværtimod fik han befaling om at aflægge denne klædning eller også at vende tilbage til Frankrig. Således ydmyget underkastede han sig paven, opnåede stadfæstelsen af sit valg, og vendte tilbage til Frankrig, før de øvrige legater ankom. Han havde vist sig som en typisk franskmand, der med tynde begrundelser tigger sig til gunstbevisninger og blander alt med løgn.

Noget senere ankom de øvrige legater, i øvrigt under mindre opmærksomhed end de havde ventet sig. For at gøre indtryk havde kongen udnævnt flere adelsmænd af sin egen familie til legater^[113], men de var blevet hjemme, da de ikke fik dækket deres rejseomkostninger lige så let som andre udsendinge^[114]. Ambassadens ledere var ærkebiskoppen af Tours, en ærværdig gammel mand; biskoppen af Paris, en skarp debattør; Thomas de Courcelles, en fremragende teolog; og baillien af Rouen. Sammen med disse sendte kong René af Sicilien sine egne legater, d.v.s. biskoppen af Marseilles og sin hærfører. Bagefter fulgte legater fra hertugen af Bretagne. Det var hans nevø, biskoppen af Saint Malo og adskillige andre fremtrædende mænd. Der kom også en ambassade fra Genova, der sleskede for franskmændene som deres herrer.

Det, der i dag kaldes Bretagne, er en del af Frankrig og ligger ved Atlanterhavskysten. I gamle dage var det navnet på den ø, som kosmografen Ptolemæus kalder Albion.^[115] Briterne blev drevet bort fra øen af det germanske folkeslag Anglerne, som kaldte øen Anglia efter sig selv. Briterne sejlede så over til kontinentet og slog sig ned i området mellem Gascogne og Normandiet. De beholdt deres eget navn og sprog og indtog mange byer. Én af disse er Vannes – som Vi har nævnt ovenfor, da vi omtalte venetianerne i Italien. Hertugen af Bretagne er en mindre fyrste end kongen af Frankrig og hans territorium er omgivet af dennes. Han har dog sine egne love og anerkender ingen overherre i sit eget verdslige domæne. Derfor nægtede han at følge trop, da Frankrig indførte den pragmatiske sanktion, som forringede den Apostoliske Stols højhed og ære, og han deltog heller ikke i de øvrige galliske tåbeligheder, men fulgte i forfædrenes fodspor og forblev lydig mod pavestolen.

Da hertugens legater kom til Mantova og konstaterede, at de franske legater tøvede med at aflægge lydighedseden til paven, ventede de ikke på dem, men søgte foretræde for konsistorium, så de kunne fremføre budskabet fra deres fyrste. Da de fik foretræde, holdt biskoppen af Saint Malo følgende tale:

”Vi er kommet som legater fra hertugen af Bretagne, din lydigste søn. Vi sværger dig troskab og hylder dig ligesom vore forfædre. Vi anerkender dig som Kristi stedfortræder, som Sankt Peters sande efterfølger og som den kæmpende kirkes overhoved og lærer. Vi er kristne, og vi følger dig som anfører for den kristne hær.

Efter at vore forfædre accepterede den kristne tro, har de aldrig nogensinde svigtet den. De levede under Roms love og har altid overholdt den Første Stols^[116] bud. De forkastede den pragmatiske sanktion, som det galliske folk har opfundet. Trofast stod de ved dine forgængeres side. Vores fyrste følger i sine forfædres spor. På dit bud sendte han os til denne kongres for at høre og udføre dine befalinger. Han har erfaret, at du ønsker at føre korstog mod tyrkerne: Han bifalder dit forehavende og finder, at det er et nødvendigt og helligt værk. Han vil ikke svigte dig. Han ønsker at deltage i dette berømmelige forhavende. Når du befaler det, vil han efter evne stille med våben, heste, skibe og mænd, og han vil følge dig. Se blot til, at du drager stærkt imod den stærke fjende.” Paven glædede sig over ambassaden fra Bretagne og lovpriste hertugen og hans folk.

3.37. Franskmændene aflægger lydighedsed til paven

I nogle dage diskuterede de franske legater, om de skulle aflægge lydighedseden, førend de indledte forhandlingerne om det sicilianske spørgsmål. Men da Pius nægtede at modtage dem i audiens, så længe de ikke have aflagt lydighedseden, blev de tvunget til at aflægge denne. Talen blev holdt af biskoppen af Paris, der havde valgt følgende tema: ”Som dit navn er, sådan skal din lovsang lyde til jordens ender; din højre hånd er fuld af retfærdighed.” ^[117] Han opdelte sin lange tale i afsnit om lovprisning af paven, den Apostoliske Stols højhed samt hans egen konges og Frankrigs herlighed. Til sidst aflagde han lydighedserklæringen i kongens navn, men brugte udtrykket ”en søns^[118] lydighed” for at gøre det klart, at der ikke var tale om en ”tjeners^[119] lydighed”. Tyrkerne talte han kun lidt om, og endnu mindre lovede han hjælp imod dem.

Herefter aflagde biskoppen af Marseilles lydighedserklæring på vegne af kong René, og legaten fra Genova, Broccardo, holdt tale på sin bys vegne. Det var en blomstrende tale, men den viste dog tydeligt, hvordan denne engang så stolte by var blevet underdanig og en tjenestepige for de arrogante og opblæste franskmænd.

Da talerne var ovre, sagde paven, at han ikke var disse lovprisninger værdig. Han kaldte sig selv for en ussel orm, støv og aske^[120], og sagde, at han ikke var blevet kaldet til Sankt Peters Stol på grund af sine egne fortjenester, men ved Guds uudgrundelige vilje. Han ønskede at udføre den tjeneste, der var pålagt ham, til Guds ære. Lovprisningen af den Apostoliske Stol var til gengæld helt berettiget, men næppe fyldestgørende, når man betænkte, at den havde fået Himmerigets nøgler og repræsenterede Gud her på jorden. Enhver, som lod hånt om Hans dom, var forbandet. Det franske rige overgik andre riger i militær henseende. Dets konger havde udført berømmelige bedrifter og kom af en ældgammel slægt. Den regerende kong Charles levede fuldt ud op til sine forgængere. Lydighedserklæringen over for den Romerske Kirke var prisværdig, selvom der kun var blevet lovet ganske lidt med hensyn til tyrkerne. Men paven håbede på store ting fra dette fyrstehus, hvis særlige indsats gennem tiderne havde været at forsvare den Romerske Kirke og den kristne religion imod fjender. Paven roste også lydighedserklæringen fra kong René lige så vel som det genuensiske folks hengivenhed.

Alle de tilstedeværende var forbløffede over de franske legater: selv om disse forud havde fremsat store trusler, var de under selve audiensen ydmyge og undergivne. Pavens hoffolk havde ventet at høre hårde og bitre ord fra franskmændene, fordømmelse af paven for at have overdraget det sicilianske rige til huset Aragon, nægtelse af at afgive lydighedserklæring, og krav om indkaldelse til et almindeligt koncil. Men hoffolkenes forventning blev skuffet, og de begyndte igen at beundre paven.

3.38. Kontrovers om Kongeriget Sicilien

Efter nogle dage fik franskmændene atter foretræde for paven. De sagde, at de havde nogle ting m.h.t. kongeriget Sicilien, som de gerne ville fremføre i nærværelse af flere andre fyrsters legater. Paven tillod dem så at hidkalde hvem de ville. I mellemtiden var der ankommet en ny ambassade fra kejseren, hvis ledere var Johann Eich, biskoppen af Eichstätt, en mand af stor dygtighed og autoritet; Georg Hack, biskop af Trento, som var en gammel bekendt af paven; og markgreve Karl af Baden, som havde ægtet kejserens søster. Tilstede var også legater fra kongen af Kastillien, biskoppen af Oviedo, og en franciskanermunk, der havde omvendt sig fra jødedommen til den kristne religion – sandt at sige ikke en ambassade, der anstod sig for så stor en fyrste. Også kong Afonso af Portugal havde sendt legater, men det var til gengæld fornemme mænd. Disse og andre blev tilkaldt af franskmændene, og da de blev stedet for paven, bad de baillien fra Rouen om at tale.

Da der var blevet stille, berettede han i en lang tale om det franske ”liljefolks”^[121] store bedrifter i forsvaret af religionen og om dets mange velgerninger over for den Apostoliske Stol. Han forklarede også om, hvordan de havde fået Kongeriget Sicilien, og hvor meget blod, det havde kostet dem. Alfonso havde uddrevet dem ikke med ret, men med våben. Pius havde handlet uværdigt, da han havde givet så stort et rige til Alfonsos uægte søn, der ikke var værdig til kronen. Pius havde forkastet René, på trods af at denne var den rigtige konge. Det havde selv Calixtus ikke villet, selvom han var fra Aragon. Paven havde fornærmet Frankrig og havde støttet sig til dårlig og ukvalificeret rådgivning, da han forkastede den højfornemme liljeslægt og foretrak Aragon. Han anmodede derfor om, at paven klogt tilbagekaldte denne ukloge handling; at han overdrog riget til René, og at han forstødte Ferrante. På den måde kunne han kompensere franskmændene for den overlast, som de havde lidt.

Dette var talens hovedindhold. I øvrigt skortede det ikke på svulstige og arrogante udsagn^[122] eller på trusler og pral, sådan som franskmænd har det for vane. Da Frankrigs venner hørte talen, ”rejste de kammen”^[123] og jublede, som om de var sejrherrer, og de regnede med, at paven ikke turde svare. Umiddelbart svarede han da også kun således: ”Kongelige legater! Vi har nu hørt, hvad I havde at sige om kong René sag, og jeres anklager imod Os. Men alt hvad Vi har gjort med hensyn til Kongeriget Sicilien, har Vi gjort efter kardinalkollegiets råd. Hvis man nu anmoder Os om at tilbagekalde disse beslutninger som uretfærdige, er det rimeligt, at Vi søger råd fra det samme kollegium. Bagefter vil Vi svare på jeres kritik og anmodninger.” Og dermed opløste han forsamlingen.

Herefter blev paven så stærkt angrebet af mavesmerter og tør hoste, at han selv og hans læger tvivlede på, at han kunne overleve. Da franskmændene hørte det, påstod de, at det var forstillelse og ikke sygdom.^[124] De forlangte et svar, de pressede på og de insisterede. De mente, at paven var blevet besejret af deres argumentation, og at han derfor prøvede at undgå at svare. Da Pius hørte dette, sagde han: ”Om jeg så skal dø midt under mødet, vil jeg besvare denne kværulantiske ambassade; smerterne må ikke besejre sindet, og sygdommen må ikke få mig til se ud, som om jeg er bange.”

Kardinalerne blev tilkaldt og orienteret om det svar, som han ville give. Selvom adskillige af dem rådede ham til at give sit svar i en lille forsamling, befalede han, at alle fyrsternes legater og de mest fremtrædende kuriefolk, skulle tilkaldes. Da en talrig forsamling havde indfundet sig, kom paven – svag og under store smerter – ud af sit kammer. Siddende på sin høje trone i den store sal påbød han tavshed, bleg og næsten ude af stand til at tale. Men efterhånden som han talte sig varm, overvandt han smerterne og talte flydende og ubesværet i tre timer. Hans tale blev påhørt af alle med den yderste opmærksomhed.

I talen fremførte paven - langt bedre end baillien selv - en lovprisning af Frankrig. Han erkendte franskmændenes meget store velgerninger over for den Romerske Kirke, men understregede også Kirkens lige så store velgerninger over for Frankrig. Hans handlinger med hensyn til Kongeriget Sicilien var både retfærdige og rationelle. Franskmændenes klagemål var urimelige, da der ikke var sket nogen tilsidesættelse af deres rettigheder. Tværtimod var det franskmændene selv, der havde uret, fordi de i deres eget rige havde gennemført en lov, der var fjendtlig over for den Apostoliske Stol^[125] og som førte mange sjæle i helved.

Pavens tale er tilgængelig blandt hans øvrige taler, så der er ingen grund til at referere den her. Den kan findes i bindet med hans taler, hvis nogen skulle ønske at vide hvor effektivt^[126] franskmændenes arrogance blev tilbagevist.

Da Pius var færdig med at tale, påstod franskmændene, at deres konge var blevet udsat for en fornærmelse. De forlangte at blive hørt, for at man ikke skulle tro, at de ikke havde forsvaret deres fyrstes ære. Hertil svarede paven: ”Jeg vil høre på jer, hvornår og hvor ofte I måtte ønske det. Men I skal vide, at det er Os, som har det sidste ord i sagen, og I skal ikke undre jer over, at I, der har stukket til, nu selv er blevet ramt. Den Apostoliske Stol viger ikke for nogen, selv ikke for den største konge.”

Herefter forlod franskmændene rasende paladset og slyngede om sig med trusler. Paven forlod salen og gik tilbage til sit værelse, fri for al træthed og smerte, i den grad havde talens varme fordrevet mavens kulde. Kardinalerne kom glædestrålende ind til ham og takkede ham, fordi han havde opretholdt den Apostoliske Stols ære. Kuriefolkenes holdning slog om fra ringeagt for paven til beundring, og de roste især hans bemærkninger om den pragmatiske sanktion. De påstod ligefrem, at der i mands minde ikke havde været en pave, der havde talt så paveligt.^[127]

3.39. Fortsat diskussion om Kongeriget Sicilien

Dagen efter kom de franske kardinaler til paven og bad ham modtage de franske legater i offentlig audiens – efter disses eget ønske. Paven sagde, at han ville imødekomme deres ønske, men at han så offentligt ville tilbagevise alt, hvad der blev sagt offentligt. De måtte selv vælge, om de ville tilbagevises offentligt eller privat, for paven var ikke stum, og det var ikke en uretfærdig sag, han forsvarede. Franskmændene overvejede pavens ord og foretrak en privat audiens. Otte kardinaler blev nu tilkaldt. I to timer talte legaterne Renés sag, og de mente selv, at deres argumenter ikke kunne tilbagevises.

Men paven havde indprentet sig alt, hvad der var væsentligt i sagen, og tog umiddelbart til genmæle. Så effektivt pillede han legaternes argumenter fra hinanden, og så solidt byggede han sine egne op, at franskmændene var ret taknemlige for, at der kun var få tilhørere til diskussionen. Hvis audiensen havde været offentlig, ville de være draget bort med evig skam. Hvor end de vendte sig, var paven klar med et svar, og de fandt ikke den mindste krog, hvor de kunne søge tilflugt. Paven havde alt på rede hånd, han huskede alt, hvad han havde gjort, og han var helt på det rene med, hvorfor han havde gjort dette eller hint.

Alle franskmændenes argumenter blev straks pillet fra hinanden. Ved deres skamrødmen, forvirring og til sidst ved deres tavshed viste de klart, at de var blevet sat til vægs. Flere af de fornemme mænd og ledere af ambassaden havde først skældt paven ud; nu kastede de sig for hans fødder og bad om tilgivelse. De øvrige gik nu over til at bede om forskellige gunstbevisninger, og ingen formastede sig mere til at tale om Kongeriget Sicilien. Deres fetial, eller som vi siger i dag, deres herold, var en kløgtig mand. I en kreds af kuriefolk blev han spurgt om, hvorfor franskmændene nu forholdt sig tavse, når de først havde været så truende. Vittigt svarede han: ”Når de, som er besat af dæmoner, bliver trukket ind i kirken, råber de og skriger, spotter Gud, spytter, bider og sparker. Men når de kommer for præsterne, bliver berørt med de hellige klæder, iført stolaen og ført frem foran alteret, så bliver de lige så stille som de døde. Det samme skete for os: da Pius blev set og hørt, stilnede raseriet af. Bort med det hele, vi er overvundet!”

3.40. Ingen hjælp fra franskmændene til korstoget

Efter dette blev franskmændene spurgt, hvilken hjælp de kunne give imod tyrkerne. De svarede, at det var omsonst at tænke på tyrkerne, så længe der ikke var stiftet fred mellem Frankrig og England, for ingen ville efterlade sit fædreland uden forsvar imod fjenden. Først skulle der skaffes fred indadtil, så kunne der føres krig udadtil.

Hertil svarede paven: ”Ungarn vil blive udslettet af tyrkerne, inden Frankrig og England bliver forsonet. I vil så bringe hjælp, når det er for sent. I kalder jeres konge for Allerkristelig, men I er ligeglade med hensyn til at hjælpe den vaklende kristne religion. Hvis man ikke kan støtte den kristne sag med soldater, så kan man gøre det med penge. Vi kan dog ikke indse, hvorfor I og englænderne ikke skulle kunne sende de soldater, der er brug for fra jer. Hvis blot I begge sender styrker i samme forhold, så vil styrkeforholdet mellem jer og englænderne ikke blive påvirket.”

Franskmændene blev overvundet på alle punkter, og da de ikke havde fyldestgørende argumenter, fremførte de, at de havde fået påbud om, at de i denne sag ikke måtte afgive nogen løfter, medmindre englænderne også kom til stede og accepterede en fred. Og da disse ikke var kommet, måtte de selv forblive tavse. De mente dog, at det ville være formålstjenligt, hvis englænderne blev inviteret til at krydse havet og komme til et sted, der var bekvemt både for dem selv og franskmændene, og at der blev sendt en apostolisk legat dertil for at stifte fred mellem de to parter. Paven indvilligede i at gøre dette, men siden hen ændrede forholdene sig: franskmændene blev stadigt mere fjendtlige over for den Apostoliske Stol, og englænderne var plaget af borgerkrig^[128], så denne sag faldt bort, og der blev ikke forhandlet yderligere med franskmændene.

3.41. Rosekrigene i England ^[129]

Før paven forlod Rom, havde han sendt biskop Francesco Coppini af Terni til England for at anmode kongen om hjælp mod tyrkerne og bilægge stridighederne i riget. På den tid var kongen Henry VI, en mand der var mere frygtsom end en kvinde, som manglede både kløgt og mod, og som havde overladt alt til sin hustru^[130]. Dog var han religionen hengiven og meget optaget af religiøse emner. Da han blev bedt om i sit eget navn at sende en ambassade til kongressen i Mantova med tilstrækkelig status i forhold til de sager, som skulle forhandles der, så udpegede han nogle fremtrædende biskopper og adelsmænd fra riget som sine legater. Ingen af dem tog dog af sted. Alle var ligeglade med den slappe og vankelmodige konges befalinger.

Kongen sendte så to lavtstående præster til Pius for at aflægge troskabserklæring og forklare, hvorfor der ikke var kommet legater af høj rang. I deres akkreditiver var der ikke som normalt nævnt nogen vidner eller anført notarunderskrifter, men kongen havde med egen hånd noteret følgende tilføjelse: ”Henry – med mig selv som vidne”^[131], og rigets segl var vedhæftet. Paven måtte ringeagte så ussel en ambassade fra så stor en konge, og gav den ikke senere foretræde.

I mellemtiden var biskoppen af Terni blevet afvist i England og fik ikke fået lov til at udøve sin funktion som legat. Krænket forlod han England og rejste over havet til Calais. I den samme by havde den energiske og dristige jarl, John af Warwick^[132] søgt tilflugt fra kongens vrede. Nogle dage forinden havde jarlen hørt, at en kongelig flåde var under udrustning i havnebyen Sandwich og snart ville sejle imod ham. Han sejlede derfor selv af sted om natten med 800 mand, angreb de uforberedte fjender, foranstaltede et stort blodbad, tog mange fanger og heriblandt admiralen, og vendte tilbage til Sandwich som sejrherre.

Herefter tilkaldte han biskoppen, og da han hørte om årsagen til hans afrejse fra England, sagde han: ”Bliv hos os og rejs ikke videre. Jeg skal føre dig tilbage til England og give dig lejlighed til at udføre din mission. Vores konge er et fæhoved og svagtbegavet. Han styrer ikke, men bliver selv styret. Magten ligger hos hans hustru og hos dem, der skænder kongens ægteseng^[133]. Da jeg ikke længere kunne holde dette ud og forlangte en anden regering^[134], blev jeg forvist fra hoffet. Men mit eksil vil kun vare kort. Mange er enige med mig og heriblandt hertugen af York, som er den retmæssige konge^[135]. Om meget kort tid vil bevæbnede styrker støde til os, og vi vil så prøve lykken med sværd i hånd. Hvis Gud giver sejren, vil vi fordrive fjenderne fra kongens side og selv styre riget. Kongen vil blot være konge af navn. Vi vil da modtage dig som pavens legat, og når der efter kort tid igen er fred i riget, vil vi udruste en flåde til forsvaret af religionen.”

Biskoppen indvilligede, fik en aftale med hertugen og vendte tilbage med ham til England. 20.000 mand ventede på jarlen, og på kort tid voksede hæren til det dobbelte. Biskoppen rejste den Romerske Kirkes fane og gav fuld syndsforladelse til alle, som kæmpede for jarlen af Warwick, som om det var fjender af troen, man bekæmpede. Endvidere lyste han fjenderne i band, og foran tropperne fremviste han et pavebrev som man måtte tro indeholdt denne bandlysning, men som i virkeligheden drejede sig om noget andet.^[136]

Slaget blev indledt, et umådeligt blodbad fandt sted, og mange adelsmænd blev dræbt^[137]. Englands konge blev taget til fange og ført til London, hvor han blev behandlet med kongelige æresbevisninger. Dronningen flygtede med sin søn og mange adelsmænd fra sit parti til Wales. Prælater og adelsmænd blev indkaldt til rigets parlament (som de kalder det) i London for at drøfte rigets tilstand^[138]. Der besluttede man at ophæve alle beslutninger truffet af det forrige parlament, der var blevet afholdt året før. I det parlament var nemlig hertugen af York, jarlen af Salisbury og jarlen af Warwick blevet erklæret for rigets fjender.

Da disse beslutninger var blevet ophævet, fremførte hertugen af York, at riget med rette tilhørte ham, der var den nærmeste slægtning til kong Richard, som tidligere var blevet myrdet. Det var utåleligt, at de, som havde efterfulgt kong Richards morder, skulle regere. Det var en ugudelig slægt, der havde myrdet en nær slægtning for magtens skyld. Henry den Fjerde havde myrdet sin onkel og tilranet sig magten med vold. Hans søn, Henry den Femte havde efterfulgt ham, og efter den Femte fulgte den Sjette, der var arving til en ugudelig voldsmand. Parlamenter, der traf beslutninger under trussel om vold, var ugyldige. Riget tilkom ham som en ret, for når man udelukkede morderlinien, var han den første prins af blodet, og han anmodede derfor om kronen. Henry skulle leve videre som privatmand.

Hertugens anmodning forekom berettiget. En forhindring var dog den ed, som man havde svoret til kong Henry, ligeså vel som den anden linies lange besiddelse af kongemagten samt faderen, Henry den Femtes bedrifter. Denne havde jo trods alt besejret Englands arvefjende, Frankrig. Hertugen af York holdt på sit, og det kom næsten til kamp. Warwick, hvis dristige indsats havde afstedkommet den nuværende situation, ville nemlig ikke gå med til, at en mand, som havde været anerkendt som konge, blev stødt fra tronen. Ved legatens kløgtige mellemkomst blev striden til sidst løst således: ”Så længe Henry lever skal han være konge. Nå han dør, skal York eller hans søn efterfølge ham. I mellemtiden skal York udover sine øvrige indtægter årligt modtage 10.000 guldmark fra det kongelige skatkammer. I alle andre ting skal der herske fred imellem dem.”

Således udviklede tingene sig indtil den 1. november 1459. Legaten nød stor anseelse i hele riget, hvor man i øvrigt mener, at han skrabede mange penge sammen. Men det var våbnene, der vandt: Intet er så godt til at fremgrave guld som sværdet.

3.42. Nye kampe i England

Kort tid efter samlede dronningen nye styrker i Wales og besluttede at drage til London for at udfri sin mand af fjendernes hænder. Undervejs besejrede hun den tililende hertug af York i et slag og dræbte ham sammen med mange af hans baroner.^[139] Meddelelsen herom fik befolkningen i London til at skælve: man sagde, at det var nødvendigt at overgive sig til dronningen, og man truede dem, som var uenige. Legaten, der ikke var lige så dristig i modgang som i medgang, frygtede for sit liv, hvis han forblev, så han forlod Warwick og sejlede skyndsomt til Flandern.

Dronningen fik nyt mod og nye forstærkninger og slog lejr ikke langt fra London. Her modtog hun kongen, der flygtede til hende fra London. Hun ville utvivlsomt også have fået byen i sin magt, hvis ikke hun i kvindeligt overmod og med for stor hævntørst havde forsøgt at pålægge borgerne meget hårde betingelser og forlangt mange af dem udleveret til afstraffelse. For da borgerne var blevet klar over dronningens uforsonlige had imod dem, og at deres eneste håb var at kæmpe, så fulgte de Edward, søn af den dræbte hertug af York, og Warwick og drog i kamp.

Dronningen blev overvundet i slaget, mistede mange af sine folk og tog flugten sammen med sin mand og sin søn.^[140] Sejrherrerne vendte tilbage til London og indkaldte et nyt parlament. Her blev Henry sammen med sønnen og hustruen erklæret for rigets fjender, og Edward blev proklameret konge af England.^[141] Ikke længe efter blev der udkæmpet et nyt slag.^[142] Henrys parti blev overvundet, og næsten hele England gik over til sejrherrerne. De slagne flygtede til Skotland^[143], og ved skæbnens spil blev de i deres modgang reddet af dem, som de ofte havde frygtet i deres medgang.

3.43. Forhandlinger med tyskerne

Så længe englænderne plagedes af disse stridigheder, kunne Pius ikke få noget ud af dem med hensyn til troens forsvar. Således faldt en stor del af hans plan sammen, da franskmændene på den ene side ikke ønskede at komme religionen til hjælp, og englænderne på den anden side ikke kunne det. Han vendte sig derfor mod Tyskland for ikke at lade noget uforsøgt.

Som allerede nævnt var der i Mantova både legater fra kejseren og fra kurfyrsterne og fra mange tyske fyrster og byer. Paven tilkaldte alle disse og spurgte dem, hvad kejseren og de øvrige ville tilbyde som hjælp imod tyrkerne. Det var ikke nemt at få et svar, da fyrsternes legater var uenige med kejseren. Den, der såede størst uenighed, var Gregor Heimburg, den berømte retslærde og en strålende taler i den tyske stil.^[144] Den østrigske hertug Albrecht, kejserens broder, havde sendt ham som sin legat, da han selv på dette tidspunkt lå i strid med sin broder.

Undervejs var Gregor blevet fanget af røvere og havde måttet betale 6.000 dukater i løsepenge. Han mente, at dette var kejserens skyld. Han forfulgte derfor denne med særligt had, og han ville ikke gå med til noget som helst, som han mente kunne få kejserens anseelse til at vokse. Og da et felttog mod tyrkerne i høj grad ville øge Friedrichs hæder, brugte han alle sine evner på at føje den ene forhindring til den anden.

Men Pius tilkaldte snart den ene, snart den anden af udsendingene og udfoldede alle sine overtalelsesevner for Kirkens og troens sag. Til sidst sejrede hans vedholdende anstrengelser. Alle Tysklands legater og udsendinge blev enige om en plan og lovede paven den samme hærstyrke, som man tidligere^[145] havde lovet i Frankfurt under Nicolaus den Femtes pontifikat, d.v.s. 32.000 fodfolk og 10.000 ryttersoldater. De fremførte, at det ville være nødvendigt med to forsamlinger til at behandle sagen, den ene i Nürnberg i Franken, den anden hos kejseren i Østrig. Endvidere skulle paven sende en legat de latere til at deltage i møderne. Paven indvilligede og overdrog denne opgave til kardinal Bessarion af Nikæa. Endelig erklærede paven, at hærføreren skulle være kejser Friedrich, dog således at denne kunne udpege en anden fyrste i sit sted, hvis han ikke havde mulighed for personligt at påtage sig hvervet.^[146]

De franske legater blev inviteret til at deltage i disse forhandlinger, men de afslog, da de mente at andres ære ville være deres egen vanære.

3.44. Hertug Sigismund af Østrig

Hertug Sigismund af Østrig havde tidligere lovet at komme til stede. Han ankom til Mantova ledsaget af 400 ryttere og mange adelsfolk og under stor pragtudfoldelse.^[147] To kardinaler og hele kurien drog ham i møde, og han blev modtaget i offentlig audiens. Gregor Heimburg holdt tale på hans vegne og fremførte mange mindeværdige ting om huset Østrig. I øvrigt sagde han, at hans fyrstes sind var opflammet imod tyrkerne, og at fyrsten selv var til stede for at bekræfte sin personlige tilslutning til det, som den tyske nation havde lovet.

Paven, som kendte Sigismund til bunds, holdt tale om hans barndom og ungdom, men forbigik hans voksenalder. Han bifaldt og forstærkede Gregors lovprisning af familien, og accepterede den lovede hjælp imod tyrkerne. Blandt andet havde Gregor sagt, at Sigismund som ung havde været elev af Pius og ivrigt havde læst hans breve. Han havde et bind med dem hos sig og nogle af dem var dediceret til Sigismund^[148]. Man vil se, at dette er sandt, hvis man læser de verdslige breve, som Pius skrev i sin ungdom. I øvrigt var Sigismunds barndom meget bedre end hans ungdom, og hans personlige moral forsvandt med alderen, således som vi skal se senere.

I de dage vendte Francesco Sforza tilbage fra Milano og sendte tre dejligt fede okser til paven. Hele deres liv var de blevet fodret med kålroer, blevet vasket med vand og kæmmet hver dag, og de lå kun på ren strøelse. Pius gav en af dem til hertug Sigismund, den anden delte han ud til fyrsternes legater, og den tredje forbeholdt han sig selv og kardinalerne. Alle glædede sig over kødet og sagde, at de aldrig havde smagt sødere kød. Men det var bestemt heller ikke billigt, for oksedriverne fik 100 dukater!

Netop på den tid herskede der alvorligt fjendskab mellem hertug Sigismund og Nikolaus af Kues, kardinalen af San Pietro. De havde længe ligget i strid om lensforhold og jurisdiktion. Man forsøgte at mægle imellem dem, men da nogle kardinaler og paven selv i flere dage forgæves havde bestræbt sig på at udvirke en forsoning, drog Sigismund bort. Han erklærede selv, at kardinalen var hans uven, men paven hans ven.

Som nævnt oven for, var han som dreng og ung mand indtil sit 16. år under sin onkels^[149] formynderskab. Ord kan ikke beskrive hans fremragende evner. Han havde et smukt ansigt og udsøgte manerer. Han var glad for litteratur, dyrkede gode mænds selskab, og han syntes at sætte dyden højere end alt andet.

Men da han blev sendt bort fra kejseren, skyndte han sig til sin egen provins, og uden sin store beskytter ændrede han sig på utrolig kort tid. I sit senere liv viste han, at dydens kendemærker tidligere kun havde været aftegnet på overfladen og ikke var dybt indprentet i ham.^[150] Han begyndte at være rovgrisk og ødsel på samme tid og forfaldt til allehånde forbrydelser. Han var grusom og nederdrægtig, og med egen hånd sårede han og dræbte uskyldige mennesker. Han talte uafladeligt, hørte ikke på andre, ville hellere have vin end mad, var overfladisk i alle sine handlinger, troede på enhver angiver, elskede smiger, tøjlede ikke sin vrede, hengav sig til vellyst, og krænkede både jomfruer og gifte kvinder. Senere giftede han sig med en datter af den skotske konge, en from og klog kvinde^[151], men ulykkelig fordi hun havde ægtet sådan en mand. For da Sigismund kendte sine egne forbrydelser og vidste hvor mange andres ægtesenge, han havde skændet, frygtede han, at det samme ville overgå ham selv og holdt derfor sin hustru afsondret under streng bevogtning. Da han engang hørte, at der i Østrig var et sværd, som med et slag havde hugget to halse over, helmede han ikke, førend han med hjælp fra kejserens quaestor^[152], Johann, var kommet i besiddelse deraf. Sådan var Sigismund, ætling af det østrigske hus og ikke ulig den Sigismondo, som var blevet frembragt af Malatestaernes tåbelige og onde hus, og hvis karakter vi har beskrevet ovenfor.

3.45. Markgreve Albrecht af Brandenburg kommer til konferencen

Da Sigismund forlod konciliet, kom markgreve Albrecht af Brandenburg til paven. Han var en højsindet mand og en fremragende militær strateg, som havde kæmpet både i Ungarn, Bøhmen, Polen og i hele Tyskland. Han havde anført troppestyrker og været general for store hære, og han havde sejret i næsten alle sine slag. Han havde besejret Nürnberg i otte kampe og led kun ét nederlag til dem, dog uden større tab. Atten gange var han blevet udfordret til tvekamp med skjold og lanse alene, og han havde sejret hver gang. Han havde været sejrherre i alle de turneringer, han deltog i. Mange i Tyskland kaldte ham Akilles.

Han førte krig mod hertug Ludwig af Bayern, og som sejrherre dikterede han fredsbetingelserne efter sit forgodtbefindende. Men da krigen blev genoptaget, blev han svigtet af sine forbundsfæller og måtte acceptere en fred på fjendens vilkår. Da krigen så blev genoptaget for tredje gang, og begge parter havde lidt stor skade, blev der ved mellemkomst af ærkebiskoppen af Kreta, som Pius havde sendt til Tyskland, indgået våbenhvile på rimelige vilkår for begge parter.

Da Albrecht ankom til Mantova^[153] blev han helt ekstraordinært mødt af kardinalen af San Pietro. Paven modtog ham i offentlig audiens og lovpriste ham i høje vendinger, fordi han ivrigt og storsindet havde lovet sin hjælp mod tyrkerne. Paven gav ham også 1.000 dukater og to heste fra Apulien. Under messen på Hellig Tre Kongers Fest gav han ham også det sværd, som man ved juletid plejer at give til den højest rangerende tilstedeværende verdslige fyrste, samt en hue broderet med perler.

3.46. Bullen Execrabilis

I Guds kirke havde der i tidligere tider gradvist udviklet sig en sædvane rettet imod de pavelige sanktioner. De, som var blevet fundet skyldige og idømt straffe ved pavelig domfældelse, appellerede til et fremtidigt koncil og unddrog sig således den Apostoliske Stols domsmyndighed. Dermed appellerede de til en dommer, som ikke var der, og de postulerede en højere domsmagt end biskoppen af Rom, selvom der ikke findes en sådan på jorden. Og skønt de ikke tillod, at nogen appellerede deres egne domfældelser, så mente de samstemmende, at man kunne appellere Kristi Stedfortræders domme.

Pius rådførte sig med de kardinaler, som var til stede på kongressen, og spurgte om deres mening. De svarede samstemmende, at sådanne appeller burde fordømmes sammen med deres ophavsmænd. Der blev derefter udstedt et dekret, hvorefter alle, der appellerede fra paven til et fremtidigt koncil skulle fordømmes som anstiftere af kætteri og som skyldige i majestætsfornærmelse.^[154]

3.47. Pavens afslutningstale

Få dage senere forsamledes alle fædrene og fyrsternes legater i Sankt Andreas’ tempel. Da messen var slut, påbød paven tavshed og holdt fra sin trone følgende tale^[155]:

”Brødre og sønner! Vi har nu i otte måneder ventet på dem, som blev indkaldt til denne kongres. I ved, hvem der er kommet. Vi kan ikke længere regne med, at der kommer flere, som kan bidrage med noget til vores sag, så vi kan nu drage bort herfra. Vi har udrettet det, vi skulle her. Vi må håbe, at Guds sag er blevet behandlet ordentligt. Selvom Vi personligt havde håbet på mere, end Vi faktisk opnåede, så er der dog blevet udrettet noget, og der er stadig håb. Lad os nu gøre status, så at alle kan vide, hvad man kan regne med, og hvilke konger og folk, som var villige til at forsvare troen, og hvem som var ligeglade.

Hvis ungarerne får hjælp, vil de sætte al deres kraft og stridsmagt ind på at gå imod tyrkerne. Tyskerne lover en hær på 42.000 krigsfolk, Bourgogne 6.000. Med undtagelse af Venedig og Genova har italienerne lovet en tiendedel fra gejstligheden samt en tredvtedel fra lægfolket og en tyvendel af jødernes formue til at udruste og underholde flådestyrker. Det samme har kong Juan af Aragonien lovet. Ragusa tilbyder to galejer, Rhodos fire. Disse ting er lovet af fyrsterne og legaterne med sikre og højtidelige tilsagnserklæringer.

Venedig har ikke lovet noget offentligt, men når de ser, at felttoget er parat, vil de næppe svigte os eller ønske at synes ringere end deres forfædre. Det samme siger vi om Frankrig, Kastilien og Portugal. England opslides af indre uroligheder og kan ikke give håb om noget. Det samme gælder Skotland, bortgemt som det er i det fjerne ocean. Danmark. Sverige og Norge er så fjerntliggende provinser, at de ikke kan sende soldater, og da de har nok i fisk alene, kan de ikke bistå økonomisk.^[156] Polen grænser op til tyrkerne via Moldavien, og de vil ikke turde svigte deres egen sag. Bøhmerne må vi hyre som soldater; de vil ikke for egen regning kæmpe uden for deres eget rige. Sådan står den kristne sag.

Italienske penge vil udruste en tilstrækkelig flåde, hvis ikke i Venedig, så i Genova eller i Aragonien. Ungarn vil udruste 20.000 ryttere og mindst lige så mange fodfolk. Sammen med tyskerne og burgunderne vil vi have 88.000 soldater i felten. Hvem tror, at tyrkerne ikke kan besejres af disse styrker? Til dem vil så komme Georg Skanderbeg med en stærk styrke fra Albanien, og mange i Grækenland vil falde fra fjenden. I Asien vil Caramannus og de armenske folk angribe tyrkerne fra ryggen.

Der er således ingen grund til at fortvivle, blot Gud selv støtter vores forehavende. Drag hjem og beret, hvad vi har udrettet her. Forman jeres herrer til rettidigt at opfylde løfterne. Og bestræb jer på i bønner og fromme gerninger at opnå, at den barmhjertige Gud er os nådig.”

Efter denne tale bekræftede alle de tilstedeværende deres løfter, og de, som intet havde tilbudt, tav beskæmmet. For at se ud som om de havde gjort mere for sagen end de andre, lovede Borsos udsendinge 300.000 dukater til felttoget mod tyrkerne, men tilhørerne lo af dem, fordi de kendte løftegiverens forfængelighed og vidste, at denne småtskårne mand kun ville bidrage mindst, selv om han lovede mest.

Da alle var færdige, bød paven de tilstedeværende kardinaler, biskopper, abbeder og præster iføre sig deres hellige skrud. Så steg han ned fra sin trone, knælede ned på trinene mod hovedalteret og sang bønfaldende og med suk og gråd i lang tid udvalgte, passende vers fra Salmernes Bog. Prælaterne og hele gejstligheden svarede. Efter en bøn velsignede han folket og afsluttede hermed kongressen i Mantova.

---

1. ^{Ecclesiae patrimonium. Meserve oversætter med The Papal State}
2. ^Conventus
3. ^{Joels Bog 2,12}
4. ^{Matthæus-evangeliet 26,41}
5. ^{Daniels Bog 4,24}
6. ^{Matthæus-evangeliet 3,8}
7. ^{2. Mosebog 32,14}
8. ^{Micas Bog 7,19}
9. ^{Bianca var gift med pavens vigtigste allierede, hertug Francesco af Milano}
10. ^{Gallia cisalpina: Norditalien}
11. ^{Concilium. I denne periode var der til stadighed pres på paverne for at afholde koncilier. Pius selv betegner overvejende kongressen i Mantova som en kongres (conventus, conventio), men nogle gange anvender han ordet koncil, selvom mødet ikke var et koncil i kirkeretlig forstand. Måske var det hans hensigt at kunne imødegå ønsker om afholdelse af et koncil med henvisning til at han jo allerede havde holdt et, og det havde der ikke været den store interesse for}
12. ^{I håbet om at få folk til at holde sig væk}
13. ^{Der hentydes til de økonomiske fordele ved at have kurien hos sig. Dem havde nu mantovanerne, og ikke romerne}
14. ^{Ennius, Annales 9}
15. ^{Hebræerbrevet 11,16}
16. ^{Castella. Oversættes i denne tekst ofte som lig med ”borghi”, d.v.s. befæstede småbyer i bjergene}
17. ^Despotus
18. ^{Strabo, Geografi, 8.1.3}
19. ^Sparta
20. ^{Helena blev bortført af den trojanske prins Paris, som berettet af Homer i Iliaden}
21. ^Latinorum
22. ^Italorum
23. ^{Vergil, Æneiden, 9.296 og 10.461}
24. ^{Muligvis har soldaterne heller ikke fået deres løn}
25. ^{http://de.wikipedia.org/wiki/Ludwig_IX._(Bayern)}
26. ^{19. oktober 1458}
27. ^{Alamaniae Ordo Prutenorum}
28. ^{Fortia pectora: Vergil, Æneiden, 8.150}
29. ^{Dette udtryk må ikke forstås i et efter-reformatorisk perspektiv, hvor den Katolske Kirke blot var en af flere kristne kirker: her betyder det simpelt hen den universelle kirke}
30. ^{Matthæus-evangeliet 23,15}
31. ^{Tapperhed og mod var vigtige egenskaber hos en ”rigtig” mand}
32. ^{Bemærk at ”legater” og ”oratorer” her bruges synonymt}
33. ^{Uoversætteligt ordspil på ”Levantes” og ”Ponentes”}
34. ^Dubrovnik
35. ^{Der er næppe tale om rigtige manikæere}
36. ^{2. Timoterbrev 3,2}
37. ^{Dekretet i form af en pavebulle er udstedt 12. juni 1459. Det er trykt i Magnum Bullarium Romanum, V. Torino, 1869, år 1459, nr. 5}
38. ^{6. maj 1459}
39. ^{Uordsætteligt ordspil på byens legendariske grundlæggers navn, Nequam, der også betyder ond.}
40. ^{18. juni 1459}
41. ^{Bemærk atter, hvordan ”legater” og ”oratorer” anvendes synonymt}
42. ^{Potestatem habentes}
43. ^{Pius anser tyskerne for barbarer, d.v.s. tilhørende de barbariske folkeslag, som grundlæggende var fremmede for (romersk og) italiensk kultur og opførte sig upassende i forhold til denne kulturs normer}
44. ^{Mandatum plenum attulissent}
45. ^{1. juni 1459}
46. ^{Ecclesiae Romanae Regnum}
47. ^{Orthodoxa fides}
48. ^{Dissimulatio. Meserve oversætter med ”indifference” og Totaro med ”dissimulazione”}
49. ^Dominatus
50. ^{Som man vil se af Erindringerne, skulle dette senere ændre sig}
51. ^Aosta
52. ^Ivrea
53. ^{Den 18. august 1459}
54. ^{Extendisse factis famam: Vergil, Æneiden, 10,468}
55. ^{Majorum imagines: forfædrenes billeder, en allusion til den klassiske oldtid hvor forfædrenes billeder (i voks) blev vist ved passende anledning}
56. ^{Ptolemæus, Geografi, 2.11.5}
57. ^{Foråret 1449}
58. ^Formaning
59. ^{Formentlig de sædvanlige kirkestraffe}
60. ^{Concordia ac justitia}
61. ^{D.v.s. tyrkerkrigen}
62. ^{D.v.s. tyrkerkrigen}
63. ^Beograd
64. ^{Galater-brevet 6,10}
65. ^{I 1097}
66. ^{Kejser Konrad III i 1146}
67. ^{Matthæus-evangeliet 6,24}
68. ^{Nicopolis 1396}
69. ^{Lapsus Juan II?}
70. ^{15. september 1459. Dagen efter skrev paven til hertugen af Bourgogne og bad om et større bidrag end hans legater havde lovet}
71. ^{17. September 1459}
72. ^Lembi
73. ^{Francesco Filelfo (1398-1481). Berømt humanist, med en ret skarp og polemisk pen. Der er tvivl om, hvorvidt Pius havde studeret hos ham i sin ungdom (i Firenze). Filelfo hentyder til det i et brev, men Pius bekræfter det aldrig, heller ikke på dette sted i sine erindringer, hvor det ellers ville have været naturligt. Medens Pius var pave, søgte Francesco ihærdigt om gunstbevisninger fra ham, men fik dem ikke – Pius var generelt ret sparsom med hensyn til at støtte de humanistiske lærde. Efter Pius’ død skrev Filelfo forbitret imod ham}
74. ^{Efter sin omvendelse i Damaskus}
75. ^{Pius nævner ikke på dette sted, at Borso faktisk i det skjulte var hans politiske modstander, fordi han støttede franskmændene i Syditalien og Jacopo Piccinino}
76. ^{Ved en traktat af 7. februar 1458}
77. ^{Jacopo da Ratta, der forrådte Ferrante}
78. ^{Francesco del Balzo}
79. ^{Datidens diplomater var gerne udstyret med et sæt åbne instrukser, der kunne meddeles offentligt, og et sæt hemmelige instrukser, der gav diplomaterne retningslinjer og grænser for de videre forhandlinger}
80. ^{Ferrante havde dog gjort sit løfte betinget af, at han selv inden for to måneder endeligt bekræftede det}
81. ^{Stefan Frangipani, legat for kong Matthias af Ungarn}
82. ^{I en fredssituation ville Jacopo Piccinino få frit spil til at manøvrere i Kirkestaten. I en krigssituation ville pavens modstandere være optaget af deres indbyrdes stridigheder.}
83. ^{Res novae}
84. ^{Ecclesia: Kirken}
85. ^{Ager Ecclesiae: Kirkens territorium}
86. ^{Meserve: The Papal States}
87. ^{Pera: egtl. lomme (Meserve) eller sæk (Totaro: Bisaccia)}
88. ^{Arma ferentes}
89. ^{Paven overdrog derefter disse byer til søn nevø, Antonio, og forenede på den måde alligevel det fordelagtige med det anstændige}
90. ^{Stiftet ved freden i Lodi, 1454}
91. ^{Efter tre dages besættelse}
92. ^Notarius
93. ^{Referencen er faktisk ikke til Livius, men til Cicero, De Senectute, IV, 11}
94. ^{Som ung havde Pius kendt kardinalen og korresponderet med ham. Nevøen hed Jakob Syennenski}
95. ^{Se Forordet}
96. ^{Tyveriet foregik i 1449. En græker, Stamati Carsioti, gemte sig i dåbskapellet, San Giovanni, og lavede et hul i væggen ind til kirkens skatkammer. Da hullet var stort nok, kravlede han ind i skatkammeret og stjal en stor mængde juveler samt dogens juvelbesatte hue. Stamati blev dog forrådt til dogen og arresteret}
97. ^{Paolo degli Albertini (c. 1430-1475). Underviste i filosofi i Bologna, derefter ofte udsendt i diplomatiske missioner for Venedig}
98. ^{Francesco Barbaro (1395-1454). Venetiansk patricier og berømt humanist. Han var elev af Guarino Veronese, forfatter til De Re Uxoria og oversætter af Plutark. Ligesom mange af humanisterne, incl. Pius selv, efterlod han sig en stor korrespondance}
99. ^{23. september 1459}
100. ^{26. september 1459}
101. ^{Orsatto Giustiniani, den venetianske ambassadør}
102. ^{I en samling af hans taler, som hans selv redigerede}
103. ^{D.v.s. på italiensk}
104. ^{Kejseren have taget imod valg til konge af Ungarn fra en del adelsmænd, der var i opposition til den regerende kong Matthias}
105. ^{Insidiae. Egtl. baghold eller krigslist}
106. ^{Navis cetea: også kaldet cette eller saitte, snævre både, der primært anvendtes til spejdning eller eskorte (Gragg, s. 254)}
107. ^Asia
108. ^{I modsætning til oratorernes højstemte og broderede stil}
109. ^{Med den tidligere fredsslutning var Sigismondo blevet stækket i Italien, så et hærtogt i Grækenland med ham selv som en af hærførerne var selvfølgelig en tillokkende mulighed}
110. ^{D.v.s. bl.a. tyskerne, ungarerne og bøhmerne!!}
111. ^{3. oktober 1459}
112. ^{En udvalgt, ikke endnu indviet biskops traditionelle klædning. Ved at bære den foregreb dekanen pavens godkendelse}
113. ^Legati
114. ^{Nuntii: I modsætning til almindelige legater, forventedes det åbenbart, at højadelige legater selv dækkede deres egne rejseomkostninger eller dele deraf}
115. ^{Ptolemæus, Geografi, 2.3.14; 7.5.11}
116. ^{Prima sedes: pavestolen}
117. ^{Salmernes Bog 48,11}
118. ^Filialis
119. ^Servilis
120. ^{1. Mosebog 18,27}
121. ^{Liliati. Efter liljerne i det franske våben}
122. ^{Verba ampullosa et sexquipedalia. Horats, Ars poetica, 97}
123. ^{Som haner}
124. ^{Pius’ sygdom var måske ægte, men den var i hvert fald også bekvem, fordi den gav ham mulighed for at rådslå om sagen og forberede sine argumenter}
125. ^{Den pragmatiske sanktion, som i meget høj grad svækkede pavestolens indflydelse på de franske kirkeforhold og – ikke mindst – dens indtægter fra Frankrig}
126. ^{Pulchre: egtl. smukt eller formfuldendt}
127. ^{Papalia: et af de få steder, hvor Pius anvender ”papalis, pavelig”, som tillægsord. Han plejer normalt at bruge ”apostolisk”}
128. ^{Rosekrigene, se næste afsnit}
129. ^{Pius har ikke helt styr på kronologien i Rosekrigene, og beretningen spænder over begivenheder der både ligger før og efter kongressen i Mantova}
130. ^{Margaret af Anjou (1430-1482). Hun var datter af Pius modstander, kong René, og nært beslægtet med det franske kongehus}
131. ^{Pius kendte ikke til denne normale praksis i engelske officielle dokumenter fra tiden (”teste meipso” eller ”teste rege” (Gragg, p. 269)}
132. ^{Lapsus for Richard Neville, 16. jarl af Warwick, en central aktør i Rosekrigene og ”kingmaker”, jvf. Shakespeare}
133. ^Thalamum
134. ^{Regni forma}
135. ^{Hertug Richard af York (1411-1460). Nedstammede fra kong Richard II, der blev afsat og beordret myrdet af Henry IV af huset Lancaster i 1399}
136. ^{Hermed foregav legaten, at pavestolen officielt havde taget parti for huset York, hvilket ikke var tilfældet. Pavestolen holdt sig i denne sag til sin traditionelle fredsmæglerrolle, selvom Pius næppe havde meget til overs for huset Lancaster. Dette havde jo en dronning, som selv var af huset Anjou, Pius hovedmodstander i Syditalien}
137. ^{Formentlig er der tale om Slaget ved Northampton, den 10.juli 1460, et af de vigtige slag i Rosekrigene}
138. ^{Res publicae}
139. ^{Slaget ved Wakefield, 30. december 1460}
140. ^{Slaget ved Mortimer’s Cross, i begyndelsen af 1461.}
141. ^{Edward 4. blev proklameret som konge 4. marts 1461, og dermed skiftede kongemagten fra huset Lancaster til huset York}
142. ^{Slaget ved Towton, den 29. marts 1461}
143. ^{Som gæster hos kong James II}
144. ^{Han var også en gammel uven eller fjende af Pius, som han behandlede yderst respektløst. Da han fik foretræde for paven den 29. oktober 1459, tillod han sig at tale til paven med hatten på}
145. ^{På en rigsdag i Frankfurt i 1454, som Piccolomini selv havde deltaget i}
146. ^{Kandidater var hertugen af Bourgogne, hertugen af Milano og markgreve Albrecht af Brandenburg}
147. ^{10. november 1459}
148. ^{Det drejer sig blandt andet om et ret frivolt brev fra Piccolomini til den unge Sigismund. Med sin henvisning til disse breve minder Gregor af Heimburg subtilt tilhørerne om pavens letfærdige ungdom med det formål at undergrave hans autoritet}
149. ^{Kejser Friedrich III}
150. ^{Cicero, Pro Caelio, 12}
151. ^{Eleanor af Skotland, søster til James II. Giftermålet fandt sted i 1449}
152. ^{Meserve oversætter med chamberlain, Totaro med questore}
153. ^{Markgrevens besøg var samtidig et familiebesøg, for han var onkel til markgrevinde Barbara}
154. ^{Pius II’ mest berømte og kontroversielle bulle. Muligheden for at appellere en paves afgørelse eller dom til et fremtidigt koncil var forståelig i et perspektiv, hvor der skulle afholdes koncilier jævnligt, således som det var blevet bestemt af konciliet i Konstanz i 1417 (i dekretet Frequens). Men i sig selv var en sådan praksis naturligvis ødelæggende for pavestolens autoritet, og når den oven i købet blev udvidet med en praksis med at appellere en paves afgørelser til en fremtidig, bedre orienteret pave, måtte pavestolen selvfølgelig gøre hvad den kunne for at forhindre denne underminering af sin egen autoritet. Allerede den pave, der blev valgt af selve Konstanzer-konciliet, Martinus V, udstedte et forbud mod appel af pavelige afgørelser til et fremtidigt koncil. Pius’ eget dekret slog kun langsomt igennem, men efterhånden som ”papalismen” (paven er den øverste autoritet i Kirken) sejrede over ”konciliarismen” (konciliet er den øverste autoritet i Kirken), kom dekretet til at stå som en banebrydende begivenhed i udviklingen af den Romersk-Katolske kirkes monarkiske styreform}
155. ^{Talen ”Septimo jam mense” blev holdt den 14. januar 1460}
156. ^{Bemærk, at Danmark henregnes til de lande, som paven ikke bebrejder deres manglende deltagelse. Pius anså Danmark for at være for fattigt og fjernt til at kunne bidrage reelt til korstoget. Danmark var i øvrigt repræsenteret på kongressen, men det nævnes ikke af Pius}