Af en renaissancepaves erindringer bog 4

by Pius II

FJERDE BOG: Januar – Oktober 1460

4.1. Franskmændene indleder Den Napolitanske Krig^[1]

Medens dette gik for sig, udrustede den energiske og aktive Jean, søn af kong René d’Anjou, en flåde på Rhodos. Med denne ville han drage imod kong Ferrante i Kongeriget Sicilien^[2].

Tidligere havde pave Calixtus sendt kardinal Alain af Avignon til Gallien som legatus de latere for at søge om hjælp fra franskmændene imod tyrkerne. Med tilladelse fra kong Charles pålagde kardinalen gejstligheden en tiende og forkyndte syndsforladelse til alle, som bidrog til troens forsvar. På denne måde indsamlede han en stor sum penge. Heraf sendte han 16.000 dukater til Rhodos og lod bygge 24 galejer i Avignon. Den resterende sum beholdt han selv. Han blev derved ret velhavende og anskaffede sig et udstyr^[3], der var en konge værdigt. Han sendte intet til Calixtus, og han vendte ikke tilbage til denne, medens han levede.

Jean beslaglagde skrogene til de skibe, som var bygget til forsvaret af de kristne, og udrustede dem til angreb imod kristne. Derefter drog han til Genova, som på det tidspunkt stod under fransk herredømme. Fra dem fik han hjælpetropper imod at love dem Gaeta, Trani og nogle andre kystbyer i Kongeriget Sicilien, hvis han kunne fordrive fjenden. Derefter sejlede han til Campania og steg i land et sted ved Volturno-flodens munding. I nogen tid vaklede han imellem håb og frygt^[4], da ingen af dem, som han havde hidkaldt, var mødt op. Endelig kom, som den første af alle, fyrsten af Rossano og åbnede byen Teano for ham, idet han engagerede sig selv og sine på Jeans parti.^[5] Medens kong Alfonso levede, havde denne fyrste ægtet kong Ferrantes søster, der var født uden for ægteskab, og selvom han var primitiv og halvdum, så opnåede han på grund af sin rang og den loyalitet, hans fader tidligere havde vist, en plads blandt yndlingene ved hoffet.

Da bispesædet i Teano blev ledigt, udnævnte pave Pius den lærde Niccolò af Pistoia^[6] til biskop. Senere fik denne også kardinalsværdigheden. Fyrsten nægtede Niccolò at tage bispedømmet i besiddelse og blev af den grund lyst i band, medens Teano blev lyst i interdikt. På grund af gejstlighedens formastelighed, blev interdiktet dog ikke overholdt – de frygtede mere deres fyrste end Gud. Fyrsten svigtede både Gud og sin konge alene af den grund, at han ikke kunne få den berømte by Traietto, som ligger på et højt bjerg ikke langt fra floden Liri. Dér fremviser man den første Scipio Africanus’ grav.

4.2. Adelen gør oprør imod kong Ferrante

Vi har tidligere omtalt fyrsten af Taranto^[7], der var af Orsini-familien. Han fulgte hurtigt Soranos eksempel, skønt han allerede tidligere var blevet udsonet med kongen efter et oprør. Denne gamle mand var uden mandligt afkom, overmåde rig og herre over et stort område. Han havde kunnet leve lykkeligt i resten af sine dage, men fred gjorde ham rastløs, og han ville ikke bringe sine hvide hår til dødsriget uden kamp. Så også han gjorde oprør imod Ferrante. Enten ville han, der selv havde lukket katalanerne ind i det sicilianske rige, også være den, der fordrev dem, eller også ville han – som senere begivenheder viser det – være den, der havde den reelle magt i riget.

Herrerne af Caldora fulgte efter. Dermed efterlignede de deres far, Jacopo, som i sin tid havde været en forrædernes fyrste. Engang hørte Jacopo nogle sige om forrædere, at de var forhadt af alle. Hertil svarede han: ”Jeg indrømmer, at en forræderisk person er forbryderisk og ussel. Jeg undtager dog ham, der i kraft af sine forræderier når til det punkt, hvor han ikke skal være bange for, at nogen kalder ham forræder op i hans åbne ansigt. Det har jeg faktisk selv haft glæde af.”

Til oprørerne sluttede sig også Giosia, tyran af Abruzzo, der var berygtet for sin grusomhed og ugudelighed. Endvidere byen L’Aquila, der aldrig havde accepteret det katalanske hus; den tåbelige hertug af Sora; tyrannen af Sermoneta, Onorato Caetani, der ikke var klogere; greverne af Campobasso; og markgreven^[8] af Crotone, en mand med en omskiftelig snarere end en god karakter. Han var engang blevet taget til fange, men blev bevogtet skødesløst og flygtede. Også Carlo del Sangro og hertugen af Melfi svigtede Ferrante. Blandt de øvrige forrædere var også til alles overraskelse Ercole d’Este^[9], en søn af den tidligere markgreve Niccolò. Han var ikke blot Ferrantes jagtkammerat, men kendte også alle hans hemmeligheder. Han overvintrede med en stor skare ryttere i Lucera dei Saraceni, som han åbnede for fjenden - til skændsel for sin bror Borso, som han senere påstod havde beordret ham til det.

Det var sandelig en omvæltning! Kun nogle få, som den retfærdige Jupiter elskede^[10], forblev trofaste. De vigtigste blandt disse var Onorato, greve af Fondi, og fyrsten af Salerno, som forblev trofast indtil sin død, selvom han ind imellem syntes at vakle. Da han døde, gik hans sønner over til fjenden. Familien Sanseverino forblev loyal i en tid, men da kongen blev slået ved Sarno, gav de sig lykken i vold. Da Ferrantes sag til sidst stod bedre, vendte de tilbage til ham – sådan er kongelige undersåtters natur: omskiftelig og upålidelig.

4.3. Kong Ferrante søger hjælp fra de italienske magter

Ramt af alle disse ulykker blev Ferrante klar over, at han ikke på egen hånd kunne hamle op med fjenden. Han sendte derfor legater til paven og til de øvrige magter i Italien for at bede om hjælp under den gældende traktat^[11]. Fra Mantova sendte paven den udvalgte^[12] biskop af Teano, Niccolò, til hertug Francesco af Milano for at få vide, hvordan denne syntes, man skulle håndtere krisen. For selv om det rigtige ville være at opfylde traktaten, turde paven dog ikke på egen hånd påtage sig så stor en krigsbyrde. Francesco mente, at man skulle komme den angrebne til undsætning, og at man skulle forlange, at Venedig og Firenze levede op til deres forpligtelser over for Ferrante. Det gjorde man så, men hverken Firenze eller Venedig overholdt deres løfter. Deres venskab med franskmændene – eller frygt for dem! - betød mere for dem end respekten for det edsvorne løfte^[13].

Borso, der selv havde fået den sjette plads i traktaten, erklærede sig ikke åbent som fjende, men forrådte Ferrante, selvom han troede at hans manøvrer forblev skjulte^[14]. Ingen af traktatdeltagerne reagerede på Ferrantes anmodning om hjælp med undtagelse af pave Pius og hertug Francesco af Milano, som siden hen bar hele krigens omkostninger og byrde.

4.4. Opbrud fra Mantova

Pius havde endnu ikke opgivet alt håb om, at Venedig ville støtte korstoget. Han sendte derfor sin fætter, Goro Lolli, der var blevet optaget i familien Piccolomini, dertil. Denne talte adskillige gange i deres senat om at udruste en flåde imod tyrkerne, men hans bestræbelser var forgæves, for dette folks gerrighed besejrede deres moral. Han opnåede dog noget usædvanligt for denne republik: venetianerne nærede et bittert fjendskab til kardinalen af San Marco på grund af det føromtalte bispesæde i Padova. De havde konfiskeret indtægterne fra kardinalens kirkelige embeder og udelukket hans bror fra senatet. Endvidere havde de vedtaget et dekret, hvorefter ingen måtte tage imod kirkelige embeder uden tilladelse fra en særlig senatskomité^[15]. Goro høstede stor anerkendelse fra republikken for sin veltalenhed, sin seriøsitet, og sin karakterstyrke, og det lykkedes ham at få republikken til at ophæve disse sanktioner.^[16]

Paven sendte også legater til Tyskland og andre provinser og drog derefter fra Mantova sammen med fire kardinaler. Selv rejste han ad floden til Revere, de andre rejste over landjorden. Imod pavens råd rejste kardinalen af San Pietro^[17] til sit bispedømme^[18] og fik dér – som vi senere skal berette – en skandaløs behandling. Kardinal Colonna besluttede at besøge Venedig. Ved sin ankomst blev han gjort til æresborger og indskrevet blandt byens patriciere: en adelsmand i Venedig betyder mere end en fyrste i Rom! Kardinal Isidor af Ruthenien havde indsamlet mange våben til brug i krigen. Dem besluttede han at bringe til Grækenland, men han kom dog ikke længere end til Ancona.

Vinteren var meget streng. Januar gik til ende, og der var is og sne overalt. Kuriefolkene undrede sig over, at den gamle pave ville rejse af sted i så strengt et vejr, men ligesom han ikke havde skyet kulden, da han drog ud, frygtede han heller ikke frosten, da han drog hjem. Man tilbragte natten i Revere, og dagen efter blev de mødt på Po-floden af Borso, der sejlede i en pragtgalej^[19] omgivet af en stor skare af mindre fartøjer. Årerne satte hele floden i bevægelse. Faner i alle farver blafrede i den milde vind og var et smukt skue, og der lød sød musik fra trompeter, fløjter og alle slags musikinstrumenter placeret på de øvre skibsdæk. Der var tableauer med guder, gudinder, giganter og dyder. Drenge og piger sang. På digerne sad der mænd og kvinder – som til en festforestilling. Nogle råbte leve for Borso, andre for paven. Da man mødte Borso, anbefalede Ludovico af Mantova sig mange gange til paven og vendte hjem. Pius steg over i Borsos pragtgalej og sejlede til Ferrara, hvor de blev mødt af præster, som bar på de hellige relikvier, og et stort opbud af mennesker. Han blev indkvarteret i den fæstning, som ligger ved flodbredden. Skønt paven blev presset til at blive til den næste dag, ville han ikke. Ombord på skibet underskrev Borso personligt og - som den sidste - dekretet om tiendele, tyvendedele og tredivtedele. Næst efter florentinerne var han også den første til misligholde det.

4.5. Underhandlinger med Borso d’Este om Piccinino

På den samme tid overvintrede Jacopo Piccinino i Cesenas territorium. Han var forbitret på kong Ferrante, fordi denne havde indgået fred med Sigismondo Malatesta, og der var ikke tvivl om at han selv holdt med franskmændene. Derfor kom Borso hemmeligt midt om natten til paven og sagde: ”Pave! Store farer truer Kirken og hele Italien, hvis ikke du handler klogt. Piccinino ønsker at gå over til franskmændene, men du støtter Ferrante, og det gør jeg også. Jeg beder dig forhindre, at denne store hærfører går over til fjenden. Hvis du giver mig den opgave, vil jeg forsone ham med Ferrante, sådan at dennes sag kan stå mere sikkert.”

Men paven vidste, at Piccinino stod i så stor gæld til franskmændene, at det ville være yderst skamfuldt for ham at svigte dem. Ydermere kendte han til Borsos svigefulde manøvrer. Han spurgte dog denne, hvordan man kunne skille Piccinino fra franskmændene. Borso sagde, at dette kunne ske ved, at Jacopo fik en vis sum penge; at han - som allerede lovet - ægtede en datter af hertugen af Milano; at han fik nogle byer i Kongeriget; og endelig at de jordbesiddelser, som Sigismondo Malatesta havde givet paven i pant, skulle overgå til Borso. Paven havde forud undersøgt hertugen af Milanos holdning, så han gjorde ikke indsigelse mod pengene, byerne i Kongeriget og ægteskabet. Men med hensyn til de jordbesiddelser, som Malatesta havde stillet som sikkerhed, svarede han, at der ikke kunne ske nogen ændringer uden parternes tilslutning. De øvrige ting var i orden, men den sidste ikke, for den kunne ikke gennemføres uden vanære for paven.

Borso pressede dog på, og da han troede, at paven ligesom han selv havde en fleksibel moral, anmodede han skamløst både om passende og upassende ting som den forfængelige og overfladiske person, han er. Paven ignorerede hans tomme ord, og næste dag tog han afsked med den opblæste fyrste, satte over Po-floden og kom med båd igennem sumpområderne til floden Reno. Det var en yderst besværlig rejse, for den frostklare vinter havde lukket alle vandene til med is, og det var nødvendig at åbne en vej med økser.

4.6. Rejsen til Firenze. Piccinino går over til franskmændene

Da man nåede frem til Reno, var isen så tyk, at den ikke kunne brydes, og bologneserne havde ikke fremskaffet køretøjer. Det var derfor nødvendigt at bære paven i en stol, og hans følge måtte gå til fods. De blev derfor indhentet af natten, og alle måtte selv finde en bondegård, hvor man kunne overnatte – ret ubekvemt! Paven overnattede sammen med nogle få ledsagere i en landejendom, der tilhørte Sante Bentivoglio. Den følgende dag drog han ind i Bologna og hvilede ud i det apostoliske palads. Dagen efter søgte mange bolognesere om foretræde for paven, men han modtog ingen.

Da han nåede til Pianoro, fik han underretning om, at Piccinino var gået over til franskmændene, og at dette ikke var en ny udvikling: han havde faktisk indgået aftale med dem to måneder forinden. Hertug Borso af Modena havde således løjet for paven, da han under pavens gennemrejse havde sagt til ham, at sagen stod helt åben - der var overhovedet ingen undskyldning for ham, da han selv havde været ophavsmand til Piccininos frafald.

Paven forstod nu, at Ferrantes situation ville blive ret kritisk, og at han ville få brug for megen hjælp. Han skrev derfor til Milano, at det ville være nødvendigt at finde en hærfører, der var opgaven voksen, og hvis autoritet, krigslykke og troskab var gennemprøvet. Disse egenskaber kunne man finde hos Ludovico af Mantova. Paven argumenterede for, at denne skulle gøres til hærfører og aflønnes i fællesskab. Hertugen af Milano bifaldt forslaget i princippet, men ikke i praksis. Selvom Ludovico selv tilbød sig, skrev hertugen tilbage, at denne ikke kunne påtage sig så langvarig en opgave. Det er muligt, at hertugen forbeholdt den hæderfulde post til sin bror, Alessandro, eller at han frygtede, at markgreve Ludovico skulle være for længe væk.

Paven ankom derefter til det sted, som man kalder Scarcagliasini^[20], på toppen af Appenninerne. Det var en ret møjsommelig færd, det regnede og sneede hele dagen, og paven blev snart transporteret i bærestol, snart i en vogn.

4.7. Forhandlinger med florentinerne

Da paven nåede frem til Firenzuola, fik han et anfald af mavesmerter. Næste dag nåede han frem til Cafaggiolo, Cosimos prægtige landhus i Mugello-dalen, hvor han også havde overnattet på vejen til Mantova. Her indfandt sig også en udsending fra Federigo af Urbino, en kløgtig mand, der bekræftede det, man allerede havde hørt om Piccinino, nemlig at denne ville drage til Abruzzo som fjende af Ferrante. Hvis paven befalede det, ville Federigo spærre vejen for ham. Beslutningen herom blev overladt til Francesco Sforza.

Paven drog ind i Firenze under store æresbevisninger fra republikkens side^[21]. De fornemste borgere kom ham i møde som oratorer, og byens magistrater tog imod ham i byporten. De talte en del om kongressen i Mantova og roste paven. Endvidere bad de om et møde dagen efter, hvilket blev dem tilstået. På mødet anklagede de dominikanergeneralen Marziale Auribelli for ofte at have sex med nonner og for hverken at frygte Gud eller mennesker, og de bad om, at denne store synder blev straffet. Dette lovede paven at gøre på et passende tidspunkt.

Cosimo havde holdt sig for god til at mødes med paven, da denne drog til Gallien^[22], men nu viste han ham nu alle tegn på respekt. Han opsøgte paven i en sen nattetime, og under samtalen udtrykte han forundring over, at man havde besluttet at gå i krig for Ferrante imod franskmændene.

Paven sagde, at det ville være utåleligt, hvis en konge, som han selv havde indsat, blev fordrevet med våben, og at dette ikke ville fremme Italiens frihed. Hvis franskmændene overtog Kongeriget, ville de utvivlsomt erobre Siena; florentinerne, der var fransksindede, ville intet foretage sig imod ”liljeslægten”; hertug Borso af Modena var mere fransk end franskmændene selv; herrerne i Flaminea^[23] hældede til franskmændene; Genova og byen Asti var underlagt franskmændene; hvis paven nogensinde blev franskmændenes allierede, ville hele Italien blive inddraget i den franske magtsfære. Når han forsvarede Ferrante, forsvarede han således Italien.^[24] I øvrigt var han moralsk forpligtet til at overholde de aftaler, som var indgået med kong Alfonso^[25]. Han kunne ikke bare bryde et løfte, således som florentinerne og venetianerne gjorde det; de overholdt jo kun deres aftaler, hvis de havde fordel af det.

Cosimo bifaldt pavens holdning og medgav, at et folkestyre kun gør det moralsk rigtige, når dets egen fordel eller frygt tvinger det dertil. Derudover ansøgte Cosimo om nogle ting, dog i beskedent omfang, og han bad om, at hans nevø blev udnævnt til kardinal, hvis han i øvrigt forekom værdig dertil. Da han til sidst skulle tage afsked, ville han kysse pavens fødder, men da han ikke kunne bøje sig så langt ned på grund af sin gigt, sagde han spøgende: ”To florentinerne, Papo og Lapo, var på vej hjem markerne og mødte hinanden på torvet. De var begge meget fede, så da ville give hånd og kys, kunne de ikke, for deres tykke maver kom i vejen, så de kun kunne røre hinanden med maverne. Det, som deres fedme forhindrede, det forhindrer nu min gigt.”

Paven lo og tog afsked med ham. Den følgende dag anmodede han nogle af kardinalerne om at forhandle med florentinerne om tiendedele, tyvendedele og tredivtedele, så at man ikke skulle starte forfra på det, når det var tid til at udruste flåden.

En delegation af fremtrædende borgere fik foretræde for paven. Da man erindrede dem om deres legaters løfte i Mantova, og om at Milano havde gjort sig til garant derfor, medgav florentinerne alt. De fremførte dog også, at de legater, som havde forpligtet byen, havde fået deres mandat af byens priorer og visse udvalgte borgere^[26], således som det var almindelig praksis. Men det havde dog alt sammen kun retsvirkning, hvis det senere blev ratificeret af byens store råd. Det skete ganske vist kun sjældent, at man nægtede at godkende det, som legater med denne type mandat havde lovet. Men i den foreliggende, særdeles vigtige sag kunne man næppe håbe på folkets tilslutning, fordi der kun var meget få, som kunne overtales til at gå ind for løsningen med en tredivtedel^[27]. Formentlig ville man kun kunne acceptere beslutningen om en tiendedel af gejstlighedens indkomster.

Paven udtrykte sin forundring over det florentinske folks skamløshed, og anklagede dem i mange ord for det umoralske i at forhandle om troens sager med list og bedrag. Det var skændigt at sende folk med værdiløse forhandlingsmandater. Det var endnu skændigere at bruge det manipulatorisk, og hvis de i andre sager faktisk plejede at bekræfte mandaterne, så burde de i allerhøjeste grad gøre det i denne sag, som var vigtigere end alle andre. Da man havde spildt tiden længe nok, endte han med at acceptere det, han kunne få^[28], og uden at tøve længere forlod han denne kræmmerby, for ikke at sige luderby. Tre dage senere kom han tilbage til Siena, hvor borgerne ventede ham med stor entusiasme.

4.8. Modtagelse i Siena. Federigo af Urbino og forberedelse af felttoget imod Piccinino

Paven drog ind i Siena nærmest i triumf og blev modtaget med overstrømmende og utrolige æresbevisninger. Borgerne havde troet, at de aldrig ville gense deres fader og fandt nu trøst i hans uventede og pludselige tilbagekomst. De glædede sig overmåde, især kvinderne, hvis natur hælder mere til religionen, og som holder mere af præsteskabet. Selvom februar som sædvanlig var iskold, var alle byens pladser udsmykket med blomster og bestrøet med velduftende urter. Overalt var der plantet stedsegrønne træer, og der hørtes sang og råb fra det jublende folk.

Paven vendte tilbage til Siena to dage før Festen for den Store Moders^[29] og den Ubesmittede Jomfrus Renselse og tolv dage efter afrejsen fra Mantova. Højtideligheden blev fejret med entusiastisk deltagelse fra befolkningen, og paven uddelte de indviede kærter med egen hånd. Kort tid forinden var byens ærkebiskop, Antonio Piccolomini, død af sygdom medens han var på badekur. I hans sted udnævnte paven nu sin 23-årige nevø på søsterens side, Francesco, til administrator af ærkebispedømmet^[30].

På dette tidspunkt blev Pius opsøgt af Federigo af Urbino, en intelligent og veltalende mand. Federigo manglede et øje, som han havde mistet under en turnering^[31]. Rygtet vil vide, at han er søn af en vis Bernardino della Carda, en dygtig hærfører. Da fyrst Guido af Urbinos konkubine mistede sin egen lille søn, skal hun have anbragt den spæde Federigo i hans sted. Da Guido døde, blev han efterfulgt af den ægtefødte Oddantonio, som senere blev ophøjet til hertugværdigheden af pave Eugenius. Han levede i utugt og skændede ofte urbinaternes hustruer og døtre. Til sidst blev han dræbt af sine medborgere samtidig med Manfredo da Carpi, en apostolisk notar, der var hans fælle i utugt og ophavsmand til overgrebene. Man mener, at Federigo var vidende om attentatet - i hvert fald præsenterede han sig straks efter mordet foran byporten, blev lukket ind af borgerne og greb tyranmagten, som om han var Guidos egen søn med konkubinen. I Italien er det jo skik, at uægte sønner^[32] uden videre^[33] bliver regenter. Således havde Federigo større fordel af den foregivne og promiskuøse fader end af den rigtige og legitime.

Federigo lovede paven mangt og meget, og paven hørte på ham og gav ham penge til at få Piccininos soldater over på sin side og således hindre Ferrantes fjende i at trænge ind i Kongeriget. Det var nemlig blevet offentligt kendt, at den berømte hærfører, Piccinino, havde svigtet Ferrante og om kort tid vil drage imod Kongeriget, så alle Ferrantes allierede i riget skælvede af rædsel for den store Piccinino. Hertugen af Milano og pave Pius besluttede derfor sammen, at Sforzas søn^[34], Alessandro, skulle føre hertugens styrker, Federigo kongens styrker og Giovanni Malavolta Kirkens styrker ind i Picenos territorium og gå imod Piccinino, således at han ikke kunne passere igennem dette territorium på vej til Kongeriget. Da dette var blevet arrangeret, tog Federigo hjem igen.

4.9. Hårde forhandlinger med kardinalerne om Pius’ første kardinalsudnævnelse^[35]

Tamperdagene i Fastetiden nærmede sig nu. Disse anses næsten som det normale tidspunkt at udnævne kardinaler. Rygtet havde bredt sig, at den nye pave ville udnævne nye kardinaler. En pave anses jo for ikke helt at have sat sig i stolen, førend han har udnævnt kardinaler. Der kom ønsker fra mange sider: kejseren bad om en, som paven med glæde kunne tilslutte sig. Kongen af Frankrig bad om to, kongen af Aragonien om en, Ferrante af Sicilien og hertug Francesco om flere hver, hertugen af Savoyen om en, hertugen af Bourgogne om en, markgreven af Monferrato om en, florentinerne og Cosimo om en. Paven brød sig kun om få af de foreslåede, og selv havde han andre, som efter hans opfattelse var mere værdige, og som han kunne have større tillid til.

Han tog nu samtaler med hver enkelt af kardinalerne for at sondere deres holdninger. Fra adskillige af dem anmodede han om en egenhændig skriftlig tilkendegivelse, og fra de andre accepterede han en mundtlig erklæring. Da han var sikker på, at han mestendels kunne få det, som han ville, indkaldte han til et fortroligt konsistoriemøde om onsdagen, d.v.s. den dag hvor der normalt drøftes udnævnelse af kardinaler.

Her tog paven til orde og sagde: ”Høsten er stor, og arbejderne er få^[36]. Vor høst, mine brødre, er sjælenes frelse. Agren, hvor vi høster, er Kirken, hvis styre Vi har overtaget med jer som rådgivere. Denne kirke må vi forsvare imod tyrkerne og andre vantro. Hvis vi vil bringe en stor høst til Herrens tærskeplads og siden hen anbringe megen ren og renset hvede i hans lader, så må vi udrydde tidsler og ukrudt, det vil sige kætterier og slette sæder i Kirken. I er Vore medarbejdere i dette forehavende. Men I er få, og adskillige af jer døjer med alderdom eller sygdom, således at Vi ikke kan bruge jer fuldt ud^[37]. Det er derfor nødvendigt at forøge jeres antal og udnævne andre, som kan supplere de svages kræfter.

Men – selvom det ikke er let - bør vi drage omsorg for, at dem, som vi vælger, er værdige til så stort et embede. Man skal ikke kunne sige, at ”du har forøget mængden, men du har ikke gjort glæden større”^[38]. Sandelig, hvis denne værdighed skal gives til mænd, der fortjener det, så må vi spørge himlen selv, hvem vi skal give den røde hat. Vi er mennesker, som skal vælge andre mennesker, og det er ikke himlen eller englene, men jorden og menneskene, som vi skal styre.

Vi undrer os over den store mængde af kandidater. Enhver fremtrædende gejstlig mener tilsyneladende, at han er værdig til at blive kardinal, stræber derefter, presser på, og ønsker at synes eller faktisk at være blandt kandidaterne. Denne værdighed er blevet for lidt værd, når selv drenge mener sig fortjent dertil. Årsagen er, at vore forgængere udnævnte mange, der ikke var værdige. For at tale om de afdøde kendte I selv den kardinal af San Marco, som nogle kaldte en snyltegæst i jeres orden.

Og for at tale om jer selv, bliver I kritiseret for ikke at udvise den alvor og fromhed, der anstår sig for en så ophøjet stand. I lever, som om I ikke var valgt til at styre det kristne samfund, men som om I var kaldet til at nyde det søde liv. I skyr ikke jagter, spil eller omgang med kvinder; I foranstalter måltider, der er mere overdådige end sømmeligt; I klæder jer alt for kostbart; I har overflod af sølv og guld, og I har et langt større tjenerskab og mange flere heste, end det er nødvendigt.

I begærer alle disse nydelser, og der er ingen af jer, der ikke som skabt til fornøjelser. Hvis kun strenghed, alvor, afholdenhed, lærdom og hellighed kvalificerede til denne værdighed, ville der værre langt færre, der søgte den. Men vi må desværre leve med denne sædvane: vi kan ikke forbyde, at man søger om kardinalsværdigheden, men vi kan gøre det sværere at opnå den. Overvej, hvem der er egnede; antallet vil Vi selv afgøre. På den ene side skal vi sørge for, at kardinalsværdigheden ikke devalueres ved at blive givet til for mange, og på den anden side at der ikke er for få til at opfylde det kristne samfunds^[39] behov.”

Derefter nævnede han dem, som ansøgte om kardinalsværdigheden enten direkte eller gennem andre. Da han var færdig sagde Ludovico, kardinalen af Aquileia^[40]: ”Jeg skammer mig over at sidde på denne plads, som alle åbenbart synes de fortjener. Tidligere kunne kun fremragende mænd blive ophøjet til denne værdighed. Kun en dadelfri og uplettet mand bør opnå kardinalsværdigheden. Denne høje værdighed tillader intet fejltrin. Dine forgængere plejede at udnævne mænd, som var af fornem byrd og forbilleder både med hensyn til lærdom og hellighed. Du har nævnt flere, som jeg hverken ville have som tjenere i mit køkken eller i min stald. I øvrigt indser jeg ikke nødvendigheden af at udnævne flere kardinaler. Vi er mange nok, hvad enten du vil udsende legater eller have rådgivere hjemme. Vi mister i værdi, hvis vi bliver for mange. Allerede i dag er vores indkomster for små, og nu ønsker du at føje andre til, som vil tage brødet fra os. Og så har du endnu ikke nævnt nogen, som jeg kan anse for værdig til den røde hat.”

Da han havde sagt dette, smilede alle, der kendte manden. Paven svarede: ”Hvis Eugenius og Nicolaus og Calixtus, som Vi selv efterfulgte, havde overholdt den norm, som du, Aquileia, fremfører, så ville du enten ikke selv være kardinal eller du ville sidde her sammen med meget færre.”

Herefter sagde Filippo af Bologna^[41]: ”Du har nævnt mange, pave. Men du har undladt din egen nevø. Hvorfor mener du ikke, at også han bør udnævnes?” Hertil svarede Pius: ”Vor nevø er meget ung, og han mangler endnu nogle af de ting, som kardinalsværdigheden fordrer.”^[42]

Med disse ord bød han kardinalerne drøfte sagen indbyrdes. Selv gik han ind i et andet værelse og indtog et lille måltid. En stor del af dagen var nemlig allerede gået, og det var nødvendigt, at sagen ikke blev hastet igennem.

Kardinalerne diskuterede længe og heftigt. Derefter sendte de tre repræsentanter til paven: Rouen, Orsini og Zamora. De skulle bede om, at der ikke blev udnævnt nye kardinaler, fordi antallet af de gamle kardinaler var fuldt tilstrækkeligt. Hvis paven ville udnævne sin nevø, ville de tilslutte sig, men kun hvis han var den eneste, som blev udnævnt.

Paven svarede følgende: ”Vor nevø er endnu en ung mand og har stadig selv behov for vejledning og rådgivning. Men det, Vi nu har brug for, er kardinaler, som kan rådgive både Os selv og Kirken.”

Så sagde de: ”Så føj yderligere en kardinal til – heller ikke det vil senatet nægte.” Da paven ønskede flere kardinaler, indvilligede de at føje yderligere to til nevøen. Da paven heller ikke var tilfreds med dette, vendte de tilbage til kollegiet. Sagen blev drøftet længe, og tre andre kardinaler blev sendt til paven. Da de var meget uenige om antallet, kunne man stadig ikke opnå enighed. Paven vendte så tilbage til kollegiet, og da der var blevet sagt meget for og imod, indvilligede kardinalerne i udnævnelsen af fem nye kardinaler på den betingelse, at nevøen skulle være den ene.

Da Pius havde opnået dette sagde han: ”I vil så heller ikke nægte mig en sjette, som er hævet over alle indvendinger, og hvis udnævnelse I utvivlsomt vil bifalde.”

De ville så have, at paven skulle sige, hvem det drejede sig om, inden de gav deres tilsagn. Paven forlangte derimod deres tilslutning, inden han sagde det. Pius sejrede, og da han havde fået deres tilslutning, nævnte han den sjette. Det var Alessandro da Sassoferrato, augustinerordenens general, en mand der var berømt for sin teologiske lærdom og sit hellige liv. Da han blev nævnt, var der ingen indvendinger, for den sande dyd bekæmpes ofte i det skjulte, men ikke offentligt. Rækkefølgen af de nye kardinaler var følgende: Angelo Capranica, biskop af Rieti, blev nævnt først. Han var bror til den tidligere kardinal af Fermo, en kysk og hellig mand, som paven havde sendt som legat til Bologna, inden han selv drog fra Rom. Efter ham kom Eberardo Eroli, biskop af Spoleto, en mand af fremragende af lærdom og vandel, der også blev anset som en retfærdighedselskende mand. Han var født ved Narni og var på det tidspunkt referendar og tilhørte Pius’ egen husstand. Efter ham fulgte Niccolò Forteguerri, den udvalgte biskop af Teano. Han stammede fra Pistoia, var en anset jurist og tilhørte pavens hof. Fjerdepladsen havde Burchard von Weissbriach, provsten fra Salzburg. Paven besluttede, at man ikke skulle offentliggøre hans udnævnelse, førend der blev udnævnt andre kardinaler fra hinsides alperne. Den femte var den førnævnte Alessandro. Den sjette og sidste var Francesco Todeschini Piccolomini, pavens nevø, som på det tidspunkt studerede kanonisk ret ved universitetet i Perugia, og som allerede havde erhvervet doktortitlen. På grund af sin ungdom blev han kun udnævnt til kardinaldiakon. De øvrige blev alle udnævnt til kardinalpræster. Da man var blevet enige om dette, afventede paven ikke fredagen, på hvilken man plejede at offentliggøre kardinalsudnævnelser, men uventet af alle foretog han udnævnelse og offentliggørelse samme dag. Dermed gjorde han livet lettere for de gamle kardinaler, som ellers ville blive rendt på dørene af de forskellige konkurrerende kandidater.

4.10. Reaktionerne på kardinalsudnævnelsen

Det var den almindelige opfattelse, at paven sørget godt for Italien, da der var hele fem kardinaler fra dette land^[43]. Endvidere havde han præsteret noget, der var nærmest uhørt, idet han på et og samme konsistoriemøde udnævnte to medlemmer af sin egen husstand og sin nevø. Men især var alle enige om det prisværdige i, at ingen af de udnævnte forekom uværdig til så højt et embede. I mands minde havde der ikke været nogen kardinalsudnævnelse, hvor der været så mange fremragende mænd blandt så få nyudnævnte. Hertil kom, at disse glimrende mænd var blevet udvalgt uden fyrsternes mellemkomst.

Især beundrede alle Alessandros udnævnelse, som var helt uventet. Ingen regnede med, at der blandt de udnævnte kardinaler ville være en fattig munk, en der boede i en trang celle, selvom han var en nok så glimrende prædikant såvel som en fremragende og hellig mand. For værdigheden som kardinal er normalt reserveret fornemme folk.^[44] Men Pius fandt, at også dyden hos selv en fattig mand burde hædres, og han vidste, at de første kirkefyrster i verdens øjne havde været lavtstående og fattige. Derfor søgte han en fornem sjæl blandt munkenes skjulte rækker, og han foragtede ikke fattigdommen hos en, der udmærkede sig ved en rigdom af humanistisk lærdom^[45]. Således forstod alle, at Pius værdsatte dyden, og siden hen var der mange, som levede retskaffent: for der intet, der i den grad inspirerer til dyden som selve håbet om den ære, som er dydens belønning.

Budbringeren nåede frem til Alessandro hos augustinermunkene lige efter middagsmåltidet. Alessandro havde ikke nogen særlige opgaver til brødrene og sendte dem derfor bort. Selv sov han middagssøvn på en bænk i sin celle. Da der var blevet banket tre eller fire gange på døren, hørte han støjen, stod op og åbnede døren, idet han mindst af alt regnede med at blive hilset som kardinal. Men da han lukkede budbringeren ind, sagde denne straks: ”Vær hilset, Alessandro. Jeg bringer dig en god nyhed: paven har i dag udnævnt dig til kardinal.”

Først troede munken, at man holdt spas med ham, men da en mængde af gratulanter stimlede sammen og bekræftede, at det var sikkert, så tav han stille et øjeblik, lammet af forbløffelse. Men han kom hurtigt til sig selv igen og sagde: ”Jeg undrer mig over pavens venlighed imod mig. Denne ære plejer man vise folk, der søger om den, men jeg får den, uden at jeg har ønsket det. Hvordan har jeg fortjent det? Hvad har jeg gjort? Hvorfor giver man mig denne værdighed? Kun pavens godhed har gjort mig værdig til så stor en ære.”

Det var utroligt, hvor meget munkene af hans egen orden, borgerne fra Siena og næsten hele Italien lovpriste pavens handling. Mange byer sendte gaver til Alessandro og ønskede at gøre ham til æresborger. Paven sendte ham penge, så han kunne leve og fremtræde som det passede for hans nye værdighed, og både kardinalerne og hofmændene sendte ham prægtige gaver.

4.11. Udnævnelsesceremonien

Næste lørdag^[46] blev der indkaldt til et konsistoriemøde i domkirken, og paven bød, at de tre nye kardinaler, som var i byen, skulle hidkaldes. Før de kom, talte han længe om udnævnelsen og om de enkeltes fortjenester og påviste, at udnævnelsen af dem alle havde været rimelig og retfærdig. Da de kom ind, lod ham dem stille sig foran alterskranken og holdt følgende tale til dem:

”Kære sønner! I har modtaget en ophøjet værdighed. I er blevet kaldet til det Apostoliske Kollegium. I skal være Vore rådgivere og meddommere over verden. I skal dømme mellem den ene og den anden part, mellem blod og blod, mellem spedalskhed og spedalskhed^[47]. Som apostlenes efterfølgere vil I sidde omkring Vor trone. I vil være Byens senatorer og lige med konger. I vil være verdens sande krumtappe^[48], som porten til den kæmpende kirke drejer sig om og styres af.^[49] Betænk derfor, hvilken slags mænd, hvilket sindelag og hvilken integritet, denne værdighed fordrer: ydmyghed, ikke hovmod; gavmildhed, ikke havesyge; mådeholdenhed, ikke beruselse; afholdenhed, ikke vellyst; lærdom, ikke uvidenhed. Dette ophøjede embede kræver alle dyder og ingen laster. Hvis I hidtil har været årvågne, skal I være endnu mere årvågne og passe på den ondsindede fjende, der aldrig sover, men søger efter dem, han kan opsluge^[50]. Hvis I hidtil har været gavmilde, så skal I nu bruge jeres rigdom i den gode sags tjeneste og først og fremmest give de fattige mad. Hvis I tidligere har været mådeholdne med mad og drikke, så skal I nu i endnu højere grad undgå luksus. Bandlys havesyge, grusomhed og hovmod! Hav altid de hellige skrifter i jeres hænder. Brug både nat og dag til at lære og at undervise. Udfør gerninger, der får jeres lys til at skinne foran menneskene. Og vær sådanne, som I mente, at en kardinal skulle være, førend I selv blev ophøjet.”

Efter denne tale kaldte han dem frem for at kysse hans fod, hånd og kind. På samme måde modtog de gamle kardinaler dem med et kys og gav dem plads iblandt sig. Bagefter plæderede advokaterne nogle sager, og da disse var blevet afgjort, stillede de gamle kardinaler sig i en kreds foran paven, medens de nye lagde sig på knæ og svor den urgamle troskabsed. Som tegn på kardinalsværdigheden satte paven derefter den røde hat på de nye kardinalers hoved, hvorefter koret sang en takkehymne til Gud. Med undtagelse af to kardinaler, der blev hos paven, førte de gamle kardinaler nu de nye i procession til Den Hellige Jomfrus alter. Her fremsagde den ældste af kardinalerne en bøn over deres hoveder og bad om alt godt for dem selv og for den Hellige Kirke. Så vendte de tilbage til paven, som afsluttede konsistoriemødet og tog tilbage paladset.

En tilsvarende højtidelighed blev afholdt nogle dage efter for kardinalen af Rieti og kardinalen af Siena, der ankom fra henholdsvis Bologna og fra Perugia. Paven roste Rieti for hans fortjenester. Med hensyn til Siena fremhævede paven, at han ikke selv havde villet udnævne ham, da han både var hans egen nevø og endnu for ung, men at han havde givet efter for kardinalernes indstændige bønner.

4.12. Kardinal Castigliones død. Piccinino slipper igennem Kirkestaten

Omtrent på den tid skete der følgende: Kardinal Giovanni af Padova, der styrede Piceno som pavelig legat, frygtede, at Piccinino ville drage igennem dette område for at trænge ind i Kongeriget Sicilien, og han red derfor under våben på kryds og tværs igennem området. Undervejs pådrog han sig en febersygdom, der berøvede ham livet – til glæde for provinsens indbyggere, der var meget trætte af hans styre. For skønt Giovanni var medlem af den fornemme Castiglione-familie fra Milano, havde han dog ikke en fornem karakter, men var så opblæst, at han ikke tålte, at nogen stod på samme niveau som han selv. Han mente selv, at han var en fremragende taler, statsmand, filosof og teolog, og at han ikke stod tilbage for nogen læge, og han var udi egen mening en glimrende arkitekt, musiker, matematiker og kok! Han ville også gerne opfattes som en gavmild mand – men var i virkeligheden havesyg og rovgrisk til det yderste! Derfor havde byerne bedt om at blive befriet for hans åg. Det opnåede de ikke, men i stedet indtraf hans længe ventede og højt ønskede død.

Som hans efterfølger udnævnte paven sin nevø^[51], og for at dennes nye frihed og unge alder ikke skulle stige ham til hovedet – for ungdommen ved jo ikke, hvordan man skal styre – så gav paven ham som mentor biskoppen af Marsica, en alvorsfuld og erfaren administrator, med ordre til at nevøen altid skulle følge hans råd.

Efter nogen tids vaklen besluttede Piccinino at drage til Kongeriget Sicilien, førend kardinalen af Siena kom til Piceno. Piccinino frygtede Kirkens og hertugens tropper, der var placeret således, at de beherskede vejene i Piceno, Toskana og Umbrien og kunne hindre hans fremmarch i alle retninger. Han valgte så kystruten gennem Piceno. Bagage og forråd blev bragt ombord på skibe, og soldaterne fik ordre til at tage proviant til tre dage med sig. Da dette var blevet arrangeret, drog han af sted om natten og satte hurtigt over den flod, der betragtes som grænsen til Le Marche d'Ancona^[52].

Sigismondo Malatesta, hvis liv vi har beskrevet oven for, havde tidligere skrevet til paven, at han greb til våben for at støtte Kirken. Tro mod sin egen natur tog han imidlertid 200 ryttere og lidt flere fodfolk med sig og drog af sted ad bjergveje, tæt på Piccinino, så at han kunne sende forstærkninger til denne, hvis der var brug for det.

Der var også forræderi i Kirkens egen lejr. Federigo af Urbino havde bestemt hævdet, at ikke en eneste vej gennem Marca stod åben for Piccinino. Men ved tøven og udsættelser og ved direkte besked til Piccinino om sine bevægelser åbnede Federigo en vej for fjenden, således at han fik krigen flyttet langt fra sit eget territorium. Sammen med de øvrige franskmænd glædede kardinalen af Avignon sig over denne udvikling og gjorde sig lystig over Urbino med følgende vits: ”Man kan ikke bebrejde Federigo, at han ikke standsede Piccininos gennemmarch, for denne smuttede forbi til den side, hvor Federigo har sit blinde øje.” Federigo manglede jo et øje.

Federigos handling skadede i høj grad hans omdømme. Hvis han havde vist sig som en brav og tapper mand, ville han den dag med lethed kunne have besejret Piccinino.

I kirkens lejr var der 8.000 soldater, medens Piccinino knap nok havde 3.000, der oven i købet var udmattede efter at have tilbagelagt 50 mil. Da Piccinino helt udaset nåede frem til floden Tronto, var denne svulmet op på grund af et nyligt regnvejr. Bange og skælvende satte han over floden sammen med lidt under 40 ledsagere. De øvrige var komplet udmattede af anstrengelser og sult. Planløst og uden officerer overnattede de på den anden bred og ville utvivlsomt have været et let bytte, hvis blot nogle få tropper havde forfulgt dem.

4.13. Om italienske lejetropper. Paven og Milano sender hjælpetropper til kong Ferrante

Men Alessandro og Federigo satte først ind på at forfølge fjenden, da de mente, at denne var undsluppet. I vor tid er italienske militærfolk ikke til at stole på. De betragter deres tjeneste som et forretningsanliggende, og de trækker med vilje krigen ud, så lønnen ikke hører op. Sjældent er der blodige slag, og bliver man taget til fange, mister man ikke andet end heste og våben. Yderst sjældent sættes alle kræfter ind i et slag, og når det endelig kommer til kamp, flytter de rundt på tropper og flag, medens de opfordrer hinanden til at kæmpe på en sådan måde, at der fortsat vil være grund til krig. Udadtil synes de at hade deres fjender, indadtil er de glade for dem.

Ved hjælp af sådanne manipulationer og vore egne folks skændighed, og bestemt ikke ved sin egen tapperhed lykkedes det Piccinino at komme i sikkerhed i Kongeriget. Hans egne tilhængere siger, at han ikke er ekspert i at kæmpe, men i at flygte, og Vi selv må da medgive, at han er en flygtig, snarere end en tapper mand. Da han kom til Abruzzo, og Kirkens tropper endnu ikke havde indhentet ham, kunne han indtage flere byer. Hans fremmarch vakte frygt hos Ferrantes allierede og håb hos hans fjender, eftersom den store hærførers ry for tapperhed langt overgik virkeligheden.

Da Ferrante bad om forstærkninger, besluttede paven derfor at sende flere styrker ind i Campagna. Han engagerede den fremragende hærfører, Simonetto, der længe havde stået i florentinernes tjeneste, og bød ham og Giovanni Malavolta drage til Campagna med et stort rytteri og mange foldfolk. Deres opgave var at sørge for, at franskmændenes fremstormende styrker ikke uddrev Ferrante af Kongeriget, førend dennes sag var afgjort. Den hær, der var blevet sendt til Abruzzo, forstærkede paven med sine egne og med hertug Francesco af Milanos hjælpetropper.

4.14. Bispeudnævnelser. Retræte i franciskanerklostret Capriola

Medens alt dette gik for sig, fik paven underretning om, at venetianerne havde opgivet deres arrogante holdning: de havde tilbagekaldt deres uretfærdige dekreter, og givet kardinalen af San Marco dennes besiddelser tilbage. Da kardinalen allerede frivilligt^[53] havde opgivet bispestolen i Padova, løste paven biskoppen af Feltre fra hans bispedømme og udnævnte ham til biskop af Padova. Og da biskop Francesco af Ferrara på grund af tyrannen^[54] ikke kunne være til gavn for sine får, overførte paven ham til bispestolen i Feltre. Som biskop af Ferrara indsatte han et medlem af sit eget hof, Lorenzo Rovarella^[55], en glimrende teolog og en mand af stor personlig integritet. Ikke længe efter døde patriarken af Venedig og paven udnævnte da til hans efterfølger en augustinermunk, som det venetianske senat indstændigt havde anmodet om.^[56]

Også biskoppen af Ancona gik bort. Han blev afløst af romeren Agapito Cenci de’ Rustici^[57], der var kendt for sin administrative dygtighed og sin høje moral. Han havde en letflydende og elegant udtryksform både i prosa og på vers, og kom fra Rotaens auditørkorps, hvorfra han var blevet optaget i Pius’ egen husstand.^[58]

Herefter trak Pius sig tilbage til klostret Capriola ikke langt fra Siena. Det tilhører observantgrenen af minoriterordenen og blev oprettet af den hellige Bernardino, til hvis minde det var blevet udvidet og udsmykket. Klosteret bebos af hellige mænd fra hans egen orden. Dér opholdt paven sig i 15 dage for at hvile lidt ud fra alle de sager, der optog ham, og han var kun ledsaget af kardinalerne af Spoleto og Teano. Han opgav dog hverken den løbende underskriftprocedure^[59] eller de lukkede konsistoriemøder, og han modtog fortsat dem, der opsøgte ham. Han lod indrette et modtagelsesområde på en solbeskinnet eng ved foden af et bjerg og med stedsegrønne laurbærtræer og kristtorn. Han var kommet dertil for at søge ensomheden, men han havde også stor glæde af at møde foråret før tiden.

4.15. Politisk spil i Siena. Paven tager til badene ved Macereto

Paven vendte tilbage til Siena før palmesøndag og gennemførte andagtsfuldt alle de ceremonier, der afholdes årligt til minde om Kristi lidelse og til forherligelse af hans opstandelse. Derefter blev han ramt af gigt og led af kæbesmerter på grund af væsker i hovedet. Han kom sig noget og tog på lægernes råd til badene ved Macereto, skønt flere mindre lærde læger frarådede det. Dette var grunden til, at han blev så længe i Siena, omend han også ønskede at gøre noget for sin fødeby, der var plaget af krig, pest, indre uroligheder og fattigdom, og som kunne komme sig lidt takket være de økonomiske fordele ved at have kurien hos sig.

Før han drog til badene overvejede han sit fædrelands problemer. På grund af de mange konflikter blandt folket, ville staten ikke kunne holde længe. Derfor tilkaldte han nogle af de medlemmer af bystyret, som forekom mest forstandige og fri for personlige fordomme, og spurgte dem, hvordan man kunne reformere og styrke staten. De svarede, at man burde inddrage De Tolv i styret. Dette parti talte cirka 400 mænd, heriblandt adskillige rige købmænd. Paven bifaldt planen, selvom den forekom vanskelig at udføre. Han overdrog det til kardinalerne af Santa Cecilia og Santa Susanna at sondere de ledende borgere. De to kardinaler talte med en del mennesker og meldte tilbage, at nok var mange for, men endnu flere var imod. Sagen rygtedes, og på opfordring af Capitano del Popolo – sådan kaldes den rangøverste af byens magistrater – kom disse og en store skare mennesker til paven og bønfaldt ham om ikke at tale mere om De Tolv, som var ryggesløse, oprørske, giftige, blodtørstige mennesker, der var fjendtligsindede over for bystyret; selv ville de hellere æde deres egne sønner end at dele regeringsmagten med De Tolv. Hvis paven ønskede at gøre mere med hensyn De Adelige, så ville borgerne i Siena til gengæld gerne følge hans bud. Under indtryk af disse protester afstod paven fra at opnå mere. Han ville ikke irritere byen og pådrage sig dens had, så han opfordrede dem blot til at gøre, hvad kardinalen af Santa Susanna ville meddele dem med hensyn til adelen. Magistraterne gav mange løfter herom, og gik glade bort, fordi de havde holdt De Tolv ude og nu ville have tid til at forhandle med hensyn til De Adelige.

Derefter tog paven til badene, som han havde besluttet. Foråret og den dejlige tid var begyndt, og omkring Siena smilede alle bakkerne, løvklædte og blomstersmykkede, og kornet groede frodigt på markerne. Sienas omegn er usigeligt charmerende^[60]: bakkerne løfter sig jævnt og er beplantede med frugttræer og vinstokke, eller også er de pløjet til korndyrkning. Mellem bakkerne er der dale, i hvilke tilplantede marker og enge står grønne, og der er bække, som flyder med evigtrindende vand. Der er også tætte skove, som er skabt af naturen eller af menneskene, og hvor fuglene kvidrer sødt. På alle bakkehøje har borgere fra Siena bygget prægtige landhuse. Her er der smukke klostre beboet af hellige mænd, dér er der private, befæstede villaer. Paven drog fornøjet igennem denne egn, og der var ikke mindre behageligt ved badene. Badestedet ligger ti mil fra byen i en dal, som er to eller tre stadier bred og næsten otte mil lang. Floden Mersa bringer vand til markerne og den tørrer aldrig ud. Den løber ud i Ombrone, og er fuld af ål, som er hvide og søde, men små. Den ene ende af dalen er meget opdyrket og besat med mange borge og landhuse. I den anden ende, nær badene, er der mere skov. Dalen ender i en stor bro af sten og mørke, bevoksede klippeformationer. Bjergene på dalens højre side er næsten dækket af kristtorn og på venstre side af agernbærende stenege og korkege. Omkring badene er der enkle huse, der tjener som gæstehuse. Her tilbragte paven en måned, og selv om han badede to gange om dagen, gennemførte han altid underskriftmødet og passede de øvrige offentlige forretninger. Ved firetiden om eftermiddagen gik han ud i engene og tog plads på flodbredden, hvor der var mest græs og grønt. Der modtog han udsendinge og ansøgere. Hver dag bragte bondekonerne blomster og bestrøede den vej, som paven gik ad, når han skulle til badet, og de ventede ingen anden løn end at kysse hans fødder.

4.16. Kurbad i Petriolo

Som en særlig nådesbevisning til sine medborgere meddelte paven fuldkommen aflad til alle, der besøgte domkirken i Siena på pinsedag. Selvom om han ikke var blevet helt rask, ville paven dog selv indlede denne højtid. Han vendte derfor tilbage fra badene og deltog i de religiøse ceremonier, som tiltrak en stor menneskemængde fra Toskana, Ligurien, Lombardiet, Umbrien og Piceno. På grund af disse anstrengelser blev pavens helbred yderligere svækket, og han måtte forblive længere i Siena, end han havde planlagt. Kort efter tog han midt om natten tilbage til Macereto, og efter nogle få dage drog han videre til badene i Petriolo. Disse menes at være mere svovlholdige og derfor mere helsebringende. Petriolo ligger i en dyb dal, som dannes af floden Farma, fem mil fra Macereto ad vejen til Grosseto og havet. Floden er rig på ørreder. Til alle sider knejser høje bjerge, klippefulde, men med træer og græs. Omkring badene er der kun få huse, som til gengæld kan rumme mange gæster. Vore fædre kan endnu huske, hvordan sieneserne omgav husene med en mur, fordi det tidligere flere gange var sket, at røverbander havde overfaldet de badende.

I tyve dage fik paven hældt varmt vand gennem et rør over sin isse: lægerne sagde, at dette ville være godt for hans helbred, fordi hans hjerne var for fugtig.

4.17. Hertug Sigismund tager kardinal Nikolaus af Kues til fange. De første træfninger i Den Napolitanske Krig

Medens dette gik for sig, fik hertug Sigismund af Østrig underretning om, at kardinal Nikolaus af San Pietro var på vej til sit bispedømme. Rasende samlede han i hast nogle styrker og drog til Bruneck – en by, som tilhører bispedømmet Brixen, og hvor kardinalen havde søgt tilflugt i fæstningen. På selve den højhellige dag for Herrens opstandelse erobrede han byen og angreb fæstningen med alle slags krigsmaskiner. Kardinalen frygtede, at hans folk ville blive dræbt – mange var allerede såret – og han overgav derfor fæstningen og sig selv og blev taget i forvaring, indtil han havde svoret at ville skaffe Sigismund absolution, og at han aldrig ville søge at hævne overgrebene.

I mellemtiden var Simonetto og Giovanni Malavolta undervejs til Campania og havde passeret snævre veje og farlige steder. Da de så ville slå lejr, led de et stort tab: Malavolta og Roberto Orsini, der havde sluttet sig til dem på marchen, tog med ganske få folk ud for at spejde. Undervejs stødte de på hertugen af Soras ryttere og fodfolk. Med dem var også en vild, ung søn af Jacopo Savelli, der havde forladte den kirkelige hærskare (han var nemlig indskrevet blandt kannikkerne i apostelfyrstens basilika^[61]) og havde sluttet sig til den verdslige. Selv om det var en lille gruppe, blev der kæmpet forbitret. Savelli blev såret og faldt, gennemboret af et sværd i halsen. Men da der stadig kom flere fjender til, flygtede Roberto tilbage til lejren, medens Malavolta blev kastet af hesten og taget til fange af fjenderne. Dette udlignede tabet af Savelli. Tabet af Malavolta betød dog mest, for han havde et stort ry blandt militærfolk, selvom han havde ringe held med sig.

Dette var de første resultater af den krig, som Pius førte for Ferrante: død på den ene side og tilfangetagelse på den anden. Det gav stof til dem, der spår om fremtiden. Simonetto fortsatte sin fremmarch og blev modtaget af kong Ferrante med stor glæde. Hans ankomst betød, at situationen nu blev vendt op og ned. Kun kort tid forinden anså man kongen for fortabt, men nu mente man, at han på grund af støtten fra paven og fra fyrsten af Milano havde fået overtaget i krigen og snart ville besejre og ødelægge fjenden. Sådan har naturen indrettet det: populariteten følger den stærkeste.

Da fyrsten af Rossano og grev Everso dell’Anguillaras søn, Deifobo, og Jacopo Montagana blev klar over dette, planlagde de en skændig og uhørt udåd: de lod som om de fortrød, at de var gået over til franskmændene, og indbød Ferrante til et møde^[62]. Mødet skulle finde sted på en mark, der lå et stykke vej fra hærene. Kongen, Giovanni da Ventimiglia og Gregorio Corelia, kongens hofchef, var kommet til fra den ene side, og fyrsten og Deifobo fra den anden. De talte nu sammen i kort tid, men kunne ikke blive enige. Da greb fyrsten tøjlerne på kongens hest, og Deifobo trak sit giftbesmurte sværd og rettede det mod kongens hals. Men Ferrante var straks klar over, at det var et attentat, så han sporede hesten, der var stærk og stor og førte ham ud af faren. Således forsøgte disse slyngler at føje en endnu større forbrydelse til deres forræderi, idet de – som de ugudelige de var – mente, at for sejrherrerne er alt helligt.

4.18. Modstand mod paven i Siena

Da paven hørte dette, vendte han tilbage til Siena, selvom det var midt i den brændende sommerhede, og tog ophold hos franciskanerne i en charmerende og sund lokalitet.

Sieneserne var nu delt i to: nogle mente, at man skulle give De Adelige, hvad paven ønskede; de andre afviste det. Da de sidste ikke kunne gøre direkte modstand mod paven, gjorde de det indirekte: de udbredte sig om De Tolv som indædte modstandere af regimet og påstod, at det reelt var dem, som paven ønskede geninddraget i bystyret. De fabrikerede også et brev, som foregav at være sendt fra Ferrara. Af brevet fremgik det, at paven var på meget venskabelig fod med de borgere, som var sendt i eksil og landflygtighed, og at han ville understøtte dem, så de fortsat kunne skade for byen. Paven skulle også have givet Antonio Petrucci 200 dukater og to heste. Endelig skulle han have taget ophold hos franciskanerne uden for bymurene med det formål at placere foldfolk og ryttere under templets store hvælvinger, så han pludselig kunne trænge ind i byen og bringe de eksilerede med ind.

Med den slags skrøner forpestede de folkestemningen, så man overhovedet ikke ville høre tale om De Adelige. Og selvom paven kaldte byens magistrater til sig og indstændigt bad dem om ikke at tro på dem, der såede mistanker for at skabe splittelse, så hjalp det dog ikke: folket tror gerne det værste. Enkeltvis lovede de paven mangt og meget, men når de var sammen i grupper, turde de ikke sige noget.

Paven havde ladet bygge et springvand på et skyggefuldt sted, for at han kunne spise middag der i sommervarmen. En nat kom nogle unge døgenigte, som den by fostrer, og væltede springvandet kun for at genere paven. Sieneserne udtrykte forargelse over denne ugerning, men hævnede den ikke, skønt der både blev fastsat belønning til anmeldere og straffe til gerningsmændene.

4.19. En svindelaffære ved pavehoffet

Medens paven opholdt sig ved badene i Macereto, blev han opsøgt af greve Jean d’Armagnac^[63]. Denne var en mand af fornem byrd og nedstammede fra den franske kongefamilie. Han fortalte, at han havde givet en stor sum penge til Jean, biskoppen af Alet^[64], for at få dispensation til at forblive i det ægteskab, han havde indgået med sin søster. Dispensationen skulle være blevet givet, men biskoppen tilbageholdt brevet derom. Greven anmodede nu om, at biskoppen blev tvunget til at udlevere brevet, der var udstedt både i Calixtus’ og i Pius’ navn. Han anbefalede sig selv og sin slægt. Han havde ægtet sin egen søster på grund af fattigdom, for krigen mod England havde kostet ham så meget, at han ikke kunne give sin søster en passende medgift, hvis hun ægtede en anden. Teologer havde fortalt ham om, at man i sådanne tilfælde plejede at få dispensation.

Denne greve var oldebarn af ham, der førte 16.000 franskmænd til Italien, hærgede Lombardiet, blev slået af hertug Gian Galeazzo af Milano i nærheden af Alessandria^[65] og mistede sin hær. Da forældrene døde, var den unge greve alene tilbage med sin eneste søster. Under deres kåde lege var han blevet overvældet af begær og havde til sidst taget hendes dyd. Men da han frygtede vanæren ved denne store synd, kaldte han det incestuøse forhold for et ægteskab og – som digteren siger - ”dækkede han sin synd under dette navn.”^[66] Han skrev også til pave Nicolaus for at få dispensation, men paven blev oprørt over denne skændighed og sendte ham et brev med hårde formaninger. Kong Charles af Frankrig berøvede ham i et felttog alle hans mere end 200 byer og fæstninger og førte ham bort som fange. Dette gjorde kongen dog ikke, fordi han ønskede, retfærdigheden skulle ske fyldest (så stor er fyrsternes bekymring om moralen trods alt ikke!), men fordi han var vred over, at greven i hemmelighed holdt med englænderne. Men da greven blev bevogtet lemfældigt, lykkedes det ham til at flygte til hertug Philippe af Bourgogne. For at dække over sin usædelige omgang med søsteren sendte han fortsat dispensationsansøgninger til den Apostoliske Stol.

Som nævnt var biskoppen af Alet tilknyttet den Romerske Kurie. Han var en snedig og forslagen mand, rede til enhver form for bedrag, en fremragende spekulant i simoni, en glimrende taler, en smuk mand, en behagelig samtalepartner, på samme tid ødsel og bjergsom. Alt, hvad han kunne skrabe sammen, brugte han på gilder og skøger, og han veg hverken tilbage for løgn eller mened for at skaffe sig penge. Men han var forunderligt dygtig til at dække over sine laster, så selv om han løj tusindefold, så virkede han som en, der elskede sandhed og dyd. Da man ikke kendte nok til ham, opnåede han derfor et embede som referendar i den Romerske Kurie.

Da denne mand hørte om grevens ønske, blev han henrykt over at have fundet en fugl, han kunne plukke. Han skrev til ham, at han kunne opnå det, han ønskede, dog til en pris af mindst 24.000 dukater. Greven lovede 17.000 og betalte først 700 scudi og derefter 1.000. Forhandlingerne om denne sag begyndte i pave Calixtus’ første regeringsår^[67] og varede indtil hans sidste^[68]. Tre gange talte biskoppen med Calixtus derom og håbede at kunne blødgøre den havesyge gamling med penge. Da dette var forgæves, tyede han til bedrag og prøvede at finde nogen i pavens palads, der kunne bestikkes til at fabrikere den ønskede dispensation. Han kunne dog ikke finde nogen, der kunne købes til at medvirke til så skændig en sag.

Men medens Calixtus var syg, hørte en af de apostoliske skrivere, en vis Giovanni Volterrano, at der foregik mange uregelmæssigheder i forbindelse med ekspeditionen af sager i det pavelige palads. I en stor gruppe af mænd skulle han have sagt – som om han var forarget og kritiserede kuriens sæder: ”Venner, hvis nogen af jer ønsker at indgive ansøgning om noget, der er forkert eller umoralsk, så er det nu, for paven bevilger for tiden alt til alle.” Alet hørte det, og da mændene gik hver til sit, fulgte han efter Giovanni og spurgte ham, om det var muligt at få en dispensation til et ægteskab mellem personer, der var beslægtede i første grad. Volterrano svarede, at det ville være både meget svært og uhørt, men at man kunne forsøge at formå pavens Borgia-nevø til at påtage sig sagen. Men det ville koste penge.

”Pengene vil være der.” sagde Alet. ”Se om han er villig, og giv mig besked.” Volterrano accepterede. Dagen efter mødte han biskoppen og sagde: ”Du vil få, hvad du ønsker, bare du stiller med 3.000 dukater,” og han hævdede, at dette var aftalt med Borgia.

Alet accepterede vilkårene og betalte forlods Volterrano 300 dukater. Volterrano havde ellers haft et uplettet ry som hædersmand, men nu blev han ført på afveje af pengetørst og udfærdigede et pavebrev, hvoraf det fremgik, at grev Jean og hans søster Isabella var beslægtede i fjerde grad. Dette brev gav han til en pavelig sekretær til videreekspedition. Sagen tog ikke lang tid, for det er let for adelige at få dispensation fra slægtskab i fjerde grad. Brevet gik videre ad de sædvanlige kanaler. Da Volterrano fik det tilbage, udraderede han behændigt ”i fjerde grad” og indskrev ”i første grad” i stedet. Derefter viste han den således opnåede dispensation til Alet, påstod løgnagtigt, at det var sket ved Borgias mellemkomst, og forlangte de lovede penge. Alet lovede, at han ville få dem hurtigt, og mere skete der ikke, medens Calixtus var i live.

På kongressen i Mantova gav to udsendinge fra greven 700 frank til Alet og lovede 4.000 mere, når de havde fået brevet, som de i øvrigt forlangte at se med egne øjne. Volterrano viste dem brevet, som om han blot selv var en forretningsmand, der havde fået det som pant. Dette havde de to durkdrevne svindlere aftalt for at man skulle tro, at pengene var blevet udbetalt til Borgia. Udsendingene gennemså brevet og sagde derefter, at det var ugyldigt. Der stod nemlig i brevet, at det var givet i opdrag af og udstedt i Calixtus’ navn. Da denne var død, var brevet ikke længere gyldigt. Dette imødegik Alet, idet han viste dem kancellireglerne med bestemmelse om, at Calixtus’ opdrag^[69] skulle gennemføres også efter hans død. Således havde Pius selv besluttet det.^[70] I sagen om Isabella og hendes broder havde det været nødvendigt at anvende denne regel, og Alet havde derfor sørget for, at brevet også fik en bekræftelse forseglet med Pius’ blysegl. Da de så den, sagde udsendingene, at pengene ville blive udbetalt snart. Mere skete der ikke under kongressen.

Men da paven vendte tilbage til Siena, fulgte greven efter ham. Alet havde nemlig fortalt ham, at dispensationsbrevet var i forvaring hos en bankier i Firenze og først ville blive frigivet, når der blev indbetalt den sum på 4.000 dukater, man til sidst havde aftalt. Greven kom nu, ganske oprørt, til paven, medens denne opholdt sig ved badene, og fremførte det, som vi har berettet ovenfor. Paven sagde til ham:

”Vi skammer os over dig. Først begår du denne skændige handling, og så tror du, at den Apostoliske Stol er ligesom dig, siden du mener, at den vil bevilge denne uhørte dispensation. Alet har løjet for dig, og hvis han vist dig et brev, er det et falskneri. Hvis du er klog, erkender du denne alvorlige forbrydelse og bønfalder på dine grædende knæ den Apostoliske Stol om at give dig tilgivelse for din synd. Det er den barmhjertighed, som Vi kan vise dig. Vi vil tage hensyn til din adelige stand på den måde, at Vi formaner dig til at opgive dette skændige forhold og gøre, hvad der sømmer sig for en adelsmand.”

Greven svarede: ”Jamen, det er jo sandt alt sammen! Jeg har med egne øjne set Calixtus’ og dit eget brev, som meddeler dispensationen. Alet sværger på, at det er udstedt retmæssigt, og hvis han får pengene, vil han frigive det. Hvis en dispensation er mulig, som teologerne siger det, og en sådan er blevet givet til mig, hvorfor bestrider du så min ret i stedet for at tvinge biskoppen til at udlevere brevet?”

Hertil sagde paven, at hvad Calixtus angik, kunne han hverken bekræfte eller afkræfte noget med sikkerhed, men denne havde ofte afvist at dispensere selv i tilfælde af fjernere slægtskabsgrad end første grad. Han, Pius selv, havde dog aldrig hørt om en sag vedrørende dispensation for slægtskab i første grad. Men hvis Calixtus’ brev var ægte, ville han ikke berøve greven hans ret. Han skulle blot sørge for at fremskaffe brevet. Greven forlod nu Siena og talte igen med Alet, men fik ikke noget ud af det, da denne ville have penge, ikke ord.

I mellemtiden kaldte kardinalen af Avignon Alet til sig og spurgte ham, om han havde hørt noget om dispensationen. Han svarede, at hertugen af Milanos ambassadør, Ottone da Carretto, havde fået dispensationsbrevet. Det havde hertugen selv befalet, fordi han gerne ville gøre greven en tjeneste som tak for, at denne havde overdraget sine rettigheder i hertugdømmet Milano til hertugen. Kardinalen orienterede skriftligt paven om de skrøner, han havde fået at høre. Rygtet om den usædvanlige dispensation havde nu spredt sig til hele kurien. Paven sendte sin sekretær, Jacopo da Lucca^[71], til Siena med befaling om at arrestere Alet. Jacopo skilte sig fra opgaven med behændighed: han inviterede Alet til at møde sig, og da denne mødte op, lod han ham sætte fast. Volterrano førte han med venlige ord til paven, og begge blev taget i forvaring. Selvom de i øvrigt løj, erkendte de dog, at brevet ikke var blevet udstedt på regulær vis, og at de havde givet efter for pengegriskhed.

Til sidst afgav de dog en egenhændig skriftlig tilståelse af, at det, som Vi har beskrevet ovenfor, var sandt.

Om Volterrano kunne man ikke finde mere. Til gengæld fandt man ud af, at Alet havde store og skændige ugerninger på samvittigheden: simoni, mened, forfalskning, hor, incest, manddrab, forræderi og helligbrøde. Han påstod selv, at manddrabet var uagtsomt, men to kardinaler bekræftede, at det var overlagt. Da han studerede i Paris, havde han forelsket sig i en skøge. En nat fik han mistanke om, at hun var i seng med en anden mand. Bevæbnet tog han til det pågældende hus, brød døren ned, trængte ind i huset og dræbte den flygtende rival med et spyd.

Da undersøgelsen var afsluttet, overgav paven de anklagede til domfældelse. Alet blev overdraget til kardinalen af San Pietro, som i mellemtiden var blevet sat i frihed^[72], og Volterrano til det Apostoliske Kammers auditør. Volterrano blev frataget sit embede som skriver, erklæret for at være i vanry og overgivet til den verdslige domstol. Alet blev frataget sin bispeværdighed, idømt livsvarigt fængsel og forvist til brødrene af Olivenbjerget, ca. 12 mil fra Siena. Der spægede han sit legeme med nattevågen og bønner så længe, at brødrene troede, at han havde omvendt sig. De begyndte derfor at tage lettere på bevogtningen, og til sidst undslap han over de høje bjergrygge og flygtede til Frankrig.

Greven selv blev af Pius indkaldt til et møde i kardinalernes senat, hvor også flere biskopper var til stede. Her sagde paven til ham: ”Greve! Du har hørt, hvad der er sket med Alet, og du må nu være fuldstændig klar over, at dispensationsbrevet, som du havde ansøgt om, var en forfalskning. Du kan ikke længere dække over din synd. Hvis du vil være vis på frelse, skal du bekende din synd og bede om tilgivelse. Hvis du gør det, vil du finde velvilje hos den Apostoliske Stol, som er barmhjertig og tilgiver syndere. Mange konger og fyrster har syndet, men er bagefter vendt tilbage til kirken. Efter hor og mord begræd David sin synd og gjorde sig fortjent til Herrens tilgivelse. Du har efterlignet dem, som syndede. Sørg nu for at efterligne dem, der angrede. Med en afskyvækkende ugerning har du kastet en mørk skygge over dit hus’ ære. Du vil aldrig kunne genvinde dets ry, hvis ikke du gør bod. Bod er det eneste, som kan genskabe din families gode navn. Som en from fader beder Vi dig om dette og vil vise dig barmhjertighed, hvis du er klog. Men hvis du fremturer, skal du vide, at du så er dødens søn; at du vil blive ramt af exkommunikationens sværd, og at du vil være vanæret blandt alle folkeslag. Du vil blive anset som én der er uden tro, uden religion, uden Gud, og du vil blive undflyet af alle. Vælg selv, om Den Romerske Stol skal hævne dine ugerninger eller tilgive dem.”

4.20. Biskoppen af Arras forsvarer Armagnac

Greven var ganske chokeret og bad om otte dags frist til at svare, hvad han også fik. Da han kom tilbage til sine egne, sagde han, at han havde haft kong Charles af Frankrig til fjende, men aldrig havde han været så bange for dennes hær som han havde været under Pius’ tale. Han frygtede hans tunge som et skarptslebent sværd.

Til den fastsatte tid vendte greven tilbage til paven. De tilstedeværende var de samme som ved foregående møde, og greven havde medbragt Jean Jouffroy, biskoppen af Arras^[73], der skulle tale på hans vegne. Biskoppens tale lød nogenlunde således: ”Pave^[74]! Jeg benægter ikke, at min klient har begået en alvorlig synd. Men hvis du hører de omstændigheder, under hvilke han havde omgang med sin søster, vil du anse det for en meget mindre synd end man almindeligvis mener. Jeg beder kun om, at du hører tålmodigt på mig.

Der er tre formildende omstændigheder ved grevens forsyndelse: kærlighed, rådgivning og fattigdom. Da Jeans forældre døde, var han ladt alene tilbage i hjemmet med sin søster, en ung mand med en ung kvinde. De legede og morede sig; dag og nat havde han søsteren for sine øjne, og der var ingen ældre ansvarlige, der kunne korrigere de unges adfærd. Det begyndte med tale, så blev det til kys, og derefter til omfavnelser. Samværet førte til kærlighed, kærligheden til lidenskab, og til sidst tænkte han på ægteskab. For han syntes jo, at det var skændigt at have omgang med sin søster uden for et lovformeligt ægteskab.

Han undersøgte derfor med omhu, om det var tilladt en broder at ægte sin søster. Lovkyndige og fremragende teologer blev tilkaldt som rådgivere. De sagde, at der ikke kan indgås ægteskab mellem søskende, med mindre paven giver dispensation, således som det faktisk skulle være sket tidligere.

Hertil kom, at fattigdom havde bragt greven i en tvangssituation. På grund af den langvarige krig med englænderne havde greven ikke flere penge, så han havde ikke mulighed for at give sin søster den medgift, som adelsmænd ville forlange. En kvinde af så fornem byrd kunne ikke bortgiftes til en borgerlig, og pigen ønskede ikke at leve i afholdenhed.

Da således kærlighed og rådgivning og endelig nødvendighed pressede på, indledte broderen - i håbet om dispensation - et forhold til søsteren som sin kommende hustru.

Han er til gengæld ikke den første, der er bukket under for kærlighed, for næsten alle de guder, som man dyrkede i antikken, bøjede sig under kærlighedens åg. Og hvis vi læser Det Gamle Testamente, hvor mange tilfælde af kærlighed finder vi så ikke der? Også hedningernes fortællinger besynger ikke andet end helte besejret af kærlighed. Og hvad angår ægteskab og utugt mellem søstre og brødre, så havde selveste Jupiter omgang med sin søster. Senere klagede hun over, at han svigtede hende, og sagde: ”Søster til Tordenguden – det er det eneste navn, jeg har tilbage.”^[75] Også vore tidlige forfædre tillod ægteskaber mellem deres børn. Amnon voldtog sin søster Tamar.^[76] Forførerisk og overtalende er Amor, som de gamle regnede blandt guderne. Kan man undre sig over, at en gud har overvundet et menneske? Greven gav efter for en gud. Han blev overvundet af én, der har overvundet mange andre og triumferet over alle, og det selv de største mænd. Han indrømmer nu sin vildfarelse: selve hans syndsbekendelse fortjener tilgivelse. Han står for dit åsyn og trygler om, at du vil vise ham barmhjertighed, og han er helt villig til at udføre den bod, som du måtte pålægge ham.”

Dette og meget andet sagde biskoppen af Arras. Paven påhørte ham med dyster mine. Før han svarede, spurgte han greven om denne ville underkaste sig en apostolisk afgørelse og påtage sig den bod, som den Første Stol måtte pålægge ham. Greven svarede, at han ville gør alt, hvad der blev ham pålagt. Derefter sagde Pius:

”Arras! Du har villet gøre en stor forbrydelse til en lille, og du har brugt hedenske fortilfælde til at vise, at incest ikke er en alvorlig sag. Så meget tiltror du din egen veltalenhed! Men, du, som har opnået bispeværdigheden, du burde snarere bruge kirkelige end hedenske eksempler. Skammer du dig ikke over at kalde dem for guder, som vore forfædre sagde enten var mennesker, og det endda skændige mennesker, eller ligefrem dæmoner? Hvad underligt er der i, at dæmoner lovpriser synd, når de selv har glæde af at trække mennesker ned i ondskab? Men vi, vi skal se på den hellige lov og på de hellige fædres bud. Kejsernes dekreter og fyrsternes forordninger erklærer incestuøse forbindelse mellem brødre og søstre for skændige, afskyelige og værdige til dødsstraf.

Kirken er mildere og ønsker ikke synderens død, men at han omvender sig til livet.^[77] Kommer der en, som vil gøre bod for, at han har skændet sin søster, bliver han idømt 14 år uden for det kirkelige fællesskab, han skal drage i eksil med en vægt på syv pund jern om halsen eller armen, og han må kun leve af vand og brød. Men Vi vil give greven en endnu mildere behandling. Hør, min søn: Vi pålægger dig at faste hver fredag i et år. Vi forbyder dig al omgang og samtale med din søster for evigt. Vi befaler, at du, så snart det bliver muligt, drager i felten mod tyrkerne sammen med mindst 50 lanser^[78] efter dit fædrelands skik. Endelig skal du give 5.000 dukater til medgift for fattige unge kvinder og til at istandsætte kirker. Gør du dette, skal du være fritaget for yderlige kirkestraf.”

Greven erklærede, at han modtog den pålagte bod. Derefter blev han sendt bort og drog til Rom for at besøge de hellige steder, inden han vendte hjem.

4.21. Legationer fra Kastilien og fra tre østlige patriarker

Kong Enrique af Kastilien og León, som hersker over det meste af Spanien, havde tidligere sendt en legation til kongressen i Mantova. Legationen bestod af lavtstående personer og var ikke hans navn værdig. Nu ville han åbenbart leve op til sit eget ry og sendte derfor biskoppen af León til paven sammen med en af rigets fornemste adelsmænd. De drog ind i Siena med et glimrende følge og fik foretræde på et offentligt konsistoriemøde. Her holdt de en tale, der var mere elegant og formfuldendt end den var oprigtig. For da man bagefter drøftede legationens beføjelser, viste det sig, at den ikke havde kompetence til at tilbyde noget som helst til forsvaret af troen imod tyrkerne. Biskoppen døde kort efter i Siena. Til hans bispestol udnævnte paven Juan Torquemada, kardinal af San Sisto, der også tilhørte den spanske nation, var en fremragende teolog og kendt viden om for sine mange bøger. Men kongen var modstander af udnævnelsen og tillod ham ikke at tage bispedømmet i besiddelse. Af den grund opstod der mange og store uoverensstemmelser mellem kongen og paven.

På denne tid blev paven også opsøgt af Moses Giblet, ærkediakonen fra Antiokia, en mand, der var specialist både i græsk og syrisk litteratur og som nød stor anseelse i Østen.^[79] Han var blevet sendt af tre patriarker, nemlig patriarkerne af Antiokia, Alexandria og Jerusalem, og af adskillige kristne fyrster i Asien.

Hans legation havde følgende formål: kejseren og patriarken af Konstantinopel havde engang mødtes med pave Eugenius IV: på konciliet i Firenze^[80] var de på vegne af den østlige kirke nået til enighed med den vestlige kirke om Helligånden^[81], om skærsilden, om det usyrede brød, om den romerske biskops primat og om adskillige andre ting, som man tidligere havde været uenige om. Der var derefter blevet udsted et dekret, som de tre patriarker, der havde sendt Moses til paven, ikke havde anerkendt på grund af modstand fra Ham, der sår ukrudt og tidsler^[82]. Bevæget af Helligånden havde de dog senere afholdt et møde med deres undergivne og havde accepteret dekretet uden forbehold. De underkastede sig nu Biskoppen af Rom og ville i fremtiden lyde ham som Kristi Stedfortræder. Moses var blevet sendt til paven for at meddele dette.

Paven modtog legationen både i en privat og en offentlig audiens. Han lovpriste patriarkerne, og lod det dokument, som Moses havde medbragt, oversætte til latin og indgå i den Romerske Kirkes arkiver. Moses selv fik gaver og blev sendt hjem.

4.22. Monemvasia giver sig ind under paven

Få dage senere kom der legater fra Monemvasia til paven og overgav ham denne by. Den ligger på et meget højt bjerg på den østlige side af den peloponnesiske halvø, og den er til alle sider beskyttet af stejle klipper. Den er kun forbundet med hovedlandet ved en enkelt adgangsvej, og engang havde den en havn og et skibsværft. Nogle mener, at byen er det gamle Sparta^[83], Grækenlands styrke og støttepille.

Udsendingene blev modtaget i offentlig audiens, og talte således: ”Se i nåde til os, pave Pius. Hvis ikke du rækker os hånden, bliver vi tyrkernes bytte. Demetrios Palæologos var vores herre, men han gik over til tyrkerne og forsøgte at bringe os i deres magt. Vi opdagede dog hans rænker og kom ham i forkøbet. Vi trængte ind i fæstningen, sendte hans hustru til ham, og lukkede adgangen for tyrkerne. Så sendte vi bud til Thomas, Demetrios bror, og bad ham om at overtage og forsvare byen: denne måtte nu være hans, da hans bror var gået over til fjenderne. Thomas sagde, at han ikke havde styrker nok til at forsvare os, og han opfordrede os til at tage dig eller en anden til herre. Vi holdt råd om sagen og besluttede enstemmigt at søge tilflugt til din barmhjertighed og at overgive folket og byen til dig. Tag imod dem, der bønfalder dig, hjælp de ulykkelige og ringeagt ikke vores by, der er meget velegnet til operationer i Grækenland. Hvis du beslutter at sende en flåde til Østen, vil du have en base og et overordentligt sikkert tilflugtssted hos os. Hvis du lader os i stikken, bliver vi tvunget ind under tyrkernes åg - til din egen skam og til stor skade for kristenheden.”

Paven blev rørt til tårer, da han tænkte på de jordiske tings omskiftelighed. For den by, der engang var Grækenlands herskerinde, hærgede Asien og Østen med mægtige flåder og underkastede sig en stor del af verden, var nu kommet dertil, at den ikke længere kunne bestå, hvis ikke den fandt sig herrer i Vesten og overgav og betroede sig til dem, hvis evner og magt den tidligere havde foragtet.^[84]

Legaterne fra Monemvasia blev ledsaget af Giannone da Cremona, der som ovenfor berettet var blevet sendt til Peloponnes fra Mantova. Han fortalte meget om Monemvasia: stedet var befæstet af naturen selv, og hvis det bare blev forsvaret af en lille styrke, ville det være uindtageligt. Han opfordrede indstændigt Pius til ikke at lade så gunstig en lejlighed til at generobre Grækenland gå fra sig. Paven gav sin tilslutning, bød udsendingene aflægge ed til ham og modtog Monemvasia i sit eget og i den Romerske Kirkes navn. Derefter sendte han en statholder, der skulle styre byen og administrere forsyningen med korn, som byen manglede.

4.23. Jacopo Ammanati udnævnes til bispestolen i Pavia

Omtrent på samme tid blev bispestolen i Pavia i Lombardiet ledig. Det er en fornem kirke, der hører direkte under paven. Den er meget rig og har en berømt skole for liberale studier^[85]. Den tidligere biskop var kardinal Giovanni af slægten Castiglione. Ovenfor har vi berettet, at denne døde, medens han var legat i Piceno. Til hans efterfølger ønskede paven at udnævne sin sekretær, Jacopo Ammanati fra Lucca, som er specialist både i græsk og latinsk litteratur. Men hertug Francesco af Milano havde andre planer og ville næppe give efter for pavens beslutning.

Minoritermunken Angelo da Bolsena blev sendt til Francesco for at blødgøre ham, men forgæves. Francesco sagde vredt til ham: ”Hvis paven udnævner en anden end den, jeg ønsker, til biskop af Pavia, så vil han erfare, at det ikke nytter noget at udfordre en fyrste. Jeg vil med lethed kunne blive forsonet med Piccinino, og jeg vil lade ham udplyndre Kirkens territorium. Hvem vil så komme paven til hjælp? ”

Angelo meldte dette tilbage til paven, men denne blev stadig mere besluttet på at udnævne Jacopo. Han skrev med egen hånd et brev til Francesco og advarede ham om ikke at indlede en konflikt med paven, for han ville nødvendigvis blive taberen, da Pius ikke ville skifte holdning og ikke frygtede hertugens militære magt. Til sidst gav Francesco efter, og Jacopo blev udnævnt til biskop af Pavia med stor tilslutning i senatet og hele kuriens bifald.^[86]

4.24. Slaget ved Sarno^[87]

I mellemtiden var Simonetto og Kirkens andre hærførere nået frem til kong Ferrante af Sicilien. Stærkt opmuntret heraf førte denne nu sin hær i felten og inviterede fjenden til slag. Da disse afslog at kæmpe, gik han i offensiven, drev dem bort og forfulgte dem, indtil de alle havde søgt tilflugt i byen Sarno og var indesluttet der. Byen ligger ca. 30 mil fra Napoli. Den ene del af byen ligger på en stejl skråning, den anden på sletten nedenfor. Den er befæstet mere med vand end med mure. Fra foden af bjerget springer de klareste kilder frem, der danner den ovennævnte flod Sarno. Vandet er så koldt, at det slår græs og træer ihjel og de eneste fisk, der kan leve i det, er krabber.

Kong Renés søn, Jean, og fyrsten af Taranto samt hele adelen på deres parti såvel som hele rytteriet og fodfolket havde søgt tilflugt i denne by, da de ikke kunne modstå kong Ferrantes angreb. Der var ingen tvivl om, at sulten i løbet af kort tid ville tvinge dem til at overgive sig eller til at sprede sig i forskellige retninger og overlade slagmarken til fjenden. For da de var indespærrede, kunne de ikke få forsyninger fra nogen side, og de rådslog allerede om, i hvilken retning de bedst kunne flygte. Intet kom så til at bidrage mere til deres redning end Ferrantes eget vovemod: både hans temperament og nødvendigheden gjorde ham mere dristig end godt var.

Soldaterne i hans lejr var sådan set ikke stærkere end fjenden, men de var stolte og hidsige. Uforskammet og kværulantisk forlangte de deres løn og fremsatte trusler, hvis ikke de fik penge. Kongen havde ingen penge at give dem, og allerede var 200 udenlandske musketerer^[88] gået over til fjenden, fordi de ikke havde fået betaling. Man måtte frygte, at flere ville desertere, og at belejringen derfor måtte hæves. Uden penge kan man ikke få soldater til noget som helst. I denne forlegenhed, fandt Ferrante det tilrådeligt at foretage et stormangreb på byen. Når den var erobret, kunne man så tilfredsstille hæren med byttet fra fjenden.

Sagen blev taget op i rådet, og de fleste gik ind for stormangrebet. Men Simonetto var imod, fordi han fandt, at det ville være vanskeligt at drive fjenden ud af et befæstet sted, og at det ville være bedre at vinde ved sult end ved våben^[89]. Alligevel anbefalede han så at angribe et bestemt tårn nær byen, for hvis man erobrede det, ville fjenden ikke længere kunne komme ud og fouragere. Simonettos forslag vandt bifald, og tårnet blev faktisk indtaget ved første stormløb. De sejrrige og ophidsede soldater fik blod på tanden og kunne ikke længere holdes tilbage. Dumdristige delinger lod hånt om officerernes kommandoer, optog forfølgelsen af de flygtende fjender og trængte ind i byen sammen med dem. Der blev kæmpet vildt og blodigt inden for murene, og mange faldt, dog flest af Kirkens soldater. De blev massakreret af de musketerer, der var deserteret fra kongen.

Musketten blev opfundet i Tyskland i vor tid. Den er lavet af jern eller kobber og er lige så lang som en mand, tyk som en næve og næsten helt udhulet. Først hælder man et pulver ned i den fremstillet af aske af figentræ eller piletræ blandet med svovl og salpeter. Så stopper man en blykugle på størrelse med en hasselnød ned i mundingen. Derefter sætter man ild til igennem en lille sprække bagerst. Ilden antænder pulveret med så stor kraft, at kuglen kastes ud som et lyn. Når kuglen farer ud, lyder der nærmest et tordenbrag. Det er det, man kalder scoppium, og deraf navnet scoppeterii^[90]. Ingen rustning kan modstå dette våbens kraft, og det gennemtrænger også hårdt træ.

Selvom kongens og Kirkens soldater var trængt ind i byen og havde taget nogle fjender til fange, blev de drevet tilbage af disse musketerer, og mange blev såret og dræbt. Fjenden forfulgte dem langt uden for byen. Da Simonetto gik til modangreb og forsøgte at hindre sine egne soldater i at flygte, blev han ramt af en kugle, faldt af hesten og døde uden et ord mere. Selvom han gerne havde levet længere, så var det dog denne død, han ønskede, og han plejede at sige til sine egne: ”Gud give, at jeg dør, medens jeg udøver min profession og står i Kirkens tjeneste.” Hans lig blev fundet af fjenderne og givet en hæderfuld begravelse med deltagelse af kongesønnen, Jean, og hele adelen.

I dette slag udmærkede mange sig ved deres mod, og blandt dem først og fremmest Roberto Orsini. Han var den første, som trængte ind i Sarno, og han forsøgte at nå op til byens højereliggende dele, men blev såret i ansigtet og tvunget til at vende om. Også Giovanni Malavoltas søn gjorde en fremragende indsats for så ung en mand, men han døde af en febersygdom kort efter sin tilbagevenden til Siena.

Kirkens tropper var de første, som gik i kamp, og det var også de første, som blev dræbt eller taget til fange, da de ikke kunne modstå ilden fra musketterne. Kong Ferrante reddede sig ved flugt og mistede alt trosset. Lejren blev plyndret, og mere end 2.000 heste blev fjendernes bytte. Efter denne sejr gik fyrsten af Salerno, der også var herre af Nola, over til franskmændene. Det samme gjorde hertugen af San Marco og hele huset Sanseverino.

Hvis fjenden havde fulgt sejren op og var rykket mod Napoli, var Ferrante utvivlsomt blevet slået fuldstændigt og havde måttet forlade Kongeriget. Men fyrsten af Taranto bremsede lykkens flugt. Så længe den militære situation var usikker, var han den vigtigste person i Kongeriget, men når først krigen var ovre, ville han være nødt til at underkaste sig sejrherren. Da fyrsten forhindrede Jean d’Anjou i at fortsætte mod Napoli, førte denne som sejrherre sine styrker til Castellamare og bemægtigede sig byen, medens han købte sig til fæstningen for penge. Man siger, at kommandanten fik 4.000 dukater. Ordsproget taler sandt, som siger: ”Ingen fæstning er uindtagelig, så længe et æsel belæsset med guld kan komme derind.”^[91]

4.26. Franskmændene ved kurien triumferer

Da budskabet om Ferrantes nederlag ved Sarno nåede Siena, drog de mange franskmænd ved kurien råbende og dansende gennem byen. De tændte bål, overfusede katalanerne, spottede aragoneserne, fornærmede selv pavens husholdning og udæskede lombarderne og florentinerne. Alle, der så ud som om de ikke nok bifaldt deres tøjlesløse opførsel, blev slået med næver eller sværd. De slog øjet ud på en burgunder og dræbte en sieneser, fordi disse protesterede bare lidt over deres råben.

Paven bar det hele med fatning og sagde til sig selv: ”Hvad ville franskmændene mon ikke gøre ved os, hvis vi kom til dem hjemme i deres land, når de nu fornærmer os så groft i vores eget fædreland. Åh, du italienske folk, hvordan skulle du kunne udholde dem som herrer, når de opfører sig så skamløst som tjenere? De er den Romerske Kuries tjenere, men de opfører de sig som dens herrer. Hvad ville de ikke gøre, hvis de på noget tidspunkt igen skulle sikre sig pavedømmet og blive herrer over Italien? Ve dig, Italien, hvis du bliver tvunget under deres åg. Af alle kræfter vil jeg hjælpe dig med at undgå at få så grusomme herrer, og det endskønt hverken venetianerne eller florentinerne bakker os op. Medens disse to folk prøver at få herredømmet over Italien og selv ikke forsøger at komme overens, bereder de vejen for en herre udefra.”^[92]

Således talte paven blandt sine venner og uden at blive nedslået besluttede han at forøge troppestyrkerne og at sende nye hjælpetropper til Ferrante, således at denne ikke blev fordrevet fra Kongeriget.

I mellemtiden kom der legater fra L’Aquila til paven, og kort tid efter oratorer fra Jean d’Anjou. De skulle overtale paven til at opgive Ferrante og i stedet støtte Renés^[93] sag eller i det mindste holde sig helt ude af krigen. De medbragte breve fra mange af Kongerigets befolkningsgrupper og fyrster, der fuldstændig afviste Ferrantes styre og herredømme. Da paven havde hørt på dem, sagde han, at hans eneste ønske i krigen var, at volden skulle ophøre, og at striden om Kongeriget skulle afgøres retsligt. Hvis René var enig i dette, kunne man lade våbnene falde.

Så sagde en af oratorerne: ”Giovanni Cossa sender dig dette budskab: Hvis Kristus selv er med os, så bekymrer vi os ikke om, hvem hans Stedfortræder støtter. Vi sejrede ved Sarno takket være Kristus. Det betyder intet for os, om du velsigner eller forbander os.” Paven svarede: ”Selvom I sejrede i eet slag, så kan I dog ikke hævde, at Kristus hjalp jer, for hans domme er uransagelige. Men at Kristi Stedfortræder modsætter sig jeres bestræbelser, det har I allerede mærket, og I vil fremover mærke det endnu mere.” Herefter drog legaterne^[94] bort med uforrettet sag.

4.27. Uroligheder i Rom

I mellemtiden skete der en ny ulykke, for en ulykke kommer jo sjældent alene. I Rom forstyrrede brødrene Tiburzio og Valeriano^[95] på mange måder freden i Byen. Deres mor var en søster til Stefano Porcari, som Nicolaus V lod arrestere på grund af forræderi og hænge i Hadrians Mausolæum^[96]. Dennes far var tidligere blevet henrettet på Kapitol for den samme forbrydelse, og også mange andre af deres slægtninge var blevet henrettet. De to brødre stod ikke tilbage for deres aner.^[97] Da de så, at Byen i pavens fravær blev styret mindre strengt, og at øvrigheden ikke havde mod nok til at straffe forbrydelser, mente de, at tiden var inde til at fordærve den romerske ungdom, at gøre oprør og at afskaffe præstestyret. De allierede sig med Bonanno, en særdeles dristig og handlekraftig ung mand, samt Gianfilippo, der ikke var fremmed for nogen ugerning, og adskillige andre notoriske kriminelle. Med dem indgik de en sammensværgelse og begyndte med smårapserier af høns og andre mindre værdifulde ting. Senere begik de voldtægt og stjal kostbarheder, og til sidst veg de ikke tilbage fra voldtægt, mord og brandstiftelse. Magistraterne kunne ikke holde dem i ave med våbenmagt, for de var omkring 300 våbenkyndige og tøjlesløse unge, der øjeblikkelig kom hinanden til hjælp. Borgerne vovede ikke løfte hånden imod sønner af medborgere. Alle afventede, hvad guvernøren eller senatoren^[98] ville gøre, men begge to var rædselsslagne og holdt sig indendørs.

Guvernøren boede i et prægtigt hus på Campofiore – på det sted hvor Pompeius’ teater havde ligget – og kunne hver dag høre de sammensvornes trusselsråb. Til sidst flyttede han til det Apostoliske Palads. De sammensvorne syntes nu, at de havde vundet en sejr, og de begyndte at opføre sig endnu frækkere. Tøjlesløst skejede de ud over hele Byen, piskede og plyndrede borgerne, røvede de fattiges besiddelser, og voldtog gifte kvinder. De unge piger, som modsatte sig deres overfald, blev kvalt og kastet i Tiberen. Gerne havde de angrebet de fornemme borgeres huse, men de frygtede for at fremprovokere Byens magt. Så de nøjedes med at udnytte de velstående borgeres langmodighed og at frarøve de fattige deres få besiddelser og udnytte deres kvinder seksuelt. Når så de selv var blevet flere og stærkere, ville de være i stand også at angribe de riges besiddelser.

Blandt dem var der en, som de gav tilnavnet Inamorato på grund af en forelskelse. Han elskede nemlig desperat en pige fra Trastevere, der var forlovet med en anden mand, og man siger, at hun også elskede ham. På selve bryllupsdagen, medens hun drog midt igennem Byen til den kommende ægtemand, bortførte Inamorato hende med magt. Så stor en forbrydelse kunne de øvrighedspersoner, som man kalder Capita Regionum^[99] , ikke tolerere. De gennemførte et lynangreb, arresterede Inamorato og overgav ham i lænker til senatoren, for at denne kunne rejse sag imod ham. Da de sammensvorne hørte det, frygtede de, at han skulle blive kendt skyldig og straffet. De greb til våben og spredte sig i Byen, hvor de tog et medlem af senatorens husholdning, Caro, til fange.

Oprørte over denne uhørte handling drog en stor skare af borgere til guvernøren og opfordrede ham til at mande sig op og gribe til våben, tilbød deres hjælp og insisterede på, at man med lethed kunne tage de sammensvorne til fange, hvis blot guvernøren og senatoren turde det og fulgte borgernes råd. De sammensvorne frygtede borgernes våbenmagt og samlede sig i det tempel, som Marcus Agrippa i sin tid indviede til alle guderne, eller rettere dæmonerne. I antikken kaldte man det for Pantheon. Nu er det en helligdom for Jomfru Maria og har navn efter hende^[100]. Byens øvrighed turde ikke lade borgere kæmpe med borgere af frygt for, at byens befolkning, hvis den blev bevæbnet, ville afkaste præsternes åg og erklære sig fri.

De sammensvorne forblev flere dage i Pantheon og fik mad fra de omkringboende, der var bange for, at de ellers ville blive angrebet af dem om natten. Til sidst blev de overtalt til at forlade bygningen på betingelse af, at Inamorato blev udvekslet med medlemmet af senatorens husstand. Men heller ikke på denne måde fik Byen fred. Bonanno, der som nævnt var en af de sammensvorne, gik få dage efter bevæbnet gennem Byen. Da han tilfældigt mødte senatorens husstand, blev han beordret til at nedlægge sine våben, men nægtede det. I det efterfølgende slagsmål dræbte han en af marskallerne, besejrede alle senatorens ledsagere og spredte dem for alle vinde.

De unge var nu helt uden frygt. Bevæbnede eller ubevæbnede drog de igennem Byen og begik ustraffet alle mulige forbrydelser. Da pavens nevø, Antonio, erfarede, at de havde besat et tårn i udkanten af byen ikke langt fra San Lorenzo in Lucina, begav han sig i hast med en deling ryttere fra Vatikanet til Ponte Milvio^[101] og red ind i Byen gennem Porta del Popolo. Derefter skyndte han sig til tårnet for at pågribe de sammensvorne. Men da disse hørte ham komme, forlod de tårnet, tog ind til bykernen og samlede sig i det prægtige palads, som kardinalen af Fermo engang havde ladet bygge. Antonio fandt det ikke tilrådeligt at bringe fremmede ryttere ind mellem byens bygninger, hvor det vrimlede med mennesker. Han var nemlig ikke helt på det rene med folkestemningen, udover at folk sandsynligvis ikke ville kæmpe imod deres egne slægtninge. Heller ikke guvernøren fandt, at det ville være i statens interesse at bruge borgere til at pågribe andre borgere. De sammensvorne mødtes i mellemtiden i Fermos palads, som om det var en offentlig bygning, lagde planer om røverier og voldtægt, og holdt fester: om natten plyndrede de, og om dagen festede de. Tiburzio blev behandlet som fyrste og herre over dem alle, alt afhang af hans beslutning. Når folk spurgte, hvad Tiburzo gjorde, svarede de: ”Herren gør det eller det.”

De gode borgere skammede sig over, at Byen var kommet i Tiburzios magt, og de var ivrige efter at udslette denne vanære med våben. Men da de ikke kunne komme til det på grund af guvernørens fejhed, mødte adelen op hos Tiburzio og opfordrede ham til at forlade byen og ikke at gøre sin fødeby til en røverkule.^[102] Hvis han fortsat ville drage hærgende igennem byen, ville adelen ikke længere finde sig i det. Man ville med lethed kunne samle en soldatertrop, der kunne kaste de dumdristige unge i lænker. Byens øvrige ungdom ville ikke kunne beskytte de sammensvorne: den ville med lethed blive spredt for alle vinde og kunne ikke yde Tiburzio og hans fæller tilstrækkelig beskyttelse. Når først byens senat greb til våben, ville det ikke helme, førend det havde udslettet alle de sammensvorne og fuldstændig befriet byen fra dette elendige slaveri. Skønt paven i øjeblikket var langt væk, ville han snart vende tilbage. Hvis han fandt Tiburzio og hans medskyldige i færd med at udplyndre byen, ville han ikke vise dem nogen nåde. De skulle hellere underkaste sig deres medborgere og drage bort nu. Så ville de måske - på Byens forbøn - få pavens tilgivelse.

Tiburzio blev overbevist af disse argumenter og besluttede at tage bort. Han forlod sin bolig og drog igennem Byen til byporten flankeret af konservatoren og den apostoliske protonotar, Giorgio Cesarini, som om han var en fyrste. Tiburzio blev fulgt af en stor folkeskare, der var stimlet sammen for at se ham, som om han var anfører for en stor hær. I højt humør hilste han ved byporten borgerne og trak sig med de sammensvorne tilbage til Savelli-familiens byer i sikker forvisning om at kunne vende tilbage, når han ville.

I mellemtiden havde ni af de sammensvorne begået en skrækkelig forbrydelse. Ved nattetid tog de til den Hellige Agnes Kloster uden for Porta Salaria, forcerede de tilstængte porte, trængte ind i nonnernes afsondrede område, voldtog dem og røvede de skændede søstres ejendele og kirkeudstyret. Da paven hørte dette, blev han klar over, at der ikke var nogen anden måde at redde Byen på end at vende tilbage til sit bispesæde. Ufortøvet meddelte han, at han inden tyve dage ville begive sig på vej til Byen, og anmodede kuriefolkene om forinden at tage til Byen. Da man hørte dette i Rom, udbrød der lige så stor jubel, som havde man fået melding om en stor sejr, eller som om Byen selv først nu blev grundlagt og bygget op. Man gik i procession gennem Byen, der blev tændt bål, og i alle templer blev der opsendt bønner^[103] om pavens lykkelige, sikre og hurtige tilbagerejse.

4.28. Paven genvinder Castiglione della Pescaia og øen Giglio

I denne periode arbejdede Pius på, at Ferrante skulle overgive ham Castiglione della Pescaia, som denne ofte havde lovet det. Det er en by i Etrurien ved det Tyrrhenske Hav. Den ligger ved af udløbet fra et fiskeholdigt sumpområde tæt på byen Grosseto og Ombrones udmunding. Byen blev indtaget af florentinerne, da de erobrede Pisa. Senere erobrede sieneserne byen i en krig, men gav den tilbage igen efter fredsslutningen. Da der senere igen udbrød krig, blev den indtaget af kong Alfonso, der også beholdt den efter fredsslutningen.^[104] Picinnino drog til denne by, da han flygtede fra Calixtus’ tropper. Der er et rigt mullefiskeri og fede græsgange til kvæget.

Juan de Liria, af spansk nation, var fæstningskommandant, skønt han tidligere havde holdt med Giovanni da Castro. Liria ville ikke gerne forlade fæstningen, men han lod som om han var villig dertil, og han begav sig til paven, som om han ville overgive fæstningen til ham. Da han fik foretræde, hævdede han, at han havde et stort beløb til gode, og at han ikke ville overdrage fæstningen, førend hele summen blev udbetalt. Da Paven afviste at betale hele den forlangte sum, forsøgte Liria derefter ihærdigt at sælge både fæstningen og byen til florentinerne og genueserne.

I mellemtiden opsøgte en af byens borgere, der havde venner inden for i fæstningen, tyrannen i Piombino og lovede at overgive ham byen mod en sum på 4.000 dukater. Tyrannen hørte på ham og sendte en forslagen mand med pengene. Denne udbetalte nogle af dukaterne og bød derefter vagterne om at stige ned fra tårnet. Medens han talte resten af beløbet op, lod han sine tjenere stige op i tårnet en efter en og indtage stedet. Så snart dette var sket og pengene talt op, sagde han: ”Der er sket en fejl,” og under foregivende af, at han ville foretage en ny optælling, samlede han pengene til sig, skyndte sig ind i tårnet og lod porten lukke. Så sagde han, at det var den løn, som forrædere fortjente, og gav tegn til de soldater, som skjulte sig i nærheden. Da de kom løbende til, bemægtigede han sig byen og rejste kongen af Aragoniens banner under foregivende af, at han havde taget byen i besiddelse på kongens vegne. På den måde blev ikke bare Liria, som opholdt sig i byen, men også Ferrante og paven holdt for nar.

Da Ferrante hørte derom, sendte han en af sine sekretærer, Talamanco til tyrannen af Piombino. Talamanco var en snedig fyr, som med stor kløgt fik fæstningen tilbage og overdrog den til Pius. Derefter overdrog Juan de Liria en mindre fæstning, som han havde ved kysten, samt øen Giglio til paven. Sammen med Giovanni da Castro drog han så igennem sienesisk territorium for at vende tilbage til Napoli. Undervejs blev han og da Castro dræbt af bønder som hævn for de overgreb, som de havde forøvet på landbefolkningen, medens kong Alfonso levede. Således led disse ulykkelige mænd straffen for deres tidligere forbrydelser.

Paven overdrog Castiglione sammen med fæstningerne og øen Giglio til sin nevø Antonio ikke så meget af hensyn til denne som til sit fædreland^[105], hvis kystområder og kornlagre beherskes fra denne by.

4.29. Sigismondo Malatesta bryder sin ed

Sigismondo Malatesta havde ikke glemt sine tricks. Med list tog han fæstningskommandanten i Montemarciano til fange, besatte fæstningen og indtog byen, som han selv tidligere havde givet Pius i pant. Da paven skrev og spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han, at kommandanten var kvindegal. Dag og nat havde han plaget byboernes hustruer, og ingen kvinde, som han så, var i sikkerhed for ham. Det var sandelig på byboernes anmodning, at han havde taget kommandanten i forvaring.

Paven svarede Malatesta: ”Hvordan kan du, som selv er den mest berygtede af alle horebukke og besudlet af enhver form for skamløshed, tillade dig at klandre en anden mand for hor? Som en anden Clodius^[106] anklager du andre for at være horebukke? Selvom det skulle forholde sig, som du påstår, hvordan kan du så tillade dig at kritisere andre for ting, som du selv praler af? Sandelig, du er som en Verres, der afskyr en tyv, og som en Milo, der hader en morder^[107]! Og hvilken autoritet havde du i øvrigt over for en andens tjener?^[108] Hvis kommandanten havde begået forseelser, så tilhørte straffen Os. Vi ville ikke have ladet en ugerning være ustraffet. Enten giver du kommandanten og fæstningen tilbage, eller også vil du blive erklæret som fjende af den Romerske Kirke.”

Sigismondo lod hånt om brevet, føjede forræderi til forræderi og drog kort efter med sit rytteri til Mondavio. Her blev han indladt i byen af borgerne, som han havde korrumperet med ord og penge. Han indtog fæstningen og bestak kommandanten med en lille sum penge. Således vristede han med list og bedrag næsten hele vikariatet Mondavio ud af pavens magt. Ydermere lod han udsprede det rygte, at han havde gjort det, fordi han havde erfaret, at paven ville overdrage disse byer til Federigo af Urbino. Og som den falske og løgnagtige mand han var, en fjende af al sandhed, tvang han en notar til at udfærdige falske dokumenter, ifølge hvilke kommandanten selv havde hørt dette fra pavens egen mund.

Da dette rygte ikke rigtig vandt tiltro, tog han tilflugt til en anden løgn: han skrev til de italienske magter, at han havde besat Mondavio, fordi paven havde besluttet at lade sine troppestyrker overvintre der ”efter forgodtbefindende”^[109]. I denne sag blev han så uden at vide det en profet – engang imellem lader Herren en sand profeti udgå af en løgners mund! For året efter blev denne by, som vi skal berette nedenfor, overgivet til de pavelige^[110] hærførere ”efter forgodtbefindende”. Dette betyder, at soldaterne får lov til at hærge en erobret by som de vil, blot de lader de frie borgere være uskadte.^[111]

4.30. En sammensværgelse imod paven bliver opdaget

Medens dette stod på, blev en vis romersk borger ved navn Luca pågrebet i Rom. Han var ofte blevet sendt af kardinal Colonna til fyrsten af Taranto. Da man mente, at han kendte fyrsten og mange baroners hemmeligheder, blev han indespærret i Engelsborg og beordret til at røbe, hvad han vidste.

Uden tortur^[112] skrev han frivilligt og med egen hånd følgende: fyrsten af Taranto, grev Everso dell’Anguillara, Jacopo Savelli og Colonna-klanen havde konspireret imod paven. De planlagde at hente Jacopo Picinnino, en forbitret modstander af Orsinierne og af Kirken, ind i romersk territorium. Der var ingen tvivl om, at Rom ville blive indtaget, da paven var fraværende, og de sammensvorne selv ville lukke Piccinino ind. Tiburzio, Jean d’Anjou og fyrsten af Taranto havde konfereret med Jacopo Piccinino og havde lovet at overdrage ham Byen. De havde også aftalt, at Piccinino måtte tage den stenrige kardinal af Aquileia, der boede ved San Lorenzo in Damaso, til fange og presse løsepenge af ham. Endvidere skulle man myrde pavens nevø, Antonio, når han var på vej igennem byen til kardinalen. De velhavende borgeres, købmændenes og kuriefolkenes rige huse skulle udplyndres. Derefter skulle man betale soldaterne deres sold. Alt dette ville være let; adgangen til Byen ville være åben for Piccinino dag og nat. Mindst 500 unge, stærke og dristige sønner af de ledende borgere ville være på hans parti, og deres fædre ville ikke vove at gribe til våben imod deres egne sønner, men snarere være tilfredse med, at deres huse blev ladt i fred. Disse ting blev meddelt paven og overbeviste ham om, at hjemrejsen i høj grad burde fremskyndes.

4.31. Hor og mord i Siena

I mellemtiden skete der følgende: en vis borger fra Siena, Giovanni Pecci, havde længe været forelsket i hustruen til Edoardo Malescotti, og rygtet gik, at han var hendes elsker. Giovanni fattede nu had til Francesco da Trieste, pavens kammerherre, da han frygtede, at Francesco, som var en ven af Edoardo og ofte besøgte dennes hjem, var en rival. Ved påtrængenhed opnåede Giovanni en samtale med paven og beskyldte Francesco for at besøge Edoardos hus oftere, end det var passende. Da paven spurgte, hvad det angik ham, sagde han: ”Jeg elsker Edoardos hustru.” Han var ikke bange for at bekende det skamløse forhold og sagde frækt, at han ikke ville tåle nogen medbejler.

Hertil svarede paven: ”Med hensyn til Francesco vil Vi se på, hvad der skal gøres. Med hensyn til dig fordømmer du selv med egen mund som ægteskabsbryder. Hvis du ikke retter dig, vil du snart blive dræbt.”

Det paven sagde, skete da også få dage efter. Just medens paven forlod Siena, beordrede Edoardo sin hustru til at aftale en tid med sin elsker, og da han kom – tidligt på aftenen – angreb Edoardo med et sværd Govanni, fældede ham med mange stik og kastede ham halvdød foran porten. Giovanni blev båret hjem til sin fader og udåndede kort efter. Edoardo reddede sig ved flugt. Hans hustru blev arresteret, men blev dårligt bevogtet og flygtede til florentinsk territorium. Hendes fader og broder blev kaldt for domstolen som medskyldige, og da de frygtede lovenes strenghed reddede også de sig ved flugt. Tjenestepigen, der havde været sendebud, blev straffet med døden – strenge er domstolene over for de små i samfundet!

På den tid kom der også en anden kvinde til paven sammen med flere andre husfruer. Hun var hverken ung eller gammel, ikke særlig smuk, gift med en rig mand og velanskrevet blandt byens ledere. Hun sagde til paven, at hun havde noget fortroligt, som hun gerne ville fortælle under fire øjne. Paven bød de tilstedeværende om at gå hen til en anden del af rummet, hvor de kunne se, men ikke høre, hvad der skete, og bad kvinden sige frem.

Hun sagde så følgende: ”Medens min mand var bortrejst, opholdt jeg mig en dag inde i huset og var i færd med at læse et brev fra ham. Da kom der en mand med tildækket hoved ind. Jeg ved ikke, hvem der havde åbnet gadedøren for ham, men nogen må have gjort det, for da det allerede var den anden nattetime, var den aflåset. Han omfavnede og kyssede mig og prøvede ihærdigt at tage mig med magt. Så sagde jeg til ham: ”Før du går videre, så lad mig lukke døren til værelset, så der ikke kommer nogen herind.” Da han slap mig, flygtede jeg ind til min tjenestepige og lille dreng og gjorde anskrig, som om jeg ville tilkalde naboerne. Manden forsvandt. Jeg ved ikke, hvem det var, skønt han senere har sendt mig mange elskovsbreve uden navn. Et af dem underskrev han dog som Guillaume fra Paris. Hvis min mand finder ud af det, er jeg i livsfare. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Da jeg for nylig gik i kirke, var der en mand, som du kender udmærket (her nævnede hun hans navn), der tilkastede mig blikke og smilede. Jeg er bange for, at det er ham, der forfølger mig. Det er en medborger, ikke en fremmed, og oven i købet en præst under dig. Jeg beder dig, befal ham at holde inde og ikke at plage mig mere i tale eller på skrift – med mindre han da ønsker at ødelægge sig selv og mig. Jeg kender min mand: hvis han finder ud af det, vil vi begge være fortabt.”

Paven blev forbløffet over denne beretning. Han kom dog hurtigt i tanke om Boccaccios fortælling^[113] om en kvinde, der er forelsket i en ung mand. Da hun ikke kan fortælle ham om sin kærlighed på anden måde, går hun til sin skriftefader og beder ham gå i rette med ungersvenden, fordi han – som hun sagde – plagede hende ved at gå ind i hendes have om natten og bede hende gå i seng med ham. Ungersvenden blev taget i skole af skriftefaderen, men forsvarede sig ihærdigt, uden dog at kunne standse kvindens beskyldninger. Til sidst gik det dog op for ham, hvordan det hang sammen: han fandt vejen til hendes hus, og blev hendes elsker. Således gik det til, at den intetanende skriftefader, som prøvede at forhindre en synd, i stedet for kom til at opmuntre den.

Paven genfortalte kvinden fortællingen (som måske er en sand historie!), og sagde: ”Kvinde, du er lidt for snedig og mere dristig end hende, Boccaccio fortæller om. Hun gjorde sin skriftefader til sin alfons, medens du prøver at gøre selveste paven til redskab for din lidenskab. Du brænder efter denne smukke præst, og da du ikke kan fortælle ham om din elskov på anden måde, så tror du, at han - når han bliver irettesat af Os - vil forstå, hvad du ønsker og give efter for dit begær (ungdommen er jo svag). Men din lumskhed har vildført dig^[114]. Pak dig bort^[115], du forbandede, og sluk omgående denne ild. Hvis ikke du gør det, skal du vide, at du hurtigt vil blive røbet over for din mand.”

Kvinden forlod paven med sænket blik og viste sig ikke for ham igen. De øvrige tilstedeværende havde ikke hørt, hvad der blev sagt, men undrede sig over, hvor længe samtalen varede.

4.32. Først ville han ikke, så ville han … være biskop

I denne periode blev to bispesæder ledige, henholdsvis Ragusa^[116] i Dalmatien og Rossano i Kalabrien. Det første blev tildelt Francesco, munk og ordensgeneral i Marias Tjeneres Orden^[117]. Han var fra Siena og udmærkede sig ved sin karakter og lærdom. Det andet fik Matteo da Reggio, en af de minoritermunke, som man kalder Observanterne, og en fremragende prædikant.

Engang havde pave Nicolaus besluttet at udnævne Matteo til biskop af Reggio, da bispesædet dér var blevet ledigt. Han beordrede kardinalen af Fermo til at sende bud efter ham og spørge, om han ville påtage sig hvervet som biskop af Reggio. Kardinalen gjorde som ønsket, og da han havde Matteo inde i sit værelse, sagde han til ham: ”Paven er dig venligt stemt og vil gøre dig til biskop over dine medborgere, såfremt du er villig dertil og ikke er imod at have dette ærefulde embede i din egen fødeby.”

Matteo forlod ham uden at svare og gik under gråd og klage ud til sine medbrødre, der ventede i forhallen. ”Kom og hjælp mig!”, råbte han. Brødrene blev forbavsede og spurgte, hvad der dog var sket. I lang tid kunne han kun sige: ”Hjælp! Hjælp! Trøst en stakkels mand!” Igen og igen spurgte de ham, hvorfor han råbte så indtrængende om hjælp. Til sidst råbte han: ”Ve mig! Jeg har tilbragt hele mit liv i troens tjeneste. Jeg har levet i fattigdom og lydighed. Altid har jeg overholdt vor salige fader Frants’ regel. Jeg har prædiket Guds ord for folket. I min celle har jeg mediteret over de hellige mysterier og praktiseret den fattigdom, der er den største rigdom. Nu bliver jeg kaldet til bispeværdigheden – til bekymringer, trængsler og æresbevisninger, som jeg aldrig har ønsket. Ak, du uplettede tro! Ak, du mit hjem i det hellige kloster! Ak, du kære stilhed i min celle! Ak, mine elskede brødre – I som deler min trøst. Skal jeg nu til sidst forlade jer og miste jeres kære fællesskab? Nej, jeg vil ikke! Slut ring om mig! Hjælp mig! Fri mig fra disse trængsler! Lad ikke kardinalen af Fermo tage mig væk fra jer!”

Fermo var i sit kammer og hørte det hele. Han gik så ud til dem og sagde: ”Ti dog stille, Matteo, og vær ikke bange. Fat mod. Jeg sætter dig fri. Paven vil ikke tvinge dig til at handle imod din vilje. Gå hvorhen du vil, og træf din egen beslutning.” Med disse ord sendte kardinalen ham bort og vendte derefter selv tilbage til pave Nicolaus, som han med nogen morskab fortalte om det passerede.

En uge senere kom Matteo tilbage til Fermo og sagde, at han nu havde rådført sig med sine venner. De havde drøftet sagen fra begge sider og besluttet, at han skulle gøre, som paven ønskede. Han stillede sig derfor til pavens disposition, for det ville være helligbrøde ikke at adlyde ham. Fermo opsøgte nu Nicolaus og sagde: ”Matteo har skiftet mening. Han vil gerne tage imod bispestolen, hvis du ønsker det.” Paven svarede ham: ”Men nu har jeg også skiftet mening. Jeg ville give ham embedet, men han ville ikke have det. Nu vil han gerne have det, men jeg vil ikke længere give ham det!” Sådan mistede Matteo chancen for forfremmelse. Men han forblev i ordenslivet og fortsatte med at prædike. Under pave Calixtus samlede han almisser til at udruste to galejer mod tyrkerne, og han tog selv til Asien og bragte et antal fanger med hjem.

Pius forbarmede sig over denne mand, der havde arbejdet så længe og så hårdt for Kirken. Medens han opholdt sig i Siena, sendte han bud til Matteo og sagde: ”Vi ville have udnævnt dig til bispestolen i Rossano uden dit vidende, hvis ikke Vi var bange for, at du ville nægte at påtage dig denne byrde, ligesom du engang afviste at tage imod bispestolen i Reggio. Så sig nu frit frem, hvad du gerne vil.” Matteo svarede: ”Jeg var et fjols, da jeg afviste forfremmelse under pave Nicolaus. Nu giver jeg mig i dine hænder og vil gøre, som du ønsker. Hvis du beder mig blive i klosteret, bliver jeg der, så længe jeg lever. Hvis du kalder mig til biskop, er jeg rede. Jeg ved, at den, der formår at udføre sine pligter godt iblandt alle de trængsler, der plager en biskop, når den højeste fuldkommenhed.” Således blev Matteo biskop af Rossano, som han har ledet glimrende lige siden.

4.33. Afsked med Siena

Da paven havde ordnet disse sager i Siena, forlod han byen på den fastsatte dag, d.v.s. den 10. september. Hele byen græd, og heller ikke kuriefolkene kunne holde deres tårer tilbage, da de forlod denne indtagende by og dens venlige befolkning^[118]. Paven selv var dybt bedrøvet over at forlade sin dejlige fødeby uden at vide, om han nogensinde ville vende tilbage. Han holdt dog tårerne tilbage og forblev ubøjelig i sit fortsæt, selv da hans grædende søstre kom ham i møde.

Byens magistrater fulgte ham uden for bymurene så langt som til Angeli-klosteret. Der velsignede han byboerne, og da han blev spurgt, om han havde nogle bud til dem, svarede han: ”Mine sønner! Jeg befaler jer at stræbe efter den samdrægtighed, som alene kan bevare en by. Læg hadet i jeres hjerter til side. Lad det være slut med uenighed, fraktioner og splittelser. Rådfør jer med hinanden om det, der gavner samfundet. Elsk retfærdighed, og sky ondskaben^[119]. Lad være at undertrykke nogen, beskyt enker og forældreløse, ær præsterne, forgrib jer ikke på kirkernes rettigheder, og straf forbryderne. Bevar de love, som er gode og retfærdige, og afskaf de andre. Giv jeres unge mænd hustruer. Hold ugifte og slappe mænd fra offentlige embeder. Sæt en rimelig grænse for medgifter og forbrug. Hold styr på importudgifter og eksportindtægter: det går dårligt for en stat, der køber mere end den sælger. Disse forholdsregler giver jeg jer nu – hvis I anvender dem, vil de gavne jer.”

Med disse ord begav han sig af sted og nåede næste dag frem til Corsignano. Her blev han meget syg: fugtighed spredte sig fra hovedet og svækkede bryst, arme og hele kroppen i den grad, at han ikke kunne bevæge sig uden hjælp og syntes døden nær. Sådan lå han hen i 12 dage. Så blev han rask og kunne fryde sig over de bygninger, der rejste sig i hans fødeby, og som ikke stod tilbage for nogen andre bygninger i Italien – men det vil Vi berette om senere.

4.34. Den videre færd til Rom

Her kom Roberto, en af greverne af Sanseverino, en fremragende hærfører, til paven. Fyrst Francesco af Milano havde sendt ham med en stor styrke til undsætning for Ferrante i Kongedømmet for at hindre fjenden i at følge op på sin sejr ved Sarno. Da pavens sygdom blev kendt, blev Piccinino, der opholdt sig i Abruzzo, hidkaldt af flere af Byens baroner. I ilmarch begav han sig med hele sin hær men uden trosset over de meget vildsomme bjerge til territoriet ved Albi for hurtigt at drage ned i det romerske territorium.

Før han drog fra Siena, havde paven sendt kardinal Niccolò af Teano til den pavelige^[120] hær i Abruzzo for at se til, at Kirkens undersåtter ikke led skade.^[121] Da denne hørte om Piccininos togt, anmodede han med det samme hærførerne Federigo af Urbino og Alessandro Sforza om først at efterlade en styrke, der var tilstrækkelig til at forhindre Giosia d’Abruzzos anslag og derefter drage af sted sammen med ham for at imødegå Piccininos onde planer. Sammen med dem nåede han hurtigt over Norcias alper og meget vanskeligt tilgængelige bjergområder frem til området ved Rieti.

På sin side fremskyndede paven afrejsen fra Corsignano og drog til Radicofani og derfra via Abbadia San Salvatore (hvis charme vi vil beskrive nedenfor) og den lille by, Piano, til Kirkestatens^[122] grænse midtvejs mellem Proceno og Piano. Folkene fra Piano havde rejst løvhytter på en grøn eng ikke langt fra en flod med evigtrindende vand. Der modtog de deres herre på hjemrejse under stor jubel og overvældende glæde og beredte ham et måltid.

Herefter drog man videre til Proceno, der engang var en berømt by, næsten uindtagelig, fordi den på alle sider var beskyttet af høje klippeformationer. Byen havde ofte været på røverhænder og havde tit skiftet herrer. Den havde oplevet mange katastrofer og var snart blevet udplyndret, snart afbrændt. Under Eugenius IV var den vendt tilbage til Kirkestaten, efter at Francesco Sforza havde holdt den besat med en garnison. Nu kom den til hægterne under pave Pius og voksede i rigdom og befolkning.

Paven velsignede byen og begav sig til Acquapendente, et sted der næsten har størrelse af en by^[123]. I sin tid^[124] styrede sieneseren Antonio Petrucci denne by for Francesco Sforza, men solgte den tilbage pave Eugenius, som havde mistet den i en militær aktion. Her tilbragte paven natten, og den næste dag nåede han frem til Bolsena, en af de tolv etruskerbyer og vidt berømt i antikken. Også i vore fædres minde var det en folkerig og stor by. Den blev ødelagt af bretonerne^[125] og er i dag blot en ubetydelig bjergby. Men jorden er frugtbar, og den ligger bekvemt i nærheden af en sø. Endvidere ligger den på vejen til Byen^[126], så den vil ikke gå helt til grunde. I en lang periode var byens herrer adelsmænd af den gamle familie Cervari fra Orvieto, men under pave Nicolaus V blev de afsat ved et oprør i byen, som vendte tilbage til Kirkestaten^[127]. Længe efter, under Calixtus III, udbrød der borgerkrig med drab på begge sider. Pius opholdt sig hos dem i en dag og forligte de stridende parter.

4.35. Orvietos forbandelse

Derefter drog han imod Orvieto. Undervejs udbrød der en farlig grænsestrid, idet både folkene fra Orvieto og fra Bolsena ville bære paven på deres eget territorium. Men da grænsen er usikker, blev der kæmpet både med næver og med sværd, og der var sårede på begge sider. Til sidst blev striden standset om end med besvær, da pavens rytteri kom til og angreb begge parter med pile og lanser.

Da paven nærmede sig byen, og man først kunne se bymurene, ankom der legater fra byen, som sagde: ”Engang blev en pave fordrevet fra dette sted, og da han drog bort, forbandede han vores by. Siden den dag er vi blevet plaget af indre uroligheder og kan ikke få fred. Før stod vores by ikke tilbage for nogen anden i Toskana, nu påkalder den sig alles medlidenhed. Det er Guds straf. Vi mærker den apostoliske forbandelse. Velsign byen og vend gengældelsen fra os. Guds nåde vil komme tilbage sammen med din velsignelse.” Paven indvilligede, gjorde korsets tegn over byen og drog ind i den under stor jubel fra befolkningen.

Midt i dalen rejser der sig et klippefyldt bjerg omkring seks stadier højt. På toppen er der et plateau med en omkreds på cirka tre mil. De stejle klippeformationer, der overalt har en højde af mindst tyve alen, træder i stedet for mure. Her stod der engang pragtfulde borgerhuse og store paladser bygget af kvadersten. Meget er gået til af ælde, men endnu mere er brændt eller ødelagt under borgerkrige. Man kan stadig se halvt nedrevne tårne og sammenfaldne templer^[128], men et tempel der er indviet til Den Hellige Jomfru Maria^[129] kan stadig ses uskadt midt i byen – det står ikke tilbage for noget andet tempel i Italien og er bemærkelsesværdigt både med hensyn til størrelse, byggemateriale, håndværkskunst og skønhed. Væggene og gulvet er af flerfarvet marmor. Facaden er meget høj og fyldt med mange statuer udhugget af fremragende billedhuggere, som for størstedelens vedkommende er fra Siena og hverken står tilbage for Phidias eller Praxiteles. Ansigterne træder livagtigt frem af den hvide marmor, og menneskers såvel som dyrs lemmer er udhugget så fint, at kunsten synes at kunne måle sig med naturen. Kun stemmen mangler i at gøre dem levende. Her kan man se de dødes opstandelse, den yderste dom, de dømtes straf og de udvalgtes belønning, som om det var virkelige hændelser.

I byen Bolsena skete det i øvrigt engang^[130], at en præst, der tvivlede på, at Vor Frelser Kristus er til stede i alterets sakramente både som menneske og Gud, fejrede messen. Han fik troen tilbage, da hostien pludselig begyndte at bløde foran hans øjne. Det mirakuløse blod gennemblødte hele korporalet^[131], hvorpå hostien lå. Miraklet blev undersøgt og anerkendt af pave Urban IV, der af denne grund indstiftede Kristi Legemsfesten^[132]. Denne fejres hvert år i hele den kristne verden under stor højtidelighed og med dybt overvældende folkelig deltagelse. Korporalet med sporene af det store mirakel blev overført til den omtalte bygning og opbevares dér med stor ærefuldhed og dyb respekt.

Ved siden af templet ligger der et paveligt palads. Det er meget stort og den apostoliske majestæt værdigt, men en stor del af det er faldet sammen. Nicolaus V lod nogle værelser og flere sale genopbygge. Dér tog Pius nu ophold. I et hjørne af byen lod Nicolaus også opføre en fæstning, men denne er endnu ikke færdig. Den er dog bemandet og meget svær at indtage, fordi den er beskyttet af høje klipper og dybe fæstningsgrave.

Der er ingen kilder i byen: de bruger dels vand fra cisterner eller vand, som bringes gennem rørledninger fra det nærliggende bjerg. Ved foden af bjerget er der en kilde med evigtrindende vand, som fjender kun vanskeligt kan afskære borgerne fra. De omliggende bakker er tilplantet med vinranker og forsyner området med udmærkede vine. Bjergene giver meget tømmer, og på sletten er der frugtbare hvedemarker. I dalen mødes floderne Paglia og Chiana nær ved fæstningen og løber sammen ud i Tiberen fem mil væk.

Hvis byen forsvares af en enig befolkning^[133], kan den kun overvindes af sult, for forsvarsværkerne kan ikke ødelægges af maskiner, og når de forsvares, kan de på grund af deres højde ikke bestiges med stiger. Men der var ingen enighed, og ingen befolkning i Italien var mere splittet. De mægtige og gamle førende familier i byen, Muffati og Bergolini, ødelagde den næsten på grund af deres evige indbyrdes fjendskab.

Orvietos territorium var engang meget stort og indeholdt mange mindre byer^[134], men da byens magt forfaldt, indtog sieneserne en del deraf og de øvrige naboer en anden. Adelsfolkene tilranede sig også nogle af byens borge, som siden hen overgik til den Romerske Kirke eller kom på andre hænder. Engang gik 1.400 sienesiske borgere fra Reformpartiet i eksil her, og af dem lærte byen uldhåndværket, som blev meget indbringende for dem. I dag er erhvervet dog næsten uddødt. Pius opholdt sig her i tre dage og gav de indbyrdes stridende borgere love, hvormed de kunne genoprette enigheden og styre byen i fred. Disse love blev accepteret efter Gentiles oprør.

4.36. Gentile da Sala bliver sendt i eksil

Gentile var en adelsmand af familien Sala, en forslagen og dristig mand. Engang da han var i eksil, blev han hentet tilbage af sine venner og smuglet ind i byen. Derefter anstiftede de uroligheder og omstyrtede modstandernes parti. Mange borgere blev dræbt som hævn for Gentiles bror, der tidligere selv var blevet dræbt. Bagefter undertrykte Gentile byen som tyran, selvom han anerkendte Kirkens overherredømme. Senere blev han dog igen fordrevet, og det fulde herredømme over byen vendte tilbage til Kirken.

Paverne lod generøst Gentile beholde sine fædrene besiddelser og overlod ham at styre byen Ficulle i Kirkens navn. Dette generede i høj grad folkene i Orvieto, fordi de var utrygge ved hans nærhed, da han ikke ophørte med at pønse på omvæltninger i byen. Da Pius blev pave ville han skabe ro og flyttede derfor – under dække af en æresbevisning – Gentile til Piceno og overdrog ham styret i vikariatet Mondavio. Men han kunne ikke udholde freden og forlod Mondavio i vanære, fordi han havde konspireret sammen med Sigismondo Malatesta. Han vendte tilbage til Ficulle og kort tid efter sammensvor han sig med en del adelsfolk. Han planlagde at storme byen under selve Kristi Legemsfesten, der fejres i Orvieto med en storslået procession, at angribe borgerne medens de var optaget af de religiøse ceremonier, dræbe lederne af det modsatte parti, og gøre sig til herre igen i Kirkens navn. Men den barmhjertige Gud tillod ikke så stor en forbrydelse: sammensværgelsen blev opdaget, før Gentile kom ind i byen. Nogle blev fanget, tilstod sammensværgelsen og blev straffet, medens andre flygtede.

Af denne grund blev paven yderst opbragt på Gentile og fratog ham Ficulle: han skulle ikke bruge det, han havde fået som en nådesbevisning, til skade for Kirken. Men Gentile blev bragt på afveje af nogle kardinalers tomme løfter og opmuntring fra grev Everso dell’Anguillara og andre naboer. Han ignorerede derfor pavens befalinger og hævdede, at hans forfædre havde grundlagt Ficulle, og at han udover den almindelige skat intet skyldte den Romerske Kirke. Han ville ikke opgive sine forfædres arv, og han ville hellere dø end at afgive nogle af deres besiddelser.

Da paven hørte dette, kaldte han folkene fra Orvieto til våben. En mindre skare soldater blev sendt af sted og provinsens bønder mobiliseret. Gentiles gamle hjem, Sala, der var bygget som en fæstning og højt beliggende, blev belejret i nogle få dage, erobret og ødelagt. Derefter lod paven slå lejr uden for Ficulle. Da Gentile indså, at han ikke kunne håbe på støtte fra byens indbyggere, blev han grebet af panik og overgav sig på de betingelser, som paven måtte diktere.

Paven forviste hele hans familie fra Orvietos territorium og landsforviste Gentile selv til Lombardiet^[135]. Paven lod ham dog beholde de besiddelser, som han havde tilbage, idet han havde medlidenhed med Gentiles døtre, hvoraf den ene var blevet viet til en mand, men endnu ikke overgivet til ham, medens den anden var giftefærdig. Endvidere syntes han, det ville være forkert at ødelægge en hel adelsfamilie: forfædrenes fortjenester burde i nogen grad gavne efterkommerne – selv de onde. Disse ting skete dog ikke, medens Pius opholdt sig i Orvieto, men først det følgende år. Vi har nævnt dem her for ikke siden at skulle vende tilbage til dem.

4.37. Bagnoregio, Montefiascone og Viterbo

Da Pius forlod Orvieto og kom til Bagnoregio, var han igen i fare på grænsen mellem territorierne, idet der opstod tumult, fordi folkene fra Orvieto og Bagnoregio sloges om at bære hans stol. Der var nemlig strid mellem dem om grænserne, og de ville ikke tåle, at andre end dem selv bar paven på deres eget territorium. De kæmpede med eller uden våben, og til sidst blev nogle såret med pile, andre med sværd. Pavens livvagt standsede kampen, greb bærestolen og bar paven langt væk fra det omstridte sted. Her kom mænd og kvinder fra Bagnoregio ham i møde med gaver, og de beværtede hele pavens følge med mad og drikke.

Dernæst ankom man til Montefiascone, som nogle hævder engang var faliskernes by – det siges, at også Leonardo Aretino^[136] havde denne fejlagtige opfattelse. Byen ligger på et højt bjerg over Lago Bolsena. Mod øst vender den mod Monte Cimino. Da franskmændene havde paveværdigheden, byggede de et fornemt sommerpalads her, da de er stærkt plagede af den italienske hede.

Paladset blev bygget som en fæstning, men med sale, spisesale og værelser, der anstod sig for den pavelige majestæt. Nu er en stor del faldet sammen på grund af ælde og forsømmelse. Pius blev indlogeret der, men da han ikke kunne holde trækken ud – det er nemlig næsten som Æolus’^[137] hus, drog han næste dag videre gennem åbent land til Viturvium, som i dag hedder Viterbo. Man mener, at ordet er afledt af inermium vita^[138], da veteransoldater på romerrigets tid søgte hertil for at tilbringe deres alderdom ved de varme kilder, som her vælder frem i overflod.

Undervejs blev de mødt af legater fra Rom, som bad paven om at vende tilbage. Det var fire veltalende mænd, to af dem jurister og advokater ved det Hellige Konsistorium, Antonio Caffarello og Andrea de Santa Croce. De to andre var romerske adelsmænd og hørte til de ledende borgere. De blev ledsaget af en smuk gruppe unge mænd. Selv var de elegant klædt, og deres heste var prægtigt udstyrede.

4.38. Møde med de romerske udsendinge

Det er rimeligt klart, at Viterbo er en ny by^[139], selv om det siges, at den engang havde form af en borg opkaldt efter Herkules. Der var to partier i byen, Gatti og Maganzi - også kaldet Tignosini. Ovenfor har vi berettet, hvordan grev Everso dell’Anguillara under Pius’ ophold i Mantova indtog Viterbo, og hvorledes ærkebiskoppen af Ravenna erobrede byen tilbage.

Ikke lang tid forinden, i Calixtus IIIs regeringstid, var byen plaget af alvorlige stridigheder, partierne angreb hinanden og afbrændte de flygtedes huse. Calixtus sendte biskoppen af Syrakus for at dæmpe gemytterne. Biskoppen var en katalaner, som med kløgt fik dem til at lukke sig ind i byen, hvorefter han greb til alvorlige sanktioner over for begge partier. Nogle mistede deres formue, andre livet, og mange blev sendt i eksil, så at byen til sidst forekom øde og forladt.

På den tid skete der noget bemærkelsesværdigt, som eftertiden måske vil have svært ved at tro. En gammel mand blev anholdt og dødsdømt på grund af oprør. Da han fik mulighed for i stedet at betale en bøde på 500 dukater, sagde han, at han hellere ville dø ved hængning, for selvom han blev løsladt, ville han alligevel snart dø af alderdom, og pengene burde gå til hans sønner, som skulle overleve ham.

I denne by modtog paven de romerske oratorer i nærvær af kardinalkollegiet. Da de alle var lige veltalende, holdt hver af dem tale, således at man ikke skulle tro, at den ene var en bedre taler end de andre. De berettede om, hvor stor sorgen var i Rom over Pius’ fravær, hvor meget ondt der var kommet deraf, hvor ugerne romerne havde set ham rejse bort, hvor bittert det havde været, at han opholdt sig i fremmedes huse, og hvor glade de nu afventede hans tilbagekomst. Nu jublede selv husenes vægge og murene, da det rygtedes, at Pius var på vej tilbage. Romerne roste pavens indsats på Kongressen i Mantova, hans taler, indlæg, råd og svar. De anbefalede ham Byen, verdens hovedstad^[140], og dens borgere^[141]. De bad om, at han ikke ville huske de synder, som ungdommen havde begået. Byen ville komme til hægterne og falde til ro, når nu den fromme fader vendte tilbage og snart skulle gense sine sønner.

Hertil svarede paven: ”Med gråd og stor smerte forlod Vi den grædende og sørgende By, der er vores fædreneby lige så meget som Siena. Thi huset Piccolomini, som Vi nedstammer fra, udvandrede engang fra Rom til Siena, hvad man kan se af den hyppige brug af Æneas og Silvius i vores familie. I Rom modtog Vi kardinalværdigheden, og i den samme By blev Vi ophøjet til paveværdigheden. Vi så romernes store begejstring, da de hørte, at kardinalen fra Siena var blevet Calixtus’ efterfølger. I kan bevidne, at ikke i mands minde har der været sådan en glæde blandt borgerne. Det var derfor meget smertefuldt at forlade den by, der har fortjent så meget af Os, og i Vort indre kunne vi forudse de problemer, der senere opstod hos jer.

Men når Vi funderede over den nød, som Kirken og den katolske tro er stedt i, fordi tyrkerne stræber efter at træde dem under fode, måtte Vi erkende, at den eneste måde kristenheden kunne reddes på var at mødes med fyrsterne og at påtage Os at forsvare religionen med fælles kræfter og planlægning. Derfor begav Vi Os på vej på samme tid modvilligt og gerne. Modvilligt forlod Vi Vor elskede brud, men gerne ville Vi sætte ind på at hjælpe Vor højtelskede moder. Selvom det ikke lykkedes i det omfang, Vi havde håbet, angrer Vi ikke Vort forehavende og Vore anstrengelser. Hele verden har nu forstået, at det er kræfterne, ikke sindelaget, Vi mangler.

Ingen kan anklage Os for at hengive Os til det søde liv i Rom, medens Vi lader den sande tro gå til grunde, for svækket af alder og sygdom frygtede Vi hverken frost, regn eller sne. Langt har Vi rejst i det fremmede. Vi har tilkaldt fyrsterne, formanet folkene, ventet. Alt har Vi gjort for, at vi i fællesskab kunne rådslå om det fælles vel. Kun få mødte op, og endnu færre havde religionen mere kær end bekvemmeligheden. Hvad kan man så nu bebrejde Os? Verdens fyrster må selv bære ansvaret for deres forsømmelighed, for de ville ikke møde Kristi Stedfortræder, da han kom til dem for at rådføre sig med dem om fællesskabets vel.

Vi vender derfor hjem ikke som sejrherrer over tyrkerne, men i det mindste som sejrherrer over alle de kristne fyrster. Selvom vi ikke drog i felten i mod fjenden, således som Vi ønskede det, så er der dog nu kastet et sædekorn i jorden, som vi senere vil høste. Sødt er mindet hos Os om anstrengelser, som ikke vil blive snydt for deres løn hos Gud.

Undervejs har det i høj grad pint os at høre om det, der skete hos jer. Vi begræder alle de røverier, mord, voldtægter og helligbrøde, som jeres unge mennesker skal have begået, og vi klandrer ikke jer, for I ville have straffet forbrydelserne, hvis Vore øvrighedspersoner havde være rede dertil. Men dem anklager Vi, som af fejhed og sløvhed tillod de unge at løbe fuldstændig grassat. Vi bifalder jeres loyalitet. Selvom I blev fristet på mange måder, svigtede I ikke jeres forpligtelser. I er sandelig retskafne og forstandige mænd, som tjener jeres herre trofast, selvom man må sige, at jeres tjeneste snarere er et herredømme.

For hvilken by har friere forhold end Rom? I er frie for skatter, ingen byrder bliver jer pålagt, I beklæder ærefulde embeder i Byen, jeres vine og korn sælger I til de priser, I vil, jeres huse indbringer høje huslejer. Og hvem er så jeres herre? Er det måske en greve, en markgreve, en hertug, en konge, en kejser? Nej, ham som I lyder, står over alle disse: det er den romerske biskop, den hellige Peters efterfølger, Jesu Kristi Stedfortræder, hvis fødder alle konger ønsker at kysse. Med rette kaldes han af ærbødighed over for Kristus for kongernes konge og herskernes herre^[142], han som her på jorden træder i stedet for Kristus. I gør klogt i, romere, at adlyde, ære og hædre denne mand som jeres herre, for det er ham, der gør jer berømte og velhavende, og som bringer rigdomme fra hele verden til jer. Den Romerske Kurie, som I underholder, underholder også jer og bringer guld fra alle egne til jer.

Vi glæder Os over, at I forstår og ønsker at bevare det, som er til gavn for jer selv. Det er opmuntrende, at Vi kan forvente at finde en by i glæde, når Vi selv med glæde drager dertil. Enhver time er som et år for Os, så stærkt ønsker Vi at gense Byens helligdomme, dens mure, martyrernes og apostlenes hellige ben, jorden, som er blevet gennemvædet af deres fromme blod, og de kære borgere, som Vi elsker som sønner. Intet folk er os kærere end det romerske. Heftigt længes vi^[143] efter så snart som muligt at være sammen med Vor egen familie og Vort eget særlige folk^[144] i Vort eget sæde.

Når Vi ikke straks ilede hjem efter Kongressen i Mantova, men gjorde ophold i Siena, var det af tre grunde: for det første var Vi nødt til at pleje Vort helbred ved badene; for det andet ønskede Vi ikke at vende tilbage til Rom midt om sommeren, for på den tid er luften i Rom skadelig og usund for dem, der vender tilbage fra Norditalien^[145] og dets milde himmelstrøg. For det tredje ønskede vi at give Siena, der var udmattet af indre og ydre krig, mulighed for i kraft af Vor kuries tilstedeværelse at komme lidt til hægterne. I og med at Vi drager omsorg for Siena, gør Vi det samme for Rom, for Siena er Roms mur imod vest. Og Vi har ikke løjet hverken over jer eller for nogen anden, for Vi er tilbage på det tidspunkt, som Vi havde lovet. Vi er endnu mere ivrige for at vende tilbage, end I er ivrige efter at modtage Os. Vi vil forblive her en kort stund, medens det, som er nødvendigt for rejsens sikkerhed, bliver ordnet. Det er jo ikke sikkert at drage videre uden beskyttelse. Vi vil fastsætte afrejsedagen efter råd fra Vore brødre^[146], og I vil hurtigt få at vide, hvad der bliver besluttet.”

Legaterne lovpriste pavens svar. De skrev til Byens konservatorer^[147] og vakte overvældende glæde hos det romerske folk, der regnede med at kurien kunne være tilbage hos dem hvert øjeblik.

4.39. Piccininos fremmarch truer pavens hjemvenden

I mellemtiden fik man bud om, at Piccinino med de fjendtlige styrker havde besat territoriet omkring Tagliacozzo, invaderet adskillige byer, som tilhørte Farfa-klosteret, og nu nærmede sig Byen. Colonnaerne, Savellierne og Everso dell’Anguillara havde allieret sig med ham, og den romerske ungdom havde grebet til våben og stræbte efter politiske omvæltninger. Sforzas og Kirkens soldater var endnu ikke ankommet, Piccinino havde invaderet byer og landområder, og Rieti, Tivoli og mange byer i Campagna holdt med ham. Der var ingen tvivl om, at Piccinino i løbet af meget kort tid ville blive herre over Rom.

Da paven hørte dette, konsulterede han kardinalkollegiet med hensyn til den videre færd. Da forskellige meninger blev fremført, og ingen bestemt plan kunne formuleres, besluttede han at rådføre sig med sine fortrolige venner. Disse var helt enige om, at han absolut ikke skulle skynde sig tilbage til Byen, men forblive i Viterbo eller Orvieto, indtil Kirkens hær ankom og kunne drive Piccinino ud af det romerske territorium. Hvis Piccinino besatte Lazio og Sabina, og Everso var i besiddelse af Trasteverina, ville paven blive indespærret i Rom. Romerne ville miste deres kvæg og derfor konspirere imod ham og forråde Byen til Piccinino. Hvor skulle paven begive sig hen i denne store fare? Han kunne ikke rejse til lands, og heller ikke over havet på grund af de franske flåders blokade. Søgte han tilflugt i Hadrians Mausolæum, ville han til sidst blive tvunget til at overgive sig der, hvad der ville være værre end døden. Men hvis han afventede tingenes udfald i Viterbo, ville en sejr bane vejen for ham til Byen, eller hvis fjenden vandt, ville kurien kunne søge tilflugt i Siena.

De fremførte også eksemplet med pave Eugenius, som romerne havde taget i forvaring på grund af det mistede kvæg, samt anslagene imod pave Nicolaus. Romerne kunne aldrig affinde sig med deres skæbne: i modgang gjorde de åbent oprør, i medgang blev de arrogante. Hvis paven ikke var omgivet af bevæbnede tropper, ville han ikke være i sikkerhed hos dem.

Hertil svarede Pius: ”I argumenterer alle for at forblive her. Selv mener Vi, at Vi bør drage videre. Hvis Vi ikke drager ind i Byen før Piccinino, så mister Vi herredømmet, og Vi ved ikke, om Rom kan genvindes i Vor tid. Eugenius mistede Rom og flakkede om i fremmede egne i ni år. Hvilken ære kan paven have, hvis Rom er mistet? Hans breve har kun vægt, hvis de udstedes ved Peterskirken i Rom. ”Men Piccinino holder omgivelserne besat!” Det er sandt. ”Men Everso har sin hær på begge sider af Tiberen!” Det indrømmer Vi. Men det er sandelig ikke ham, der kan få Os til at udsætte Vor rejse. Vi vil gå uden om hans territorium og behøver således ikke frygte hans baghold. Vort følge er større end hans hær.

”Men Piccino vil hemmeligt sætte over Tiberen og gå imod os!” Hvis Vi frygter alt, hvad der kan ske, og er bange for faren, hvad tør Vi da overhovedet gøre? Også dette tag, som Vi sidder under, kan falde ned og knuse os. Hvor man end vender sig, er der farer. Man kan ikke udføre en stor og mindeværdig dåd uden risiko. Som I siger, kan Vi blive indespærret i Byen, taget til fange, blive dræbt. Det nægter Vi ikke. Men hvor kan en pave dø mere hæderfuldt end i Rom? Hvor kan han blive begravet mere værdigt end i Vatikanet? Vi har tillid til at Gud vil hjælpe Vor retfærdige sag. Og hvis det ved Guds uransagelige dom er besluttet, at Vi skal falde i fjendtlige hænder eller blive offer for et ugudeligt sværd, så nægter Vi ikke at dø for Rom og i Rom. At gå i døden for Kirkestaten^[148] er ærefuldt, at flygte er lurvet. Gå og meddel kardinalerne, at vi ufortøvet drager mod Rom.”

Da dette blev kendt, kom hele kurien i oprør, nogle af glæde, andre af frygt. Paven drog af sted omkring ved et-tiden om eftermiddagen og begav sig midt igennem byen, selvom mange mente, at han burde have taget en hemmelig vej uden for murene. Da de havde rejst to mil, opskræmte de på toppen af Monte Cimino en hare, der flaksede hid og did, men ikke kunne slippe forbi de mange mænd. Den blev fanget levende af nogle fodfolk, hvad der blev opfattet som et godt tegn; de ville have syntes, det var et dårligt tegn, hvis den var undsluppet.

Om aftenen ankom de til Canepina og overnattede der. Dette sted ligger nær foden af Monte Cimino mod øst, men i en mørk og meget dyb dal, hvor der næsten ikke er nogen sol. Et vandløb strømmer fra bjerget og nr helt op til bymurene. Højene er dækket af kastanietræer, hvad der gør stedet skyggefuldt om sommeren. Der er næsten ikke andre træer udover valnøddetræer og æbletræer. Beboerne bygger hytter af træ og bor i dem så tæt som bier i bikuber. Selv et lille hus rummer flere familier. Det blandede samliv får befolkningen til at vokse hurtigt. Den tætte røg i hytterne udtørrer de skadelige væsker. Paven blev indlogeret i et lille rum kun stort nok til en seng - og uden ild for at undgå røgen.

4.40. Pavens indtog i Rom

Fra dette sted drog man til Nepi, en meget gammel og stærkt befæstet by. To floder løber rundt om den høj, hvor byen ligger, og de har meget høje bredder, der nærmest fungerer som mure og kun kan bestiges med meget lange stiger. På det ganske lille stykke, hvor der ikke er høje bredder, ligger der en fæstning beskyttet af meget høje tårne og mure, som Pius lod yderligere forstærke. Da Calixtus døde, tog folkene fra Nepi fæstningskommandanten, en katalaner, til fange og dræbte ham på det grusomste, idet de beskyldte ham for at have skændet deres kvinder. Forbrydelsen forblev ustraffet, da borgerne kun ville overgive sig, hvis der blev givet immunitet til dem, der havde begået den.

Paven indtog frokosten i Nepi og drog straks efter videre. I Campagnano havde Napoleone Orsinis hustru - som hun havde for skik - beredt ham et cena dubia^[149], men han tog i stedet til Formello, hvor intet var forberedt: der fandtes hverken mad, drikke eller seng. Fra bønderne fik man brød og løg til at stille den værste sult. Vinen, der just var presset af druerne, var ikke så god som rent vand, men den stillede da deres tørst. Kardinalen af Avignon, der ikke kunne undvære sin komfort, tog til Campagnano og blev ærefuldt modtaget i stedet for paven, hvis måltid han spiste. Kardinal Colonna undgik Orsinierne, der var Colonnaernes fjender, og begav sig til Savellierne. Formello ligger 14 mil fra Rom og tilhører Orsinierne. Det har en ret stærk fæstning, men derudover er byens befæstning ikke særligt god.

Den følgende dag inden daggry brød paven op for at drage til Rom. Da middagen den foregående dag havde været så mager, lod han undervejs en frokost servere ved siden af en klar og evigtrindende kilde, som strømmer frem fra en gammel grotte gennem en skyggefuld lund og ind i en afsides dal^[150]. Medens de spiste her, ankom Byens guvernør og senator og mange af adelsfolkene og kardinalen af Santa Anastasia og hans bror, lægen Simone. Glade var de, og alle deltog i pavens måltid. Derefter fortsatte man rejsen.

Markerne var fulde af tilstrømmende folk, der hilste paven velkommen. Sammen med de ledende borgere blev paven mødt af konservatorerne ved den sjette milesten. De medbragte unge mænd til fods, der skulle bære pavens bærestol på skuldrene. De unge mænd hørte til dem, som havde ønsket en revolution og fulgt den vilde Tiburzio. Derfor rådede pavens venner ham til ikke at stole på dem, men hellere lade sig bære af sine egne livvagter. Men paven lo ad dette råd og bød romerne nærmere sig og løfte bærestolen. ”Du skal gå på slangen og basilisken og træde løven og dragen under fode^[151],” sagde han. ”Denne profeti er ofte blevet opfyldt under andre omstændigheder, og den bliver opfyldt nu. For hvilket vilddyr er vel grummere end mennesket? Hvilke dyr gør værre ting end mennesket? Men mennesket er i sandhed et omskifteligt dyr, og ofte mildnes selv de hårdeste hjerter. Disse unge mænd var parate til at berøve Os Byen og livet, hvis de havde kunnet. Det kunne de så ikke, og nu har de erkendt deres fejltagelse. De er blevet blødgjort og vil nu bære ham på deres skuldre, som de før ville træde under fode.” Og paven tog ikke fejl: de unge mænd løftede begejstret hans bærestol og bar glade deres herre helt til Porta Flaminia, der nu kaldes Porta del Popolo. Paven tilbragte natten i klosteret^[152], der ligger lige inden for muren og er bygget sammen med porten. Stedet er indviet til den hellige Maria, og man fortæller, at det var her Nero blev myrdet. Dette blev anset for et godt varsel om, at Pius med den hellige Jomfrus hjælp også ville komme sine egne Neroer til livs.

Dagen efter, den 7. oktober, drog paven i procession, ja nærmest i triumftog igennem byen til Peterskirken. Befolkningens jubel var overvældende, husene udsmykkede, pladserne dækket med tæpper, og gaderne tilstrøet med blomster og urter. Indenfor i kirken blev den baldakin, som blev båret over pavens hoved, flået i stykker, og under kampen om rovet blev adskillige såret. Foran højalteret knælede paven og ærede tårefuld de hellige apostles ben. Dernæst begav han sig til sit palads og sit gemak. Ved nattetid drog hele befolkningen til hest og med fakler til pavens palads. Optoget snoede sig rundt foran paladsets porte, og alle ønskede med høje råb og stor jubel Pius langt liv og lykke.

---

1. ^{Også kaldet Den Sicilianske Krig}
2. ^{Regnum Siciliae}
3. ^{Supellectilis}
4. ^{Vergil, Æneiden, 1.218}
5. ^{Marino da Marzano, fyrste af Rossano og hertug af Sessa. Denne kom til at spille en hovedrolle i den napolitanske krig}
6. ^{Niccoló Forteguerri, en slægtning af Pius. Denne havde gjort ham til sin skatmester kort efter, at han selv blev valgt til pave, og den 25. november 1458 fulgte udnævnelsen til biskop}
7. ^{Giovanni Antonio del Balzo Orsini, den mest betydningsfulde af Kongerigets baroner}
8. ^{Marchio: oversættes i denne tekst konsekvent med markgreve, ikke marquis eller marquesa}
9. ^{Efterfulgte i 1471 Borso d’Este som hertug af Ferrara}
10. ^{Vergil, Æneiden, 6.129. Bemærk at paven her lufter sin klassiske – men hedenske - dannelse}
11. ^{Den Italienske Liga, indgået mellem de italienske magter efter Freden i Lodi, 1454}
12. ^Electus
13. ^{Ligesom paven havde hertugen af Milano en betydelig interesse i, at franskmændene ikke igen fik magten i Syditalien. Derfra kunne de nemlig true hans eget dynasti i Milano, da det franske fyrstehus, Orléans, havde arvekrav på Milano gennem et tidligere ægteskab med en prinsesse af det foregående dynasti i Milano, Viscontierne}
14. ^{Blandt andet medvirkede han til, at Jacopo Piccinino gik over til Jean d’Anjou}
15. ^Rogati
16. ^{Hele sagen endte med, at kardinalen gav afkald på bispestolen i Padova imod en årlig rente, og paven erklærede derefter bispesædet for ledigt}
17. ^{Nikolaus af Kues}
18. ^Brixen
19. ^Bucintoro
20. ^{Asinorum Exoneratio: Æslernes Aflastning}
21. ^{27. januar 1460}
22. ^{D.v.s. til Mantova, der ligger i det Cisalpine Gallien (Norditalien)}
23. ^Romagna
24. ^{I denne samtale med Cosimo giver Paven udtryk for sit egentlige strategiske ærinde i forhold til franskmændene, nemlig helt at holde dem ude af Italien. Dette kommer naturligvis ikke til udtryk i hans officielle forhandlinger med franskmændene selv og forbliver i den sammenhæng et stort uindrømmet motiv, som alle parter til gengæld er fuldt på det rene dermed, selvom det ikke siges højt. I betragtning af Firenzes venskabelige forbindelser med Frankrig er det til gengæld bemærkelsesværdigt, at paven tør udtrykke sine egentlige, franskfjendtlige motiver over for Firenzes førstemand}
25. ^{Freden i Lodi, 1454}
26. ^Rogati
27. ^{D.v.s. en tredvtedels beskatning af borgernes indkomst}
28. ^{D.v.s. tiendedelen af gejstlighedens indtægter}
29. ^{Maxima mater: med klassicistisk allusion til den romerske gudinde Magna Mater http://da.wikipedia.org/wiki/Kybele}
30. ^{Francesco Todeschini Piccolomini, søn af Pius’ søster Laudomia og Nanni Todeschini. Han blev senere, i 1503, selv valgt til pave under navnet Pius III, men døde efter kort tid.}
31. ^{Hasta ludens. Meserve oversætter med ”in a joust”, Totaro med ”in un torneo”}
32. ^Spurii
33. ^Ferme
34. ^{En lapsus: Alessandro var Sforzas broder, ikke hans søn}
35. ^{Baggrunden for denne første kardinalsudnævnelse er, at Pius generelt havde et kompliceret og negativt forhold til de kardinaler, han havde ”arvet” fra forgængeren, og som ikke støttede hans korstogsplaner. Det var derfor vigtigt for ham at udnævne ”egne” kardinaler, der ville være loyale over for ham. Samtidig skulle han demonstrere, at han som pave var herre i sit eget hus og ikke lå under for kardinalskollegiet. Endelig ville han benytte kardinalsudnævnelsen til at fremme sin egen slægt gennem udnævnelse af nevøer og slægtninge}
36. ^{Markus-evangeliet 10,2}
37. ^{På dette tidspunkt var der 25 kardinaler, hvoraf 17 residerede i Rom. Heraf døde i løbet af kort tid to, så Pius kun havde 15 kardinaler hos sig}
38. ^{Isaias 9,3}
39. ^{Res publica}
40. ^{Den rige og mægtige kardinal, Ludovico Scarampo}
41. ^{Filippo var selv bror til en pave og var blevet udnævnt til kardinal af denne}
42. ^{Denne udveksling kaster lys over den pavelige nepotisme i renæssancen: det blev faktisk forventet, at paverne udnævnte en nevø til kardinal. Når Pius her gør sig kostbar, er det et spil for galleriet, men også fordi hans nevø endnu ikke havde den foreskrevne alder. Han ville gerne presses af kardinalerne til at dispensere fra aldersreglen, han ville ikke selv gennemtrumfe sagen}
43. ^{Med fem italienske kardinaler ud af de 6 nye befæstede Pius den italienske majoritet i kardinalskollegiet}
44. ^{Summa enim fastigia cardinalatus quaerit}
45. ^{Bonarum artium copia}
46. ^{8. marts 1460}
47. ^{2. Mosebog 17, 8-12}
48. ^{Cardo – heraf tillægsordet cardinalis, krumtapperson, d.v.s. nøgleperson}
49. ^{Bemærk pavens understregning af to vigtige historiske kontinuiteter, der – om end de er problematiske – udtrykker renæssancekirkens ideologi om kardinalinstitutionen. Der er for det første kardinalkollegiet som apostlenes efterfølgere: de omgiver paven som Kristi Stedfortræder ligesom apostlene omgav Kristus selv. Indirekte understreges hermed pavens egen ophøjethed. For det andet er kardinalkollegiet fortsættelsen af det romerske senat}
50. ^{1. Peters Brev 5,8}
51. ^{Den nye kardinal af Siena}
52. ^{30. marts 1460}
53. ^{Det er så meget sagt – der var blevet forhandlet hårdt med Venedig om sagen}
54. ^{Hertug Borso d’Este}
55. ^{En nær medarbejder af Pius}
56. ^{Paven havde ikke brug for en ny konflikt med Venedig om besættelsen af bispestolen i Padova og bøjede sig derfor i realiteten for Venedigs ønsker}
57. ^{En anden nær medarbejder}
58. ^{Bemærk hvordan Pius må styre en behændig kurs imellem at udnævne biskopper efter de lokale magthaveres ønske og biskopper fra hans egen kreds af nære medarbejdere, og som vil være loyale imod ham}
59. ^Signatura
60. ^{Locus amoenus}
61. ^Peterskirken
62. ^{30. maj 1460}
63. ^{Jean V d’Armagnac (1420-1473). http://en.wikipedia.org/wiki/Jean_V_of_Armagnac}
64. ^{Jean er en lapsus. Biskoppen hed Antoine Ambroise de Cambrai}
65. ¹³⁹¹
66. ^{Hoc praetexit nomine culpam: Vergil, Æneiden, 4.172}
67. ¹⁴⁵⁵
68. ¹⁴⁵⁸
69. ^Commissiones
70. ^{Regulae cancellariae: Da Pius tiltrådte, udstedte han – som det var sædvane – et sæt kancelliregler, d.v.s. regler for den pavelige embedsforvaltning. I den sammenhæng besluttede han, at almindelige, verserende sager, som forgængeren havde nået direkte at tage stilling til, skulle afsluttes på dette grundlag}
71. ^{Jacopo Ammanati, en af Pius’ yndlinge og nærmeste medarbejdere, som han senere udnævnte til kardinal}
72. ^{Af hertugen af Tyrol}
73. ^{Jean Jouffroy, som Pius senere udnævnede til kardinal}
74. ^{Pontifex Maximus}
75. ^{Hoc solum nomen restat: Horats, Æneiden, 4, 324}
76. ^{2. Samuels Bog 13:1-22}
77. ^{Ezekiels Bog 33,11}
78. ^{“Lance (unit organization): The small unit that surrounded a knight when he went into battle during the 14th and 15th centuries. A lance might have consisted of one or two squires, the knight himself, one to three men-at-arms, and possibly an archer. Lances were often combined under the banner of a higher ranking nobleman to form companies of knights that would act as an ad-hoc unit.” http://en.wikipedia.org/wiki/Lance}
79. ^{Der var dog nogen tvivl om, hvorvidt Moses var en legitim repræsentant for de tre østlige kirker}
80. ^{1438-1439. http://www.newadvent.org/cathen/06111a.htm}
81. ^{Egtl. processio Sancti Spiritus: d.v.s. det teologiske spørgsmål om, at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen (Filioque), der i århundreder havde adskilt den vestlige og den østlige kirke. På Konciliet i Firenze blev der fundet en kompromisformulering. Konciliet sluttede med en genforening af den vestlige kirke og den østlige kirke, men denne holdt kun kort tid, da den ikke blev accepteret i Østen. http://www.newadvent.org/cathen/06073a.htm}
82. ^Djævelen
83. ^Lacedaimon
84. ^{Monemvasia kan ikke have været det gamle Sparta, for denne var ikke var en kystby}
85. ^{Liberalium artium schola, i.e. et universitet}
86. ^{Konflikten med hertugen om Milano havde som baggrund, at pave Nicolaus V havde givet hertugerne af Milano ret til selv at bestemme, hvem der skulle have de kirkelige embeder i hertugdømmet. Denne ret ville Sforza selvfølgelig ikke give fra sig}
87. ^{Slaget ved Sarno, 7. juli 1460}
88. ^{Barbari scoppeterii}
89. ^{D.v.s. at han anbefalede en belejringsløsning.}
90. ^Musketerer
91. ^{Cicero, Breve til Atticus, 1.16.12}
92. ^{Ifølge milanesiske kilder skulle Pius efter Ferrantes nederlag ved Sarno have været stærkt i tvivl om sin fortsatte støtte til Ferrante. Hans fornyede støtte til kongen må ses i sammenhæng med nogle yderligere indrømmelser fra Ferrante til paven}
93. ^{Jean d’Anjous far, René d’Anjou}
94. ^{Bemærk atter den synonyme anvendelse af legater og oratorer}
95. ^{Tiburzio og Valeriano di Maso}
96. ^{Klassicisme: Engelsborg}
97. ^{Det drejer sig om en slægt, der i generationer havde været i opposition til ”præstestyret” i Rom}
98. ^{To af de vigtigste embedsmænd i renæssancens Rom}
99. ^{D.v.s ledere af Roms bykvarterer}
100. ^{http://da.wikipedia.org/wiki/Pantheon}
101. ^{Ponte Molle}
102. ^{Mattæus-evangeliet 21,13}
103. ^{Cicero, Filippiske taler, 14:37}
104. ¹⁴⁴⁷
105. ^Siena
106. ^{Berømt horebuk på Ciceros tid.}
107. ^{Andre klassiske eksempler fra Ciceros tid: Verres var berygtet for berigelseskriminalitet og Milo for mord.}
108. ^{Fæstningskommandanten var en af Pius’ officerer, og det måtte i givet fald være Pius der skulle gribe ind over hans misgerninger.}
109. ^{Ad discretionem}
110. ^Apostolici
111. ^{Malatestas handlinger måtte bortrydde enhver tvivl om hans intentioner: han var nu gået over til franskmændene, og hans militære aktioner i Kirkestaten havde til hensigt at få paven til at trække styrker til dette område og væk fra Syditalien, hvorved kong Ferrantes parti blev svækket over for franskmændene}
112. ^{Og derfor mere overbevisende}
113. ^{Boccaccio, Decameron, 3.3}
114. ^{Salmernes Bog, 26,12}
115. ^{Plautus, Casina, 641}
116. ^Dubrovnik
117. ^{Serviterordenen}
118. ^{I kontrast til Rom!}
119. ^{Salmernes Bog 44, 8}
120. ^Apostolicum
121. ^{Provisurum ... ne quid detrimenti paterentur: klassisk formel}
122. ^Ecclesia
123. ^Urbs
124. ¹⁴⁴⁷
125. ^{D.v.s. fra Bretagne, 1375}
126. ^{D.v.s. Rom}
127. ^Ecclesia
128. ^{D.v.s. kirker}
129. ^{Det drejer sig om domkirken}
130. ¹²³⁶
131. ^{En lille dug, der bruges under messen}
132. ^{http://www.newadvent.org/cathen/04390b.htm}
133. ^{D.v.s. uden forrædere}
134. ^Oppida
135. ^{Gallia Cisalpina}
136. ^{Leonardo Bruni}
137. ^{Æolus er vindenes Gud i den græske mytologi, jvf Vergil, Æneiden, 1, 50-59}
138. ^{De ubevæbnedes liv}
139. ^{D.v.s. at den ikke stammer fra oldtiden}
140. ^{Livius 1.16,7}
141. ^{Quirites: klassisk term}
142. ^{Daniels Bog 2,37; 5. Mosebog 10,17}
143. ^{Lukas-evangeliet 22,15}
144. ^{5. Mosebog 26,18}
145. ^{Gallia (cisalpina)}
146. ^{D.v.s. kardinalerne}
147. ^{En romersk embedstitel}
148. ^{Patrimonium beati Petri}
149. ^{Terents, Phormio, 342: en middag, hvor man ikke ved, hvad man skal spise først}
150. ^{Valle reducta: Vergil, Æneiden, 6.703; 8.609}
151. ^{Salmernes Bog 91,13}
152. ^{Augustinerklosteret ved S. Maria del Popolo}