Beati Possidentes

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 106-114

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

BEATI POSSIDENTES

Første Fortælling

Det gullige Lys fra Kærterne i de høje Marmorstager faldt flimrende ud over Fru Birgitte Høg, som hun sad dér bøjet frem mod Klaverets snirkelsnoede Nodestol, over hendes svære, endnu fuldkommen sorte Hår, som dækkede blødt om den lave Pande ned over de hulede Kinder. Øjnene lyste frem under de løftede Brynbuer, og Munden dirrede med halvskilte Læber. Den krumme Næse stod skarpt imod Lysflammen, mens Hænderne fløj hvide og hastige nede over Tangenternes pletvis lysende Tandgar. Musiken bølgede i skælvende Stød gennem hele hendes endnu så ungpigeslanke, sortklædte Skikkelse — hun ligesom sugedes ind imod den Malstrøm af Toner, hendes Hænder tvang op fra Klaverets skjulte Sangbund.

Fru Birgitte spillede — ene fremme i Lyset, i hvis yderste Kres Direktør Høgs grånede Hoved og sejrsrolige Cæsarprofil skimtedes, let sænket i Lytten med den hvide Herskerhånd støttende den krøllede Tinding.

Cigaretgnisterne glødede pletvis frem af den store Salons plysfyldte Mørke — foroverbøjet i Lænestole, siddende på Ottomaner eller stående op med Ryggen mod Palmetræernes Støttestammer lyttede Selskabet opmærksomt — atlaskhvide Damer og skjortebrystede Herrer, Storbyens fornemste Familier, alle med Øjnene rettede frem mod Lysene ved Klaveret.

Fru Birgitte Høg spillede, en Chopinsk Nocturne. Og det kogte under hendes Hænder af Vandes Syd, det myldrede og trængtes, frem og op, det forlokkede og forjættede, det truede og skreg, brast løs i Mørket som en Storm, voldtagende, bortførende — for så pludselig at kaste sig om i vildeste, hivende Hulken, Begærets Rallen, Afmagtens Krampetrækninger, vridende sig i Tortur hid og did under Hvæsen og Stønnen — Elskovs Hexeskud, Elskovs Mareridt — til der med Et svulmede frem en uhyre, purpurrød Blodets Rose, blussende og svulmende af alle Blades Brand, bestandig voxende som af et Hjærtesårs udvældende Blod — stirrende glødende i Mørket som et brændende Øje — — —

Det raslede henne i Mørket — en Stol faldt omkuld — der lød hastige Trin hen over Gulvets tykke Tæppe, en høj, bøjet Mandsskikkelse skød frem imod det glødende Øje — — Fru Birgitte vendte sig på Taburetten, i et Nu, i Kærteglansen — — som trukket imod ham — Hænderne larmede endnu på Klaveret. Hvad — hvad nu — der gik en urolig Bølgen gennem Selskabet bagved — hvem var det? — Å, det var jo den tilrejsende, udenlandske Herre — Udenlandsk? Nej, men da, husker De da ikke — da Fru Høg i sin Ungdom — hun var jo forlovet — og — — — Du min Gud, var det ham? — Ja, og man siger — — men De forstår, da Direktør Høg kom — et sådant Tilbud — — Ja naturligvis, men — — Der brast et Brus fra Klaveret, som udslyngede det al sin Kraft. De to Skikkelser derhenne sugedes mod hinanden — som to Bølger, der mødes, gled de ind i hinandens Favn.

Alle Gæsterne havde rejst sig, stirrende — som målløse — —

Lysene futtede og futtede i de høje, kolde Marmorstager — kun nede fra Ørsteds Vej Suset af en elektrisk Sporvogn — og Kyssenes Ild — og endnu glimtende for Gæsternes Øjne Glansen af en flammende Musik —

Da så de et Ansigt, ligblegt — Direktør Høgs — fremme i Lyset, stirrende med glasagtige Øjne, stirrende som i Vanvid — besat — —

Der løb en Rystelse gennem Selskabet — Herrerne knugede Hånden om Kjoleopslaget, Damerne krammede deres Lommetørklæder — her i dette Hus — men hvor kunde de dog også falde på at indbyde ham, den forstødte, forjagede — men når han var forstødt, forjaget og — mange År siden — snart fem og tyve År — og Direktør Høg, Almagtsmanden.

Pludselig brast den sammenslyngede Skikkelse ved Klaveret, den blev til to — og tumlende veg den Fremmede tilbage, med Hånden løftet mod Panden — Lyset faldt lige ind i det magre, skægløse Ansigt med de stirrende Øjne og den halvtåbne Mund — et Ansigt blændet som af en overjordisk Glans, sanseløst betaget.

Fru Birgitte sank langsomt bagover mod Klaveret, endnu med de dirrende Hænder udstrakt, med Øjnene i Flammer.

Og i den dødsstille Ro kun de høje Lys' Futten — og fjærnt borte de elektriske Vognes Sus — og stadig de tre Skikkelser derhenne, de to lænet angst, betaget bort fra hinanden — som havde der løftet sig et Flammesværd i Midten. Og derover det stirrende Ansigt med det svære, rejste Hår og de glasagtige Øjne. Og stadig fjærnt i Luften den hendøende Klang af en kogende Musik.

Sâ sank pludselig Gæstens Skikkelse sammen — som sluktes Glansen om ham — vendte sig med Ansigtet ned i Hænderne og vaklede langsomt, som med knækket Ryg, bort over mod Døren, bort ud i Gangens Mørke.

Der gik et Stød gennem Fru Birgittes Skikkelse — som dreven af en Fjer rejste hun sig og svævede tværs over Gulvet ind under en Portiere, der bølgede tungt og lukkende i efter hende.

Du min Gud — hvorfor — hvorfor — og hvorledes? — Chopin — hvorfor spillede Fru Høg Chopin-Nocturnen? Spillede hun for at kalde, lokke — eller — lokkedes hun selv, var hun under Tvang, Elskovs Tvang? — Hun, Fruen, den rige, lykkelige Direktør Høgs lykkelige Frue — — og i dette Hjem — —

Angst mødtes Gæsternes Øjne: Hvad var så mere muligt? Hvad var så mere sandt?

Tynd Spiralrøg steg op fra de tabte cigaretter, der sved og brændte nede i de tykke Brysselertæpper. Men stadig futtede Kærterne over Klaveret, og stadig stirrede Direktør Høgs Ansigt der ovre i Halvskyggen, med glasagtige Øjne, stivnet, forstenet, dræbt — som havde Guds Lyn slået ned for ham, blændet hans Syn og vist ham hans Liv.

*

Anden Fortælling

I over fem og tyve År havde han i Drømme færdedes på dette Sted, kommet ind ad disse Døre og stået i denne Stue — her i hendes Hjem, her, hvor også han en Gang havde haft sit, og hvor han havde troet, han skulde have haft det, så længe han levede. Hjem — ja, havde det ikke også været hans Hjem trods alt — trods Fjærnhed og Forskudthed? Bestandig, der ude i Udlændighedens Ensomhed, hvor hans Hjærte var frosset til over for de ikke før sete Fremmede, bestandig havde det tyet tilbage, tyet tilbage til Ungdommens År, da det var varmt omkring ham, da Venner færdedes om ham i disse Stuer, og hun kom ham i Møde gennem de hyggelige, lavloftede Rum og bød ham God Dag og Velkommen med sin dæmpede og klangfulde Stemme — — — bestandig havde han siddet med hende om det buldrende Aftenbål i Gandrup Gårds Stuer og hørt de gammelkendte Stemmer samtale og le, så tilforladelige og trohjærtige, fordi de alle kendte hverandres Liv og vidste, hvert Ord mødtes med venlige Tanker — siddet og set hendes rene og rørende Profil i Ildens skiftende Belysning — — Jo, jo, han, den Hjemløse, den i alle Lande flakkende Ejendomsløse, han havde ejet et Hjem frem for alle lyksalige Familiefædre tilsammen, frem for ham, den sejrrige Ven, han, som virkelig — og i Hverdagen — sad inde med hende og det — ejet det mer, fordi hans Hjærte havde det mer behov og havde lært at hævde sit Eje trods Adskillelsens og Ubesvarethedens Smærte — —

Men nu — i denne Stund, nu da han stod her i Virkeligheden, heri disse tarvelige og halvmørke Rum med den hengemte Duft af Æbler — var det så hans Hjem? Talte der Stemmer til ham fra Væggene, kyssede usynlige Munde ham velkommen gennem Mørket, og tog selve dette Mørke ham om Skuldrene, ind i en fortrolig og varlig Favn? — Eller stod han kold og ukendt på et Sted så fremmed som noget af de fremmede Steder der ude i Europa? Urørt af, hvad han skimtede omkring sig i Decembereftermiddagens Skumring, fordi det ikke mer kom hans inderste Liv ved — hans senere Års Minder og Vaner, ukendt med det Vinterlandskab, der hvidt og øde stirrede ind til ham under de trende magre, smårudede Vinduers Kappegardiner, fordi dets uforanderligt rolige Blik ej havde fulgt ham gennem hans Dages Gang og hans Sindsbevægelsers Vexlen, byggende sin Evigheds-Baggrund over hans Døgns Omskiften? Han rettede sig hastigt og gik et Par Skridt frem over Gulvets Kludetæppe — Nu, fremmed — ja, lad så disse Stuer være fremmede — idet hun trådte over deres Tærskel, i det Øjeblik vilde de blive fyldte med Oplevelser og omslutte ham som hans, ti — det var jo hos hende, han havde haft sit Hjem, sit Hjærtes Rede, i Kraft af sin store, uforandret bevarede Kærlighed til hende, og ikke i disse tilfældige Stuer. Niels sagde nok, de havde ikke skiftet Møbler, som det syntes ham først, men han havde jo også været fra dem i over fem og tyve År og i den Tid levet sit Liv i andre Kamre og over for andre Egne — og hvad havde han vel også ofret dem af dagligt Samliv mod det, han havde skænket hende? — — O Niels, Niels, anede du, hvor uforstyrret, hvor lødigt jeg i min forsmåede Kærlighed har levet hos hende, du vilde gærne skænke mig dit af Vanen tilstøvede Hjærtes Følelse, din forlængst mættede Lykke — —

Det knirkede ved Døren. — Han vendte sig om — hastigt — nu! — og standsede i det samme som lammet.

I den åbne Dørfylding stod der en Kvinde, høj, mager, med Vinterskumringens blege Snelys ind over sit grå Hoved og sit gullige og furede Ansigt og med Ovnens Ildrøde flakkende over sin Uldkjoles falmede, sorte Skørt.

Han mærkede et Sug for sit Bryst, en Svimlen for sin Hjærne, som reves alt væk fra ham i en Storm, og hvirvledes han selv blindet af Sted, han vidste ikke hvorhen — og gennem Larmen en hæs og skurrende Stemme, der talte:

„Nej, Hagen — God Aften da — at vi to skulde ses igen — efter mange Års Forløb — det havde vi nok aldrig troet.“

To blege, grå Øjne så ind i hans med et tandløst Smil, to magre, klamme Hænder knugede om hans.

„Men, Hagen — jeg tror virkelig ikke, du kan kende mig?“

„Jo — Anette, jo — jo, God Aften, Anette.“

En segnende Mathed, en Vaklen efter Stormen, som var al Blodet sunket bort fra hans Haser, alt Vejret tømt af hans Strube — som kunde han ikke støtte på Benene mere — — —

„Nå, og hvad siger så I to gamle Venner til at mødes?“ Vennens brunøjede, brunskæggede Ansigt lo over hendes Skulder med lykkelige, hvide Tænder, „hvad siger min lille Anettemo'r?“

En bred og kraftig Arm lagde sig tæt om hendes Hofte, hun lænede sig let tilbage mod hans Skulder, og to Par Øjne gled ind i hverandre til et dybt og smilende Blik.

Han fik pludselig en heftig Kvalme og lukkede Øjnene — den Kvinde — at nogen kunde favntage hende og se på hende, således — —

Det jog igennem ham: hende, dit Hjærtes Elskede, din gennem alle År uforandrede Kærlighed — dit Livs eneste Hæder og Stolthed — — Forbi, forbi, strøget væk, suset bort i den Storm, hans Liv, hans Kærne, hans ét og alt — bort, forbi! — — fremmed, ja frastødende, som Hjemmet, som Stuerne — —

Han slog Øjnene op og åndede uvilkårlig hastigt, lettet — forsvundet, hun var forsvundet — og kun Vennens trohjærtede Øjne ind i hans og hans Hænder klappende ham fast på skuldrene — Gud være lovet! de havde intet mærket — —

„Du, Hagen — ikke sandt — uforandret, uforandret — som da hun var bare atten År og henrykte os alle? ikke sandt?“

Uforandret — Svimlen greb ham påny — Kærlighed, Kærlighed, aldrig havde han kendt den, aldrig, Hjærtets Glød — en Isklump i hans Bryst — — hjemløs, hjemløs — nu og for alle Tide —

„Bi nu lidt, så skal du se — så skal jeg hente dig Portrætterne fra den Tid — hendes Portrætter — mens hun koger Aftenteen til os — så skal du se: aldeles den samme.“

Den brede Skikkelse forsvandt i Hast ud af den lave Dør, og han så sig med Et ene ved vindueskarmen med Ovnilden og Snelandskabet — —

Ovnilden — han stirrede på den med sine bristende Øjne —: du eneste sande og hellige Ild — —

Så støttede han vaklende sin Pande mod Ruden, stirrende ud mod Snelandskabets iskolde, ventende Tomhed.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧