I den sidste Nattevagt
I DEN SIDSTE NATTEVAGT
øren faldt i med et skarpt Smæk, det var Lægen,
der gik, og så var han alene — ja, alene — —
Han vred Puden sammen under Hovedet, lagde sig tilbage i Lejet og så gennem det smalle Vindue ud i Aftenen, ud over det milevide Land, det nøgne, podoliske Hedeland, hvorover Skyerne jog hen i tungt og tæt Virvar — langt nede i Horizonten brændte en Ildstribe, dér var den sidste Sol sunken, han fik at se — det ulmede i de to fjærne Sumpe, som Ilddråber lå de der og tindrede på det mørke Felt, stirrende imod ham som to store, glødende Øjne.
Lægens højhjulede Vogn sneglede af Sted derude, så underlig højpuklet i Aftenen, krybende som en Myre længere og længere ud mod Horizonten, hvor den avratynske Landryg skød sine lillablå Stenbukler hen under den mørkerøde Stribe.
Lidt efter lidt tabtes Hjulenes knagende Knirken på den usynlige Slettevej. Vinden susede forbi, Stormkrogen bankede mod Vinduesposten — inde bag Væggen hørte han Urets langsomme Gang og Deboras sjokkende Trin. Hun var ved at varme sig Samovaren.
Han lå og stirrede ud mod Landet — hvor underligt, at det var sidste Aften, han så det — at det, han havde fulgt gennem så mange År, for Fremtiden skulde ligge derude hver Aften og stirre med sine Ildøjne ind i hans tomme Stue — det var jo dog det samme Landskab, han havde mødt for atten År siden, da han for første Gang trådte hen til dette Vindue — uforandret det samme. Men han, som var kommet her for at finde Uforanderligheden, han havde selv bragt Foranderligheden med sig i sit Legeme — o Tåbe, hvor havde han dog kunnet tro, at han, Mennesket, kunde være Kammerat med Naturen — det var hans sidste Skuffelse, hans sidste Håb om at finde Svar og Fortrolighed på Jorden — nu havde Døden belært ham om, at han end en Gang havde fejlet — som en Døgnflue var han surret hen over denne mægtige Ro, når han var borte, vilde her atter være stille — når han var borte — Var det muligt? vilde han savne de Aftener, når han sad der henne i den store Lænestol med de brede Armlæn og førte sine lange, ordløse Samtaler med Heden — hang han endnu ved noget jordisk — var han ikke træt og længselsfuld efter Hvilen — jo, Hvilen — men — —
En Febergysen foer igennem ham, hans Hænder krummede sig om Tæppet. Hjærtet slog højt og voldsomt — — Dø, dø ensom — uden en Hånd i sin, uden to medlidende Øjne i sine — å disse Ildblikke derude — hvor de stirrede og stirrede — som ventede de ene på, at han skulde dø — — Så, så — han lukkede mødigt Øjnene — han kendte det jo: den gamle Ild, der ikke vilde slukkes, den gamle Orm, der ikke vilde dø — — så, så — vær nu stille, om lidt behøvede han jo ikke mere at frygte og savne, om lidt var det hele ovre — så betød det ikke noget for ham, om han havde kæmpet de sidste Øjeblikke igennem alene, eller i en kærlig Favn — —
— — Tusmørket gled over i Skumring, og han døsede langsomt hen — — —
| — — — |
Kom i den sidste Nattevagt |
Han foer op — hvad var der — var det der nu? — — Nu var det helt mørkt omkring ham — han så ud ad Vinduet — Ildstriben var krøbet sammen til en smal, glødende Strimmel, i Sumpene ulmede kun en sluknende Gnist — ja, så var det snart forbi —
Han støttede Panden i Hånden — han havde været langt, langt borte — han huskede dunkelt, at han havde set Debora der henne i Døren, hendes lave, brede Skikkelse og det store, runde Hoved, og at han havde rejst sig i Sengen og skreget og truet hende ud: „Gå! Gå!” — han hørte endnu i sine Øren hendes forfærdede: „Hellige Nikolas!“ og Dørens Smælden i — men det var rigtigt — det var godt — så fattig vilde han ikke være, at hun skulde være den eneste ved hans Dødsleje — — —
| — — — |
Kom i den sidste Nattevagt |
— det gamle Salmevers derhjemme fra Barndommens mørke, ovnlune Præstegårds-Stue — fra det gamle Føde-Land, hvorfra kom det nu til ham, her hvor han lå fjærnt og ene i Podolien og skulde dø?
— i en af mine kæres Dragt —
Han prøvede på at smile, sit vante, træne, bitre Smil, men det blev til intet — han krympede sig sammen og bøjede det gråhårede Hoved ned mod de spidse Knæ — frem og tilbage rokkede han —
— i en af mine kæres Dragt —
— ja, da var det ingen Sag — —
Han så op og greb pludselig fat i Sengekarmen — på en Stol ved Siden af sad der en — — en foroverbøjet Skikkelse, i lange Klæder, med Hovedet sænket og Hænderne foldede i Skødet.
Så han Syner — eller var det — var det — Døden? — han strakte den skælvende Hånd ud — da så Skikkelsen op — det var hende —
Han sad som lammet, oprejst i Sengen og stirrede — hende — hende —
Hendes Øjne mødte hans, klare og stille — som Vandspejle i Høst — Håret lå i de vante, dunkle Bølger om den skære Pande under den fremadtrukne Hætte, hendes Hænder lyste i det mørke Skød.
Det stod stille i hans Hjærne, den var som tom — men med Et fyldtes den af et kogende Brus — hans magre Hånd løftede sig truende — han rystede over alle Lemmer, Stemmen kvaltes hæst i hans Strube — her kom hun — her i hans Bo — i denne Time — —
Han mærkede hendes Hånd på sin.
„I en af dine kæres Dragt —“ hviskede hun ømt og tyst — som et vissent Blad, der risler.
Han slog efter hende med knyttet Hånd:
„Gå, gå — det er ikke sandt — dig behøver jeg ikke at følge!“
Hun bøjede Hovedet, jomfrueligt mygt og stille, som han kendte så vel, fra de var unge, når hun angrede sin Ungdoms Overmod, og hans Livsangsts bitre Bebrejdelser piskede hende som Skorpioner — var det muligt — blødte hans Hjærte endnu ved den angerfulde, forknytte Bøjning, der havde bedraget ham de utalte Gange?
„Hvorfor er du kommet?“ hviskede han hæst.
„Fordi jeg måtte.“
„Hvorfor kom ikke de andre, der døde, men du, som kun har gjort mig ondt?“
„Just derfor kom jeg.“
Han sank tilbage i Puderne — men da faldt pludselig en Tanke som en svidende Ildgnist ned på hans Sjæl — han greb vildt efter hende.
„Men du — hvor kan du komme — er du da — er du — død?“
Hendes Øjne stirrede fulde og tunge på ham Hænderne foldedes i Skødet:
„Ja,“ hviskede hun, „ja.“
Død — død — hun — men levedes da Livet mer derude?
Et Ansigt bøjede sig over ham — han så hendes milde Øjne — så milde og ømme som i Ungdommens Dage, når de var lykkeligst sammen.
„Sørger du over, at jeg er død?“
„Jeg forstår det ikke.“
„Så er jeg dog en af dine kære?“
Han stirrede på hende: „Den kæreste“ hviskede han.
Hun bøjede sig dybere ned over ham — han mærkede hendes Ånde — men ikke mere varm, ikke fyrig som i Ungdommens Dage, da den skræmmede ham — kold som Vandliljer, ikke hed som Nelliker og Roser — deres Øjne mødtes, og da forstod han hende og Livet — — —
„Og så må du alligevel følge mig?“
„Ja, så må jeg følge dig“.
Hun bøjede sig helt ned over ham, og hun, som én Gang havde kysset Livet på hans Pande, kyssede det nu bort. Og hun forsvandt som en Skygge i Natten.
Så blev alting stille — kun et Øjeblik glimtede det hvidt i den mørke Himmel — et hæst Skræp skreg gennem Stilheden — det var Snegåsen, som drog sydover. Lidt efter kom Månen op, den tændte Sumpene med sin blege Lue, og strax efter stirrede to blåkolde, store Øjne søgende ind i den tomme Stue. Men de fik intet Svar, han lå lykkelig, død, i sin Seng.