Det sorte Ansigt
DET SORTE ANSIGT
er stod en stjærneklar Nat over Betlehem. Højt
og ene sov den hvide Stad på sin Tinde; rundt
om gennemkrydsedes den stjærneblinkende Horizont
af de sorte Bjærghorn, kun mod Øst stod
Himmeldybet åbent over Juda Ørk; langt dernede brændte
Beduinernes røde Vagtbål som Ildfluer i det dybe
Mørke. Ingen Lyd hørtes i Betlehems krogede Gader,
hvert Lys var slukt og hvert Menneske på sit Leje
at sove. Kun uden for Byporten, hvor Vejen fra
Jerusalem kom op over Bankerne, skinnede det ud i
Natten. Dér lå et lille, ensomt Hus, muret af Sten, med
en Palme ludende over det flade Tag. Udenfor, under
Portens hvælvede Bue, stod tre højtpuklede Kameler,
Side om Side, med fuglestrakte Halse og svagt
gumlende Læber, sammensunkne i de knoklede Knæ.
Sadlernes Guldbeslag og Ridetøjets Kæder glimtede i
Skæret fra den åbne Dør.
Derinde knitrede et mægtigt Bål på det stampede Lergulv, den blålige Røg kresede under Loftet, forfulgt af de jagende Flammer.
På en Kiste foran Ilden sad Maria, spinkel og blond, bøjet over Barnet, smilende i lønlig Lykke. Barnet lå krøbet ind til hende, svøbt i den hvide Fåreuld, med det lokkegyldne Hoved presset mod hendes Bryst. Han havde knyttet de spæde Hænder under Hagen og sov med sagte Pusten. Bagved, i Skyggen, vågede Josef over Moder og Barn.
Rundtom lå Hyrderne på Knæ, lænet over hverandres Skuldre, kække, skarpe Profiler med mørkt, krøllet Hår og halvåbne Munde. Deres lange Stave ragede op i forvirret Virvar. Alles Øjne søgte den sovende Frelser.
Men foran Marias Fod knælede de tre Fremmede, de vise Vandringsmænd fra det fjærne Østen.
Der lå Melkior i sin side Kåbe, hvor Sol, Måne og alle Stjærner flammede i Guldsting; han bøjede sit turbanprydede Hoved, det Snehvide Skæg hang ned til Gulvet. Ufravendt og forskende stirrede han på Verdens tilkommende Konge. Baltasar sad ved hans Side, halvtoprejst, rank og spænstig i sin perlegnistrende Kjortel, med det unge Åsyn overskygget af Hårets rødgyldne Brus. Han smilte svagt, hans blå Øjne hvilte på Maria. Men bag ved i Mørket lå Kaspar, Morlænderen, bøjet mod Jorden med de plumpe Hænder for sit Ansigt — kun hans Negerhår strittede i Vejret.
Omme bag den lave Mur ved Bålet lå Fårene og sov i ulden Klynge, en langhornet Ged blinkede årvågent ud i Rummet.
Ilden brændte, og Røgen kresede; de hørte kun deres egne Hjærter banke og Barnet ånde.
Da prustede en af Kamelerne udenfor, dens Lædersål skrabede, så skrød dens hæse Røst.
Der gik et Stød gennem dem alle, Barnet rørte sig, drejede sig rundt på Marias Skød og slog Øjnene op.
„Hosianna! Hosianna!“ mumlede Hyrderne.
Melkior bøjede sig længere frem, og Kaspar skottede frem bag de andres Rygge.
Barnet smilte til Hyrdernes unge, solbrændte Åsyn og mørke Lokker, dets Øjne fangedes af Baltasars luegyldne Hår og Perledragt og lyste ved Synet af Melkiors hvide Skæg og guldstukne Kåbe — Og som til det skønneste af alt så han op i sin Moders Ansigt. Hun kyssede smilende hans Pande.
Men da sad han med Et ret op på hendes Skød, stirrende med stive Øjne — han havde set Morlænderen.
Han rakte sine Arme ud, hans Tårer perlede.
„Å — å —“
Kaspar dukkede sig atter hurtigt mod Gulvet, men Jesus blev ved at række og stamme:
„Å — å —“
„Kaspar, det er dig, han kalder på,“ sagde Melkior og veg til Side, han rynkede utilfreds sin furede Pande. Baltasars røde Mund fortrak sig hånligt, og Hyrderne så spørgende på hverandre: Hvad vilde Israels Frelser Kams og Kanaans forbandede Æt?
Men Kaspar bøjede sig hen til Jesus, usikkert smilende med sine tykke Læber. Barnet greb ham kærtegnende om Kinderne og stirrede forundret ind i disse dumpe, ligesom blinde Øjne. Så begyndte han ivrigt at klappe og stryge den matsorte Kind, klappede og strøg med sine spinkle, hvide Hænder, strøg og stirrede — men det Ansigt blev lige sort.
Da slap Jesus Morlænderen, stirrede endnu en Gang på ham, undrende, løftede så Hænderne og kastede sig i skærende Grad ind til sin Moder Maria.