Barn Jesus

by Harald Kidde

BARN JESUS

azarets Børn legede oppe på den åbne Højde over Byen.

Fjældvæggen stod brat og stejl over deres Hovedet, og ved deres Fødder faldt den lodret ned i Dybet. Men på den brede Terrasse var der herlig Plads og fuldt af store, grå Stene med lodne Moshætter ned over de furede Ansigter; og røde Valmuer, der nejede i Blæsten; Egebuske og gule Myrter krøb mellem Blokkene.

Her var de uforstyrrede, her kunde ingen se dem — Nazarets flade Tage gemtes der nede bag Fjældets Fremspring, kun et Hjørne af Synagogen skimtedes. Her kom ingen gammel, muggen Rabbi og skelede gnavent og skændte på dem. Stien var stejl og bugtede sig gennem tornet Kapers- og Oleanderkrat.

Kun Fuglene kunde komme herop, på hastige Besøg, smuttende op og ned fra deres Reder i Klippespalterne med lange, gule Strå i Næbet. Den gamle Bjærgask raslede på Skrænten og oppe over Fjældets kløftede, kalkhvide Tinde løftede sig den blændende høje, svimlende blå Himmel.

Men dybt, dybt nede lå Jizreels milevide Slette — her oppe fra så den ud som et vældigt, grønt Fløjelstæppe, hvorover Fåreflokkenes bittesmå, hvide Pletter langsomt bevægede sig. Gennem den grønne Ensomhed tindrede Kisons Sølvåre mellem sine lave Hegn af Siv og Pile ud imod Vest, hvor en solbelyst Stribe blånede frem til højre for Karmels tvedelte Toppe. Det var Havet, som lå derude og åndede sin Friskhed ind over Sletten.

Jo, her var godt heroppe, især en Dag, når det var så klart et Solskin og så lun en Blæst.

De løb jublende omkring, springende over Stenene og gemmende sig bag dem; de krøllede Hoveder dukkede op alle Vegne — som store, nikkende Blomster — de pilede efter hverandre, greb fat i de korte Kitoners løse Rygge og lo hinanden ind i de friske, blussende Ansigter. Deres Stemmer kvidrede omkap med Fuglene, deres Latter sprudlede som vævre Kildespring — som var det alvorsfulde Fjæld blevet levende, havde åbnet sin strænge Mur og sendt sine spøgefulde Børn ud i Dagens Sollys.

Lidt fra de andre, krøben op på en stor Sten, sad Jesus med det langtlokkede Hoved støttet i den ene Hånd og den anden gravende i det tykke, gyldentstænkede Mos. Hans klare Øjne svævede ud over det dejlige Land dernede.

Fjærnt ovre skinnede Husene i Endor og Nain som hvide Muslingeskaller, skyllet op af det grønne Hav ved Foden af Lille Hermons sorte Basaltklippe. Og som på Øer i Havet lå Landsbyer med glimtende Tage helt ud i Horizonten, hvor Sichems Bjærges hvide Takker skimtedes mod det blånende Himmeldyb. Nede i Sydost tronede Gilboas tunge, blå Stenkuppel.

Svalerne kresede omkring ham, og Børnene støjede, men han hørte det ikke — han var langt, langt borte. Han mærkede heller ikke, at Børnene havde standset deres Leg og i ivrig Klynge samlet sig om den store Sten derhenne.

Der oppe sad den eneste Pige, der var imellem dem, den lille Mirjam med de altid leende Øjne og det brusende, sorte Hår. Hun trykkede Hagen mod sin lille, hvide Hals og lo skælmsk ad de rådvilde Drenge, der pegede op mod Fjældsiden, hvor en mægtig Klynge lyserøde Roser svævede frem og tilbage i Vinden som en Sky, Morgenrøden havde glemt på Klippetinden.

Mirjam, som de alle elskede, var blevet ked af deres Leg, og havde sagt, at de skulde hente Roserne ned til hende, hun vilde binde Kranse til sig og dem, og så skulde de lege Rosendansen — men nu kunde de ikke — å nu kunde de ikke — ti hvem turde vel kravle derop? — å det var jo rent umuligt — — — de så på hverandre, og de så på Mirjam, men hun lo ubarmhjærtigt og drilsk:

„Jo vist så — hent dem!“

„Jesus —“ en Hånd trak i den løse Kjortel, han så ned i Johannes' opadvendte, magre Ansigt med den krumme Næse og de brune Øjne — hans smalle Mund stod åben om de hvide Tænder, „de vil have Roserne, og de kan ikke.“

Jesus så op mod Rosenklyngen og tøvede — men nu kom hele Flokken stormende med Mirjam i Spidsen.

„Å — du tør nok, dig vil det ikke gå galt, du kan jo slet ikke falde — å, du er altid så sød — hent dem bare, så skal vi lege så morsomt! Mirjam vil flette Kranse til os, og vi skal danse Rosendansen!“

Han skottede til Johannes, hvis mørke Øjne funklede, og som knyttede sin magre Hånd.

„Nej, nej“ — hviskede han og så endnu en Gang derop.

„Å jo, jo!“ bad de og trængte sig sammen om Stenen, „å jo — for min Skyld — for min Skyld,“ tiggede de i Munden på hverandre og strakte bedende Hænderne ud.

Men Mirjam dansede let frem og tilbage og nynnede med Hovedet på Siden og med de smilende Øjne spillende på ham:

„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!”

Det var Rosenlegens Omkvæd, og alle Børnene faldt ind:

„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!“

Da rejste han sig hurtigt, bandt Kjortlen op om sig, så på Johannes og løb hen under Fjældet.

Han greb fat i det nederste Klippeskår, trak til og svang sig op på Knæ — med tilbagebøjet Hoved rakte han op efter Askens slangesnoede Rod, der krympede sig ind til Fjældet — nede bag sig hørte han Johannes' korte Åndedrag og mærkede hans støttende Hånd. Han klamrede sig fast med bægge Hænder og entrede opad — så sad han oppe mellem det raslende, blå Løv — Træet rystede under ham i Blæsten, han så uvilkårlig ned, angst — det svimlede for ham — hele Sletten med Landsbyerne og Fåreflokkene drejede sig som en grøn Skive — Bjærgene dukkede under Horizonten og steg igen, som blå Bølgerækker, der vilde overskylle Landet — — —

Men dernede stod Børnene i tæt Flok og stirrede åndeløst op imod ham — de vilde have Roserne — han kneb Læberne sammen og kravlede videre, støttet af Johannes' sikre Hånd — langsomt gik det, vaklende, opad, stadig opad — nu var han der strax — han hagede sig fast i Rifterne, med de nøgne Fødder klemt ind i de dybe Spalter, lukkede Øjnene og løftede sig — og nu, nu rakte han Hånden ind i noget køligt og blødt — det rødmede omkring ham — han slog Øjnene op, og Roserne omhyllede ham helt — han sad som i en Sky af Roser, omduftet og ombrust.

Børnene der nede brød ud i et jublende Råb og pegede ivrigt op imod ham:

„Se — se Jesus mellem Roserne!“

Johannes var standset nede på Asken, dér hang han over en Gren og stirrede så forunderligt op imod ham med store, sorte Øjne — bleg som et Lig.

Men han var selv slet ikke mere bange, han smilte glad over alle de dejlige Roser — å, hvor de duftede — nu skulde de få dem, alle skulde de få — de gode Drenge og den lille Mirjam, der var så skøn — og så skulde de danse Rosendansen.

Han holdt sig fast med den ene Hånd og så op med Favnen fuld af Roser — oven over ham stak en Svale sit lille, brede Hoved ud af en Sprække, blinkede nysgærrigt til ham og gabede med sit korte Næb. Jesus smilte og nikkede: God Dag, god Dag — og atter dukkede han i den røde Sky, plukkede og plukkede — nu måtte han vride Grenen af; han rykkede til og holdt en Ranke Roser i Hånden — nu var der ikke flere, han kunde nå; det var næsten Synd for alle de dejlige Blomster heroppe — Men — han drejede sig forsigtig — dér stod de allesammen og så op på ham — nu skulde de få dem.

„Så—å!“ råbte han og slap hele Favnen.

Et Vandfald af Roser bruste ned over Fjældsiden — der lød Jubelskrig der nede, de dansede omkring og greb dem — alle — ikke én fløj ud over Skrænten og ned.

Så vendte han sig og begyndte at kravle ned — nu var det overstået, og nu skulde de lege, rigtigt lege — lige til det blev Aften, og de skulde hjem. — Det gik så let nedad, langt lettere end før — nu var han allerede på Asken, og dér sad Johannes og ventede på ham.

„Johannes,“ begyndte han ivrig, men havde i det samme Vennens brune Arme om sin Hals, han trykkede sig ind til ham og hulkede, stønnede og hulkede:

„Jesus — Jesus — Jesus —“

Jesus gjorde sit Hoved fri og så smilende på ham.

„Hvad er der? hvad er der?“ spurgte han.

Johannes tørrede sine Øjne med den rystende Hånd:

„Å, da du hang deroppe — å Jesus — hvor var det Synd — å, hvorfor skulde du derop?“

„Men Johannes da!“ han glattede hans stride, sorte Hår, „de skulde jo have Roserne.“

Johannes svarede ikke, hans Læber dirrede. Jesus slog Armene om hans Hals og kyssede ham.

„Søde Johannes“, hviskede han, ,kom så.“

Og let og væver som et Egern entrede han ned ad den skællede Stamme og fik fat i Klippesprækken med sin Fod. Nede bag sig hørte han en Summen af Stemmer, der råbte og lo.

„Nu kommer vi! nu kommer vi!“ sang han og lod sig dumpe det sidste Stykke ned.

Han vendte sig om — dér lå hele Flokken på Knæ omkring Stenen, med Hænderne foldede og med løftede Hoveder, hver med sin Krans om Håret — deres Ansigter blussede i det røde Skær, og de så på Mirjam, der sad midt oppe på Stenblokken, ivrig beskæftiget med at flette den store, lange Rosenkæde. Hendes Krans — hun havde en dobbelt — svulmede æbleblomstrød omkring hendes gnistrende sorte Lokker — men — —

„Johannes“, Jesus vendte sig om imod ham, „se —“

Johannes hoppede ned ved Siden af ham, standsede et Øjeblik — så foer han løs på Klyngen, skubbede en Dreng til Side og stod foran Mirjam.

„Men vi — vi —“ råbte han.

„I —“ Mirjam lod Kransen synke; hun så ned i sit Skød — dér lå kun den nøgne, tornede Gren — hun så igen op på Johannes' mørke, spørgende Ansigt, så bøjede hun sig bag over og brast i Latter, en høj, trilrende Latter, idet hun slog ud med Hænderne, „ha, ha, ha — vi har ikke fler — vi har brugt dem allesammen! I får ingen!“

Drengene stirrede på hverandre, betuttede, men da de så Mirjam le, lo også de, dansede omkring og lo — stærkere og stærkere, alt som Latteren smittede:

„I får ingen! I får ingen!“

Johannes blev blodrød helt op under Håret, Åren svulmede på hans høje Pande — med et hæst Skrig foer han ind på dem, slående til højre og venstre med knyttet Næve.

Drengene fløj fra hverandre, Mirjam skreg og sprang op på Stenen, hun slog Skørterne sammen om sig og hoppede af Angst.

Men nu stimlede Drengene sammen om Johannes, deres Ansigter flammede af Vrede.

„Hvad, hvad — slår du? — så skal da —“

Og Næveslag haglede ned — i vild Klynge tumlede de ud og ind mellem Stenene, faldt over dem og kom på Benene igen.

Jesus styrtede sig midt ind i Myldret med udbredte Arme og forfærdede Øjne:

„Å nej, nej — slås ikke, slås ikke! hører I — I må ikke slå — ikke slå!“

Men ingen hørte ham, han fik kun et Slag over Ansigtet med den lange Rosengren, et blodigt Slag, så han faldt om — han vilde op og stifte Fred — de måtte ikke slås — men så faldt Johannes oven på ham, og Blodet løb ham ned i Øjnene.

Han hørte, hvor de skreg, og Mirjams Stemme:

„Det var godt, det var godt til dem! hvorfor skulde de slå? de er altid så vigtige!“

Så tabte Larmen sig — han kravlede frem og tørrede sit Ansigt med Kjortelfligen. Der henne sad Johannes på Stenen, han var ganske bleg, men havde en blodig Stribe tværs over Panden.

Nede fra den stejle Kratsti hørtes Rosenlegens dansende Omkvæd:

„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!“

Han listede sig hen til Johannes, krøb op på Stenen og smøg sin Arm om hans Hals. Tankefuld drejede han den nøgne Tornegren i Hånden. Tavse sad de og så ned over det dybe Sletteland.

Fjærnere og fjærnere for hver Drejning i Bjærget jublede det op til dem med Børnenes klare Stemmer:

„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg — — —“

Johannes rystede over alle Lemmer, hans Tænder klaprede som i den stærkeste Kulde; men Jesus trykkede sig tættere ind til ham, så ham ind i Øjnene og hviskede glad:

„Jamen, Johannes — de fik dog Roserne.“