Jairi Datter

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 134-137

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

JAIRI DATTER

Det blev bestandig mere mørkt, men Frelseren kom ikke.

Gennem den åbne Luge skinnede Stjærnerne ned i det lave Rum, det var, som skinnede de ene på Rachel. Hun lå så stille på sit Leje, som sov hun — — hendes lange, sorte Hår, hendes blege, bøjede Ansigt, hendes hvide, slappe Hænder — — Rachel var så ung — —

Å — den vilde Larmen derude, de skingrende, jammerfulde Skrig, de rasende Danse — å de hvinende Piber —

Rachel var død, og de jamrede for hende. Hendes Datter Rachel var død — hun kunde ikke mere ånde, hun kunde ikke mere le, hun var kold om Hånd og Fod, hun var kold om sit unge Hjærte — — en Krans af hvide Liljer snoede sig gennem hendes sorte Hår, de grønne Blade hang ned på Panden — en Olivengren dukkede frem bag hendes Tindinger.

Men Rachel skulde aldrig mere glæde sig over Vårens Blomster, skulde aldrig mere juble over Genezarets prangende Kyster — hun skulde bæres ud til Gravens Hule, og Stenen skulde væltes for — hun skulde aldrig mere se Dagens Lys.

Hør, hvor de dansede Dødsdansen for Rachel!

Nej, nej! Rachel var ikke død — ikke død for stedse — det var jo umuligt, hun var altfor ung til at dø! Hvor kunde de dog tro, det allerede nu skulde være forbi med Rachels Liv? Alle hendes Legesøstre levede jo endnu, sunde og glade — alle de andre Mødre havde jo endnu deres Døtre — ja, de havde deres Døtre endnu!

Hun tålte det ikke! Hun tålte det ikke!

Hun rystede den knyttede Næve i Mørket.

Hun tålte ikke, at de unge Jomfruer smykkede sig med Roser og hviskede lønligt sammen — hun tålte ikke, at Mødrene ved Løvsalens frydefulde Fest smilte af Stolthed over deres Døtres rødmende Ynde i Dansens Rækker, når Rachel var stiv og død og kold, og Glæden var myrdet for hende. De skulde ikke have Lov at leve, når hun var død — de skulde ikke have Lov at beholde deres Børn, når hun havde mistet sit! Hvad var det dog for en Uretfærdighed? Var der da ingen Gud til?

Nej, nej — Rachel var jo ikke død — hun strøg sig med skælvende Hænder over det vilde, grå Hår — hun måtte ikke formaste sig mod Himlen — nu kom han jo, den Retfærdige, på hvem man kunde stole. Blot han rørte hendes Pande, vilde hun slå de drømmende Øjne op og smile til sin Moder, som hun fordum gjorde. Og hun havde endnu længe at leve — hun var jo så ung, det måtte de da forstå — —

Dødsdansen rasede derude, så Murene rystede, Jammershylene skar vildere og vildere op, Fløjterne hvinte —

De skulde bort! De skulde ud! Der var ingen Grund til at hyle — Rachel var ikke død!

Hun rejste sig hæftigt, hun skulde vise — —

„Ti og gå bort!“

Hendes Hænder fløj til Hjærtet — denne Røst — det var ham — —

Larmen voxede derude, Stemmer skreg op i Trods og Hån, men atter hævede den klare Røst sig:

„Ti — og gå bort!“

Den bød, så der blev stille, kun lave Stemmer knurrede, så skrabede Fødder i forvirret Opbrud, og alt blev tyst.

Forhænget gled til Side, og Jesus stod på Tærsklen i sin hvide Kjortel.

„Herre!“

Hun var sunket ned på Knæ med udstrakte Arme, hun stirrede på ham med brændende Øjne:

„Herre — min Datter er død.“

Jesus' Øjne søgte hastigt hen til Lejet, hvor den unge Jomfru lå sammenbøjet.

„Jeg véd det,“ svarede han sagte og løftede Blikket op mod de høje, skinnende Stjærner. Nattevinden legede med hans lange Klædning.

„Kvinde, tror du, jeg kan frelse din Datter?“

„Ja, Herre, jeg tror det, jeg véd det.“

„Du véd det? Men hun er jo død.“

„Ja, Herre, men hun er altfor ung — og du, som er retfærdig, du må — —“

„Å Kvinde —“ hans Ansigt fortrak sig, han så ned på hende, „retfærdig — — men om jeg nu frelste hende — hvad så de andre Mødre — hvad de?“

Der dukkede en Angst op i hendes Øjne, hun kom til at ryste over hele Legemet.

„De andre Mødre, Herre?“

„Ja, de andre Mødre, som også mister Børn — men lever i andre Tider. Kvinde, altid vil der være Børn. som dør, og Mødre, som græder — — men jeg — skal snart ikke mere være på Jorden.“

Hun greb frem for sig, så skreg hun:

„Herre, frels mit Barn! frels mit Barn! frels — —“

Jesus bøjede sig og greb fast om hendes Håndled, hans Øjne søgte dybt ind i hendes:

„Og frelser jeg dit Barn, hvad vil da Fremtidens Mødre håbe?“

„Nej, Herre, det vil de ikke håbe, det kan de ikke håbe!“

Kan ikke håbe? Kaldte du mig ikke retfærdig?”

Hun græd i vild Fortvivlelse.

„Vil du være lykkelig, så at de skal skuffes? Kvinde, er jeg retfærdig?”

Hun svarede ikke, hun lå krøbet helt ind til ham.

Sagte spurgte han:

„Kvinde, skal jeg frelse dit Barn?“

„Herre, gå! gå!“

„Du Moder!“

Hun mærkede et hæftigt Kys på sin Pande, hun famlede efter hans Hånd, men greb i den tomme Luft — han var gledet bort som en Skygge.

Hun kom op og fik Støtte mod Indgangsdørens Pille, hun pressede sine Kinder mod dens kolde Sten.

Ude i Gården suste de høje Palmer, længere borte lød Genezaret Søens Plasken.

Pludselig luede Ild op i Natten, brandrødt i Mørket, Blus på Blus sprang frem, ilende fremad i flammende Hast — et jublende Kor faldt ind, Pauker slog, og Harper klang — de førte en ung Brud til hendes Brudgoms Hjem.

Hun rev Forhænget til, så Ringene skurrede, og fik Lugen skudt i for Stjærnerne.

Så sank hun sammen over Rachels Lig.