Den rige Yngling

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 138-141

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

DEN RIGE YNGLING

Det var i den gyldne Vår.

Jesus kom gående op ad den snævre Sti mellem Fjældene over Genezaret Sø. Der var koldt og mørkt her nede under de skyggende Fjældvægge, højere oppe skinnede Solen dem gnistrende hvide.

Jesus gik langsomt, ti Stien var stejl og stenet, hans lange Kjortel slog ham om de sandalklædte Fødder. Nede bag sig hørte han Disciplenes snakkende Stemmer og Stenene, der knasede under deres Gang.

Han gik med bøjet Hoved under den anstrengende Stigning, til han følte to Øjne på sig og løftede Blikket.

Oppe i det snævre Klippegab, mod den blå Himmel, stod en ung Mand med korslagte Arme og ventede på ham. Hans Silkedragt glinsede i Solskinnet, og det store, rødgyldne Hår flimrede under Fløjelshuen.

Jesus tøvede et Øjeblik, så vandrede han videre; men da han trådte ud af Snævringen på den åbne Højde over Søen, gik Ynglingen frem for ham med udstrakt Hånd:

„Mester, det er dig, jeg søger."

Jesus standsede, hans Blik gled hen over Ynglingens stolte Ansigt og fornemt-slanke Skikkelse, som Silkekåben bølgede om, indsyet med flammende Tulipaner. Så vendte han Hovedet og så hen til Siden, hvor et gråsort Æsel stod under Klippevæggen, under Akaciernes grønne Slør. På Ryggen af Æslet, i en guldprydet Sadel, sad en ung Kvinde foroverbøjet og stirrede forventningsfuld på dem. Hendes lange, sorte Hår hang løst ned over den rige Dragt og den halvt blottede Barm. En rød Anemonekrans brændte om hendes Pande.

Jesus så på Ynglingen: „Er det mig, du søger?“

„Ja, Mester, og jeg har søgt dig længe,“ han mødte bedende hans Blik.

„Hvad vil du mig da?“

„Mester, hvad skal jeg gøre for at vinde dit Behag og arve det evige Liv?“

Jesus stod og fulgte med Øjnene et irgrønt Firben, som vimsede over Stien.

„Kender du ikke Budene?“

„Jo — og dem har jeg holdt fra min Ungdom.“

Jesus smilte. „Har du?“

Så rettede han sig hurtigt.

„Nuvel — så kast din Silkekåbe, sælg al dit Gods og følg mig“.

Ynglingen veg et Skridt tilbage.

„Mester?“

Jesus stirrede ud over Søen til de hinsides Bjærge.

„Forlad al din Lyst, tag dit Kors og følg mig.“

Ynglingen svøbte frysende Kappen om Skulderen.

„Har du intet andet at sige mig?“ hviskede han.

Jesus satte Foden hårdt i Jorden. „Nej.“

Ynglingen bøjede Hovedet, vendte sig om og gik langsomt tilbage til den unge Kvinde. Hun rettede sig i Sadlen og skød smilende Håret fra Kinderne.

Men Jesus gik hastigt videre ad Stien; dér, hvor den drejede om bag Klippen, standsede han et Øjeblik og så tilbage.

Ynglingen stod endnu ved Æslet; den unge Kvinde havde lagt sin slanke, nøgne Arm om hans Hals og hviskede ham i Øret. Anemonekransen havde hun bundet ham om Panden.

Så gik Jesus.

Men alt som han kom frem, blev hans Gang langsommere og langsommere, tilsidst standsede han helt, med Hænderne støttet på den vinrankegroede Klippevold, der løb langs Stien som en Brystning over det svimlende Dyb.

Ubevægelig blev han stående og stirrede ned over den lyseblå Sø, hvor en Vrimmel af hvide Sejl fløj hen med glitrende Kølvandsfurer. Hinsides bugtede Bjærgene deres høje Linjer mod Himlens Azur, vilde og nøgne, men funklende under Solskinnet i lillablå og rosenrøde Farver og med en Bræm af glødende Oleandrer langs Vandets purpurne Spejling,

Hvor Bjærgene veg, lyste Byerne frem mellem mørke Palme- og Morbærlunde: Gamala, Gergesa, Betsaida.

Højt oppe i Nord smæltede Hermons Snekuppel bort i Luftens Blå, og imod Syd, hvor Forbjærg svømmede bag Forbjærg, løb Jordan ud af sin Klippeport.

Ude over Søen svævede en sølvvinget Fiskehejre.

Men Jesu Øjne fyldtes med Tårer, og Disciplene stod bedrøvet tavse.

Da trådte Simon frem, hans Blik søgte Jesu:

„Herre, hvorfor sørger du?“

Jesus svarede ikke, men hans Hånd rystede på Muren.

„Vi er jo dog med dig,“

„Ak, Simon — I —“ Jesus så sørgmodigt smilende på deres fattige Flok.

Simons Kinder blev røde.

„Herre, agter du os ringere end hin silkeklædte Dreng?“

„Å — ringere ­— — nej, men I Stakler — hvad Lykke havde I at miste, da l kom til mig? Hvorimod Ynglingen — han, som ejede al Verdens Lyst ­— — ak Simon, forstår du da ikke — havde han fulgt — hvor havde jeg da ikke sejret! Men nu — — Simon, Simon — dette vil jeg huske i min Døds bitreste Time!“

Jesus sænkede Hovedet, og Simon tav hjælpeløs.

En Flok blå Duer kom susende frem fra deres Reder under Fjældet og svirrede ud over Søen. Dybt nede fløj Sejlene hen. Omme bag Klippen jublede pludselig en ung Kvindelatter op, triumferende i den lyse Vår.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧