Billedbog uden Billeder/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 26-27

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Tiende Aften.


„Jeg kjendte en gammel Jomfru,” sagde Maanen, „hun gik hver Vinter i en guul Atlaskes Pelts, den var altid ny, den var altid hendes eneste Mode; hver Sommer bar hun den samme Straahat, og jeg troer den samme blaagraa Kjole. Kun til en gammel Veninde, tvers over Gaden, gik hun; men i de sidste Aar gjorde hun det ikke, thi Veninden var død. Eensom puslede min gamle Jomfru indenfor Vinduet, hvor der hele Sommeren stod smukke Blomster og om Vinteren deilig Karse paa en Top af Hattefilt. I den sidste Maaned sad hun ikke meer ved Vinduet, men hun levede endnu, vidste jeg nok, thi jeg havde ikke seet hende gjøre den store Reise, som hun og Veninden saa tidt talte om. „Ja,” sagde hun da, „naar jeg engang døer, vil jeg komme til at reise meget mere end i hele mit Liv; sex Mile herfra er Familiens Begravelse, der skal jeg føres hen, der skal jeg sove hos de Andre af min Slægt.” Igaar Nat holdt der en Vogn udenfor Huset, de bar en Kiste ud, da vidste jeg, at hun var død; de lagde Halm om Kisten og kjørte afsted. Der sov den stille, gamle Jomfru, som i det sidste Aar ikke havde været udenfor Huset; og Vognen rullede Ud af Byen, rask, som var det til en Lysttour. Paa Landeveien selv gik det endnu raskere; Karlen skottede nogle Gange tilbage, jeg troer at han var bange for at see hende sidde i den gule Atlaskes Pelts, der bag paa Kisten; derfor slog han saa ubetænksomt paa Hestene, holdt dem saa stramt, at de skummede i Bidet; de vare unge og raske, en Hare foer over Veien, og de løb løbsk. Den stille, gamle Jomfru, som Aar ud og ind kun havde bevæget sig langsomt i Cirkelgang der hjemme, foer nu, som død, over Stok og Steen paa den aabne Landevei. Kisten, der var omvunden med Matter, hoppede af og laa paa Veien, medens Heste, Karl og Vogn jog afsted i vild Flugt. Lærken fløi syngende op fra Marken, qviddrede sin Morgensang over Kisten, satte sig paa den og pillede med Næbbet i Matten, som om den vilde sønderrive Puppen. Lærken steg igjen syngende i Veiret, og jeg drog mig bort bag de røde Morgenskyer.”