Billedbog uden Billeder/9
Niende Aften.
Det var igjen klar Luft; flere Aftener vare gaaet, den var i første Qvarteer; jeg fik igjen Ideen til en Skizze, — hør hvad Maanen fortalte.
„Jeg fulgte Polarfuglen og den svømmende Hval til Grønlands Østkyft; nøgne Fjelde med Iis og Skyer omslutte en Dal, hvor Vidie og Blaabærlyng stod i rigt Flor; den duftende Lychnis udbredte sød Duft; mit Lys var mat; min Skive bleg som Aakandens Blade, der drev i Uger paa Vandet, revet løs fra sin Stængel; Nordlyskronen brændte, dens Ring var bred og i Straalerne fra denne gik, som hvirvlende Ildsøiler henover hele Himlen og spillede i Grønt og Rødt. De Omkringboende samledes til Dands og Lystighed, men undrende saae de ei paa den for dem vante Pragt: „Lad de Dødes Sjæle kun spille Bold med Hvalrossens Hoved!” tænkte de efter deres Tro og havde kun Tanke og Øie for Sangen og Dandsen. Midt i Kredsen stod, uden Pels, Grønlænderen med sin Haandtromme og istemte en Sang om Sælhunde-Fangsten og Choret svarede med et „Eia, eia, a!” og hoppede i deres hvide Peltse rundt i Kreds, det saae ud som et Bjørne-Bal; Øine og Hoved gjorde de dristigste Bevægelser. Nu begyndte Ret og Dom. De, som vare Uvenner, traadte op, og den Fornærmede improviserede sin Modstanders Feil, kjækt og spottende, og Alt under Dands til Trommen, den Anklagede svarede ligesaa snildt, mens Forsamlingen lo og dømte dem imellem. Fra Fjeldene lød Bulder, Iisbræerne kalvede, de store, styrtende Masser opløstes i Faldet til Støv, det var en grønlandsk, deilig Sommernat. Hundrede Skridt derfra, under det aabne Skindtelt laae en Syg, Livet gik endnu gjennem hans varme Blod, men han maatte dog døe, thi han troede det, og de troede det Alle rundt om ham, derfor syede hans Kone allerede Skindbetrækket fast om ham for siden ei at berøre den Døde, og hun spurgte: „vil Du begraves paa Fjeldet i den faste Snee? Jeg skal pynte Stedet med Din Kajak og med Dine Pile! Angekokken skal dandse hen over den! eller vil Du heller sænkes i Havet!” — „I Havet!” hvidskede han og nikkede med et veemodigt Smiil. „Der er et luunt Sommertelt!” sagde Konen, „der springe tusinde Sælhunde, der sover Hvalrossen ved Din Fod, og Jagten der er sikker og lystig!” Og Børnene rev hylende det udspændte Skind fra Vinduet, at den Døende kunde føres til Havet, det svulmende Hav, der gav ham Næring i Livet, nu Hvile i Døden. Gravmonumentet blev de svømmende Iisfjelde, der vexle Nat og Dag. Sælhunden slumrer paa Iisstykket; Stormfuglen flyver hen derover.”