Billedbog uden Billeder/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 29-31

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Tolvte Aften.


„Jeg vil give dig et Billede af Pompeji,” sagde Maanen, „jeg var ved Forstaden, Gravgaden, som den kaldes, hvor de skjønne Monamenter staae, hvor engang de jublende Ynglinger, med Roser om Panden, dandsede med de skjønne Søstre til Lais; nu var her Dødens Stilhed; tydske Soldater i neapolitansk Sold holdt Vagt og spillede Kort og Terninger; en Skare Fremmede fra hiin Side Bjergene, vandrede ind i Byen, ledsagede af Vagt; i mit fuldklare Lys vilde de see den fra Graven opstegne By, og jeg viste dem Vognhjulenes Spoer i de med brede Lava-Fliser brolagte Gader, jeg viste dem Navnene paa Dørene og de endnu udhængende Skildter; de saae i de smaa Gaarde Basinet til Springvandene, smykket med Muslinger og Conchylier; men ingen Vandstraale sprang, ingen Sange gjenlød fra de rigtmalede Kammere, hvor Hunden af Metal vogtede Døren. Det var de Dødes Stad, kun Vesuv tordnede endnu sin evige Hymne, hvori de enkelte Vers af Menneskeheden kaldes et nyt Udbrud. Vi gik til Venus-Templet; af Marmor er det reist, skinnende hvidt, med sit Høialter foran den brede Trappe, og med friske Grædepile skudt frem mellem Søilerne; Luften var saa gjennemsigtig og blaa, og til Baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor Ilden steg, som Piniens Stamme; den belyste Røgsky laa i Nattens Stilhed, som Piniens Krone, men blodig rød. Mellem Selskabet var en Sangerinde, en sand og stor, jeg har seet hende hyldet i Europas første Stæder; da de nærmede sig det tragiske Theater, satte de sig Alle paa Amphitheatrets Steentrappe, der blev igjen en lille Plet opfyldt, som for Aartusinder siden. Scenen stod der jo endnu som for med de murede Coulisser, de to Buer i Baggrunden, gjennem hvilke man seer samme Decoration, som i hiin Tid, Naturen selv: Bjergene mellem Sorento og Amalfi. Sangerinden steg for Spøg op paa Oldtidens Scene og sang; Stedet inspirerede hende, jeg maatte tænke paa Arabiens vilde Hest, naar den fnyser, reiser Manken og jager afsted, det var den samme Lethed og Sikkerhed; jeg maatte tænke paa den lidende Moder under Golgathas Kors, det var denne følte, dybe Smerte. Og rundt om lod igjen, som for tusende Aar siden, Bifalds Jubel og Klap : „„Lykkelige! himmelsk Begavede!”” jublede de Alle. Tre Minuter efter var Scenen tom, Alle borte, ingen Toner hørtes meer; Selskabet var vandret bort, men Ruinerne stode endnu, uforandrede, som de endnu om Aarhundreder ville staae, og Ingen veed om Øieblikkets Bifald her, om den skjønne Sangerske, om hendes Toner og Smiil, glemt og forbi, selv for mig er denne Stund et forsvundet Minde.”