Billedbog uden Billeder/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 37-38

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Femtende Aften.


„Jeg gled hen over Lyneborg-Hede,” sagde Maanen, „der laae en eensom Hytte ved Veien; nogle nøgne Buske stode tæt ved den, og her sang en Nattergal, som havde forvildet sig. I Nattekulden maatte den døe; det var dens Svanesang, jeg hørte. Dagskjæret lyste, der kom en Caravane, udvandrende Bønderfamilier, som vilde til Bremen eller Hamborg, for med et Skib at naae Amerika, hvor Lykken, den drømte Lykke, skulde fremblomstre. Konerne bare deres mindste Børn paa Ryggen, de større hoppede ved Siden; en ussel Hest trak paa en Karre enkelte Stykker Huusgeraad. Den kolde Vind blæste; derfor klyngede den lille Pige sig tættere til Moderen, som saae op mod min runde aftagende Skive og tænkte paa den bittre Nød, de led her hjemme, tænkte paa de tunge Skatter, der ikke kunde betales. Hendes Tanke var den hele Caravanes; det røde Dagskjær lyste derfor som Evangeliet om en Lykkens Sol, der igjen vilde opstaae; de hørte den døende Nattergal synge, den var ingen falsk Phrophet, men en Lykkens Forkynder. Vinden peeb, dens Sang forstod de ikke: „„Seil trygt over Havet! Den lange Overfart har Du jo betalt med Alt, hvad Du eiede; fattig og hjælpeløs skal Du betræde dit Canaans Land. Du maa sælge Dig selv, din Kone og dine Børn. Dog længe lide I ikke! Bag det brede, duftende Blad sidder Dødsgudinden; hendes Velkomstkys aander dræbende Feber i dit Blod, far hen! far hen over de svulmende Vande!” — Og Caravanen lyttede glad til Nattergalens Sang, thi den bebudede Lykke. Dagen lyste fra de lette Skyer; Bønderfolk gik over Heden til Kirke; de sortklædte Qvinder med det tætte, hvide Liin om Hovedet syntes Skikkelser, stegne ud fra de gamle Malerier i Kirkerne; rundt om var kun den store, døde Omgivning, den visne, brune Lyng, mørke, afsvedne Plainer mellem hvide Sandbanker. Qvinderne bare deres Psalmebog, og vandrede mod Kirken. O, beder! beder for dem, som vandre til Gravene, hiinsides de svulmende Vande!”