Billedbog uden Billeder/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 39-41

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Sextende Aften.


„Jeg kjender en Pulcinella,” sagde Maanen, „Publicum jubler, naar det seer ham; enhver Bevægelse hos ham bliver comisk, bringer Huset til at skoggerlee, og dog er intet heraf beregnet, det er hans Eiendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre Drenge, allerede da var han en Pulcinella, Naturen havde gjort ham dertil, givet ham een Pukkel paa Ryggen og een paa Brystet; det Indre derimod, det Sjælelige, ja det var riigt udstyret; Ingen fik en dybere Følelse, en stærkere Elasticitet i Aanden, end han. Theatret var hans Idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han paa enhver Scene blevet den første Tragiker; det Heroiske, det Store opfyldte hans Sjæl, og dog maatte han blive Pulcinella. Selv hans Smerte, hans Melancholi forøgede den comiske Tørhed i det skarpttegnede Ansigt, og vakte Latter hos et taknemligt Publicum, der beklappede deres Yndling. Den nydelige Columbine var ham venlig og god, men vilde dog helst gifte sig med Arlechino; det var jo blevet altfor comisk i Virkeligheden, om „Skjønheden og Dyret” forenedes. Naar Pulcinella var meest mismodig, var hun den Eneste, der kunde faae ham til at smile, ja skoggerlee; først var hun melancholsk med ham, saa lidt roligere, men tilsidst opfyldt af Spøg. „Jeg veed nok, hvad De feiler!” sagde hun, „ja det er denne Kjærlighed!” — og saa maatte han lee. „Jeg og Kjærlighed!” udbrød han, „det vilde tage sig lystigt ud! hvor Publicum vilde applaudere!” — „Det er Kjærlighed,” vedblev hun, og tilføiede med comisk Pathos: „Det er mig, De elsker!” — Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man veed, at Kjærligheden ikke er! og Pulcinella sprang høit i Veiret af Latter; nu var Melancholien borte. Og dog havde hun talt Sandhed, han elskede hende, elskede hende høit, som han elskede det Ophøiede og Store i Kunsten. Paa hendes Bryllupsdag blev han den lystigste Figur, men om Natten græd han; havde Publicum seet det fordreiede Ansigt, da havde det klappet. — I disse Dage er Columbine død; Begravelsesdagen blev Arlechino fritaget for at vise sig paa Bræderne; han var jo en bedrøvet Enkemand. Directeuren maatte give noget ret lystigt, for at Publicum ikke skulde savne formeget den smukke Columbine og den lette Arlechino; altsaa maatte Pulcinella være dobbelt lystigt; han dandsede og sprang med Fortvivlelse i sit Hjerte, og der blev klappet og jublet: bravo, bravissimo!” Pulcinella kaldtes frem; o, han var ubetalelig! — — Igaar Nat, efter Forestillingen, vandrede det lille Utydske ene ud af Byen, hen til den eensomme Kirkegaard. Blomsterkrandsen var alt visnet paa Columbines Grav; der satte han sig; det var til at male; Haanden under Kinden, Øinene mod mig; det var som et Monument, en Pulcinella paa Graven, eiendommelig og comisk. Havde Publicum seet sin Yndling, det havde applauderet: bravo, Pulcinella, bravo, bravissimo!