Billedbog uden Billeder/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 43-44

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Attende Aften.


„Jeg har,” sagde Maanen, „fortalt dig om Pompeji, dette Liig af en Stad, stillet frem i de levende Stæders Række, jeg kjender en anden, een endnu mere sælsom, den er skke et Liig, men Spøgelset af en Stad — Overalt hvor Vandspringet pladsker i Marmorkummen, synes jeg at høre Eventyret om den svømmende Stad. Ja, Vandstraalen maa fortælle om den! Strandens Bølger synge om den! Over Havets Flade svæver tidt en Taage, den er Enkesløret: Havets Brudgom er død, hans Slot og Stad er nu Mausoleet! Kjender Du denne By? Aldrig hørte den Vognhjulets Rullen eller Hestens Hovslag i sine Gader, der svømmer Fisken og spøgelseagtigt flyver den sorte Gondol henover det grønne Vand. Jeg vil” — vedblev Maanen — „vise Dig Byens Forum, Byens største Plads, og Du troer at være i Eventyrenes Stad; Græsset voxer mellem de brede Fliser, og i Dagningen flagre der tusinde tamme Duer rundt om det fritstaaende høie Taarn. Fra de tre Sider er du omgivet af Buegange. Tyrken med sin lange Pibe, sidder stille derinde, den smukke Grækerdreng hælder sig til Søilen og seer paa de opreiste Trophær: de høie Stænger, Mindet om den gamle Magt. Flagene hænge som Sørgeflor; en Pige hviler sig der, de tunge Spande med Vand har hun sat ned, Aaget, hvori hun bærer dem, ligger over hendes Skuldre, hun støtter sig ved Seiersstangen. Det er intet Feeslot, men en Kirke, Du seer foran Dig! de forgyldte Kupler, de gyldne Kugler rundt om straale i mit Lys; de prægtige Malmheste deroppe have gjort Reiser som Malmhesten i Eventyret, de have reist herhid, bort herfra og igjen tilbage. Seer du den brogede Pragt i Muren og paa Ruderne? Det er, som om Geniet havde føiet et Barns Villie med at udsmykke dette sælsomme Tempel. Seer du paa Søilen den bevingede Løve? Guldet skinner endnu, men Vingen er bunden, Løven er død, thi Havets Konge er død, der er tomt i de store Haller, og hvor før de kostelige Billeder hang, skinner nu den nøgne Muur frem. Lazaronen sover under Buen, hvis Gulv eengang kun den høie Adel turde betræde. Fra de dybe Brønde, eller er det fra Blykamrene nær Sukkens Bro, lyder et Suk, som dengang Tombourinen lod paa de brogede Gondoler, da Bruderingen fløi fra den glimrende Bucentauro til Adria, Havets Dronning. Adria, svøb dig i Taage! lad Enkesløret dække dit Bryst, hæng det over din Brudgoms Mausoleum: det marmorbyggede, spøgelseagtige Venedig!” —