Billedbog uden Billeder/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 45-46

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Nittende Aften.


„Jeg saae ned paa et stort Theater,” sagde Maanen, „det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi en ny Skuespiller debuterede; min Straale gleed hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Kunstens Rige. Han følte dybt og elskede Kunsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. — — Regisseurens Klokke ringede; — kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, — frem skulde han for et Publicum, hvem han var til Latter. — — Da Stykket var endt, saae jeg en Mand indsvøbt i Kappen, snige sig ned af Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder; Maskinkarlene hvidskede til hinanden; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede halvt Øinene, for at see om han var smuk, som Liig. Mennesket kan være høist Ulykkelig, og dog høist affecteert. Han tænkte paa Døden, paa Selvmord, jeg troer, han begræd sig selv, — han græd dybt, og naar man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et heelt Aar er gaaet siden den Tid. Der var Comedie, men paa et lille Theater, det var en fattig, omreisende Trop; jeg saae igien det bekjendte Ansigt, de sminkede Kinder, det krusede Skjæg. Han saae igien op mod mig, smilede — og alligevel var han pebet ud, netop for et Minut siden, pebet paa et usselt Theater, pebet af et Usselt Publicum! — I denne Aften kjørte der en fattig Liigvogn ud af Byens Port, ikke en Eneste fulgte. Det var en Selvmorder, vor sminkede, udpebne Helt. Kudsken, som kjørte, var den eneste Ledsager, ingen fulgte, ingen uden Maanen. I Krogen ved Kirkegaardsmuren er Selvmorderen lagt, der vil Nelderne snart skyde op, der vil Graverkarlen henkaste Tjørne og Ukrud fra de Andres Grave.