Billedbog uden Billeder/20
Tyvende Aften.
„Fra Rom kommer jeg!” sagde Maanen, „der, midt i Staden paa en af de syv Høie ligger Keiserborgens Ruiner; det vilde Figentræ voxer i Murens Revne og dækker Nøgenheden med sit brede, graagrønne Blad; mellem Gruushoben træder Eselet paa den grønne Laurbærhæk og glæder sig ved den golde Tidsel. Herfra, hvor eengang Roms Ørne fløi ud: kom, saae og seirede, er nu Indgangen gjennem et lille fattigt Huus, klinet af Leer mellem to sønderbrudte Marmorkolonner; Viinranken hænger som en Sørgeguirlande hen over det skjæve Vindue. En gammel Kone med sin lille Datterdatter boe derinde, de herske nu i Keiserborgen og vise her den Fremmede de sjunkne Skatte. Af den rige Thronsal er kun en nøgen Væg, den sorte Cypres peger med sin lange Skygge paa det Sted, hvor Thronen stod. Jorden ligger alenhøit over det sønderbrudte Gulv, den lille Pige, nu Keiserborgens Datter, sidder tidt der paa sin Skammel, naar Aftenklokkerne ringe. Nøglehullet i Døren tæt derved kalder hun sin Balcon, gjennem det kan han see ud over det halve Rom, ud til Peterskirkens Mægtige Kuppel. Stille, som altid, var der denne Aften, og nedenfor, i mit fuldklare Lys, kom den lille Pige. Paa sit Hoved bar hun en antikformet Leerkrukke med Vand, hun havde bare Fødder, det korte Skjørt og de smaa Særkeærmer vare itu, jeg kyssede Barnets fine, runde Skuldre, de sorte Øine og det mørke, glindsende Haar; hun steeg op af Husets Trappe, den var steil, dannet af Muurbrokke og en sønderbrudt Capitæl. De brogetfarvede Fiirbeen, foer sky forbi ved hendes Fødder, men hun forskrækkedes ikke, allerede hævede hun Haanden for at ringe paa Døren, der hang en Harefod i et Seglgarnsbaand, det er nu Klokkestrengen paa Keisernes Borg. Hun standsede et Øieblik, hvad tænkte hun paa: maaskee paa det smukke Jesubarn, klædt i Sølv og Guld, dernede i Capellet, hvor Sølvlamperne straalede, hvor hendes smaa Veninder istemte Sangen, den hun ogsaa kjendte; jeg veed det ikke! hun gjorde igjen en Bevægelse, og snublede, Leerkrukken faldt fra hendes Hoved og sloges itu paa den riflede Marmorflise. Hun brast i Graad, Keiserborgens deilige Datter græd over den fattige, sønderbrudte Leerkrukke; med bare Fødder stod hun og græd, turde ikke trække i Seglgarnsbaandet, Keiserborgens Klokkestreng.”