Breve fra Ensomheden/12
5 JULI.
Som en mægtig Edderkop sidder jeg i mit Væv. Mellem de skønneste Blomster spinder jeg mit Net for den flagrende Sommerfugl.
Jeg føler næsten, hvorledes min Krop skyder sig sammen til en rynket Sæk, hvorledes store Spindevorter bryder frem paa mit Underliv og hvorledes mine skælmske, altfor smaa Moustacher omdannes til lurende Giftkroge.
Hvid og blank kommer Sommerfuglen dragende og ser i Morgensolen mit Væv straale i Duggens Tindren. Den søger nærmere og nærmere mod det blinkende Smykke. Jeg mærker dens Vingers lette Pust og ser dens Følehorn sittre.
Desværre maa jeg tilstaa, at Nettet endnu ikke er sin Fuldendelse nær. Men hvert Døgn føjer et nyt Stykke til mit Spind.
I Dag kom hun flyvende imod mig. Hendes hvide Sjal viftede som to Sommerfuglevinger, og hun hilste mig venligere end nogensinde. Det var i den hellige Lund, vi mødtes. Og hun satte sig hos mig paa Mosbænken og bad mig fortælle om Livet i Hovedstaden. Naturligvis fortalte jeg hende om den Kjærlighed, der trivedes i Læ af den gamle By derinde. Naturligvis var jeg dum nok til at værdsætte alt med mine egne kritiske Øjne og udpenslede nøjagtig det Elskovens Sodoma og Gomorra, i hvilket Thorvaldsens Museum til Trusel og Protest staar som en ensom Saltstøtte. Jeg søgte Æmner i det højere Bourgeoisis velhavende Legitimitet, der dog altid vidste at holde en Bagdør aaben. Jeg tegnede Nattelivets Blomstersøgere og malede alt med de grelleste Farver.
»Ja,« sagde hun tilsidst, »naar Kærligheden er saadan, kan jeg godt forstaa, at De er fiygtet fra Hovedstaden.«
Ak, min hvide Sommerfugl. Dér fandt Du en Maske i mit Væv. Hvor løst er det ikke bundet og hvor fast burde ikke dets Traade være sammenflettede?
Jeg spinder mit Net ved Nat og ved Dag. Jeg væver mit Garn fra Morgen til Aften. — Snart gynger Du i dets Traade.